Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 20. Ansvarshavende redaktør : Peer Møller Christensen

 

Udskriv artiklen

 

 

Kinesiske arbejdere står over for en voksende undertrykkelse

 

Af Ralf Ruckus

 

Oversat med tilladelse fra Jacobin, som har offentliggjort originalen med titlen : Chinese Workers Are Facing Escalating Repression

https://jacobin.com/2023/04/china-workers-labor-movement-left-state-repression

 

 

Den nye arbejderklasse, som blev skabt af Kinas [økonomiske] transformation har lært at organisere sig og kræve bedre aftaler med hjælp fra arbejder-NGOer og venstrefløjsaktivister. Men en undertrykkelse af oppositionel aktivitet under Xi Jinping har gjort dette arbejde meget vanskeligere.

 

I 1990erne blev Folkerepublikken Kina "verdens fabrik" for forbrugsvarer. Opsvinget i fremstilling, byggeri og andre sektorer var baseret på det store udbud af migrantarbejdere fra landområderne.

 

Arbejdsuroligheder som reaktion på de barske forhold startede med sporadiske strejker på fabrikker og på byggepladser samt korte strejkebølger i provinser på østkysten og især Guangdong. Denne uro omfattede skjulte former for hverdagsmodstand på arbejdspladsen (sabotage, arbejd langsomt og det James Scott kalder "de svages våben”).

 

Antallet af synlige arbejderprotester steg efter 2003. På det tidspunkt havde migrantarbejderne vænnet sig til arbejdsregimet og industriarbejdet, og nogle af dem udviklede evnen til at organisere strejker og andre former for kollektiv modstand.

 

Migrantarbejdernes kampe – først defensive, så lønkrav og krav om bedre arbejdstider

I de første fem år af 2000erne var de fleste krav fra migrantarbejdernes aktioner ret defensive, idet de krævede overholdelse af arbejdsmarkedslovgivningen eller betaling af lønrestancer. Flere migrantarbejdere brugte juridiske kanaler som voldgiftsnævn og arbejdsretter til at presse deres krav igennem. Alligevel var presset nedefra på virksomhedsledelser og lokale myndigheder til at tage og føle på.

 

I anden halvdel af 2000erne var migrantarbejdernes selvtillid og erfaring vokset, og de begyndte at kæmpe for reelle forbedringer, ikke kun for overholdelse af arbejdsstandarder. De offensive eller mere ambitiøse krav omfattede lønstigninger, mere respekt fra ledere, bedre arbejdstider og nogle gange endda overenskomstforhandlinger eller ordentlig ​​ medarbejderrepræsentation.

 

Større protestaktioner fra migrantarbejdernes side fandt fortrinsvis sted inden for den lette industri, byggeriet og transportsektoren, der bringer arbejdere sammen i masseskala eller giver dem særlige muligheder for at forstyrre arbejdsgange. Arbejderne udnyttede det faktum, at mangel på arbejdskraft i arbejdskraftintensive sektorer på østkysten kombineret med stor afgang af arbejdskraft havde forbedret deres forhandlingsposition siden midten af 2000erne.

 

Deres vilde strejker var også mere disciplinerede og bedre organiserede, og koordinerede gennem uformelle netværk af arbejdere og arbejderaktivister, der brugte telefonen og internetplatforme. Den mest opsigtsvækkende strejkebølge fandt sted i bilindustrien i 2010, der startede med en strejke blandt Honda-arbejdere i Guangdong og spredte sig til andre virksomheder og provinser.

 

Antallet af arbejderprotester fortsatte med at vokse indtil 2015, hvor omfanget langsomt begyndte at aftage. Protesternes karakter ændrede sig også i takt med forandringer inden for sektorerne, geografiske og økonomiske forhold og et generationsskifte blandt migrantarbejderne. Efterhånden som økonomiens tertiære sektor ​​ voksede, blev flere arbejdere indenfor servicefagene - for eksempel inden for transport, uddannelse, bankvæsen og it - involveret i arbejdskonflikter end før. Og i kølvandet på udflytningen af industrier på grund af højere lønninger på østkysten, opstod der flere protester i det centrale og vestlige Kina.

 

Med afmatningen af den økonomiske vækst, omstrukturering og flytning iscenesatte arbejdere flere kampe mod afskedigelser og for kompensationer. På grund af migrantarbejdernes alderssammensætning - mange var dengang i fyrrerne og halvtredserne - indeholdt protesterne ofte krav om sociale forsikringsbidrag (f.eks. til pensioner). Arbejderne var ofte bedre organiseret og dygtigere til at bruge smartphones og sociale medier. I nogle tilfælde lykkedes det dem at koordinere på tværs af virksomheder, byer og provinser.

 

Klassekonflikt uden klassesprog

Alle migrantarbejdernes kampe på arbejdspladserne var selvorganiserede og selvstændige handlinger. Strejker er ikke legale eller beskyttede i Kina, og Kinas Kommunistiske Parti (KKP) tillader ikke oprettelse af uafhængige fagforeninger.

 

I 1990erne og 2000erne var grundlaget for selvorganisering ofte det fælles oprindelsessted for migrantarbejdere, der kom fra samme landsby eller region. I løbet af 2000erne, hvor migrantarbejderne efterhånden slog sig ned i byområderne, blev der organiseret flere protester på basis af fælles interesser som arbejdere i et bestemt job, afdeling, fabrik eller virksomhed.

 

Men da migrantarbejdernes kampe i 2000erne bredte sig, havde de ikke et klart sprog til at tale om dem i venstrefløjs- eller klassetermer. I offentlige debatter var klassesproget (jieji) og klassekampen (jieji douzheng) forsvundet i 1980erne, fordi det var blevet opgivet af KKP og de fleste forskere og analytikere, og blevet erstattet af en borgerlig diskurs om sociale lag (jieceng), der havde sin rod i Weber.

 

Migrantarbejderne brugte ikke engang udtrykket for arbejdere - gongren - da det stadig var forbeholdt arbejdere i byernes statsejede virksomheder. De brugte andre udtryk som "arbejdende pige/arbejdende dreng" (dagongmei/dagongzai) eller "bondearbejder" (nongmingong) – noget der udtrykte deres usikre og midlertidige status i byerne og demonstrerede manglen på et klassesprog.

 

I det lange løb har migrantarbejdernes mobiliseringer og kampe i et vist omfang været succesfulde. På den ene side fik arbejderne erfaringer med at organisere strategier og protesttaktikker; på den anden side førte presset nedefra til en forbedring af deres status og vilkår. Det var dog ingen gnidningsfri proces, og partistaten reagerede også med undertrykkelse på dette pres.

 

Under Jiang Zemins ledelse i 1990erne og begyndelsen af 2000erne, da den kinesiske økonomi var ved at blive omstruktureret, var det regerende parti ofte ikke i stand til at reagere på social uro på en konsekvent og planlagt måde og indsatte ofte politiet, noget der fremkaldte flere konflikter og endda optøjer. Fra midten af 2000erne til begyndelsen af 2010erne - den "gyldne tidsalder" med økonomisk boom og stigende lønninger - udviklede ledelsen under Hu Jintao metoder til at gøre indrømmelser og neutralisere utilfredsheden.

 

Statens svar

I det meste af 2000erne var strejker som regel ikke et stort problem for statslig og privat kapital: Lønningerne var lave, og økonomien boomede, så der var plads til små, men kontinuerlige indrømmelser. Lokale eller regionale myndigheder tolererede arbejderprotester, så længe de var begrænset til én virksomhed. Dog blev strejkelederne blandt arbejderne normalt afskediget, og forsøg på at oprette uafhængige arbejderorganisationer blev undertrykt.

 

Lokale myndigheder greb ind med undertrykkelse eller på anden måde, når arbejdskampe spredte sig ud over virksomhedens grænser, involverede klare politiske mål eller ikke kunne løses hurtigt. De kanaliserede også klager og konflikter ind i institutionaliserede mæglingsprocesser for at atomisere arbejderne og underminere klassedannelsen.

 

I slutningen af 2000erne var statsmaskineriet meget bedre forberedt til at bruge politi eller politiske foranstaltninger. Den havde gradvist udviklet sin undertrykkende og reaktive kapacitet med mere og bedre uddannet politi, nye former for overvågning og online-censur og nye regler for NGOers og andre støttegruppers aktiviteter kombineret med nye arbejdsmarkedslove og voldgiftsstrukturer samt mere aktiv organisering af den officielle fagbevægelse.

 

Efter Xi Jinping i 2012 overtog efter Hu Jintao, er myndighederne fortsat med at bruge institutionaliserede metoder til løsning af arbejdskonflikter og kontrol med disse. Samtidig begyndte man imidlertid at bruge mere undertrykkelse mod social uro, da den økonomiske vækst aftog, og lønstigningerne var begrænsede.

 

Fabrikslukninger på grund af flytning til det kinesiske bagland eller lande i Sydøstasien kombineret med problemer forbundet med migrantarbejderes stigende alder resulterede i et voksende antal konflikter. De vigtigste stridspunkter var afskedigelser, kompensation og sociale forsikringsbetalinger, som involverede store pengebeløb på et tidspunkt, hvor rummet for indrømmelser fra arbejdsgivernes side var blevet indsnævret.

Migrantarbejdere stod tilbage med færre muligheder i 2010erne, da staten slog ned på støttenetværk og censurerede rapporter om social uro. Det betød fyring, sortlistning eller endda anholdelse af arbejderaktivister og deres støtter.

 

Den nye migrantarbejderklasse og dens kampe bidrog til de sociale gnidninger, der blev skabt af den voksende ulighed og den kapitalistiske udbytning. Disse kampe førte ikke til dannelsen af en organiseret arbejderbevægelse med fagforenings- eller partirepræsentation, og arbejderne kunne ikke opbygge varige organisatoriske kerner og ressourcer til fremtidige kampe. Men de opsamlede vigtige erfaringer med, hvordan man organiserede arbejderprotester, som blev givet videre.

 

Arbejder-NGOer

NGOer blev populære i Kina, da staten trak sig tilbage fra visse sociale og velfærdsmæssige aktiviteter efter sloganet "lille regering, stort samfund" ("xiaozhengfu, dashehui"). De fleste NGOer engagerede sig i en eller anden form for socialt arbejde eller hjælpearbejde og var ikke venstreorienterede eller oppositionelle i deres holdning. Et mindretal fulgte en eksplicit venstreorienteret politisk dagsorden ved at støtte sociale kampe, der opstod nedefra.

 

Efter at have været vidne til de barske forhold på fabrikkerne i provinsen Guangdong i begyndelsen af 1990erne og de første bølger af migrantarbejdernes kampe, begyndte venstreorienterede aktivister fra Kina og Hong Kong at diskutere former for arbejderstøtte og solidaritet. De oprettede arbejder-NGOer fra midten af 1990erne og frem. Intellektuelle fra byerne såvel som tidligere migrantarbejdere var blandt grundlæggerne af disse grupper.

 

Nogle af arbejderorganisationerne modtog økonomisk støtte fra NGOer og fonde med base i Hong Kong eller Europa og Nordamerika. De fleste af dem var aktive i Guangdong-provinsen i syd eller i og omkring hovedstaden Beijing i nord.

 

Arbejder-NGOer støttede migrantarbejdere, der kæmpede for kompensation efter at have været udsat for arbejdsulykker eller arbejdsrelaterede sygdomme. De støttede også kvindelige arbejdere, der havde brug for juridisk rådgivning og uddannelse i deres kamp mod barske arbejdsforhold eller migrantarbejdere, der var udsat for diskrimination.

Da migrantarbejdernes kampe blev mere udbredte og militante i slutningen af 2000erne og begyndelsen af 2010erne, blev flere arbejder-NGOer "bevægelsesorienterede" og rekrutterede arbejderaktivister eller uddannede arbejdere i former for kollektiv aktion. I nogle tilfælde hjalp disse NGOer med at koordinere små, løbende protester bag kulisserne i form af det, der er blevet kaldt "forklædt kollektiv handling" eller "mobilisering uden masserne" - det vil sige lancering af reklameaktioner og kampagner på internetplatforme, men uden etablering af større organisationer.

 

Politiske orienteringer

Der var forskelle i den politiske orientering blandt arbejder-NGOer og andre initiativer, der støttede arbejdernes kampe. China Labour Bulletin, der er en organisation i Hong Kong med et netværk af kontakter i Kina, har talt for en socialdemokratisk dagsorden med uafhængige fagforeninger og kollektive forhandlinger. Andre initiativer har involveret folk med trotskistiske holdninger, der arbejder for uddannelse og myndiggørelse arbejderne eller organiserer solidaritet i og uden for Kina.

 

Den stærkeste ideologiske indflydelse på arbejderaktivister kom fra neo-maoismen. Der skete et generationsskifte blandt den oppositionelle maoistiske venstrefløj i slutningen af 2000erne og begyndelsen af 2010erne, da en ældre generation med rødder i kulturrevolutionen gav plads til en ny generation, der voksede frem af et opsving i diskussioner og fokuserede på bølgen af migrantarbejdernes kampe. Venstreorienterede debatter blev ansporet af den spirende brug af internetplatforme, der skabte mere plads til udvekslinger - i det mindste indtil statscensuren indhentede dem.

 

Der var unge studenteraktivister, der identificerede sig som marxister og/eller maoister, der havde organiseret sig i begyndelsen af 2010erne på flere kinesiske universiteter. Disse studerende kom fra familier i byerne og i stigende grad fra migrantfamilier selv, og dannede såkaldte marxistiske studiegrupper. De læste maoistisk litteratur og anvendte den på kapitalismens nye realiteter i Kina. Nogle begyndte også at besøge industrizonerne i syd for at lære om forhold og organiseringsmetoder.

 

Maoistiske og andre venstreorienterede gruppers aktiviteter omfattede skjulte undersøgelser på fabrikker som elektronikleverandøren Foxconn. Studerende brugte også tid på at arbejde på fabrikker for at støtte organisering og strejker. Det mest spektakulære eksempel på en sådan aktivitet var, da maoistiske studerende, der var blevet arbejderaktivister, forsøgte at organisere arbejdere på Jasic-fabrikken i Shenzhen, som var producent af svejsemaskiner.

 

De fik ringe støtte fra andre arbejdere, men da det lokale politi arresterede nogle af arbejderne og aktivisterne, organiserede tilhængere demonstrationer og mobiliserede snesevis af studerende fra maoistiske grupper til at tage til Shenzhen og arrangere protester. Politiet foretog flere arrestationer, og statslige sikkerhedsorganisationer begyndte efterfølgende en kampagne for at undertrykke de maoistiske studiegrupper i hele landet.

 

En bølge af undertrykkelse ramte ikke kun dem, der var involveret i selve Jasic-sagen, men også andre aktivistgrupper og arbejder-NGOer. Nederlaget udløste debatter blandt forskellige venstreorienterede strømninger om anvendeligheden af maoistiske strategier til at uddanne og organisere arbejdere udefra.

 

Chongqing-modellen

I slutningen af 2000erne og begyndelsen af 2010erne voksede den politiske splittelse mellem forskellige strømninger af neo-maoisme.

 

Nogle maoister hilste velfærdsreformerne i Hu Jintaos "Harmoniske samfund" og løftet om at løse bøndernes problemer gennem et program med navnet ’Nye socialistiske landområder’ fra midten af 2000erne velkommen.

 

Den såkaldte Chongqing-model vakte endnu mere begejstring blandt nogle venstreorienterede. Lederen af KKP i den store by Chongqing i det vestlige Kina, Bo Xilai, fremmede socialt boligbyggeri og andre velfærdsforanstaltninger, en kampagne mod organiseret kriminalitet og en løsning på hukou-migrationsregimet. Han støttede maoistisk folklore eller en slags "rød" kultur og socialistisk nostalgi.

 

Det gav Bo og Chongqing-modellen støtte fra en del af Det nye Venstre og andre maoistiske grupper. De håbede, at Bo Xilai ville vinde indflydelse i kommunistpartiet og skubbe det i retning af, hvad de forstod som en venstreorienteret kurs.

 

Bo blev dog opfattet som konkurrent til den udpegede efterfølger til Hu Jintao, Xi Jinping. Partiledelsen besluttede at gå imod Bos linje og støttede Xi Jinping som den næste partileder. Bo blev til sidst arresteret i 2012 og dømt for korruption, hvilket markerede afslutningen på Chongqing-modellen.

 

Debatten om Chongqing-modellen uddybede splittelsen mellem, det, der er blevet kaldt den maoistiske venstrefløj (maozuo) og den maoistiske højrefløj (maoyou). Den maoistiske venstrefløj tager afstand fra KKP, som den ser som en kapitalistisk eller ligefrem højreorienteret kraft. Den støtter kampe nedefra og går ind for en revolutionær forståelse af maoismen.

 

Inden for denne brede tendens foretrækker nogle en mere demokratisk model for socialisme, mens andre fortsætter med at støtte autoritære former. Der er også dem med en "internationalistisk" vision om klassekamp og dem, der støtter forskellige typer af kinesisk nationalisme.

 

Det maoistiske højre fortsætter med at kritisere markedsreformernes negative indvirkning på arbejderklassen i Kina. Den holder dog fast i den marxistisk-leninistiske-maoistiske ideologi, støtter etpartistyre og en stærk stat og håber på indefra at kunne bringe KKPs ledelse tilbage på en socialistisk kurs. I de senere år har den endda støttet partiledelsen under Xi Jinping for at fremme sin egen form for marxisme.

 

Repressiv drejning

Kommunistpartiet har udviklet en blanding af forskellige værktøjer til at begrænse venstreorienteret oppositionel aktivitet siden opsvinget i 1990erne. Lokale myndigheder anvendte overvågning og andre former for kontrol for at begrænse enkeltpersoners eller gruppers aktivitet, især når de støttede sociale protester. Arbejder-NGOer blev truet og tvunget til at flytte fra visse distrikter eller byer. Venstreorienterede hjemmesider og publikationer kom under pres eller blev lukket.

 

Oppositionelle aktiviteter blev endnu mere begrænset under Xi Jinpings nye ledelse efter 2012. Undertrykkelsen af forskellige former for organiseret opposition blev intensiveret og ​​ rettedes mod journalister, advokater og aktivister. Mens mange af disse oppositionelle personer var liberale, der ikke var involveret i venstrefløjsaktiviteter, tydede undertrykkelsen af arbejderaktivister og NGOer i december 2015 på, at venstreorienterede også befandt sig i de statslige sikkerhedsstyrkers sigtekorn.

På den ideologiske front har KKP fremmet sine neddæmpede og strømlinede fortolkninger af marxisme, maoisme og sin egen socialistiske arv i et forsøg på at styrke sin legitimitet. Partiledelsens foryngelse og omdefinering af marxismen var begyndt kort efter, at KKP tillod kapitalister at slutte sig til sine rækker i begyndelsen af 2000erne. Partiet frygtede at miste legitimitet og støtte blandt arbejdere og bønder.

 

Under Xi Jinping forsøgte ledelsen at styrke partistyret både gennem institutionelle og ideologiske reformer. Stillet over for afmatningen af den økonomiske vækst, udbredte modsætninger inden for kommunistpartiet og statsapparatet og fortsat social ulighed og spændinger, besluttede den at stramme sit styre gennem kampagner, udrensninger og censur. De undertrykkende foranstaltninger blev suppleret med genoptagelsen af venstreorienteret retorik og marxisme i den officielle diskurs.

 

Statslig undertrykkelse af venstrefløjsinitiativer er tydeligvis blevet forebyggende og forsøger at forhindre ethvert meningsfuldt samarbejde mellem socialt protesterende og venstrefløjsaktivister. Hverken arbejder-NGOer eller de maoistiske studentergrupper har været i stand til at fortsætte deres engagement, siden undertrykkelsesbølgen begyndte. Det ser ud til, at denne generation af venstrefløjsaktivisme kan have nået sin afslutning.

 

Dette er et forkortet uddrag fra ’The Left in China: A Political Cartography’, der nu er tilgængelig fra Pluto Press.

 

Ralf Ruckus var med til at stifte kollektivet gongchao.org, der undersøger og dokumenterer social uro og bevægelser i Kina med fokus på arbejderes, migranters og kvinders kampe. Han er forfatter til ‘The Left in China: A Political Cartography’ (2023).