Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 20. Ansvarshavende redaktør : Peer Møller Christensen

 

Udskriv artiklen

 

Splittelsen i Die Linke afspejler en tysk venstrefløj uden ror

 

Af Loren Balhorn

 

Oversat fra engelsk med tilladelse fra Jacobin, The Split in Die Linke Reflects a Rudderless German Left, 7. august 2023

 

Tysklands Die Linke er på vej til at blive splittet, fordi den tidligere frontfigur Sahra Wagenknecht truer med at starte sit eget parti. De to fløje i partiet har rivaliserende ideer om, hvordan de skal markedsføre sig over for vælgerne - men ingen af dem har en strategi for at opbygge en arbejderklassebevægelse.

 

Efter år med valgnederlag og fraktionsfejder er det tyske socialistparti Die Linkes nedadgående spiral måske endelig ved at være slut - eller i det mindste på vej ind i en ny fase.

 

I juni meddelte medformændene Janine Wissler og Martin Schirdewan, at Die Linke ville have "en fremtid uden Sahra Wagenknecht" - og dermed lukkede de døren for partiets mest kendte, men også mest kontroversielle figur. Sahra Wagenknecht var engang Die Linkes parlamentariske ordfører, men nu er hun sjældent til stede i Forbundsdagen, og hendes kritikere har længe beskyldt hende for at trodse partidisciplinen for at fremme sin egen politiske dagsorden, hvor hendes angreb på det, hun kalder middelklassens "livsstilsvenstre", i stigende grad dominerer hendes optræden i offentligheden.

 

Siden formændenes meddelelse har det stået klart, at partiet, som det har eksisteret siden midten af 2000'erne, ikke har lang tid tilbage i denne verden. Wagenknechts tilhængere har i månedsvis åbent spekuleret i at forlade Die Linke, men med partiledelsens enstemmige beslutning og meddelelsen om, at menneskerettighedsaktivisten Carola Rackete og lægen og socialarbejderen Gerhard Trabert er spidskandidater i EU-valget, synes en splittelse, der længe har været under opsejling, nu at være nært forestående.

En sådan splittelse indebærer klare risici, herunder at intet parti til venstre for Socialdemokraterne (SPD) vil være repræsenteret i parlamentet i 2025. Men på nogle måder er det også en lettelse. Atmosfæren i Die Linke har længe været giftig, og ingen af parterne er indgået i noget, der blot lignede en konstruktiv dialog, og begge har givet den anden skylden for alle partiets problemer. Wagenknecht-tilhængernes potentielle exit vil give begge sider chancen for at måle deres politiske projekter på deres egne meritter, snarere end på deres konkurrenters påståede synder.

 

Men der står stadig mange spørgsmål tilbage. Hvad er deres projekter - og kan de gøre det bedre, end Die Linke har gjort det i de sidste femten år? Den bagtalelse og sabotage af sig selv, som partiet i årevis har været ude i, har kun skabt svaghed og ringe grundlag for politisk klarhed. Selv efter et brud med Wagenknechts tilhængere vil Die Linke stadig være splittet mellem en mere forsonlig centrum-venstre-fløj og en åbenlyst radikal "bevægelses"-fløj, og det kan meget vel medføre yderligere splittelser i fremtiden. Alt er bedre end de seneste års blindgyde, men det bliver et langt sejt træk at komme på fode igen. I værste fald vil ingen af siderne komme ud af den selvvalgte nedadgående spiral - og venstrefløjen i Tyskland kan blive sat årtier tilbage.

 

Hjælpeløshedens poler

Pressekonferencen den 17. juli, hvor Racketes og Traberts kandidatur blev offentliggjort, var tydeligvis beregnet på at signalere en ny æra. Valget af Rackete, som er bedst kendt for sit arbejde på redningsskibe for migranter, og retorikken omkring dette valg, personificerer den politiske vej, som tidligere blev forbundet med forgængerne i den nuværende ledelse. Wisslers meddelelse om, at Die Linke nu "åbner sig for aktivister og sociale bevægelser", er praktisk talt identisk med den tidligere medformand Katja Kippings udtrykte mål om at gøre partiet til den "første adresse" for "unge mennesker, der ønsker at ændre verden." For at understrege denne (ikke så) nye orientering blev pressekonferencen efterfulgt af en anden pressekonference foran Die Linkes hovedkvarter, hvor personer, der beskriver sig selv som "bevægelsesaktivister" (repræsentanter for forskellige menneskerettigheds- og klima-NGO'er), "udtrykte deres forventninger og ønsker til og kritik af partiet."

 

Meddelelsen blev udnævnt til at være et "kup" på Twitter og i visse dele af de venstreorienterede medier. Ved at rekruttere et velkendt progressivt navn uden for partiet, sendte Die Linkes ledelse et budskab om, at man nu startede på en frisk, og inviterede sympatisører og tidligere medlemmer til at vende tilbage til folden. Rackete er utvivlsomt en højt profileret bevægelsesaktivist, der er vellidt blandt Die Linkes yngre tilhængere og det bredere centrum-venstre-miljø, som synes at være kernen i ledelsens strategi. I det mindste indtil videre ser det ud til, at ledende skikkelser fra partiets svindende østfløj som Dietmar Bartsch har givet deres velsignelse. I den forstand ser det ud til, at et nyt "strategisk center", som partimedlemmerne længe har efterspurgt, er ved at opstå. Men repræsenterer de bevægelsesaktivister, der talte på pressekonferencen, virkelig en pålidelig vælgerbase?

 

Die Linkes ledelse ser ud til at satse sin overlevelse på ideen om, at aktivister, der er i stand til periodisk at organisere store demonstrationer, udgør et sammenhængende socialt miljø, der kan bindes til partiet på langt sigt. Men "#unteilbar"-demonstrationerne mod racisme og Fridays for Future -for at nævne to ofte citerede eksempler - var alt andet end sammenhængende. Begge mobiliserede omkring progressive mål - en human migrationspolitik og en bydende nødvendig klimaindsats - men deres klassesammensætning og partipolitiske loyalitet er yderst uensartet. Nogle, måske mange, kan overtales til at stemme på Die Linke en gang imellem, men fordi de i bund og grund er løsthængende, hvad angår deres stemmer ved valgene, snarere end klassefraktioner eller sammenhængende sociale blokke, er det en stor opgave at forme dem til den form for social base, som historiske venstrefløjspartier hvilede på.

 

Ud over de sociologiske realiteter, der komplicerer partiets "bevægelsesorientering", er der spørgsmålet om den bredere politiske konjunktur. Denne udmelding kommer på et tidspunkt, hvor disse bevægelser befinder sig i en blindgyde: De seneste års store klimamobiliseringer, nogle af verdens største, har ikke formået at presse regeringen til at fremskynde den økologiske omstilling - faktisk ser vicekansler Robert Habeck, som selv er fra De Grønne, ud til at være på tilbagetog, hvad angår løftet om at udfase kulkraften inden 2038 - noget som den stadig mere desperate taktik fra nogle dele af bevægelsen har vist sig ude af stand til at ændre.

 

På trods af #unteilbars succes med at mobilisere til fordel for en human migrationspolitik, støttede en regering ledet af De Grønne og SPD EU's drakoniske asylreformer, mens indenrigsminister Nancy Faeser indgik aftaler med autoritære ledere i Nordafrika om at tilbageholde potentielle migranter uden for Europas grænser. Selve #unteilbar-koalitionen blev stille og roligt opløst i 2022, efter at "dynamikken var gået tabt". Nu, hvor en højreorienteret asylpolitik er ved at blive vedtaget af Tysklands "fremskridtskoalition" – sådan beskriver den sig selv - ser det ikke ud til, at den kan genvinde denne dynamik.

 

I Berlin og over hele Tyskland har individuelle sociale bevægelser vundet små sejre hist og her, men overordnet set ser partiet ud til at være ved at samle en koalition af grupper, som står hjælpeløse over for de større rystelser i samfundet. Wisslers reference til Die Linke som en "pol af håb" afspejler, om end ubevidst, denne hjælpeløshed - hverken partiet eller nogen anden progressiv kraft i Tyskland er i øjeblikket på vej frem, men sammen kan de håbe på at skrabe 5 procent sammen ved næste valg og redde, hvad ​​ reddes kan.

 

Dette omdrejningspunkt kan meget vel være nok til at redde partiet fra øjeblikkelig vælgermæssig glemsel. Regeringens retræte i forhold til valgløfter og generelle villighed til at smide sin resterende troværdighed over bord har givet plads til, at Die Linke kan tage en bid af de grønne og socialdemokratiske vælgere. Men det, som dette ikke gør, er at give partiet et solidt fundament for fremtiden. Die Linke havde engang en kerne af vælgere i den østlige del af landet, som længe blev betragtet som partiets "livsforsikring" mod irrelevans i valgkampen, men den base er nu historie. Fremtidens Die Linke vil afhænge af de skiftende valgvinde og en skrøbelig koalition af vælgere, hvis valg i høj grad er drevet af overbevisning og valgtaktik. Hvis De Grønne for eksempel uventet begynder at bruge venstreorienteret sprog i den næste valgkamp, kan denne koalition hurtigt splintre.

 

Wagenknecht vandrer ind i tomrummet

På den anden side af splittelsen i Die Linke må Wagenknechts fløj beslutte, om dens fremtid ligger et andet sted. På trods af hendes vedvarende popularitet både blandt en del af Die Linke og i den bredere offentlighed, har hendes tilhængere været isoleret i partiapparatet i årevis, og efter den seneste kongres er de ikke repræsenteret i ledelsen. Selvom hun offentligt insisterer på, at hun endnu ikke har besluttet, om hun vil stifte et nyt parti, er hendes inderkreds aktivt i gang med at forberede et sådant skridt og prøver at få kontakt med funktionærer i Die Linke over hele landet for at vurdere deres interesse.

 

Men hvad dette parti vil være - eller hvornår det vil dukke op - kan man kun gisne om, da dets hovedpersoner har været bemærkelsesværdigt fåmælte om detaljerne. Rygter om, at de håber på at etablere et "kadreparti", og Wagenknechts egne offentlige udtalelser om at nye partier også kan tiltrække vanskelige mennesker, tyder på, at det ikke bliver endnu et Aufstehen - hendes mislykkede forsøg på at starte en massebevægelse i stil med gilets jaunes - men en noget strammere organisering. I stedet for en mailingliste med 100.000 medlemmer og en lille organisatorisk infrastruktur i toppen, kan vi forvente en meget mere kontrolleret, toptung operation, der satser på Wagenknechts popularitet som adgangskort til politisk relevans.

 

Udsigterne er heller ikke så langt ude. Meningsmålinger bekræfter regelmæssigt Wagenknechts position som en af Tysklands mest populære politikere, langt uden for venstrefløjens lejr. Den seneste meningsmåling viste, at et parti under Wagenknechts ledelse kunne komme ind på førstepladsen ved delstatsvalget i Thüringen næste år, mens en anden i juni viste, at 19 procent af vælgerne i det mindste var åbne for at stemme på et Wagenknecht-parti.

 

I betragtning af at Die Linke vansmægter på 4 eller 5 procent, lyder disse tal imponerende. Udsigten til, at Wagenknecht kan trække en betydelig del af vælgerne fra det højreekstreme Alternative für Deutschland (AfD), er særligt opmuntrende i betragtning af dette partis nuværende fremgang. Men ikke alle meningsmålinger har været lige positive - en nylig YouGov-måling viste, at kun 2 procent af tyskerne ville støtte Wagenknecht ved et nationalt valg - og det er endnu uklart, om hun rent faktisk vil stille op til valget for det nye parti eller blot fungere som dets symbolske frontfigur.

 

Selv bortset fra de metodiske vanskeligheder ved at måle støtten til et hypotetisk parti, peger spekulationerne om Wagenknechts stemmetal på et dybere problem for projektet: Nemlig dets totale afhængighed af, at hun vælger at stille op til valget, og dets eklatante mangel på fremtrædende personer bag hende. Dette er uden tvivl et endnu større problem end for Die Linke selv, som også har kæmpet med at producere nye ledere af samme kaliber som den generation, der stiftede partiet.

 

Hvis hun stiller op, kan Wagenknecht ikke stille op til alle valg, og det alene er nok til at så betydelig tvivl om nøjagtigheden af meningsmålingerne. Det er én ting for en frustreret borgerlig vælger at fortælle en meningsmåler, at han ville stemme på et teoretisk Wagenknecht-parti; det er noget helt andet for ham at skifte til en relativt ukendt kandidat, som tilfældigvis deler valgliste med Tysklands mest polariserende talkshow-gæst. Hvis hun vælger ikke at stille op og i stedet vælger en rolle som galionsfigur, vil det sandsynligvis være meget sværere at omsætte de tidlige meningsmålinger til valgresultater, og det vil være endnu sværere at omsætte disse resultater til en landsdækkende politisk organisation. Så det er mere sandsynligt, at en Wagenknecht-inspireret liste af kandidater vil stille op til valget til Europa-Parlamentet i 2024 som en prøveballon, før man stifter et egentligt parti.

 

Veje til socialisme

Men det handler ikke kun om meningsmålinger. For socialister i Tyskland er det relevante spørgsmål omkring den begyndende splittelse, hvilken af siderne der har størst potentiale til at konsolidere en stadig mere fragmenteret venstrefløjsblok og slå dybere rødder i landets relativt store og magtfulde fagforeninger. Også her er de umiddelbare udsigter nedslående.

 

Die Linkes valg af Carola Rackete og Gerhard Trabert bekræfter, i det mindste overfladisk, Wagenknechts hovedanklage om, at partiet gradvist har bevæget sig væk fra sin kernevælgergruppe, den "traditionelle" arbejderklasse, og i stedet har valgt at appellere til progressive middelklassevælgere i byerne. Det er næppe sådan, at Die Linke er holdt op med at tale om sociale spørgsmål - i juli præsenterede medformanden Martin Schirdewan og veteranlederen Gregor Gysi en række forslag til at tackle krisen i leveomkostningerne ved at beskatte de rige. Men partiet har faktisk ændret sin retorik og præsentation for med varierende held at fremstå som et parti for aktivister i de sociale bevægelser snarere end et parti for dem, der arbejder.

 

Die Linkes ledelse afviser denne anklage og insisterer på, at den kan håndtere forskellige sociale konfliktlinjer på samme tid. Men dette udsagn, selvom det er korrekt abstrakt set, rammer ikke pointen. Selvfølgelig kan og bør socialistiske partier have holdninger til alle mulige spørgsmål. Spørgsmålet er snarere, hvordan man kommunikerer disse holdninger, hvilke man lægger vægt på, og hvordan partiet forestiller sig social forandring. Vælger det at præsentere sig selv som et parti af moralsk korrekte do-gooders, eller som et parti for de retsløse, forladte og trætte? Hvad enten det er bevidst eller ej, ser Die Linke ud til at have valgt det første.

 

Indtil videre ser det ud til, at en stor del af Die Linkes base ikke køber denne linje, hvilket partiets katastrofale resultat blandt arbejdervælgere og fagforeningsfolk ved valget i 2021 afspejlede. Selv i Berlin, som er en by, der i højere grad end andre dele af Tyskland er gunstig for den "bevægelsesorienterede" strategi, har partiet ved de seneste valg mistet opbakning i sine historiske højborge i den østlige del af byen, mens dets fremgang i den vestlige del simpelthen ikke kan følge med. Om årsagerne til denne tilbagegang virkelig skal findes i partiets skiftende ansigt udadtil, eller om det skyldes dybere og mere komplekse dynamikker, kan diskuteres. Men det kræver ikke en ph.d. i statskundskab at indse, at partiets vanskeligheder ikke kan reduceres til Wagenknechts sønderlemmende offentlige angreb alene.

 

Men hvis Wagenknecht præcist peger på, at Die Linke er ved at drive væk fra arbejderbevægelsen, er hendes løsningsforslag langt mindre overbevisende. I modsætning til den radikale modstanderfigur, hun er på den offentlige scene, ville det meste af Wagenknechts politik føle sig godt tilpas på venstrefløjen af 1980'ernes socialdemokrati. Hendes økonomisk-politiske holdninger er stort set på linje med fagforeningernes, og nogle gange endda til højre for dem, som når hun fordømmer overdreven offentlig gæld, angriber regeringens forsøg på at udfase gasvarmesystemer eller polemisk beskriver lave renter som ekspropriering af middelklassen.

 

Hun bruger også bemærkelsesværdigt lidt tid på at tale om fagforeninger. Det er svært at finde et billede af Wagenknecht ved en strejke eller i samtale med de "normale mennesker", som hun beskylder sit parti for at ignorere, og i stedet foretrækker hun eller har i hvert fald i de senere år valgt at kritisere regeringens håndtering af COVID-pandemien eller dens adfærd i forbindelse med den igangværende krig i Ukraine. Og mens hun beskylder sine tidligere kammerater for at fremmedgøre arbejderne ved at tilpasse sig de - virkelige eller indbildte - venstreliberale kulturkrige, går Wagenknecht i stigende grad den modsatte vej og bruger stadig mere opmærksomhed på de samme kulturkrige i den tilsyneladende tro, at arbejderklassen kan vindes tilbage til venstrefløjens politik ved at polemisere mod "wokeness".

 

Ved at indtage en åbenlyst polariserende holdning til disse spørgsmål skaber Wagenknecht massiv opmærksomhed og bliver et identifikationspunkt for frustrerede mennesker af alle slags. Men selv om de grundlæggende spørgsmål jævnligt dukker op i hendes medieoptrædener og ugentlige nyhedsbrev, bliver de ofte - som det i øvrigt også er tilfældet med hendes modstandere i Die Linke - indlejret i en længere liste over kritik af regeringen og skarpe politiske krav. En overordnet, systematisk kritik af kapitalismen som system eller påkaldelsen af et subjekt - som for eksempel den organiserede arbejderbevægelse - der kunne lancere et koordineret angreb på dette system, er stort set fraværende.

 

Socialister i Tyskland er således fanget som en lus mellem to negle. Hverken Die Linke i sin nuværende form eller et Wagenknecht-parti (hvis det skulle blive oprettet) har lovende udsigter for at kunne opbygge en socialistisk massebevægelse med rødder i arbejderklassen på kort eller mellemlang sigt. Mens Die Linke har en del af sine rødder i fagforeningerne i den vestlige del af landet i 2000'erne, lykkedes det ikke at fastholde, endsige udvide, denne fagforeningsbase; og Wagenknecht og hendes tilhængere - selvom de helt sikkert er populære blandt en bred skare af arbejdervælgere - har kun få organisatoriske fundamenter at tale om. Faktisk er deres organisatoriske base netop i Die Linkes parlamentariske gruppe og et svindende netværk af sympatisører i partiapparatet. En talentfuld gruppe organisatorer kunne måske udnytte Wagenknechts popularitet til at skabe et arbejderklasseparti på samme måde, som socialister i USA forsøgte at gøre med Bernie Sanders-kampagnerne, men i betragtning af Aufstehens resultater behøver vi nok ikke holde vejret.

 

Op ad bakke – baglæns

I de sidste to årtier har vi oplevet en proces i Europa, hvor mange aktivister fra sociale bevægelser indså, at protest ikke var nok og begyndte at kanalisere deres kræfter ind i at grundlægge nye politiske partier eller forsøge at transformere historiske partier som Labour i Storbritannien. I Die Linke ser det ud til, at det modsatte er ved at ske i takt med at partiet forsøger at slutte sig til "det venstreorienterede civilsamfund", et vagt begreb, der omfatter alt fra sociale velfærdsorganisationer til NGO'er for flygtninges rettigheder og Fridays for Future.

 

Die Linke vender dermed tilbage til noget, der tidligere skete på den europæiske venstrefløj i slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne, hvor traditionelle venstrefløjspartier forsøgte at genopfinde sig selv som "bevægelsernes partier" og "gadens" parlamentariske stemme. Energien fra antiglobaliserings- og krigsmodstandsbevægelserne bragte nogle af dem i parlamentet, men ikke meget mere. Det mest succesfulde eksempel på det tidspunkt, Italiens Kommunistiske Genopbygningsparti [Rifondazione Comunista, o.a.], har været politisk marginaliseret siden slutningen af 2000'erne.

 

Finanskrisen i 2008 og de politiske krampetrækninger, den forårsagede, syntes igen at give mulighed for at polarisere samfundet efter klasselinjer og forene det brede flertal mod en kapitalistisk elite, der havde forårsaget krisen og fortsatte med at profitere af den, mens resten måtte lide. Politiske iværksættere som Pablo Iglesias og Jean-Luc Melénchon var frustrerede over det langsomme tempo i partierne på det nye venstre og opbyggede nye organisationer, som fik imponerende valgfremgang tilsyneladende fra den ene dag til den anden. Men også disse kæmpede med at omsætte dette momentum til holdbare organisatoriske strukturer. Både Podemos og France Insoumise har siden stort set forsøgt at bevæge sig i retning af mere traditionelle partistrukturer i et forsøg på at rette op på dette problem. Wagenknecht ser nu ud til at bevæge sig i en lignende retning, men i en periode, hvor klassespørgsmålene er blevet overskygget af krigen i Ukraine, og det politiske momentum er hos den yderste højrefløj.

 

I stedet for at efterligne formlerne fra tidligere europæiske venstrefløjsprojekter, burde den tyske venstrefløj i og uden for Die Linke se nærmere på den slumrende kæmpe i sin egen baghave: Den organiserede arbejderklasse. Socialister ævler om arbejdernes centrale rolle, ikke på grund af en æstetisk præference, men som en konsekvens af det simple faktum, at deres rolle i produktionsprocessen og dermed evnen til at lukke processen ned og afholde profitten fra at flyde, giver dem en utrolig potentiel magt, som ikke engang den største demonstration kan sammenligne sig med. Dette potentiale sås sidste forår i landets strejkebølge, hvor arbejdere i flere sektorer var i stand til at vinde lønstigninger, der oversteg inflationen, og dermed gøre en håndgribelig forskel i millioner af menneskers liv.

 

Denne potentielle magt er selvfølgelig kun potentiel, og venstrefløjen i Tyskland er i øjeblikket langt fra at tale til det store flertal af arbejderklassen, endsige kanalisere den ind i en politisk massebevægelse. Men det er stadig venstrefløjens bedste chance for ikke blot at komme i regering, men også for at udøve statsmagten på en måde, der indvarsler mere grundlæggende sociale forandringer. I sidste ende har enhver, der ønsker at gøre en ende på kapitalismen, intet andet valg end at påtage sig denne gigantiske opgave.