Hvordan migration i virkeligheden fungerer
Af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion.
Hein de Haas’ bog - How migration really works - gør op med en række af de myter, der styrer opfattelsen af ud- og indvandring i befolkningen og blandt politikerne i de vestlige lande.
Hein de Haas er professor i sociologi ved Amsterdam Universitet, og hans bog How Migration Really Works, A Factful Guide to the Most Divisive Issue in Politics, er baseret på tredive års forskning i migration; ti af de tredive år har han tilbragt som underviser og forsker på Oxford Universitet, og han har i perioden udført omfattende feltforskning blandt aspirerende migranter i Mexico og Marokko. Ud over sin egen forskning, hvis resultater er publiceret i en lang række videnskabelige artikler, referer Hein de Haas til forskningsrapporter og bøger om migration, som strækker sig over et bredt spektrum af forskningsspecialer antropologi, sociologi, geografi, økonomi, historie, jura og psykologi.
Siden afslutningen på Den Kolde Krig har politikere i Vesten, ifølge de Haas, ført krig mod indvandring, og politikere på tværs af det politiske spektrum har forsøgt at ” reparere det sammenbrudte immigrations-system”. Mange af de førte politikker har imidlertid haft den modsatte virkning og har i stedet øget indvandringen, stimuleret den illegale indvandring og gjort udbytning af migrantarbejdere nemmere.
Bogens centrale påstand er derfor, at den førte indvandringspolitik nødvendigvis vil fejle, fordi selvsamme politik er en af de vigtigste årsager til det problem, som politikerne vil løse. Politikere fra venstre til højre på det politiske spektrum, interessegrupper og internationale organisationer kolporterer en række myter, som skjuler sandheden om migrationen.
Det er disse myter, Hein de Haas har sat sig for at diskutere gyldigheden af, og hans konklusion er, at de alle sammen er baseret på en fejfortolkning af fakta.
Jeg præsenterer i det følgende de 22 myter, som Hein de Haas behandler i bogen, og hans afvisning af myterne, og - hvor det er muligt - sætter jeg hans argumenter i relation til danske forhold, for at se om de også gælder for indvandringen til Danmark.
Myte 1. Migrationen er større end nogensinde før.
Der er, ifølge Hein de Haas, ikke nogen tegn på, at migrationen vokser. Den globale migration har i årtier omfattet ca. 3 % af jordens befolkning. Faktisk var migrationen væsentligt højere i slutningen af det nittende og i begyndelsen af det tyvende århundrede, hvor der var en udvandringsbølge fra Europa til oversøiske lande som USA, Canada, Latinamerika, Australien og New Zealand. Denne udvandring faldt sammen med den europæiske imperialismes storhedstid, hvor der også var en massiv udvandring til kolonierne i Afrika og Asien af embedsmænd, købmænd, soldater og missionærer. I perioden mellem 1846 og 1924 udvandrede 12 % af Europas befolkning, men siden afslutningen på Anden Verdenskrig har migrationen ændret retning. Hvor den tidligere gik fra Europa ud i verden, går den nu den anden vej. Dog er det sådan, at de fleste migranter bevæger sig over kortere distancer, og f.eks. følger den generelle bevægelse fra by til land, som følge af industrialiseringen. Mere end fire femtedele af jordens befolkning bor og lever på deres fødested.
Myte 2. Grænserne er ude af kontrol.
Ifølge Hein de Haas er størsteparten af migranter fra Syd mod Nord legale migranter, som rejser med pas og visa i hånden. Antallet af illegale migranter, der ankommer til Europa, svarer til 3 – 3,5 % af antallet af legale migranter. Langt størsteparten af migrationen skyldes efterspørgsel efter arbejdskraft, og de fleste illegale migranter indgår i den efterspurgte arbejdskraft. I løbet af 1950rne og 1960rne var der økonomisk vækst i de vestlige lande, og man importerede derfor migrantarbejdere for at tilfredsstille efterspørgslen efter arbejdskraft – i Vesteuropa først og fremmest tyrkiske og jugoslaviske gæstearbejdere. Da oliekriserne i 1973 og 1978 indtraf, faldt efterspørgslen efter arbejdskraft, der strammedes op på indvandringen, og mange gæstearbejdere blev i modtagerlandet, fordi de ikke vidste, om de ville kunne komme tilbage, hvis de vendte hjem til det land, de kom fra. Migrationen følger således i høj grad de økonomiske konjunkturer og de stigninger og fald i efterspørgslen efter arbejdskraft, som fremkaldes af dem.
Myte 3. Verden står over for en flygtningekrise.
Det nuværende niveau af flygtninge er, ifølge Hein de Haas, ikke usædvanligt. Siden 1950 har det globale flygtningetal ligget på mellem 0,1 og 0,35 % af jordens befolkning. Procentdelen af afviste asylansøgere, som man kunne opfatte som målestok for antallet af illegale indvandrere, ligger også forholdsvis konstant. Flygtningetallet svinger med forekomsten af krige, men i virkeligheden bliver langt størsteparten af flygtninge i nabolandene.
Umiddelbart efter Anden Verdenskrig var flygtningetallene meget højere end de er i dag - uden at asylsystemerne brød sammen. Verden er desuden mere fredelig i dag end tidligere. Der er ganske vist ikke færre krige, men antallet af dødsofre i hver enkelt krig er meget lavere end tidligere i historien.
Asylsystemerne er heller ikke nu ved at bryde sammen. Når antallet af flygtninge på verdensplan tilsyneladende ifølge UNHCRs og andre organisationers tal er stigende, skyldes det først og fremmest, at man nu inddrager flere lande i opgørelserne end tidligere og deuden også medregner internt fordrevne flygtninge.
Myte 4. Vores samfund er mere sammensatte end nogensinde før.
Samfundene af i dag er faktisk langt mere ensartede end tidligere i historien. Den kulturelle ensartethed har især udviklet sig siden 1920rne, og i vore dage har globaliseringen bidraget yderligere til, at de kulturelle forhold i verdens lande er blevet mere ensartede. Mange mennesker i vore dages samfund har, hvad man kunne kalde en ”sammensat identitet”. De identificerer sig med forskellige kulturer, og forskellighed underminerer derfor ikke som sådan samfundenes ”sammenhængskraft”.
Myte 5. Udvikling i de fattige lande vil mindske migrationen.
Migrationen vokser, ifølge Hein de Haas, når fattige lande bliver rigere. Udvikling fører til mere ikke mindre migration, fordi den øger den enkeltes handlemuligheder og aspirationer. At migrere kræver ressourcer og rationelle planer for fremtiden både for den enkelte og for den familie, som ofte lades tilbage i oprindelseslandet.
Som dokumentation for denne påstand præsenterer de Haas, en graf baseret på data offentliggjort af Verdensbanken om den globale migration i år 2000. Disse data har de Haas bearbejdet og han har sammenholdt procentdelen af migranter med et index baseret på dels bruttonationalproduktet (BNP) i de enkelte lande dels Human Development Index(HDI), som også er udarbejdet af Verdensbanken. Ud fra BNP og HDI har han dernæst opdelt verdens lande efter deres placering på dette index: meget lavt, lavt, middel, høj og meget høj, hvor han for hver gruppe har beregnet procentdelen af ind- og udvandrede i landenes befolkninger. Landene i gruppen middel ligger absolut højest hvad angår udvandring. Her er procentdelen på ca. 13 %, mens den for gruppen meget lavt ligger på 4 % og for gruppen lavt er på lige under 6 %. Det lader altså til, det er korrekt, at udvandringen fra et land stiger, når landet bliver rigere.
Myte 6. Emigration er en desperat flugt fra fattigdom eller ulykke.
Migration er, ifølge Hein de Haas, som oftest ikke tvunget af ulykkelige omstændigheder, men styret af rationelle beslutninger - investering i en bedre fremtid. Gældsstiftelse i forbindelse med migration er som hovedregel resultatet af rationelle overvejelser. For migranter er det oftest mere økonomisk fordelagtigt at stifte gæld for at rejse med udsigt til inden for kortere eller længere tid at kunne tilbagebetale gælden end at blive i hjemlandet.
Migration er ifølge Hein de Haas, den mest effektive form for udviklingsbistand, fordi en del af de penge, migrantarbejderne tjener i udlandet, sendes tilbage til familien i oprindelseslandet, og der kan danne grobund for økonomisk udvikling - ligesom tilbagevendte migrantarbejdere ofte vil kunne bruge det overskud, de har tjent i udlandet til at etablere forretninger eller mindre virksomheder.
Dette forhold illustrerer de Haas med en graf, der viser, at i perioden fra 1996 til 2020 har forholdet mellem den sum af penge, udvandrede fra lav- og mellemindkomst-lande sendte tilbage til hjemlandet, og den formelle udviklingsbistand udviklet sig sådan, at hvor de to beløb i 1996 var lige store, er summen af tilbagesendte penge fra udvandrede i 2020 to en halv gange større end den formelle udviklingsbistand.
Myte 7. Vi har ikke brug for migrantarbejdere.
Denne myte modsiges, ifølge Hein de Haas, af det faktum, at det er efterspørgsel efter arbejdskraft, som er den vigtigste drivkraft bag migration.
I bogen præsenterer de Haas som eksempel en graf, der viser sammenhængen mellem økonomisk vækst og netto-migration i Tyskland i perioden fra 1970 til 2021. De to kurver for henholdsvis økonomisk vækst og netto-migration følger næsten fuldstændigt hinanden. Kun i 2015, da de syriske flygtninge søgte til Europa, var der en afvigelse fra denne sammenhæng.
Kort-uddanede migranter udfører ofte vigtige jobs, som indfødte i modtagerlandene ikke selv ønsker at udføre, eksempelvis mange rengørings- og service-funktioner. I Danmark kunne man f.eks. for nylig høre medlemmer af den danske regering - som består af partier, der alle har bekendt sig til en ”stram men retfærdig indvandringaspolitik” - åbne op for import af arbejdskraft fra Indien og Filippinerne til den danske sundhedssektor.
Myte 8. Indvandrere stjæler jobs og presser lønningerne nedad.
Indvandrere stjæler, ifølge Hein de Haas ikke jobs, de udfylder huller i beskæftigelsen, og deres indflydelse på arbejdsmarkedet er marginal. Indvandring af folk med uddannelse har positive virkninger på de indfødtes lønninger nærmest på alle lønniveauer, medens priserne på ydelser som børnepasning, fødevareproduktion, bygge– og anlægsvirksomhed og rengøring og reparation alt sammen bliver lavere pga. den udvidelse af arbejdskratfsudbuddet som følger af indvandringen.
Faktisk vokser økonomi og arbejdsmarked i modtagerlandet. Fordi indvandringen øger befolkningstallet, og fordi indvandrerne tjener penge, vil den effektive efterspørgsel i samfundet vokse, og der vil vokse nye arbejdspladser frem. Indvandring får altså den samlede økonomi i samfundet til at vokse både mht. produktivitet og det totale antal job.
Om disse forhold i Danmark skriver Brian Krogh Graversen i en rapport fra De Økonomiske Råd (22.05.2017) om resultatet af en matematisk modelberegning med udgangspunkt i de foreliggende data :
” ... indvandringen har en positiv effekt på de indfødtes gennemsnitlige log-timeløn. Den estimerede effekt er størst for de indfødte uden en erhvervskompetencegivende uddannelse.”
Og videre:
” ...en øget indvandrerandel er forbundet med en stigning i de indfødtes arbejdsmarkedsdeltagelse. Ud fra økonomisk teori er det svært at forklare, hvorfor indvandring skulle øge de indfødtes arbejdsmarkedsdeltagelse, hvis indvandringen forringer deres beskæftigelsesmulighed.”
Lignende konklusioner præsenteres i en rapport fra 2018 med titlen Litteraturstudie om virkninger af udenlandsk arbejdskraft, som blev udgivet af beskæftigelsesministeriet. Rapporten var udarbejdet af Mette Foged og Linea Hasager (begge fra Københavns Universitet) og Vasil Iliyanov Yasenov (fra UC Berkeley) og var resultatet af forskernes analyser af sammenhængen mellem indvandring, løn og beskæftigelse.
I rapporten konkluderer forskerne:
”Der er evidens for, at indvandring har en svag positiv effekt på den samlede, gennemsnitlige lønudvikling for de øvrige lønmodtagere. Metaanalysen viser, at gennemsnitslønnen stiger. Der er usikkerhed omkring den præcise stigning, men på tværs af de forskellige opgørelsesmetoder er effekten positiv.”
”Der er evidens for, at indvandringens effekt på den samlede beskæftigelse er negativ men
meget begrænset (ikke væsentligt forskellig fra nul).”
”Der er ikke entydig evidens for, at den relative beskæftigelse falder for de mere udsatte
grupper på arbejdsmarkedet.”
Disse forskningsanalyser synes altså at styrke Hein de Haas’ påstand om, at indvandringen tværtimod gængse opfattelser har en positiv virkning på lønninger og beskæftigelse i modtagerlandet.
Når der findes lavtlønsjob i økonomien skyldes det, ifølge Hein de Haas, ikke indvandringen, men de vestlige regeringers politik.
Myte 9. Indvandring underminerer velfærdsstaten.
Ifølge Hein de Haase er migrantarbejdere tværtimod en støtte for velfærdsstaten. Omkostningerne ved indvandringen er minimale og forsvinder, når indvandrere slår sig ned, bliver integrerede og begynder selv at bidrage finansielt til velfærdssystemet gennem betaling af skatter.
Det er en myte, at indvandrere søger mod de rige lande, som har et effektivt velfærdssystem, for at udnytte dette system. Ingen migranter rejser fra deres hjemland for at blive offentligt forsørget i et fremmed land. Migranter forlader deres hjemland for at få arbejde og skabe sig selv og deres familie en bedre fremtid.
Hein de Haas præsenterer i bogen en graf, der for en række lande vise udviklingen i nettobidraget til de offentlige finanser, dvs de skatter og andre afgifter den enkelte borger betaler til samfundet minus værdien af de ydelser den samme borger modtager. I grafen sammenlignes nettobidraget fra indvandrere med nettobidraget fra de indfødte. Grafen slutter i 2018 og det år er nettobidraget fra indvandrere i Storbrittanien, Spanien, Italien og Australien højere end nettobidraget fra indfødte borgere. I Tyskland er de to identiske, mens indvandrernes nettobidrag i USA, Canada og Frankrig er marginalt mindre end de indfødtes.
I Danmark viser beregninger fra finansministeriet, at indvandrernes bidrag til velfærdssamfundet er betragteligt.
Tabellen viser, at indvandrere i Danmark i 2019 bidrog med 11,4 milliarder kr. til bruttonationalproduktet.
Nettobidraget fra danske indvandrere opgjort af Finansministeriet ligger på 3 mia. Dog er nettobidraget fra indvandrere fra MENAPT- landene (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet) på minus 12 milliarder.
Velfærdssystemerne trues. Ifølge Hein de Haas, af besparelser ikke af indvandring.
Myte 10. Integrationen af indvandrere er slået fejl.
Integration af indvandrere kan, ifølge Hein de Haas, være en udfordring på kort sigt, men set i et længere perspektiv er integrationen af indvandrere i alle berørte lande en bemærkelsesværdig succes. Indvandrere er generelt interesserede i at lære det nye sprog, og uddanne sig, og det gælder i endnu højere grad deres børn. Indvandreres adgang til arbejde og muligheder for at etablere virksomheder er nøglen til succesrig integration.
Dansk Industri bringer i en artikel om udviklingen i indvandreres beskæftigelse følgende graf :
Hvis beskæftigelsesfrekvensen for indvandrere kan tages som udtryk for integrationen, må man sige, at integrationen af indvandrere i Danmark går støt fremad.
Men diskrimination i forbindelse med jobansøgninger og ansættelse er stadig, ifølge Hein de Haas, i mange lande et reelt problem.
Myte 11. Masseindvandring har ført til masse-segregation.
Bortset fra nogle få eksempler, er segregationen, ifølge Hein de Haas. ikke exceptionelt høj, og tallene viser, at adskillelsen mellem indfødte og indvandrere siden 1990 faktisk har været faldende i de fleste lande.
Etniske enklaver i samfundet kan desuden være, hvad Hein de Haas kalder ”emancipationsmaskiner”, som kan fungere som springbræt ud i det omgivende samfundet.
Økonomisk segregation er imidlertid et stigende problem, det gælder ikke kun indvandrergrupper, men alle marginaliserede grupper i samfundet. På globalt plan er forskellen mellem rig og fattig i de seneste mange årtier vokset.
Myte 12. Indvandring sender kriminalitetsraten i vejret.
I almindelighed sænker indvandring, ifølge Hein de Haas, kriminalitetsraten. Faktisk er de generelle kriminalitetsrater i mange samfund faldet efterhånden som indvandringen er steget, og illegale indvandrere har den laveste kriminalitetsrate. Det er ikke så underligt, fordi de om nogen er klar over, hvilke konsekvenser kriminalitet kan have for dem - nemlig udvisning af det land, de har brugt så mange kræfter på at nå frem til.
Indvandrere er generelt hårdtarbejdende, konservative og orienterede mod fællesskabet.
Ikke desto mindre er retssystemerne i mange lande præget af racemæssig profilering og fordomme, som betyder, at indvandrere ofte møder mistænkeliggørelse fra politi og andre dele af retssystemet.
Hvordan ser det ud i Danmark? Er det rigtigt, at kriminaliteten i Danmark er faldet på trods af en stigende indvandring? Den følgende graf, som er baseret på tal fra Danmarks Statistik, viser, at andelen af indvandrere og efterkommere i perioden 1984 – 2024 er steget fra ca. 2 % til 15,9 %.
Kriminaliteten i Danmark har, som det fremgår af den følgende graf, der er udarbejdet af Det Kriminalpræventive Råd, i perioden fra 1995 til 2021 været faldende. Det er en periode, hvor der ifølge den foregående graf har været en stigning i andelen af indvandrere og efterkommere i det danske samfund. Det ser altså ud til, at Hein de Haas’ påstand om at kriminalitetsraten generelt falder, mens indvandretallet stiger, også gælder for Danmark.
Så kan man selvfølgelig bemærke, at andelen blandt lovovertrædere af mandlige efterkommere er væsentligt højere end blandt mænd med dansk oprindelse, hvliket fremgår af følgende graf, som er udarbejdet af Det Nationale Integrationsbarometer:
Det er dog først og fremmest mænd fra MENAPT - landene (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet), der skiller sig ud, og selv blandt dem er antallet af lovovertrædelser faldet efter et højdepunkt i 2017.
Når man ser på kriminaliteten blandt disse mænd med mørk hud og samtidig hører, at en stor del af de indsatte i danske fængsler er indvandrere og efterkommere efter indvandrere, bør man også huske på, at selv om afro-amerikanere i USA kun udgør ca 12 % af den amerikanske befolkning, kommer 50 % af de indsatte i amerikanske fængsler fra denne gruppe. Det kan jo ikke have noget med indvandring at gøre, men hænger formentlig sammen med sociale og klassemæssige strukturer, som måske også kan være i spil for mandlige efterkommere i Danmark.
Myte 13. Udvandring fører til ”hjerneflugt”.
Udvandringen af kvalificeret arbejdskraft fra lavindkomstlande er, ifølge Hein de Haas, ikke massiv, men når den finder sted er den snarere et udtryk for ringe udvikling i oprindelseslandet end selve årsagen til denne tilstand. Men i det store billede tager migrationen ikke en stor bid af andelen af højtuddannede i de mindre udviklede lande.
En af grundene til, at højtuddannede fra mange lavindkomstlande udvandrer er, at der ikke findes arbejde til dem i hjemlandet. I mange af disse lande har man investeret massivt i uddannelse og derfor produceret en overflod af uddannet arbejdskraft. Men fordi infrastrukturen og de statslige institutioner i disse lande ikke er udviklet i samme takt, er det svært for højtuddannede at finde arbejde i hjemlandet. De bliver derfor arbejdsløse og må vælge mellem at tage et job, som de er overkvalificerede til eller søge til andre lande, hvor der er jobs, der svarer til deres uddannelsesniveau.
På den anden side kan udvandring af kvalificeret arbejdskraft føre til øget uddannelse af folk med de samme kvalifikationer. Hein de Haas henviser i den forbindelse til en undersøgelse, der viser, at udvandringen af sygeplejersker fra Filippinerne til USA øgede søgningen til sygeplejerske-uddannelsen i Filippinerne i en højere takt end udvandringen.
Det er jo interessant når man skal tage stilling til de planer, som den nuværende danske regering har om at importere sygeplejersker og sosu-assistenter fra Indien og lige netop Filippinerne. Det er problematisk, at det danske sundhedsvæsen er så udsultet, at der er problemer med at tiltrække dansk sundhedspersonale, men ud fra det ovennævnte kan hjerneflugt fra de pågældende lande ikke bruges som argument imod politikken.
Der kan i nogle fattige lande være tale om en problematisk udvandring af uddannede, men ikke i et omfang, der retfærdiggør udtrykket ”hjerneflugt”.
Udvandring af højtuddannede kan desuden, fordi disse i mange tilfælde sender en del af deres indkomst tilbage til oprindelseslandet, stimulere væksten der.
Myte 14. Migration skaber udvikling for alle.
Migration kan, ifølge Hein de Haas, ikke løse problemerne med global ulighed, og især ikke fordi migrationen først og fremmest gavner de rige i modtagerlandene, hvor import af migrantarbejdere øger produktiviteten og profitterne i modtagerlandene til gavn for de velhavende.
Som allerede nævnt er indvandringen også med til at øge beskæftigelsen og indkomsterne for lavtlønnede grupper i modtagerlandet, men fordelene for dem kan ikke sammenlignes med fordelene for de velhavende. Samtidig er det først og fremmest almindelige mennesker i modtagerlandene, der mærker de sociale og kulturelle forandringer, som indvandringen medfører, mens mere velhavende grupper lever i velhavende nabolag og ikke i deres dagligdag bliver konfronteret med konsekvenserne af indvandringen. Ifølge Hein de Haas har almindelige mennsker al mulig grund til at være skeptiske over den økonomiske elites lovprisning af indvandringen.
Myte 15. Vi har brug for indvandring for at løse problemet med aldrende samfund.
Indvandringen er, Ifølge Hein de Haas, ikke omfattende nok til at den kan løse problemerne med aldrende befolkninger i de rige vestlige lande og den voksende forsørgerbyrde, den demografiske udvikling fremkalder. Hvis eksempelvis Tyskland skulle kompensere for det fald i forsørger-ratioen, som den demografiske udvikling medfører, skulle man åbne for indvandring af 3,4 millioner migrantarbejdere om året. Det kan slet ikke lade sig gøre.
En anden grund til at indvandring ikke er løsningen på problemerne med den demografiske udvikling i de rige vestlige lande er, at indvandrere, når de har slået sig ned i modtagerlandet
bliver ældre og får færre børn, end de ville have gjort i hjemlandet, og sammensætningen af indvandrer-befolkningen vil derfor efterhånden komme til at ligne sammensætningen i den indfødte befolkning.
Desuden er de lande, der har den højeste befolkningsvækst – eksempelvis Afrika syd for Sahara – samtidig de lande der har den laveste langdistance-migration, fordi de fleste er for fattige til at migrere. De kan derfor ikke flytte en del af deres voksende befolkninger til de rige lande.
Myte 16. Grænserne lukkes.
I modsætning til, hvad man kan få indtryk af, når man hører politikerne diskutere indvandringsproblemer, er indvandringspolitikken generelt blevet mere liberal.
Samtidig med at politikkerne har talt dunder om de voksende problemer, som de mener indvandringen skaber, har de private virksomheder presset på for at få åbnet grænserne for import af udenlandsk arbejdskraft, og det har ført til en mere liberal indvandringspolitik.
Det mest slående eksempel på denne udvikling er den åbning af grænserne inden for EU, der fulgte med EU's Indre Marked, som baseredes på fri bevægelighed for varer, kapital og arbejdskraft.
Hein de Haas antyder, at den vigtigste grund til at valgte politikere ofte gennemfører ineffektive men tilsyneladende stramme begrænsninger af indvandringen – som f.eks. grænsemure – kunne være, at de gerne vil virke, som om de har kontrol over tingene.
Myte 17. Konservative er hårdere i deres holdning til indvandring.
Det er, ifølge Hein de Haas, ikke muligt i dataene at finde en opdeling mellem højre og venstre i det politiske spektrum ang. indvandring. Derimod er der intern uenighed i de politiske partier om indvandringpolitikken. Det samme gælder for fagforeningerne i de fleste lande, nogle grupper inden for fagforeningerne kritiserer indvandringen, fordi de mener at den truer deres lønninger, mens andre grupper arbejder for, at indvandrere får de samme rettigheder som de indfødte medlemmer af fagforeningerne.
Inden for den konservative del af det politiske spektrum er der også uenigheder, hvor nogle mener, at indvandrere udfordrer den nationale kultur og sammenhængskraft, mens andre lægger vægt på arbejdsgivernes behov for at tiltrække arbejdskraft.
Myte 18. Den offentlige mening har vendt sig mod indvandring.
Den offentlige mening bliver, ifølge Hein de Haas, mere og mere positiv over for indvandring og i det lange løb reducerer kontakt med indvandrere fremmedhad; faktisk er det ofte sådan, at racismen falder, når indvandringen stiger.
Hein de Haas gengiver en graf, der viser, hvordan holdningen til indvandring i USA har udviklet sig i perioden fra 1966 til 2020. Grafen indeholder tre kurver, som repræsentere svar på spørgsmålene: skal indvandringen holdes på sit nuværenden niveau, øges eller mindskes? I begyndelsen af det nye århundrede var over halvdelen af de adspurgte tilhængere af, at indvandringen blev mindsket, mens et meget lille mindretal på under 10 % gik ind for at øge indvandringen. Meget overraskende er billedet i 2020 fuldstændigt anderledes. I det år var der blandt de adspurgte flere tilhængere af øget indvandring end tilhængere af formindsket indvandring. Ca. 25 -30 % svarede bekræftende på hvert af disse spørgsmål.
Den graf Hein de Haas præsenterer går imidlertid kun til år 2020. 14. marts i år kunne Politiken bringe en tilsvarende graf, som imidlertid viser udviklingen helt frem til 2024. Grafen viser, at der efter 2020 er sket et markant skift i de adspurgtes holdninger:
I 2019 blev andelen af de adspurgte, der ønsker at øge indvandringen større end andelen, der ønsker at sænke indvandringen, men allerede i 2021 skærer kurverne igen hinanden, og herefter ligger ønsket om sænkning igen højere end ønsket om at øge indvandringen.
Kan denne udvikling have noget at gøre med den voldsomme kritik af Biden og hans regering, som republikanske politikere med Donald Trump i spidsen har udbasuneret lige siden Biden trådte til som præsident, eller har der været en markant stigning i indvandringen i Bidens regeringsperiode, som har kunnet ændre den offentlige mening så drastisk og på så kort tid?
Hein de Haas præsenterer også en graf, der viser, hvilke holdninger befolkningerne i EU som sådan og de enkelte EU-lande havde til indvandringens påvirkning af samfundet i 2017 – altså to år efter den store bølge af flygtninge fra Syrien bevægede sig op gennem Europa . Her opdeles holdningerne i: Meget positiv, moderat positiv, hverken positiv eller negativ og negativ. I EU som sådan har 20 % en meget positiv holdning, 34 % en moderat positiv, 29 % hverken positiv eller negativ, mens 17 % har en negativ holdning. I gennemsnit har over 50 % af befolkningen i EU en positiv eller moderat positiv holdning til indvandringens konsekvenser for samfundet, mens 17 % har en negativ holdning. I Danmark er holdningen til indvandringens konsekvenser for samfundet mere positiv end EU-gennemsnittet. Her er 24 % positive, 39 % moderat postive, 28 % hverken positiv eller negativ, mens kun 9 % har en decideret negativ holdning.
Med disse procenter in mente kan det undre, at indvandringsspørgsmålet har spillet en så afgørende rolle i de politiske valg i mange vestlige lande – også i Danmark.
Myte 19. Menneskesmugling er grunden til illegal indvandring.
Menneskesmugling er, ifølge Hein de Haas, en reaktion på skarpere grænsekontrol, ikke årsagen til illegal indvandring. Fordi grænsekontrollen mange steder er blevet skærpet, er migranter, der reagerer på efterspørgslen efter arbejdskraft i de vestlige lande, blevet mere og mere afhængige af menneskesmuglere.
Samtidig er det vigtigt at huske på, at menneskesmugling ikke er det samme som menneskehandel. Her kan vi jo i Danmark tænke lidt over den menneskesmugling af danske jøder, der – for gode ord og betaling – fandt sted under besættelsen, og faktisk er noget vi i Danmark er stolte af og modtager megen ros for i udlandet.
Migranter er ikke dumme, og det at betale menneskesmuglere for at hjælpe med migrationen er en rationel beslutning, som ingen er tvunget til at tage.
Myte 20. Menneskehandel er en form for moderne slaveri.
Når man i forbindelse med migration taler om menneskehandel, tænker man oftest på sexarbejdere, som tvinges til at arbejde på gaden i de rige vestlige lande.
Dette billede af migrerende sexarbejdere er, ifølge Hein de Haas, imidlertid fortegnet. Undersøgelser viser, at de fleste sexarbejdere arbejder frivilligt, og gør det for at forsørge deres børn og andre familiemedlemmer. At de skal betale gæld tilbage til eventuelle menneskesmuglere betyder ikke nødvendigvis, at de er ofre for menneskehandel.
Fordi deres situation ofte misforståes, får kampen mod menneskehandel oftest fatale konsekvenser for disse sexarbejdere. Bordeller og massageklinikker udsættes for razziaer, og det ender oftest med at de pågrebne sexarbejdere i realiteten straffes. Deres ”redning” er ofte ensbetydende med deportation, og en talemåde blandt indvandrede sexarbejdere lyder ”frels os fra vores frelsere.”
Hvis man er interesseret i en mere dybtgående analyse af indvandrede sexarbejderes forhold i Danmark, kan man evt. læse bogen Global sex. Hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme, som er skrevet af antropologen Sine Plambech.
Myte 21. Grænserestriktioner mindsker indvandringen.
Grænsekontrol skaber i virkeligheden, ifølge Hein de Haas, mere indvandring. De migrantarbejdere, der kommer til modtagerlandet for at tage tidsbegrænset arbejde der og vende tilbage til deres hjemland, bliver bange for, at det ikke skal blive muligt for dem igen at få midlertidigt arbejde i modtagerlandet, så de vælger at blive i stedet.
Strammere grænsekontrol kan derfor få den selvmodsigende konsekvens, at den forhindrer en cirkulation af migrantarbejdere – altså at migrantarbejdere migrerer for at arbejde i modtagerlandet og efter nogen tid vender tilbage til hjemlandet. Strammere grænsekontrol forhindrer ikke migranterne i at komme, men giver dem mindre lyst til at vende tilbage til hjemlandet.
Samtidig kan øget grænsekontrol ikke ændre på efterspørgselen efter arbejdskraft, den vil stadig være der og tiltrække - nu illegale - migrantarbejdere, som bliver nødt til at finde andre og mere besværlige måder at komme ind i modtagerlandet på.
Myte 22. Klimaforandringer vil føre til masse-migration.
Hein de Haas medgiver, at klimaforandringerne er virkelige og kan medføre voldsomme forandringer i mange lande, men han mener ikke, at de vil føre til mere migration.
Det skyldes først og fremmest iagttagelsen af, at det er personer med økonomiske ressourcer, som er i stand til at emigrere. De miljøkatastrofer, som klimaforandringerne kan medføre, vil for mange af de fattigste blot gøre det endnu mere vanskeligt at bevæge sig væk fra deres hjemegn. Klimaforandringerne vil derfor ikke drive dem ud i migration, men blot få dem til at synke dybere ned i fattigdom.
Hvordan skal man forholde sig til migrationen.
Hein de Haas’ bog er en voldsom udfordring for opfattelsen af den globale ”migrationskrise”, som alle på venstre- og højrefløjen af det politiske spektrum er forholdsvist enige om eksistensen af.
Er det rigtigt, at den globale migration ikke er så alvorlig som man forestiller sig?
Bruger politikerne migrationsproblemerne i en populistisk strategi, som skal signalere handlekraft, samtidig med at de sørger for at de velhavende i de rige lande får den arbejdskraft og den hushjælp,de har brug for?
Hein de Haas kan lyde en smule konspiratorisk, når han påstår, at UNHCR og de humanitære organisationer har en interesse i, at flygtningetallene er høje, fordi de så øger berettigelsen af deres arbejde. Men er der noget om det?
Hein de Haas’ bog er et provokerende indspark i det han kalder diskussionen om ”det mest splittende polistiske emne.” For de Haas har målet med at skrive denne bog været, at opfordre folk i almindelighed til at holde op med at dele sig op i for- og imod-holdninger, når det drejer sig om migration, men i stedet prøve at se på de faktuelle forhold og sætte dem ind i en historisk sammenhæng. Man må håbe, at bogen – på trods af størrelsen på 400 tætskrevne sider – kan fremkalde en diskussion på venstre- såvel som højrefløjen af det politiske spektrum, så man kan nærme sig en mere realistisk holdning til dette ”det mest splittende politiske spørgsmål.”