Nej, Israel får ikke ørkenen til at blomstre
Af Manal Shqair
Oversat med tilladelse fra Jacobin, No, Israel Is Not Making the Desert Bloom, 21. oktober 2023
I årtier har Israel pralet af, at man “fik ørkenen til at blomstre”, som om palæstinenserne ikke eksisterede. Når Israel i dag skubber Gaza mod massedehydrering, skal vi huske på Israels mangeårige indsats for at kolonisere landet ved hjælp af kontrol af dets vandforsyning.
I dag, hvor israelske bomber hamrer løs på Gaza, stammer risikoen for at dø ikke kun fra himlen. En blokade for tilførslen af brændstof, vand og elektricitet har allerede presset det palæstinensiske kystområdes infrastruktur til bristepunktet, blandt andet med lukningen af det sidste afsaltningsanlæg til havvand. Sammenbruddet i drikkevandsforsyningen medfører livstruende dehydrering og risiko for sygdomme som kolera og dysenteri.
Selv før de seneste dages krig har kontrollen over livsvigtige ressourcer længe været et centralt kampområde i det historiske Palæstina og Mellemøsten i almindelighed. Klimakrisen og den grønne omstilling har skærpet kampen om potentielt enorme ressourcer, herunder energi- og vandforsyninger. Genopdelingen af landområder og tvangsforflytninger af befolkninger følger logikken i ressourcekolonialismen, men også i Israels bestræbelser på at fremstå som en magt, der er "grønnere" end sine naboer.
Dette er nogle af de temaer, der udforskes i Dismantling Green Colonialism - Energy and Climate Justice in the Arab Region, som netop er udkommet på Pluto Press. Dette kollektive arbejde, der er redigeret af Hamza Hamouchene og Katie Sandwell, udfordrer en eurocentrisk forståelse af kampen for miljøet og opfordrer til en klassefokuseret tilgang til den klimaretfærdighed, der er grundlæggende for menneskehedens overlevelse. I et bidrag, der her nedenunder bringes i uddrag, undersøger Manal Shqair, hvordan Israel bruger sit "grønne" image til at retfærdiggøre den kolonipolitik og ekspropriation, landet udsætter sine naboer for.
Israel har fremstillet Palæstina før 1948 som en tom, udtørret ørken og har antydet, at denne udtørrede ørken blev til en blomstrende oase efter oprettelsen af staten Israel. For Israel og dets tilhængere er det, der omgiver denne oase, et frygtindgydende, ødelagt og tørt Mellemøsten, der synker ned i primitivitet og tilbageståenhed. Israels grønne image, som står i kontrast til et vildt og udemokratisk Mellemøsten, har været centralt i landets bestræbelser på at grønvaske sin kolonialistiske bosætter- og apartheidstruktur. Israel bruger sin ekspertise inden for agrobusiness, skovrejsning, vandforsyning og teknologi for vedvarende energi globalt som led i sin grønvasknings-indsats og -fortælling.
Påstanden om Israels miljømæssige overlegenhed i forhold til resten af Mellemøsten (og Nordafrika) blev forstærket, efter at landet underskrev Abraham-aftalerne med De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Bahrain, Marokko og Sudan i 2020. Abraham-aftalerne er en normaliseringsaftale, der med USA som mellemmand også søger at styrke (allerede eksisterende) normaliserede relationer med andre arabiske lande, der ikke officielt er en del af aftalen, herunder dem, der endnu ikke har formaliseret deres mangeårige relationer med Israel, som Saudi-Arabien og Oman, og dem, der som Egypten og Jordan har. Koalitionen af disse arabiske stater, der blev dannet under Abraham-aftalens paraply, har lovet at øge deres samarbejde med Israel i spørgsmål relateret til bl.a. sikkerhed, økonomi, sundhed, kultur og miljø. I løbet af de seneste to år har Israel og disse arabiske stater, der søger en normalisering, underskrevet en række hensigtserklæringer om i fællesskab at implementere miljøprojekter vedrørende vedvarende energi, landbrug og vand.
Den nationale palæstinensiske komite for boykot, fravalg af investeringer og sanktioner (Boycott, Divestment, and Sanctions National Committee, BNC), som arbejder for at stoppe international medvirken til israelsk undertrykkelse, definerer normalisering som "deltagelse i alle projekter, initiativer eller aktiviteter, lokalt eller internationalt, som bringer palæstinensere (og/eller arabere) og israelere (individer og institutioner) sammen (på samme platform)."
BNC uddyber, at normaliseringsrummene ikke opfylder de betingelser, som BNC har opstillet vedrørende palæstinensernes ret til selvbestemmelse, afvikling af de tre niveauer i Israels undertrykkelsessystem (bosætterkolonialisme, apartheid og militær besættelse) og de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem, som nedfældet i FN's resolution 194. Israel bruger normaliseringen til at gøre sin bosætterkolonialisme og apartheid til noget selvfølgeligt. I samme ånd bemærker den palæstinensiske tænketank Al-Shabaka, at såkaldt miljøvenlige samarbejdsprojekter mellem Israel og arabiske stater er en form for øko-normalisering. Øko-normalisering betyder brugen af kampen for miljøet til at grønvaske og normalisere den israelske undertrykkelse og de deraf følgende miljømæssige uretfærdigheder i og uden for den arabiske region.
Øko-normaliseringsprojekter
Den 8. november 2022 underskrev Jordan og Israel under FN's 27. klimakonference (COP27) i Sharm El-Sheikh i Egypten en hensigtserklæring formidlet af De Forenede Arabiske Emirater om at fortsætte en undersøgelse af gennemførligheden af to indbyrdes forbundne projekter, kaldet Prosperity Blue og Prosperity Green, som tilsammen udgør Project Prosperity. Ifølge aftalen skal Jordan købe to hundrede millioner kubikmeter vand årligt fra en israelsk afsaltningsstation, som vil blive etableret på Middelhavskysten (Prosperity Blue). Afsaltningsanlægget skal bruge strøm fra et solcelleanlæg på 600 megawatt (MW), som skal opføres i Jordan (Prosperity Green) af Masdar, et statsejet selskab inden for vedvarende energi i De Forenede Arabiske Emirater. Parterne i aftalen har til hensigt at fremlægge mere konkrete planer for implementeringen af projekterne på COP28, som afholdes i De Forenede Arabiske Emirater i 2023.
Ideen til Project Prosperity blev først foreslået af EcoPeace Middle East, en israelsk-jordansk-palæstinensisk ikke-statslig organisation, der fremmer miljømæssig normalisering mellem de tre parter inden for rammerne af "Green Blue Deal for the Middle East", et initiativ, der hævder at beskæftige sig med vand- og energispørgsmål i Israel, Palæstina og Jordan. Selvom Palæstina er med i denne aftale, har det ingen rolle i Project Prosperity.
Et par måneder før COP27 underskrev Jordan i august 2022 sammen med Marokko, De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, Egypten, Bahrain og Oman en hensigtserklæring med to israelske energiselskaber om at implementere vedvarende energiprojekter i disse lande. Enlight Renewable Energy (ENLT) og NewMed Energy (fremover ENLT-NewMed), de to israelske virksomheder, der er involveret i dette enorme energiprojekt, vil tage initiativ til, finansiere, konstruere, udvikle og drive vedvarende energianlæg på arabisk jord. Disse "grønne" energiprojekter vil omfatte vind- og solenergiproduktion og energilagring. Mens ENLT specialiserer sig i vedvarende energiprojekter, er NewMed et naturgas- og olieselskab, og begge, men især NewMed, spiller en nøglerolle i at styrke normaliseringsbåndene med arabiske stater gennem aftaler, der omfatter både fossil og grøn energi.
Blue Prosperity: Israel tørlægger det tørlagte Jordan
En årtier lang vandkrise i Jordan er i de senere år blevet forværret. Mainstream-medierne antyder, at årsagen til dette ud over klimakrisen er det stigende antal syriske og irakiske flygtninge, som Jordan er vært for. Faktisk har tilstrømningen af flygtninge, der er flygtet fra imperialistiske krige mod deres lande, gjort Jordan ude af stand til at imødekomme den stigende efterspørgsel på vand. Men det er racistisk og fremmedfjendsk udelukkende at give syriske og irakiske flygtninge skylden for den forværrede vandmangel uden at fremhæve den grundlæggende årsag til manglen – at Israel tilraner sig Jordans vand. Det afleder også opmærksomheden fra Israels rolle i at gøre Jordan til et udtørret land. I årtier har Israel udpint Jordans vandressourcer for at opnå økonomiske og politiske gevinster i regionen. Grønvaskningen af Prosperity Blue i israelske og vestlige medier fritager Israel for sit ansvar for vandkrisen i Jordan.
Efter underskrivelsen af hensigtserklæringen for Project Prosperity i 2022 skrev Times of Israel i en kommentar, at
Jordan er en af de nationer i verden med den største vandmangel. Nationen ... har udsigt til alvorlige vandproblemer, efterhånden som befolkningen vokser, og temperaturerne stiger. Israel er også et varmt og tørt land, men dets avancerede afsaltningsteknologi har åbnet muligheder for at sælge ferskvand.
Denne udtalelse afspejler kernen i Israels grønvasknings-fortælling om miljømæssig velvilje og evne til at forvalte [ressourcer]. Israel har altid fremstillet sig selv som et tørt land, der på trods af dette og i modsætning til sine (arabiske) naboer har udviklet den nødvendige teknologi til effektivt at forvalte sine knappe vandressourcer og afbøde klimakrisen. I løbet af de sidste to årtier har Israel fremhævet sin avancerede vandteknologi og fejret sin succes med afsaltning af vand. Ifølge denne fortælling søger Israel som "miljømæssig altruist" altid at stille sin teknologi til rådighed for sin udtørrede nabo (Jordan), selv i tider med spændinger mellem de to lande. Dette synspunkt afspejles i en kommentar fra 2021 om Project Prosperity, som blev offentliggjort i The Hill:
Israel og Jordan har en lang tradition for at samarbejde om vand, selv midt i politiske spændinger. Lige siden fredstraktaten mellem Israel og Jordan i 1994 har Israel oplagret nogle af kongerigets andele [af vandet] fra Jordanfloden i Galilæasøen og afleveret dem efter behov.
Dette er forkert. Israel har ikke "oplagret" nogle af kongerigets "andele" i Galilæasøen: Man har derimod plyndret Jordans andel af vand fra Jordan- og Yarmouk-floderne mod Jordans udtrykkelige vilje (og det var især tilfældet tidligere). Israel har heller ikke afleveret "dem [andelene] efter behov" - tværtimod fortsætter Israel med at hamstre, det vand, man har ranet fra Jordan.
Det er således klart, at den uskyldige og velvillige retorik bag Prosperity Blue skjuler Israels rolle i udplyndringen af palæstinensisk og arabisk vand. I stedet for at tilegne sig og gøre vand til en vare ved at sælge det til Jordan, burde Israel give det tilranede vand, som landet fortsat hamstrer, tilbage til Jordan. I stedet benægter Israel gennem Prosperity Blue sit ansvar for vandmanglen i Jordan og hævder at tilbyde en løsning ved at fremstille sig selv som miljøforvalter og regional vandmagt.
At overvinde mørkets (arabiske) hjerte
De to projekter for vedvarende energi på øko-normaliseringsdagsordenen, Prosperity Green og ENLT-NewMed, styrker billedet af Israel som et knudepunkt for kreative teknologier for vedvarende energi. Ved at fremhæve Israel i denne henseende, udelader mainstream-fortællingen, at landets innovationer i energisektoren er baseret på (grøn) energikolonialisme i Palæstina og Jawlan [Golan]. Energikolonialisme henviser til udenlandske virksomheder og lande, der plyndrer og udnytter ressourcerne og jorden i lande og samfund i det globale syd for at generere energi til disse virksomheders og landes brug og fordel. Energikolonialismen opretholder spaltningen mellem nord og syd og skaber også kaos i det socioøkonomiske liv for de lokale befolkninger i syd og i deres miljø.
Grøn energikolonialisme omfatter tilegnelse og udplyndring af grønne energikilder, mens man opretholder de samme asymmetriske politiske, økonomiske og sociale magtstrukturer mellem nord og syd. Energikolonialismen er indbygget i det kolonialistiske, kapitalistiske paradigme om magt, udnyttelse, dehumanisering og anderledeshed, og dette paradigme opretholdes årtier efter, at mange dele af verden trådte ind i den postkoloniale æra. I Palæstina og Jawlan er energikolonialismen, herunder også gennem grønne energikilder, en facet af den israelske bosætterkolonialisme. Israel bruger den bl.a. som et middel til at fordrive og ghettoisere palæstinensere og jawlanere (de 26.000 syrere, der i øjeblikket bor i det israelsk besatte Jawlan) i stadig mindre enklaver, mens de udvider det israelsk-jødiske overherredømme på deres jord. Både Prosperity Green og ENLT-NewMed kan også ses som energikolonialistiske projekter, der gør det muligt for Israel at fortsætte sit bosætterkoloniale projekt og sin geopolitiske magt i Mellemøsten og Nordafrika under dække af en grønvasknings-fortælling.
Prosperity Green
Ifølge betingelserne i Prosperity Green skal Jordan sælge al den elektricitet, som genereres fra den solcellepark, der skal bygges på landets jord, til Israel for 180 millioner dollars om året. Indtægterne vil blive delt mellem den jordanske regering og Masdar, det emiratiske firma der skal bygge solcelleparken. Begrundelsen er, at Israel ikke behøver at bruge sin [egen] energi på at drive afsaltningsanlægget, som skal forsyne Jordan med 200 millioner kubikmeter vand om året. Dette er en del af det israelske mål om at styrke både energi- og vandafsaltningssektoren. Afsaltning af vand, som Israel ønsker at gøre til sin vigtigste vandkilde inden 2030, er energiintensiv og tegner sig for 3,4 procent af landets energiforbrug. Israel forsøger derfor at øge sin adgang til alternative energikilder, og Prosperity Green er en af dem.
Aftalen giver ikke Jordan, hvis import af fossil gas udgør 75 procent af landets energikilder, mulighed for at modtage energi fra projektet og udnytte sin egen energisektor. Så mens landets solenergi vil blive udvundet, vil dets store afhængighed af importeret fossil gas fortsætte. Jordan vil fortsat modtage gas fra Israel, som efter at den berygtede gasaftale fra 2014 blev indgået mellem de to lande, siden 2020 er blevet en stor eksportør af fossil gas til landet. Ifølge aftalen, der lyder på 10 milliarder dollars, skal Leviathan, et naturgasfelt i Middelhavet, som Israel har kontrol over, forsyne Jordan med 60 milliarder kubikmeter gas over 15 år. Jordan vil således fortsat være gidsel på grund af importen af naturgas (især fra Israel), mens landet eksporterer sin egen grønne energi for at modtage afsaltet vand fra Israel!
Prosperity Green er designet til at styrke Israels vedvarende energisektor og samtidig fastholde Jordans afhængighed af israelske fossile energikilder, og derfor er det en form for energikolonialisme - eller mere specifikt grøn kolonialisme. Det fremgår tydeligt af det faktum, at solcelleparken vil blive bygget i Jordan i stedet for i Israel. Se dette citat fra 2021 fra Axios, en amerikansk nyhedsside: "Logikken var, at Israel har brug for vedvarende energi, men mangler den jord til meget store solcelleparker, som Jordan har." Dette gentages af Karine Elharrar, tidligere israelsk energiminister:
Jordan, som har en overflod af åbent land og sollys, vil hjælpe med at fremme staten Israels overgang til grøn energi og nå de ambitiøse mål, vi har sat os, og Israel, som har en fremragende afsaltningsteknologi, vil hjælpe med at tackle Jordans vandmangel.
Denne hierarkiske kategorisering af jorden, hvor ørkenen opfattes som ringere i forhold til (bedre) opdyrket eller grøn jord, er præget af den zionistiske diskurs, der fremstiller oprettelsen af Israel på ruinerne af hundredvis af ødelagte palæstinensiske landsbyer som jordens frelse. En sådan diskurs søger at legitimere og moralisere Israels handlinger: Den fremstiller Israel som en moralsk og progressiv forvalter af effektivitet, når det gælder jorden, i modsætning til at være et umoralsk bosætterkolonialistisk og apartheid-regime.
ENLT-NewMed
ENLT-NewMed fremstilles også som et bevis på Israels miljømæssige og moralske overlegenhed i forhold til sine arabiske naboer, herunder Jordan. Efter at have indgået en aftale om at udvikle energiprojekter med Jordan, Marokko, De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, Egypten, Bahrain og Oman, udtalte ENLT, at projektet "vil bringe de to israelske virksomheders store erfaring og ekspertise inden for energiområdet frem i lyset." Ved at bringe Israels "erfaring" og "ekspertise" frem i lyset holdes erfaringerne fra palæstinensernes og jawlanernes kamp mod israelsk energikolonialisme i mørket.
Selvom ENLT-NewMed præsenterer sig selv som en hjælp til at opfylde energibehovet i syv arabiske lande, bør det også forstås som en energikolonialistisk handling af to hovedårsager. For det første har ENLT-NewMed til formål i en dominerende position at integrere Israel yderligere i den arabiske regions økonomiske og energimæssige sfærer og derved skabe nye afhængigheder (via energiadgang og kontrol), der fremmer normaliseringsdagsordenen og positionerer Israel som en uundværlig partner.
For det andet vil det give ENLT og NewMed - to virksomheder, der er dybt involveret i israelske energiprojekter - mulighed for at normalisere og finansiere deres kolonialistiske aktiviteter i det besatte Palæstina og Jawlan. ENLT driver flere vedvarende energiprojekter i Jawlan med støtte fra den israelske regering, herunder Emek Habacha, Ruach Beresheet og Emek Haruchot. ENLT har henholdsvis 41 procent og 60 procent af aktierne i de to førstnævnte, som er finansieret af et konsortium ledet af Bank Hapoalim, der er opført i FN's database over virksomheder og selskaber, der er medskyldige i de ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden. ENLT er også involveret i vedvarende energiprojekter i ulovlige bosættelser på Vestbredden. Selskabet er ved at udvikle et 42 MW vindmølleprojekt (som det ejer 50,15 procent af) i Yatir-skoven, som ligger i Naqab-ørkenen og dele af Vestbredden.
Voldelig øko-normalisering
Øko-normaliseringen giver Israel mulighed for regionalt og globalt at (re)konfigurere sin position i både energi- og vandsektoren og derved styrke sin politiske og diplomatiske magt i regionen og på verdensplan. Med de forværrede klima- og energikriser kan lande, der er afhængige af israelsk energi og vand (såvel som teknologi), begynde at se den palæstinensiske kamp som et spørgsmål af mindre betydning end deres vand- og energisikkerhed. Øko-normaliseringen vil dermed forstærke den israelske grønvasknings rolle som en pengemaskine for israelske virksomheder, samtidig med at den underminerer en retfærdig landbrugs- og energiomstilling i Palæstina, som er uløseligt forbundet med den palæstinensiske kamp for selvbestemmelse.
Mekorot, der er en stor spiller inden for afsaltning af vand i Israel, har været i stand til at positionere sig globalt som førende inden for afsaltning af vand og løsninger, til dels gennem Israels grønvasknings-fortælling. For eksempel er Mekorot ansvarlig for 40 procent af Cyperns afsaltning af havvand. Firmaets teknologi og "ekspertise" genererer millioner af dollars i indtægter fra vandprojekter, der udvikles over hele verden, især i det globale syd. Disse penge finansierer firmaets og den israelske regerings praksis med vand-apartheid rettet mod det palæstinensiske folk. Ud over at tilrane sig Jordan-flodens vand spiller Mekorot en vigtig rolle i opbygningen af den infrastruktur, der muliggør den israelske apartheid, når det gælder vand. Firmaet kontrollerer de fleste af de palæstinensiske vandressourcer på Vestbredden og omdirigerer dem til ulovlige israelske bosættelser.
Virksomhedens infrastruktur af brønde og bypass-rørledninger er bygget på en sådan måde, at palæstinensere, der bor i område C på Vestbredden, ikke har adgang til vand, samtidig med at den hjælper det israelske militær med at konfiskere palæstinensiske vandledninger og andre alternative måder at få adgang til vand i område C på. Ved sin vand-apartheid skaber Mekorot et miljø af tvang, der har til formål at tvinge palæstinensere fra deres jord og udvide de illegale, israelske bosættelser.
Den samme historie ses i den blokerede Gazastribe, hvor Israel i årtier har ødelagt landbrugssektoren. Siden 2007 har belejringen af Gaza begrænset palæstinensiske landmænds adgang til deres landbrugsjord og har forværret den alvorlige vandkrise i striben. Denne konsolidering af israelsk energikolonialisme og apartheid er også tydelig i grønvasknings-funktionerne i store projekter som Prosperity Green og ENLT-NewMed. Israel nægter de koloniserede palæstinensere (og jawlanere) suverænitet over deres [egne] energiressourcer og gør deres fuldstændige afhængighed af Israels energimarked permanent. Israels kontrol over palæstinensernes og jawlanernes energiressourcer er et effektivt redskab for bosætternes kolonialistiske ekspropriation og undertrykkelse.
Samtidig har Gazastriben, som ikke ligger langt fra gasfelterne Leviathan og Tamar, i årevis levet i mørke på grund af, at Israel har nægtet Gazaborgerne fuld adgang til elektricitet. Elektricitet, vand, vold og et utal af andre værktøjer er en del af den israelske bosætterkolonialismes mekanismer, der bruges til at "styre" og kontrollere palæstinenserne i de udpegede ghettoer. Øko-normaliseringsprojekter og energiprojekter, hvis formål er grønvaskning, giver Israel økonomisk støtte til at konsolidere sin ghettoiseringspolitik over for millioner af palæstinensere i Gazastriben og andre steder.
Det palæstinensiske energimarked holdes i det hele taget fanget af Israel. Palæstinensere, der bor i område C på den besatte Vestbred, bærer hovedbyrden af den palæstinensiske energiafhængighed af Israel: De nægtes adgang til elnettet i området, som er blevet udviklet af Israel til at forsyne ulovlige israelske bosættelser. Israel nægter også at give palæstinenserne tilladelse til at bygge solpaneler, som kunne udgøre en alternativ energikilde. Palæstinenserne er derfor tvunget til at bygge solpaneler (ofte finansieret af NGO'er og EU) uden israelske tilladelser, som Israel så bruger som påskud for at konfiskere og fjerne dem. Mellem 2001 og 2016 påførte Israels politik og praksis i område C palæstinenserne et anslået tab på 65 millioner euro i forhold til EU-finansieret støtte, herunder solcelleanlæg. Solenergisektoren i område C er blevet etableret af det palæstinensiske civilsamfund for at styrke lokalsamfundenes standhaftighed i området, og Israel bruger udviklingen af den som en taktik til at tvangsflytte dem.
Kritisk knudepunkt
Israels greenwashing, som forstærkes gennem øko-normaliseringen, er tæt forbundet med konsolideringen af apartheid og bosætterkolonialismen i Palæstina og Jawlan. Som påvist ovenfor er øko-normalisering socialt og miljømæssigt uretfærdig og ikke-bæredygtig, da den forhindrer energidemokrati og fødevaresuverænitet, og ethvert forsøg på at opnå en retfærdig energi- og landbrugsomstilling i Palæstina og Jawlan. Med stigende israelsk vold og bosætternes kolonialistiske ekspansion i de besatte palæstinensiske områder befinder den palæstinensiske antikolonialistiske kamp sig på et kritisk punkt. Den mørke tunnel, som palæstinensernes liv under israelsk undertrykkelse er, bliver stadig mørkere. Alligevel kan man se et glimt af lys, som oplyser palæstinensernes lange vej til befrielse: Det lys er den stigende modstand fra det palæstinensiske folk, som nægter at lade sig isolere, dehumanisere og udslette. Kampen for at vælte Israels undertrykkende regime er også en del af en større kamp for selvbestemmelse og frigørelse af andre folkeslag over hele verden. Kolonialistiske forsøg på yderligere at isolere Palæstina fra resten af den (arabiske) verden gennem (øko-)normalisering kan forpurres af araberes og andre folks kollektivt udøvede magt.
Derfor må sociale bevægelser, miljøgrupper, fagforeninger, studenterorganisationer og civilsamfundsorganisationer i og uden for den arabiske region intensivere deres protester mod deres regeringer, indtil de afslutter deres normaliserende bånd til Israel. Alternative medier bør udfordre mainstream-medierne, som gør Palæstina usynlig og irrelevant for de arabiske (og ikke-arabiske) folks kamp. Både enkeltpersoner og institutioner, især i den arabiske region, bør være mere på vagt over for kulturelle, akademiske, sociale og miljømæssige projekter og initiativer: Før de engagerer sig i dem, bør de undersøge deres finansieringskilder, deres deltagere og deres dagsorden. Miljøbevægelser kan også støtte den palæstinensiske kamp for selvbestemmelse ved at fokusere på og værdsætte øko-sumud ("standhaftighed") som et oprindeligt folks viden, der kan præge løsninger på og strategier til at afbøde klimakrisen. Endelig bør internationale græsrodsbevægelser øge deres støtte til boykot, afinvestering og sanktioner mod Israel.
Manal Shqair er en palæstinensisk klimaaktivist, forsker og tidligere international advocacy officer i den palæstinensisk baserede Stop the Wall-kampagne. Hun er ph.d.-studerende i sociologi ved Queen Margaret University i Skotland, og hendes forskning undersøger, hvilken rolle palæstinensiske seminomadiske kvinders daglige praksis med sumud (standhaftighed) spiller for at opretholde og styrke gruppesolidaritet og muliggøre folkelig modstand.