Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 21. Ansvarshavende redaktør : Peter Raben

 

Udskriv artiklen

 

 

Ny bog: Hvem stillede det jødiske spørgsmål og hvem besvarede det?

 

Af Morten Thing

 

Jeg er vokset op med en jødisk mor og en selvfølgelig positiv holdning til Israel. Selvfølgelig tog jeg på kibbutzophold, da jeg var 20. Efter 1967 gik det op for mig, at Israel var blevet til ved, at jøderne havde fordrevet landets indbyggere, palæstinenserne. At forstå det medførte en enorm skam i mit sind. … Og at indse, at hele konstruktionen af den jødiske stat hvilede på racisme, den opfattelse, at ikke blot palæstinenserne, men også de arabiske jøder, stod på et lavere civilisationstrin end os europæiske jøder, var et bjerg at komme over.” Sådan skriver Morten Thing på bagsiden af sin nye bog ”Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat”, som Solidaritets forlag udgiver. Kritisk Revy har fået lov til at gengive bogens prolog.

 

Bogen præsenteres af forfatteren ved en reception i Solidaritets lokaler, Griffenfeldsgade 41, Nørrebro onsdag 24. maj 19.30-21.30. Alle er velkomne.  ​​​​ 

 

Oprindelig var der slet ikke noget ‘jødisk spørgsmål’.1 Jøder kom fra et andet land og tilhørte en anden religion. Derfor blev de forfulgt. De var et problem for de andre.

 

Med nationalitetsbegrebets profilering i 1800-tallet blev jøderne også et problem for sig selv. Begrebet nation rejste det jødiske spørgsmål. Vi kunne sige, at de europæiske borgerskabers kamp for en selvstændig identitet formulerede det jødiske spørgsmål.

 

Nationalitetsbegrebet kom til at hvile tungt pa enheden folk/sprog/land/historie. En nation var et bestemt folk, som talte det samme sprog, som beboede det samme land og havde en fælles historie. Og bindingen til land var et afgørende problem for jøderne. Historien om jødernes diaspora var jo netop, at de havde haft et land, som de ikke havde mere.

 

Jøderne boede i slutningen af 1900tallet, da man begyndte at formulere svar det jødiske spørgsmål, i næsten hele verden. Men der var nogle afgørende koncentrationer: af den oprindelige ashkenaziske (tyske) bosættelse var der den største koncentration i Zarruslands bosætningsområde, det særlige område af Rusland, dvs. i Polen, Litauen, Hviderusland og Ukraine, hvor jøder måtte bo. Endvidere boede der store grupper i Vesteuropa og i USA. Af den oprindelige sefardiske (spanske) bosættelse var der en stor koncentration på Balkan og i Tyrkiet. Endelig var der størrre koncentrationer over det meste at den arabiske verden, ja videre til Iran og Kina havde de spredt sig. Var de et folk? Var de ét folk! Var de flere folk?

 

Socialt og kulturelt var der det særlige ved de jødiske samfund, at de især var bymæssige. Der var ikke mange bønder blandt jøderne, som traditionelt var afskåret fra at måtte eje jord. I Polen (1931) var 4,3 % af de jødiske erhvervsaktive landbrugere, mens 36,6 % var i handelserhvervene. Ikke alene var jøderne bosat i byer, ofte boede de i ghettoer. Sprogligt havde de ashkenaziske jøder jiddish som talesprog, mens sefarderne talte ladino (ogsa kaldet judezmo). For begge grupper var det lærde sprog og det religiøse sprog Biblens og Talmuds hebraisk og aramæisk.

 

Hvilke svar blev der givet på det jødiske spørgsmål? ​​ 

 

      • 1.svar: assimilation

Sammen med nationalitetsbegrebet kom ogsa oplysningsfilosofien, modernitetens murbrækker. Og med den kom forestillingen om lighed. Lighed indebar ikke mindst religionsfrihed. Også blandt jøderne i Østeuropa fandtes en oplysningsbevægelse, som agiterede for jødernes modernisering. Reelt indebar dette en kulturel assimilation, dvs. at jørderne skulle opgive deres kulturelle særtræk og blive en del af de samfund, de levede i. En forudsætning for, at denne strategi kunne lykkes, var imidlertid, at ligheden var reel. I Polen indførte man fx i 1921 religionsfrihed, men indførte samtidig en lov, som forbød søndagsarbejde. Dermed var jødiske arbejdere, som ogsa skulle holde sabbat, tvunget til kun at arbejde 5 dage om ugen og kunne dermed kun få arbejde hos jøder.

 

Assimilation betød også blandede ægteskaber. Det var langt op i 1900-tallet en almindelig antagelse, at jøderne udgjorde en biologisk betinget enhed, en race. Tit omtaltes de som semitter, især omtaltes deres modstandere som antisemitter. Men i realiteten er jøder opblandet med de folkeslag, de har levet blandt, at de ikke udgør nogen racemæssig enhed. Helt bortset fra, at race ikke længere har nogen videnskabelig betydning, da alle mennesker oprindelig kommer fra Afrika og altsa har gener fælles med afrikanere. ​​ 

 

    2. svar: zionismen

Den frigørelsesstrategi, som lå i assimilationen, stødte hurtigt på sin grænse i form af den moderne antisemitisme. Lidt firkantet kan man sige, at den moderne antisemitisme adskiller sig fra den traditionelle ved at bygge på en moderne national identitet og ideen om, at det at være jøde, var noget biologisk. De nye selvbevidste borgerskaber ønskede ikke konkurrence fra et jødisk handelsborgerskab.

 

Dette sammenstød førte til en helt ny frigørelsesstrategi: Det måtte være muligt at lave en ‘rigtig’ nation med jord, sprog og nationalsang. Typisk nok opstod denne tanke ikke i det tilbagestående Østeuropa, men i det moderne Vesteuropa. Det jødiske borgerskab drømte om denne fuldkommengørelse: kunne man få et stykke land et sted, så kunne man importere jødiske arbejdere fra Østeuropa, og så var man blevet en nation. Den såkaldt ‘generelle’ zionisme var et fuldbårent barn af det jødiske vesteuropæiske borgerskab. Den postulerede, at alle jøder tilhørte ét folk grund af historien. Theodor Herzl (1860-1904), zionismens første organisator, havde tænkt sig, at man ​​ kunne få et stykke af Afrika og prøvede at interessere den kendte kolonialist Cecil Rhodes (1853-1902) for planen.2 Men man indså hurtigt, at kun et kommende Israel i Palæstina havde den tilstrækkelige følelsesmæssige appel. ​​ 

 

 

    3. svar: socialismen

I Rusland levede der i 1897 5,2 mio. jøder, heraf 300.000 uden for Bosættelsesområdet. Af de erhvervsaktive opgives 36,3 % at leve af industri og håndværk mens 11,5 % var manuelle ​​ arbejdere og privatansatte. Af de jødiske arbejdere var langt de fleste håndværkere og arbejdede i små værksteder. Men der var alligevel en del jødiske arbejdere i den egentlige industri, især i tekstilindustrien.

 

Fra 1890erne bredte socialismen sig blandt de jødiske arbejdere. I ​​ 1898 dannedes Algemeyner Bund idisher arbeter fun Poyln, Rusland un Lite (Det almindelige jødiske arbejderforbund for Polen, Rusland og Litauen), kaldet Bund slet og ret. Det var en del af det russiske socialdemokrati — for en tid. Det kom til voldsomme diskussioner mellem Lenin (1870-1924) og Bund om organisationsprincipperne for Socialdemokratiet. Det var i løbet af disse diskussioner, at Lenin formulerede sit syn skarpere og skarpere som demokratisk centralisme. Og det var i løbet af disse diskussioner, at Bundisterne blev klare over, at de ønskede en føderalistisk organisation, som indrømmede jøderne en vis autonomi. Lenin ville ikke give køb på sine organisationsprincipper og anså i øvrigt ikke jøderne for at være et folk. Mens bolsjevikkerne udviklede den forestilling, at revolutionen ville løse jødernes problem så at sige automatisk, udviklede Bund i stigende grad kravet om kulturel ​​ autonomi ​​ som ​​ et særkrav ​​ for de jødiske arbejdere.

 

Kulturel autonomi er et første bud et svar det jødiske spørgsmål i Østeuropa, dvs. i dét som udgjorde den østjødiske kultur. Med kulturel autonomi og socialisme pegede Bund på, at socialismen ikke nødvendigvis ville opløse det jødiske spørgsmål, men at jøderne, som talte jiddish, var et folk, som kunne fastholde og udvikle sin identitet gennem en socialistisk revolution. Med kulturel autonomi forstod Bund anerkendelse af jiddish somdernes officielle sprog og anerkendelse af jødisk selvstyre indenfor undervisning, kultur og administration. ​​ 

 

 

    4. svar: arbejderzionismen

Det, at Bund i virkeligheden talte for, at jøderne i bosættelsesområdet udgjorde en nation, blev anledningen til, at andre socialistiske og jødiske partier så dagens lys. I 1906 dannedes i Rusland Det zionistisk-socialistiske arbejderparti, efter sin russiske forkortelse kaldet S.S. S.S. mente, at Bund overså forbindelserne med andre jøder og helt udelukkede emigration som en mulighed. Heroverfor stillede S.S. emigrationen til Palæstina som det centrale i etableringen af en jødisk stat. For at opnå dette, var man villig til at samarbejde med borgerlige zionister. I 1905-6 dannedes også Poalai zion, som byggede på Ber ​​ Borokhovs (1881-1917) forsøg på at forene marxismen og zionismen. Poalai zion fik større medvind end S.S. og blev drivende i udviklingen af arbejderzionismen. Arbejderzionisterne satsede på emigration til Palæstina, hvor jøderne gennem kollektivbrug (kibbutzim) skulle generobre et forhold til jorden og landbruget. ​​ 

 

 

    5. svar: den ortodokse antizionisme

Blandt traditionalisterne i det jødiske samfund, fremfor alt bærerne af den religiøse tradition, var der modstand mod alle de nævnte svar det jødiske spørgsmål. For dem kunne kun Gud besvare spørgsmålet om jødernes fremtid. De var ikke nødvendigvis modstandere af emigration til Palæstina, men de var modstandere af etableringen af en jødisk stat. ​​ 

 

 

    • 6. svar: jevsektia og Birobidzhan

Revolutionen i 1917 flyttede bolsjevikkerne fra en marginal til en central position på det politiske landkort. Valgene til de jødiske forsamlinger i 1918 viste, at zionismen var den stærkeste strømning blandt jøderne med omkring 60 % af stemmerne. De socialistiske partier fik omkring 25 %, mens de ortodokse fik 12 %.

 

Bolsjevikkerne var modstandere af zionisterne og drev dem hurtigr over i en halvt legal, halvt illegal tilstand. Overfor Bund, som var det største af de socialistiske partier, ændrede man politik og satsede på ​​ sammenslutning ​​ gennem ​​ en ​​ blanding af imødekommenhed og pres. Bund blev via forskellige splittelser og mellemstadier en del af bolsjevikpartiet. Her oprettedes særlige afdelinger for jøder, jevsektia. Men deres rolle nedtonedes hurtigt, og mod slutningen af 20’erne nedlagdes de slet og ret.

 

Ellers betød revolutionen især pogromer af den gammelkendte art. Alene i Ukraine blev 200.000 jøder massakreret. Det var den største udryddelse af jøder siden 1648, hvor Bogdan Khmielnitskij (1595-1657) og hans folk satte rekorder.

 

Bolsjevikkerne førte en jorduddelingspolitik, som bl.a. gjorde mange jøder til bønder. Men lokal modstand mod jødiske bønder førte til åben modstand mod en sadan kolonisation. Derfor opstod den tanke, at man mâske kunne finde et ‘tomt’ omrade, som jøderne kunne som autonomt område. Man fandt et velegnet og sparsomt beboet omrade i det nordlige Kazakhstan, men inden det blev til noget, havde Landbrugskommissariatet og Forsvarskommissariatet fundet et område helt ovre østpå, ved floden Amur, Birobidzhan. Det store område beboedes kun af 1.192 koreanere og kazakher. Det var sumpet og havde et voldsomt klima. Meget tyder på, at sikring af østgrænsen mod Japan sammen med appellen i et ‘eget jødisk hjemland’ var afgørende for etableringen af Birobidzhan i 1927.

 

Det gik dårligt med emigrationen til Birobidzhan ​​ og mange af dem, som nåede frem, rejste igen. I 1934 blev området gjort til en jødisk autonom region, og i løbet af et par år fik NKVD, det hemmelige politi, ansvaret for emigrationen. Efter anden verdenskrig prøvede man at genoplive emigrationen, men uden held. I 1948 lukkedes alle jødiske institutioner. Folketællingen for 1959 viser, at 8,8 % eller 14.269 personer i Birobidzhan var jøder. I dag måske kun 1 %.3

 

 

7. svar: revisionismen

Den russiske revolution delte det jødiske bosætningsområde, så en del forblev russisk, en del blev litauisk, mens den største del blev polsk. I Polen udviklede det politiske liv sig i et væld af partier – også en hel del jødiske. Og Bund fortsatte sin eksistens, som de forskellige arbejderzionistiske partier. Polen var dengang et multinationalt samfund, hvor 35 % tilhørte en minoritet. De to største minoriteter var jøderne og ukrainerne, som hver udgjorde10 % af befolkningen.

 

I mellemkrigstiden blomstrede den østjødiske kultur op i Polen til en hidtil uhørt bredde. Warszawa blev verdenshovedstad for den jødiske kultur. Men New York fulgte skarpt efter. For på trods af den formelle ligestilling i det polske samfund var der stadig en stærk antisemitisme.

 

Udover at emigrere til USA, emigrerede mange polske jøder til Palæstina. De første emigranter, som havde slået sig ned i Palæstina som zionistiske settlere, var socialister. Indenfor verdenszionistorganisationen (WZO) stod venstrefløjen imidlertid ikke så stærkt. Den borgerligt dominerede ‘generelle zionisme’ udgjorde i 1921 73 % af medlemmerne i verdensorganisationen.10 år senere var tallet faldet til 36 %. I mellemtiden var såvel venstrefløj som højrefløj blevet styrket. Zionismen fik nemlig fra 1925 en ny højrefløj med dannelsen af det revisionistiske parti United Zionist Revisionists (UZR).

 

Baggrunden for dannelsen af en eksplicit højre-zionisme var udviklingen af et jødisk småborgerskab i Palæstina. Under den såkaldte 4. alijah eller indvandringsbølge fra 1924-27 kom ca.60.000 nye settlere til Palæstina. Indvandringen kaldes også ‘Grabski-bølgen’ efter den polske finansminister Władysław Grabski (1874-1938), som gennem lovgivning især pressede jøder ud af småhandlen. De nye indvandrere slog sig ned i byerne og ønskede ikke som venstrezionisterne at dyrke jorden. Fra 1923-26 steg Tel Avivs befolkning fra 16.000 til 40.000 indbyggere. De nye indvandrere kunne slet ikke identificere sig med det idégrundlag, som venstrezionisterne byggede deres kibbutzer på. Dette forhold var grundlaget for Vladimir Jabotinskys (1880-1940) revisionisme. Han gik skarpt imod socialismen og lånte mange træk fra tidens autoritære småborgerideologier. Jabotinsky fik stor opslutning i 30’erne og dannede også en terrororganisation i Palæstina (Irgun Tsvai Leumi), som i direkte kamp med englænderne skulle kæmpe for den jødiske stat. På det tidspunkt var det endnu ikke officiel zionistisk politik. Først i 1942 blev en statsdannelse vedtaget officielt af WZO. Under krigen og efter Jabotinskys død i 1940 havde revisionismen det noget sværere, da han var udråbt som fascist.

 

 

    8. svar: Endlösung

Som påpeget af Claude Lanzman (1925-2018) i filmen Shoa fra 1985 var der i begyndelsen intet nyt i Hitlers (1889-1945) jødepolitik. Lovindgreb, der begrænsede jøders borgerlige rettigheder, var stereotypt reglen i tidligere tider. Fordrivelse, som oprindelig var Hitlers plan, var heller ikke nogen ny taktik. Det afgørende ​​ nye, Hitler fandt på, var den industrielle udryddehe af jøder.

 

For Hitler var jøder jøder, uanset hvorfra de kom. Men det kom især til at ud over den østjødiske kultur. De polske jøder, som overlevede Endlösung falder i to grupper. Den ene gruppe udgøres groft sagt af de overlevende fra koncentrationslejre eller fra skjulesteder i Polen. Mange af dem emigrerede til Israel i de første år efter Israels dannelse, da Sovjet stadig støttede landet. Andre emigrerede til USA.

 

Den anden gruppe var de jøder (ikke mindst kommunisterne), som var flygtet til Sovjet, efter Tyskland og Sovjet havde delt Polen mellem sig. Det polske kommunistparti var godt nok blevet opløst af Stalin (1878-1953), så de skulle holde lav profil med deres kommunisme. Men da Stalin brød med den polske eksilregering i London, fik eksilpolakkerne deres chance. ​​ De kom tilbage sammen med Den Røde Hær og skulle opbygge socialismen i Polen. De mange kommunistiske jøder blev imidlertid langsomt, men sikkert tvunget ud af magtorganerne, ​​ indtil de i 1968-69 blev drevet i eksil igen.

 

Endlösung udslettede den østjødiske og den sefardiske kultur. Dermed udslettede den også alle andre svar på det jødiske spørgsmal end det zionistiske. Bund eksisterede en tid i USA, men spillede ikke nogen vigtig rolle i udformningen af en amerikansk-jødisk identitet. Efter anden verdenskrig og især efter dannelsen af Israel eksisterede der kun et zionistisk svar. At dette svar ikke var ét og det samme, orn det kom fra David Ben-Gurion (1886-1973) eller fra Menachem Begin (1913-92), er en anden sag. For den ikke-jødiske verden var zionismen blevet ét med det at være jøde. Zionisterne var naturligvis ikke utilfredse med denne tingenes tilstand. Og man skal helt frem til efter krigen i 1967 før der uden for Israel (men siden ogsa dér) opstår små bevægelser blandt jøder, der anfægtede dette monopol. ​​ En del af disse svar vil vi se på i det følgende.

 

 

 

 

 

 

 

1

​​ ’Det jødiske spørgsmål’ var et fast udtryk på dansk. Søger man i databasen Mediastream på ”jødiske spørgsmål”, får man 864 hits fra 1880 og fremefter. Udtrykket konkurrerer med ’Det jødiske problem’, som får 1.469 hits fra 1916 og fremefter.

2

​​ “How, then, do I happen to turn to you, since this is an out-of-the-way matter for you? How indeed! Because it is something colonial.”, The Complete Diaries of Theodore Herzl, NY 1960, III, s. 1194, cit. Stephen Halbrook: The Class Origins of Zionist Ideology, Journal of Palestine Studies, Vol. 2, No. 1 (Autumn, 1972), s. 86-110.

3

​​ Shaun Walker: Revival of a Soviet Zion: Birobidzhan celebrates its Jewish heritage, The Guardian 27.9.2017.