Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 22. Ansvarshavende redaktør : Niels Frølich

 

Udskriv artiklen

 

Børsen – fra basar til brandtomt

 

Som symbol på dansk kapitalisme og kolonialisme overlevede Børsen i København i 400 år flere krige, storbrande i byen og arbejdsløses stormløb.

 

Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion

Børsen i København opført i 1620´erne overlevede svenskernes belejring af byen i 1658 og englændernes bombardement i 1807, ligesom bygningen slap uden om både luftbombardementer og schalburgtage under anden verdenskrig. Bygningen blev heller ikke berørt af hverken af de to gange, hvor naboen Christiansborg brændte ned eller af nogle af de store ildebrande i København. Men lige op til 400 årsjubilæet slap heldet op, og det meste af bygningen blev flammernes bytte. Christiansborg og Slotsholmen lå i flere timer indhyllet i røg, og lugten af Sankt Hansbål nåede helt ud til Østerbro og Nordhavn. De sidste ildlommer var først nedkæmpet en uge efter brandens udbrud den 16. april om morgenen.

Den stærkt brandhærgede bygning var ikke blot ikonisk kulturarv, men også et symbol på dansk kapitalisme og kolonialisme.

Børsen blev bygget i årene 1619-1624 på bud af kongen, Christian den Fjerde, der også var bygherre på andre større byggerier i København som Rundetårn, Nyboder og Rosenborg Slot. Børsen var den første større danske bygning, der ikke var et kongeslot, en kirke eller et kloster. Den blev opført på en dæmning, der forbandt København med Christianshavn. Skibe kunne lægge til langs dæmningen og losse deres last af alskens varer ind i den lange bygning, der fungerede som basar eller torvehal med 20 købmandsboder. Varerne kom fra nær og fjern omfattende et bredt sortiment af frugt, krydderier, parfume, møbler og bøger.

Byens borgere kunne frit bevæge sig rundt mellem boderne, se på eksotiske varer og gøre deres indkøb efter økonomisk formåen. Børsen var Københavns vigtigste salgssted for bøger og bidrog derfor til at udbrede det litterære kendskab. Også byens postkontor var at finde på Børsen.

 

Blomstrende handelsliv

Børsen skulle fremstå som udtryk for kongens merkantilistiske politik og ambitioner om at gøre Danmark til en handelsnation. Børsen blev da også afsæt for et blomstrende handelsliv og fremvæksten af en ny klasse af handelsmænd. Dette voksende borgerskab blev en stadig vigtigere økonomisk kraft i rivalisering med den herskende klasse, adelen, om indflydelse på landets politik – med kongen som delvist allieret.

Christian den Fjerde blev i sine sene år stadig mere uenig med adelen, der med historikeren Palle Laurings ord ”hverken havde ofret sig tilstrækkeligt i krig eller fred”. Kongen følte sine handlemuligheder stækket af den håndfæstning, som i kraft af Rigsrådet gav adelen medindflydelse på mange af rigets anliggender, heriblandt iværksættelse af krig med andre lande og udskrivning af skatter, der dog ikke kunne pålægges adelen. Christian den Fjerde så derfor et potentiale i det voksende handelsbaserede borgerskab, men ville ikke som sådan binde sig til denne opstigende klasse for at frigøre sig fra adelen. Som historikeren Benito Scocozza konkluderede i sin bog om Christian den Fjerde, ønskede han ikke at være afhængig af nogen som helst.

Det blev dog ikke Christian den Fjerde, men hans søn Frederik den Tredje, der stækkede adelen gennem enevældens indførelse i 1660. Han følte sig svigtet af adelen, der ikke som officerer under krigene med svenskerne havde været i stand til at bekæmpe den indtrængende fjende tilstrækkeligt effektivt. Så store dele af landet lå efterfølgende plyndret og ødelagt hen efter svenske troppers besættelse.

Enevælden blev rundt om i Europa anset for at være den mest effektive styreform frem for en konstruktion, hvor stænderforsamlinger med adelen som den vigtigste stand havde indflydelse på rigets affærer og udnævnelse af kongen. Med enevældens svækkelse af adelens magt åbnedes der op for, at medlemmer af det nye borgerskab kunne komme i betragtning til vigtige embeder og i højere grad få varetaget deres økonomiske interesser, som ikke mindst lå inden for handelsområdet med Børsen som centrum. Ved et optog til markering af overgangen fra adelsvælde til enevælde modtog Frederik den Tredje på en tribune foran Børsen stændernes hyldest og edsaflæggelse til kongen som hele landets arveherre. For et syns skyld var også nogle bønder fra Amager indkaldt til at deltage i ceremonien.

 

Kontor for slavehandel

Udover blomstrende handel ved købmandsboderne blev nyoprettede handelskompagnier tilknyttet Børsen. Som det første fik Vestindisk-Guinesisk Kompagni i 1681 direktionskontor på Børsen. Blandt sine aktiviteter havde kompagniet slavehandel, der var et vigtigt element i den såkaldte trekantshandel. Denne form for handel tog i Danmark sin begyndelse i 1673 og bestod i, at slaver indfanget og købt i Afrika via et dansk handelsfort på Guldkysten i Guinea blev sendt til de danske kolonier i Vestindien og solgt som arbejdskraft til plantagerne. Fra kolonierne blev varer sejlet til Danmark og solgt på blandt andet Børsen, hvorefter varer fra Danmark såsom våben og brændevin blev sejlet til Afrika og blandt andet brugt som betaling for slaver, der kunne sendes til Vestindien. Slavetransporternes omfang og indtjening vekslede over årene, men omfattede nogle år 1500 slaver, hvoraf nogle dog døde under transporten.

Denne trekantshandel var ganske indbringende og gav de involverede købmænd store formuer og mulighed for at bygge flotte palæer i København i den nye bydel Frederiksstaden, heriblandt Amalienborg som efter Christiansborgs første brand blev residens for den hjemløse kongefamilie. Slavehandelen blev efter et flerårigt tilløb forbudt i 1803 med inspiration fra England og under indtryk af oplysningstidens humanistiske tankegange, men også fordi indtjeningen ikke længere var så god. Og ikke mindst opfattede staten slavehandelen som underskudsgivende, fordi forretningsmodellen forudsatte en række forter med soldater og embedsmænd til at understøtte handelsvirksomheden.  ​​ ​​​​ 

1700-taller blev storhedstid for dansk handel i voldsom konkurrence med hollænderne og ikke mindst briterne, der ønskede at beherske bølgerne både militært og merkantilt, hvilket blev Danmarks skæbne. Da Danmark under Napoleonskrigene allierede sig med Frankrig, slog briterne til og stjal det meste af den danske krigsflåde efter et omfattende bombardement af København, hvilket Børsen overlevede uden men. Børsen skiftede dog efterhånden indretning og funktion.

 

Aktier og veksler overtager Børsen

Fra at sælge fysiske varer gled Børsen gennem årene i højere grad over til at sælge immaterielle goder i form af værdipapirer, veksler, aktier og forsikringer. En ny type handlende indtog efterhånden Børsen, hvor Grosserer-Societetet siden sin stiftelse i 1742 holdt til i Børsen, som i 1857 blev overtaget af Det Danske Handelskammer, der i dag hedder Dansk Erhverv og stadig ejer den nu brandhærgede bygning. Udover vekselerer og storaktionærer havde også de stadig flere industrikapitalister deres gang eller som C. F. Tietgen kontor i Børsbygningen.

Magtens mænd i det industrielle, merkantile og finansielle borgerskab kan beskues i maleren P.S Krøyers gruppeportræt Fra Børsen fra 1895 af 50 børsherrer med høj hat og ​​ kjole og hvidt opstillet i Børssalen. Herrerne på maleriet betalte selv for at komme med på lærredet – en plads i forgrunden kostede 500 kroner, en plads midt i gruppen 300 kroner og i baggrunden 100 kroner. Det 254 x 409 centimeter store maleri, der i folkemunde fik navnet Møde i hattemagerlavet, hang i Børssalen, indtil det uskadt blev reddet ud af den brændende bygning.

Maleriet af børsherrerne fremstod som en symbolsk manifestation af den nye herskende klasse og afstanden til den voksende arbejderklasse, der producerede de varer, hvorpå børsherrerne skabte deres velstand, mens arbejderne levede under anderledes kummerlige forhold. Arbejdet var hårdt og nedslidende, boligerne små og fugtige, og det var svært at få de lave lønninger til at slå til. Arbejdsløshed lurede som en tilbagevendende trussel, der kunne føre til at ende som boligløs eller på fattiggården.

 

Stormen på Børsen

De sidste årtier af 1800-tallet og de første af 1900-tallet rummede mange konfrontationer mellem den driftige kapitalistklasse og den stadig mere politisk bevidste arbejderklasse, der organiserede sig i både parti og fagbevægelse. De to klasser stod ofte stejlt over for hinanden i faglige konflikter, og statsmagten slog til tider hårdt ned på aktionerende arbejder som ved slaget på Fælleden i 1872, og flere af arbejderbevægelsens ledere blev idømt fængselsstraffe. ​​ 

Kontrasten mellem borgerskabets vellevned og arbejdernes økonomisk trængte hverdag blev tydelig, når det var krisetid og i særlig grad under første verdenskrig, hvor fænomenet gullaschbaroner opstod. Disse tjente store formuer på at producere og sælge kødkonserveres til det krigsførende Tyskland. Over hele landet og også i loftsrum og kældre i København var der under stærkt uhygiejniske forhold iværksat masseproduktion af gullasch, der på dåse sendtes direkte til de tyske soldater ved fronten. Disse nyrige gullaschbaroner fremviste uhæmmet deres rigdom og luksusliv, mens mange arbejdere måtte prøve at klare dagen og vejen for en sulteløn, og ikke mindst de arbejdsløse var i en desperat situation. Symbolet på den groteske rigdom og den store ulighed var Børsen, hvor såvel de nyrige som den gamle garde af børsherrer færdedes.

Ved fastelavnstid i 1918 havde en stor gruppe københavnske arbejdere fået nok. I kølvandet på store demonstrationer satte en gruppe arbejdsløse anført af flere af syndikalisternes ledere kurs imod Børsen. På deres march gennem byen forsynede de sig med fastelavnskøller, der blev brugt flittigt til at slå løs på børsherrerne, da de arbejdsløse invaderede Børsen og fordrev de fine herrer fra spillebulen, som de aktionerende kaldte den. Politiet blev tilkaldt og arresterede mange af de aktionerende.

Retsmaskineriet blev sat hårdt ind over for såvel de aktionerende såvel som andre arbejdere, heriblandt syndikalistlederen Christian Christensen, der ikke havde deltaget i stormløbet. Der blev udstedt fængselsdomme på mellem tre måneder og to år. Statsmagtens hårde fremfærd var videreførelsen af mange års forfølgelse af kamplystne arbejdere, men også udtryk for en frygt for at danske arbejdere inspireret af begivenhederne i Rusland måske pønsede på at lave revolution.

 

Frygt for revolution

Stormen på Børsen blev ikke afsæt for en revolution i Danmark. Tættest på en mulig revolution var Danmark ved den krise, der opstod to år senere, da kong Christian den tiende tilskyndet af fremstående børsherrer som ØK-stifteren og direktøren H.N. Andersen afsatte den radikale - socialdemokratisk støttede - Zahle-regering, der blev opfattet som for arbejdervenlig. Reaktionen fra arbejderbevægelsen på kongens kuplignende tiltag var markant. Tusindvis af arbejdere demonstrerede foran Amalienborg med råb som ”Ned med Christian” og ”Leve republikken”.

Fagbevægelsen truede med og forberedte en generalstrejke. Som mål for generalstrejken fremsatte den faglige venstrefløj via murernes formand Christian Rassow i det af fagbevægelsen nedsatte udvalg til forberedelse af strejken tre hovedkrav: afskaffelse af kongedømmet, indførelse af arbejderråd på alle arbejdspladser og løsladelse af alle politiske fanger. Kun det sidste krav blev taget med, da den socialdemokratiske leder Thorvald Stauning sammen med Borgerrepræsentationen i København overbragte kongen et ultimatum, der blandt rummede krav om udskrivelse af nyvalg. Da kuppets bagmænd på Børsen indså, at krisen kunne nære tanken om en revolution efter russisk forbillede, lod de kongen acceptere dette ultimatum, der kom til at virke som et kompromis og en afslutning på krisen.  ​​​​ 

Borgerskabet kunne derfor sove roligt om natten. Den socialdemokratiske ledelse med Stauning i spidsen havde afværget risikoen for en revolution, som den faglige venstrefløj omkring syndikalisterne havde som mål og så generalstrejken som et middel til at opnå. Dermed fremstod den politiske splittelse i arbejderklassen også ganske tydeligt som en spaltning mellem de kompromissøgende reformister i Socialdemokratiet, der få år senere omdefinerede sig til at være for folket frem for et klasseparti, og de revolutionære klassekæmpere i det, som blev til DKP og senere hen udspaltedes i flere forskellige venstrefløjspartier af mere eller mindre revolutionær karakter.

Bortset fra stormen på Børsen i 1918 har arbejderbevægelsens relation til den historiske bygning været af mindre dramatisk og spektakulær art. Det gik mere fredeligt til, når fagbevægelsen mødte op i Børsen til overenskomstforhandlinger. Ganske vist kunne de verbale konfrontationer til tider blive skarpe, når HK Handel forhandlede overenskomst for de lavtlønnede ansatte i de store butikskæder, der er medlemmer af Dansk Erhverv. Den øvre økonomiske ramme har dog altid været fastlagt et andet sted, nemlig ved forhandlingerne mellem Dansk Industri og CO Industri, der gennem årene har lagt linjen for alle øvrige private overenskomstfornyelser.

Forholdet mellem Dansk Erhverv (DE) og Dansk Industri (DI) har i øvrigt ind i mellem været anstrengt, da der har været kamp mellem de to organisationer om at hverve medlemmer blandt de større virksomheder, som i flere tilfælde har skiftet organisation. Der har været en rivalisering mellem industrikapitalen i DI i det moderne glaspalads på Rådhuspladsen og handelskapitalen i DE i den gamle børsbygning ved havnen .

 

Genopbygning med udfordringer

Intet tyder på, at DE vil lade et moderne kontorhus i stil med DI-domicilet erstatte Børsen som sit hovedkontor. Allerede på dagen for branden udtalte DE-direktør Brian Mikkelsen, at Børsen skulle genopbygges; men en opbygning rummer flere spørgsmål og udfordringer.

Det første spørgsmål er, hvem der skal betale. De tegnede forsikringer dækker formodentlig en del af udgifterne til en genopbygning, men hvor meget er endnu uklart. Forskellige større private fonde kan formodes at spytte en del penge i en genopbygning, ligesom der også har været forslag om en bredere landsindsamling, og DE givet også selv må spæde til. Derudover er der også rejst ønske om, at staten skal betale for en del af genopbygningen, da der er tale om væsentlig kulturarv, og bygningen rummede mange kunstværker, som stort set alle blev reddet ud og nu mangler et sted at være. Men Børsbygningen er ikke ejet af staten. Ganske vist blev bygningen opført for Christian den fjerde, men blev allerede i 1647 solgt af den forgældede konge til købmand Jacob Madsen og har siden da været på forskellige private hænder – nu om dage organisationen Dansk Erhverv.

Nogle politikere og borgere vil kunne finde det underligt, hvis der bevilges statslige midler til genopførelse af en privat bygning, når staten ikke vil yde økonomisk støtte til oprydning efter Nordic Waste i Randers, hvor kommunens i forvejen stramme budget vil blive yderligere tynget af udgifterne til oprydning og medføre nedskæringer på velfærdsydelserne. Hvis staten skal skyde penge i en genopbygning, kunne det måske også medføre krav om, at den genopførte bygning i højere grad skal være tilgængelig for offentligheden og ikke kun rumme kontorer og mødefaciliteter for DE og udlejning af lokaler til velpolstrede kunders afholdelse af konferencer eller konfirmationer.

Lidt i relation hertil rejser sig også spørgsmålet om, hvilken version af Børsen der skal genopføres. Ligesom Notre Dame-katedralen i Paris er Børsen blevet ombygget adskillige gange både udvendigt og indvendigt – er gået fra at være en åben basarlignende bygning til et mere lukket kontorhus. Bygningens ydre er i flere omgange blevet fornyet. Dragespiret fra 1624 blev fornyet i 1777 og sandstensornamenterne på facaden i 1906. Den igangværende restaurering ved brandens udbrud gik ud på at rette op på en restaurering fra 1883, hvor de oprindelige mursten blev fjernet og erstattet med moderne sten. I det indre blev opført mure og etableret kontorer og møderum, heriblandt den kunstnerisk flot udsmykkede Børssal, der nu ligger helt udbrændt tilbage.

Næste spørgsmål og udfordring er, hvem der kan stå for en genopbygning og restaurering, der vil kræve helt særlige håndværkskompetencer, hvoraf mange hører fortiden til. Til at stå for tegninger og opførelse tilkaldte Christian den Fjerde to hollandske arkitekter, brødreparret van Steenwinckel, da kongen var inspireret af hollandsk byggestil. Det var første gang, at en bygning af den kaliber skulle opføres i Danmark, hvilket også krævede brug af udenlandsk arbejdskraft. Det var ikke som i dagens byggebranche til lave lønninger, men givetvis ganske vellønnede specialister, som kunne deres håndværk.

Udfordringen bliver at finde håndværkere med de rette kompetencer, men kan også give muligheden for at genoplive gamle håndværk og lære af fortidens dygtige håndværkere, påpegede kunstneren Bjørn Nørgaard i et interview i Berlingske et par dage efter branden. De udførte et gedigent arbejde i modsætning til en del af nutidens byggeprojekter, der er for meget præget af udbudskonkurrence, lød det i interviewet advarende fra Nørgaard, hvis kone Lene Adler Petersen i 1969 vandrede nøgen gennem Børssalen bærende på et kors som en kunstnerisk happening med henvisning til fortællingen om Jesus, der drev kræmmerne ud af templet.  ​​ ​​ ​​​​ 

Et par danske smede og blikkenslagere har til tv udtalt, at de vil være i stand til at genskabe det ikoniske dragespir, der i sin oprindelige udgave blev tegnet af Ludvig Heidtrider, der var fyrværkerimester. Spiret fik navn efter de fire dragehoveder, der snoede sig rundt om spirene og skulle beskytte Børsen mod flammer og ild, hvilket også lykkedes lige indtil Børsen under ombygning den 16. april i år stod i flammer og mere end halvdelen af den historiske bygning udbrændte.

Ønsket om at genopføre bygningen er stort, da den er kulturarv og et synligt vartegn på Danmark som handelsnation i århundreder. Den var en iøjnefaldende del af bybilledet for både turister og byens egne borgere.

Borgmestre og borgerrepræsentanter i København har da også begrædt tabet af den gamle børsbygning og ønsker den genopbygget. Men kun tre dage efter Børsens brand besluttede et flertal i Borgerrepræsentationen at nedrive en anden - og ganske vist nyere - ikonisk bygning i København, nemlig den farverige Paladsbiograf, hvis facade i 1989 blev bemalet med klare pastelfarver af kunstneren Paul Gernes. Biografen på den attraktive placering ved siden af Vesterport Station og tæt på Rådhuspladsen vil ejerne, Nordisk Film, erstatte med en 36 meter høj bygning til kontorer og en 25 meter dyb kælder til biografer. Argumentet fra Nordisk Film er, at den nuværende bygning ikke er velegnet til moderne biografdrift og derfor giver for lidt indtjening.

Sagen er endnu ikke endelig afgjort, hvilket først sker i løbet af næste år via vedtagelse af en lokalplan. Vedtagelsen forventes af ske midt på året og dermed inden efterårets kommunalvalg, der måske kunne ændre flertallet i forhold til beslutningen om nedrivning af Palads. Så alt tyder på nedrivning af biografen, mens det er næsten givet, at Børsen skal genopstå som Fugl Fønix af asken.

Kilder:

Benito Scocozza og Grethe Jensen: Danmarks Historie, Politikens Forlag

Palle Lauring: Danmarks Historie, Sesam, 4. udgave 2002

Benito Scocozza: Christian 4, Politikens Forlag, 1987

Erik Kjersgaard: Kjersgaards Danmarkshistorie, Forlaget Komma, 1982

Ebbe Kløvedal Reuch, Bjørn Erichsen og Poul Vitus Nielsen: Snart dages det brødre, DR

Berlingske Tidende, d. 19.4.24.