Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 22. Ansvarshavende redaktør : Niels Frølich

 

Udskriv artiklen

Vrede landmænd presser EU til at lempe miljøkrav

Med massiv lobbyisme suppleret med militante aktioner forsøger økonomisk trængte bønder i Europa at sikre deres fremtid, men er delte på spørgsmålet om grøn omstilling

Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion

En protestbølge går gennem Europa. På tværs af landegrænser har tusinder af landmænd i årets første måneder med traktordemonstrationer og blokader udtrykt en voldsom utilfredshed med deres situation.

Det hele begyndte egentlig i Holland sidste år, hvor landmænd var utilfredse med den daværende regerings stramning af miljøkrav til landbruget. Landmændenes protester bidrog til at presse regeringen til at træde tilbage og udskrive parlamentsvalg. Op til årsskiftet og ikke mindst fra begyndelsen af det nye år fulgte tyske landmænd op med en hel aktionsuge, der bød på traktorblokader af motorveje samt gader og pladser i de større byer, herunder det centrale Berlin, ligesom også blandt andet Frankfurt Lufthavn blev blokeret.

Også i en række andre europæiske lande aktionerede landmænd synligt og højlydt med blokader og demonstrationer, der bestod af ingredienser som afbrænding af halmballer, høstakke og bildæk, affyring af fyrværkeri, lange traktorkorteger samt blokader af motorveje og grænseovergange. I enkelte tilfælde kom det til konfrontationer med politiet, der dog generelt nøjedes med at overvåge situationen og ikke som ved en del af klimabevægelsens aktioner fjerne de aktionerende med magt. 66 landmænd blev dog arresteret ved en demonstration i Paris. ​​ 

Udover protesterne i Tyskland var der også i større eller mindre omfang aktioner i Belgien, Holland, Frankrig, Spanien, Irland, Frankrig, Schweitz, Grækenland, Ungarn, Rumænien, Tjekkiet, Slovakiet, Polen, Estland og Litauen. Antallet af deltagere har været meget forskellig. Mens 1500 traktorer invaderede Berlin, var der kun 30 på gaderne i Geneve. Nogle aktioner har også mest været en form for happenings. Ved landbrugsmessen Agrotica i Thessaloniki smed græske bønder kasserede kastanjer og æbler på fortovet, ligesom flere hundrede franske bønder mødte op ved en fødevaremesse i Paris til synlig irritation for præsident Macron, der var til stede og blev buhet af. Hele tre gange er landmænd fra flere lande draget i karavane til Bruxelles for at lave larm i gaden i forbindelse med ministerrådsmøder.  ​​​​ 

Danske landmænd, der tidligere har sendt traktorer i kortege ind på Københavns gader, har indtil videre ladet traktorerne blive hjemme. Medlemmer af Bæredygtigt Landbrug og Agerskov-gruppen har luftet tanker om at aktionere, men afventer udfaldet af den såkaldte grønne trepart, der med afsæt i oplæg fra et af regeringen nedsat ekspertudvalg skal inden udgangen af juni skal nå frem til et fælles forslag til fremtidig CO2-beskatning af landbruget.

Fællesnævner for såvel danske som andre europæiske landmænd er bekymring for erhvervets indtjening og overlevelse, da mange føler sig økonomisk presset af en kombination af flere forhold:

 

Ublu konkurrence fra øst og syd

Polske og ungarske landmænd har blokeret grænseovergange til Ukraine i protest over, at de føler sig udkonkurreret af billige kyllinger, æg og korn fra Ukraine. Da EU i 2022 fjernede kvoter og toldbarrierer for ukrainske varer, steg importen til EU af fjerkrækød med 66 procent og i 2023 med yderligere 55 procent, ligesom importen af andre ukrainske landbrugsvarer steg. Landmænd i EU er derfor stærkt utilfredse med, at EU-Kommissionen i år vil videreføre denne begunstigelse af ukrainsk landbrug. De mener tillige, at store ukrainske fødevareproducenter har en konkurrencefordel, fordi miljøkrav og andre regler er mere lempelige i Ukraine end i EU.

Med i baghovedet ligger nok også hos landmændene i EU en bekymring for, hvad optagelse af Ukraine i EU vil få af konsekvenser. Ganske vist vil ukrainsk landbrug – eventuelt efter en overgangsperiode – være omfattet af de samme regler som det øvrige landbrug i EU. Men som et stort landbrugsland, der er blevet kaldt Europas kornkammer, vil Ukraine også sluge en betydelig del af EU´s landbrugsstøtte, Det vil ske på bekostning af de øvrige medlemslandes bønder, da den samlede landbrugsstøtte næppe vil blive forøget – snarere tværtimod og ellers i alt fald være et nulsumsspil.

Denne bekymring næres formodentlig yderligere af, at EU-Kommissionen i marts i en meddelelse lægger op til, at Ukraine og andre ansøgerlande kan optages gradvist, så al lovgivning ikke skal være tilrettet det omfattende EU-regelsystem inden optagelse. Blot nogle af optagelseskravene skal være opfyldt, og resten skal efterfølgende og gradvist opfyldes. Hvis Kommissionens tanker følges, kan det føre til en hurtigere optagelse af Ukraine, hvilket kan give problemer på landbrugsområdet. Den problemstilling foreslår Kommissionen løst ved i en overgangsperiode at udelukke ukrainske landbrugsvarer fra nogle af de nuværende EU-lande. Optagelse i EU af nye lande med en stor landbrugssektor har også tidligere skabt heftig diskussion - for eksempel var mælkekvoter et stort stridsspørgsmål ved Polens optagelse.  ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

Ikke blot fra øst føler landmændene sig udsat for ublu konkurrence. De ser også en fare fra syd i form af den såkaldte Mercosur-aftale, som EU i 2019 indgik med Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay, men endnu ikke har ratificeret. Det arbejdes der dog på, og europæiske bønder frygter, at det europæiske marked vil blive oversvømmet af toldfrit oksekød fra disse lande, der har en meget mere lempelig miljø- og klimalovgivning end EU. Som blandt andet lederne af den irske Farmers Alliance har udtrykt det, så giver det ikke mening med en klimabelastende import af oksekød fra Latinamerika, når det kan produceres i EU med større sikkerhed for miljø og fødevaresikkerhed.  ​​​​ 

Landmændene har fået opbakning til deres synspunkt fra Irlands nu fratrådte premierminister Leo Varadkar, der ligesom den franske præsident Emmanuel Macron har advaret imod at færdiggøre Mercosur-aftalen. ”Vi kan ikke have en situation, hvor vi påtvinger vores landmænd miljøregler og så samtidigt tillader import fra lande, der ikke har de samme regler”, lød det i en udtalelse fra Varadkar. ​​ 

 

Lavere afsætningspriser og dyrere energi

Udover økonomisk pres udefra oplever landmændene også, at afsætningspriserne presses af fødevareindustrien og dagligvarebutikkerne, der ønsker at nedbringe deres omkostninger for at være konkurrencedygtige på et prisfokuseret marked. Gennem de senere år har discountkæder som Aldi, Lidl og Netto vundet frem og er i en indbyrdes skarp konkurrence om kunderne.

Pris er blevet væsentligere end kvalitet, så de fleste dagligvarekæder har måttet inkludere lavprisvarer som en del af sortimentet. Fokuseringen på pris er blevet øget af først finanskrisen i 2008 og derefter af de sidste par års høje inflation, der har forstærket forbrugernes efterspørgsel på billige fødevarer. I en skærpet priskrig mellem kæderne, stiller disse krav til producenterne om lavere afregningspriser. Men ligesom andre brancher rammes landmændene samtidigt af højere energipriser som følge af krigen i Ukraine og kan også komme ud for andre konsekvenser af krigen. Indførte sanktioner over for Rusland betyder for nogle landmænd et mistet eksportmarked. Franske oste og patéer, der var blevet ret populære hos den russiske middelklasse, er nu forsvundet fra det russiske marked og erstattet af tilsvarende russisk fabrikerede produkter.  ​​ ​​​​ 

Netop de højere energipriser var gnisten, der tændte et bondeoprør i flere lande, hvor regeringer ville afskaffe landmænds fritagelse for energiafgifter som led i både klimainitiativer og som middel til at bedre hårdt trængte statslige budgetter. I Tyskland gennemførte ophidsede landmænd omfattende demonstrationer og blokader med krav til en stadig mere presset regering om at fastholde afgiftsfritagelsen. Det var et krav, som store dele af befolkningen havde forståelse for, ligesom også landbrugsminister Cem Ödzemir fra partiet De Grønne udtrykte forståelse for bøndernes krav. Med det resultat at regeringen besluttede en midlertidig udskydelse af afskaffelsen af afgiftsfritagelsen.

Også i Italien har bønderne været på gaden med protester imod landets regering ledet af Giorgia Meloni fra det stærkt højreorienterede parti Italiens Brødre, der ellers har nydt stor opbakning fra landmændene. De mener nu, at regeringen ikke gør nok for at afhjælpe problemerne med stigende energipriser, men tværtimod gør situationen værre ved at ville afskaffe den fritagelse for personlig indkomstskat, som landmændene har haft. De føler, at Meloni i for høj grad har tilpasset sig EU for at sikre sig milliardstøtte til Italiens trængte økonomi, men derved svigter landbruget. Landmændene har haft svært ved at få Meloni i tale, og en karavane af traktorer kørte derfor til Rom for at presse hende til dialog. Til gengæld har de fået fuld opbakning fra Meloni´s ministerkollega fra Lega, Matteo Salvini - med en dårlig stemning i regeringen til følge og en lurende splittelse af den om hjørnet.

 

GMO som løsning på klimaudfordringer?

Endnu en plage, der gør livet surt for mange landmænd, er store nedbørsmængder og tørke. Landmænd i Danmark, Tyskland, Belgien og dele af Frankrig har de seneste år oplevet, at langvarig regn har oversvømmet marker, så afgrøder drukner og ikke kan høstes eller er af forringet kvalitet. En række marker må sås om, og der bruges ressourcer på at lede vand væk og dæmme op for yderligere oversvømmelser. I værste fald kan et helt års høst være tabt, som det blandt andet skete for tyske vinbønder efter en voldsom flodbølge i 2021.

I Portugal, Spanien, Frankrig, Italien og Grækenland er tørke det store problem, der får planter til at visne eller give at ringere udbytte. I Spanien er olivenproduktionen blevet halveret, og selv om prisen på oliven i butikkerne er steget med 50 procent, har det ikke kunnet kompensere for olivenproducenternes tab af indtægt. Skovbrande forårsaget af tørke og varme har på flere græske øer ødelagt både olivenlunde og vinmarker med store økonomiske udfordringer for ejerne. På Po-sletten er tørken også gået voldsomt ud over dyrkningen af ris og har medvirket til stigende priser på ris. I værste fald er nogle landbrug oven på langvarig tørke også pludselig blevet ramt af voldsomme skybrud med heftig regn og hagl, der har forværret den i forvejen svære situation.

Der er ingen nemme løsninger til at modvirke klimaforandringerne, der ifølge klimaforskere kun kan forventes at blive endnu større i fremtiden. Udtørring af marker kan afhjælpes ved at kunstvande med havvand, der har været sendt igennem afsaltningsanlæg, men vil være dyrt og tage mange år at gennemføre i større skala. Oversvømmelse af marker kan modvirkes ved diger og dræning, ligesom særlig udsatte, lavtliggende jorder kan tages ud af drift, og naturgenopretningsprojekter kan lede regnvand væk; men også disse tilpasningsforanstaltninger vil tage tid og være dyre at gennemføre.

Landmænd kan også forsøge at vælge andre afgrøder; men en Lammefjordsbonde kan ikke bare lige omlægge fra gulerødder til ris. Forædling af afgrøder til bedre at modstå klimaforandringer er dog en mulighed, og til det formål kan ny GMO-teknologi i kombination med nye EU-regler måske være en redningsplanke. I snart 25 år har der været EU-regulering i forhold til brug af genmodificerede planter og afgrøder i landbruget kaldet GMO - genetisk modificeret organisme. Ved hjælp af genteknologi ændres gener for at fremme bestemte egenskaber, så en plantes modstandskraft over for insekter, sprøjtegifte eller tørke øges.

Da der kan være risici for sundhed og miljø ved at udsætte GMO-behandlede planter i naturen, opstiller et EU-direktiv fra 2001 nogle regler for GMO med krav om, at GMO-afgrøder risikovurderes, er sporbare og mærkes for at kunne godkendes. Et forslag fra EU-Kommissionen lægger nu op til at lempe reglerne, så disse krav ikke længere skal gælde, når der anvendes en ny form for genteknologi kaldet NGT og er tale om mindre ændringer. Ifølge et forslag fremlagt i juli 2023 skal det ikke vurderes, om den nye form for genmodificerede organismer rummer risiko for natur eller mennesker, hvilket er et opgør med det hidtil gældende forsigtighedsprincip. Også kravet om sporbarhed fjernes, så forbrugerne ikke vil kunne se, om fødevarer rummer GMO´er. ​​ 

Biotechindustrien øjner et lukrativt marked, da GMO-baseret såsæd er patenteret. Og forventningen er, at stadig mere sæd på verdensplan vil være patentbelagt. Allerede nu leveres 90 procent af al såsæd i verden af kommercielle producenter. Derfor er nogle landmænd bekymrede for, at det vil forøge både deres omkostninger og afhængighed af leverandørerne, som presser på for at få lempet reglerne. EU-Kommissionens forslag møder skepsis og kritik fra både økologiske landmænd og forskere. De forudser, at hovedparten af NGT vil falde i den kategori, hvor der ikke skal reguleres, hvilket med tiden kan få omfattende følger for blandt andet biodiversitet. Mere modstandsdygtige NGT-baserede planter vil kunne udkonkurrere andre afgrøder og skabe endnu mere monokultur.

 ​​​​ 

Skærpede miljøkrav til landbruget møder modstand

Forskellige former for klimatilpasning vil ikke i sig selv og kun i utilstrækkeligt omfang reducere de klimabelastende udledninger fra landbruget, der udgør 10 procent af udledningerne i EU. Forsøg på at få landbruget til at nedbringe klimabelastningen af frivillighedens vej er indtil videre stort set mislykkedes og har haft stærkt begrænset effekt. Politisk indblanding og regulering trænger sig derfor på og efterlyses fra både forskere, miljøorganisationer og en række politikere, mens vandene deles blandt landmænd og fødevareindustrien.

Nogle landmænd benægter, at landbruget bærer et medansvar for klimabelastningen. Andre finder det uretfærdigt, at de skal bøde for klimabelastninger, der efter deres opfattelse skyldes andre. Disse grupper af landmænd vender sig derfor imod skærpede miljøkrav til landbruget og vil modarbejde lovgivning, der går i den retning. De vil fortsætte en landbrugsdrift som hidtil baseret på traditionel animalsk produktion uden særlige hensyn til klima, miljø og biodiversitet. Denne holdning findes især blandt ejere af store intensivt drevne landbrug.

Andre landmænd erkender deres ansvar for at medvirke til at nedbringe klimabelastende udledninger og vil egentlig gerne omlægge til en mere miljø- og klimavenlig drift. Men en del af dem finder det svært at gennemføre en grøn omstilling på kort tid og leve op til skærpede krav, når de i forvejen er pressede økonomisk.

”Problemet er ikke den grønne omstilling i sig selv. Problemet er, at man stiller krav om grøn omstilling uden at give landmændene midler til og muligheder for at omstille sig”, som det blev formuleret af den italienske olivenproducent Enrico Parisi fra landboorganisationen Coldiretti i en artikel i Altinget. Han pegede ligesom andre repræsentanter for landboorganisationer i forskellige europæiske lande på, at mange landmænd er ved at give op. Det er især ejere af mindre slægtsgårde, der er på vej til at opgive og sælge jorden til ofte ét af de større intensivt drevne landbrug, hvilket næppe vil fremme en grøn omstilling.

Ifølge det videnskabelige tidsskrift PNAS viser et forskningsstudie gennemført i otte forskellige regioner i Europa og Nordamerika, at små landbrug er drivende i den grønne omstilling. På mindre marker er det nemmere at dyrke flere forskellige afgrøder og derved styrke biodiversiteten – der dokumenteres en række positive effekter på dyre- og planteliv. Ifølge studiet gav en halvering af markernes størrelse flere positive følgevirkninger. Ved at satse på mindre landbrug med en ekstensiv og varieret drift vurderer forskerne bag studiet, at en grøn omstilling kan gennemføres uden at tage landbrugsjord ud af drift.

 

En social kamp  ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

Landmændenes frustration og protester udspringer ikke blot af en frygt for at miste et familiebrug, der har været i slægtens eje gennem generationer eller et ønske om at bevare en særlig landbokultur og -levevis. ​​ Det er også en social kamp – et spørgsmål om at have noget af leve af i fremtiden. Hvis gården afhændes, står der ikke uden videre et job og venter henne om hjørnet. Arbejdsløsheden blandt ikke mindst unge er høj i de sydeuropæiske lande, og landdistrikterne er i forvejen ofte plaget af relativ høj arbejdsløshed og udkantsproblematik, som også kendes i Danmark.

Svarer-udvalgets forslag til afgift på landbrugets CO2-udledninger vil i forskellig grad også have beskæftigelsesmæssige konsekvenser i en række vestjyske kommuner – størst i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det mest vidtgående forslag fra udvalget vil give et beskæftigelsestab på to procent i landbrugs- og fødevaresektoren - svarende til knap 8.000 job. Erfaringer fra blandt andet tidligere lukninger af slagterier viser dog, at mange af de afskedigede hurtigt får job igen. Ved omskoling og efter- og videreuddannelse vil der være jobmuligheder i både industri og håndværk samt social- og sundhedssektoren, hvor der er mangel på arbejdskraft. I Vestjylland forventes tillige en stor efterspørgsel på arbejdskraft inden for energisektoren i forbindelse med aktiviteterne i Nordsøen.

Mest i klemme vil de mange udlændinge være, der er ansat i landbrugs- og fødevaresektoren. De kommer fra såvel Østeuropa som Afrika og udgør inden for svinekødsproduktionen 51 procent og inden for kvægsektoren 45 procent af de ansatte ifølge udvalgets beregninger. Omkring 5.000 af de 8000 job, der i yderste fald kan forsvinde, vil være besat af udlændinge, som kan blive nødt til at vende tilbage til hjemlandet, mens relativt få danske statsborgere vil blive ramt. Af den samlede beskæftigelse i Danmark står landbrugs- og fødevaresektoren kun for tre procent. I EU som helhed arbejder fire procent af de beskæftigede i landbruget svarende til lidt over 20 millioner hel- og deltidsbeskæftigede. ​​ 

Langt mere omfattende kan de beskæftigelsesmæssige konsekvenser være især i Sydeuropa, hvor landbruget beskæftiger betydeligt flere som ejere eller ansatte på de ofte noget mindre brug end i Nordeuropa. Landbrugspolitikken i EU har derfor også lige fra begyndelsen i det daværende EF haft en social dimension, så omfattende støtteordninger også har haft et socialt sigte. Det blev som en overordnet målsætning i Rom-traktaten fra 1957 om det Europæiske Økonomiske Fællesskab fastslået som én af målsætningerne at sikre landbefolkningen en rimelig levestandard, især vee forhøjelse af de individuelle indkomster for personer beskæftiget i landbruget. Disse personer har dog i dag en gennemsnitlig indkomst på under 50 procent af den gennemsnitlige indkomst i EU.

Støtteordninger til landbruget har gennem årene været den største udgiftspost på EU´s samlede budget og udgør i dag en tredjedel af EU´s samlede budget svarende til lidt over 400 milliarder kroner med regionalstøtten som den næststørste post, så de to poster tilsammen omfatter over halvdelen af EU-budgettet. Landbrugsordningerne har i tidens løb haft forskellig udformning med vægt på at understøtte landmænd med særligt svære vilkår som for eksempel bjergbønder. I dag gives en stor del af landbrugsstøtten som arealstøtte til jorder, ejet af landmænd og kapitalfonde. To tredjedele af støtten går til fuldtidsdrevne landbrug på mellem 5 og 250 hektar, men fordi støtteordningerne primært et baseret på arealstørrelse, tilfalder en stor del af midlerne de største landbrugsbedrifter. Omkring 80 procent af støtteordningerne går derfor til 20 procent af landbrugene.

Især i Østeuropa ses det, at store tidligere statsdrevne kollektivbrug efter privatisering og opdeling modtager størsteparten af støtten. New York Times afdækkede i 2018, at 75 procent af de direkte støtteordninger i Bulgarien tilfaldt omkring 100 store landbrug. Lignende forhold ses i Tjekkiet og Ungarn – i nogle tilfælde baseret på forbindelser til højt placerede politikere og med brug af tvivlsomme spekulationsmanøvrer, der har haft til formål at få del i støtteordningerne. I Italien har mafiaen også fået øje på landbrugsstøtteordningerne som en lukrativ indtjeningsmulighed delvist til erstatning for spekulation i erhvervs- og boligbyggeri.

Landbrugsstøtten har i årenes løb været ændret mange gange og været under heftig debat med også krav om, at beskære støtteordninger og ønsker om miljøkrav til landbruget. Landmændene har i de fleste lande været godt organiseret og ved hjælp af en omfattende lobbyindsats samt en relativ overrepræsentation i parlamenterne haft stor indflydelse på landbrugspolitikken og været i stand til i stor udstrækning at sikre deres interesser. Flere medlemmer af EU-parlamentets magtfulde landbrugsudvalg har selv været landmænd og har derfor været med til at forhandle de ordninger, som de selv kunne drage nytte af, hvilket Greenpeace har betegnet som en klar interessekonflikt.

 

Massiv lobbyisme

Over 20 millioner landmænd er repræsenteret gennem interesseorganisationen Copa-Cogeca, der på deres vegne forhandler med EU og via lobbyarbejde forsøger at påvirke beslutningsprocesser i EU. Organisationen blev dannet i 1962 og har siden da været en nøglespiller i udformningen af EU´s landbrugspolitik og ikke mindst landbrugsstøtteordninger via blandt andet lobbygruppen European Livestock Voice, som den har været medstifter af.

Copa-Cogeca har ofte haft held til at påvirke beslutninger i EU. Lighthouse Reports har i samarbejde med The Guardian afdækket, at organisationen fik bremset forslag til stramning af EU´s regler om dyrevelfærd. Den har også udtalt sig stærkt imod Mercosur-aftalen med en advarsel om, at aftalen vil kvæle europæiske familiebrug, hvilket givetvis har medvirket til, at Macron har ønsket at udskyde ratificering af aftalen. Til gengæld har Copga-Cogeca talt varm for lempede GMO-regler fo og ligger i øvrigt ofte på linje med de store biotech-virksomheder som Bayer og Syngenta.

Copa-Cogeca må dog også spænde over vidt forskellige holdninger og interesser blandt deres medlemmer, der tæller nationale organisationer med mange slags landbrug og fødevareproducenter, som derfor sideløbende gennemfører deres eget lobbyarbejde både nationalt og på EU-plan. Èn af de stærkeste organisationer er den franske FNSEA, hvis formand Christiane Lambert som den første kvinde også er formand for Copa-Cogeca og dermed sidder i en nøgleposition.

FNSEA, der blev oprettet i 1946, er Frankrigs største landbrugsorganisation med stor indflydelse på de 111 regionale landbrugskamre og det franske landbrugsråd, der regionalt og nationalt forestår et tæt samarbejde med den franske stat og det politiske system. Ligeledes sidder FNSEA som den eneste repræsentant for landbrugserhvervet i banken Credit Agricole, der formidler lån til landbrug. Ved siden af FNSEA findes tre andre organisationer, der alle er opstået ved udspaltninger fra FNSEA: den ret konservative Coordination Rurale og de mere progressive Confédération Paysanne og MODEF. Derudover findes inden for FNSEA en underorganisation med delvis autonomi for yngre landmænd, JA (tidligere kaldet Centre National des Jeunes Agriculteurs), der også definerer sig som mere progressiv og åben overfor grøn omstilling.

Ved siden af de gamle, etablerede organisationer findes der organisationer for mindre landmænd, der ikke føler sig repræsenteret af de store organisationer. Det er blandt andet tilfældet i Tjekkiet, hvor foreningen for tjekkiske familiebrug har forladt Copa-Cogeca, der efter foreningens opfattelse svigter de mindre landbrug.

Også økologiske bønder har oprettet egne organisationer både på nationalt og europæisk plan som for eksempel European Coordination Via Campesina (ECVC), der er paraplyorganisation for 31 nationale og regionale bondeorganisationer med medlemmer i 21 lande samlet om det formål at styrke et mere retfærdigt og bæredygtigt landbrug. Fra Danmark deltager frie bønder i ECVC, der indgår i et samarbejde med lignende organisationer i andre verdensdele. På ikke blot europæisk, men også internationalt plan findes tillige IFOA med medlemmer i omkring 100 lande og det formål at understøtte bæredygtighed gennem grøn omstilling af landbrug med afsæt i en strategi for de kommende 10 år..  ​​​​ 

FNSEA såvel som lignende store landboorganisationer i andre lande og Copa-Cogeca repræsenterer til tider modstridende interesser og bruger derfor en del tid og kræfter på interne forhandlinger. Ofte, men ikke altid, trækker repræsentanterne for de store landbrug det længste strå, men er også til en vis grad afhængig af de mindre landsmænds villighed til at gå på gaden og aktionere for at skabe opmærksomhed om landbrugets sag. ​​ 

 

Delvis opbakning fra fagbevægelsen

I et vist omfang har landmændenes organisationer også en alliancepartner i fagbevægelsen, da der er mange jobs at sikre i landbrugs- og fødevareproduktionen. De ansattes interesser varetages primært via EFFAT, den europæiske sammenslutning af fagforeninger inden for fødevarer, landbrug og turisme, der er en branchesektion under den europæiske faglige sammenslutning (ETUC) og som danske medlemmer har 3F og NNF. EFFAT repræsenterer 25 millioner arbejdere fra 116 nationale fagforeninger i 37 europæiske lande.

EFFAT deler nogle af landmændenes bekymringer, især unfair konkurrence fra tredjelande og manglen på retfærdige foranstaltninger til at gennemføre en grøn omstilling. EFFAT forstår landmændenes vanskelige situation, men påpeger, at ”hvis forholdene for de små landmænd er vanskelige, er forholdene for landarbejderne uudholdelige” – der er en uretfærdig fordeling af velstand i hele fødekæden. ​​ De store agrokemiske virksomheder, fødevarevirksomheder og detailkæder scorer rekordoverskud, mens branchens ansatte og småbønder ”kæmper for at få mad på deres borde”. Derfor ser EFFAT et stort behov for at gøre noget ved magtkoncentrationen i fødevarekæden, spekulationen i fødevaremarkederne og finansieringen af landbrugs- og fødevaresektoren.

EFFAT ”beklager, at disse spørgsmål ikke bliver tilstrækkeligt fremhævet” i landmændenes protester, men advarer også imod, at EU for ensidigt søger de grønne mål gennemført uden social accept. Målene skal ikke opgives, men gennemføres ved retfærdige overgangsforanstaltninger. EFFAT opfordrer de politiske partier til at sætte retfærdige løsninger højt på dagsordenen ved valget til EU-parlamentet.

Fagbevægelsen er således på linje med de landmænd, der er positive over for grøn omstilling, blot den sker på rimelige vilkår. Men de store landbrugsorganisationer forsøger i højere grad at modvirke tiltag til styrkelse af grøn omstilling. Christiane Lambert har som formand for Copa-Cogeca beklaget sig over ”en sand tsunami” af klimakrav fra EU som led i den europæiske grønne pagt, der har lagt op til at beskære brugen af pesticider med 50 procent og brugen af gødningsstoffer med 20 procent inden 2030. Beklagelserne har haft effekt. ​​ 

 

Grønne krav bremses

Det såkaldte SUR-forslag om reduktion af sprøjtemidler har været under behandling siden 2022, men er blevet afvist af EU-parlamentet og har heller ikke fået tilstrækkelig opbakning i Ministerrådet. Ved parlamentets behandling blev forslaget ved højrefløjens indsats så udvandet, at venstrefløjen ikke ville stemme for det. I en tale i EU-parlamentet betegnede EU-Kommissionens formand Ursuala von der Leyen vanskelighederne med at sikre fremdrift for SUR-forslaget som ”et symbol på polarisering”. Derfor har hun lagt op til yderligere dialog med landbruget og andre aktører for at få udarbejdet et forslag, der er ”modnet noget mere”. En sådan modningsproces vil dog næppe gøre det nemmere at få vedtaget skærpede regler om brug af pesticider. Meningsmålinger tyder på, at højrefløjen vil have fremgang ved EU-parlamentsvalget i juni, ligesom højrefløjen også er blevet styrket ved flere valg til nationale parlamenter og derved også via regeringerne vil kunne påvirke beslutningsprocessen i EU.

Et varsel om hvor det bærer hen med krav til landbruget kan også læses ud af EU-Kommissionens bud på vejen frem for Europas grønne omstilling på vejen henimod klimaneutralitet i 2050 med et delmål om en 90 procent reduktion af CO2-udledninger i 2040. Ved præsentationen i februar af udspillet var der ingen specifikke referencer til restriktioner for landbruget. Et reduktionsmål for landbruget på 30 procent i forhold til CO2-niveauet i 2015 var ifølge mediet Politico (6.2.24.) fjernet fra udspillet, der blot indeholdt generelle vendinger om, at landbruget spiller en rolle i den grønne omstilling, hvorfor der skal gennemføres en ”strategisk dialog om fremtidens landbrug og fødevareproduktion”.

Det store spørgsmål er, hvad en sådan dialog vil kunne føre til i en situation, hvor de ni millioner landbrug i EU står ved en skillevej i forhold til, hvilken vej udviklingen skal gå. Sådan ser i alt fald Pierre Marie Aubert fra det franske Institut for international og bæredygtig udvikling, IDDRI, situationen. Enten må udviklingen gå imod flere højtintensive, store bedrifter med eksportorienteret masseproduktion, som det allerede er tilfældet i Danmark. Eller gå i den modsatte retning henimod et mindre intensivt og mere økologisk landbrug i mindre bedrifter, der primært producerer til lokalt og regionalt forbrug kombineret med adfærdsændringer, så plantebaserede fødevarer fremmes på bekostning af animalsk baserede – flere grøntsager og mindre kød på tallerkenerne.

Begge veje er mulige at gå; men valget er ifølge Aubert op til politikerne, der må afgøre, om landbrugets krise skal løses ved at vælge den grønne omstillings vej. Hvis politikerne tøver med at beslutte en miljø- og klimamæssig samt social bæredygtig udvikling, risikerer over halvdelen af de ni millioner landbrug i EU at være forsvundet om få år, som det forudses i fremskrivninger af landbrugets udvikling.

Klimakrav og grønomstilling undgår landbruget trods en del modvilje næppe at slippe uden om. Spørgsmålet er mere hvor meget og hvornår. Ifølge en rapport fra European Council on Foreign Affairs er en afgørende skelnen i europæisk politik mellem dem, der ønsker en hurtig, meget dyr klimahandling nu og dem, som ønsker langsom, moderat billig grøn omstilling, hvilket også afspejler sig i Svarerudvalgets oplæg til den grønne trepart i Danmark. De, der ønsker en hurtig indsats, er styret af bekymring for en global klimakatastrofe og er villig til at betale en høj pris for den nødvendige omstilling med også tab af arbejdspladser som en del af prisen. Over for dem står tilhængere af en begrænset omstilling med en opfattelse af bekymringen for klimakatastrofe som overdrevet, ligesom de stiller spørgsmål ved, hvem der skal betale for den grønne omstilling. ​​ 

Linjerne er derfor trukket hårdt op, når landbrugets fremtid og klimaudfordringerne bliver centrale emner ved både valget til EU-parlamentet og til nationale parlamenter i den kommende tid.

Kilder:
Corporate Europe Observatory, EU-Kommissionen, Svarer-rapporten, NOAH, Greenpeace, Effektiv Landbrug, Altinget, K-Forum, DR, TV2 News, ZDF, Arbejderen, Politiken, Kristeligt Dagblad, Information, Ekstra Bladet

Læs mere:

Det tyske bondeoprør:
https://solidaritet.dk/bondeoproer-presser-traengt-tysk-regering/

PNAS: videnskabeligt studie om små landbrug og grøn omstilling
https://www.pnas.org/doi/10.1073/pnas.1906419116

Den europæiske grønne pagt – landbrug:
https://commission.europa.eu/strategy-and-policy/priorities-2019-2024/european-green-deal/agriculture-and-green-deal_da

Svarer-udvalgets rapport:
https://skm.dk/aktuelt/presse-nyheder/pressemeddelelser/ekspertgruppen-praesenterer-tre-modeller-for-en-co2e-afgift-for-landbruget

Greenpeace om EU´s landbrugsstøtteordninger:
https://www.greenpeace.org/eu-unit/issues/nature-food/45625/why-is-eu-farm-policy-so-hard-to-change/

EFFAT: fagbevægelsens syn på grøn omstilling af landbruget:
https://effat.org/da/in-the-spotlight/farmers-demonstrations-effat-shares-some-of-the-concerns-but-the-way-forward-is-not-to-abandon-the-green-deal/

Undersøgelse fra European Council on Foreign Relations: https://kforum.dk/nyheder/analyser/article16912165.ece?utm_campaign=Kforum%20Ugentligt&utm_content=2024-03-07&utm_medium=email&utm_source=kforum