Kritisk Revy

Hvordan undgår vi en atomkrig - kan sikkerhed baseres på atomvåben?

Af Tarja Cronberg

Risikoen for atomvåbenkrig har aldrig siden Cuba-krisen i 1962 været større end i dag. ​​ Amerikanske atomfysikere vurderede på deres Doomsday Clock¹ i januar i år, at der kun er 90 sekunder til en katastrofe. ​​ Efter den kolde krigs afslutning i 1991 var der hele 17 minutter. Der er ingen tvivl om, at Ruslands atomtrusler er årsagen til denne ændring. At true med atomvåben er ikke noget nyt - det er sket jævnligt. ​​ Der er mange kilder² som viser, at USA er det land, som har afgivet flest trusler. At true med atomvåben er indbygget i det, som kaldes for nuclear deterrence, atomar afskrækkelse. Atomvåben skal ikke bruges, men skal bruges som trussel, så modparten afstår fra at slå til. ​​ Dette kræver til gengæld, at truslerne ikke er bluf, men er troværdige. Ruslands trusler i forbindelse med invasionen i Ukraine er blevet opfattet som troværdige, NATO har holdt sig tilbage og undgået en direkte konfrontation med Rusland. Truslerne har også ført til en meget konkret debat om atomkrig med nye vurderinger af potentielle skader, hvis det skulle komme så vidt.

Hvad kan man gøre for at hindre en atomkrig? I hele den tid som atomvåben har eksisteret, diskuteredes dette mest seriøst i tiden efter Hiroshima- og Nagasaki-bombningerne. Tankerne gik den gang i tre forskellige retninger:

• Der skulle etableres en verdensregering, som i hvert fald i dette spørgsmål skulle kunne overskride det anarkiske system baseret på selvstændige stater

• Al atomteknologi skulle helt underlægges en international kontrolinstans, som så kulle fordele kernemateriale til civile formål og forhindre brug til militære formål

• Atomvåben skulle bruges som afskrækkelse og til at styre fjenders adfærd

Tanken om en verdensregering begravedes hurtigt. Tanken om international kontrol med alt fissilt materiel blev formuleret i udkast til aftaler fremsat af bl.a. amerikanske fysikere som Oppeheimer, men afvist i afstemningerne i FNs atomenergikommission. En international organisation, IAEA (Det internationale Atomenergiagentur) blev dog etableret, men kun med mandat til at inspicere og rapportere og uden besluttende myndighed over det være sig teknologi eller materialer. FNs sikkerhedsråd har det sidste og afgørende ord i alle konflikter, med de fem atommagter Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA som permanente medlemmer. Det betyder, at hvis IAEA f.eks. opdager at ikkespredningsaftalen overtrædes, så er det sikkerhedsrådet, der træffer den politiske afgørelse om, hvad der så skal ske.

I dag lever vi med det tredje alternativ, mellemstatslig afskrækkelse med atomvåben. Der er ingen international kontrol, og FN er totalt handlingslammet i forhold til, at det er den organisation som i sin statut har ansvaret for freden.

FNs generalforsamling spurgte i 1996 Den internationale Domstol, hvorvidt det var legalt eller illegalt at true med eller bruge atomvåben. Svaret var, at det i princippet var illegalt både at bruge og at true med atomvåben. Kun i en situation var retten i tvivl, nemlig hvis statens overlevelse var i fare. Det er også dette, som Rusland udnytter i sin argumentation. Rusland har nemlig i forbindelse med invasionen i Ukraine flere gange hævdet, at Ruslands overlevelse er i fare, dels med henvisning til vestlige sanktioner dels med henvisning til, at Vesten er kommet med udtalelser om, at Rusland skal svækkes. Også Ruslands annektering af fire ukrainske regioner har baggrund i denne opfattelse. Hvis Rusland mister en eller flere af regionerne, vil præsident Putin hævde, at Ruslands overlevelse er truet.

Heller ikke ved hjælp af nogen af de grundlæggende internationale aftaler, specielt ikke-spredningstraktaten, som anses som hjørnestenen i verdens nukleare orden, har man kunnet fordømme Ruslands trusler som illegale. Aftalen giver de fem ’gamle’ atommagter ret til at have atomvåben, mens alle andre lande skal afstå. ​​ Underskriverne af ikke-spredningstraktaten afholdt i august sidste år en konference. Selve teksten af konferencens rapport udtrykte ikke en fordømmelse af Ruslands trusler, kun at man, hvis man truer med atomvåben, skal undlade aggressiv sprogbrug. ​​ Atomstater skal kun true med pæne ord ! Det, jeg gerne vil understrege her, er, at ikke kun FN, men også de aftaler der styrer atommagternes adfærd er magtesløse så længe, vi har et system, hvor aggressoren, uanset hvilken af atommagterne det er, har vetoret.

Det internationale samfunds magtesløshed betyder dog ikke, at atomkrig ikke kan hindres. Tværtimod har vi Cuba-krisen i 1962 som det mest kendte eksempel. USA havde placeret mellemdistanceraketter i Tyrkiet³. Sovjetunionens svar var at gøre det samme på Cuba. To statsledere, Kennedy og Khrusjtjov kunne med hjælp fra uofficielle mellemmænd finde et kompromis og afværge en atomkrig. ​​ Dette resultat udtrykker også klart den overordnede situation: At forhindre en atomkrig sker i dag i vores samfund kun ved hjælp af ad hoc-løsninger. Det er den enkelte nations initiativ, som afgør, om det lykkes os at forhindre en ødelæggelse af menneskeheden.

Dette gælder også Ukraine-krigen og Ruslands trussel om at bruge atomvåben. Truslerne er blevet fordømt af mange internationale organisationer - G20, EU og selvfølgelig NATO - men uden megen respons. I dag er der ingen konkrete forhandlinger i gang. Begge parter – Ukraine og Rusland - har som mål at vinde krigen. I denne situation er Kina fremkommet med et tolvpunktsoplæg, som bl.a. kræver, at alle staters suverænitet skal respekteres og fredsforhandlinger skal indledes. Oplægget er ikke blevet mødt af entusiasme af USA. ​​ Bidens kommentar var, at dersom “Putin is applauding it, so how could it be any good?”. Hans udenrigsminister Anthony Blinken påpegede, at Xis besøg i Rusland antyder, Kina ikke mener, at Rusland bør holdes ansvarlig for de grusomheder, russiske styrker begår i Ukraine. Fredsforhandlinger forhindres af konkurrencen mellem supermagterne. Hvis man vil fred, så burde man i hvert fald se på, hvad det kinesiske forslag kan føre til. Den ukrainske præsident har udtrykt forsigtig vilje til at diskutere oplægget.

En yderligere dimension, jeg vil føje til denne analyse, er den menneskelige faktor, den enkelte persons betydning for hvorvidt, vi får en atomkrig eller ej. Har nogen lagt mærke til, hvordan hovedspørgsmålet i den internationale debat har været formuleringen ”Vil Putin bruge atomvåben?” Så prøver medierne at finde ud af, hvad Putin tænker, hvordan han vil reagere, hvis han bliver presset op i et hjørne eller hvorvidt isoleringen fra verden har påvirket hans mentale helbred. ​​ Men det kritiske spørgsmål for at hindre brugen af atomvåben er ikke: ”Vil Putin bruge atomvåben?” Det kritiske spørgsmål er: ”Hvorfor har vi et system, hvor en enkelt person kan afgøre om atomvåben bliver brugt?”

I den nukleare orden har der altid været en ”mad man”-teori, dvs. at en leder i et fjendtligsindet land med et hemmeligt atomvåbenprogram som sidste udvej vil bruge atomvåben, hvis han mister sin politiske magt og måske trues på sit liv. Her har Saddam Hussein og Mohammed Gadaffi ofte været brugt som eksempler. Nu er vi kommet ind i en ny fase, hvor det faktisk er supermagtsledere med tusindvis af atomvåben under deres kontrol, som kan sendes afsted indenfor minutter, der kan komme i en sådan situation.

I USA er det kun præsidenten og præsidenten alene, der kan trykke på kernevåbenknappen. Det skal bare sikres, at det nu også virkelig er ham eller hende. Under valgkampen i præsidentvalget i 2016 rejste Hillary Clinton spørgsmålet om, man kunne stole på en Trump med adgang til atomvåben, når Twitter allerede var et problem. Dette resulterede i en debat i USAs kongres om, hvorvidt man skulle begrænse præsidentens muligheder for at trykke på knappen. Tanken blev afvist i enighed. Ikke at stole på præsidenten ville skabe et troværdighedsproblem for USA som supermagt.

I to situationer har man alligevel illegalt begrænset præsidentens magt. Den første opstod, da Nixon var præsident og havde mistet al politisk støtte i Watergate-skandalen. Han drak og var ofte beruset om aftenen. Her overførte embedsmænd de nukleare beføjelser til Kissinger. Den anden drejede sig om Trump i perioden fra 6. januar - efter optøjerne på Capitol Hill (”Stormen på kongressen”) - til 21. januar, mens han stadig var præsident. Pentagon vurderede, at der var fare for, at han ville kunne bruge atomvåben og begrænsede derfor hans muligheder. Også illegalt, men i samarbejde med demokraternes kongresleder, Nancy Pelosi.

Rusland har et lidt andet system. Her er det tre personer, der skal træffe en beslutning: Præsidenten, forsvarsministeren og lederen for det samlede forsvar. Idet Putin er enerådig, og forsvarsministeren er hans ven, er det ikke usandsynligt, at hans vilje vinder i en krisesituation. Men der er en lille mulighed for, at militærets ledelse sætter sig imod. Vi har alt for lidt viden til at kunne vurdere den konkrete situation, men Putins tanker, følelser og helbred har sikkert en afgørende betydning. Spørgsmålet er, om ikke man bør ændre systemerne, så enkeltpersoner ikke kan true verdens overlevelse.

For at sammenfatte: Det internationale system, specielt FN, har ikke mulighed for at løse problemet om anvendelse af kernevåben på grund af stormagternes vetoret i sikkerhedsrådet. Konkurrencen mellem stormagterne gør det vanskeligt at initiere ad hoc-baserede, mellemstatslige forhandlinger. En enkelt persons mentale helbred kan være afgørende for, hvorvidt en atomkrig bryder ud. Disse tre forhold sammen gør, at der ingen garanti er for, at atomkrig ikke bryder ud, hverken nu eller senere. Ukraine-krigens store fortjeneste, hvis man nu kan bruge det ord, er, at den har gjort os opmærksomme på, at atomvåben stadig findes og udgør en risiko ikke kun for enkelte staters, men for hele menneskehedens overlevelse.

Der er to veje at gå. Det ene er at afskaffe atomvåben så hurtigt som muligt. I 2017 blev der vedtaget en traktat i FN om at forbyde atomvåben. Men ingen af atommagterne har skrevet under eller vil skrive under på den. Her hjælper kun internationalt politisk pres. Den anden er hurtigst muligt at genforhandle det internationale system omkring forvaltningen af kernevåben, så det kan gribe ind i situationer, hvor der trues med atomvåben. Men helst begge processer samtidigt, så vi kan være helt sikre på, at vi overlever. FNs generalsekretær har påpeget, at vi indtil nu har været heldige, men også understreget, at held ikke er en strategi.