Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 22. Ansvarshavende redaktør : Niels Frølich

 

Udskriv artiklen

Krigen på Vestbredden

I ly af krigen om Gaza gennemfører bosættere bakket op af den israelske regering en række angreb på palæstinenserne på Vestbredden med kun spag kritik fra Vesten.

Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion

Mens fokus er rettet imod begivenhederne i Gaza, er situationen på Vestbredden også præget af konflikt mellem palæstinensere og israelere. I ly af krigen mellem Israel og Hamas har bosættere på Vestbredden benyttet lejligheden til yderligere udvidelser af de ulovlige bosættelser og gennem angreb på palæstinensere og deres ejendom forstærket presset på den to millioner store palæstinensiske befolkning i området, som siden 1967 har været besat af Israel. Sideløbende med bosætternes vold og chikane over for palæstinenserne har israelsk militær og politi forstærket deres indsats i området med flere razziaer, der har ført til konfrontation med palæstinensere.

Siden krigen mellem Israel og Hamas indledtes den 7. oktober er, 241 palæstinensere blevet dræbt og 2.900 blevet såret på Vestbredden ifølge mediet Al Jazeera i forbindelse med især konfrontationer med myndighederne, men otte af de dræbte ved bosætteres angreb på palæstinensere. Natten til den 29. november blev flere huse, et hospital og en flygtningelejr i byen Jenin stormet af israelske soldater med flere sårede - og i følge forlydender også døde, heri blandt to børn – til følge. De sårede kunne ikke bringes på hospitalet, da det var omringet af israelske panservogne, forlød det fra læger på hospitalet. Også tidligere med angiveligt det formål at fange terrorister har militæret gennemført operationer, hvor patienter blev forhindret i at komme på hospitalet. Det er i det hele taget ikke første gang, at aktioner udført af israelsk militær går ud over palæstinensere i Jenin. I januar i år kostede en militæroperation i flygtningelejren ni palæstinensere livet.

 

Optrappet vold

Den voldelige fremfærd er en optrapning af den i forvejen af israelerne eskalerede konfrontative kurs, der ikke blot billiges, men også understøttes af den siddende højreorienterede, nationalistiske regering. Den rummer ministre, der har som erklæret mål at fordrive palæstinenserne helt fra alt, hvad de opfatter som israelsk område – også Vestbredden og Gaza. I nogle tilfælde forsøger israelsk politi og militær at stoppe bosætternes angreb på palæstinensere, men ser ellers oftest passivt til eller hjælper direkte de ofte bevæbnede bosættere. Efter den 7. oktober har de tillige forsynet bosættere med våben, da militæret har omgrupperet sine tropper, så flere er sendt til og sat ind i felttoget imod Gaza. ​​ 

Det gennem de seneste år stadigt øgede pres på palæstinenserne har ført til sammenstød mellem især stenkastende teenagere og israelsk politi og militær, der har sat hundredevist af disse børn og unge i fængsel – ofte en længerevarende varetægt uden domfældelse, og hvis der fældes dom, sker det ofte ved en militærdomstol. Op til 700 børn retsforfølges ved disse militærdomstole, og det israelske fængselsvæsen har oplyst, at i gennemsnit 204 børn helt ned til 12 årsalderen har siddet varetægtsfængslet hver måned siden 2012. En del af de fængslede unge er nu blevet sat fri som led i aftalen om løsladelse af gidsler taget af Hamas og palæstinensere indsat i israelske fængsler.

Selv om hovedparten af volden udføres og udløses af bosættere forekommer det også, at palæstinensere har overfaldet og dræbt bosættere, hvilket ofte fører til kraftige repressalier fra bosættere eller militæret. Da en soldat af reserven boende i bosættelsen Einav i begyndelsen af november blev dræbt af bevæbnede palæstinensere drog en større flok af bosættere hærgende gennem landsbyen Deri Sharf og satte ild til palæstinensiske butikker og biler ifølge en rapport fra den israelske menneskerettighedsorganisation B`Tselem. Også israelsk militær slår efter angreb på bosættere eller soldater hårdt ned på palæstinensiske familier med unge, der har deltaget i sammenstød med bosættere eller politi og militær. Blandt repressalierne er nedrivning af familiens bolig og andre handlinger, der har karakter af krænkelse af menneskerettigheder. FN´s agentur for koordinering af humanitær hjælp, Orcha, melder, at omkring 1.000 palæstinensere er blevet fordrevet fra deres hjem siden den 7. oktober.

 

Kritik uden virkning

Udviklingen på Vestbredden sideløbende med krigshandlingerne i Gaza ofres ikke megen opmærksomhed eller kritisk omtale blandt vestlige medier eller politikere. Britiske Labour har dog fordømt bosætternes ”vold og ekstremisme” og kritiseret israelske ministres ”uacceptable og offensive retorik”. Skyggeudenrigsminister for Labour David Lammy har kaldt udviklingen for en kraftig forøgelse af vold og fordrivelse af palæstinensere på Vestbredden.

Også den amerikanske præsident Joe Biden har fordømt ”ekstremistiske” israelske bosætteres angreb på palæstinensere og opfordret til at stoppe volden, som ”svarer til at hælde benzin på et bål, der allerede brænder”. Trods denne kritik og bekymrede udtalelser om den alvorlige humanitære situation i Gaza med mange dræbte og sårede civile som følge af de israelske bombardementer er Bidens overordnede linje fortsat opbakning til Israel. Som reaktion herpå har – skriver New York Times den 14. november - flere hundrede embedsmænd i USA´s udenrigsministerium i et brev til præsidenten og udenrigsministeren kritiseret Bidens ubetingede støtte til Israel. Hans opbakning til Israel kan også skubbe en del af den potentielle vælgerskare væk, især unge og vælgere med arabisk baggrund.

Så længe den udenlandske kritik ikke følges op af sanktioner, hvilket Vesten ellers var hurtig til over for Rusland efter invasionen af først Krim og siden Ukraine, vil både bosætterne og den israelske regering ignorere kritikken og fortsætte de krigslignende handlinger, der også omfatter en form for økonomisk krig. Når bosættere brænder palæstinensiske olivenlunde af eller skamferer frugtplantager, rammer de palæstinensere på levebrødet. Det samme er målet, når den israelske regering forbyder palæstinensiske arbejdere at tage på arbejde i Israel, hvor mange tjener hovedparten af pengene til familiens forsørgelse.

Straks efter den 7. oktober fratog den israelske regering over 100.000 palæstinensiske bygningsarbejdere deres arbejdstilladelse, så de ikke længere kan krydse grænsen og arbejde på israelske byggepladser. Det medfører, at en række byggerier er gået i stå eller bliver forsinket. Derfor forsøger den israelske arbejdsgiverforening inden for byggeriet at skaffe mellem 50.000 og 100.000 indiske arbejdere til landet, hvilket møder modstand fra flere indiske fagforeninger. De frygter, at indiske arbejdere vil komme i fare, hvis de tager til Israel for at arbejde i den højspændte situation og kan blive udsat for angreb fra Hamas.

Et tidligere anstrengt forhold til Indien er nu blevet blødt op og et samarbejde er indledt på flere områder. I maj i år blev der indgået en aftale om at importere 42.000 indere til at arbejde i byggebranchen og sundhedssektoren i Israel. Også et handelssamarbejde mellem Israel, Indien, Saudi-Arabien og USA er blevet aftalt til stor tilfredshed for premierminister Benjamin Netanyahu, der værdimæssigt føler sig på linje med den nationalistisk orienterede indiske premierminister Narendra Modi. Derudover er der indgået aftaler mellem Israel og Indien om våbenhandel.

 

Økonomisk krig

Udelukkelsen af palæstinensisk arbejdskraft rammer også israelske landbrug, der må se sig om efter ny arbejdskraft; men hårdest ramt er de mange palæstinensiske familier, der mister en stor del af deres indkomst og ikke har mange muligheder for at finde anden beskæftigelse eller indtægt. Selv om indrejseforbuddet kan udlægges af israelerne som en sikkerhedsmæssig nødvendighed ligesom de mange razziaer på Vestbredden, får det også et skær af hævn over Hamas´ terrorhandling den syvende oktober; men kan også ses som et strategisk bestemt økonomisk kvælertag på den palæstinensiske befolkning.

I den nuværende israelske regering er Netanyahu den mest moderate, selv om han står for en nationalkonservativ linje og ser op til autoritære ledere som Viktor Orban, Jair Bolsonaro og Vladimir Putin, som det fremgår af hans selvbiografi Bibi: My story. Ved siden af ham i regeringen sidder imidlertid en række endnu mere højreorienterede, nationalistiske og stærkt religiøse ledere med drømme om et Storisrael befolket udelukkende af jøder. ​​ 

Finansminister Bezalel Smotrich fra partiet Jødisk Magt gav således på et møde i Paris i marts i år – ifølge Jewish News Syndicate (refereret i Politiken. d. 26.3.23) – udtryk for, at der ikke findes noget palæstinensisk folk og fremviste et kort visende et Israel, der også omfattede Jordan, hvilket førte til stærke reaktioner fra den jordanske regering. Udover posten som finansminister har han også bevæget sig ind på forsvarsområdet og tiltaget sig beføjelser over den civile administration på Vestbredden med ansvar for jødiske bosættelser og dele af den palæstinensiske befolkning.

 

Ministers verbale angreb på palæstinenserne

Disse beføjelser bruges til at føre en hård kurs over for palæstinenserne. Hans negative syn på dem kom til udtryk i en kommentar til en meningsmåling, ifølge hvilken to tredjedele af palæstinenserne så positivt på Hamas´ terroraktion den 7. oktober. ”Der er to millioner nazister i Judæa og Samaria” – de bibelske navne for Vestbredden, blev han citeret for i avisen Times of Israel. Han står ikke alene med at drage en parallel mellem Hamas og de tyske nazister. Den påstand høres også fra adskillige israelske embedsmænd. Smotrich er også tidligere kommet med hårde udfald imod palæstinenserne og også de i Israel boende arabere, som efter hans opfattelse er i landet indtil videre. I første omgang handler det nok mere om at gennemføre regeringsgrundlagets løfte om at lovliggøre de såkaldt mindre jødiske bosættelser, som en tidligere israelsk regering rømmede.

I marts i år krævede Smotrich byen Huwara på Vestbredden udslettet som reaktion på, at to israelske brødre fra Nablus var blevet dræbt af en indbygger fra Huwara, men måtte trække lidt i land igen. Til gengæld drog ekstremistiske bosættere hærgende gennem Nablus, hvor de satte palæstinensiske beboeres huse og biler i brand, ligesom der blev skudt på palæstinensere med én dræbt og flere hårdt sårede til følge. Den øverst ansvarlige for de israelske besættelsestropper, general Yehuda Fuchs, kaldte bosætternes handling for en progrom og anklagede de ekstremistiske bosættere for at ”sprede terror”. Han advarede tillige om, at den type handlinger truede sikkerheden, da militæret ikke var forberedt på at håndtere situationer med så store, ophidsede menneskemængder. Nogle af bosætterne blev kortvarigt fængslet efter hændelsen. Smotrich tog også afstand fra, at civile gennemførte den slags aktioner, men fastholdt at Huwara burde fjernes helt – som en operation udført af myndighederne, hvilket dog ikke er sket.  ​​​​ 

Smotrich har for nylig indstillet til regeringen, at der bevilges ekstra midler til udbygning af sikkerhedsforanstaltninger på Vestbredden i form af blandt andet flere checkpoints samt civile vagtkorps med de våben og materiel, som de har brug for. Denne disposition har udløst kritik fra EU´s udenrigskommissær Josep Borrell, der i et opslag på X kalder det oprørende, at Israel midt i en krig vil bevilge nye midler til at understøtte de ulovlige bosættelser. ​​ 

Den israelske regerings politiske udmeldinger og handlinger lige siden dannelsen har vakt bekymring i en række af de lande, der traditionelt støtter Israel. Adspurgt af Trine Pertou Mach fra Enhedslisten i januar i et såkaldt paragraf 20 spørgsmål svarede udenrigsminister Lars Løkke, at den danske regering og den israelske regering ser meget forskelligt ”på især bosættelserne i de besatte palæstinensiske områder, hvor den nye regering jo bl.a. er kommet med nogle bekymrende udmeldinger om at føre en aktiv bosætterpolitik”. Han slog fast, at efter Danmarks opfattelse er bosættelserne ulovlige efter folkeretten, hvilket både Danmark og EU jævnligt tager op med Israel. Hverken Danmark eller EU har dog lagt op til at sætte magt bag ordene ved at gennemføre sanktioner over for Israel, ligesom det heller ikke er kommet på tale fra USA, der yder omfattende økonomisk og militær støtte til landet.

 

Frie hænder til Israel

Israel har derfor reelt frie hænder til at overtræde internationale regler og normer for såvel krigsførelse som besættelse. Israel har ret til at forsvare sig, som standardsvaret lyder fra statsminister Mette Frederiksen på kritiske spørgsmål om Israels handlinger. Århundreders forfølgelse af jøder kulminerende med holocaust skal åbenbart sones ved at lade Israel ensidigt varetage sine interesser og ambitioner baseret på den zionistiske tankegang om et jødisk hjemland i Palæstina - betalt af palæstinenserne, der er blevet nutidens forfulgte folk. Drømmen hos mange jøder om endelig at få deres eget land er for palæstinenserne blevet et mareridt, men er heller ikke for en del jøder det rene paradis. Ultrakonservative, fundamentalistiske religiøse kræfter er kommet til magten blandt såvel israelere som palæstinensere og skaber en spiral af utryghed, had og vold uden ende som en nutidig efterlevelse af Mosebogens gengældelseslov om øje for øje, tand for tand.

Selv om krigen mellem israelere og palæstinensere har et religiøst skær over sig, er den dog langt mere og andet end blot en religiøs konflikt. Som den franske historiker Stephanie Laithier skrev i en kommentar i avisen Le Monde den 28. oktober, er det ”mere vigtigt end nogensinde at afvise fundamentalismens retorik og anlægge en historisk tilgang” til konflikten, hvis egentlige årsager er kampen om territorium, befolkningsfordrivelse og magtpolitik. ”At holde fast i en religiøs fortolkning af den israelsk-palæstinensiske konflikt forhindrer en hver forståelse eller løsning”, føjer hun til.

En løsning tegner sig dog ikke umiddelbart i horisonten for hverken krigen i og om Gaza eller i den ikke erklærede krig på Vestbredden. Konflikten om Palæstina vil være en fortsat letantændelig krudttønde og føre til endnu mere død, nød og ødelæggelse, så længe de ansvarlige parter ikke seriøst påtager sig ansvaret for at opnå en løsning. ​​ 

Kilder:

FN, The Independent, Times of Israel, The New York Times, Le Monde, DR, Kristeligt Dagblad, Politiken.