Kritisk Revy

Massakren i Gaza underminerer den demokratiske kultur

Af Enzo Traverso

Oversat fra engelsk fra Enzo Traverso, The Gaza Massacre Is Undermining the Culture of Democracy, Jacobin, 6. april 2024

Israels tilhængere har gentagne gange påberåbt sig mindet om nazisternes folkemord for at legitimere massemord på civile i Gaza. Historikeren Enzo Traverso advarer om, at det kyniske misbrug af Holocaust-erindringen udgør en alvorlig fare for vores globale demokratiske kultur.

De, der troede, at orientalismen var død i det 21. århundredes globale verden, begik en stor fejl. De grundlæggende orientalistiske antagelser, som Edward Said analyserede for mere end fyrre år siden, er synlige overalt.

Alle vores statsledere er taget på pilgrimsrejse til Tel Aviv for at forsikre Benjamin Netanyahu om deres ubetingede støtte til Israel. Der er intet at diskutere, fortæller de os, når moral og civilisation er på spil. Selv nu, hvor disse traditionelle antagelser er dybt rystet i den vestlige offentlighed af det daglige syn af hungersnød og massakren på børn, kombinerer de deres bønner om mådehold og humanisme med bekræftelser af Israels status som et offer, der må forsvare sig selv.

Ingen nævner palæstinensernes ret til at forsvare sig mod 76 års aggression

Ingen nævner nogensinde palæstinensernes ret til at forsvare sig mod en aggression, der har varet i årtier. Mens Israel forhindrer ​​ al landbaseret levering af humanitær og medicinsk hjælp, fortsætter vestlige regeringer (med få undtagelser) ufortrødent med at støtte en folkemorderisk magt både økonomisk og militært.

Efter den 7. oktober er tolerancetærsklen blevet meget højere, og man tæller ikke længere antallet af børn, der bliver dræbt under bomberne. Hamas dræbte 1.200 israelere, herunder otte hundrede civile; Tzahal, det israelske militær, har indtil videre dræbt mindst 33.000 palæstinensere, herunder ikke mere end 5.000 Hamas-krigere.

Alt er planlagt: ødelæggelsen af veje, skoler, universiteter, hospitaler, museer, monumenter og endda kirkegårde, som bulldozere har udslettet; afbrydelsen af vand-, elektricitets-, gas-, brændstof-, internet-forsyningen; afvisningen af at give fordrevne mennesker adgang til mad og medicin; evakueringen af over 1,5 millioner af de 2,3 millioner mennesker, der bor i Gaza, til den sydlige del af striben, hvor de igen bliver bombet; sygdomme og epidemier. Da Tzahal ikke kunne udrydde Hamas, begyndte man at udrydde den palæstinensiske intelligentsia: lærde, læger, teknikere, journalister, intellektuelle og digtere.

FN's Internationale Domstol - et af produkterne af den vestlige internationale orden - udsendte en advarsel om, at den palæstinensiske befolkning i Gaza bliver udsat for en organiseret og ubarmhjertig nedslagtning, rykket op med rode og frataget de mest basale betingelser for overlevelse. Den israelske krig i Gaza er ved at antage karakter af folkemord. Men orientalismen er stærkere end Oplysningstidens juridiske arv.

Europas bastion

Da orientalismen blev født, var jøderne en del af Vesten som utaknemmelige gæster, udelukkede, ydmygede og foragtede, der som regel blev skubbet ud i periferien. Selv de mest fremtrædende og magtfulde jøder blev stigmatiseret og anset for at være vulgære gøgeunger. Jøderne legemliggjorde den kritiske europæiske samvittighed.

I dag har de krydset "farvegrænsen" og er blevet en del af den såkaldte jødisk-kristne civilisation og elskes og beundres af dem, der engang foragtede og forfulgte dem. I Europa er kampen mod antisemitisme blevet det banner, som alle postfascistiske og højreekstreme bevægelser samles bag, klar til at kæmpe mod "islamisk barbari" - endog før de har skilt sig af med deres gamle antisemitiske fordomme.

I 1896 udgav Israels åndelige fader Theodor Herzl zionismens grundtekst, Jødestaten, hvor han definerede den fremtidige stat som "en bastion for Europa mod Asien, en vagtpost for civilisationen mod barbariet." I 2024 er vilkårene for problemet stort set uændrede, men Netanyahu er meget mere respekteret og har langt større lydhørhed, end Herzl havde for mere end et århundrede siden. Herzl tiggede om hjælp fra nogle europæiske magter; Netanyahu er ikke bange for at fremstå arrogant og utaknemmelig over for dem.

Israel har overtrådt international lov i årtier, og i dag begår staten folkemord i Gaza med våben, der leveres af USA og flere europæiske lande. Disse vestlige magter kunne stoppe krigen på et par dage, men de er ude af stand til standse støtten til en korrupt, højreekstrem regering af krigsforbrydere, fordi denne regering er en del af dem selv, så de begrænser sig til anbefalinger og bønner om mådehold.

Alle de store vestlige medier har uden forbehold tilsluttet sig en zionistisk fortælling, der skamløst hylder nogles historie og ignorerer eller benægter andres. I Europa og USA bliver Israel, som Said engang bemærkede, aldrig behandlet som en stat, men snarere som "en idé eller talisman af en slags," der internaliseres for at legitimere de værste overgreb i høje moralske princippers navn.

Årtiers militær besættelse, chikane og vold fremstår således som en truet stats selvforsvar, og palæstinensisk modstand som en manifestation af antisemitisk had. Genfortolket fra et orientalistisk perspektiv udfolder den jødiske historie sig som et langt martyrium, der venter på en velfortjent forløsning - og palæstinenserne bliver et folk uden historie.

Statsræson

Pro-palæstinensiske studerende fremstilles som rabiate antisemitter i mange af mainstream-medierne. På flere amerikanske universiteter er de blevet blacklistet eller truet med sanktioner på grund af deres deltagelse i demonstrationer mod folkemordet i Gaza. I Tyskland og Italien er demonstrationer blevet brutalt undertrykt, mens den franske premierminister Gabriel Attal har bebudet strenge foranstaltninger mod pro-palæstinensiske aktivister.

Erindringen om Holocaust fejres rituelt som en sekulær religion i EU, og forsvaret af Israel er i Tyskland, som Angela Merkel og Olaf Scholz gentagne gange har bekræftet, blevet "Staatsraison". I dag påberåber Tyskland sig dette minde for at retfærdiggøre massakren på palæstinenserne i Gaza. Efter den 7. oktober er landet gennemsyret af en atmosfære af heksejagt mod enhver form for solidaritet med Palæstina.

Men det, der sker i Tyskland er kun det mere voldsomme udtryk for en bredere tendens. Det forklarer, hvorfor mange jøder, især i USA, har hævet stemmen for at sige: "Ikke i mit navn."

Henvisningerne til "statsraison" er både besynderlige og afslørende som en implicit indrømmelse af moralsk og politisk tvetydighed. Som enhver forsker i politisk teori ved, minder dette begreb én om den politiske magts mørke og skjulte sider. Raison d'état identificeres normalt med Niccolo Machiavellis tanker, selv om selve udtrykket ikke optræder i hans skrifter, og betyder overskridelse af loven i de overordnede statssikkerheds-kravs navn.

Det er ved at påberåbe sig raison d'état, at de hemmelige tjenester i stater, der har afskaffet dødsstraffen, planlægger henrettelsen af terrorister og andre mennesker, der truer deres sociale og politiske orden. Fra Machiavelli til Friedrich Meinecke og Paul Wolfowitz hentyder raison d'état til en "undtagelsestilstand", den umoralske side af en stat, der overtræder sine egne love. Bag statsræsonen står ikke demokratiet, men Guantanamo.

Så når Forbundsrepublikken støtter Israel ved at påberåbe sig Staatsraison, indrømmer den implicit det umoralske i sin politik. I dag kompromitterer Tysklands ubetingede støtte til Israel den demokratiske kultur, pædagogik og erindring, der er blevet opbygget i løbet af flere årtier, og især efter historikerfejden (Historikerstrei)¹ ​​ i midten af 1980'erne.

Denne politik kaster en mørk skygge over Holocaust-mindesmærket, der står i hjertet af Berlin, og som ikke længere fremstår som et udtryk for en plaget historisk bevidsthed og erindringens dyder, men snarere som et imponerende symbol på hykleri.

Retfærdighedens sanktion

I 1921 skrev den franske historiker Marc Bloch et interessant essay om udbredelsen af falske nyheder i krigstid. Han observerede, hvordan tyske aviser i begyndelsen af Første Verdenskrig lige efter invasionen af det neutrale Belgien offentliggjorde utallige rapporter om utrolige grusomheder. "En falsk nyhed opstår altid af kollektive forestillinger, der går forud for dens fødsel," skrev Bloch og drog følgende konklusion: "Den falske nyhed er det spejl, hvori 'den kollektive samvittighed' betragter sine egne træk."

Da historikerne læste vestlige aviser efter Hamas-angrebet den 7. oktober, fik de en mærkelig følelse af déjà vu. Men denne gang blev de ældste antisemitiske mytologier pludselig mobiliseret mod palæstinenserne. Bloch understregede, at falske nyheder og legender altid havde "fyldt menneskehedens liv." Mange historikere, der forsker i inkvisitionen og antisemitismen, har omhyggeligt beskrevet den rolle, som myten om "ritualmord" spillede fra middelalderen til det sene zaristiske Rusland. Rygtet om, at jøder dræbte kristne børn for at bruge deres blod til rituelle formål, blev spredt vidt og bredt, før man gennemførte en pogrom.

Efter den 7. oktober offentliggjorde de fleste vestlige medier - herunder mange prestigefyldte og angiveligt seriøse aviser - nyheder om gravide kvinder, der fik maven skåret op, og børn, der blev halshugget eller lagt i ovne af Hamas-krigere. Disse påfund, som blev spredt af den israelske hær, blev straks accepteret som beviser - både Joe Biden og Antony Blinken gentog dem i deres taler - mens tilbagevisningen af dem kun blev hvisket lavmælt et par uger senere. Myter er performative, som Bloch bemærkede: "I det øjeblik, en fejl bliver årsag til blodsudgydelse, er den uigenkaldeligt fastslået som sandhed."

Efter Anden Verdenskrig benægtede mange kommunistiske modstandsfolk, der var blevet deporteret til nazisternes lejre, eksistensen af de sovjetiske gulag. De havde dybt i sig internaliseret en stærk logisk slutning: Sovjetunionen er et socialistisk land, socialisme betyder frihed, derfor kan koncentrationslejre ikke eksistere der og må være et produkt af amerikansk propaganda.

En lignende benægtelse er i dag vidt udbredt blandt folk, der er overbeviste om, at Israel - et land, der er rejst på asken efter Holocaust - ikke kan begå folkemord. I deres øjne er Israel et autentisk demokrati, og besættelsen af de palæstinensiske områder en nødvendig beskyttelse mod en eksistenstrussel. Troende skaber deres egne sandheder, sandheder, som ikke forstyrrer deres tro. Zionistiske rettroende adskiller sig ikke meget fra stalinistiske rettroende.

Vestlige medier bekræfter disse fordomme ved at sprede løgne. Orientalismen er grobund for myter, benægtelser og falske nyheder. Ved at vende op og ned på virkeligheden har man således skabt en paradoksal fortælling, der forvandler Israel fra undertrykker til offer. Ifølge denne fortælling ønsker Hamas at ødelægge Israel, antizionisme er antisemitisme og benægter Israels ret til at eksistere, og antikolonialismen har endelig afsløret sin anti-vestlige, fundamentalistiske og antisemitiske ophav.

Kampen mod antisemitismen vil blive vanskeligere og vanskeligere, efter at den er blevet så åbenlyst misforstået, vansiret, gjort til et våben og trivialiseret. Ja, der er en risiko for at trivialisere selve holocaust: En folkedrabskrig, der føres i holocaust-erindringens navn, kan kun fornærme og miskreditere selve erindringen. Erindringen om Shoah som en "sekulær religion" - den ritualiserede helliggørelse af menneskerettigheder, antiracisme og demokrati - vil miste alle sine pædagogiske værdier.

Tidligere har denne "sekulære religion" fungeret som et paradigme for at opbygge erindringen om andre forbrydelser og folkedrab, fra militærdiktaturerne i Latinamerika til Holodomor i Ukraine og frem til folkemordet på tutsierne i Rwanda. Hvis denne erindring skulle identificeres med den davidsstjerne, som bæres af en hær, der udfører folkemord, ville konsekvenserne være ødelæggende.

I årtier har mindet om holocaust været en drivkraft for antiracisme og antikolonialisme, og det er blevet brugt til at kæmpe mod alle former for ulighed, eksklusion og diskrimination. Hvis man ændrede dette erindringsparadigmes naturlige kvaliteter, ville vi komme ind i en verden, hvor alt er lige gyldigt, og ordene har mistet deres værdi. Vores opfattelse af demokratiet, som ikke bare er et system af love, men også en kultur, en erindring og en historisk arv, ville blive svækket. Antisemitismen, som historisk set er faldende, ville opleve en spektakulær genopblussen.

Desperationens kraft

Hamas-angrebet den 7. oktober var grusomt og traumatisk. Det var meningen, at det skulle være sådan, og intet retfærdiggør det. Men det bør fortolkes og ikke blot beklages, endnu mindre mytologiseres og omgives med en aura af diabolsk grusomhed.

Der eksisterer en gammel debat om dialektikken mellem mål og midler. Hvis målet er at befri et undertrykt folk, er der midler, som er uforenelige med et sådant mål: frihed harmonerer ikke med drab på civile. Men disse uforenelige og foragtelige midler blev brugt i løbet af en legitim kamp mod en ulovlig, umenneskelig og uacceptabel besættelse.

Den 7. oktober var det ekstreme resultatet af årtiers besættelse, kolonisering, undertrykkelse, ydmygelse og daglig chikane. Alle fredelige protester er blevet slået blodigt ned, Oslo-aftalerne er hele tiden blevet saboteret af Israel, og det Palæstinensiske Selvstyre, der er fuldstændig magtesløst, fungerer på Vestbredden som Tzahals politiarm. Israel forberedte sig på at "forhandle fred" med de arabiske stater stående på palæstinensernes rygge, og landets ledere erkendte åbent målet om yderligere at udvide kolonierne på Vestbredden.

Pludselig satte Hamas alt i spil igen. Dets angreb afslørede sårbarheden hos et Israel, som kunne angribes inden for sine egne grænser. Gennem Hamas har palæstinenserne vist sig i stand til at angribe og ikke bare lide. Palæstinensisk vold har desperationens kraft. Det er ikke et spørgsmål om at dele denne desperation, men det er nødvendigt at forstå dens rødder.

Hidtil er ethvert forsøg på at forstå den tværtimod blevet overskygget af en absolut og urokkelig fordømmelse, som hurtigt blev forvandlet til et påskud for at legitimere en krig mod civile palæstinensere, som er langt mere dødbringende end Hamas' angreb. Dette forklarer populariteten og støtten til Hamas især blandt unge palæstinensere på Vestbredden, som bestemt ikke kan reduceres til, at organisationens autoritet udøves med tvang.

At myrde og såre civile var skadeligt for den palæstinensiske sag. Den uundgåelige forkastelse af disse aktionsmidler sætter dog ikke spørgsmålstegn ved legitimiteten af den palæstinensiske modstand mod den israelske besættelse, en modstand, der indebærer brug af våben. Terrorisme har ofte været de fattiges våben i asymmetriske krige. Hamas svarer godt til den klassiske definition af "partisan": en irregulær kæmper med en stærk ideologisk motivation, forankret i et territorium og en befolkning, der beskytter dem.

Den israelske hær tager fanger, herunder teenagere og familiemedlemmer til krigere, hvis administrative tilbageholdelse kan vare måneder eller år, mens Hamas kun kan tage gidsler. Hamas affyrer raketter, mens Israel påfører "følgeskader" under sine militære operationer. Hamas' terrorisme er blot en modpol til den israelske statsterrorisme. Hvis terrorisme altid er uacceptabel, er de undertryktes terrorisme som regel fremkaldt af deres undertrykkers, hvilket er langt værre.

Jean Améry skrev, at da han som modstandsmand blev tortureret af nazisterne i fæstningen Breendonck, ønskede han at give "konkret social form til sin værdighed ved at slå på et menneskes ansigt", hans undertrykkers ansigt. En af de sværeste opgaver, bemærkede han i 1969, bestod i at forvandle steril, hævngerrig vold til frigørende, revolutionær vold. Hans argumenter, som reflekterer over Frantz Fanons arbejde, fortjener et langt citat:

 ​​ ​​ ​​​​ Frihed og værdighed skal opnås ved hjælp af vold for at være frihed og værdighed. Igen: hvorfor? Jeg er ikke bange for her at introducere det urørlige og afskyelige begreb hævn, som Fanon undgår. Hævngerrig vold, i modsætning til undertrykkende vold, skaber lighed i en negativitet: i lidelsen. Undertrykkende vold er en fornægtelse af lighed og dermed af mennesket. Revolutionær vold er eminent human. Jeg ved, at det er svært at vænne sig til tanken, men det er vigtigt i det mindste at overveje den i spekulationens uforpligtende rum. For at udvide Fanons metafor: Den undertrykte, den koloniserede, koncentrationslejrfangen, måske endda den latinamerikanske lønslave, skal kunne se undertrykkerens fødder for at kunne blive et menneske, og omvendt, for at undertrykkeren, som ikke er et menneske i denne rolle, også kan blive det.

Fra floden til havet

Den 7. oktober og Gaza-krigen beseglede Oslo-aftalens fiasko. I stedet for at lægge grunden til en varig fred baseret på to suveræne staters sameksistens, blev disse aftaler straks saboteret af Israel og blev forudsætningen for koloniseringen af Vestbredden, annekteringen af Østjerusalem og et korrupt og miskrediteret palæstinensisk selvstyres isolation.

Oslo-aftalens fiasko markerer afslutningen på tostats-projektet. Dette projekt, der stadig i forbindelse med en revurdering af regionen efter krigen vagt - uden at konsultere nogen palæstinensiske repræsentanter - overvejes af europæere og amerikanere, betyder i dag hovedsageligt en eller to palæstinensiske bantustan under israelsk militær kontrol. To-statshypotesen er blevet umulig, selv om en binational stat givet den folkemorderiske krig i Gaza næppe heller er tænkelig.

For tyve år siden mente Edward Said, at en binational, sekulær stat, der kunne garantere sine jødiske og palæstinensiske borgere fuldstændig lige rettigheder, var den eneste mulige vej til fred. Det er indholdet af det slogan, som millioner af demonstranter over hele verden (herunder et stort antal jøder) i dag bruger: "Palæstina skal blive frit Fra floden til havet", selv om de fleste mainstream-medier vedbliver med at betragte det som antisemitisk.

Selvfølgelig skal fremtiden for Israel-Palæstina afgøres af de mennesker, der bor der. Selvbestemmelsen bør dog ikke forbigå nogle historiske lektioner. I dag kan en tostats-løsning kun fungere ved hjælp af en proces med territoriale udrensninger på tværs af etnicitet. Det ville være en irrationel løsning i et land, der deles af det samme antal jøder og palæstinensere.

Selv hvis man antog, at Palæstina blev oprettet som en reelt suveræn stat, hvilket er højst usandsynligt, ville det ikke være tilfredsstillende i det lange løb. En zionistisk stat ved siden af en islamisk ville være et historisk tilbageskridt, som ikke ville kunne danne grundlag for nogen dialog eller udveksling mellem kulturer, sprog og trosretninger. Som det 20. århundredes historie i Centraleuropa og på Balkan fortæller os, ville dette perspektiv resultere i tragedie.

Mange ser derfor en binational stat, hvor jøder og palæstinensere kan leve sammen på lige fod, som den eneste løsning. I dag virker denne mulighed uigennemførlig, men hvis vi tænker langsigtet, virker den logisk og sammenhængende. I 1945 så ideen om at opbygge en europæisk union ved at samle Tyskland, Frankrig, Italien, Belgien og Holland mærkelig og naiv ud. Historien er fuld af fordomme, der opgives og retrospektivt virker dumme. Nogle gange tjener tragedier til at åbne nye perspektiver.

For tyve år siden spurgte Said bekymret: "Hvor er de israelske modstykker til Nadine Gordimer, Andre Brink, Athol Fugard, de hvide forfattere i Sydafrika, der utvetydigt talte imod apartheids ondskab?" Denne tavshed er lige så øredøvende i dag, skønt brudt af nogle få, isolerede stemmer. Men situationen har ændret sig markant. Israel har vist sig at være sårbart og frem for alt, gennem sit destruktive raseri, blottet for enhver moralsk legitimitet.

Den palæstinensiske sag er blevet et banner for det globale syd og i både Europa og USA for store dele af den offentlige mening, især unge mennesker. Det, der står på spil i dag, er ikke Israels eksistens, men det palæstinensiske folks overlevelse. Hvis Gaza-krigen ender i en ny Nakba, er det Israels legitimitet, der vil være permanent kompromitteret. I så fald vil hverken amerikanske våben, de vestlige medier, den tyske statsraison eller den fordrejede og udskældte erindring om Holocaust være i stand til at redde den.

Enzo Traverso underviser på Cornell University. Hans seneste bog er ”Revolution: An Intellectual History”. Bogen udkommer i foråret på dansk på Solidaritets Forlag under titlen ”Revolutionen – en intellektuel historie”.