Gratis tandpleje bør være en menneskeret i et ”universelt” velfærdssamfund
Af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion.
For nogle dage siden var jeg hos tandlægen. Jeg havde i nogen tid døjet med smerter i en af mine tænder, når jag drak noget koldt eller spiste noget varmt. Jeg regnede med, at det var noget, jeg måtte vænne mig til, men så udviklede det sig til en konstant smerte – også uden at tanden blev udsat for kulde eller varme. Da det også begyndte at holde mig vågen om natten, besluttede jeg mig for at bestille en akut tid hos min tandlæge, så tanden kunne blive behandlet, og jeg blive skånet for smerterne. Tandlægen konkluderede, at jeg skulle have en tredobbelt rodbehandling i tanden – det kostede et par timer i tandlægestolen og en regning på mange tusinde kroner. Jeg kan se på regningen for behandlingen, at jeg selv betaler ca. 82 % af beløbet, mens den almindelige sygesikring står for resten.
Så kom jeg til at tænke på, hvad jeg skulle have gjort, hvis jeg ikke havde haft råd til den dyre behandling hos tandlægen. I første omgang ville jeg nok være tyet til smertestillende piller af en eller anden slags og havde håbet på, at smerten nok forsvandt. Måske ville jeg være nødt til med tiden at tage større og større doser smertestillende medicin og langsomt glide over i et egentligt misbrug af smertedulmende substanser som morfin eller alkohol. Jeg kunne være blevet misbruger – narkoman eller alkoholiker.
Tandproblemer kan imidlertid ikke blot medføre smerter, men kan også resultere i en række alvorlige sygdomme: Kræft, lungebetændelse, diabetes, hjerte-kar-sygdomme, psoriasis, leddegigt, osteoporose, alzheimers, parkinsons og nedsat lungefunktion.
Den sociale ulighed i sundhed
Danmarks Radio har i den seneste tid boret i den sociale ulighed i sundhed i Danmark, og kan bl.a. konstatere, at den mest vellønnede del af befolkningen i 1980rne i gennemsnit levede 5 år længere end de lavestlønnede. I dag er forskellen 8,5 år. Den sociale ulighed slår altså tydeligt igennem, når det handler om noget så fundamentalt for sundhedsvæsenet som, hvor længe man kan holde folk i live.
I Danmark kalder vi vores velfærdsmodel ”universel”, det betyder, at velfærden bør være ligeligt tilgængelig for alle. Stort set al anden hjælp fra sundhedsvæsenet er i Danmark gratis, men ikke tandplejen. Vi har i Danmark en af de højeste brugerbetalinger for tandpleje i Europa - og den har været stigende. I 1980rne var det offentlige tilskud til tandplejen på 45 %, mens det i dag er nede på 18 %.
Ganske vist er tandpleje gratis for alle børn og unge, indtil de fylder 22, hvis de er født efter 2004, men herefter skal man selv betale 82 % af regningen for tandlægebesøg.
Jeg vil ikke påstå, at den høje betaling for behandling hos tandlægen er den eneste forklaring på den sociale ulighed i sundhed, men når man kan se, hvilke sygdomme tandproblemer kan medføre, er det nok en af de faktorer, man bør tage med i betragtning, hvis man vil bekæmpe denne uretfærdighed.
Gratis tandpleje bør være en menneskeret i et ”universelt” velfærdssamfund, og det er et stort flertal blandt danske lønmodtagere enige i.
Den 29. februar i år udgav tænketanken CEVEA resultaterne af en undersøgelse(1), hvor man nåede frem til at:
”Et markant flertal af danske lønmodtagere mener, at der bør indføres offentligt betalt tandlæge. 7 ud af 10 lønmodtagere (70 pct.) er helt eller delvist enige i forslaget, mens hver fjerde (25 pct.) er helt eller delvist uenige.” og ”De, som ønsker offentlig betalt tandlæge, er samtidig villige til at betale mere i skat.”
Hvad vil det koste? CEVEA når frem til at : ”...det vil koste i omegnen af 11 mia. kr. om året, hvis det vil få alle til at gå lige så meget til tandlægen, som den rigeste fjerdedel af danskerne gør i dag.”
Altså ca. en tredjedel af det beløb, minkavlerne senest er stillet i udsigt som kompensation, og lidt mindre end hvad de danske landmænd tilsammen hvert år får i støtte fra det offentlige.
Med en så massiv opbakning blandt danske lønmodtagere, er det underligt, at danske politikere – specielt fra centrum-venstre partierne - ikke er villige til at indføre gratis tandpleje, som formentlig både vil redde livet for nogle og sundheden for rigtig mange.
Noter.
1. CEVEA: ’Stort flertal af danske lønmodtagere vil have offentligt betalt tandlæge.’, 29. februar 2024.