At øge den militære støtte til Ukraine er rettidig omhu
Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion
Under overskriften ”Vi skal bakke op om Ukraine og tilbyde Rusland sikkerhed” bragte Politiken 4. januar et læserbrev fra tre medlemmer af Enhedslisten, de to folketingsmedlemmer Trine Pertou Mach og Søndergaard og hovedbestyrelsesmedlemmet Finn Sørensen.
I læserbrevet skriver de tre blandt andet:
”… vi skal bakke Ukraine op i sine krigsmål: At trænge de russiske tropper ud af Ukraine – helt ud.
Men i stedet ser vi, hvordan stilstanden på slagmarken bliver misbrugt af højtstående politikere og embedsmænd i en række vestlige lande til at øge presset på den angrebne part, Ukraine, for at sætte sig til forhandlingsbordet og afslutte krigen. …
Den dårlige undskyldning er, at slaget er tabt, at Ukraine ikke har styrke til at presse russerne ud. Men det er et spørgsmål om politisk vilje. EU og USA er tilsammen så mange gange stærkere end Rusland, at de kan – hvis de virkelig vil – levere den økonomiske, humanitære og militære bistand, der skal til. …
Derfor er det nødvendigt at fortsætte og optrappe den økonomiske og militære støtte til Ukraine, bl.a. ved at levere flere kampfly, kampvogne og langtrækkende missiler og artilleri, som skal til for at få Rusland ud af Ukraine.
Kan man både være antimilitarist og støtte militær assistance?
Holdningerne i læserbrevet rejser det evige spørgsmål for venstrefløjen, om man går ind for et forsvar - eller militær assistance - og samtidig være antimilitarist. Det er hovedindholdet i Claus Brylds kronik ”Kan man både være antimilitarist og støtte krig?”, hvor Bryld efter at have konstateret ”Skylden for krigen ligger hos Rusland, og Rusland bør også tabe krigen” stiller spørgsmålet:
”Krigen har imidlertid rejst et spørgsmål, som er afgørende for i hvert fald venstrefløjen: Hvordan kan man gå ind for en militær aktion, in casu med våbenhjælpen til Ukraine, og samtidig være antimilitarist? Hvordan undgår man at blive smittet af den krigeriske retorik og blive ‘revet med’, som vi kender det fra næsten alle tidligere krige, hvor ‘vi’ var involverede?
…
En ting er at sige, at Ukraine skal hjælpes til at forsvare sig, som jeg også går ind for (inden for fornuftens rammer), en anden er at glorificere oprustningen og nedtone talen om forhandlinger og konfliktløsning. Selv venstrefløjen taler ikke om det. En fredsbevægelse findes så at sige ikke.”
Svaret på det er, at man ikke bliver militarist af at ville forsvare sig eller hjælper andre med at forsvare sig.
Kan det aldrig være socialisters opgave at optrappe en krig?
For ’Venstrefløjen’ – en fraktion af nuværende og tidligere EL-medlemmer, der er utilfredse med partiets ’modernisering’ og med flertallets beslutning om ikke i den nuværende situation at gå ind for en udmeldelse af NATO – er besvarelsen af spørgsmålet enkelt. I et læserbrev ”Det kan aldrig være socialisters opgave at optrappe en krig” svarer John Graversgaard, Lasse Bertelsen, Martin Mørch og Helge Bo Jensen på Pertous m.fl.s læserbrev:
”Det er med skam at melde et indlæg, som helt flugter med amerikansk udenrigspolitik, og Joe Bidens linje: Vi står bag Ukraines kamp, så længe det varer
…
At Rusland har brudt med Folkeretten gennem sin invasion, er vi enige i, men det kan aldrig være socialisters opgave at optrappe en krig. Ukrainekrigen øger også risikoen for atomkrig, hvad der ikke nævnes overhovedet. At eskalation og oprustning skulle give større sikkerhed, er en farlig illusion. Tværtimod indebærer oprustning en større risiko for konfrontationer og fejltagelser, der kan føre til atomkrig.
I stedet skal vi søge at forhindre krig og stoppe krig gennem våbenhvile, fredsforhandlinger og konfliktløsning. Dette leder man forgæves efter i dette militaristiske indlæg.
At løsrive ’optrapning’ fra en konkret situation, som læserbrevets titel antyder, og lade begrebet svæve frit udenfor historien giver ingen mening. ’Optrapning’ optræder ligesom alt andet altid i en konkret sammenhæng. Men læserbrevets forfattere kender jo godt den ukrainske sammenhæng, fordi man jo selv beskriver Ruslands overfald som folkeretsstridigt. Man må derfor antage, at den ’optrapning’, man har noget imod, er det andre kalder en styrkelse af Ukraines selvforsvar.
Men man har tilsyneladende ikke forstået den ukrainske krigs natur. For hvordan kan et selvforsvar være en optrapning? Betyder læserbrevet, at Ukraine kun må føre lidt krig, sådan på halv kraft? Skulle de allierede i Anden Verdenskrig ikke have sat alt ind på at knuse fascismen? Skulle den spanske republik ikke have sat alt ind på at kvæle den fascistiske opstand og have bøjet sig for ikke-interventionspolitikken?
Støtten til Ukraine handler om retten til selvbestemmelse, ikke regeringen
Vi skal ikke lade os skræmme af frygten for udfaldet af det amerikanske præsidentvalg eller af, at vestlige politikere og ledere ikke tænker længere end næste valg og dermed de facto undergraver Ukraines forsvarsevne eller af, at Rusland er en atommagt. Ej heller lade Ukraines selvforsvarskrig drukne i Israels blodige nedslagtning af Gaza. Venstrefløjens opgave er entydigt at støtte Ukraines forsvarskamp og overlade det til Ukraines befolkning at afgøre, hvornår tiden er inde til forhandlinger og på hvilke præmisser.
Vi kan aldrig tillade, at de store mobber de små, at de store har ret til interessesfærer i kraft af deres størrelse eller som i Ukraines tilfælde faktisk ikke mener, landet har nogen eksistensberettigelse.
Støtten til Ukraine er ikke ensbetydende med at være enig eller uenig med den ukrainske regering i dens indenrigs- eller udenrigspolitik, men at støtte landets ret til selvbestemmelse. Den ukrainske klassekamp forsvinder jo ikke på grund af krigen, og her er den danske venstrefløjs plads ved ukrainske kammeraters side.
Når nogle på den danske venstrefløj beskriver de tre EL-medlemmers læserbrev som ’militaristisk’, har de derfor grundlæggende misforstået noget. Tværtimod at være ’militaristisk’ er læserbrevet udtryk for rettidig omhu og principfasthed i et spørgsmål, hvor der ikke burde være nogen vaklen i venstrefløjens geledder. ’Militarisme’ er en ganske anden sag end forsvarsvilje og militær støtte til selvforsvar.
Var det ’militarisme’ da venstrefløjen støttede den spanske republik, var det ’militarisme’ da man støttede FLN i Algeriet, da man støttede Vietnam eller alle de andre befrielsesbevægelser, var det ’militarisme’, da de kapitalistiske vestmagter allierede sig med Stalins Sovjet for at knuse fascismen?
Betyder det så, at man blåøjet ikke ser farerne for oprustning, for atomkrig, for at der opstår et militært-industrielt kompleks, for en forherligelse af ’det militære’, som Claus Bryld skriver? Nej, men der er ingen automatik eller kobling mellem at støtte retten til selvbestemmelse også med militære midler og så militarisme.
I den nuværende geopolitiske situation er et troværdigt og effektivt forsvar nødvendigt, også selvom man derved bryder en meget lang tradition på den danske venstrefløj. Selvfølgelig må Enhedslistens påbegyndte drejning mod en revurdering af geopolitikken og udviklingen af en – forhåbentlig – troværdig, venstreorienteret forsvars- og sikkerhedspolitik holde fast i de grundlæggende opfattelser af kapitalismen, den kapitalistiske stat og dens voldsapparat, styrke den demokratiske kontrol med forsvaret og forsvarsindustrien og energisk modarbejde alle tilløb til militarisme. Men det behøver da ikke at medføre, at venstrefløjen dermed automatisk bliver en flok bevidstløse stikirenddrenge for kapitalen, som fraktionen ’Venstrefløjen’ synes at mene. Her hjælper kun dialektisk tænkning, ikke sort-hvid tænkning. Det samme gælder opfattelsen af NATO: I det europæiske nærområde er NATO lokalt det eneste sikkerhedspolitiske cirkus i byen for Danmark, samtidig med at NATO globalt er den amerikansk ledede liberale kapitalismes knytnæve.
Hvis man mener, som jo alle forfatterne til de oven for citerede læserbreve og kronikker gør, at Ruslands overfald på Ukraine er en forbrydelse, der ifølge FNs charter er folkeretsstridigt, så kan der kun være et svar - nemlig som Pertou, Sørensen og Søndergaard skriver: Stå fast og skru op for den militære assistance til Ukraine, nu hvor der synes at vise sig sprækker i støtten til landet. Og vil USA ikke, så må Europa endnu mere til lommerne. Giver man efter nu, vil døren stå på vid gab for årtiers sikkerhedspolitisk usikkerhed. Uden sammenligning i øvrigt gør man klogt i at huske på, hvad mellemkrigstiden eftergivenhed medførte.
Det kan venstrefløjen sagtens gøre uden at blive militarister.