Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 22. Ansvarshavende redaktør : Niels Frølich

 

Udskriv artiklen

 

 

Store penge ødelægger verdens mest populære spil – et interview om fodboldens tilstand med Jonathan Wilson

Af Daniel Finn

Manchester City har lige vundet the treble. Premier League, Champions League og FA Cup’en. De har det bedste hold, man kan købe for et olierigt autokratis penge. Det er det seneste eksempel i en lang proces, der har forvandlet folkets sport til et legetøj for en ultrarig elite.

 

Manchester City har lige vundet deres femte Premier League inden for de seneste seks sæsoner. Det er kulminationen på det ekstremt dyre projekt, som har skullet booste Abu Dhabis herskende families prestige. Saudi-Arabiens monarki har købt Manchester Citys Premier League-rivaler Newcastle, og Qatars ledere ejer Paris Saint-Germain.

Den økonomiske kløft mellem de rigeste klubber og deres rivaler er større end nogensinde før, og det fjerner ethvert overraskelsesmoment fra mange nationale ligaer. Men dette selvforstærkende oligarki af ultrarige fodboldklubber leder efter stadig flere muligheder for at styrke deres økonomiske forspring.

Hvordan blev en sport, der har sine dybe rødder i arbejderklassefællesskaber, til en multimilliardindustri, hvor finansiel doping er normen? Og kan man gøre noget for at vende udviklingen?

Jacobin har talt med Jonathan Wilson, som er fodboldskribent for The Guardian og The Observer, hvor han skriver om fodboldens tilstand. Han er forfatter til flere bøger, herunder Inverting the Pyramid: The History of Football Tactics og Two Brothers: The Life and Times of Bobby and Jackie Charlton. Dette interview er en redigeret udgave af en podcast under Jacobin’s Long Reads. Du kan lytte til interviewet her.

 

Daniel Finn: Hvad ved vi på nuværende tidspunkt om de omstændigheder, der førte til, at Qatar blev vært for VM i fodbold? Og kan det relateres til de omfattende korruptionsskandaler i FIFA?

Jonathan Wilson: Det er et gigantisk spørgsmål. Det, vi ved, er, at ud af de 22 medlemmer i FIFA’s eksekutivkomité, der stod for at udpege Qatar til vært for VM, er 16 enten blevet dømt eller anklaget for korruption. Jeg tror ikke, at der er nogen konkrete beviser mod Qatar – eller for den sags skyld Rusland, som fik sit VM-værtskab ved samme lejlighed. Men man kan i hvert fald se, at det organ, der stod for beslutningen, ikke har været perfekt.

Der skete en række anholdelser i Zürich tilbage i 2015, hvor FBI også var involveret. Det er et af problemerne ved korruption i fodbold; den krydser landegrænser, og det er meget svært for myndighederne at skride til handling. Jeg mener, at det, der til sidst fældede dem, var noget svindel med TV-aftaler i Sydamerika. Nogle af de mistænkelige pengeoverførsler, der skete, gav USA’s myndigheder ret til at slå til. I den forbindelse er det ikke nødvendigvis tilfældigt, at USA skal være vært for VM i 2026 sammen med Mexico og Canada.

Alt dette førte til den tidligere FIFA-præsident Sepp Blatters fald. Personligt har jeg ikke en lige så stor aversion mod Sepp Blatter, som mange andre har. Det er meget nemt at se på ham som inkarnationen af korruptionen i FIFA. Det er dog vigtigt at understrege, at Sepp Blatter aldrig er blevet dømt for korruption, selvom jeg er overbevist om, at han udbetalte en enorm løn til sig selv og havde en meget generøs omkostningskonto.

Blatter havde en vigtig rolle, da brasilianeren Joao Havelange væltede Stanley Rous som FIFA-præsident tilbage i 1970’erne. Det var begyndelsen på det, der førte til den korporatisme og også korruption, som gennemsyrer FIFA i dag. Men jeg tror, at han virkelig bekymrede sig om fodboldens interesser. Han var en reel apostel for fodbold i hele verden. Han troede, at FIFA havde en chance for at blive tildelt Nobels Fredspris ved at få VM til Sydafrika i 2010.

Han ville faktisk selv helst have haft Sydafrika som vært i 2006. Men der skete nogle lyssky ting, som førte til, at Tyskland endte med at blive vært for VM i 2006. En delegeret fra New Zealand, som ville have stemt på Sydafrika, forsvandt aftenen før afstemningen og vendte tilbage til New Zealand.

Man har aldrig fundet ud af, hvorfor han gjorde det. Hvis han var blevet, ville afstemningen være endt 12-12, og så ville Blatter give sin afgørende stemme til Sydafrika. I stedet endte afstemningen 12-11 i Tysklands favør. Det her er aldrig rigtig blevet undersøgt.

Blatter lykkedes med at få VM til Sydafrika i 2010. Jeg synes ikke, at det var noget godt VM, men det var en prisværdig tanke, der lå bag. I en vis udstrækning var Blatter realist. Han mente, at når man har at gøre med enorme multinationale selskaber, som egentlig eksisterer uden for myndighedernes rækkevidde, er en vis grad af korruption uundgåelig.

Blatter holdt øje med korruptionen, og han udstillede den, når det var politisk opportunt for ham at gøre det. Det skete for eksempel i forbindelse med den qatarske Mohammed bin Hammam, som udfordrede Blatter som FIFA-præsident i 2011. Blatter viste, at bin Hammam havde udbetalt store beløb til det caribiske fodboldforbund. På den måde kunne Blatter tvære sine rivaler ud.

Han slog ikke ned på korruption. Han brugte korruption til sin egen fordel. Om det så gør ham korrupt som person er et andet spørgsmål. Men Blatter blev væltet efter de anholdelser, der skete i Zürich i 2015. Derefter kom ​​ en meget underlig kampagne mod Michel Platini, som ellers var Blatters oplagte efterfølger.

Platini havde været direkte involveret i handler med Qatar, mens han var præsident for det europæiske fodboldforbund UEFA. Det så ud til, at han og de to andre europæiske delegerede ville stemme på USA som VM-vært i 2022. Ni dage før afstemningen tog Platini til et møde med i Élyséepalæet med den daværende franske præsident Nicolas Sarkozy og den qatarske emirs søn, som i dag selv er emir i Qatar. Efter det møde besluttede de europæiske delegerede sig pludselig for at stemme på Qatar, og Qatar placerede kort efter en stor ordre på fransk-producerede jagerfly. Det kan man jo tænke over.

Under alle omstændigheder blev Platini set som kommende FIFA-præsident efter Sepp Blatter. Han blev så anklaget for at have modtaget to millioner dollars eller schweizerfrancs i en ulovlig overførsel fra Blatter. Beviserne var ikke overbevisende, og de blev begge frikendt tidligere i år, men det var nok til at sætte en stopper for Platinis karriere i international fodboldpolitik.

Han blev erstattet af FIFA’s nuværende præsident Gianni Infantino, som blandt andet har lukket en del etiske udvalg i FIFA. Infantino virker meget tilpas ved at dele scenen med personer som Vladimir Putin og den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman. Og så bor Infantino også i Qatar, hvilket er en interessant udvikling.

Daniel Finn: Sidste sommer [2022, red.] brugte de engelske Premier League-klubber samlet et godt stykke over to milliarder euro i transfersummer. Det er mere end de næste fire europæiske ligaer tilsammen. Tror du, at stifterne af Premier League i begyndelsen af 1990’erne havde nogen idé om, at ligaen ville blive så succesfuld i hele verden i kommerciel forstand?

Jonathan Wilson: Jeg er overbevist om, at de da håbede på det. Stiftelsen af Premier League var en del af en bredere udvikling i fodbolden på det tidspunkt. Silvio Berlusconi havde købt AC Milan i 1986 og reddet dem fra sandsynligvis at gå bankerot. Den popularitet, han vandt der, hjalp ham i hans politiske karriere.

I 1987-88-sæsonen spillede de italienske mestre Napoli mod Real Madrid i den første runde i Europa Cup’en for mesterhold, som dengang var en ren knockout-turnering. Berlusconi sagde, at det var åndssvagt. To af de største TV-markeder – Italien og Spanien – spillede mod hinanden. Man ville miste en masse penge fra det land, hvis klub endte med at ryge ud af turneringen. Berlusconi sagde, at det var en idiotisk måde at indrette turneringen.

Berlusconi ville ikke have, at hans italienske mesterhold skulle møde de spanske eller tyske mestre i første omgang af mesterholdenes turnering. Han var en frontfigur i den bevægelse, der førte til dannelsen af Champions League. 1992-93-sæsonen var den første sæson for både Champions League og Premier League.

I løbet af 1980’erne gik det op for fodboldfolk over hele Europa, at fodboldens kommercielle potentiale slet ikke blev udnyttet så godt, som den kunne. For Englands vedkommende var de engelske klubber underlagt en femårig karantæne fra europæisk fodbold, efter Heysel-katastrofen i 1985, hvor 39 Juventus-fans blev dræbt, da Juventus mødte Liverpool i finalen i Europa Cup’en for mesterhold i Bruxelles. De engelske klubber havde derfor karantæne og gik glip af en masse indtægter fra europæisk fodbold.

Forsøget på at få flere TV-indtægter fra det hjemlige marked var ikke nær så meget de engelske klubbers forsøg på at opnå verdensherredømmet i fodbold, som det var et træk, der skulle modvirke den engelske fodbolds økonomiske krise. Men de endte med at markedsføre Premier League helt perfekt. Ligegyldigt hvad du ellers mener om den, har Premier League klaret sig bedre end nogen anden fodboldliga i verden. Nu tredive år senere er Premier League fuldstændig dominerende i økonomisk forstand.

Daniel Finn: Hvad betød det for den økonomiske udvikling i engelsk fodbold, da Roman Abramovich købte Chelsea?

Jonathan Wilson: Det var ekstremt vigtigt. Tidligere var klubberne nødt til at spille godt på banen for at tjene penge. Når man tjener flere penge, kan man købe bedre spillere og hyre bedre trænere, hvilket så gør det nemmere at opnå mere succes og tjene endnu flere penge i fremtiden.

Det havde man været bevidst om siden den professionelle fodbolds tidligste dage i England. Derfor blev fire procent af alle klubbernes indkomster inddraget og fordelt mellem alle 92 klubber i det engelske ligasystem. 25 procent af billetindtægterne gik til udebaneholdet. Det betød, at selvom du havde en fordel i form af et stort stadion, så var det ikke så stor en fordel.

Det var først, da pengene for TV-rettigheder eksploderede, at man begyndte at have en selvforstærkende elite blandt klubberne. Begrebet ”superklub”, som i dag bliver brugt meget gavmildt, dukkede op i begyndelsen af 1970’erne. Da BBC begyndte at sende fodboldkampe direkte med Match of the Day i 1964, begyndte det at gå op for folk, at fodboldmarkedet var ved at ændre sig. Nu kunne man være fan af Manchester United uden at bo i nærheden af Old Trafford. Man kunne jo bare se dem i fjernsynet lørdag aften.

I 1981 droppede de engelske fodboldmyndigheder reglen om, at hjemmebaneholdet skulle give en del af billetindtægterne til udebaneholdet. Det hjalp til at gøre de store klubber endnu større – og den udvikling blev kun endnu mere udtalt, efter Premier League kom til verden. Men i løbet af Premier Leagues første ti år var man stadig nødt til at vinde fodboldkampe for at tjene penge.

Så kom den russiske oligark Abramovich, og pludselig var en klubs rigdom ikke afhængig af resultaterne på banen. Rigdom og succes på banen var ikke længere to sider af samme sag. En klub kunne nu være rig, fordi den havde en ultrarig ejer. Noget lignende var selvfølgelig også sket tidligere, når en lokal forretningsmand blev involveret i en fodboldklub. Jack Walker brugte for eksempel en masse penge på sin lokale klub Blackburn, som endte med at vinde Premier League i 1994-95.

Men pengesummerne var i alle disse tilfælde meget mindre, end de beløb Abramovich langede ud. I løbet af Abramovich’ første sommer som ejer af Chelsea mener jeg, at Chelsea brugte flere penge end de næste ni klubber lagt sammen. I den næste sommer var billedet stort set det samme. Det var en enorm investering fra en ekstern aktør, hvis lige vi aldrig havde set.

Dengang var jeg lige startet som journalist, og jeg tror, at vi journalister dengang var ret naive. Vi tænkte bare: ”Nøj, sikke mange penge! Hvor er det spændende med alle de spillere, der kommer.” Der var måske også en vis følelse af ubehag ved tanken om den tvivlsomme moralske værdi ved at en rig mand kunne komme og udrydde de eksisterende strukturer. Jeg tror ikke, at vi dengang havde nogen idé om et begreb som sportswashing, eller af hvilke grunde Abramovich også kunne være en interessant person.

Først ni-ti år senere begyndte vi journalister at spørge os selv, hvorfor Abramovich egentlig gjorde det, han gjorde. Inden da havde vi troet på hans udsagn om, at han havde set Champions League-kampen i 2003, hvor Manchester United havde slået Real Madrid med 4-3 og tænkt: ”Jeg elsker det her – jeg må købe min egen skive af kagen.”

Hvis vi anlægger et lidt bredere perspektiv, var følelsen, at han beskyttede sin egen position mod Putin ved at gøre sig til et kendt ansigt i Vesten. Det er måske også en årsag til, at Abramovich senere har fået israelsk statsborgerskab, hvilket måske har givet ham lidt flere exit-ruter. Jeg tror ikke, at nogen tænkte på, om det her mon kunne være en del af et bredere fænomen, hvor russiske penge blev blandet ind i vesteuropæiske samfund.

Med hensyn til Abramovich’ ankomsts betydning for fodbold er det mest oplagt at sammenligne Chelsea med Arsenal. På det tidspunkt var Arsenal ved at flytte fra deres gamle stadion Highbury, som ikke havde så mange tilskuerpladser, og som havde dårlige faciliteter for sponsorer. Arsenal indså, at hvis de skulle kunne konkurrere med Manchester United, så havde de brug for deres egen udgave af Old Trafford, som dengang var state of the art med en masse kommercielle muligheder i området.

Arsenal begyndte altså deres flytning til deres nuværende stadion Emirates Stadium, men det skete med enorme omkostninger. Rentebetalingerne for klubbens lån havde længe ​​ stor betydning for deres muligheder for at købe spillere og betale lønninger. Det blev ved, efter de var flyttet ind på deres nye stadion. Da deres stadion stod klar, var det allerede en gammeldags idé, at klubberne var nødt til at generere deres egne indtægter. Pengene skulle nu komme fra en udenlandsk sugar daddy. Abramovich startede altså processen, der afkoblede klubbernes rigdom fra deres præstationer på banen og deres evne til at få tilskuere gennem portene.

Daniel Finn: Champions League har med al tydelighed øget forskellene mellem de store klubber og de små klubber og mellem de store ligaer og de små ligaer i Europa. Havde det hele tiden været intentionen, eller var det en uforudset konsekvens?

Jonathan Wilson: Det er svært at sige. Det var klart, at grådighed var den primære motivation. De store klubber sagde, at de var nødt til at tjene flere penge. Måske ville eller kunne man ikke se, at europæisk fodbold er et stort økosystem, og når man begyndte at beskadige dele af det, så ville det få konsekvenser andetsteds. Det var helt klart muligt at forudse udviklingen, men jeg tror ikke, at de forudså den, hvis det giver mening.

Nogle folk forudså dog udviklingen. Især i Premier League var der tidligt en del opposition, som pointerede, at det var uundgåeligt, at processen med at gøre de rigeste rigere nødvendigvis måtte gå ud over de fattige. Men det blev aldrig rigtig kommunikeret til fansene, og man fik aldrig den samme reaktion, som man senere fik i forbindelse med forslaget om en europæisk superliga.

Jeg mener selv, at det var en uundgåelig konsekvens, og det er meget svært at gøre noget ved, når først processen er i gang. Der er foretaget en række ændringer i Champions League for at tilgodese klubber, der ikke kommer fra en af Europas fem største ligaer. Men det har så skabt sine egne problemer.

For eksempel nåede den cypriotiske klub APOEL kvartfinalen i Champions League for et årti siden. Man kan se det som en god historie om en underdog, der klarer sig godt. Men de penge, APOEL modtog for succesen i Champions League, har fuldstændig smadret Cyperns egen liga. Pludselig var APOELs budget ti, tyve eller sågar tredive gange større end deres nærmeste konkurrenters.

De rigeste klubber i Champions League er ikke kun meget rigere end de fattigste. De fattigste klubber i Champions League er meget rigere end deres hjemlige rivaler. Det fordrejer de nationale turneringer, hvilket så betyder, at de samme klubber bliver ved med at kvalificere sig til Champions League og dermed tjener flere penge. Jeg ved ikke rigtig, hvordan man skal løse det på andre måder end gennemgående omfordeling, og det vil ingen af de store klubber nogensinde gå med til.

Daniel Finn: Hvilken indvirkning har UEFA’s regler om Financial Fair Play (FFP) haft for at skabe mere økonomisk lighed?

Jonathan Wilson: Nærmest ingen. Reglerne blev indført i 2011, hvor russiske oligarker var begyndt at investere i klubber som CSKA Moskva og Anzhi Makhachkala. Historien om Anzhi Makhachkala er bizar. Det lader til, at den russiske regering fik en ide om at skabe en europæisk storklub i Makhachkala i den omstridte region Dagestan for ligesom at gyde olie på vandene. De investerede enorme summer og hentede verdensberømte spillere som Roberto Carlos og Samuel Eto’o. Den bølge af investeringer i russisk fodbold brød dramatisk sammen, efter FFP-reglementet kom til.

Men FFP har så godt som ingen betydning haft i forhold til at tjekke, hvad der sker i Manchester City og Paris Saint-Germain (PSG). En gang imellem lyder der et lille pip fra nogen, og så kommer der en undersøgelse, som bliver ved og ved. UEFA har ikke de økonomiske muskler, der kræves, for at kunne tackle statsejede klubber som Manchester City eller PSG i retten. De klubber kan betale de bedste advokater for at trække sagerne i langdrag, indtil de falder for en forældelsesfrist.

Manchester City blev udelukket fra Champions League, men blev frikendt ved ankesagen. De blev ikke frikendt, fordi de var uskyldige, men fordi deres forbrydelse var begået for for mange år siden, til at de kunne straffes for den. Premier League har undersøgt nogle betalinger, Manchester City lavede for ti års tid siden, og ingenting tyder på, at den undersøgelse nogensinde bliver færdig. Hvis de kommer frem til en form for straf, vil det være for noget, der skete for mere end ti år siden, hvis der da ellers skete en forbrydelse.

Så i virkeligheden har FFP så godt som ingen effekt haft. Vi kan også se, at statsejede klubber har adgang til meget lukrative sponsorater fra en række andre statsejede virksomheder. Det er nærmest umuligt at fastlægge en fair markedspris for den slags sponsorater.

Daniel Finn: Mener du, at det på trods af tilbageslaget, da de prøvede på det i 2021, på sigt er uundgåeligt, at der bliver dannet en europæisk superliga? Og vil vi overhovedet lægge mærke til forskellen, hvis det da sker en dag?

Jonathan Wilson: Jeg vil ikke sige, at det er uundgåeligt, men udviklingen lader til at trække i den retning. Jeg synes, at Premier League er i orden. Selvom Manchester City klart er den dominerende klub, er det ikke som i Tyskland, hvor Bayern München har vundet elleve mesterskaber i træk, eller i Frankrig, hvor PSG har vundet ni ud af de seneste elleve mesterskaber, eller i Italien, hvor Juventus vandt ni mesterskaber i træk fra 2011 til 2020. Spanien har et udpræget duopol med Real Madrid og FC Barcelona. Hvis de begge har en skrækkelig sæson samtidig, kan Atletico Madrid måske lige få lov at vinde et mesterskab, men det er også det.

Disse førende ligaer er meget bekymrede, for de ved, at de ikke har et godt produkt at sælge, hvis det er den samme klub, der vinder hvert år. De er blevet fanget i et finansielt system, hvor et succesfuldt hold tjener flere penge og derved har råd til at købe de bedste spillere. Hvordan slipper man ud af sådan en situation uden at bryde strukturerne helt ned?

Corona-pandemien har accelereret denne proces. Premier League var bedre i stand til at klare pandemien, da ligaen er rigere og har de mest lukrative TV-aftaler. I resten af Europa er der større økonomisk pres, så de ser til Premier League og tænker, at de skal kunne konkurrere med det på den ene eller den anden måde. Der virkede den europæiske superliga til at være en oplagt måde at konkurrere på.

Men hvordan skal de kunne opnå sådan et mål? PSG var modstandere af den europæiske superliga, fordi – tror jeg – deres ejere var kloge nok til at forstå, at deres fans ville være modstandere af en lukket liga. De kan godt lide ideen om, at Champions League på en eller anden måde stadig godt kan ses som et meritokrati, og at en klub kan have succes og falde ned igen. I praksis er virkeligheden sjældent på den måde, men det er i det mindste en teoretisk mulighed, hvilket det ikke ville være i en lukket liga. Klubberne ville nærmest blive til franchises.

Den tyske fankultur ville være meget store modstandere af ideen. De engelske klubber har absolut ingen grund til at være med, og jeg er ærligt talt forundret over, at så mange engelske klubber var med i projektet til at begynde med. Her kan man tænke på, at mange af de klubber, som var med i projektet, har amerikanske ejere, som måske har set på den europæiske superliga som en mulighed for at skabe et amerikansk franchise-system, som kunne holde indtægterne blandt sig selv. I dag har Premier League et så stort forspring over de andre europæiske ligaer, at jeg ikke kan se, hvorfor de skulle opgive det.

De tre klubber, som stadig bakker op om den europæiske superliga – Juventus, Barcelona og Real Madrid – har en retssag kørende mod UEFA. De anklager UEFA for at have et monopol. De europæiske domstole vil afgøre, om UEFA skal have ret til fortsat at have denne position.

Hvis deres afgørelse giver klubberne ret, vil der pludselig ikke være noget til hinder for, at de danner en europæisk superliga. Måske vil FIFA’s ledere kunne stoppe det, men de kan også vælge at læne sig tilbage og få en del af de indtægter fra klubfodbold, som de tidligere er gået glip af, mens de samtidig får en lejlighed til at dolke deres gamle rivaler fra UEFA i ryggen.

Hvis det sker, kan man forestille sig, at fodbold splitter op ligesom golf eller boksning. Hvis Manchester United tilhører en organisation og Real Madrid en anden, så de ikke kan spille mod hinanden, bliver fodbold et meget mindre attraktivt produkt.

Daniel Finn: Du nævnte tidligere Silvio Berlusconi, som jo lancerede sin politiske karriere, mens han var præsident for AC Milan. Nutidens klubejere virker ikke lige så interesserede i landspolitik, som Berlusconi var. Er det en korrekt generalisering, og hvorfor?

Jonathan Wilson: I Europa er det formentlig rigtigt. I Argentina har vi en som Mauricio Macri, som blev præsident for Argentina, efter han havde været præsident for fodboldklubben Boca Juniors. Ligesom Berlusconi gav det ham den popularitet og genkendelse, som skulle til for at blive præsident i Argentina.

Men i Europa er de ledende klubber i dag alt for store. En politiker in spe har simpelthen ikke råd til dem. Hvis du skal købe en topklub i dag, skal du enten have en suveræn stats økonomiske midler eller måske være en amerikansk hedgefond.

Daniel Finn: Som du tidligere antydede, er tre store europæiske klubber i dag reelt statslige projekter for monarkier ved den Arabiske Golf. Hvad betyder det for fodbold i England, i Frankrig og i resten af verden?

Jonathan Wilson: Det er svært ikke at se det som frygteligt, på mange forskellige niveauer. Tænk for eksempel på Newcastle. Det er en stolt, gammel klub, der har eksisteret i mere end 120 år, hvor den har repræsenteret byen Newcastle og dens befolkning. Nu ejes klubben i teorien af en saudiarabisk investeringsfond, men i virkeligheden ejes den af Saudi Arabiens ledere. Hvis nu oliepriserne falder, så kan de godt få tanken: ”Det har vi ikke brug for, væk med det.” Hvad bliver konsekvenserne så for Newcastle?

Hvad er deres bevæggrunde for at eje klubben? Er det for at vinde fodboldkampe og titler? Er det for at tjene penge og promovere Saudi Arabiens image og derved give landet en indgang til det vesteuropæiske samfund og erhvervsliv? Hvis man mener, at en fodboldklub kan og bør være en repræsentation af klubbens lokalområde, er der i hvert fald en stor forskel.

Mange Newcastle-fans virker glade for de nye ejere. Men man så med Chelsea, hvad der kan ske, når klubben bliver involveret i geopolitik. Klubbens ejer kan blive ramt af sanktioner, og så risikerer klubben pludselig at gå bankerot. Chelsea blev overtaget af den amerikanske finansvirksomhed Clearlake Capital med Todd Boehly som formand for klubben. Jeg synes ikke, at de har gjort det så godt indtil videre.

Til en vis grad gælder det samme for klubber, der ejes af hedgefonde. Ejerskabet bliver taget væk fra lokalområdet, og det er en farlig udvikling. For 50 eller 60 år siden, hvor klubberne var ejet af en lokal forretningsmand, var den person selvfølgelig også meget indflydelsesrig. Men han skulle til en vis grad stadig stå til ansvar for det lokalområde, han selv kom fra. Den dynamik er forandret.

Som jeg nævnte tidligere, er den helt store udfordring for fodbold, at disse klubber reelt ikke kan kontrolleres. Hvis de har en suveræn stats investeringsfond bag sig, hvordan skal et fodboldforbund som UEFA eller det engelske FA så kunne kontrollere dem? I en hvilken som helst retssag vil Saudi Arabien kunne betale for de bedste advokater, og de har råd til at lade sagen trække ud. De kan vinde ved at dræne dig for ressourcer. I den situation bliver de forbund og organisationer, som har til opgave at håndhæve lov og orden i fodbolden, reelt meningsløse.

Daniel Finn: I begyndelsen af dette århundrede kiggede mange engelske fodboldfans til Tyskland for at finde en model for, hvordan fodbold kan organiseres uden lige så store økonomiske uligheder mellem klubberne. Betyder Bayern Münchens hegemoni i de seneste mange år, at den tyske model heller ikke virkede?

Jonathan Wilson: Jeg synes ikke, at de tog fejl, men de glemte måske at se hele billedet. Jeg kan godt forstå, hvorfor den tyske model virker tillokkende. De har 50+1-reglen, som siger, at fans skal eje mindst 51 procent af andelene i klubberne. Der er et par undtagelser såsom Bayer Leverkusen, der ejes af den lokale medicinalvirksomhed Bayer, og Wolfsburg, som ejes af Volkswagen.

Leipzig ejes i dag af Red Bull, som har bevist, at man sagtens kan køre en lastbil gennem 50+1-reglens hensigt, mens du samtidig på papiret lever op til reglerne. Men jeg kan sagtens forstå, at reglen virker attraktiv. Den giver følelsen af, at fansene bestemmer over klubberne.

Den tyske fankultur er også meget imponerende. Hvis man sammenligner livet og atmosfæren på de tyske stadioner med det noget matte Premier League-publikum i dag, så er det altså tiltalende. Billetpriserne er meget lavere i Tyskland. Der er en meget større forståelse for, at fansene engagerer sig i politiske emner og har stærke holdninger mod homofobi eller til støtte for flygtninge. Det er alt sammen meget tiltalende, og jeg kan godt forstå, at nogle folk gerne vil importere den model til Premier League.

Men det ændrer altså ikke på, at Bayern München er blevet meget rigere end alle andre meget hurtigere end alle andre, og at ingen har kunnet sætte en stopper for den udvikling. Det skyldes til dels, at Bayern München har været en succesfuld klub, men også at München er en rig by med mange sponsorer og investorer. Bayern Münchens omsætning er 70 procent større end Borussia Dortmunds, som er Tysklands næststørste klub.

Det er klart, at de vinder, når det er sådan. De er så mægtige, at de i praksis kan lamme deres konkurrenter ved at købe konkurrenternes bedste spillere. Da Jürgen Klopp [nuværende træner for Liverpool red.] var træner for Dortmund, kunne de konkurrere med Bayern München. I de år mistede Dortmund nøglespillerne Robert Lewandowski, Mario Götze og Mats Hummels til Bayern München. De solgte altså ikke bare disse spillere – de solgte dem til deres direkte rivaler.

Hvis man i dag ser på den tyske Bundesliga, så er det stadig en fremragende fodboldturnering, men Bayern München er så dominerende, at der ikke er nogen konkurrence om mesterskabet. Det gør selvfølgelig ligaen noget mindre attraktiv.

Daniel Finn: Ifølge normale stereotyper har USA et langt mere hardcore kapitalistisk system end de europæiske lande. I den sammenhæng virker det lidt ironisk, at amerikansk elitesport virker langt mere egalitært end europæisk topfodbold. De har draftsystemet, hvor de dårligste klubber får de bedste unge spillere, TV-pengene omfordeles mere og så videre. Hvordan kom den amerikanske model for elitesport til verden, og kan den genskabes i Europa?

Jonathan Wilson: Så enkelt er det ikke. Ganske vist bliver TV-pengene fordelt meget mere ligeligt mellem klubberne, og der er et draftsystem, som gør konkurrencen meget mere lige. Men det er i virkeligheden en meget kynisk og profitorienteret måde at drive tingene på. De amerikanske elitesportsklubber er ikke organiske klubber som i Europa – de er franchises i et kartel. Kartellet tjener pengene, og det er nærmest umuligt at have underskud, for kartellet sørger for, at alle klubber eller franchises holdes kørende.

På den måde repræsenterer klubberne slet ikke deres lokalsamfund, som for mig er det rigtig smukke ved europæisk fodbold. Jeg holder med Sunderland. Fodboldklubben Sunderland er en videreudvikling af et lokalt hold for skolelærere fra 1870’erne. En lærer ved navn James Allen stiftede klubben, og langsomt blev den til det Sunderland, vi kender i dag. Klubben er det eneste, der er tilbage i byen Sunderland, efter den tunge industri er forsvundet. Fodboldklubben er en reminder om det, Sunderland var engang. Det er meget svært at opnå sådan noget, hvis man har en amerikansk franchise-model.

Kunne man lave sådan en franchise-model i Europa? Lad os nu sige, at man vil have 32 franchises spredt over Europa, ligesom man har i NFL i amerikansk fodbold i USA. Så ville man ikke lægge to af de franchises i Manchester og en i Liverpool, eller tre i London og to i Milano. Men rivaliseringerne mellem klubberne fra Manchester og Liverpool og mellem klubberne i Milano er noget af det, der virkelig sælger europæisk fodbold.

FIFA-præsident Gianni Infantino har en ide om at skabe en afrikansk superliga. Man kan argumentere for, at afrikansk fodbold har desperat brug for investeringer, og deres klubsystem er fattigt og ikke så veletableret. Det er til en vis grad rigtigt, men man skal huske, at den afrikanske turnering for mesterhold har eksisteret siden 1960’erne. Næsten lige så længe som Europa Cup’en for Mesterhold.

Infantinos ide er at skabe en lukket liga med tyve klubber, som så skal dele investeringerne mellem sig. Men så opstår der jo et problem. Hvor skal de tyve franchises ligge? Og skal de bygge på klubber, der allerede eksisterer?

Hvordan skal man vælge mellem Al Ahly og Zamalek i Cairo eller mellem Raja og Wydad i Casablanca? De lokalderbyer er noget af det, der virkelig kan sælge afrikansk fodbold, så hvis man mister dem, mister man også noget af det, der kan få folk til at interessere sig for afrikansk fodbold.

Det samme problem ville opstå i Sydamerika. Ville man stadig have både Boca Juniors og River Plate fra Buenos Aires, hvis man havde en liga med franchises over hele kontinentet? Det ville man nok ikke.

Det er også et problem for fodbold i USA. Disse organiske lokale rivaliseringer, som betyder så meget i fodbold, kan ikke få lov at vokse frem. Der kan være en form for rivalisering mellem New York og Boston (eller New England, som Bostons franchise hedder). Men det bliver aldrig så dybt og så forgrenet, som rivaliseringen mellem Liverpool og Manchester United. Det gør det også sværere at sælge rivaliseringen til et bredere publikum.

Oversat af Jonas Neivelt

Den originale artikel blev udgivet i Jacobin 10. juni 2023.