Claus Hjorth-sagen en afledningsmanøvre
Af Jens Hansen
”Stort ståhej for ingenting” er en komedie af Shakespeare. Titlen kunne næsten overføres til det cirkus, der for tiden opføres omkring tidligere forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen (V). Når jeg kalder det cirkus, er det fordi sagens egentlige kerne, nemlig at en whistleblower mente, at der var begået alvorlige lovovertrædelser i forbindelse med FEs indhentning (dvs. aflytning) af data, efterhånden er helt forsvundet i diskussioner om karakteren af Claus Hjorths udtalelser i TV2s program ”Lippert” og PETs aflytning af den tidligere FE-chef, Lars Findsen.
Det var whistleblowerens oplysninger, der fik Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) til i en pressemeddelelse 21. august 2020 at fremsætte sin hidtil alvorligste kritik af FEs arbejde. Det hed bl.a.:
- Der er indikationer på, at "FE's ledelse har undladt at følge op på eller nærmere undersøge" tegn på spionage inden for Forsvarsministeriets område.”
- Der er indikationer på, at FE har "igangsat operationelle aktiviteter i strid med dansk lovgivning".
- FE har "tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger for tilsynet" vedrørende tjenestens indhentning og videregivelse af oplysninger.
Den socialdemokratiske mindretalsregering under Mette Frederiksen reagerede prompte på tilsynets kritik og daværende forsvarsminister Trine Bramsen hjemsendte fem daværende og tidligere ledende embedsmænd fra FE, med den tidligere FE-chef Thomas Arenkiel og den daværende Lars Findsen, som den mest prominente.
Hjemsendelsen vakte stor opmærksomhed i både ind- og udland. Her i landet fordi der var tegn på alvorlige lovovertrædelser i FE, fordi Trine Bramsen var meget lidt vellidt af forsvarets øverste officerer, og fordi nogen så hjemsendelsen af FEs øverste ledelse som et led i Mette Frederiksens forsøg på at bringe centraladministrationen under kontrol. Et andet motiv kunne være bekymringer for regeringens parlamentariske grundlag. Noget der underbygges af, at Lars Findsen i sin bog ”Spionchefen – Erindringer fra celle 18” citerer Trine Bramsen for at skulle have sagt, at hjemsendelsen ikke skete, fordi FE-ledelsen havde gjort noget forkert, men var nødvendig, fordi den socialdemokratiske regering ’skulle kunne tælle til 90’. Man var med andre ord bange for, hvad regeringens parlamentariske grundlag især SF og Enhedslisten kunne finde på. Findsen skriver også i sin bog, at Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper senere hen under afhøringerne på Svanemøllens kaserne forbavsede undersøgelseskommissionen med sin detaljerede viden om sagen, så måske havde regeringen faktisk noget at være bange for?
Trine Bramsens reaktion ansås af en hel del officerer og borgerlige politikere som noget nær landsforræderi – sagen skulle være ordnet udenfor offentlighedens søgelys. I udlandet fordi det kom frem, at FE og NSA skulle havde spioneret mod nære danske allierede gennem kabelsamarbejdet og sagen vakte ikke ligefrem jubel i NSA og i USA (onde tunger påstår, at grunden til, at Mette Frederiksen endnu ikke har været inviteret til at besøge præsident Biden, er amerikansk utilfredshed med FE-sagen).
Det centrale i sagen er og bliver naturligvis FEs samarbejde – tjenestens ’kronjuvel’ – med NSA (USAs National Security Agency) om at tappe et eller flere telekabler, der transiterer dansk territorium. Samarbejdet var kommet i stand på amerikansk initiativ, mens Poul Nyrup (S) var statsminister og det var også USA, der leverede soft- og hardware til indhentningssystemet, der befinder sig på FEs hovedstation, Sandagergård på Sydamager. Den fysiske tilkobling til de tappede kabler sker efter aftale med kabelejeren og finder nok sted i et knudepunkt i det storkøbenhavnske område mest sandsynligt Amager, hvorfra den rå trafik sendes videre til Sandagergård for videre behandling.
Systemet i Danmark er bare et af adskillige, som NSA har installeret i forskellige lande, noget der kom frem i forbindelse med Edward Snowdens afsløringer. Tyskland har haft en lignende sag om NSAs brug af uautoriserede ’selektorer’ (dvs.søgeord) i et samarbejde med BND om at aflyttet den store Internet-central i Frankfurt, hvor mange Internet-udbydere udveksler trafik.
Der hersker ingen tvivl om, at brynene har været rynket i USA over, at kabelsamarbejdet ikke alene er blevet afsløret, men også, at en tidligere forsvarsminister fra et meget USA-venligt parti på TV har bekræftet samarbejdet og videregivet flere detaljer om det, samtidig med at Danmarks Radio og Weekendavisen har kunnet bringe meget detaljerede oplysninger om, hvad der er foregået i FE. Sagen har givet socialdemokratiet problemer – partiet anses nemlig i almindelighed for at være superatlanticistisk og har i efterkrigsårene været endda meget venligt indstillet overfor efterretningssamarbejdet med USA. Noget der i sin tid blev bekræftet under den såkaldte Kejsergade-sag, hvor oplysninger om et i offentligheden indtil da helt ukendt og omfattende net af radio- og telexaflytningsstationer i Danmark blev omtalt af bl.a. Vietnam-bevægelsens blad, dagbladet Information og fjortendagstidsskriftet politisk revy.
Det er formentlig de rynkede amerikanske bryn, der fik den socialdemokratiske mindretalsregering til at reagere usædvanligt hurtigt ved at nedsætte en kommission bemandet med dommere, der med hemmeligt mandat, skulle undersøge de påstande, der var kommet frem ved TETs voldsomme kritik. Efter relativ kort tids arbejde fastslog kommissionen, at der intet var klandre den hjemsendte FE-ledelse for.
Men hvordan kunne tilsynet på sin side rette anklager om alvorlige ulovligheder mod FE, mens en kommission med hemmeligt kommissorium og med et hemmeligt resultat kom frem til den stik modsatte konklusion? Forklaringen skal dels søges i det forhold, at det var den daværende regering, der skrev kommissoriet – man får jo svar, som man spørger - og dels i noget meget mere alvorligt, nemlig at der formentlig eksisterer to sæt instrukser for FE: Dem som tilsynet har haft adgang til og så de ’rigtige’, som man har holdt skjult – de instrukser – eller mangel på samme – der har tilladt de alvorlige forhold, som whistlebloweren og tilsynet har fremlagt.
Det er i lyset af denne forhistorie, at postyret om Claus Hjorths afsløringer og Lars Findsens ditto skal ses – der er tale om taskenspillerkunst, keine Hexerei, nur Behändigkeit. Ved at mudre vandene op med den slags tjener sagerne de facto som afledningsmanøvrer for at undgå at behandle sagens reelle indhold, nemlig at der hersker stærke formodninger om, at FE i samarbejde med NSA har begået ulovligheder. Manøvren er gennemskuelig, så det med Behändigkeit’ en kan ligge på et beskedent sted.
Samtidig har regeringen sat TET så meget ud af spillet ved hjælp af kommissionens fuldstændige desavouering af tilsynets arbejde, at tilsynet indstillede sit arbejde indtil der forelå nyt mandat fra regeringen. Og det kom der i kølvandet på kommissionens frikendelse i form af, at tilsynet nu ikke længere skulle forholde sig til behandlingen af rådata – lige præcis det område hvor de formentlige ulovligheder er begået. Dermed er tilsynsvirksomheden, i hvert fald hvad angår FE, tilbage i den absolut tandløse situation, der herskede før tilsynets oprettelse i 2014. Det står så tilbage at se, om medierne, som det jo lykkedes den forrige regering at træde voldsomt over tæerne ved at sende FE- og PET-chefer på intimideringsturne til redaktionerne, vil genåbne sagens reelle indhold, hvis de forskellige retsinstanser som Claus Hjorths sag behandles ved, ender med at tillade åbne eller delvis åbne døre i sagen.