Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 20. Ansvarshavende redaktør : Peer Møller Christensen

 

Udskriv artiklen

 

Kinesisk marxistisk økonom: Kina må bremse den økonomiske vækst, hvis en global klimakatastrofe skal afværges

 

Af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion

 

Den kinesiske marxistiske økonom Li Minqi konkluderer i en artikel i Monthly Review, at den kinesiske økonomi skal nærme sig nulvækst, hvis en global klimakatastrofe skal undgås – og det kommer måske af sig selv.

 

Hans analyse præsenteres i en artikel i Monthly Review, som i juli-august i år udgav et temanummer om degrowth

 

Li Minqi, som ​​ er erklæret marxist og opfattes som eksponent for det , man kalder Det Nye Venstre i Kina, er uddannet økonom fra Beijing Universitet og ​​ University of Massachutetts Amherst, og bor nu i USA, hvor han arbejder som ​​ professor i økonomi ved University of Utah.

 

Ifølge Li Minqi vil enhver snak om at undgå en global klimakrise være frugtesløs, hvis man ikke inkluderer spørgsmålet om, hvordan den kinesiske økonomi kan bremses op, så den nærmer sig nulvækst. ​​ En global klimakatastrofe vil kun kunne afværges, hvis dette sker, og selv om den kinesiske ledelse skulle fortsætte med at stræbe efter økonomisk vækst, vil virkeligheden indhente landet fordi befolkningsudviklingen og udviklingen i arbejdsproduktiviteten af sig selv vil bremse den økonomiske vækst. Den kinesiske ledelse kan, ifølge Li Minqi, vælge, om den vil overrumples af den uundgåelige udvikling med de økonomiske og sociale kriser, det vil medføre, eller om man vil komme udviklingen i møde ved at omforme den nuværende kapitalistiske økonomi til en socialistisk økonomi baseret på demokratisk planlægning af en balanceret økonomi uden vækst.

 

Kinas økonomiske vækst og dens konsekvenser

Li Minqi indleder sin analyse med en beskrivelse af de seneste årtiers økonomiske udvikling i Kina. ​​ Den kinesiske økonomi voksede i de tyve år mellem 2001 og 2021 i gennemsnit 8,6% om året. Kina står i dag for ca. en femtedel af den globale produktion, og er den anden største økonomi målt på bruttonationalproduktet, kun overgået af USA. Ifølge Li Minqi har denne vækst haft store omkostninger socialt og miljømæssigt.

 

Forurening og ressourceforbrug i den kinesiske økonomi

Kina har nogle af verdens mest forurenede byer, og vandforsyningen i landet står over for en alvorlig krise, som kan føre til et omfattende fald i fødevareproduktionen og produktionen af elektricitet. ​​ Mere end 40% af den kinesiske jord lider under erosion og forurening, og kun 60% af Kinas overfladevand ​​ kan bruges som drikkevand.

 

Den kinesiske befolkning udgør 18% af jordens befolkning, men den kinesiske økonomi opsuger, ifølge Li Minqi, halvdelen af den globale produktion af stål, aluminium og cement, halvdelen af den globale produktion af svinekød, ​​ en tredjedel af den globale produktion af ris, en fjerdedel af majsen og en tredjedel af den producerede bomuld.

Hvis overforbruget af ressourcer ikke standses, vil det kinesiske økologiske system , ifølge Li Minqi, bryde sammen.

 

Udledning af drivhusgasser og fremtidigt ”budget”

Den økonomiske vækst har desuden ført til, at Kina har overhalet USA som verdens største udleder af drivhusgasser. Selv om den kinesiske befolkning, som nævnt, kun udgør 18% af jordens befolkning, udleder Kina om året 31% af de globale udledninger af drivhusgasser.

 

Li Minqi har beregnet, at ​​ den globalt akkumulerede udledning fra 2023 til 2100 ikke bør ​​ overstige 1,27 billioner (tusind milliarder) tons, hvis temperaturstigningerne skal holdes inden for de 2 grader celsius, som er en forudsætning for, at en altødelæggende klimakrise ikke skal ramme kloden.

 

Man kan kalde denne mængde udledninger af drivhusgasser for det globale ”budget”, som jordens nationer samlet kan tillade sig, hvis man vil undgå klimakatastrofen. Når man skal beregne, hvor stor en del af disse udledninger, de enkelte nationer kan tillade sig,altså de enkelte nationers ”budget”, kan man tage udgangspunkt enten i hvor stor en del af den globale udledning nationen i dag står for, eller sætte udledningerne i forhold til den enkelte nations andel af jordens befolkning.

 

Hvis man forudsætter, at Kina skulle fortsætte med at udlede den nuværende andel af de globale udledninger kan Kina fra 2023 til 2100 udlede i alt 390 milliarder tons.

Hvis Kina skulle udlede i forhold til sin andel af jordens befolkning, vil man mellem 2023 og 2100 kunne udlede 230 milliarder tons.

 

Hvis Kinas udledninger skal nedbringes i trit med Kinas andel af den globale befolkning skal udledningerne, ifølge Li Minqis beregninger, falde med 5 % om året. Hvis det skal ske, må den årlige økonomiske vækst i Kina falde til -2,3% i perioden fra 2026 til 2100.

 

Hvis udledningerne skal nedbringes i trit med Kinas nuværende andel af udledningerne skal de falde med 2,4% om året indtil 2100. For at det skal kunne ske, må den fremtidige årlige økonomiske vækst i Kina falde til 0,4 %.

 

Kinas fremtidige økonomiske vækstrate skal således reduceres til et sted mellem -2,3 % ​​ og 0%, for at Kina kan holde sig inden for sit nationale ”budget” af udledninger mellem 2026 og 2100.

 

Kommer faldet i den økonomiske vækst af sig selv ?

Li Minqi mener, at ​​ faldet i den økonomiske vækst i Kina vil komme af sig selv, på grund af udviklingen i arbejdsstyrken og arbejdsproduktiviteten, som sammen udgør grundlaget for den økonomiske vækst.

 

Det forventes, at Kinas befolkning i perioden mellem 2021 og 2100 vil falde med 46%, og at den del af befolkningen, som befinder sig ​​ i den arbejdsdygtige alder, i samme periode vil falde fra 750 millioner til ca. 270 millioner. Faldet i befolkningen og arbejdsstyrken vil ske gradvist, men er allerede startet i 2022, hvor det kinesiske befolkningstal faldt med 850.000 sammenlignet med året før.

 

Væksten i arbejdsproduktiviteten i Kina ​​ daler. I perioden ​​ 2002 – 2011 voksede arbejdsproduktiviteten ​​ i gennemsnit 10,2 % om året. Fra 2012 til 2021 faldt den årlige vækst i arbejdsproduktiviteten til 6,7%. Li Minqi mener, at man kan forvente, at den inden for de nærmeste år vil falde til niveauet i andre kapitalistiske lande med samme udviklingsgrad som den kinesiske, og det skulle betyde, at ​​ væksten i arbejdsproduktiviteten vil falde til ca. 2% om året.

 

Selv hvis den kinesiske regering fastholder ønsket om økonomisk vækst, vil Kina’s økonomiske vækstrate nærme sig 0 i anden halvdel af dette århundrede, på grund af faldet i arbejdsstyrken og faldet i arbejdsproduktiviteten.

 

Li Minqi forudser, at den økonomiske vækstrate i 2030 vil have nærmet sig 2%, ​​ i 2040 vil ligge et sted mellem 1 og 2 % og efter 2050 vil svinge svagt omkring 0%.

 

Vil de kinesiske arbejdere kunne gennemtvinge et fald i arbejdstiden

Den økonomiske vækst i Kina vil komme under yderligere pres, hvis det lykkes de kinesiske arbejdere at gennemtvinge en nedsættelse af arbejdstiden.

 

Kinesiske arbejdere har nogle af verdens længste arbejdsdage. I gennemsnit arbejder de, ifølge de kinesiske myndigheder, ​​ 2.400 timer om året. Hvis man forestiller sig, at det lykkes den kinesiske arbejderklasse inden 2050 at nedbringe arbejdstiden, så den falder fra 2.400 timer i 2022 til , hvad der svarer ​​ til den nuværende årlige arbejdstid i USA, nemlig 1.800 timer, vil det reducere Kinas effektive arbejdsudbud med 25%, hvilket vil føre til et fald i Kinas gennemsnitlige årlige økonomiske vækstrate i perioden med omkring 1 procentpoint.

I betragtning af, at Kinas økonomiske vækstrate, ud fra Li Minqi’s beregninger ovenfor, forventes at falde til tæt på nul ved midten af det enogtyvende århundrede, vil en yderligere reduktion af Kinas vækstrate med 1 procentpoint presse den kinesiske økonomi i negativ vækst.

 

En massiv og hurtig reduktion af den kinesiske produktion vil kunne føre til sammenbrud af kapitalistiske investeringer og udbredt social ustabilitet.

 

En velordnet overgang til nulvækst

I stedet for at vente på, at udviklingen på denne måde fører til økonomisk, socialt og økologisk sammenbrud, ville det, ifølge Li Minqi, være klogt af den kinesiske ledelse at sørge for en velordnet overgang til nulvækst ​​ igennem institutionel forandring.

 

Den nuværende kapitalistiske økonomi i Kina vil ikke kunne leve uden økonomisk vækst, så både for at undgå økonomiske kriser som følge af faldet i væksten og skabe muligheder for en nedbringelse af de kinesiske udledninger af drivhusgas, vil det, ifølge Li Minqi, være nødvendigt at erstatte den kapitalistiske økonomi med en socialistisk baseret på offentlig eje af produktionsmidlerne og en demokratisk planlægning af produktionen, som kan sikre, at den holder sig inden for det, Marx kaldte simpel reproduktion, altså at de investeringer, der gennemføres, udelukkende sker for at erstatte nedslidte produktionsmidler, det man kalder afskrivninger.

 

​​ I 2021 var Kinas bruttoinvesteringer omkring 43% af Kinas BNP, og efter fradrag af afskrivninger udgjorde nettoinvesteringerne omkring 28% af Kinas BNP.

 

Hvis nettoinvesteringen, der svarer til 28% af BNP, fjernes fra økonomien, vil det, ifølge Li Minqi, ​​ for at opretholde en effektiv efterspørgsel på det tidligere niveau, være nødvendigt at øge ​​ forbruget tilsvarende for at kompensere for tab af efterspørgsel. Kinas husholdningers forbrug var i 2021 38% af bruttonationalproduktet. Dette forbrug må øges med 28% for at balancere økonomien, og det kan ske ved en omfordeling af købekraft fra de kapitalistiske investeringer til forbrug. En sådan omfordeling mener Li Minqi kan ske ved indførelse af en universel grundindkomst, det vi i Danmark kalder borgerløn.

​​ Det er, ifølge Li Minqi, klart, at økologisk bæredygtighed kræver degrowth og degrowth kræver socialisme.

 

Kritik af Li Minqis analyse

Li Minqis analyse kan kritiseres for kun at se på, hvad der skal ske med den kinesiske økonomi, for at den globale klimakrise kan undgås. At han ikke også undersøger, hvordan den økonomiske vækst i de andre store økonomier bør udvikle sig, skyldes formentlig, at hans artikel indgår i et temanummer af Monthly Review, hvor de øvrige artikler behandler behovet for degrowth i resten af verden.

 

Man kan også diskutere om det er rimeligt, at drage Kina til ansvar for alle de udledninger, der sker inden for Kinas grænser. Kina har med globaliseringen fået tildelt positionen som hele verdens fabrikshal, og en del af de drivhusgasser, der udledes i Kina, stammer fra udenlandske - og kinesiske - virksomheders produktion af varer, som eksporteres til hele verden. Man kunne mene, at det er uretfærdigt at disse udledninger skal medregnes i de samlede kinesiske udledninger. De burde ikke medregnes i de udledninger, den kinesiske økonomi har ansvaret for. Men hvis man følger denne logik, burde udledningerne fra ​​ produktionen af de store mængder cement, stål, aluminium, svinekød, ris, majs og bomuld, som importeres til Kina og indgår i den kinesiske økonomi, også inkluderes i de kinesiske udledninger.

 

Det kan diskuteres, om ikke Li Minqi i sin analyse af faldet i arbejdsstyrken i Kina burde have inddraget den betydelige arbejdskraftsreserve, der findes i det kinesiske samfund. Rapporter fortæller, at arbejdsløsheden blandt unge kinesere er på 25% og mange steder i landet formodes den generelle arbejdsløshed at være væsentligt højere end de officielle ca. 5% (som også antages at ligge et stykke under den faktiske arbejdsløshed). Måske vil denne arbejdskraftsreserve i en vis udstrækning – i hvert fald på kort sigt - kunne modvirke det fald i arbejdsstyrken, som Li Minqi beskriver. Spørgsmålet er så, om Li Minqi får ret i sine forudsigelser på længere sigt, og at det sammen med et fald i arbejdsproduktiviteten vil tvinge den kinesiske økonomiske vækst ned mod nulvækst.

 

Man kan ​​ forestille sig, at den kinesiske befolknign ville være tøvende over for ideen om opbremsning af den økonomiske vækst, fordi det er den, som har skabt mulighederne for, at en stor gruppe af meget fattige kinesere har kunnet bevæge sig ud af deres fattigdom. Men samtidig har den kapitalistiske form for økonomiske vækst i Kina fremkaldt ​​ meget voldsomme forskelle i indkomst- og formuefordelingen i landet. Ved en omfordeling af den kapitalistiske profit til ​​ den type borgerløn, som Li Minqi foreslår, vil produktionen i den kinesiske økonomi på dets nuværende niveau i en balanceret form kunne komme hele befolkningen til gavn.

 

Li Minqi tager ​​ ikke stilling til, hvordan en omformning af de profitproducerende men statsejede firmaer i Kina kan omdannes til offentlig ejendom. Disse firmaer styres mere eller mindre direkte af kommunistpartiet, som kun udgør ca. 10% af befolkningen, og det er vanskeligt at se, hvordan denne styring kan erstattes af demokratisk planlægning. Både kommunistpartiets ledelse og ejerne af de firmaer, som ikke direkte er underlagt partiets kontrol, vil formentlig kæmpe med næb og kløer mod en sådan transformation af økonomien.

 

Ikke desto mindre mener Li Minqi, at transformationen er nødvendig, for at den globale klimakatastrofe og et økologisk sammenbrud i Kina kan undgås.