Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 20. Ansvarshavende redaktør : Peer Møller Christensen

 

Udskriv artiklen

 

 

Strejken fortalt som roman

Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion

En ny forskningsbaseret bog beskriver, hvordan strejker har været motiv for romaner af også verdenskendte forfattere

Strejke er arbejdernes mest slagkraftige middel i kampen for bedre løn- og arbejdsforhold eller forsvar for opnåede resultater og rettigheder. Strejke kan rettes imod en enkelt eller flere arbejdsgivere, være sympatistrejke med strejkende på andre arbejdspladser – eller generalstrejke ofte med et politisk aspekt indbygget. Arbejdsgivernes modtræk kan være lockout og i yderste fald afskedigelse af de strejkende.

Strejke og lockout kan være varslede som led i et aftalt forhandlingssystem, men lokale strejker er ofte opstået mere spontant uden om det formelle forhandlingssystem. En strejke defineres af den engelske sociolog Richard Hyman som en gruppe arbejderes midlertidige arbejdsstandsning med det formål at udtrykke utilfredshed og klager eller gennemtvinge krav. I begrebet arbejdsstandsning ligger, at arbejderne skal vende tilbage til det samme job i den samme virksomhed. Også den amerikanske sociolog Alvin W. Gouldner opfatter standsningen af arbejdet som det afgørende, men mener derudover, at en strejke er et meget sammensat, socialt fænomen. Fænomenet strejke opfattes i øvrigt meget forskelligt i forskerkredse.

Forskellige opfattelser af strejkens karakter

Nogle arbejdsmarkedssociologer af den klassiske skole forklarer strejker på et psykologisk plan ud fra forhold på den enkelte virksomhed, der som udgangspunkt er kendetegnet ved en industriel harmoni, hvor arbejdere og arbejdsgivere har en fælles interesse i at opnå en effektiv drift, hvor alle parter får et udbytte og ikke står i et grundlæggende modsætningsforhold. Strejker er kun et midlertidigt brud på harmonien forårsaget af dårlig kommunikation eller utilfredse enkeltpersoner – uansvarlige eller politisk handlende agitatorer eller provokatører.

En nyere skole ser strejker som symptomer på forstyrrelser i systemet, der kan helbredes og derfor ikke kan opfattes som værende af negativ karakter. Årsagen kan være dårlig ledelse, hvilket der kan rettes op på. Harmonien og balancen kan genoprettes. En anden nyere skole ser spændinger og konflikter som et socialt systems naturlige tilstand forårsaget af et større socialt systems sammensathed, hvor en gruppe kan have større magt over en anden gruppe, hvilket kan bevirke større ulighed og føre til konflikt. En strejke vil derfor ofte være udtryk for en ulige magtbalance, der kan munde ud i oprør imod systemet, men også kan føre til kompromisser og reformer.

Ved siden af disse skoler eller retninger ser marxistisk orienterede sociologer strejker i en bredere sammenhæng og opfatter konflikt som det kapitalistiske systems naturlige tilstand. De forklarer det ulige magtforhold som værende baseret på den herskende klasses besiddelse af produktionsmidlerne og derigennem adgang til at udbytte arbejderne, der må leve af at sælge deres arbejdskraft, hvorved de skaber en værdi større end, hvad kapitalisterne betaler for den købte arbejdskraft. Marxisterne ser således strejker ud fra et klassekampsperspektiv, hvor strejker handler om, hvor meget kapitalisterne skal betale for arbejdskraften, hvilket afgøres af styrkeforholdene i klassekampen.

Jo bedre organiseret arbejderne er, desto større krav kan stilles og gennemføres; og jo større kapitalisternes merværdi er, jo mere er arbejderne udbyttet. Et grundlæggende modsætningsforhold udtrykkes derfor i en kamp om de værdier, der skabes i produktionen og kan tage form af strejker, når forhandling ikke giver de ønskede resultater for arbejderne. Strejker kan også rumme et antikapitalistisk perspektiv, selvom den ifølge Lenin ikke vil spille den politiske hovedrolle, der tildeles revolutionen som midlet til afskaffelsen af klassesamfundet. En strejke kan dog have en uddannende funktion, da den med Lenins ord lærer arbejderne at organisere sig, bliver ”en skole i krig”, hvor arbejderne lærer ”at tænke på hele arbejderklassens kamp for hele klassen af fabriksarbejdere” (fra ”Om strejker”, 1899). Lenin advarer dog også imod at tro, at strejker alene kan føre til en betydelig forbedring af arbejdernes forhold og arbejderklassens befrielse, men peger på at opmærksomheden også må rettes mod andre måder at føre kampen med. Også Marx og Engels havde tidligere udtrykt bekymring for, at strejken som kampmiddel inden for kapitalismens rammer ville blive en ren interessekamp og fjerne fokus fra den radikale samfundsforandring.

Strejkens historie

Strejkevåbnet er i høj grad knyttet til den kapitalistiske samfundsform, men har i form af arbejdsstandsning dog også været anvendt i tidligere historiske epoker. Den ældst kendte strejke fandt sted for 3.500 år siden, da en gruppe egyptiske bygningsarbejdere nedlagde arbejdet med at bygge Ramses den tredjes dødstempel i Luxor i utilfredshed over ikke at have fået løn i to måneder. I 1300-tallet nedlagde tyske gørtlere arbejdet i over et år, og i 1600-tallet strejkede fiskere i de nordamerikanske kolonier på grund af manglende lønudbetaling. I 1768 gik havnearbejdere i London i aktion og lammede engelsk handel og økonomi i protest over for lav løn ved en arbejdsnedlæggelse, der fik betegnelsen strike fra de maritime udtryk ”to strike sail” og ”to strike mast” – at slække på sejl eller mast. Via søfolk bredte ordet sig til at betegne arbejdsnedlæggelser såvel til søs som på land og gled ind i også andre sprog som betegnelsen for en arbejdsnedlæggelse – også på dansk hvor ellers udtrykket skrue blev brugt.

I Danmark fandt én af de første arbejdsnedlæggelser sted under genopbygningen af Christiansborg Slot efter en større brand i København i utilfredshed med dårlige arbejdsvilkår og konkret foranlediget af en mesters korporlige afstraffelse af en svend. Flere strejker samme sted fandt sted og førte til indførelse af et strejkeforbud. Det blev dog trodset ved flere strejker blandt bygningshåndværkere i 1780´erne og det følgende årti, herunder i 1794 i København en større arbejdsnedlæggelse blandt tømrere under betegnelsen tømrerskrue, omfattende over 400 tømrersvende. Årsagen til konflikten er uklar og kan både have været utilfredshed med løn og med svendenes ansættelsesvilkår. På grund af strejkeforbuddet blev flere af de strejkende sat i fængsel, men blev efter omfattende protester løsladt og udvist til Tyskland, som en del af dem kom fra eller havde tætte forbindelser til. Også ind i 1800-tallet forekom flere arbejdsnedlæggelser, der sommetider antog form af omgangsskruer, hvor håndværkere på skrift nedlagde arbejdet hos de forskellige mestre typisk for at få hævet lønnen.

I takt med industrialiseringen bredte brugen af strejkevåbnet sig også til fabriksverdenen, og i 1899 udviklede en strejke blandt håndværkere sig til en bred bølge af strejker i både håndværk og industri, hvilket førte til en storlockout fra arbejdsgiverne og endte i septemberforliget, der lige siden har været det danske arbejdsmarkeds grundlov med stadfæstelsen af på den ene side arbejdernes ret til at organisere sig og på den anden arbejdsgivernes ledelsesret. Med afsæt i septemberforliget er den faglige kamp blevet stadig mere institutionaliseret med et fagretsligt system, der sætter ret snævre rammer for, hvornår og hvordan der kan konfliktes – og gør alle andre arbejdsnedlæggelser overenskomststridige, men dog ikke ulovlige som sådan (undtagen for tjenestemænd i den offentlige sektor), selv om de misvisende ofte i medierne kaldes ulovlige. Strejkeforbuddet blev fjernet i forbindelse med enevældens afskaffelse og indførelsen af grundloven i midten af 1800-tallet. Bortset fra en bølge af såkaldt vilde strejker i 1970´erne og 80´erne er antallet af overenskomststridige strejker faldet i årene efter 2. verdenskrig.

50 år med mange strejker

Inden kollektive aftalesystemer blev udviklet og gradvist indført i både Danmark og i forskelligt omfang også andre lande, var sidste halvdel af 1800-tallet og de første årtier af 1900-tallet præget af mange strejker, der både kunne handle om retten til at organisere sig og om løn- og arbejdsforhold. Ikke mindst i USA fandt en mængde ofte ret voldsomme arbejdskonflikter sted med adskillige både dræbte og sårede på begge sider, men især blandt de aktionerende og deres støtter. Mange arbejdskampe blev hårde og voldsprægede, da amerikanske virksomheder ikke blot flittigt benyttede sig af skruebrækkere, men også havde deres egne bevæbnede vagtkorps eller hyrede agenter til bekæmpelse af strejkende; ligesom virksomhedsejerne havde stor indflydelse på politikere og myndigheder i delstater og amter, så også politi og nationalgarden blev sat ind over for aktionerende arbejdere. ​​ 

Strejker fandt primært sted inden for håndværk, industri samt transport og i langt mindre grad inden for landbrug, service og den offentlige sektor, hvilket dog i de seneste årtier har ændret sig, så strejker i stigende omfang også finder sted inden for såvel de private servicebrancher som inden for offentlig service og forvaltning. Det er set både i USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland såvel som i Danmark, hvor antallet af tabte arbejdsdage på grund af konflikt i de senere år har været større i den offentlige sektor end i den private!

Strejker har haft store konsekvenser for de strejkende selv, deres familie og venner samt andre, som de har haft relationer til såvel som lokalsamfundet og til tider samfundet i bredere forstand. Derfor er strejker også blevet genstand for kunstneriske fremstillinger, da strejker både rummer dramatik og påvirker relationer mellem menneske ligesom krig, katastrofer og kriminalitet. Strejkens dramatik er blevet skildret i både malerkunsten og i såvel dokumentar- som spillefilm – lige fra klassikere som Eisensteins Strejke og Chaplins Moderne Tider til nyere film som Godards Alt er godt til Billy Elliot. Og ikke mindst skønlitteraturen har i både novelle- og romanform givet sine bidrag til skildring af strejker skrevet af såvel verdenskendte forfattere som forfattere, der kun er kendt i hjemlandet.

Romaner om strejke

Mens forskere inden samfundsvidenskaberne flittigt har beskæftiget sig med og skrevet om strejker som fænomen, er der kun i begrænset omfang forsket i og skrevet om strejken fortalt i skønlitterær form. Det har Nicklas Freisleben Lund rådet bod på med et litteraturvidenskabeligt studium, der er mundet ud i ph.d.-afhandlingen I ambivalent kamp. Strejken og romanen, 1850-1950, der i omskrevet form nu også er udgivet som bog af Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH) under titlen I Ambivalent kamp – Strejkeromanen 1850-1950. Der sættes fokus på, hvordan virkelighedens arbejdskampe i denne periode blev et centralt og tilbagevendende motiv i vestlig litteratur og udgangspunkt for en særlig romanform, som også påpegede behovet for samfundsmæssig forandring, men også afspejlede en række udfordringer og dilemmaer i forbindelse med disse kampe.

Ikke enhver roman, hvori en strejke indgår i handlingen, kan ifølge Freisleben Lund betegnes som en strejkeroman. Nogle romaner bruger blot en strejke som ramme om eller afsæt for handlingen, f.eks. Dashell Hammetts Rød høst fra 1929. Andre romaner giver et negativt billede af strejker som i Johannes V. Jensens Hjulet fra 1905 om jernbanearbejderes strejke i 1905 i Chicago ledet af en magtsyg, brutal folkeforfører og gennemført med massiv vold over for skruebrækkere, mens de strejkende lider stor nød.

Men også romaner med strejken som det centrale element og forståelse for de strejkende er ikke entydigt en strejkeroman. Det gælder for eksempel den norske forfatter Per Sivles Arbejderroman (fra 1891), der i realistisk fortællende form beskriver en gruppe trælastarbejderes kamp for bedre løn- og arbejdsforhold kulminerende med en dramatisk strejke og udtrykker sympati for de strejkendes sag – med filosoffen Jean-Paul Sartres ord ’engageret litteratur’. Den engagerede litteratur udpeger uretfærdigheder, der må handles på, men anviser ikke nødvendigvis selv den rette handling. Det er ifølge skribentens mening netop tilfældet med Sivles roman, hvor strejken tabes efter at være blevet eskaleret: ”Hvis Streik indledes med en klar, kampberedt støtteerklæring til strejken, så er dens horisontlinje anderledes mørk, mudret og tvivlende”, lyder dommen fra Freisleben Lund, der påpeger, at strejkeromanen karakteriseres ved en udpræget ambivalens.

Efter hans opfattelse skal den for at kunne kategoriseres som en strejkeroman opfylde flere kriterier. Den skal være overskridende, samfundskritisk, vise mulighedsrum, som via politisk ageren kan skabe forandring, selv om det ikke altid lykkes, hvilket bidrager til ambivalensen. Med til ambivalensen hører også, at romanernes hovedfigurer, strejkelederne, kan være problematiske i deres adfærd – være skrøbelige, komplekse, svære at kontrollere og begå fejl. Derfor er disse lederes ageren ikke kun ”ideel, uanfægtelig eller garant for opnåelsen af det ønskede mål”. Strejkeromanen kan således have en både engagerende og ambivalent karakter.  ​​ ​​​​ 

Tre klassiske strejkeromaner

Til at belyse hvad en strejkeroman er, analyseres tre klassiske værker af internationalt kendte forfattere, oversat til en række sprog og også filmatiseret. Kendetegnende for disse romaner er, at de ”ikke bare handler om, men på flere niveauer formes af strejken”, ligesom de giver anledning til en ”ambivalent refleksion over strejkens praksis”, og ”hvad det indebærer at agere politisk”. ​​ 

Den ene roman er skrevet af den franske forfatter Emile Zola (1840-1902), hvis hovedværk er romancyklussen Les Rougon-Macguart skrevet fra 1871 til 1893 omfattende i alt 20 bind, der beskriver en families liv og udvikling i denne periode. Den ene af romanerne har en minearbejderstrejke i Nordfrankrig som omdrejningspunkt for handlingen. Den har titlen Germinal, hvilket var navnet på den første måned i den nye kalender, som blev indført efter den franske revolution. I romanen skildres det hårde, nedslidende og trøstesløse liv i minen og minearbejderbyen præget af nød og elendighed blandt arbejderfamilierne, mens mineejeren og hans familie lever i bekymringsløs overdådighed. En arbejdsulykke udløser en strejke, der løbende eskalerer efter flere forgæves forsøg fra de strejkende på forhandling. Strejken kulminerer, da minebyens butik stormes og plyndres – og arbejderkvinderne skænder liget af den forhadte butiksejer, der under tumulten kommer af dage ved en ulykke. Selvom sympatien hos Zola ligger hos arbejderne, karakteriserer han denne adfærd som ukontrolleret og dyrisk, ligesom han skildrer, hvordan strejken ændrer karakter og bliver til er oprør, som staten kan bruge som påskud til at sætte militæret ind imod arbejderne og med mange døde og kvæstede til følge nedkæmpe opstanden. Forvandlingen fra en arbejdsnedlæggelse til et oprør fører ifølge Zola til nederlag for de strejkende og sætter dem tilbage til det udgangspunkt, som de ville forandre – det er derfor ikke den rigtige vej frem.  

Martin Andersen Nexø (1869-1954) er forfatter til den anden af romanerne, nemlig Den store kamp, der er en del af det fire bind store romanværk om Pelle Erobreren skrevet i årene 1906 -10. I de to første bind Barndom og Læreår oplever Pelle, hvordan enkeltstående arbejderes oprør mod urimelige forhold nemt slås ned – nærmest bogstaveligt, mens han i tredje bind Den store kamp oplever og selv engagerer sig i kollektivt baserede strejker, hvilket øger hans voksende klassebevidsthed og hans forsøg på at frigøre sig selv og sine klassefæller via kollektiv organisering. De to første bind rummer derfor – som sidehistorier – skildringer af individuel modstand og oprør, mens tredje bind skildrer Pelles politiske bevidstgørelse via strejker som kollektiv kampform og derfor kan karakteriseres som en strejkeroman. Pelle opnår en ledende position i fagbevægelsens kamp for bedre løn- og arbejdsforhold og insisterer på, at resultaterne skal nås med fredelige midler som en ren arbejdsnedlæggelse – og ikke som i Germinal med vold. Han påtaler derfor en gruppe strejkende arbejderes chikane af en skruebrækker og appellerer til ordentlighed. Der opstår også spændinger mellem ham og arbejdere, der i en konfliktsituation vil udvide kravene, ligesom der er uenigheder om, hvordan demokratiet praktiseres under en konflikt. Romanen afspejler således de dilemmaer og den ambivalens, der kan være ved strejkevåbenet og antyder i afslutningen også en kritik af resultatet af storkonflikten i 1899, der førte til Septemberforliget.  ​​​​ 

Mens strejkerne i Germinal og Den store kamp er iværksat af arbejderne selv på arbejdspladsen, er en strejke blandt landarbejdere tilskyndet til og organiseret af udefra kommende fagforeningsagitatorer med tilknytning til kommunistpartiet i den tredje af romanerne, In Dubious Battle fra 1936 skrevet af John Steinbeck (1902-68). Den engelske originaltitel er et citat fra én af linjerne i filosoffen John Miltons Paradise Lost fra 1667 og rummer en tvetydighed, idet den kan forstås både som en tvivlsom kamp og en kamp, der er unødvendig. I den danske udgave er valgt titlen Det ukuelige sind, der er en oversættelse af én af de andre linjer i Paradise Lost. Romanen skildrer de elendige arbejds- og boligforhold for frugtplukkere i et kriseramt USA.

Romanen følger to professionaliserede strejkemagere, der tager til den fiktive Torgas Valley, hvor en nedsættelse af frugtplukkernes løn bruges som indgang, og en arbejdsulykke bliver anledning til en strejke, som de to agitatorer påtager sig ledelsen af sammen med udvalgte arbejdere, der har de andre arbejderes tillid. Ligesom i Germinal udvikler strejken sig i voldelig retning på grund af den brutale fremfærd fra arbejdsgiverne og deres vagtværn samt de lokale myndigheder og politistyrker. De strejkende optræder dog også stadig mere brutalt over for strejkebrydere, og konflikten eskalerer løbende med også uenigheder blandt de strejkende. De to agitatorer fastholder, at strejkens videre forløb besluttes demokratisk ved stormøder for de strejkende: ”the men are the bosses”, men rummer også muligheden for manipulation. Steinbeck skildrer derfor i romanen de problemer med organiseringen og styringen af en strejke, der kan løbe de strejkende af hænde og ende i blodigt nederlag, fordi der kun vil være to muligheder: en fredelig afslutning uden opfyldelse af kravene eller en massakre. Derfor består ambivalensen i, om en retfærdig kamp alligevel bliver tvivlsom, hvis den udarter sig i en så voldelig retning.

Freisleben Lund vurderer dog ikke, at Steinbecks i sin roman fremstiller vold og brutalitet som et udtryk for menneskets universelle natur, men som ”et resultat af dets selvskabte samfundsmæssige rammesætning – kapitalismens hårdhændede magtstruktur”. Ellers retfærdige konflikter presses i kraft af et ulige magtforhold ud i en uhensigtsmæssig, voldelig form, selv om samfundsmæssig forandring er nødvendig.

Strejke med ambivalens  ​​ ​​​​ 

Fælles for de tre analyserede romaner er, at de på samme tid solidariserer sig med arbejderne og anser strejken som et berettiget og nødvendigt kollektivt kampmiddel, der også rummer kim til en politisk bevidstgørelse og en kollektivisering af kampen for forandring. Men samtidig er der en ambivalens i forhold til strejkens formål og ikke mindst form, der i værste fald kan føre til nederlag – tilbage til start. De tre værker insisterer på, at noget må gøres, men fremviser også tvivl om hvad og hvordan. Det er essensen i Nicklas Freisleben Lunds definition på en strejkeroman, men kan opfattes som temmelig abstrakt og snæver. Hvorfor kan andre romaner som for eksempel Per Sivles Arbejderroman ikke gøre sig fortjent til betegnelsen? Det belyser bogen ikke helt klart; men bidrager til kritisk opmærksomhed på, hvordan strejker skildres i romaner – og for den sags skyld også på film og i teater. Er det blot en mere eller mindre realistisk skildring med måske en psykologiseret, individuel tilgang til personerne og deres handlinger - eller en skildring af strejken som en kollektiv begivenhed og proces, der også medvirker til politisk bevidstgørelse som afsæt for forandring?

En svaghed ved bogen, som Freisleben Lund også selv er inde på afslutningsvist, er, at alle de tre analyserede romaner såvel som næsten alle omtalte romaner er skrevet for mange år siden – alle før 2. verdenskrig og de fleste for mere end 100 år siden. Verden har forandret sig siden og dermed i et vist omfang også rammevilkårene for faglig kamp. In Dubious Battle handler ligesom Steinbecks Vredens Druer om landarbejdere, hvis vilkår stadig mange steder i verden – til dels også Danmark - minder om de i disse romaner beskrevne med lav løn, nedslidende arbejde og usikre ansættelsesvilkår.

De øvrige romaner skildrer forhold på industrielle arbejdspladser, hvor der kan trækkes paralleller til forholdene i de nyligt industrialiserede lande i Fjernøsten og det globale syd, mens forholdene er betydeligt ændret i de gamle industrilande i Vesten. Sammensætningen af arbejdsstyrken er ændret, da kvinderne i stort omfang er kommet ud på arbejdsmarkedet i både industri- og serviceerhverv og ikke mindst den offentlige sektor. Hvor manden tidligere var ene- eller hovedforsørger, var det økonomisk stærkt presset for familien at være i konflikt. Med to indkomster i mange husholdninger vil presset i dag ikke være helt så stort, medmindre begge er med i konflikten. Direkte nød vil ikke i samme omfang banke på døren, da forskellige samfundsmæssige velfærds-foranstaltninger samt strejkekasser eller indsamlinger vil bidrage til, at familiens børn ikke skal gå i sultne i seng.

Erhvervsstrukturen har også ændret sig, så industrien omfatter væsentligt færre ansatte end tidligere på grund af blandt andet udflytning af industriel produktion og ny produktivitetsfremmende teknologi, mens service, administration og kommunikation er vokset tillige med hele den offentlige sektor. Faglige kampe foregår derfor som tidligere nævnt i stigende grad inden for disse områder og i de seneste år især i den offentlige sektor, samtidigt med at aftaler og love har institutionaliseret og regulerer faglig forhandling og konflikt. Ny teknologi betyder dog, at selv ret små faggrupper også kan lamme produktion eller samfund ved strejker eller punktaktioner, som det ofte er set inden for transportsektoren, når tog- eller flypersonale har aktioneret. ​​ 

Nye former for kommunikation

Ny informations- og kommunikationsteknologi har også markant ændret mulighederne for at udbrede kendskabet til strejker. Før i tiden var strejker ofte noget, som kun var kendt lokalt i den enkelte by og dens nærmeste omegn, så den kunne være overstået, inden budskabet herom bragt til fods, med skib eller post efter flere dage nåede frem til andre dele af landet. Med telegrafen, telefonen, radio, film, tv og senest internettet er det blevet muligt stadigt hurtigere at få information ud over såvel by- som landegrænser, ja rundt i hele verden, hvilket har givet helt nye muligheder for at organisere sympatiaktioner og strejkestøttearbejde samt moralsk og politisk støtte til de strejkende. Det er ved de seneste private og offentlige overenskomstforhandlinger blevet flittigt brugt. I en evaluering af OK-18 konkluderede Moderniseringsstyrelsen, at de offentligt ansattes kampagner på sociale medier i høj grad var med til at vinde befolkningens hjerter og presse regeringen til i sidste øjeblik inden en storkonflikt at måtte bide i græsset og opgive mange af arbejdsgivernes krav.

Også før internettets tid var international strejkestøtte blevet nemmere, fordi både transport- og kommunikationsmulighederne var øget stærkt i forhold til før i tiden, hvilket blandt oplevedes under den store minearbejderstrejke i England i midten af 1980´erne, hvor strejkestøttekomiteer blev oprettet i en række lande – også Danmark – og løbende modtog information fra de strejkende og også fik besøg af dem. De nye informations- og kommunikationskanaler er naturligvis også benyttet af arbejdsgivere og regeringer til at tegne deres billede af konflikter eller optakten til disse for at opnå befolkningens forståelse, hvor de har haft fordel af at have lettere adgang til mange nyhedsmedier. Mange aviser var og er af borgerlig observans; men også offentligt drevne medier som DR har ofte videreformidlet arbejdsgiverholdninger baseret på den liberalistisk opfattelse af samfundsøkonomi.

Med udgangspunkt i en strejke i 1976 blandt benzinchauffører påviste Lars Qvortrup i bogen ’Danmarks Radio og arbejdskampen’ således, hvordan Radioavisens dækning fra i starten at være nogenlunde neutral i takt med strejkens udvikling blev mere og mere tendentiøs og fjendtlig over for de strejkende baseret på manipulation og usandheder. Kun arbejdsgivernes synspunkter blev gengivet, og benzinchaufførerne blev fremstillet som personer, der af individuelle egenskaber i form af ubetænksomhed eller ondskab forholdt befolkningen den benzin, olie og petroleum, som den i DR´s egen forståelse havde ret til.

I nutidens medieverden med mange konkurrerende tv-kanaler på også nyhedsfronten er det ofte nemmere for arbejdere at komme igennem med deres budskaber i forbindelse med igangværende eller forestående konflikter. Ikke mindst giver de sociale medier mulighed for frit, uden censur eller manipulation at komme til orde, selvom begrænsningen kan bestå i at kommunikere i et ekkokammer.

Netop forbedrede muligheder for at skabe bred opbakning til en strejke er i dag af nok endnu større betydning, da en del konflikter også rummer et samfundsmæssigt, politisk perspektiv, hvad end det i sin tid var de engelske minearbejderes strejke eller i dag er strejkende sygeplejersker. Derfor kunne det være interessant at belyse, om de ændrede forhold også afspejler sig i nyere strejkeromaner. Freisleben Lund omtaler afsluttende i sin bog kort tre romaner skrevet i nyere tid, blandt andet GB84 om netop den engelske minestrejke - ikke med strejkelederne som hovedpersoner, men set gennem to menige minearbejderes øjne. Han begrunder sit valg med, at der er tale om et litteraturhistorisk studie med en ambition om at kaste nyt lys på et i vidt omfang glemt kapitel af skønlitteraturen.

En opfølgning med et studie af nyere strejkeromaner ville derfor være oplagt, da nutidens strejker ofte vil foregå anderledes. Kernen i en strejke vil dog fortsat være den samme, nemlig utilfredshed med et ønske om forbedring og kræver organisering, sammenhold og solidaritet, men også udfordringer og ikke altid opnåelse af de stillede krav. Kampen er dog ikke formålsløs – for med digteren Hostrups ord: ”ingen ærlig kamp er spildt, der står for livets fremme.

Om bogen

Nicklas Freisleben Lund: I ambivalent kamp. Strejkeromanen 1850-1950, SFAH´s skriftserie nr. 62, 1. oplag 2023. https://sfah.dk/7630-2/

Læs mere

Lars Qvortrup: Danmarks Radio og arbejdskampen, Bidrags Skrfitserie, nr. 2, 1977  ​​​​ 

Tømrerskruen: https://leksikon.org/art.php?n=4961

https://www.arbejdermuseet.dk/viden-samlinger/arbejderhistorien/plads-til-os-alle/naar-baegeret-flyder-arbejdskampe/tidlige-konflikter/

​​ 

 

​​ 

 ​​​​