Kineserne er mere klimabevidste end folk i Vesten
Af Peer Møller Christensen medlem af Kritisk Revys redaktion.
Den kinesiske befolkning er langt mere bevidst om, hvad klimaforandringerne betyder for deres dagligdag og i højere grad indstillet på at acceptere indgreb i deres livsstil, for at afværge en kommende klimakatastrofe, end befolkningerne i Vesten. Den kinesiske ledelse er imidlertid ikke interesseret i at sænke sine ambitioner om ”Den Kinesiske Drøm”, der kræver fortsat økonomisk vækst og udledning af drivhusgasser.
Kinesernes klimabevidsthed
For kort tid siden blev det kinesiske fastland ramt af en tyfon, der sendte de kraftigste nedbørsmængder i 140 år ned over hovedstaden Beijing. Uvejret resulterede i voldsomme oversvømmelser i Beijing og omegn, og tidligere i år oplevede Kina en ny varmerekord, da der blev registreret en temperatur på 52,2 grader celsius i provinsen Xinjiang.
Dette års klimarekorder i Kina kommer efter mange års hedebølger, tørke og oversvømmelser, som følge af de omfattende globale klimaforandringer. Det er formentlig disse voldsomme vejrhændelser, der har fået den kinesiske befolkning til gennem de seneste år at blive mere bevidst om risikoen for katastrofale konsekvenser af klimaforandringerne og udvikle en voksende villighed til at acceptere regeringsindgreb i deres dagligdag, hvis det kan medvirke til at bremse den gallopperende udvikling. Den kinesiske befolkning er blevet langt mere bevidst om klimaproblemerne end folk i Vesten.
Hvert år offentliggør Den Europæiske Investeringsbank resultaterne af en omfattende spørgeskemaundersøgelse, hvor man undersøger holdningen til klimaforandringerne overalt på kloden, og således også i år, hvor man har har udarbejdet og offentliggjort, European Investment Bank Climate Survey 2022-23, hvor bl.a. holdningerne i den kinesiske befolkning indgår.
I denne globale spørgeskemaundersøgelse har investeringsbanken bedt om svar på en række spørgsmål, der har relation til klimaforandringerne, og svarene fra de kinesiske respondenter afspejler en langt højere bevidsthed om problemernes omfang og en større grad af villighed til at acceptere livsstilsændringer end befolkningerne i eksempelvis USA og EU.
91% af de adspurgte kinesere svarer bekræftende på om ”..klimaforandringerne påvirker din dagligdag ?”, mens det blandt respondenter fra EU kun er 80% og for amerikanerne er tallet 67%.
På spørgsmål om man ”Ville være tilhænger af strengere regeringsindgreb med det formål at ændre folks adfærd for at forhindre kilmaforandringer ?” svarer 90% af kineserne bekræftende, mens det kun er tilfældet for 66% af de adspurgte EU-borgere og 50% af borgere i USA.
Nogenlunde lige så mange kinesere, der føler at klimaforandringerne forandrer deres hverdag, er villige til at acceptere adfærdsregulerende regeringsindgreb, nemlig 91 og 90 %. Selv om 80% af EU-borgerne er enige i, at klimaforandringerne har indvirken på deres hverdag, er det kun 66% af dem, der vil acceptere adfærdsregulerende regeringsindgreb. For USA-borgerne er tallene 67% og 50%. Kineserne er således langt mere indstillede på at drage de nødvendige konsekvenser i deres måde at leve på af deres følelse af, at klimaforandringerne påvirker deres dagligdag.
87 procent af kineserne støtter et energimarked, hvor prisen på energi stiger, jo mere en husholdning forbruger. I Europa er det 63 procent, mens det er 57 procent i USA.
Det samme billede går igen i den lange række af spørgsmål, som investeringsbanken stiller. De kinesiske svar viser en langt højere grad af bevidsthed om klimaforandringerne, hvad de betyder for den enkelte kineser og en villighed til at ændre livsstil, hvis det kan medvirke til at dæmme op for klimakatastrofen
Den kinesiske regering vil ikke opgive ”Den Kinesiske Drøm”
Den stigende bekymring for konsekvenserne af klimaforandringerne hos almindelige kinesere er imidlertid tilsyneladende ikke nået op til den kinesiske regering, som fastholder de mål for udledningstakten, man accepterede i forbindelse med Paris-aftalen i 2015 , nemlig at udledningen af drivhusgasser i Kina skal toppe i 2030 og at Kina først i 2060 skal være fuldstændigt klimaneutral .
Den kinesiske regering er ikke villig til at øge hastigheden i den grønne omstilling, da lavere mål for den økonomiske vækst vil kunne bremse udviklingen af ”Den Kinesiske Drøm”. Så sent som for nogle uger siden, da den amerikanske regerings klima-gesandt John Kerry havde besøgt Beijing og ført samtaler med kinesiske ledere, understregede den kinesiske præsident Xi Jinping, at ingen udefrakommende skulle blande sig i, hvordan Kina skal forholde sig til klimaforandringerne, og at man havde tænkt sig at fastholde de to ovennævnte mål – udledningerne skal toppe i 2030 og man skal være klimaneutral i 2060.
Når den kinesiske regering skal forklare, hvorfor man ikke vil sætte ekstra skub i nedbringelsen af udledning af drivhusgasser, henviser man til, at det er den vestlige verden, som i sin stræben efter vækst og rigdom siden starten på industrialiseringen har udledt den mængde drivhusgasser, som nu skubber på klimaforandringerne.
Den kinesiske regering holder på sin ret til på samme måde som de vestlige lande at udvikle det kinesiske samfund og den kinesiske økonomi gennem en modernisering og industrialisering, der uundgåeligt i de kommende år vil føre til voksende udledninger af drivhusgasser. Man mener, det er hyklerisk af det rige Vesten at forsøge at forhindre Kina i også at udvikle sig til en rig nation, og selv om Kina nu som nation er verdens ubestridt største udleder af drivhusgasser, så påpeger man, at udledningen per indbygger (per capita) i USA stadig er højere end i Kina.
Grundlaget for denne kinesiske argumentation er imidlertid ved langsomt at blive undermineret, fordi de kinesiske udledninger totalt og per capita er ved at indhente udledningerne fra den industrialiserede verden, ligesom Kina i løbet af få år vil nå op på tal for den akkumulerede udvikling, der kan sammenlignes med tallene for de vestlige industrilande.
De historiske udledninger af drivhusgasser
Kina har på ca. fyrre år med raketfart opnået en industrialisering og modernisering af det kinesiske samfund og den kinesiske økonomi, som de vestlige industriilande var flere århundreder om at nå. Med i perioder tocifrede vækstrater har Kina som nation opnået et årligt bruttonationalprodukt, der placerer landet som den næststørste økonomi i verden, kun overgået af USA, og regnet i købekraftsparitet indtager Kina pladsen som verdens største økonomi.
Denne eksplosive økonomiske vækst har selvfølgelig været ledsaget af voldsomt stigende udledninger af drivhusgasser især CO2. Figur 1 viser de årlige udledninger af CO2 fra USA, Kina og EU i perioden fra starten på industrialiseringen i 1850 og frem til 2021. Det fremgår af figuren, at de årlige kinesiske udledninger af CO2 siden starten på den økonomiske vækst i Kina er steget som en næsten lodret kurve, og Kina overgår nu de to tidligere største udledere af CO2 – USA og EU, hvor udledningerne siden begyndelsen af det nye århundrede har været faldende. Kina står som nation årligt for ca. 30% af de globale udledninger.
Hvis man kun ser på de enkelte nationers udledninger af CO2 og andre drivhusgasser, men ser bort fra befolkningernes størrelse, får man, ifølge den kinesiske ledelse, et forvrænget indtryk af betydningen af udledningerne. Kinas befolkning er så meget større end befolkningerne i eksempelvis USA og EU, at man kun får et reelt billede af udledningerne ved at se på dem som udledninger per indbygger (per capita).
Figur 2. viser de årlige udledninger af CO2 per indbygger fra USA, Kina og EU i perioden fra 1850 til 2021.
USA har i hele perioden haft den højeste udledning af CO2 per indbygger. Men som det fremgår af figuren nærmer de to kurver for henholdsvis USA og Kina i denne henseende hinanden mere og mere, og afstanden imellem dem er betragteligt formindsket. Umiddelbart ser det ud som om Kina om nogle år vil overhale USA på denne parameter.
Det fremgår desuden af figuren, at Kina allerede har overhalet EU hvad angår CO2-udledninger per indbygger, og det er vel et spørgsmål, om Kina i 2030, når landets udledninger efter planerne skal toppe, også vil have overhalet og udlede mere CO2 per capita end USA .
Akkumulerede udledninger
Figur 3 viser de akkumulerede udledninger fra perioden 1850 til 2021 fordelt på USA, Kina og EU. Kurverne på figuren viser, at USA og EU har stået for en stor del af de akkumulerede udledninger af CO2 i perioden, men kurven for de akkumulerede kinesiske udledninger stiger stejlere end kurverne for USA og EU, og ser ud til inden for en årrække at skære disse to og overhale de to lande/regioner, som på på nuværende tidspunkt har stået for de største akkumulerede udledninger.
Udledninger af drivhusgasser fordelt på indkomstgrupper i Kina
Sidste år udgav World Inequality Lab, der er opstået som forskningsinstitut under ledelse af Thomas Piketty, sin årlige rapport,World Inequality Report 2022. 2022-rapporten adskilte sig fra de tidligere års rapporter ved, at man også har inddraget de nationale sociale forskelle i udledninger af drivhusgasser, dvs. man har analyseret, hvor meget de enkelte indkomstgrupper i gennemsnit udleder.
Samtidig lagde man det omfattende globale datagrundlag, der var blevet brugt til at foretage analyserne, frem i form af, hvad man kalder World Inequality Database. Rådata fra denne database er brugt ved udformningen af figur 4 og 5 i denne artikel.
Som det, ifølge World Inequality Report 2022, gælder for stort set alle nationer, er der også i Kina stor forskel på, hvor meget de forskellige indkomstgrupper udleder, altså hvor meget fattige, mellemindkomster og de rigeste hver for sig i gennemsnit udleder af drivhusgasser om året .
Figur 4 viser de gennemsnitlige udledninger for indkomstgrupper i Kina opdelt på tiendedele (deciler), dvs. de 10 procent fattigste, de ti næste op til de ti procent rigeste.
Som det fremgår af figuren er der stor forskel på hvor meget henholdsvis fattige og rige udleder i Kina. De 9 nederste tiendedele, dvs 90% af befolkingen udleder meget lidt sammenlignet med de 10 % rigeste. De rigeste 10 % udleder i gennemsnit over 36 tons drivhusgasser om året.
Til sammenligning viser Figur 5 de gennemsnitlige udledninger for tilsvarende indkomstgrupper i Danmark. Udledningerne i Danmark er tydeligvis mere ligeligt fordelt på indkomstgrupperne, selv om det også her er de rigeste 10 % der står for de højeste udledninger. Men det er bemærkelsesværdigt, at de 10 % rigeste danskere i gennemsnit udleder mindre end de 10% rigeste kineserne – nemlig under 30 tons mod de rigeste kineseres 36 tons. Og de 10% rigeste i Kina udgør en befolkningsgruppe på ca 130 millioner.
I World Inequality Report 2022 bliver det da også understreget, at det er de rigeste 10 % kinesere, der skal nedbringe deres udledninger, hvis Kina skal opfylde målet fra Paris-aftalen om at udledningerne skal toppe i 2030. Som det fremgår af figuren nedenfor, som stammer fra rapporten, er udledningerne fra de fattigste 90 % så lave, at man stadig vil kunne øge dem, mens de rigeste 10% vil være nødt til at nedbringe sine udledninger med 73 %, altså med næsten tre fjerdedele.
Siden starten på de økonomiske reformer i slutningen af 1970rne/begyndelsen af 1980rne har Kina udviklet sig til et af de mest ulige samfund i verden. Det er kommunistpartiets erklærede politik at begrænse uligheden i det kinesiske samfund, men spørgsmålet er, om man er interesseret i at begrænse luksusforbruget og ikke - bæredygtige investeringer hos den omfangsrige gruppe af kinesiske milliardærer for at tvinge udledningerne fra denne gruppe ned.
Kinas økonomiske vækst
Den kinesiske ledelse holder altså fast på, at man ikke vil sætte farten op i den grønne omstilling, men satser på at realisere målene fra Paris-aftalen. Ganske vist forudsiger Global Energy Monitor i rapporten A Race To The Top: China 2023, ud fra analyser af udviklingen af vedvarende energikilder i Kina, at landet formentlig vil nå sit mål for 2030 på 1.200 GW af akkumuleret kapacitet i energiproduktion baseret på sol og vind allerede i 2025, dvs fem år før planen. Kina står for næsten halvdelen af den globale kapacitet mht. vind- og solenergi, og producerer flere solceller, vindmøller og batterier til elbiler end noget andet land. En ud af fire biler, der sidste år blev solgt i Kina, var en elbil. Alligevel kommer 50% af energien i Kina fra kulkraftværker, og der etableres i gennemsnit to nye kulkraftværker om ugen. Det er ifølge den kinesiske ledelse nødvendigt i de kommende år at fortsætte udbygningen af kulkraftværker for at fastholde den økonomiske vækst.
Spørgsmålet er imidlertid, om Kina fortsat vil kunne opnå den ønskede vækst.
Som man kan se på figur 6 var der et kort tilbageslag i væksten i det kinesiske BNP efter den globale finanskrise i 2008/9, men det lykkedes den kinesiske regering at få gang i væksten igen med en meget stor stimulanspakke. Denne stimulans ebbede dog hurtigt ud, og faldet i vækstrater blev yderligere påvirket af den amerikanske handelskrig mod Kina og Covid-pandemien, som lukkede ned for store dele af både den kinesiske indenlandske produktion og verdenshandelen. Der blev umiddelbart sat gang i væksten efter afslutningen på pandemien, men allerede sidste år faldt væksten i det kinesiske BNP til 3% på årsbasis.
Økonomiske problemer i begyndelsen af 2023 har sat fart i formodningerne om, at den kinesiske økonomi langsomt bevæger sig nedad fra de tidligere tocifrede vækstrater mod permanent nulvækst. I andet kvartal af 2023 var væksten i BNP kun 0,8 %.
Nogle økonomer mener, at konsekvenserne af de accelererende klimaforandringer i sig selv vil bremse væksten i den kinesiske økonomi inden for de nærmeste årtier.
I det seneste nummer af Monthly Review beskriver den marxistiske kinesiske økonom Li Minqi, hvad han opfatter som Kinas uundgåelige fald mod permanent nulvækst. Han baserer sin forudsigelse på beregninger, der viser, at den kinesiske arbejdsstyrke som andel af den samlede befolkning vil falde drastisk i de nærmeste årtier, samtidig med at produktiviteten i produktionen også vil være faldende.
Li Minqis analyse vil blive præsenteret i detaljer i en kommende artikel i Kritisk Revy.
Kommunistpartiet og befolkningen
Næsten hele den kinesiske befolkning lader til at være bekymrede over konsekvenserne af klimaforandringerne og villig til at acceptere indgreb fra den kinesiske regerings side, der påvirker deres måde at leve på. Det virker imidlertid ikke, som om den kinesiske ledelse har tænkt sig at tage hensyn til denne udbredte holdning i befolkningen.
Kina er ikke et demokrati. Landet ledes af toppen af et kommunistparti, hvor kun under 10 % af befolkningen er medlemmer. Det er således kun et meget lille mindretal af befolkningen, der tager beslutninger på hele nationens vegne, og beslutningstagerne står ikke på nogen måde til ansvar over for befolkningen.
Når kinesiske politikere og forskere skal forklare, hvorfor det, de kalder ”den kinesiske form for demokrati”, fungerer, understreger de, at den kinesiske ledelse varetager befolkningens interesser, og det må vel være godt nok. For os i Vesten lyder det mere som ”oplyst enevælde” eller ”godhjertet partidiktatur”.
Sidste år så man imidlertid et eksempel på, at den politiske ledelse i Kina tog hensyn til befolkningens krav. Over hele landet bredte der sig demonstrationer mod de meget strikse pandemi-nedlukninger. De udbredte demonstrationer, hvor folk med blanke A4 ark sendte et umisforståeligt budskab til politikerne om begrænsninger af de meget omfattende restriktioner, fik i løbet af ganske få dage den kinesiske ledelse til at reagere og ophæve restriktionerne. Hvis det store klimabekymrede befolkningsflertal kan finde en måde at udtrykke sin utilfredshed på, vil de måske kunne få den kinesiske ledelse til at lytte og prioritere befolkningens bekymring højere end ”Den Kinesiske Drøm” om storhed og magt.