Kritisk Revy

​​ ​​ 

BRICS – en ny verdensorden ?

Af Peer Møller Christensen medlem af Kritisk Revys redaktion

På sit nylige møde udvidede BRICS antallet af medlemslande og interesserede betragteligt blandt lande i Det Globale Syd. Spørgsmålet er, om denne forøgelse af medlemskredsen øger sandsynligheden for, at BRICS vil kunne fremtvinge en ny og mere retfærdig verdensorden.

I dagene fra den 22. til den 24. august i år afholdt gruppen af BRICS lande sit årlige møde i Johannesburg. BRICS består af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, og det var den sydafrikanske præsident, Cyril Ramaphosa ​​ som var vært for mødet, der havde deltagelse af lederne fra samtlige 5 lande, med undtagelse af Vladimir Putin fra Rusland, som deltog via et videolink. Putin kunne ikke deltage personligt i mødet, fordi Sydafrika er medunderskriver af traktaten om Den Internationale Krigsforbryderdomstol og derfor ville være traktatligt forpligtet til at arrestere Putin, hvis han dukkede op, og udlevere ham til domstolen. For at undgå pinlige situationer for både den sydafrikanske præsident og Putin, valgte den russiske præsident at deltage i mødet over et videolink.

Hvad er BRICS ?

Begrebet ”BRICS” eller ”BRIC”, som det i første omgang kom til at lyde, inden Sydafrika blev inkluderet i gruppen af medlemmer, blev ikke skabt af deltagerlandene, men af investeringsfirmaet Goldman Sachs , hvis ​​ Global Investment Research Division i 2001 offentliggjorde en rapport med titlen “Build Better Global Economic BRICs,” hvor man udpegede Brasilien, Rusland, Indien og Kina som de lande, der ville omdanne verdensøkonomien, fordi væksten i disse lande var i gang med at overhale væksten i de rige lande. Ifølge Goldman Sachs ville det være klogt at investere specielt i disse lande.

​​ 

Fra 2000 til 2009 lod denne prognose til at holde stik, ihvertfald for et par af de nævnte lande. Indiens økonomiske vækst var i denne periode i gennemsnit på 6,89% og Kinas gennemsnitlige vækst var så høj som 10,35%. Ifølge Goldman Sachs prognoser ville Kina i 2050 være det land der havde det højeste BNP per indbygger, Indien ville indtage andenpladsen, mens USA ville være skubbet ned på en tredjeplads. Indonesien ville ligge nummer 4 og ​​ Brasilien ville indtage femtepladsen.

Inspireret af disse tanker mødtes udenrigsministrene fra de oprindelige BRIC lande i 2006 i New York i forbindelse med et møde i FN. I 2009 – umiddelbart efter udbruddet af den globale finanskrise - etablerede de fire lande ​​ organisationen BRIC, hvor deres ​​ ledere hvert år skulle mødes for at diskutere perspektiverne for det økonomiske og politiske samarbejde. ​​ I 2010 enedes man om at invitere Sydafrika med i gruppen, som så blev til BRICS. I 2014 grundlagde man BRICS Development Bank, som senere kom til at hedde New Development Bank og fik hovedsæde i Shanghai. Bankens formål er at financiere projekter inden for infrastruktur og bæredygtig udvikling i BRICS landene og i andre udviklingslande.

BRICS står i sin nuværende form for ca. 27% af det globale BNP, og det vil med optagelsen af de nye medlemmer i 2024 stige til ca. 30%.

Hvis man med udgangspunkt i Goldman Sachs meget optimistiske vurdering af den fremtidige udvikling i BRICS-landenes position i det internationale økonomiske hierarki - målt i BNP – ​​ ser på den faktiske udvikling i tiåret ​​ fra 2013 til 2023, er billedet lidt mere broget . Indien er steget fra en tiendeplads til pladsen som nummer 5, og Kina har bevaret sin position som nummer 2. De øvrige økonomier er imidlertid faldet ned gennem hierarkiet. Brasilien er fra en plads som nummer 7 faldet til en 10. plads, Rusland er faldet fra en 8. plads til pladsen som nummer 11, og Sydafrika er faldet fra pladsen som nummer 31 til nummer 39. Man kan ikke påstå, at BRICS landenes position i den globale økonomi generelt er blevet styrket i de seneste ti år, og billedet af en gruppe bestående af ​​ fremstormende ”vækstøkonomier” er krakeleret noget.

Hvad betyder udvidelsen af medlemslande

Ialt var lederne fra 40 lande inviteret til at deltage i mødet, som ​​ resulterede i at 6 ​​ lande( Argentina, Ægypten,Ethiopien, Iran,Saudi Arabien, De Forenede Arabiske Emirater),

som havde ansøgt om at blive medlemmer, alle blev optaget i BRICS, med medlemskab gældende fra ​​ 1. januar 2024. Vinderen af det nylgt afholdte præsidentvalg i Argentina, Javier Milei, havde imidlertid under valgkampen lovet, at han, hvis han blev valgt, ville trække ansøgningen om optagelse i BRICS tilbage, så formentlig indtræder Argentina ikke i BRICS.

Derudover har 14 andre lande formelt ansøgt om optagelse i BRICS : Algeriet, Bahrain, Bangladesh, Belarus, Bolivia, Kuba, Honduras, Kazakhstan, Kuwait, Pakistan, Senegal, Thailand, Venezuela og Vietnam.

Dertil kommer at en række andre lande har udtrykt interesse i at blive medlemmer uden formelt at have ansøgt om optagelse, det drejer sig om ​​ : Afghanistan, Angola, Comoros, DR Congo, Gabon, Guinea-Bissau, Libyen, Myanmar, Nicaragua, North Korea, Serbien, Sydsudan, Sudan, Syrien,Tunesien, Tyrkiet, Uganda, og Zimbabwe.

Udvidelsen af antallet af medlemmer – umiddelbart indtrådte og kommende – kan opfattes som en styrkelse af gruppen. Men det øgede medlemstal giver også grobund for interne uenigheder mellem medlemmerne – også de oprindelige.

Mange iagttagere mener, at Kina og Rusland har presset på for at få udvidet antallet af medlemmer, for mere tydeligt at fremstå som en blok rettet med de rige vestlige lande, især G7 blokken. Heroverfor står Indien og Brasilien, som er interesserede i at forbedre Det Globale Syds position i verdenssamfundet, men ikke er interesserede i at skabe konflikter ​​ med de vestlige lande, som de stadig i høj grad er afhængige af. Indien er medlem af ​​ the Quadrilateral Security Dialogue (the Quad) ​​ som er et forsvarssamarbejde, der kan opfattes som rettet mod Kina, og Indien og Kina har i mange år haft stridigheder om grænserne mellem de to lande. Iran og Saudi Arabien har også en lang tradition for konflikter.

Med optagelsen af de nye medlemmer vil BRICS komme til at stå for en stor del af den globale olieproduktion, idet fire af verdens største olieproducenter, Saudi Arabien, Rusland, Iran og De Forenede Arabiske Emirater, nu alle er medlemmer. Det betyder, at Brics kommer til at stå for 42% af den globale olieproduktion – mere end en fordobling af det nuværende ​​ – og 36% af det globale olieforbrug.

Om denne BRICS-udvidelse vil betyde, at der – midt i den globale grønne omstilling - etableres en international alliance til forsvar for produktion og forbrug af fossile brændsler, vil vise sig på det kommende COP møde, som i dagene fra 30. november til 12. december vil blive afholdt i ​​ netop De Forenede Arabiske Emirater – et af de nye BRICS-medlemmer.

Udover en meget stor andel af andre varer og råstoffer, vil fire af de største producenter af lithium, et metal, som er af afgørende betydning for den grønne omstilling, også være medlemmer.

BRICS’ politiske mål

​​ BRICS’ mål er at virkeliggøre en mere retfærdig og demokratisk verden, som giver bedre plads til de tidligere koloniserede lande i Det Globale Syd.

Den kinesiske præsident Xi Jinping har i mange taler gjort sig til fortaler for ”en anderledes form for multilateralisme, som ikke domineres af ​​ vestlige magter.”

Xi forkaster ikke det eksisterende internationale system, som vestmagterne har skabt efter Anden Verdenskrig eller den globalisering, som Kina i høj grad har haft gavn af under sin økonomiske opstigning, men erklærer, at der er brug for en gennemgribende reform, så det bliver mere retfærdigt, ligeværdigt og inkluderende.

Det går også igen i slutteksten fra mødet, hvor man skriver:

” Vi bekræfter vores støtte til et åbent, gennemsigtigt, retfærdigt, forudsigeligt, inkluderende og ligeværdigt, ikke-diskriminerende regelbaseret multilateralt handelssystem med WTO som dets kerne…..”

Et af de vigtigste krav BRICS har til de internationale økonomiske institutioner er, at landene i Syd skal have en repræsentation i ledelser og bestyrelser, som bedre svarer til deres voksende økonomiske betydning.

”Afdollarisering”

I Vladimir Putins videolinkede tale til forsamlingen i Johannesburg erklærede han, at en afdollarisering allerede var ​​ i gang og ikke stod til at standse.

I modsætning hertil erklærede den sydafrikanske finansminister Enoch Godongwana, “ Vi har ingen intentioner om at erstatte dollaren med andre valutaer.”

Det er en diskussion, der har kørt frem og tilbage inden for BRICS, og som har fået fornyet styrke efter Ruslands invasion af Ukraine. En række af BRICS landene blev forskrækkede over, at en af de vestlige sanktioner mod Rusland var at udelukke landet fra SWIFT- samarbejdet, som gør det muligt at overføre penge mellem banker i forskellige lande. Det blev betragtet som et tydeligt udtryk for USAs finansielle hegemoni. USAs kontrol med dette system kunne betyde, at et hvilketsomheslt land, hvis man faldt i unåde i USA, kunne udelukkes fra dette samarbejde.

De vestlige sanktioner mod Rusland betød også, at handelen mellem Rulsand og Indien og Kina, fremover måtte gennemføres gennem udveksling af de lokale valutaer. Indien betalte Rusland med Rupier for den olie man købte, mens Kina betalte med Yuan.

Det kunne godt virke som om, dette var et skridt på vejen væk fra den globale dollardominans, henimod et alternativ – evt. en BRICS-valuta, på linje med ​​ den Euro som EU har etableret som fælles valuta. At gennemføre et sådant skridt kræver imidlertid bl.a. at man etablerer en fælles centralbank, at handelen fortrinsvis foregår inden for det område, hvor den fælles valuta bruges, og hvis man valgte at bruge den kinesiske valuta som fælles valuta, at den blev frit konvertibel – noget den kinesiske regering ikke er interesseret i. At nå frem til en fælles valuta er ikke blevet gjort lettere med udvidelsen af BRICS, så man må nok konstatere, at afløsningen af dollarens globale dominans er skubbet længere ud i fremtiden.

Multipolaritet eller bipolaritet

Både den russiske og kinesiske ledelse har imidlertid også ofte udtalt, at man ønsker at den unipolaritet - det amerikanske hegemoni – som trådte i stedet for Den Kolde Krigs bipolaritet, erstattes af en multipolaritet. Fordelen ved en multipolær verden ville for verdens små stater være, at man frit vil kunne vælge hvilke partnere man vil knytte sig til – handelsmæssigt og politisk.

Man opnåede på mødet i BRICS i hvert fald et vigtigt resultat i forhold til multipolariteten, nemlig at man blev enige om at kræve, at Den Afrikanske Union - på linje med EU - ​​ blev repræsenteret på september måneds G20 møde.

Men spørgsmålet er imidlertid, om ikke den udvikling, som BRICS forsøger at fremkalde, snarere er en udvikling mod en bipolær verdensorden, hvor de to stor/supermagter, Kina og USA, står over for hinanden, omgivet af hver deres alliancepartnere.

Hvis man ser på den vægt i den globale økonomi landene med de største bruttonationalprodukter har, er det tydeligt, at USA og Kina er i en liga for sig. I 2022 havde ​​ USA det største BNP med 20,89 billioner dollars, Kina lå på andenpladsen med et BNP på 14,72 billioner, mens Japan på tredjepladsen havde, hvad der ca. svarede til en tredjedel af det kinesiske BNP nemlig 5,06 billioner ​​ og Tyskland på fjerdepladsen 3,85 billioner.

Afstanden mellem de to største økonomier, USA og Kina, og de næstfølgende er så stor, at det mest af alt ligner økonomisk bipolaritet.

Kritik af BRICS

I 2012 beskrev den indiske marxist Vijay Prashad i bogen The Poor Nations. A possible history of the global south., de begrænsninger han så i den måde BRICS fungerede på, som politisk og økonomisk ​​ ”locomotive of the south” :

​​ - BRICS ​​ har ikke formuleret ​​ et ideologisk alternativ til neoliberalismen.

- BRICS ​​ følger det generelle neoliberale mønster – en særlig neoliberalisme ”med sydlige kendetegn”.

​​ - BRICS ​​ har ikke været i stand til at oprette et nyt institutionelt grundlag for sin nye status i den globale økonomi og geopolitikken, men ​​ fortsætter med at at plædere for et mere demokratisk FN og for mere demokrati i IMF og Verdensbanken.

- BRICS har ikke evnet at etablere et modsvar til USAs og NATOs militære dominans.

- Der er ikke tegn på, at BRICS vil kunne stå for en progressiv udvikling af verden pga.den klassemæssige sammensætning i landenes ledelser.

Det var hans vurdering i 2012. Spørgsmålet er, om der er sket noget siden da, der kan udfordre denne vurdering og give grundlag for at tro, at BRICS vil kunne fremkalde en ny verdensorden, som er multipolær, progressiv og retfærdig.