Kritisk Revy

Enhedslistens årsmøde 2023: Det var det – og hva’ så?

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion.

I pinsen 27.-29. maj afholdt Enhedslisten sit årsmøde, der var afventet med en vis spænding, fordi partiets årsmøder efterhånden har udviklet sig til styrkeprøver mellem partiets to dominerende fløje, ’Christiansborg-fløjen’ og oppositionen, der for en stor dels vedkommende er samlet i Græsrodsnetværket.

At dømme efter balancen i årsmødets centrale afstemninger sidder Christiansborg-fløjen så nogenlunde sikkert i sadlen, idet afstemningerne viste, at oppositionen i gennemsnit kunne mønstre mellem en fjerdedel og en tredjedel af de delegeredes stemmer. Men selvom det måske er en ringe trøst, kunne oppositionen i det mindste glæde sig over, at der ved afstemningen om de to ændringsforslag til principprogrammet, der handlede om partiets forhold til sikkerhedspolitik (NATO) og EU, kun var en lille forskel i Christiansborg-fløjens favør – et enkelt ændringsforslag om, at EL aktivt skulle arbejde for alternativer til NATO bortfaldt endog på grund af stemmelighed. Desuden overraskede valget til partiets hovedbestyrelse, idet Maria Temponeras, der er en del af oppositionen, fik det højeste antal stemmer, mens Pelle Dragsted fik en hel del færre stemmer end ved sidste årsmøde.

Enhedslistens årsmøde fandt sted under den lidt mystiske overskrift ”For frihed og fritid”- måske begrundet i det, der kaldes ’Det store Bededagstyveri’, og at man havde besluttet, at det skulle være borgerlønnen, der efter flere års udsættelser, skulle være årsmødets vigtigste emne. Men årsmødeoverskriften synes mærkværdigt malplaceret og fritsvævende, når nu de accelererende klimaforandringer, en verdensorden i skred og et parti, der hænger i laser, bankede på ELs dør og krævede svar.

’Venner’ eller ’kammerater’?

Megen plads til politikudvikling blev der imidlertid ikke. Man skulle lede meget længe efter systemoverskridende ideer, visioner eller bare ordene ’kapitalisme’, ’socialisme’ eller klassekamp i Mai Villadsens indledningstale, der meget betegnende blev indledt med ’kære venner’ – ingen ’kammerater’ her.

Bedre blev det ikke med beretningerne, hvor man i hovedbestyrelsens beretningⁱ savner analyser af årsagerne til partiets voldsomme nederlag ved folketingsvalget, forholdet til Socialdemokratiet, forholdet mellem arbejdet i folketinget og det, der rører sig i samfundet, eller partiets mere og mere tydelige karakter af at være et parti af storbyernes veluddannede. De store uenigheder, der hersker i partiet om netop disse centrale emner, nævnes kun overfladisk i beretningen. Man savner også, at hovedbestyrelsen sætter den globale ramme for Enhedslisten - først og fremmest i form af de klimaforandringer, der om lidt vil ændre betingelserne for samfundene fuldstændigt, men også den europæiske og globale politiske og økonomiske udvikling. Og fordi man undlader at tage tyren ved hornene og forsøge at give et bud på den alvorlige krise, partiet står i, fremstår hovedbestyrelsens beretning som noget af et skønmaleri.

Enhedsfront?

Mai Villadsen slog i sin indledningstale et slag for en stærk venstreopposition, som hun tilsyneladende forstår som en slags enhedsfront mellem EL, SF og Alternativet. Forslaget, som jo blev fremsat tidligere på året, virker som lidt af en panikhandling - efter at den parlamentariske strategi i forhold til Socialdemokratiet er slået fejl, noget der har været medvirkende til, at partiet politisk hænger i laser. Netop den ensidige satsen på det parlamentariske arbejde har været en medvirkende årsag til valgnederlaget, og nu begræder man, at de, man så gerne vil lege med, ikke længere vil lege med en. Men Pia Olsen Dyhr arbejder intenst på at gøre sig selv og SF regeringsduelige – en gang til – og har derfor ingen interesse i at komme for tæt på EL – og slet ikke nu, hvor man står så godt i meningsmålingerne på grund af de mange socialdemokrater, der ikke kan forlige sig med Mette Frederiksens og partitoppens giftermål med Venstre og Lars Løkkes Moderaterne. SFs mål er formentlig en slags lyskryds-regering som i Tyskland, når SVM-regeringen kæntrer, og her har man højest brug for en rival som EL til at drille S. Og når Politiken fredag d. 16. juni citerer Pia Olsen Dyhr for på folkemødet at opfordre S til at ’komme hjem til det røde flertal’, rejser det spørgsmålet om hvem, der udgør et rødt flertal og hvilken rolle Olsen Dyhr har tiltænkt EL i den konstruktion. Og omvendt, hvad EL vil stille op med det udsagn.

Den uro, der er opstået efter de vedholdende rygter om Mette Frederiksen som kandidat til posten som NATOs generalsekretær, har udløst en magtkamp internt i Socialdemokratiet og krav fra de to regeringspartnere, Venstre og Moderaterne, om en genvurdering af regeringsgrundlaget. Alle tre koalitionspartnere står til tæsk hos vælgerne, og spørgsmålet er naturligvis, om SVM-regeringen uanset Mette Fs fremtid kan holde i længden. Ender det hele med valg i utide, så vil ELs svar formentligt være det samme som sidst, nemlig at være støtteparti for en S-mindretalsregering eller en koalitionsregering med SF. Forhåbentlig har man i den situation taget ved lære af ’forståelsespapirets’ svagheder: At man ikke kunne holde regeringen ansvarlig. Næste gang må en aftale med en socialdemokratisk regering være på plads INDEN et valg og indeholde målbare aftalepunkter og klare beskrivelser af hvilke triggerpunkter, der vil annullere en aftale og stille parterne frit. Så slipper vi for den demoraliserende tale om udefinerede ’røde linjer’.

Og et lyspunkt

Hvor hovedbestyrelsens beretning var en noget fad omgang, forholder det sig anderledes med hovedbestyrelsens forslag til politisk udtalelse, ”Enhedslisten – det socialistiske alternativ”ⁱⁱ, der langt skarpere analyserer årsagerne til valgnederlaget og anlægger en selvkritisk linje. Udtalelsen bærer præg af, at de, der står på det, man kunne kalde en arbejderklasse- og fagforeningslinje i partiets ledelse, og som ikke er bange for de ord som ’arbejderklasse’, ’socialisme’ eller ’klassekamp’ - der ellers lider en hensygnende tilværelse i hvert fald i partiets ledelse - nok har været indover forslaget. Man ledte desværre forgæves efter det, som hovedbestyrelsens beretning mangler: At blive indrammet af en vurdering af den europæiske og globale situation, EL skal fungere i.

Det tredje dokument, der er centralt for et årsmøde i Enhedslisten, er arbejdsplanen, der i år havde titlen ”Enhedslisten for de mange”ⁱⁱⁱ. Planen handlede udelukkende om organisatoriske foranstaltninger, men fremsatte dog et fromt ønske: ”Enhedslisten skal være et landsdækkende parti, der vinder opbakning blandt den brede arbejderklasse - også uden for de større byer …”, men uden nogen tanker om, hvordan det skulle kunne lade sig gøre eller grunden til partiets nuværende sammensætning. Arbejdsplanen indeholder dog et forslag, der er kontroversielt - og som i nogle øjne peger mod den centralisering af politikudviklingen, partiet er undergået de sidste mange år - nemlig at man forsøgsvis vil sende et politisk spørgsmål til urafstemning blandt medlemmerne. Men at tro, at man uden en forudgående kollektiv, fysisk diskussion i partiafdelingerne bare kan sende et spørgsmål til urafstemning, kan meget let blive en glidebane, hvor det bliver hovedbestyrelsen, der har kontakt med hvert enkelt medlem uden om afdelingerne, der dermed isoleres fra hinanden.

Oppositionen i EL

Oppositionen kæmpede tappert fra ændringsforslag til ændringsforslag, men kom kun igennem med ganske få. Der, hvor man var tættest på et gennemslag, var ved afstemningerne om ændringsforslagene til principprogrammet vedrørende NATO og EU, som af mange i oppositionen opfattes som ændringer af partiets grundlæggende politik, selvom de teknisk set formentlig nærmere er konsekvensrettelser i kølvandet på det forrige årsmødes beslutninger. Her var det tydeligt, at Christiansborg-fløjen havde mindst gennemslagskraft. Det selvom man havde gemt de to afstemninger, som man med garanti vidste ville blive kontroversielle, til et tidspunkt på årsmødet, hvor der var alt for lidt tid afsat til en egentlig debat – noget der vakte stor utilfredshed. En del af de mange stemmer imod forslagene kunne derfor nok tolkes som i virkeligheden at være protest mod det, der opfattedes som et forsøg på at afskære diskussionen. Her burde der være afsat meget mere tid til at behandle for eksempel Enhedslistens holdninger til forsvarsforliget, til oprustningen, til NATOs toprocents-krav, så folketingsgruppe og hovedbestyrelse havde fået et bredt input til de afgørende politikområder, som forsvars- og sikkerhedspolitikken udgør.

Det var dejligt at høre en repræsentant for Ukraines Sociale Bevægelse (Sotsialnyi Rukh) aflevere sin hilsen til årsmødet, hvor han beskrev den kamp på to fronter, som man som socialist må føre i dagens Ukraine: Kampen mod den russiske aggressor og kampen mod regeringens og arbejdsgivernes neoliberale dagsorden. Her var der måske noget at tage ved lære af for de medlemmer af Enhedslisten, der endnu måtte have svært ved at tænke dialektisk.

Hva’ nu for partiet?

Og hvor stiller årsmødet så Enhedslisten? Hvis resultaterne af årsmødets afstemninger er retningsgivende for partiets generelle tilstand, så har Christiansborg-fløjen som sagt konsolideret sit flertal i partiet. Og med det i hånden vil man formentlig se en yderligere centralisering af partiet – f.eks. i form af yderligere delegering af magt til forretningsudvalget - og politikudviklingen, hvor det parlamentariske arbejde de facto på trods af folkloristiske besværgelser om ’bevægelsernes parti’ vil stå i centrum.

Uden at forfalde til mortenkorchsk nostalgi er der formentlig ingen tvivl om, at flytningen af landskontoret til Christiansborg i sig selv i praksis udgør en centralisering – det er jo nærmest umuligt for almindelige partimedlemmer at få adgang til Borgen, der nu for alvor er en borg. Netop denne flytning blev af partiets kritiske revisorer betegnet som en politisk og ikke en økonomisk funderet beslutning al den stund, at ejeren af det hidtidige landskontor i Studiestræde havde tilbudt at halvere huslejen. Dette indtryk forstærkedes af, at det ikke lykkedes partiets ledelse at sandsynliggøre nogen besparelser ved flytningen! I det hele taget er gennemsigtigheden i partiets økonomi i en sådan forfatning, at de kritiske revisorer som noget uhørt opfordrede til ikke at godkende det yderst mangelfulde regnskab. Hvad forsamlingen så alligevel gjorde.

I forlængelse af centraliseringstendensen ligger vedtagelsen om at gøre hvert andet årsmøde virtuelt. Årsmøderne fungerer jo ud over at være partiets højeste myndighed også som det eneste sted, hvor de mest aktive medlemmer kan mødes og den ene gang om året føle ikke at stå alene med deres synspunkter. Og i en situation, hvor partiet er i alvorlig krise, er det vel ikke tiden at indskrænke det eneste tidspunkt, hvor så mange medlemmer er samlet.

Hva’ nu for oppositionen?

Partiets opposition slikker sårene og er især under indtryk af vedtagelsen af de to forslag om ændringer af principprogrammet vedrørende forholdet til NATO og EU i færd med at revurdere sin stilling. Skal man omdanne sig til en regelret fraktion med den dertilhørende mindretalsbeskyttelse, fortsætte som uformel struktur eller, som nogen mener, danne et nyt parti? Det sidste alternativ har formentlig ikke mange tilhængere, mens de to første sandsynligvis bliver udgangspunkt for den konference, Græsrodsnetværket har besluttet at afholde efter sommerferien for at kigge på mulighederne for en mere organiseret platform.

Om en sådan platform er i stand til at rumme de endog meget forskellige opfattelser, der i oppositionen er af f.eks. Ukraine-krigens natur og de konsekvenser, man skal drage deraf, er derimod et andet og mere alvorligt spørgsmål. Kommer det til, at det bliver et adgangskrav for at være med i platformen, at man f.eks. tilslutter sig opfattelsen af, at Ruslands overfald er et inter-imperialistisk anliggende, eller at man betingelsesløst skal udmeldes af NATO, vil det betyde en afskalning fra platformen. Så må de, der mener, at de derfor ikke kan være med i Græsrodsnetværket, alvorligt overveje at danne deres egen gruppe, hvor man kan udvikle en socialisme for det 21. århundrede, der endeligt har frigjort sig fra de sidste rester af kommunismens levn, ingen fantomsmerter har over dens sammenbrud og er i stand til at modernisere marxismen væk fra determinismen og forfladigelserne og udvikle den i lyset af historien og den viden, vi har i dag, til at blive den moderne udgave af det frigørelsesredskab, den oprindeligt var.

Oppositionen står også over for det problem, at med mindre man er i stand til at fremkomme med et positivt program, står man i fare for at ende som en brokkasse. Endelig er der det alvorlige problem, som gælder hele partiet, at generationsforskellene også viser sig som vidt forskellige opfattelser af, hvad et parti egentlig skal være – så forskellige, at det sommetider kan se ud som om, det er to helt forskellige verdener. Længe leve Facebook!

Et fragmenteret parti

I lyset af denne udvikling kan man formentlig forvente, at EL fremover vil bestå af mindst fire grupperinger ud over SAP: Christiansborg-fløjen, Græsrodsnetværket eller hvad en eventuel ny platform måtte kalde sig, en oppositionsgruppe bestående af dem, der ikke ser udmeldelse af NATO som en aktuel opgave, men ellers deler Græsrodsnetværkets kritik af den parlamentaristiske linje, den manglende systemkritik og partiets centralisering, men som heller ikke er nostalgikere og gerne vil udvikle en socialisme for det 21. århundrede; og så den gruppe – den største – af medlemmer, der træffer beslutninger fra sag til sag.

Alt i alt er der grund til at antage, at Enhedslisten de facto er på vej til at blive den kampagneorganisation for den parlamentariske politik, som Pernille Skipper skitserede i en kronik i Politiken 12. november sidste år. Men netop fastholdelsen af de facto opfattelsen af parlamentet som al politiks udgangspunkt er partiets helt store akilleshæl og en væsentlig kilde til, at det hænger i laser. For på trods af de mange bekendelser til at være ’et parti i egen ret’, har man ikke forstået, at venstreorienterede partier, der i form af at være parlamentarisk grundlag, støtteparti for eller deltage i en regering med et socialdemokratisk parti, næsten uvægerligt er dømt til at slides tyndt, hvis ikke et sådant parti formår at fremvise en tydelig, selvstændig profil og politik. ​​ 

Ønskedrømme og skyklapper

Man havde satset så voldsomt på regeringssamarbejdet og lod derfor sine ønskedrømme lukke øjne og ører for, at Socialdemokratiet var på vej et helt andet sted hen. Deraf den forargelse, som Mai Villadsen udviste i et TV-program, hvor hun på den ene side tordnede mod Mette Fs ’forræderi’ for i næste sætning at appellere til Socialdemokratiets røde hjerte.

Det lader til at væsentlige dele af partiets ledelse og måske også medlemsskaren deler den opfattelse med SF, at der eksisterer et ’rødt’ flertal. Men mon Enhedslisten egentlig har gennemtænkt forløbet fra Mette Frederiksen på Grundlovsdagen sidste år nævnte en regering henover midten? På det tidspunkt var det formentlig en strøtanke uden konkret indhold, men med De Radikales langsomme opsigelse og dette partis ultimatum blev det pludseligt alvor. SF var parat til at indgå i en regering med De Radikale, men ikke længere til højre (Pia Olsen Dyhr: ”Balancen var ikke rigtig”); mens De Radikale under ingen omstændigheder ville have Enhedslisten med, som man ønskede at isolere som et ’yderparti’. Problemet for Mette F var altså hverken SF eller EL, men De Radikale.

Men Socialdemokratiet er et parti, der forvalter kapitalismen, og som man kun kan lave reformer med, der ligger inden for kapitalismen, altså inden for den skvulpen mellem mere eller mindre kapitalisme, mere eller mindre socialisme, som er den grundlæggende samfundsanalyse i Pelle Dragsteds ”Nordisk socialisme”, der af nogle ses som Christiansborg-fløjens teoretiske grundlag). Så snart samfundsbadekarret skvulper over, eller der indtræder en krise, vil Socialdemokratiet forsvare det kapitalistiske samfund, og så er det slut med samarbejdet med radikale, socialistiske partier. Derfor vil Socialdemokratiet også modsætte sig en grøn omstilling, der ikke bygger på grøn ’vækst’ – en umulighed - men på den grønne skrump, der er en nødvendighed. Og derfor er det så nødvendigt, at EL ikke ender som kampagneorganisation for parlamentspolitikken, men for kapitalismekritikken.

I den forbindelse var det faktisk en meget oplivende tale, som Rød-Grøn Ungdoms formand Frederik Dahler holdt til årsmødet, der ligger i forlængelse af Dahlers udtalelser til Altinget, som bragtes samme dag årsmødet startede. Han mente, at en af grundene til den krise, EL står i, er, at man ikke har formået at koble den grønne omstilling sammen med at fortælle folk, hvordan de så skal leve, når deres job forsvinder – ”mere grøn end rød”. Ellers risikerer man, at Lars Olsens populistiske bekymringer bliver til virkelighed:

”Samfundets grønne omstilling kan ende som klassekamp. De velbjærgede klimafanatikere har ikke andet i klemme end varmelamperne over caffe latten på cafeerne i København og Aarhus. Helt anderledes for arbejderne på slagterierne og Aalborg Portland Cement, der rammes af for hastige og høje grønne afgifter. Eller de ansatte i industri, landbrug og transport, som kører langt i bil for at komme til deres jyske eller vestsjællandske produktionsjob.”

Desværre definerer Dahler ikke rigtigt, hvad der egentligt menes med ’rød’ og ’grøn’, for er der en reel modsætning mellem de to? Nøglen til den grønne omstilling er ikke grøn vækst, men som sagt grøn skrump - og det er den overgangsøkonomi, man skal have gang i at beskrive. Der er meget for EL at lære i Ulrike Hermanns nye bog ”Kapitalismens afslutning”.

Det er også det enøjede fokus på parlamentet, der ligger bag de – forgæves – appeller til SF og Alternativet om at danne en folkefront. Det er som om, partiets top helt har glemt, at alting kommer nedefra – noget som f.eks. Preben Wilhjelm jo har prædiket stort set siden tidernes morgen - og at et socialistisk partis fornemste opgave er at føre samfundskampen ind i parlamentet og ikke omvendt. Og her er ligger der en stor opgave for EL i de sociale kampe, der vil opstå i kølvandet på den grønne omstilling eller rettere sagt den grønne skrump, der for mange vil føles som et overgreb. Den vrede, en ufølsom og klassebaseret omstilling, hvis egentlige formål er at opretholde de bestående magtrelationer, vil fremkalde – tænk blot på De gule Veste – må et parti som EL fange op og give retning mod venstre ellers fanger højrepopulisterne den. Frygten er naturligvis, at resultatet af Christiansborg-fløjens konsolidering af magten kan blive en yderligere passivisering af partiets aktive medlemmer, der føler sig afkoblet fra den politikudvikling, som er deres motivation til at slutte sig til Enhedslisten.

Og det er synd, for der er nok at se til. Overalt i Europa er venstrefløjen på tilbagetog og det samme gælder socialdemokratierne, mens højrefløjen og det yderste højre forstærkes. Et socialistisk parti, der alene fokuserer på kampen i de parlamentariske organer, vil være ilde stillet i den kamp. For slet ikke at tale om kampen for en systemoverskridende grøn omstilling, der ikke bygger på grøn vækst, men på en grøn skrump, hvor det er de rige, der betaler - og ikke dem som burde være Enhedslistens erklærede mål, lav- og mellem-indkomstgrupperne, dvs. arbejderklassen i Danmark.