Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 22. Ansvarshavende redaktør : Niels Frølich

 

Udskriv artiklen

 

Selvportræt med mange ansigter

Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion.

En aktuel udstilling præsenterer de seneste værker af den islandske kunstner Hallgrímur Helgason, der både som forfatter og maler tegner et kritisk billede af vor samtids fænomener.

Kombinationen af forfatter og maler er en sjældenhed. Sådan lød det i introduktionen af den islandske kunstner Hallgrímur Helgason ved åbningen den 10. februar af en udstilling med et udvalg af hans nyere malerier. Udstillingen med titlen Gruppeportræt af selvet præsenterer værker fra to serier af malerier, der adskiller sig ret markant fra de fleste af hans tidligere værker, der er blevet til før og ind i mellem hans karriere som forfatter.

Uden for Island er den i 1959 fødte Helgason mest kendt som romanforfatter. De fleste af den halve snes romaner fra hans hånd er udgivet på dansk såvel som på flere andre sprog. Men egentlig begyndte hans kunstneriske virke som maler og tegner, selv om han også overvejede at blive forfatter. Som ung i 1970´ernes Reykjavik fandt han det dog nemmere at overtale sine forældre til at lade ham gå på kunstskole, hvorfor han som 19-årig begyndte på den islandske kunstskole.

Efter det første år valgte han afdelingen for maleri. Han fik dog til sin store skuffelse en lærer, ”der hadede alt, der var nyere end britisk popkunst”, som han selv skriver i udstillingskataloget. Efter en måneds tid opgav han derfor og flyttede året efter til Tyskland og blev i 1979 optaget på Kunstakademiet i München, hvilket på såvel det kunstneriske som personlige plan blev et voldsomt møde med en helt anden verden – og senere blev beskrevet i hans roman Søsyg i München.

Fra punk til landskabsmaleri

Den punkprægede tilgang til kunsten, hvor maling blandet med øl blev klasket på lærredet, var ikke noget for ham. Så Helgason vendte hjem til Island og kastede sig over landskabsmaleri i en lidt naiv streg. Senere fulgte han med en kæreste til USA og boede i flere år i New York, hvor han skiftede til figurmaleri og udstillede på flere af de større gallerier uden at opnå et større gennembrud. Indtægterne var derfor beskedne, så han begyndte at skrive artikler om livet i New York til en islandsk avis med pæn succes og fik flere penge på lommen. Ansporet heraf skrev han sin første roman og fortsatte ad det spor, da han flyttede med kæresten til Paris og tilbragte fem år i byernes by med både at skrive og male.

Hjemkommen til Island midt i 1990´erne gik tiden mest med romanskriveri og kun lidt med penslen i hånden. Men efter et rekreationsophold i Indien blev der atter tid og lyst til at male – i en ny og mere farverig stil, hvor Helgasons egen fantasiverden blev udtrykt på lærredet. Samtidigt begyndte han at blande det at skrive og male i stedet for som hidtil at holde det tidsmæssigt skarpt adskilt. Det hele smeltede sammen og han følte sig med egne ord genfødt som kunstner.

Han tegnede igen islandske landskaber, men nu med mærkelige figurer placeret i et landskab med en fjern horisont i baggrunden. I modsætning til romanerne, der på forhånd er grundigt gennemtænkt og bliver til en fremadskridende proces ud fra en bestemt ide, så ligger der for de fleste af malerierne ikke en på forhånd lagt plan for eller ide om, hvad det skal munde ud i. De bliver til undervejs og kan bevæge sig i mange retninger, fortalte Helgason ved åbningen af udstillingen og indrømmede, at et maleri nogle gange måtte reddes fra at blive den rene katastrofe, så det færdige maleri er resultatet af redningsaktionen.

Gruppebilleder som selvportræt

De første af Helgasons værker med figurer i et landskab var en serie af tegnede gruppebilleder, der lignede fotos af en rockgruppe opstillet ude i det fri, men tegnet i en karikaturlignende stil. Under arbejdet med disse tegninger gik det op for ham, at de enkelte figurer repræsenterede forskellige sider af ham selv og hans sjæl. De var faktisk en form for selvportrætter. Den tankegang gik igen, da han med disse tegninger som inspiration blæste dem op i stort format og de seneste tre år har frembragt en række malerier, der skildrer figurer med hver flere hoveder – op til en halv snes.

De mange hoveder afspejler den meget sammensatte hverdag, som vi lever i med mange forskellige relationer og kommunikationskanaler. Ifølge Helgason har vi i vore dages verden otte øjne: Et til familien, et til arbejde, et til e-mail, et til Facebook, et til Instagram, et til tv, et til Messenger, et til X og et til Gud. Vores liv bliver derfor meget fragmenteret og splittet – vi skal forholde os til mange ting. Det er budskabet i disse malerier, som udgør den ene del af den aktuelle udstilling

Samme problematik afspejles også i udstillingens anden del, der er en samling af værker udført med akryltusch på papir med titlen 4Faced og alle blevet til i 2023. Hvert af disse er et portræt af et frit opfundet menneske med fire hoveder og rummer såvel mænd som kvinder. Mange af dem fremstår dog som repræsentanter for magtens mennesker iklædt mørke jakkesæt. Som beskuer kunne man få indtryk af at stå over for personer som Donald Trump eller Ursula von der Leyen. Der er en vis umiskendelig lighed, som nok vil være betinget af den enkelte beskuers fantasi, ligesom figurerne med de mange hoveder i høj grad også appellerer til beskuerens fantasi. Hvordan skal det for eksempel fortolkes, når maleriet med titlen På ski hjem til ferien udover nogle groteske figurer også rummer en julemand udformet som en femtakket stjerne og iklædt en rød dragt og nissehue?

Værktitlerne antyder ofte, i hvilken retning man kan fortolke de groteske figurer, der kan have mange former og farver. Nogle er mere eller mindre forvredne menneske- eller dyrekroppe opstillet på forskellige måder og i forskellig grad slynget ind i hinanden. Nogle af malerierne giver mindelser om den surrealistiske genre og kunstnere som Salvador Dali og danske Wilhelm Freddie, mens andre næsten ligner de figurer, der optrådte i Monty Pythons tegnede indslag. Mange af værkerne er i stærke farver, der medvirker til at fremhæve figurerne, men enkelte i mere mørke, dystre farver.

Debat og provokationer

Mens værkerne i 4Faced-serien alle er af samme størrelse, er de øvrige af meget forskellig størrelse og mål, så nogle kræver god vægplads og andre kunne hænge på en væg i dagligstuen. Det er så et spørgsmål om smag, hvor vidt man har lyst til at have de groteske figurer som en del af sin stue. For nogle vil det måske være lidt for provokerende, ligesom Helgasons romaner også har provokeret nogle og skabt debat i hans hjemland.

I romanen Søsyg i München fortalte Helgason første gang, at han var offer for en voldtægt begået af en serbisk mand på et hotelværelse i Firenze. Han blev latterliggjort af en forfatterkollega og fik også spydige kommentarer fra blandt andet flere journalister. Det tog så hårdt på ham, at han måtte gå i terapi og derefter på rekreation i Indien, hvor han fik nyt mod på at male og udtrykke sig gennem fantasifigurerne.

Andre bøger har også vakt debat, fordi de handler om historiske personer, der faktisk har levet i Island, Danmark eller Tyskland. Det er blandt andet tilfældet med romanen Kvinden ved 1000 grader, der skildrer livsbanen for Herbjörg Maria Björnsson, der døde for få år siden. I romanen, der delvist baserer sig på hendes virkelige liv, er hun datter af en islandsk SS-officer og datter af Islands første præsident. Efter en barndom på en afsides islandsk ø tilbringer hun en del af sin tid under Anden Verdenskrig i Danmark og Tyskland, hvor hun selv oplever krigens virvar og grusomhed, hvorefter hun opholder sig nogle år i Sydamerika for derefter at vende tilbage til Island. Undervejs i dette forløb har hun forhold til og er gift med flere mænd, men ender som en ensom 80-årig, der kun har kontakt til sin hjemmehjælper og ellers via sin pc surfer rundt på internettet. Skildringen af hendes liv er samtidig en tur gennem Islands og verdens historie i det 20. århundrede, men har vakt heftige reaktioner i offentligheden. Reaktionerne har især drejet sig om grænserne mellem historie og fiktion og om grænsen mellem det private og det offentlige – hvor tæt kan man i romanformen gå på autentiske personer?

Samfundskritik med et glimt i øjet

Også flere af han øvrige bøger har ligesom hans virke som radiovært og stand up-komiker skabt debat, da han ofte leverer en kritisk vinkel på det islandske samfund og tidens fænomener, men altid med et glimt i øjet. Hans skarpsindige samfundskritik udfolder sig også i hans mest kendte roman 101 Reykjavik, der udkom i 1996 og er oversat til 16 sprog, heriblandt dansk. Romanen, som beretter om en antihelts humoristiske og desperate forsøg på at undgå at blive voksen, fik næsten kultstatus og blev i 2000 filmatiseret med stor international succes. I romanen Stormland fra 2005 tegnes med sort humor et portræt af en Don Quixote-lignende figur, der går til kamp imod det moderne forbrugs- og underholdningssamfund, som Helgason i flere af sine romaner har et kritisk øje for, hvilket også synes afspejlet i flere af hans malerier. ​​ 

Dobbeltrollen som forfatter og maler er ikke så udbredt; men der er dog flere eksempler på denne kombination - ét af dem er danske Hans Scherfig. Udover at skrive en række romaner som blandt andet Det forsømte forår og Den forsvundne fuldmægtig kastede Scherfig sig også over malerkunsten. Selv om Helgason og Scherfig er ret forskellige kunstnere, er der også lighedstræk.

Mens Helgason i sine senere malerier bevæger sig i et univers af sære figurer, fremstiller Scherfig en nærmest paradislignende verden, hvor løven og lammet lever i fred med hinanden, og mange slags dyr og mytologiske figurer tumler sig ubesværet i en tropisk drømmeverden. Slangen lurer dog også i junglens skygge, så paradisidyllen kan være truet. I allegorien Elefanternes kirkegård, der blev til under 2. verdenskrig, ligger de store dyr stivnede i døden uden øjne og skeletteret. Også i nogle af Helgasons malerier kan man have en fornemmelse af, at der lurer en slange.

Helgasons fantasifigurer er udformet som groteske, hvor Scherfig fabulerende og næsten naivistisk hengiver sig til skønheden i naturen. Fælles for de to er, at de har valgt ikke at skildre verden naturalistisk, men på hver sin måde lader fantasien skabe et anderledes billede af verden – ofte i stærke, gennemtrængende farver.

Som forfattere har Helgason og Scherfig det til fælles, at de samfundsrevsende med et stænk af humor skildrer deres samtid. I Scherfigs romaner Idealister, Skorpionen og Frydenholm optræder genkendelige hændelser og personer, hvilket ved udgivelserne ligesom med flere af Helgasons romaner affødte heftig debat og kritik. Mens penslen overlader meget til fantasien, er pennen knivskarp i sin samfundskritik. ​​ 

Udstillingen med Hallgrímur Helgasons malerier kan ses frem til den 26. maj på Nordatlantens Brygge, hvor også filmatiseringen af 101 Reykjavik vises den 5. marts.

Læs mere:

https://www.nordatlantens.dk/da/udstillinger/2024/hallgr%C3%ADmur-helgason-gruppeportraet-af-selvet/