Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 21. Ansvarshavende redaktør : Peter Raben

 

Udskriv artiklen

 

Spaniens venstrefløj står over for et valgnederlag og er nødt til at forene sig

 

Af Eoghan Gilmartin. Oversat fra engelsk med tilladelse fra Faced With Electoral Wipeout, Spain’s Left Has to Unite,Jacobin, 1. Juni 2023.

 

Efter fremgangen for højrefløjen i søndagens lokal- og regionalvalg, har Spaniens premierminister Pedro Sánchez udskrevet et lynvalg. Yolanda Díaz’ venstrefløjsprojekt Sumar kan få et godt resultat, men kun hvis venstrefløjen kan overvinde sin ødelæggende splittelse.

 

De spanske medier har beskrevet det som både et politisk selvmord og et taktisk genialt træk. Kun få timer efter at have lidt store tab i søndagens lokal- og regionalvalg, udskrev premierminister Pedro Sánchez et overraskende parlamentsvalg til den 23. juli.

 

Det kan virke kontraintuitivt. Sánchez' regerende centrum-venstre socialistparti (PSOE) havde netop tabt seks af de ni regionale regeringer, de kontrollerede. Endnu værre var resultaterne for hans juniorkoalitionspartner, det venstreorienterede Unidas Podemos. Det led et ødelæggende sammenbrud, da det i tre regioner (Madrid, De kanariske Øer og Valencia) ikke nåede op over spærregrænsen på 5 procent.

 

Men da det konservative Partido Popular (PP) fik en overvældende sejr også på rådhusene i den tidligere PSOE-højborg Andalusien, gik Sánchez hurtigt i gang med at vende den historie. I stedet for at vente til december med det planlagte parlamentsvalg, udskrev han overraskende valg her til sommer. Han håber at kunne lukke munden på kritikken i sit parti og samtidig sikre, at den nationale valgkamp falder sammen med de vanskelige koalitionsforhandlinger mellem PP og det højreekstreme Vox i flere regioner.

 

Sánchez forsøger således at definere det lynhurtige parlamentsvalg som et enten-eller-valg mellem en potentiel højreorienteret national koalition, der vil få Vox-lederen Santiago Abascal som indenrigsminister, og hans egen form for moderat socialdemokrati. ’Han leder efter en reaktion på reaktionen - og udnytter den frygt, som resultaterne har skabt blandt progressive vælgere til at få dem  ​​​​ op fra sofaerne i juli," siger Txema Guijarro, et parlamentsmedlem for Unidas Podemos, til Jacobin.

 

Men Sánchez forsøger også at styrke PSOEs overherredømme ​​ i spidsen for en bredere venstreblok - både ved at positionere sig som den eneste mulighed for taktiske vælgere, der ønsker at stoppe højrefløjens fremgang, og ved at presse en fragmenteret radikal venstrefløj til at finde sammen. Hvis hans udmelding har taget fusen på hans allierede i Unidas Podemos-koalitionen, har den også fremtvunget nye deadlines for en splittet venstrefløj, som havde forventet at bruge sommeren på at forhandle sig frem til en reorganisering omkring arbejdsminister Yolanda Díaz' nye enhedsplatform Sumar. Nu er de forskellige fraktioner, både inden for og uden for Unidas Podemos, i kapløb med tiden og har indtil den 9. juni til at indregistrere en koalition, før fristen inden valget udløber.

 

Alternativet til enhed vil sandsynligvis være yderligere marginalisering i det, der vil blive en blitzkrieg-kampagne. Men Díaz, som har været medlem af det spanske kommunistparti hele sit liv, og som i øjeblikket er Spaniens mest populære politiske leder, har potentialet til at vende venstrefløjens skæbne, hvis hun hurtigt kan afslutte dens interne borgerkrig.

 

En splittet venstrefløj

Det bliver ikke let. Den åbne konflikt mellem Díaz og Podemos' ledelse om hendes planer om at forny venstrefløjen har stået på i mere end et år og skabte en giftig atmosfære op til søndagens lokalvalg. Faktisk har disse interne spændinger gjort, at en række rutinemæssige taktiske stridigheder i løbet af det sidste år er blevet til næsten eksistentielle kriser, for eksempel ved sidste efterårs strid om dommerudnævnelser.

 

Med det nuværende niveau af mistillid er det let at glemme, at Podemos-stifteren Pablo Iglesias selv udpegede Díaz som sin efterfølger som vicepremierminister i 2021 på baggrund af, at hun trådte mere og mere i karakter som arbejdsminister. På det tidspunkt satsede Iglesias på, at Podemos med Díaz ved roret kunne fortsætte med at indtage en central rolle på venstrefløjen, også når han selv havde trukket sig tilbage fra den politiske frontlinje. Det skyldtes til dels parrets langvarige arbejdsforhold, men også Díaz' mangel på egen organisatorisk base. Selv om hun ikke er medlem af Podemos, så det ud til, at hun ville være afhængig af partiet.

 

Men da hun ikke ønskede at være en ’pablista’-figur (som Iglesias' mest trofaste støtter kaldes), og da hun mente, at en meget bredere fornyelsesproces var nødvendig på venstrefløjen, søgte Díaz hurtigt større uafhængighed efter sin udnævnelse til vicepremierminister. Hun lancerede enhedsplatformen Sumar i løbet af det sidste år og søgte at balancere Podemos' indflydelse med alliancer med andre venstrefløjskræfter og fagforeninger og insisterede på, at den eksisterende Unidas Podemos-struktur ikke længere var formålstjenlig.

 

Som en af hendes seniorrådgivere sagde til Jacobin i januar: ’[Sumar] handler ikke kun om at sikre, at [Díaz] kan udøve autoritet over venstrefløjen, hvilket som mål i sig selv ville være legitimt for alle nye ledere, men udspringer også af behovet for at opbygge et nyt projekt centreret omkring friske ideologiske koordinater. [Venstrefløjen skal] igen være i stand til at udvide sin vælgerbase - som det unge Podemos gjorde i 2015.’

 

Søndagens valgresultat synes at bekræfte en sådan analyse og peger igen på, at Podemos' form for venstrepopulisme er nået til vejs ende, især i en post-pandemisk atmosfære præget af en dyb antipolitisk stemning og demobilisering efter et årti med intense politiske omvæltninger og ideologiske debatter på venstrefløjen. Partiets kampagne, som i vid udstrækning var udsat for medieblackout, forsøgte at skabe blæst omkring højrefløjens korruption og partiets uretfærdige behandling i pressen, men fik aldrig momentum.

 

Men alligevel var alene omfanget af tabene et ødelæggende slag. Alliancen gik fra 47 regionale parlamentsmedlemmer i hele Spanien til kun 15, da den mistede stemmer til en blanding af alternative lokale venstrefløjsplatforme, PSOE og sofavælgere. I hovedstaden blev Unidas Podemos udslettet; dets tidligere allierede Más Madrid, ledet af Íñigo Errejón, mistede også stemmer, men fastholdt i sidste ende sin position som den vigtigste oppositionskraft og vandt syvogtyve pladser på regionalt niveau (med 18,35 procent af stemmerne) og tolv byrådsmedlemmer.

 

Díaz er også langt fra uskyldig i denne henseende, da hun stort set valgte ikke at deltage i valgkampen. Hun blev helt sikkert sat i en vanskelig situation af de mange venstreorienterede valglister med forskellig identitet i flere regioner som Más Madrid, Drago og Compromís. Hun havde håbet på at kunne få dem alle med i Sumar inden parlamentsvalget, som forventedes at finde sted i december. Ofte har disse alternative regionale kræfter faktisk været mere modtagelige end Podemos' ledelse over for ideen om Sumar som en paraplyplatform. Men for Unidas Podemos var det klart en ekstra belastning i valgkampen, at man ikke kunne regne med en markant deltagelse fra partiets højest rangerende minister.

 

Desuden sikrede de rivaliserende lister også, at hundredtusindvis af venstrefløjsstemmer ikke blev konverteret til mandater, da en eller begge venstrefløjsfraktioner ikke klarede minimumsgrænsen. Rådhuset i Huesca var det mest ekstreme eksempel. Tilsammen fik kræfterne til venstre for socialisterne næsten 18 procent af stemmerne. Men de blev fordelt på fire lister (Unidas Podemos, en lokal kommunistisk platform, den regionalistiske Chunta Aragonesista og Más Madrids allierede, Equo), hvoraf ingen formåede at nå op på de minimale fem procent - og dermed lod venstrefløjen stå tilbage helt uden repræsentation.

 

Enhed, men hvordan?

Denne fragmentering er accelereret i de seneste år, hvor kritikere af Podemos' ledelse på nationalt plan har forsøgt at opbygge alternativer på lokalt og regionalt plan. Månederne op til valget i søndags var domineret af spørgsmålet om, hvordan man kunne samle dem igen og frem for alt, hvordan man kunne forberede en kandidatvalgsproces, der ville være acceptabel for både regionalt og nationalt fokuserede organisationer. Sumar, som betyder ’at samle’, skulle være bannerføreren for denne proces. Men Sánchez' chokerende udmelding om et lynvalg har gjort den slags spørgsmål irrelevante: Nu er der ikke tid til at afholde kandidatvalg, og listernes sammensætning og fordelingen af den efterfølgende statslige finansiering skal forhandles af partilederne bag lukkede døre i løbet af få dage.

 

’Hvis nogen havde sagt til mig [før valget blev udskrevet], at vi kun havde ti dage til at nå en aftale, ville jeg have grinet af dem,’ siger Guijarro, en af Díaz' nære allierede, til Jacobin. ’Umuligt! Diplomati kræver tid, og det er netop det, vi ikke har, men lad os se, hvordan Yolanda håndterer det.’

 

De femten organisationer, som Díaz nu forsøger at integrere under sit lederskab, kæmper allerede om positionerne. Compromís, der har base i Valencia, har været mest højlydt og offentligt insisteret på at stå øverst på listen i hver af de tre valgkredse i denne region og også få sit navn på stemmesedlen i disse valg. Andre har forsøgt at holde en lavere profil. Mónica García fra Más Madrid hævdede, at selvom hendes organisation ikke ville trække røde linjer, skulle andre organisationer ’være bevidste’ om deres nylige valgresultater - en tydelig hentydning til Podemos og dets potentielle vægt i en eventuel enhedsaftale.

 

Podemos' nuværende leder, Ione Belarra, har nedtonet sit partis kritik af Díaz siden begyndelsen af valgkampen til lokalvalgene - og efter søndagens resultater har hun droppet offentlige opfordringer til en bilateral ’pagt mellem ligemænd’ mellem Sumar og hendes organisation. Iglesias har endda erkendt, at ’det er vores tur til at være ydmyge.’ Men ifølge journalisten Antonio Maestre er de to sider stadig langt fra en aftale, ikke mindst på grund af den grad af autonomi, som Podemos kræver i sin kampagne. Et andet springende punkt er, om Podemos' nummer to og nuværende ligestillingsminister, Irene Montero, skal med. Ikke alene er hun blevet en hadefigur for højrefløjen, men hun har også lidt alvorlig skade på sit omdømme i forbindelse med implementeringen af en ny lov om seksuelt samtykke, som har betydet, at hundredvis af dømte voldtægtsmænd utilsigtet har fået nedsat deres straf.

 

Men ud over forhandlingerne er spørgsmålet, på hvilket grundlag et stadig hypotetisk enhedskandidatur kan føre valgkamp, når Sumars ’Program for et nyt land’ stadig er et igangværende arbejde. Díaz har gentagne gange insisteret på, at Sumars fokus mindre skulle være på avantgardistisk ideologisk kamp end på en materiel politik, der bringer håb og kan tilbyde samfundets flertal et håndgribeligt alternativ til de miskrediterede neoliberale formler. I sine offentlige udtalelser har Díaz forsøgt en balancegang ved både at pege på de sidste tre års gradvise fremskridt som bevis på, at venstrefløjen kan regere effektivt, og at positionere Sumar som et projekt for dyberegående reformer, der rækker ud over, hvad der er muligt inden for den nuværende regering.

 

Ved fremlæggelsen af Sumars første programskitse i januar insisterede Díaz på, at man i en periode med ’epokegørende forandringer, der kan sammenlignes med 1940erne’, i Spanien kunne skabe et progressivt årti med en politik baseret på social beskyttelse mod den voksende usikkerhed og en udvidelse af arbejdstagernes rettigheder og de sociale rettigheder. En central søjle i dette nye projekt er løftet om en ’fornyet’ eller ’demokratisk’ politik for arbejderklassen, der bygger på hendes progressive reformer som arbejdsminister – herunder en forhøjelse af minimumslønnen på 46%, lovgivning der slår til mod usikre korttidsansættelser og styrkelse af fagforeningsrettighederne.

 

Den entusiasme, hvormed denne form for substantiel socialdemokratisk diskurs blev modtaget, da Díaz rejste rundt i landet det sidste år for fyldte sale under sin såkaldte ’lytteproces’, peger på dens potentiale til at mobilisere på et tidspunkt, der domineres af krisen i leveomkostningerne. Men uden en aftale om enhed og orden i hendes rækker, vil kampagnen sandsynligvis drukne i interne spørgsmål og aldrig komme i gang. Det er et af hovedargumenterne mod at vælge den såkaldte ’Melénchon-vej’, hvor man går enegang uden Podemos og stoler på, at stemmerne vil samle sig, efterhånden som valgkampen kommer i omdrejninger.

 

En højredrejning

Desuden tyder alle meningsmålinger på, at separate lister ved parlamentsvalget ville reducere venstrefløjens samlede antal mandater betydeligt. Det ville være kriminelt i et valg, hvis endelige udfald sandsynligvis vil blive afgjort af, hvem der ender på tredjepladsen efter PSOE og PP - dvs. enten Sumar eller det højreekstreme Vox. Faktisk er kløften mellem de to store partier ikke så stor, som man kunne få indtryk af, når man ser på PSOEs tab af lokal institutionel magt. Partiets samlede stemmeandel var 28 procent, kun 3 point under PP, mens landsdækkende prognoser baseret på disse tal tyder på, at PP og Vox vil komme lige under et absolut flertal ved et parlamentsvalg - ikke mindst på grund af det spanske højres svaghed i Catalonien og Baskerlandet.

 

’Alt er ikke tabt’ har været PSOEs budskab - men momentum er hos højrefløjen. Som politologen Pablo Simon bemærker, fik PP ikke bare flere stemmer, men var også i stand til ’at udvide højreblokken’, hvilket er en yderligere bekræftelse af en højredrejning hos visse dele af det spanske samfund. Kampagnen demonstrerede faktisk PPs evne til at bruge en reaktionær og til tider autoritær diskurs til at mobilisere ikke bare mangeårige højreorienterede vælgergrupper, men også til at udnytte større skift i den offentlige mening i store dele af Spaniens indre og sydlige kerneland. Partiets kampagne var centreret om en række opfundne stridigheder, der både spillede på de mere socialt konservative PSOE-vælgeres voksende vrede over Sánchez' alliancer med Podemos og baskiske og catalanske uafhængighedskræfter - og på deres ubehag ved feministiske og transpersoners rettigheder.

 

Det lykkedes for det konservative PPs hårde kampagne, der i høj grad fokuserede på at anklage Sánchez for at være i ledtog med Spaniens ’indre fjender’, også at holde Vox nede på kun 7 procent af de lokale stemmer (selvom disse Francisco Franco-nostalgikere har tendens til at klare sig bedre i landsdækkende meningsmålinger). Sánchez vender nu tilbage til en strategi, der er et forsvar for demokratiet, for at mobilisere de progressive imod en Trump-lignende reaktion. Venstrefløjen og Yolanda Díaz må være i stand til at tilbyde noget mere - en horisont med håb for fremtiden som kan forbinde sig med folks materielle bekymringer omkring krisen i leveomkostningerne og tilbyde en troværdig kollektiv udvej fra neoliberalismen.