Nordirland: Sinn Féin har fået magten - en historisk sejr
Af Inger V. Johansen
Efter to års dødvande siden det sidste lokalvalg i Nordirland i maj 2022 har man omsider fået en ny regering. Forsinkelsen har primært drejet om modstanden mod en Sinn Féin-regering hos det største unionistiske og protestantiske parti DUP (Democratic Unionist Party), der ganske enkelt har boykottet etableringen af en regering, ledet af Sinn Féin.
Der skulle findes en formular, som blev strikket sammen af den britiske regering og EU, og stemt igennem af det britiske parlament, før DUP faldt til føje. Den opblødte handelsreglerne efter Brexit og styrkede hermed tilsyneladende forbindelserne mellem Nordirland og Storbritannien.
Sinn Féins overtagelse af magten med udnævnelsen af Michelle O’Neill til den første republikanske førsteminister med en stærk republikansk familiebaggrund, er en stor og historisk sejr. Det er også en sejr for fredsaftalen og -processen fra 1998, der var truet af stilstanden.
For modstanden mod en Sinn Féin-regering fra DUP’s side er ikke svær at forstå - dette er første gang, at de nordirske unionister har været nødt til at acceptere, at “den anden side” i Nordirland har kunnet opnå den officielle magt. Et megaskridt når man tænker på de mange års væbnede kamp, der i Nordirland 1998 – et område med meget store og meget gamle kløfter mellem befolkningsgrupperne - gik forud for fredsaftalen i 1998. Det er også værd at huske på, at Nordirland siden delingen i 1921 frem til 1972 har haft unionistisk etpartistyre, hvor Storbritannien indførte direkte styre fra London, og i de perioder magtdelingen mellem partierne har fungeret siden 1998 har DUP haft regeringsmagten, dog i et samarbejde med Sinn Féin.
Men både fredsaftalen og tiderne har ændret mange ting. Befolkningssammensætningen i Nordirland har ændret sig, så der i dag ikke længere er et stort unionistisk flertal, men et mindre flertal af republikanske nationalister. Dette sikrer imidlertid ikke nødvendigvis flertal i valgene med mindre, der er et bredere flertal bag.
I unionisternes øjne ligger truslen i, at flertallet bag Nordirlands tilknytning til Storbritannien forsvinder. Ikke at tilknytningen i sig selv giver økonomiske fordele, men med et samarbejdende styre i Nordirland overføres flere midler fra London. Nordirland er i ringe stand som relativt svagt økonomisk udkantsområde i Storbritannien, men har dog for tiden større vækst end resten af Storbritannien. Det er også dette, der får flere unionister til at se mod syd. De vil gerne styrke de økonomiske bånd til det sydlige Irland og er utilfredse med Brexit – i sin tid stemte 56% i Nordirland imod Brexit.
Unionisterne kan sagtens blive nervøse, når Michelle O`Neill taler om at afholde folkeafstemning om den irske “grænse” inden for det næste årti. Derfor var Rishi Sunak, den britiske premierminister med det samme ude med en bemærkning om, at en folkeafstemning skulle vente flere årtier.
Der er dog ikke tvivl om at de politiske og økonomiske vinde blæser i retning af en genforening af Irland. For dette taler ikke kun resultatet af lokalvalget i Nordirland - opinionsundersøgelser især blandt unge i Nordirland viser en forholdsvis stærk stemning i den retning. Men ikke mindst kan det næste parlamentsvalg i Republikken Irland få en helt afgørende betydning, idet Sinn Féin med stor sandsynlighed vil vinde med den opbakning på omkring 34-35% partiet har her og nu ifølge meningsmålingerne.