Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 20. Ansvarshavende redaktør : Peer Møller Christensen

 

Udskriv artiklen

 

 

Bankerne som følgeskader i en klassekrig

 

Centralbankernes besættelse af at holde lønningerne nede har konsekvenser for den finansielle stabilitet

 

Af Ann Pettifor

 

Oversat med forfatterens tilladelse fra engelsk fra Banks as Collateral Damage in a Class War, 19. marts 2023

 

Stramninger, der smerter

Efter at have strammet Bank of Englands pengepolitik og hævet renten i februar 2022 blev bankens guvernør Andrew Bailey, der koster 575.000 pund om året, spurgt, om han havde til hensigt at påføre arbejderne mere smerte? Hans svar var direkte:

 

"I det store og hele ja - i den forstand at det er nødvendigt for os, at se en moderation af lønstigningerne. Det gør ondt - jeg ønsker på ingen måde at indsukkre det budskab, det gør ondt."

 

Før det skitserede TUC [det britiske FH, o.a.] i december 2021 den sammenhæng, hvori hr. Bailey argumenterede for yderligere nedskæringer af arbejdernes reallønninger. Britiske arbejdere var allerede udsat for

....den længste periode med lønstagnation siden Napoleonskrigene. Reallønnen er for millioner af mennesker lavere end før bankkrisen i 2008.

Skønt de sidste ti dages finanskrise har fængslet mig, har jeg været langsom til at skrive om det forudsigelige og beklagelige resultat af de seneste beslutninger truffet af centralbankerne - de såkaldte "vogtere af nationens finanser".

Jeg har nemlig haft svært ved at se i øjnene, hvad det er centralbanker laver, ikke bare ved at hæve renten, bremse efterspørgslen og sænke lønningerne, som Jon Stewart så eftertrykkeligt forklarede i sit interview med Larry Summers.

Lige så vigtigt er det imidlertid, at centralbankerne på grund af manglende analyse, regulering, tilsyn og fremsynethed i sidste uge har vist, at de var parat til at bruge høje renter til at risikere og endog fremskynde bankkrak og global finansiel ustabilitet. Det har de gjort og fortsætter med at gøre ved bevidst at stramme pengepolitikken i stærkt gældsplagede økonomier med faldende realindkomster. Økonomier, der stadig ikke er kommet sig helt over både den globale finanskrise og pandemien.

Jeg havde svært ved at fatte denne virkelighed. Nemlig at de embedsmænd, der står i spidsen for centralbankerne sammen med deres bestyrelser og personale tilsyneladende er villige til at ofre private banker og den globale finansielle stabilitet i deres hastværk for at hæve renten, knuse efterspørgslen, disciplinere arbejderne og formindske nationens indkomst.

Med andre ord foretrækker de i realiteten klassekrig frem for finansiel stabilitet.

 

Beviset for denne tilsyneladende uhyrlige beskyldning findes i Den europæiske Centralbanks (ECB) seneste beslutninger.

 

På højdepunktet af den finansielle ustabilitet i USA gik Den Europæiske Centralbanks (ECB) direktion onsdag i sidste uge [15.marts, o.a.] i gang med at bevise min pointe.

 

Uden at tage hensyn til de bankkrak, der forårsagedes af Feds [den amerikanske centralbank, o.a] alt for hurtige renteforhøjelser, og vel vidende, at en krise i en del af systemet giver genlyd i hele verden, hævede ECB trodsigt alle sine tre styringsrenter med hele 50 basispoints.

 

Var banken blind over for de risici, som højere renter udgjorde for europæiske banker som Credit Suisse? Ligesom de er ligeglade med virkningen på beskæftigelsen og arbejdernes lønninger?

 

Eller overtrumfede ideologien, som hæver inflationen over alle andre indikatorer, den sunde fornuft?

 

Korte svar er velkomne, tak.

​​ 

Hvorfor er banker og finanssystemet "følgeskader"?

Amerikanske og europæiske banker og finansielle institutioner har ligesom den konkursramte Silicon Valley Bank (SVB) i lang tid mæsket sig med stats- og virksomhedsobligationer, der er udstedt til meget lave rentesatser. Investorer (læs Silicon Valley-milliardærer, kapitalforvaltere, hedgefonde, private investeringsselskaber osv.) har erhvervet disse aktiver og brugt dem som solid sikkerhed for at øge deres låntagning.

 

Som følge heraf voksede den private gæld voldsomt.

​​ 

Centralbankerne gjorde ikke meget for at forhindre denne form for låntagning ved at stramme op på regulering og tilsyn. Efter mere end et årti med "lette penge", øget låntagning og stigende gæld strammede de i stedet den pengepolitiske snor.

​​ 

Som det er velkendt, udstedes nye stats- og virksomhedsobligationer til højere renter, når centralbankerne hæver renten. Disse højere renter øger afkastet på nyudstedte obligationer. Afkastet på disse obligationer bliver endnu mere værd, hvis færre nye obligationer kommer ud på markedet, hvilket skaber en knaphed på forrentning, der er rentabel. De nye obligationer med højere rente er da mere værdifulde for investorerne end de mange obligationer, der blev udstedt, da de lave renter herskede. Som følge heraf bliver "ældre" obligationer solgt fra, når kloge investorer vender sig mod de højere "afkast" på de færre, nyere obligationer.

 

Som følge af denne forskydning i værdi falder prisen på lavtforrentede obligationer.

 

Dette er imidlertid ikke vigtigt, hvis obligationerne beholdes til deres udløb, og der ikke er noget pres for at sælge. Med tiden kan de fremtidige renter falde, og obligationspriserne stiger. Men hvis obligationerne er blevet brugt som sikkerhed - så vil långiverne bemærke, at låntagerens sikkerhed er faldet i værdi, og vil kræve mere sikkerhed for at understøtte den (ofte enorme) udestående gæld. Der vil så opstå et kapløb om at sælge eller mobilisere mere kapital for at tilfredsstille kreditorerne.

Silicon Valley Bank ignorerede de ændringer i aktivernes (obligationernes) værdi, der blev udløst af højere renter, og som steg med større hastighed end tidligere. (Det gjorde den amerikanske centralbank i øvrigt også). Banken syntes heller ikke at forstå de finansielle konsekvenser af den faldende værdi af de aktiver, som banken og dens gældsatte investorer havde.

 

Det vil sige indtil, en gruppe "grundlæggere" i Silicon Valley med Peter Thiel i spidsen – lagde mærke til risiciene, brugte deres WhatsApp-grupper til at sprede panik blandt en udvalgt gruppe iværksætterkapitalister, som derefter øjeblikkeligt trak penge ud af banken og udløste et "digitalt run" på SVB.

 

Det første "gnidningsløse" run på en bank ... Der var ingen grund til at stå i kø uden for SVB!

 

I øvrigt har The Financial Times bragt historien.

​​ 

Peter Thiel sagde, at han havde 50 mio. dollars i Silicon Valley Bank, da den gik ned, selv efter at hans iværksætterfond havde advaret porteføljevirksomhederne om, at den teknologifokuserede långiver var i fare.

 

Cool, ikke? Når det kommer til stykket, hvad betyder et sandsynligt tab af 50 millioner dollars blandt venner?

​​ 

Det store spørgsmål, som centralbankerne må tage stilling til, er følgende: Hvorfor bemærkede spekulanter og venturekapitalister disse ubalancer, mens de selv og de finansielle tilsynsmyndigheder ikke gjorde det?

​​ 

Svaret kan skyldes det greb de holdes i af en økonomisk ideologi, som Harvard-professorer som Larry Summers og Ken Rogoff er talsmænd for. Begge synes at mene, at inflationens magt er større end alle andre truslers. Og at inflationen i det store og hele skyldes stigende lønninger (selv om reallønnen falder) - eller endog forventningen om, at lønningerne kan stige. At centralbankerne for at bremse lønningerne og dermed inflationen er nødt til at fortsætte med aggressivt at hæve deres renter, selv om dette nedbringer efterspørgslen, øger arbejdsløsheden og sænker lønningerne yderligere.

 

Jeg er uenig og har andetsteds argumenteret for, at dagens inflation skyldes spekulationen på råvaremarkederne og ikke lønningerne. Og hvis arbejderne kræver højere lønninger for at klare de inflationære virkninger af højere energipriser og andre råvarepriser, er det en konsekvens, ikke en årsag til råvareprisinflationen, som lovgivere og centralbanker nægter at styre eller regulere. I stedet overlades råvarepriserne til de globale markeders "usynlige hånd", markeder der er oversvømmet af kapital (bl.a. takket være QE [Quantative Easing, dvs. centralbankernes pengeudpumpning, o.a.].

Larry Summers forklarede derimod i sit afslørende biluheldsinterview med Jon Stewart i meget ideologiske vendinger, at den "sygdom", som inflationen udgør, kun kan kureres ved at øge mængden af det, han kaldte de høje renters ”narkotika”.

Deeres forudindtagethed kan være resultatet af, at de forsvarer kreditorernes interesser (og gæld) frem for låntagernes, når der er flere debitorer end kreditorer. Det gør de, fordi inflationen udhuler gældens værdi. Med andre ord giver inflationen låntagerne mulighed for at betale et lån tilbage med penge, der er mindre værd (dvs. penge, der kan købe mindre) end de penge, der oprindeligt blev lånt.

Deraf deres optagethed af inflationen - og bekymringerne hos et mindretal af kreditorer eller långivere.

Det falder ikke ortodokse økonomer og deres venner i kreditorinstitutionerne ind, at det at bruge høje renter til at skære i debitorernes indkomster kan føre til misligholdelser, der i sidste ende skader – man har nok gættet det - kreditorerne.

Selv efter de alvorlige bankkrak i sidste uge brugte Ken Rogoff en klumme i Financial Times til at slå på tromme for lav inflation og klassekrig. Han opfordrede centralbankerne til at fortsætte med at hæve renten, selv om inflationen skulle falde. Samtidig indrømmede han, at

"Om ikke andet er udsigten til endnu en gang at skulle redde den finansielle sektor, mens man strammer skruen for almindelige mennesker ikke god. Alligevel kan Fed ligesom ECB ikke uden videre afvise en vedvarende kerneinflation på over 5 pct."

Implikationen er, at centralbankernes ledelser – de er trods alt skatteyderfinansierede embedsmænd - bør afvise en reallønsdeflation på 5 pct. eller mere - og de økonomiske, sociale og politiske konsekvenser af højere renter, strammere pengepolitik, stigende arbejdsløshed og finansiel ustabilitet.

Credit Suisse

Mens jeg skriver dette, bliver en "Too Big To Fail"-bank reddet fra konkurs af både den schweiziske stat og bankens private konkurrenter. Credit Suisses hovedkvarter ligger langt fra Santa Monica, Californien, USA, hvor Silicon Valley Bank (en af de bedste banker i USA ifølge Forbes) har sit hovedsæde.

​​ 

Disse geografiske forhold minder os om, at det internationale finanssystem er globalt. En krise i et hjørne af den internationale finansskov kan føre til skovbrande tusindvis af kilometer væk.

 

Det er derfor, vi skal ændre systemet.