Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 22. Ansvarshavende redaktør : Niels Frølich

 

Udskriv artiklen

 

Forholdet mellem Socialdemokratiets skatte- og udgiftspolitik – fremtidens Danmark?

Af Jørgen Lindgaard Pedersen

Socialdemokratiet i Danmark har siden partiets formelle start i 1878 i hovedsagen kæmpet for øgede offentlige velfærdsydelser for den brede befolkning. Udgifterne har skullet betales ved hjælp af progressive skatter, altså et skattesystem, hvor de velhavende skatteydere skulle betale forholdsvis mere af deres skattepligtige indkomst og eventuelle formue end de relativt fattige.

Principperne i det moderne danske skattesystem fulgte i høj grad de socialdemokratiske ideer, da skattereformen af 1903 blev gennemført under den første Venstre-regering efter parlamentarismens indførelse ved systemskiftet i 1901. Her blev tre vigtige principper knæsat:

1) En progressiv indkomstskat indføres

2) Afkast af alle aktiver, inklusive afkastet af ejerboliger, skal beskattes ensartet uanset om afkastet er i penge eller in natura ​​ 

3) Der indføres en formueskat

Disse principper havde man tilfælles med Venstre – det erindres, at Det Radikale Venstre i 1903 stadigvæk var en del af det store liberale venstreparti. Det var først to år senere, at der skete en spaltning i nutidens Venstre og Det Radikale Venstre.

Principper blev således rygraden i det danske skattesystem helt op til efterkrigstiden.

Socialdemokratiets ”Fremtidens Danmark” 1945

Socialdemokratiet vedtog på sin partikongres august 1945 et arbejdsprogram eller valgmanifest Fremtidens Danmark, som skitserer et nyt velfærdssamfund - bygget op omkring ydelser for alle borgere fra vugge til grav, altså børnepasning, undervisning, sundhed og omsorg. Ressourcerne til denne etablering og udbygning af velfærdsstaten skulle i første omgang komme ved en markant reduktion af arbejdsløsheden, der havde været på 15 - 20 % af arbejdsstyrken 1930 – 45, samt flytningen af lavproduktive arbejdsopgaver i hjemmene og små enkeltmandsvirksomheder i landbrug, håndværk og detailhandel til disses varetagelse af professionelle private og offentlige aktører. Altså strukturelle ændringer fra lavproduktive teknologier til højproduktive, undertiden kaldet ekstensiv og strukturel vækst; mens innovationer, som er frembringelse af nye processer eller produkter, først kommer til som bidragyder til økonomisk vækst fra slut-1970’erne. Der bliver nu tale om intensiv vækst og udvikling.

Velfærdsstatens guldalder 1957 - 73

1957 kan i mange henseender betragtes som starten på den danske velfærdsstatslige epoke; det var det år den almindelige, universelle folkepension trådte i kraft, som i sin basis blev tildelt alle danske statsborgere uanset indkomst og formue. I de følgende godt og vel 15 år frem til udgangen af 1973 med den første energi-prisstigning sker der en udbygning af omsorg, uddannelse, sundhed og arbejdsløshedssikring samt delvis vejbrug som gratis for brugerne. Sundhedsvæsenet blev i 1971 - 73 organiseret omkring en almindelig sygesikring. Hermed kan velfærdsstatens hovedstruktur betragtes som udbygget.

Lad os se på, hvad der sker med hensyn til skatter og afgifter samtidig med udviklingen af velfærdsstaten. Tal for samtlige direkte og indirekte skatter og afgifter er illustrative:

1948: 23,7 % af BNP

1960: 25 % af BNP

1973: 40,3 % af BNP

1980: 45 % af BNP

Opgøret med skattestaten 1973

Et meget vigtigt forhold, der skal nævnes, er det uhørt store hop i skatte- og afgiftstrykket, der skete under den borgerlige trepartiregering 1968 – 71 bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre med den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister. Skatte- og afgiftstrykket gik i de tre år 1969 – 72 fra 32,5 % til 39,4 %; altså en vækst i skattetrykket på 21 % i løbet af godt og vel tre år og under en borgerlig flertalsregering. Det er her, at den borgerlige frustration over de traditionelle borgerlige partiers manglende evne til at bremse væksten i den offentlige sektors størrelse og omkostningerne ved dens drift voksede stærkt. Glistrups provokation med sit 0 %-skattekort og efterfølgende dannelse af Fremskridtspartiet, som kom i Folketinget med 16 % af stemmerne ved valget i december 1973, det såkaldte Jordskælvsvalg, fik kraftige og langvarige politiske konsekvenser.

Strukturen i de samlede danske skatter og afgifter sammenlignet med andre europæiske lande kendetegnes ved, at en meget høj andel stammer fra indkomstskatter sammenlignet med moms, giftskatter og bilskatter.

Arbejdsløshedsudgifternes andel af velfærdsudgifterne

En mere dybtgående analyse af, hvad velfærdsudgifterne bruges til over tid, viser ikke overraskende, at den andel, som bruges på arbejdsløshedsunderstøttelse varierer meget afhængig af de generelle økonomiske forhold. I perioden 1957 – 73 var arbejdsløsheden meget lav, i gennemsnit omkring 2 % og kun i nogle få år på 2½ ​​ %. Dvs. arbejdsløshedsunderstøttelsen udgjorde en beskeden del af de samlede velfærdsudgifter. Men med de to store energiprisstigninger1 - den første i 1973 - 74 og den anden i 1978 – 1980 - ændrede verdensøkonomien sig til skade for de rige landes økonomiske vækst og arbejdsløshedsniveauet sig markant. Væksten i BNP var 1973 – 1993 i årsgennemsnit 2,9% på OECD-niveau, men 1,3% i Danmark. Arbejdsløsheden var på omkring 6,5%, men i Danmark på 7,2%. I den forbindelse er det værd at nævne, at arbejdsløshedsudgifterne kan betragtes som nødvendige men uproduktive forsikringspræmier til afbødning af social uro, mens udgifter til uddannelse, sundhed og forskning er produktive, der i lighed med realkapitalakkumulation, der er investeringer i maskiner, udstyr og bygninger, skaber forudsætninger for fremtidig vækst.  ​​​​ 

Overgangen fra ekstensiv til intensiv vækst

Mens den stærke økonomiske vækstrate var på omkring 4,5 % årligt i perioden 1957 - 73 og en vækstrate i produktivitet af lidt mindre størrelse, ca. 3,5 % pr. år, skal det gentages, at den økonomiske vækstmodel i denne periode var begrundet i flytning af arbejdskraft, industrialisering og stordrift. De to energipriskriser i 1970’erne var med til at fremprovokere en krise i denne ekstensive og strukturelle model, som var relativt energi-intensiv. En ny vækstmodel måtte derfor udvikles. Nærmere bestemt en model baseret på mere kontinuerlige teknologiske innovationer, især højteknologiske, så som IT, bioteknologi og nye materialer. I slut-1970’erne og begyndelsen af 1980’erne blev der i Danmark iværksat tre store højteknologiske programmer inden for IT, bioteknologi og nye materialer2.

Denne ændring i vækstmodellen fra den ekstensive og strukturelle model, som fik sin guldalder 1957 – 1973, ​​ til intensiv højteknologi vækst fra begyndelsen af 1980’erne skabte naturligvis også efterspørgsel efter arbejdskraft. Men vel at mærke arbejdskraft med andre kvalifikationer end tidligere. Dels kvalifikationer på forsknings- og udviklingsområder som IT, molekylær biologi samt nye materialer, dels motivation til at iagttage krav til hygiejne og præcision. At opfylde disse ændrede krav kan for nogles vedkommende læres på universiteter og tekniske uddannelsesinstitutioner, mens andre er mere personbaserede som virksomhedsspecifikke kvalifikationer, som er afgørende for virksomhedens konkurrenceevne. Hertil kommer krav om omhyggelighed i arbejdet. Herved svækkes også fællesskabet på arbejdspladsen, fordi der i højere grad end tidligere er tale om individuelle egenskaber, der er værdifulde for arbejdsgiverne. Af ændrede krav til stort set alle former for arbejdskraft kan nævnes computerbetjening og at læse og forstå instruktioner på engelsk. Dette medførte væsentlige ændringer i den faglærte arbejdskrafts kvalifikationer og betydning, og i dag har faglærte arbejdere en indtjening svarende til store akademikergrupper.

SVM regeringens skattepolitik og ændrede udgiftspolitik

I dag står de tre regeringspartier – Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne –tilsyneladende éntydigt bag politikken som formuleret i grundlaget for SVM-regeringen fra 14. december 2022. På skatteområdet optræder tre elementer:

1) 5 milliarder kr. i personskattelettelser, men allerede 19. december 2022 hævet til 10 milliarder kr. Især målrettet de beskæftigede i form af hævede beskæftigelsesfradrag ​​ 

2) Svækkelse af progressionen på personskatteområdet, men dog med en såkaldt top-top skat for indkomster over 2,5 millioner kr om året.

3) En fastholdelse af bo- og gave-lovgivningen, som letter overdragelsesafgifterne til næste generation af virksomhedsejere; især af betydning for de superrige oligarkdynastier (Mærsk-Møller, Kirk Kristiansen, Holch Povlsen, Mads Clausen, Due Jensen, Østergaard Nielsen familien (Nordic Waste og Dan-Bunkering) samt nogle få andre milliardærfamilier)

Hertil kommer de mangfoldige og uigennemskuelige forsinkelser af skattebetalinger og lettelser til boligejerne.

Skattepolitikken skal sammenholdes med den offentlige udgiftspolitik. I princippet kan det jo tænkes, at vindere på skattesiden, vil være tabere på udgiftssiden. Mange personer med faglærte arbejderindkomster og akademikerindkomster har fået fordel af svækkelsen af progressionen i personbeskatningen samtidig med, at de har fået længere ventetider i sundhedsvæsenet.

Socialdemokratiet har reageret på den måde, at det især har lyttet til de faglærte og akademikergruppernes umiddelbare kortsigtede interesser i at undgå at komme ind under de progressive skattesatsers åg. Disse grupper er ret svingende med hensyn til, hvem de stemmer på – de borgerlige eller Socialdemokratiet. Lavindkomstgrupperne vil højest gå fra Socialdemokratiet til SF eller EL, og dette generer ikke S alvorligt. Det samme kan siges om generne for pensionisterne og SU-modtagerne - de bliver sure, men stemmer fortsat til venstre.

Ud over de traditionelle store udgiftsposter til sundhed, uddannelse og sociale formål herunder arbejdsløshedsunderstøttelse, pensioner og lignende, så er det interessant at iagttage, hvor der er sket markante ændringer. Her er alt, hvad der ligger i nærheden af militære formål . som nye fly og modernisering af forsvaret som helhed samt militær hjælp til Ukraine - de helt store vindere med omkring 200 milliarder kr. i de kommende ti år.  ​​​​ 

S: Fra skat på indkomst til skat på ejendom

Socialdemokratiet har over en længere periode svækket sit traditionelle synspunkt, nemlig at skattepolitikken skal have afgørende betydning i kampen for udjævning af indkomstfordelingen via progressionen i indkomstbeskatningen. Den mest nærliggende og umiddelbare forklaring er at finde i det forhold, at partiets velkendte taburetkløe har fået partiet til at sælge ud af vigtige mål. Allerede i 1997 solgte Mogens Lykketoft formueskatten i et finanslovsforlig med De Konservative for at drive en kile ind mellem disse og Venstre. Det skal jo også erindres, at Socialdemokratiet for længst i mellemkrigstiden opgav forestillingen om, at partiet (udelukkende) var et arbejderparti til fordel for opfattelsen af partiet som et folkeparti, der nu også varetog de små selvstændige erhvervsdrivendes og funktionærers interesser. En forandring der nu kan siges at være fuldført, således at i hvert fald partiets ledende lag opfatter sig som hele Danmarks parti uanset klassetilhørsforhold.

En mindre diskuteret sag er, at der i hvert fald i partiet er en vis erkendelse af, at internationaliseringen - mest synlig i henseende til EU - svækker muligheden for alt for store forskelle i personbeskatningen landene i mellem. Derimod er dette muligt på ejendomsbeskatningens område. Selv om der kan findes eksempler på, at ejere i private virksomheder vil foretrække at investere ud fra egenkapitalen for at undgå afhængighed af eksterne kilder, så er der sandsynligvis i bedste fald tale om en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig forudsætning. Undersøgelser af sammenhængen mellem på den ene side profit på samfundsniveau og på den anden side investeringer og økonomisk vækst ligeledes på samfundsniveau viser, at der ikke findes sådanne sammenhænge.

En progressiv skattepolitik

Hvis de progressive kræfter vil gå mere direkte mod den borgerlige og dominerende socialdemokratiske skatte- og udgiftspolitik med en progressiv politik, så kunne det være ved forslag som differentieret moms. Det tabte provenu kan hentes ved genindførelse af formueskatten samt progressiv forbrugsbeskatning på vand og elektricitet. ​​ 

 

 

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

​​ 

1

​​ I 1973 - 74 som følge af Yom Kippur-krigen mellem Israel og Egypten og nedskæring af eksporten til Vesten fra flere mellemøstlige olielande. I 1978 – 1980 efter et realprisfald på olien i 20 år efter det USA- og UK-sponsorerede kup i Iran i 1953, hvorved den demokratisk valgte ministerpræsident Mossadeq blev sat fra bestillingen, og den amerikanskstøttede shah Reza Palavi blev diktator.

2

​​ Se Peter Munk Christiansen og Niels Chr. Sidenius’ Forsknings- og teknologipolitik. Politik og institutioner, Politica 1988, nr. 3, pp. 244-268.