Anmeldelse: Hvordan Vesten bragte krigen til Ukraine
Af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion.
Tidligere i år udgav forlaget Hovedland bogen Hvordan Vesten bragte krigen til Ukraine … og hvorledes USA og Nato har ført verden ud på kanten af en atom-katastrofe af Benjamin Abelow. Bogen, som er oversat af pensioneret oberstløjtnant Jens Kristian Bech Pedersen og indeholder et forord af tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, Marie Kraup, er udgivet ganske kort tid efter den udkom i USA.
Den danske udgave
Denne bog er interessant, fordi den er det første længere uforbeholdne forsvar for den russiske invasion i Ukraine, som er udgivet på dansk. Man har ganske vist i danske medier kunnet læse kortere fremstillinger med lignende argumentation fra den russiske ambassadør i Danmark, hos dele af fredsbevægelsen og hos den del af venstrefløjen, som nogle kalder ”gammel-kommunister”, f.eks. på internetmediet Arbejderen.dk, som da også har præsenteret bogen med en meget rosende anmeldelse.
Bogen er uden diskussion, selvom den faktisk kun indeholder 82 sider eksklusiv kildehenvisninger, den længste sammenhængende præsentation af disse synspunkter på dansk.
Illustrationen på forsiden af den danske udgave, som viser to velplejede hænder i nypressede skjorteærmer, hvorfra tynde tråde strækker sig ned i bogens titel som tråde fra en dukkefører, understreger indtrykket af fordækte hænder – Vesten og NATO – som trækker i trådene og fremkalder krigen.
Marie Krarups forord
Marie Krarups ultrakorte forord til bogen indeholder stort set blot en gentagelse af Benjamin Abelows hovedtese, nemlig at ”Vesten har misforstået hvorfor Rusland invaderede Ukraine, hvilket betyder, at Vesten træffer vigtige afgørelser på falske præmisser.” Ifølge Marie Krarup ved den danske befolkning ikke nok om baggrunden for konflikten. Det håber hun så, at den foreliggende bog vil råde bod på.
Bogens argumentation starter med en konklusion
Benjamin Abelows bog er ikke et forsøg på at foretage en analyse af baggrunden for den russiske invasion af Ukraine, men tager, som det fremgår af bogens titel, udgangspunkt i en konklusion, nemlig at ansvaret for krigen i Ukraine og den risiko for en atomkatastrofe, som denne krig udgør, alene er at finde hos Vesten og NATO. Bogens hovedsigte er derfor, at underbygge denne konklusion.
At bogen på denne måde tager sit udgangspunkt i en forudfattet konklusion betyder, at historiske kendsgerninger, som kunne problematisere denne konklusion, ikke medtages i fremstillingen. Det vender jeg tilbage til.
Benjamin Abelows argumentation
Bogens argumentation følger i høj grad de linjer, man kender fra de kortere udgaver af tilsvarende argumentationsmønstre, nemlig at den russiske invasion af Ukraine var resultatet af en række provokationer fra USA sog NATOs side, som uundgåeligt måtte tvinge den russiske ledelse til at handle, som man gjorde.
- USA har - på trods af mundtlige løfter til forskellige russiske ledere om det modsatte - gennemtvunget en udvidelse af NATO mod øst, så militæralliancen nu har medlemmer, der grænser direkte op til Rusland; noget som i den grad har skræmt den russiske ledelse, at man har følt sig tvunget til at forhindre at endnu et østeuropæisk land – Ukraine – blev medlem af NATO.
- USA har ikke taget imod russiske tilbud om at skabe en ny sikkerhedssituation i Europa.
- USA har i 2014 ved hjælp af økonomisk assistance og i samarbejde med stærkt højreorienterede ukrainske organisationer fremkaldt et kup imod den siddende russiskvenlige regering – det såkaldte Maidan-kup.
- NATO har holdt militærøvelser tæt på Ruslands grænser og deployeret missiler, som kan armeres med atomvåben i Rumænien og har haft planer om at gøre det samme i Polen.
- USA har ensidigt trukket sig ud af nedrustningsaftaler indgået med Sovjet senere Rusland.
Bogens udeladelser
Den udvidelse af NATO mod øst, som i bogen beskrives som en afgørende faktor i udviklingen af det konfliktfyldte forhold mellem NATO og Rusland, har, ifølhe Abelow, et lige så vigtigt perspektiv, nemlig at USA og NATO havde et ønske om at inddæmme og svække Rusland.
Men der var ikke tale om tvang fra NATOs side. Mange af de tidligere sovjetrepublikker, som med Sovjetunionens sammenbrud havde etableret sig som selvstændige suveræne stater, og de østeuropæiske stater, som efter 1945 var blevet tvunget ind i Warszawa-pagten, havde voldsomt negative erfaringer med deres relationer til Rusland uanset karakteren af dette lands styre. De baltiske lande havde oplevet at blive annekteret af Sovjetunionen, og i Ungarn, Tjekkoslovakiet og Polen var forsøg på løsrivelse fra den militære og økonomiske dominans fra Sovjetunionen blevet mødt med invasion og besættelse af sovjetiske tropper eller som i Polens tilfælde etablering af et regulært militærdiktatur.
Disse stater var alle efter Sovjetunionens sammenbrud ivrige efter at blive medlemmer af NATO og komme under militæralliancens beskyttelse, et ønske som ikke mindst voksede efter den første Tjetjenien- krig.
Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 erklærede Tjetjenien sig uafhængigt og ville trække sig ud af Den Russiske Føderation. Det førte til en russisk ínvasion af landet i 1994, som efter voldsomme tab af civile menneskeliv fik Tjetjenien til at falde til patten og blive i Den Russiske Føderation. Ruslands invasion og den brutale nedkæmpelse af løsrivelsesforsøget i Tjetjenien forskrækkede de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa i en sådan grad, at det forstærkede deres ønske om optagelse i Nato.
Der var således tale om en række motiverende faktorer i de østeuropæiske landes drift i retning af Nato, som overhovedet ikke tages i betragtning i bogen. Her betragtes østudvidelsen udelukkende som udtryk for USAs og NATOs ønske om at inddæmme og svække Rusland.
Der var i starten ikke den store begejstring i NATO for at optage de østeuropæiske lande, men det skete alligevel. Selv om mange amerikanske politikere i flere omgange havde lovet russiske politikere, at man ikke ville udvide NATO mod øst, valgte man at vægte hensynet til de tidligere Warszawa-pagtlandes og tidligere sovjetiske delrepublikkers frygt for Rusland tungere end hensynet til løfter, som aldrig havde været skrevet ned eller var blevet traktatligt formuleret.
En anden af bogens udeladelser, som næsten virker mere underlig, er, at forfatteren slet ikke nævner Budapest-memorandummet fra 1994. Ukraine var efter Sovjets sammenbrud verdens tredje største atommagt, fordi mange af Sovjets atomvåben var anbragt i landet i bekvem nærhed af de vesteuropæiske NATO-lande. I 1994 valgte Ukraine imidlertid at tilslutte sig ikke-spredningstraktaten (for atomvåben). Det skete efter forhandlinger med regeringsrepræsentanter fra Rusland, USA og Storbritannien. Regeringslederne fra disse lande underskrev alle aftalen, som anerkendtes af FN og indgik i FN's samling af internationale traktater. Som modydelse for at give afkald på sine atomvåben (som alle blev overført til Rusland) fik Ukraine indføjet i traktaten, at underskriverne - for Rusland var det Boris Jeltsin - forpligtede sig til at respektere Ukraines suverænitet og grænser. Med invasionen af Ukraine forbrød Rusland sig således mod en internationalt anerkendt traktat – underskrevet af en tidligere russisk leder - om respekt for Ukraines suverænitet, og man kan samtidig opfatte USAs og Storbritanniens støtte til forsvaret af Ukraines suverænitet som i fuld overensstemmelse med forpligtelserne indeholdt i denne traktat.
”Maidan-kuppet”
Benjamin Abelow beskriver de politiske begivenheder i Ukraine i 2014 – det man i Ukraine kalder Maidan-revolutionen, som et statskup, igangsat og finansieret af USAs CIA i snævert samarbejde med stærkt højreorienterede ”nazistiske” organisationer med det ene formål at afsætte den demokratisk valgte regering og som erstatning for denne indsætte en USA- og NATO–venlig regering.
Historien bag Maidan-revolutionen (”kuppet”) er imidlertid mere kompliceret. Der var i årene op til 2014 stor uenighed i Ukraine om, efter hvilket verdenshjørne Ukraine skulle orientere sig. I Østukraine var befolkningen interesseret i en økonomisk og politisk tilknytning til Rusland, hvorimod man i Vestukraine – og i hovedstaden Kyiv – var interesseret i at blive medlem af EU. Den på det tidspunkt siddende præsident, Janukovitj, som havde sit primære vælgergrundlag i Østukraine, gennemførte en række forhandlinger med repræsentanter for EU, men da en aftale om indledning af optagelsesprocessen skulle underskrives, modtog Janukovitj opfordringer fra den russiske ledelse om at orientere Ukraine mod Rusland, en opfordring, som blev ledsaget af tilbud om betragtelige russiske lån og lave toldsatser ved eksport af ukrainske varer over grænsen til Rusland. Da Janukovitj havde modtaget disse tilbud fra Rusland, satte han optagelsesprocessen i EU i bero, hvilket førte til voldsomme reaktioner i Vestukraine. Protestdemonstrationer der krævede at forhandlingerne med EU blev genoptaget udviklede sig så voldsomt, at Janukovitj af frygt for sin egen sikkerhed flygtede til Rusland, og da dette var sket, indsatte den lovgivende forsamling i Ukraine en ny regering. Det er uden for enhver diskussion, at USA har givet økonomisk støtte til de EU-venlige kræfter i Ukraine og sikkert også har forsøgt at få indflydelse på den regering, som efterfulgte Janukovitj, men at beskrive udviklingen som et USA-orkestreret statskup er en voldsom fordrejning af den komplicerede proces.
Mearsheimer og østudvidelsen
I bogen støttes argumentationen på citater fra en række samfundsforskere og politikere, som har kritiseret USAs og NATOs rolle i udviklingen hen mod den russiske invasion af Ukraine. Den hyppigst citerede er den amerikanske forsker John Mearsheimer. Mearsheimer har ganske rigtigt kraftigt kritiseret NATO’s østudvidelse, men Benjamin Abelow undlader at fortælle, at Mearsheimers vigtigste pointe i kritikken er, at USA med østudvidelsen har forringet forholdet til Rusland i en sådan grad, at det ikke vil være muligt at etablere en fælles amerikansk-russisk front imod Kina – et perspektiv, Mearsheimer langt ville have foretrukket.
Abelows konklusion
Benjamin Abelow slutter bogen med at konkludere, at hvis USA og NATO havde undladt de ovennævnte provokationer, kunne den russiske invasion være undgået, og verden ville ikke – som nu – skue ind i truslen om en altødelæggende atomkrig.
Konklusion
Det er svært at opfatte Hvordan Vesten bragte krigen til Ukraine som andet end en meget ensidig bestræbelse på at frikende Rusland for ansvaret for det brutale overfald på Ukraine og lægge alt ansvar over på USA og NATO, og når forfatteren påstår, at ”USA og NATO har ført verden ud på kanten af en atomkatastrofe”, er det en voldsom fordrejning af den virkelige situation, verden står over for. Den russiske invasion af Ukraine er gennemført i ly af det russiske atomarsenal, som ganske rigtigt, hvis det tages i anvendelse, vil kunne udrydde ethvert liv på jorden. Hvis Ukraine havde beholdt sine atomvåben eller havde været medlem af NATO, ville den russiske ledelse aldrig have drømt om at invadere landet. At verden, som tingene ser ud nu, ser ind i truslen om atomkrig, skyldes udelukkende, at den russiske ledelse har truet med at tage sine atomvåben i anvendelse.
Denne bog er et absolut ensidigt forsvarsskrift for den russiske invasion af Ukraine, og man må håbe, at den danske offentlighed har tilstrækkeligt med objektive informationer om krigen i Ukraine til at se i hvor høj grad denne bog er netop det – et forsvarsskrift for den russiske aggression og krænkelse af Ukraines suverænitet.