Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 21. Ansvarshavende redaktør : Peter Raben

 

Udskriv artiklen

 

 

Engels’ Pause - Produktivitetsvækst og reallønsudvikling, historie,teori og fremtid

Af Jørgen Lindgaard Pedersen

Hvad er sammenhængen mellem produktivitetsvækst og reallønsfremgang i den kapitalistiske økonomi. Hvorfor optræder Den såkaldte Engels’ Pause, dvs. en stagnation i reallønnen, når produktiviteten stiger?

 

Fra starten på genopbygningen fra 1947-48 efter 2. verdenskrig frem til 1980 voksede realtimelønningerne hurtigere end væksten i værditilvæksten pr. arbejdstime i den dominerende kapitalistiske økonomi, den amerikanske. Det samme skete i hovedsagen i Vesteuropa og Japan. Ligeledes voksede lønandelen af bruttonationalproduktet.

Fra 1980 frem til i dag har den amerikanske gennemsnitlige realtimeløn været stagnerende. Den samme udvikling kan lettere forsinket og ikke helt så ekstremt iagttages i Vesteuropa og Japan. Det skal bemærkes, at det er gennemsnitstal vi ser på. Det betyder, at der er grupper af lønmodtagere, som opnår reallønsforbedringer, mens andre lider indkomsttab.

Vi har tidligere i kapitalismens historie set tilsvarende lange perioder med betydelige produktivitetsfremskridt1 samtidig med, at realtimelønningerne har været konstante eller vokset langt mindre end produktivitetsvæksten. Den amerikanske økonomiske historiker professor Robert C. Allen gav med en artikel 2​​ fra 2009 startskuddet til en længerevarende debat under stikordet Engels’ Pause med reference til Friedrich Engels.

Engels udgav i 1845 en bog med titlen Die Lage der arbeitenden Klasse in England. Den omhandlede levevilkårene for den engelske arbejderklasse baseret på tidens statistik samt hans egne iagttagelser fra Manchester, der var datidens vigtigste britiske industriby. Han blev som 22-årig i 1842 direktør for et tekstilfirma delvist ejet af Engels familien. Faren forventede, at den lidt rebelske søn ville blive mere ansvarlig gennem direktørstillingen. I stedet blev han revolutionær - ikke mindst i mødet med forholdene for Manchesters arbejderbefolkning og dennes betydelige faglige kampe under ledelse af chartristerne3. Desuden tog hans livslange samarbejde med Karl Marx for alvor fart ved Marx’ besøg i Manchester i 1845.

En vigtig observation i Engels’ bog var, at den engelske arbejderklasse ikke tilnærmelsesvist nød frugterne af den stærke produktivitetsvækst i landets industri fra omkring år 1800 til begyndelsen af 1840erne. Senere forskere fandt4, at bruttonationalproduktet pr. indbygger i England i perioden 1780-1840 voksede med 46 %, samtidig med at (real-)lønningerne voksede med 12 %. Forenklet sagt voksede produktivitetsgevinsten, der tilfaldt kapitalen med 1/3. Dette førte til en fordobling af profitraten i engelsk industri og en øget profitandel af bruttonationalproduktet.  ​​ ​​ ​​​​ 

Umiddelbart efter 1840 og frem til år 1900 voksede outputtet i engelsk industri med 90 %, mens reallønningerne voksede med 123 % - altså en mærkbart stærkere vækst i reallønningerne5. Selv om det ikke er helt sammenlignelige væksttal for produktivitet i de to perioder, er det en helt anden, langt højere reallønsudvikling, vi ser i den anden 60 års periode.

​​ Forklaringer

I litteraturen om Engels’ Pause er der ikke fuld enighed hverken om størrelsesordenen af produktivitetsudviklingen eller reallønsudvikling. Det er forståeligt i betragtning af ufuldstændigheden og unøjagtigheden i kilderne. Men selv når vi ser bort fra disse forhold og accepterer eksistensen af Engels’ Pause, så gives der forskellige forklaringer på denne.

En første forklaring6 hævder, at den lave eller manglende reallønsudvikling i den lange periode 1780-1840 skyldes eksistensen af de engelske kornlove 1815-1846. Disse love begrænsede kornimport til Storbritannien, hvorved kornpriserne blev højere, end de ellers ville have været. Modstanderne af disse love hævdede, at de godsejervenlige love blev vedtaget af godsejerne og deres repræsentanter i parlamentet. Den brede befolkning inklusive arbejderklassen blev taberne takket være de politisk forhøjede priser.

En anden forklaring7 ser udviklingen betinget af en kombination af højproduktive tekstilmaskiner med en betydelig udbredelse af dampmaskiner, der tillod en opsugning i industrien af udstødte bønder og arbejdere fra landbrug og småhåndværk; dette holdt reallønningerne i ro. Altså en kombination af teknologiske fremskridt og en reservearmé, der fortsat fyldtes op, også med kvinder og børn.  ​​​​ 

En tredje forklaring8 understreger, at karakteren af den teknologiske udvikling i perioden udstødte arbejdskraft fra industrien, som kun delvist blev modvirket af øget produktion; arbejdsløsheden voksede i perioder, hvilket sænkede eller fastholdt reallønningerne.

Disse tre og eventuelt andre forklaringer behøver ikke at opfattes som hinandens modsætninger. De kan i større eller mindre grad være medvirkende til såvel produktivitetsudvikling som reallønsudvikling.

 

Lever vi i dag på ny i en Engels’ Pause? ​​ 

I USA udgør perioden 1948 - 79 en epoke i henseende til udviklingen i produktivitet og løn, der er ret forskellig fra perioden 1979 – 2021. Vækstraterne for produktivitet henholdsvis lønningerne var9:

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 1948-79  ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 1979-2021

Produktivitet  ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 118,4 %  ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 64,6 %

Løn inklusive tillæg  ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 107,5 %  ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 17,3 %

 

Der er tre forhold, som er værd at bemærke:

1) Produktivitetsvæksten er i den første 31-årige periode 10 % højere end lønstigningen, som dog var særdeles høj i en historisk sammenhæng.

2) I den anden 42-årige periode vokser produktiviteten 3,7 gange mere end lønnen.

3) Såvel produktivitetsvækst som lønstigning falder kraftigt fra første periode til anden periode.

I forhold til debatten om en Engels’ Pause tyder løntallene på, at USA siden 1979 har befundet sig i en sådan lønstagnation for den typiske amerikanske arbejder, samtidig med at produktiviteten er vokset markant mere end lønningerne. Det er påfaldende, at vi ser et udviklingsforløb siden afslutningen af 2. verdenskrig, der minder om det ovenfor nævnte for Storbritannien 1780 -1840 og 1840 -1900. År 1980 er skelåret.

Den markant lavere stigning i den typiske amerikanske realtimeløn fra omkring 1980 frem til i dag (2021) har givetvis en del at gøre med Kinas hurtige påbegyndende indtrængen på de højtudviklede kapitalistiske markeder i USA, Europa og Japan efter landets åbning mod omverdenens økonomier fra 1978.

Betydningen heraf i forhold til reallønsudviklingen i USA er etableringen af et enormt arbejdskraftreservoir, eller en stor reservearmé i Kina, som hindrede reallønstigninger i USA. Den blev permanent fyldt op af bønder fra det centrale og vestlige Kina. Selv om der fandt en betydelig lønstigning sted for kinesiske ingeniører og faglærte arbejdere, så var reallønstigningerne for de ufaglærte og specialarbejdere langt mindre. En betydelig del af den amerikanske gevinst blev høstet ved, at amerikanske virksomheder etablerede samlefabrikker i Kina. Vi kender alle smartphones samlet i Kina, ofte med et betydeligt indhold af kinesisk producerede komponenter. Disse arbejdsintensive samleopgaver blev således umiddelbart billiggjort ved at blive udført af lavtlønnet kinesisk arbejdskraft i stedet for langt højere aflønnede amerikanere. En vigtig konsekvens heraf var desuden, at inflationen i Vesten fra omkring 1990 frem til 2021 blev bragt ned på 2-3 % på årsniveau efter 25 års højt niveau (4-16 % på årsniveau10) - startende med Vietnamkrigen og gående over i de to energipris-kriser 1973-74 og 1978-80 for at slutte i 1990’erne med stærkt stigende vækst i produktiviteten gennem 1990erne. ​​ 

Fremtiden?

Ud fra erfaringerne fra de to ovenfor anførte eksempler på Engels’ Pause, er der to hovedkræfter i spil bag udviklingen i produktiviteten og reallønnen. Den ene er den teknologiske udvikling, herunder hastigheden hvormed ny teknologi introduceres i produktion. Den anden er størrelse og karakter af arbejdsstyrken inklusive afgang og tilførsel af arbejdskraft (reservearméen af arbejdsløse).

Det blev nævnt, at den langvarige periode fra 1979 frem til i dag i høj grad har været betinget af den meget store kinesiske arbejdsstyrke, der har kontrolleret den stagnerende timerealløn i USA. Med den økonomiske og politiske deglobalisering med USA og Kina som sine to poler, må det formodes, at varehandlen mellem de to blokke vil formindskes. Dette indebærer også, at USAs kapital ikke længere vil kunne nyde fordel af den kinesiske reservearmés reallønskontrollerende effekter, i hvert fald ikke i den grad som det var tilfældet i de tredive år fra 1985 til 2015.

Men det betyder, at der vil være en betydelig interesse fra erhvervslivet i USA, Europa og Japan i at få adgang til en ny reservearmé. Dette vil i princippet kunne finde sted fra Indien, Latinamerika og Afrika. Imidlertid kan Kina i dag, hvor landet generelt har opnået et højere lønniveau, have tilsvarende interesse. Hvorvidt denne konkurrence vil føre disse lande ind i en udvikling med lønstigninger og produktivitetsvækst af væsentlig betydning, kræver en større analyse, end det er muligt at give her.  ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

1

​​ Produktivitet er her arbejdsproduktivitet dvs. produktionsmængde divideret med antal arbejdstimer medgået til at producere den pågældende mængde. Sommetider tales om totalfaktorproduktivitet, hvor der divideres med antal arbejdstimer, kapitalforbrug og et mål for teknisk fremskridt.

 

2

​​ Robert C. Allen, Engels’ Pause: Technological change, capital accumulation, and inequality in the British industrial revolution, Explorations in Economic History, vol. 46, issue. 4, October 2009, pp. 468-435.

3

​​ Chartristerne var en meget stærk bevægelse for politisk reform baseret i arbejderklassen, som stod på sit højdepunkt i 1830ernes og 1840ernes Storbritannien. Bevægelsen fik sit navn efter det bønskrift, People’s Charter, hvori man havde opstillet seks reformkrav. Bevægelsen blev voldsomt forfulgt af myndighederne, men efter den var døet ud, blev de fleste af dens krav imødekommet.

 

4

​​ Ibid. pp. 469-470.

 

5

​​ Ibid., p. 469.

 

6

​​ Ibid.

 

7

​​ Ibid.

 

8

​​ Ibid.

 

9

​​ Economic Policy Institute, The Productivity-Pay Gap, 2022.

 

10

 ​​​​ The FRED Economic data, World Bank data, 2022.