Kritisk Revy

Den store udfordring ─ på langt sigt er økonomisk vækst og bæredygtighed uforenelige

Af Hans Erik Avlund Frandsen

Klimarådet har igen dumpet regeringens indsats. Det er dog ikke en dom, der forholder sig til andet end den målsætning, man har forpligtet sig til i klimaloven. Vi leger en leg, hvor vi ’bare’ skal nå at reducere med de berømte 70 % i 2030.

Vi skændes om, hvorvidt det går hurtigt nok og om de forskellige metoder. Så går tiden med det. Det er alt sammen vigtigt, men desværre står vi overfor langt større problemer. De dukker op i ny og næ, men forsvinder igen i den almindelige larm og i de mange delanalyser og beretninger om udviklingen rundt omkring i verden.

Der er ingen mangel på dokumentation af hvor alvorlig klima-, biodiversitets-, miljø- og ressourcekrisen er. Jens André Herbener har fremlagt resultaterne af alverdens rapporter i bogen Økokrati¹. Jørgen Steen Nielsen har skrevet artikel efter artikel i dagbladet Information.

Én ting er imidlertid videnskabelige kendsgerninger om tingenes sørgelige tilstand. Noget andet er de politiske, økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser det må få, hvis de skal tages alvorligt.

Der tales meget om alle mulige teknologiske fix. Det er naturligvis ikke ligegyldigt, men adresserer ikke grundproblemet, som jeg vil belyse via et par artikler, der er 2-3 år gamle ─ og det er jo i sig selv sigende.

Fortsat økonomisk vækst er ikke en mulighed

Jeg begynder med Katherine Richardson, som er en af verdens førende forskere inden for biodiversitet og økologiske sammenhænge. Hun fremhæver, at biodiversitets- og ressourceproblemet er endnu alvorligere end klima- og miljøkrisen, fordi en uddød art og en opbrugt ressource aldrig kan genskabes - og spørger: ”Vil vi forbruge alle de ressourcer, som vores børn og børnebørn og deres efterkommere har ret til? Hvis vi ikke vil det, må vi lære at leve inden for vores eget budget, (…) teknologi kan jo ikke skabe ressourcer eller erstatte den fosfor, der er livsnødvendig for planterne, eller substituere biodiversitet med noget andet (…). Vi er nødt til at bringe vores efterspørgsel ned, nødt til at skabe en cirkulær økonomi, nødt til at ændre systemet, så det ikke længere betaler sig at bruge og smide væk”.²

I en anden artikel fra samme år fortæller professor i makroøkologi Carsten Rahbek, at vi nu ”står på tærsklen til den sjette periode af masseuddøen på Jorden, hvor vi taber arter med en hastighed, der er 100-1.000 gange større end den normale baggrundsrate”.³

​​ 

Den verdensberømte økonom Partha Dasgupta blev af den britiske regering i 2019 bedt om at vurdere forholdet mellem miljø, biodiversitet og økonomisk vækst. Hans rapport⁴ fremhævede, at 70 procent af verdens lande nu lever miljømæssigt over evne: det nationale økologiske fodaftryk overstiger landenes biokapacitet, det vil sige arealets evne til at producere biologisk materiale og absorbere affald og forurening. Med andre ord: Hvad man ”har tolket som økonomisk succes gennem de seneste 70 år, kan i virkeligheden have været en udbetaling på fremtidigt sammenbrud.” Forestillingen om, at man bare kan effektivisere og opfinde sig ud af problemerne, affejes. Det er ”end ikke teoretisk muligt at omdanne vores voksende affaldsmængder til en form, der ikke indebærer noget yderligere krav på biosfærens opsamlede tjenester.” Jørgen Steen Nielsen sammenfatter det: ”Drømmen om en cirkulær økonomi, hvor alt affald omdannes 100 procent til nye råstoffer uden spild og uden behov for tilførsel af jomfruelige ressourcer, er en illusion”.

Dasguptas umisforståelige konklusion var, at de ødelæggelser, vi er vidne til, ikke bare er en ”markedsfejl”, der kan korrigeres. Det er nødvendigt helt at standse den økonomiske vækst: »Ingen grad af teknologisk fremskridt kan gøre økonomisk vækst, som vi er vant til at måle den, mulig i det uendelige. Vi kommer ikke uden om, at vores økonomi er en økonomi med grænser, ligesom den biosfære, vi er del af, er det (…). Grænserne i naturen sætter grænser for, hvor meget man kan gøre sig forestillinger om vækst i BNP.”⁵

Samme konklusion når den erfarne diplomat og forsker i internationale forhold Jørgen Øhrstrøm Møller frem til i en artikel med overskriften Der er brug for en ikkematerialistisk økonomi. Han gennemgår grundigt og overbevisende de vigtigste faser i kapitalismens historie og viser, hvordan de tidligere veje ud af de økonomiske kriser ikke længere er til stede. Eller rettere: Muligvis kan kapitalismen trækkes ”ud af dødvandet og genstarte motoren indtil måske midten af dette århundrede – måske lidt længere.” Der er mange faktorer, som ​​ trækker i den retning, ikke mindst ”stigende knaphed på ressourcer, klimaændringer, der går fra slemt til værre, forværret ulighed og dens ledsagende dårligdomme (…). Det store spørgsmål vil blive overgangen til en ikkematerialistisk økonomi, total genanvendelse og mere global lighed, der peger mod en form for global styring. Markeder, priser og overskud vil være totalt uegnede instrumenter til at forvalte og styre samfund, der står over for sådanne udfordringer – og over for en knaphedens æra.” Alternativet til ”en kamp om ressourcer og et stormløb for at slippe fri af forfærdelige miljøkatastrofer” er, at vi får udviklet en global mekanisme til at fordele ressourcerne, der kontrolleres af menneskelige behov, mellem lande og befolkninger (…). I et sådant godartet scenarie vil produktion, forbrug og udvinding af ressourcer være underordnet kvoter defineret efter bæredygtighed og/eller total genanvendelse”, dvs. ”det ikkematerielle og bæredygtige samfund, der på længere sigt er den eneste levedygtige model”.⁶

To aktuelle eksempler på den samme erkendelse har vi i Rune Detlif Baastrup og Bjarke Dahl Mogensens Efter festen⁷. De to forfattere har svært ved at se de nødvendige konsekvenser i øjnene, men det er bemærkelsesværdigt, at to socialdemokrater gennemfører et så drastisk opgør med vækstfilosofien og vækstøkonomien og konkluderer, at ”økonomisk vækst er ikke foreneligt med overgangen til et bæredygtigt samfund” .⁸

Det andet aktuelle eksempel er Peter Birch Sørensen, der nok er den danske økonom, der har siddet på flest økonomiske topposter. Han indrømmer nu, at han alt for sent har opdaget, hvor de virkelige problemer ligger. Økonomerne har fortrængt, ”at naturen sætter nogle grænser for de økonomiske aktiviteter af materiel og fysisk art”. Der er begrænsede muligheder for at erstatte de forskellige naturressourcer. ”Jeg tror ikke, vi kan blive ved at kværne stadig større mængder materialer gennem økonomien. Det ville kræve et eksorbitant energiforbrug, som ville skabe nogle andre problemer (…). Godt nok tilføres Jorden uanede energimængder fra Solen, som kan nyttiggøres via både solceller og vindmøller, men et eksorbitant energiforbrug vil indebære et enormt materialeforbrug til energiteknologier og -infrastruktur og dermed i sig selv et træk på naturkapitalen (…). Det er ”umuligt, at vi kan fortsætte med vækst i det globale materialeforbrug”. Med andre ord: ”Hvis vi skal have vækst i fremtiden, skal det være

immateriel vækst”⁹.

Elefanten i rummet: kapitalismen

Det er slående, at ingen af de nævnte eksperter omtaler kapitalismen. Den har været udsat for kritik siden Marx’ tid, men det afgørende nye er, at vi nu ikke længere kan nøjes med at diskutere, om kapitalismens ødelæggelser og udbytning kan opvejes af de forbedrede levevilkår, den også har medført. Nu kan det ikke længere handle om forskellige analyser eller forskellige ideologier. Naturens grænser og de naturvidenskabelige kendsgerninger kan ikke argumenteres væk. Vi lever i et økonomisk system, der i selve sin kerne og grundstruktur modarbejder de nødvendige samfundsforandringer, forfatterne ovenfor peger på.

Den korte forklaring er, at konkurrencen i den kapitalistiske markedsøkonomi tvinger alle virksomheder til at skaffe sig så stort et overskud som muligt, dvs. maksimere produktionen, investere i ny teknologi, udskifte det gamle maskineri før det er nedslidt, hvis der findes noget mere effektivt på markedet, sikre at salgstallene hele tiden går op, skaffe sig nye markeder, opfinde nye behov, øge reklamepåvirkningen, så vi køber og forbruger mere og mere. Man kan ikke vælge at sætte farten ned eller at nøjes med det niveau, man allerede er på. Man er nødt til altid at være i front; er man ikke det, bliver man udkonkurreret.

Denne udskilning finder sted hele tiden. Tag den såkaldte ’strukturudvikling’ i dansk landbrug, hvor der for få årtier siden var over 200.000 selvstændige landmænd. Nu er der ca. 7.000 tilbage. Når en virksomhed lukker, bliver de ansatte arbejdsløse. Deres forbrug nedsættes, og hvis det er i en større skala, rammer det de virksomheder, der producerer forbrugsgoder. Så må de indskrænke og evt. lukke. Det er en fortsat nedadgående spiral. Det samlede resultat er en længerevarende økonomisk krise med stor arbejdsløshed og alle de sociale problemer, der følger med. Derfor gør politikerne da også, hvad de kan for at undgå den situation. Den eneste måde, det kan ske på, er ved at stimulere væksten og forbruget, ’få gang i hjulene’ igen. jævnfør de gentagne finansministerielle formaninger til forbrugerne om at ’svinge dankortet’.

Det er forklaringen på, at de fleste økonomer og politikere får nervøse trækninger, hvis den årlige vækst i BNP er under 2-3 %. Men hvad betyder dét i det lange løb? Kate Raworth har beregnet, at hvis en sådan vækst fortsætter, vil vi i år 2200 have et bruttonationalprodukt, der er ca. 240 gange så stort som i dag.¹⁰ Der skal en livlig fantasi eller stor fortrængningsevne til for at se det som en realistisk fremtid på en klode med begrænsede ressourcer.

Vi skal finde en vej, der fører os frem mod en bæredygtig økonomi

Den uundgåelige konklusion er, at enten lader vi stå til og bevæger os med bind for øjnene ud i et økologisk kollaps, eller vi begynder at tænke og handle ud fra en målsætning om at afskaffe enhver produktion, der ikke er bæredygtig. Det vil kræve reguleringer og begrænsninger i et omfang, politikerne indtil videre ikke har villet nærme sig.

Umiddelbart lyder det af afsavn og løftede pegefingre. Men sådan behøver det ikke at være. Meget tyder på, at det nuværende accelerationssamfund er ødelæggende for menneskelig trivsel og livsglæde. Det analyseres grundigt i Hartmut Rosas bøger (Resonans¹¹ og Det ukontrollerbare¹²), og også Baastrup og Dahl Mogensen har en række eksempler på, at et samfund uden økonomisk vækst kan føre til vækst i livskvalitet. Andre tilgange med samme konklusion er der i Niels Simon Larsens Grøn ånd¹³, Tim Jacksons Verden efter væksten¹⁴ og i Den grønne ungdomsbevægelses Retfærdig naturbevarelse¹⁵.

De økologiske kriser kræver hurtig handling. Alt kan ikke laves om i ét hug, men det er vigtigt, at vi gør os klart, hvor vi skal hen, så de forskellige reformer ikke bare gør nytte her og nu, men også bliver byggesten i en fremtidig bæredygtig samfundsbygning. Ulrike Herrmann henviser til den engelske krigsøkonomi¹⁶, men ellers er det småt med konkrete forslag til, hvordan den nødvendige regulering skal udformes.

Et påtrængende problem er den internationale kapitalisme: Hvordan tackler man modstanden fra de magtfulde kapitalejere, som allerede nu stritter voldsomt imod enhver forandring, der truer deres indtjening? Den modstand vil tage til i styrke, hvis reguleringsrebet for alvor strammes. Der er investeringer, der vil miste deres værdi, og der er virksomheder, som må afvikles, fordi deres produktion aldrig kan blive bæredygtig.

Vores enorme forbrug

Så er der vores enorme forbrug. Det handler om virksomhedernes materialeforbrug og om privatforbruget. Allerede nu har vi i Danmark d. 16. marts opbrugt den andel af Jordens ressourcer, der samlet kan tilkomme os på et år, hvis man går ud fra, at de naturressourcer, vi bruger, skal kunne gendannes. Det er 12 dage tidligere end sidste år. Hvor ubekvemt det end måtte føles, er det nødvendigt at sætte en grænse for forbruget. Det kræver et indgreb over for den økonomiske ulighed, og tiltag der tager hånd om den arbejdsløshed, der vil være konsekvensen af den reducerede produktion. Samme problem står vi over for, når ikke-bæredygtige virksomheder skal lukkes ned. Det skal konkretiseres, hvor og hvordan de mange nye arbejdspladser kan skabes, og som også Baastrup og Dahl Mogensen pointerer: arbejdstiden må sættes ned, så den svarer til den produktion, der kan finde sted inden for bæredygtige rammer.

Det er en kæmpe udfordring at kombinere bæredygtighed og demokrati, fordi de nødvendige reguleringer i første omgang medfører begrænsninger i vores liv. Nogle rammes mere end andre, og det er ikke en nem opgave at sikre en ’retfærdig’ omlægning. Derfor er det helt afgørende, at den nødvendige statslige regulering er baseret på demokratiske beslutninger, fx via borgerrådsafgørelser af hvad og hvor meget der må produceres, og hvad overskuddet skal bruges til. Det er afgørende, at så stor en del af befolkningen som muligt deltager i overvejelserne og i beslutningerne. Fx kunne Klimarådet sende materiale med den foreliggende viden ud til alle de mange foreninger, vi har i Danmark, inkl. fagforeningerne, og til højskoler, gymnasier, erhvervsskoler og andre institutioner, hvor de unge kan komme til orde. De kunne fungere som idélaboratorier, hvis forslag senere kunne sammenfattes i overordnede principper og krav i regionale eller 2-3 landsdækkende borgerting.

Hvilke konkrete krav skal der stilles til virksomhederne?

Opgaven er at få fastsat, hvilke konkrete krav der skal stilles til virksomhederne. Det kunne fx være, at

• Bæredygtighedskriterierne skal opfyldes. Der må ikke være negative bivirkninger. Det er ikke nok, at forureneren betaler. Al produktion skal foregå inden for bæredygtige rammer

• Der skal primært produceres de ’nødvendige’ forbrugsvarer. Niveauet for hvad der er nødvendigt, fastlægges i borgerråd. Luksusvarer produceres kun i det omfang, der er ressourcer tilbage

• Der skal være repræsentanter for medarbejdere og fagforeninger i virksomhedernes bestyrelser plus repræsentanter for staten, kommunen og et kommunalt borgerråd

• De økonomiske ejere må højst sidde på halvdelen af pladserne i bestyrelsen

• Der skal være et (lavt) loft over cheflønninger og bund under de ansattes lønninger

• Der sættes en overgrænse for, hvor stor en virksomhed må være

• Ejere og investorer kan maks. få et udbytte på en demokratisk fastsat procent

• Overskud derudover og udover den nødvendige investering går til staten, kommunen, medarbejderne, velgørende fonde eller lokale foreninger.

Indenfor en sådan ramme kunne konkurrencen foregå. Der ville være et økonomisk incitament for både ejere og medarbejdere. Opgaven må være at indsnævre markedet så meget, at de økologiske grænser respekteres, men at markedet fylder nok til at sikre en effektiv distribution og en vis innovation. Hvor balancepunktet ligger, må afgøres af de faktiske erfaringer.

Det er indlysende, at tiltag i denne retning kun er mulige under en række forudsætninger, som er svære at skaffe til veje. Danmark kan ikke isoleres fra resten af verden, og en reel bæredygtighed må i sagens natur være international. Den indvending fungerer imidlertid alt for ofte som stopklods for handling. Så lad os gå i gang i vores eget samfund og håbe på, at andre bliver inspireret til at gøre det samme.

Der er flere problemer, som gør det til en krævende øvelse. Der er mange gode erfaringer med borgerting, men her er opgaven enorm: at vise vejen ud af kapitalismen og dermed vise, hvordan man anerkender alles lige ret til et godt liv, men ikke retten til at nedbryde livsbetingelserne for de kommende generationer. Det vil kræve en omfattende forbrugsomlægning og et opgør med den økonomiske klasse, der nu dominerer vores samfund.

Et andet afgørende spørgsmål er: Hvilke magtmidler skal staten have? Én ting er, at et flertal har besluttet noget, en anden at få alle til at acceptere det, når der er tale om så store forandringer. Skal man undgå, at statsmagten misbruges, vil det være nødvendigt med kontrolrettigheder til ikke-statslige organisationer.

Min pointe er ikke, at disse forslag er fyldestgørende. De er eksempler, som kan danne udgangspunkt for en nødvendig diskussion. Vi er nødt til at tage fat om nældens rod, eller som Baastrup og Dahl Mogensen skriver: Der er ”kun én vej ud af problemerne: at rive plasteret af ved at gå illusionsløst og nøgternt til værks over for hævdvundne sandheder og halvbagte fremtidsdrømme uden forankring i de biofysiske grænser og lovmæssigheder” .

Noter