Der bliver ikke fred i Sudan uden en demokratisk styrkelse af befolkningen
Af Muzan Alneel
Oversat fra engelsk fra “There Can Be No Peace in Sudan Without the Democratic Empowerment of Its People”, Jacobin, 12. maj 2023
USA og andre vestlige regeringer har forsøgt at indynde sig hos de sudanesiske kupledere, som nu har kastet landet ud i voldeligt kaos. Det eneste virkelige håb om fred og demokrati i Sudan ligger hos de folkelige modstandskomitéer, der organiserer sig mod krigen.
I løbet af den sidste måned er Sudan blevet gennemrystet af vold, efter en magtkamp mellem to rivaliserende militærledere er brudt ud i åben krig. Hundredvis af mennesker er blevet dræbt og tusindvis af andre såret, og mere end 300.000 sudanesere er blevet fordrevet fra deres hjem.
De rivaliserende magthavere er Abdel Fattah al-Burhan og Mohamed Hamdan Dagalo, også kendt som Hemeti. De to mænd gik tidligere sammen i oktober 2021 for at gennemføre et militærkup og slå brutalt ned på Sudans revolutionære bevægelse, der kæmpede for demokrati. Nu har de vendt våbnene mod hinanden.
At det ender i vold miskrediterer den holdning, som USA og andre vestlige regeringer havde anlagt, der legitimerede kupmagerne og forsøgte at opbygge en forhandlingsproces omkring dem. Denne proces begyndte ikke efter kuppet: Siden 2019 havde internationale diplomater kraftigt støttet et partnerskab, der holdt de to generaler ved magten, og hævdede, at det ville føre til en overgang til civilt styre.
Men de modstandskomitéer, der væltede Omar al-Bashirs diktatur, organiserer sig på stedet for at beskytte lokalsamfundene mod den seneste konflikts hærgen. Det er deres indsats, der sår frøene til en bedre fremtid for Sudans befolkning.
Ind i krigen
I ugevis havde militariseringen af Sudans hovedstad Khartoum været stærkt eskalerende. Soldater og militærkøretøjer tilhørende Sudans væbnede styrker (SAF) og militsen Rapid Support Force (RSF) var allerede, selv før kuppet i 2021 fandt sted, et velkendt syn i hovedstaden og mange andre sudanesiske byer. RSF er en paramilitær styrke, der har sin oprindelse i Janjaweed-militserne, der blev indsat i Darfur.
Alligevel var den seneste optrapning anderledes. Den stod i skarp kontrast til de officielle nyheder om fremskridt i forhandlingerne mellem militæret og de tidligere civile partnere i den mislykkede overgangsregering. Blandt de vigtigste spørgsmål, der blev drøftet, var spørgsmålet om en sammenlægning af SAF og RSF.
Om morgenen den 15. april udbrød der kampe mellem SAF under al-Burhans kommando og Hemetis RSF. I løbet af mindre end fire timer bombarderede hærens kampfly hovedstaden. Det er vigtigt at forstå, at begge parter i kampene har deres bygninger placeret midt i boligområder. Det gælder hærens hovedkvarter og flere RSF-bygninger, der var omdannet til kaserner, hvilket gjorde hovedstaden til en tikkende tidsindstillet bombe.
Demonstranternes slogan, "hæren på barrikaderne, RSF skal opløses", var ikke længere blot et krav om, at de militære fraktioner skulle fjernes fra den politiske beslutningstagning. Det var også et krav om fysisk fjernelse af militæret og alle militser fra boligområder.
Folkemagt
Siden kuppet den 25. oktober 2021, har den sudanesiske modstandsfront i over et år organiseret ugentlige protester ledet af modstandskomitéer i lokalområderne. Demonstranterne råber slogans med krav om gratis uddannelse og sundhedspleje, offentlig sikkerhed, hærens tilbagevenden til kasernerne og opløsning af RSF (på arabisk: صحة تعليم مجان والشعب يعيش في امان والعسكر لللثكنات والجنجويد ينحل).
De internationale diplomater, der lagde kræfterne i en indsats, der gik ud på at gå ind for og fremme samtaler og aftaler med kupmagerne, vurderede disse krav som urealistiske og umodne. Modstandskomiteerne fortsatte imidlertid deres arbejde, protesterede i gaderne for at mindske kupregimets mulighed for at legitimere sig selv og kastede sig ud i en landsdækkende konsultationsproces, hvor de kortlagde den fremtid, de ønsker for Sudan.
Over 8.000 lokale modstandskomitéer deltog i processen, der resulterede i det revolutionære charter for oprettelsen af folkemagt. Det var et dokument, der indeholdt en køreplan for genopbygning af regeringen nedefra og op, startende med de lokale råd og hele vejen op til et nationalt lovgivende organ, der skal udvælge og overvåge den udøvende magt.
Udvalgene præsenterede denne dagsorden som en vej til bæredygtig fred, der ville tage fat på det sudanesiske folks centrale problemer og give det ligeværdig adgang til de politiske beslutninger. Karrierepolitikere fra den nationale og internationale elite ignorerede eller latterliggjorde deres vision.
Selvhjælp
Da kampene brød ud, var det erfaringerne og redskaberne fra den folkelige organisering, der kom det sudanesiske folk til undsætning. Khartoums lokale modstandskomitéer udsendte en fælles erklæring på [kampenes] anden dag, hvori de præciserede deres holdning: "Vi er ikke upartiske, fordi vi er engageret i en fredelig kamp mod militariseringen af vores land."
I erklæringen blev al-Burhan og Hemeti stemplet som fjender af den sudanesiske revolution, og den opfordrede indtrængende folket til at organisere sig for selv at forsyne sig. Dette er fortsat den folkelige opfattelse, selv om SAF og RSF begge har gennemført propagandakampagner for at gøre deres egen sag lig med det sudanesiske folks og dets revolutions sag.
Det faktum, at SAF og RSF har lånt revolutionens sprog og slogans til at forsvare deres krig, er et klart tegn på, hvordan de revolutionære organisationer, selv om de ignoreres af de fleste internationale organer, har forandret politikken i Sudan. Alligevel har disse propagandakampagner kun haft ringe succes, da virkeligheden med hensyn til folks behov på stedet fortsat prioriteres af modstandsfronten.
Ingen hurtig sejr
Kampene fortsatte på trods af erklæringer fra SAF, der lovede hurtig sejr over "oprørerne", mens RSF pralede med sine fremskridt mod "kupstyrkerne". I virkeligheden var der ingen hurtig afslutning på kampene i sigte.
RSF indtog flere områder i hovedstaden, herunder hospitaler, områder, hvor der blev opbevaret medicinsk udstyr og forsyninger og elforsyningsinstallationer. SAF udviste ringe hensyn til menneskeliv, da militæret fokuserede på luftangreb, hvor boliger og skoler blev hårdest ramt af krigen.
Hæren prioriterede at genvinde kontrollen over præsidentpaladset og den nationale radiostation. Den gjorde ikke samme indsats for at fordrive RSF-styrker fra hospitaler, kraftværker eller andre institutioner, der faktisk har direkte indflydelse på folks liv og velfærd.
Den sudanesiske hær har i årtier kontrolleret broderparten af landets budget og ressourcer. Den har vist sig at være endnu en statslig institution, der er svækket af korruption, ineffektivitet og af, at der opstået en erstatning i den private sektor - i dette tilfælde RSF-militsen.
"Nej til krig, ja til folket"
Ude i virkeligheden blev der oprettet kvartergrupper på sociale medier som WhatsApp, der fokuserer på at levere tjenesteydelser til beboerne i deres kvarter. Dette arbejde omfattede opdateringer om, hvilke butikker og bagerier der var åbne, og om tilgængeligheden af vand- og elektricitet samt oplysninger om sikre ruter og hjælp til evakuering fra højrisikoområder.
Efterhånden som kampene fortsatte, og den skrøbelige infrastruktur i Khartoum brød sammen, begyndte disse grupper at drive sundhedscentre, der ellers var blevet lukket, som erstatning for hospitaler, det nu var umuligt at nå frem til. Som hovedstadens indbyggere flygtede til andre regioner, gik lignende grupper og modstandskomitéer i bykvarterer rundt om i landet i gang med at organisere sig for at give de fordrevne mennesker bolig, mad og medicin, når der var behov for det.
Langs de veje, der forbandt Khartoum med andre stater, stillede grupper af unge mennesker sig op og tilbød vand og snacks til de rejsende og inviterede dem til at blive i deres landsbyer. Da tusindvis af fordrevne sudanesere sad fast ved den egyptiske grænse i nord uden nogen internationale organisationer til at hjælpe dem, kom flere folkelige initiativer dem til undsætning. Modstandskomiteen i den nærmeste by, Dongola, organiserede en konvoj for at nå frem til grænsen og sørge for dem.
I Khartoum kommunikerede de nyoprettede skadestuer med teknikere for at genoprette strømforsyningen i de områder, der var ødelagt af krigen. Disse eksempler og mange andre viser, at modstandskomitéerne på stedet har kombineret sloganet "nej til krig" med praktisk hjælp til det sudanesiske folk ved egne kræfter.
Diplomatiske katastrofer
Internationale diplomater flygtede også fra byen og flyttede til den nye midlertidige hovedstad Port Sudan. Uden en kritisk gennemgang af deres tidligere indsats fortsatte de forhandlingerne med begge kombattanter og bekendtgjorde den ene mislykkede våbenhvile efter den anden. Den sudanesiske befolkning gjorde grin med deres bestræbelser og jokede om, hvordan hver ny "våbenhvile" blot resulterede i mere vold end den foregående.
Det var de samme diplomater, der både påduttede det sudanesiske folk en mislykket "partnerskabsaftale" med militæret og fredsaftalen i Juba, hvorfra vi kan drage direkte forbindelser til kuppet. Efter at have legitimeret generalerne med deres kup og krige anser de stadig på en eller anden mærkelig måde sig selv for at være eksperter med magt til at standse volden, selv om de aldrig er blevet stillet til ansvar for deres tidligere fiaskoer. Det gør alle håb om en positiv indgriben fra det internationale samfund mildest talt usikre.
Dette gælder ikke kun for Sudan, men også for mange andre konfliktområder, hvor det internationale diplomatis korrupte logik har prioriteret aftaler med krigsforbrydere frem for at tage fat på de grundlæggende årsager til uretfærdighed og konflikt. I "realismens" navn støttede diplomaterne en ordning, der lod lederne af SAF og RSF beholde kontrollen med Sudans våben og rigdomme, mens de bare forventede, at SAF og RSF ikke ville udnytte denne kontrol til at udvide deres magt.
En virkelig realistisk og bæredygtig tilgang skabes nu af Sudans befolkning i lyset af krigen. Efterhånden som det sudanesiske folk overtager kontrollen med deres eget liv og deres egne ressourcer, vil den magt og de rigdomme, som generalerne kan kæmpe om, blive mindre og mindre. I dette revolutionære scenario kan krigen bringes til ophør, når folkets magt organiserer sig i en landsdækkende modstandsfront.
Støtte til det sudanesiske folk i denne kamp vil aldrig komme fra de eksisterende internationale organisationer, som ikke har nogen interesse i et ægte demokrati, der tjener folkets vilje. Det sudanesiske folk kan kun bede om hjælp fra andre revolutionære og de, der kæmper for fred og retfærdighed, som kræver ansvarlighed og etiske retningslinjer for det internationale diplomatis arbejde. Opbakning fra vores kammerater rundt om i verden er afgørende for at sikre, at ingen international intervention påtvinger Sudan yderligere ødelæggelse. Det centrale slogan er fortsat "nej til krig, ja til folket".