Svæver krig og fred frit ovenover historien?
Af Peer Møller Christensen og Niels Frølich, medlemmer af Kritisk Revys redaktion
Fredsbevægelserne har uden tvivl i tidens løb udført et godt stykke arbejde ved at modsætte sig krig, ulighed, fremmedhad og intolerance og det voldsomme spild, rustningsindustrien udgør. Når fredsbevægelser her tages under kritisk behandling, skyldes det de problemer, bevægelserne løber ind i, når det drejer sig om Ukraine-krigen – problemer der måske har historiske rødder og som først og fremmest opstår ved at betragte krig, fred og våben som størrelser, der svæver frit over deres historiske og konkrete sammenhæng.
Det er værd at bemærke, at ’fredsbevægelse’ er en bred samlebetegnelse, der dækker over vidt forskellige holdninger, herhjemme fra Nej til Oprustnings inddragelse af en række overordnede globale problemer som klimaforandringer og ulighed i de sikkerhedspolitiske problemstillinger og faktiske støtte til Ukraines ret til selvbestemmelse og selvforsvar til Fredsinitiativet, der godt nok forlanger Rusland ud af Ukraine, men samtidig opstiller en række men’er, der underminerer Ukraines ret til selvbestemmelse, og som med en abstrakt forståelse af krig og fred står i fare for at gå aggressorens ærinde. Det er denne sidste gren af fredsbevægelsen, vi tager op.
Det vi er enige om
Lad os starte med det, vi er enige med de fleste af fredsbevægelserne om:
Fordømmelse af det russiske overfald på Ukraine
Sympati med krigens mange ofre både civile og soldater, der dræbes, såres eller fordrives
Modstand mod en militarisering af samfundet.
Krig og fred er ikke udenfor historien
Vi er først og fremmest ikke enige i, at krig og fred kan isoleres fra den historiske og konkrete sammenhæng, de optræder i, noget der bunder i en ahistorisk brug af begreberne ”krig ” og ”fred” og måske også med en – måske ubevidst og nostalgisk - binding til de to tidligere ”socialistiske” stater, Rusland og Kina. Det som Dines Boertmann kalder, ”politiske fantomsmerter, der forhindrer dem i at erkende, at Sovjetunionen er og bliver begravet under en røverkapitalistisk stat med ekspansionistiske mål”. Rusland og Kina har efter 1989 udviklet sig til henholdsvis kleptokratiske og statskapitalistiske lande med imperialistiske ambitioner, som ønsker en udvikling frem mod en ny verdensorden med en udgave af multipolaritet, som gør det muligt for dem at realisere deres egne imperialistiske ambitioner på linje med USAs.
Fred kan man let skabe i Ukraine: Enten ved at Ukraine overgiver sig eller ved, at Rusland trækker sig ud af det land, det uretmæssigt har overfaldet. Men hvis fredsbevægelsen ikke stiller det centrale spørgsmål: Fred på hvilke betingelser, bliver kravet om fred fritsvævende, og dermed ligestiller man de to parter. Men de er ikke ligestillede: Den ene er overfaldsmanden, og den anden er ofret.
Er våben ’onde’?
Når fredsbevægelser hævder, at våbenhjælpen til Ukraine betyder støtte til krig og militarisme, er man nødt til at stille spørgsmålet, om et land der er blevet overfaldet har ret til at forsvare sig selv eller ej. Selvom man er imod krig, så kan man ikke nægte folk at forsvare sig. Våben er heller ikke noget, der svæver frit i luften. De anvendes altid af nogen til et bestemt formål. Og nogle gange er det et godt formål og andre gange et dårligt eller ondt formål.
Våbenleverancer er nødvendige, for at Ukraine kan forsvare sig. Det var jo det, som skete under Anden Verdenskrig, hvor USA med sit enorme produktionsapparat gennem de såkaldte låne-leje-love kunne levere det militære udstyr til først Storbritannien og senere Sovjet uden hvilke, udfaldet af denne krig havde været langt mere uvist. Og hvad med leverancerne af våben til modstandsbevægelserne mod de tyske, italienske og japanske besættelsesmagter? Det samme gælder i tiden efter Anden Verdenskrig Sovjets og Kinas leverancer af våben til Vietnam og andre befrielsesbevægelser. Fredsbevægelsen modsatte sig ikke disse leverancer. Og hvorfor gjorde den ikke det? Det var, fordi disse krige, opstande eller modstandsbevægelser opfattedes som retfærdige i den samtidige historiske og konkrete sammenhæng.
Er det lige meget, om katten er rød eller sort?
Et andet argument, man hører fra fredsbevægelserne er, at regeringen i Kiev er neoliberal, korrupt eller rent ud fascistisk, mens f.eks. FLN i Algier, Vietnam, Cuba eller Den spanske Republik var progressive. Men det er ikke styrets karakter, der er spørgsmålet her, det er - om dette styre er ude i en kamp om retten til national selvbestemmelse på et antiimperialistisk grundlag. Her kan man nævne støtten til Etiopien i 1937, da det fascistiske Italien overfaldt landet. Haile Selassies styre var bestemt hverken progressivt eller demokratisk, alligevel støttede venstrefløjen Etiopiens kamp. I Ukraines tilfælde er valget meget nemmere. Landet har en demokratisk valgt regering uanset korruptionsniveauet og regeringens neoliberale politik.
Socialister i Ukraine forsvarer også deres land med våben i hånd og kæmper samtidigt mod Zelenskyi-regeringens neoliberale politik.
Krigen betyder sult
Fredsbevægelsen er naturligvis på rette spor, når man påpeger de forfærdelige konsekvenser af krigen for fødevareforsyningen til fattige lande. Det er derfor, fredsbevægelsen skal opfordre Rusland til at stoppe sin aggression og trække sig ud af Ukraine og ikke kræve at Ukraine opgiver sin frihed, fordi Rusland holder fødevareforsyningerne som gidsel.
Forhandlinger, men på hvilke betingelser?
Når det kommer til spørgsmålet om anvendelse af diplomati i stedet for krig til at løse konflikter, så har fredsbevægelsen naturligvis helt ret i, at fred er at foretrække frem for krig. Men på hvilke betingelser? Igen kan det ikke nytte noget at løsrive fred fra den historiske og konkrete sammenhæng, den skal indgå i. Under Vietnam-krigen var der dele af fredsbevægelsen, der krævede ”Forhandlinger nu!”, mens de mere radikale dele krævede ”USA ud nu!”, fordi USA ingen ret havde til overhovedet at være i Vietnam.
Det var spørgsmålet om på hvis betingelser, der fik den danske Vietnambevægelse til i sin tid at revne. Den del, der mestendels var ledet af DKP, fulgte Sovjets udenrigspolitik, der på det tidspunkt var fredelig sameksistens, mens den radikale del af Vietnam-bevægelsen holdt fast i, at Vietnam-krigen var direkte forbundet med det imperialistiske verdenssystem og holdt fast i, at det var Vietnam, der fastsatte betingelserne for forhandlinger og dermed for fred og våbenhvile.
I Ukraines tilfælde vil krigen – hvis vi ser bort fra en Tredje Verdenskrig - ligesom alle andre krige ende ved forhandlingsbordet, men det er den militære situation på slagmarken, der sammen med international solidaritet og den generelle politiske situation vil afgøre hvilket Ukraine, der kommer ud af disse forhandlinger. Men uden våbentilførsler udefra vil Ukraine gå en forfærdelig skæbne i møde og blive tvunget til acceptere en ’fred’, der kan betyde at landet rives fra hinanden og truer selve dets eksistens. Med våben kan landet forsvare sin ret til at eksistere og sin selvbestemmelse og nå et resultat, som det ukrainske folk kan acceptere, for det er det ukrainske folk, der afgør det – ikke stormagtafgørelser hen over dets hoveder, som dele af fredsbevægelsen synes at mene.
Skal fredsforhandlinger i Ukraine have mening, kan de kun tage udgangspunkt i Ukraines ret til selvbestemmelse og eksistens og ikke i de ’realiteter’, Putins styre har skabt ved sin illegale annektering af en fjerdedel af Ukraines territorium, sine etniske udrensninger, folkeforflytninger og sin tvangsrussificering i de besatte områder.
Hvorfor Vietnam, men ikke Ukraine?
Det er svært at forstå, hvordan man i sin tid kunne kritisere den amerikanske invasion af Vietnam og Irak, men ikke på samme måde entydigt kan kritisere Ruslands invasion af Ukraine.
Når personer fra fredsbevægelsen tager stilling til krigen i Ukraine, sker det ofte med en indledning, der ganske vist konstaterer, at den russiske invasion af den suveræne ukrainske stat er en forbrydelse og en krænkelse af folkeretten. Men derefter følger ofte en række men’er, hvis de facto funktion bliver at forstå Rusland: NATOs aggressive udvidelser i Østeuropa, kritik af Ukraines politiske system, ”Maidan-kuppet ” i 2014 og beskyldninger mod den ukrainske ledelse for at være styret af ”nazister”.
Fredsbevægelsen opfordrer til våbenhvile og fredsforhandlinger, som tager hensyn til begge parter i konflikten. Det er svært i tilkendegivelserne fra fredsbevægelsen at finde forslag til løsning af konflikten, som ikke i den nuværende situation ville være i Ruslands interesse. En våbenhvile i en situation, hvor der stadig er russiske styrker i landet, ville tvinge Ukraine til at give indrømmelser til Rusland. Men hvilke indrømmelser skulle man gøre når krigen i bund og grund handler om Ukraines ret til selvbestemmelse og eksistens?
Vietnam-krigen var i høj grad med til at danne vores holdninger til spørgsmålet om krig og fred. Dengang krævede de engagerede på venstrefløjen ”Stop for de amerikanske bombninger af Nordvietnam” og var med til at arrangere Russell-tribunalet i Roskilde, som havde et enkelt formål, nemlig at dokumentere og fordømme USAs krigsforbrydelser i Vietnam. Der var ingen på datidens venstrefløj, der argumenterede for våbenhvile, eller undersøgelser af om vietnameserne havde begået krigsforbrydelser. Der var heller ikke nogen på venstrefløjen, der krævede, at Sovjet skulle indstille våbenhjælpen til Nordvietnam og FNL, for at stoppe blodsudgydelserne. Og blodsudgydelser var der nok af - man regner med, at ca. 2 millioner vietnamesere blev dræbt (og ca. 50.000 amerikanere) i Vietnam-krigen. På trods af disse tab søgte FNL ikke om våbenhvile, før man mente tiden var gunstig.
Multipolariteten
Et andet argument der anvendes af fredsbevægelserne er af typen ’The West and The Rest’ og henviser til, at en væsentlig del af det globale syd stiller sig neutral, hvad angår krigen i Ukraine. Men denne neutralitet hænger naturligvis sammen med, at det for de lande, der har været og er underlagt den kapitalistiske udbytning og dominans, er svært at holde masken, når den vestlige, kapitalistiske verden snakker om at forsvare en regelbaseret verdensorden eller kampen mellem demokrati og autokrati. Hvorfor skulle tidligere kolonilande vælge side i det, der opfattes som en lokal krig mellem hvide mænd, når de selv har oplevet den ene krig efter den anden, uden nogen interesserede sig synderligt for det? Eller en regelbaseret verdensorden, hvor andre skrev reglerne eller bøjede dem i egen favør? Den verdensorden er disse lande naturligvis interesseret i at nedbryde til fordel for en multipolær verden. Men mon ikke det er en ægte multipolaritet og ikke en opdeling i røverbaronier, man er interesseret i?
Fredsbevægelsen opfatter udviklingen frem mod en multipolær verden som en progressiv udvikling, der kan eliminere USAs hegemoniske rolle i den eksisterende verdensorden. Multipolariteten vil ifølge fredsbevægelsen være til gavn for den store gruppe lande i det globale syd, som i århundreder har været undertrykt af vestlig kolonialisme og amerikansk imperialisme. Men tror man virkelig, at Ruslands og Kinas relationer til landene i det globale syd - når eller hvis det lykkes at etablere et multipolært system - vil være mindre udbyttende end Vestens. Tror man, at hvis det lykkes dem at opnå også at være med i stormagtsspillet, at de f.eks. vil opgive deres vetoret i FNs Sikkerhedsråd og skabe et mere demokratisk FN til gavn for mindre stater?
Fredsbevægelsen sluger råt Ruslands og Kinas påstand om, at deres kamp for multipolaritet er en kamp mod den amerikanske imperialisme. I den forbindelse bør man nok erindre sig, at fremstormende imperialistiske magter tidligere har erklæret sig som modstandere af kolonialisme og imperialisme. De japanske erobringstogter i Østasien i 1930rne beskrev den japanske regering som bestræbelser på at befri de østasiatiske lande fra den vestlige kolonialisme. Når den norske forfatter, Knut Hamsun, efter Anden Verdenskrig skulle forklare sin fascination af den tyske nazisme, henviste han til de forbrydelser, som de engelske kolonialister havde begået i Indien og forklarede, at han så Nazitysklands krig mod England, som rettet mod den engelske kolonialisme.
Den amerikanske regering gødede jorden for sine egne imperialistiske ambitioner efter Anden Verdenskrig ved at støtte afkolonialiseringen. Faktisk støttede den amerikanske regering i starten af den vietnamesiske frihedskamp Viet Minh i Vietnam. Først efter Koreakrigen, som var amerikanernes første egentlige konfrontation med den nye kommunistiske blok, skiftede man side og støttede Frankrig i kampen mod Viet Minh, for efterhånden selv at overtage den.
NATO-udvidelsen
Argumentet om, at NATOs udvidelse, der ofte kaldes ’ekspansion’ eller ’indlemmelse’, i Østeuropa har tvunget Rusland til at invadere Ukraine, er uden hold i virkeligheden. De østeuropæiske lande blev med magt efter 1945, hvor de imperialistiske magter delte verden imellem sig i interessesfærer, lagt ind under sovjetisk dominans, og tvunget ind i Warszawa-pagten og Comecon. Hvis de forsøgte at bryde ud – som det var tilfældet i Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968 eller bare at lette undertrykkelsen som i Berlin 1953 eller Polen 1956 – greb Sovjet ind med våbenmagt.
Det kan ikke undre nogen, at disse stater og deres befolkninger, da Sovjet brød sammen, skyndte sig at søge optagelse i NATO, som beskyttelse mod en russiske dominans, som de gennem århundreder med blodig undertrykkelse kun kendte alt for godt. Og der var ikke tale om, at NATO invaderede staterne og tvang dem til at blive medlemmer af NATO, men derimod at landenes regeringer med stor folkelig opbakning søgte om optagelse.
’Ukraine er domineret af nazister’
Når den russiske ledelse skal forklare sin invasion af Ukraine, begrunder man det bl.a. med behovet for at ”afnazificere” Ukraine. Den danske regering hoppede under Irak-krigen på USA's løgn om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, men venstrefløjen protesterede mod USAs invasion af Irak, selvom Saddam Hussein var en blodig diktator. Hvordan kunne man dengang kritisere den amerikanske invasion, men nu forstå den russiske lige så absurde begrundelse for tilsidesættelse af respekten for suverænitet?
Kan krig og fred være ’retfærdig’ eller ’uretfærdig’?
Hvis man skal vælge mellem krig og fred, vil alle foretrække fred, men hverken krig eller fred er absolutte begreber, der eksisterer uden for historien. For dem, man kunne kalde absolutte pacifister, er krig altid det samme, uanset hvilken historisk, konkret sammenhæng, den forekommer i. Men for relative pacifister vil et uprovokeret angreb på ens eget land være ensbetydende med, at man selv som pacifist tager våben i hånd for at forsvare sig. Derfor findes der ’retfærdige’ krige, som f.eks. Anden Verdenskrig, hvor de vestlige kapitalistiske og imperialistiske magter og det despotiske Sovjetunionen gik sammen om at bekæmpe det større onde, fascismen. Og der findes ’uretfærdige’ krige som Ruslands overfald på Ukraine.
På samme konkrete og historiske måde findes der ’retfærdig’ fred og ’uretfærdig’ fred.
Rosa Luxemburg
Der henvises ofte i fredsbevægelsens argumentation til fredsbevægelsen op til Første Verdenskrigs udbrud og Rosa Luxemburg, som under Første Verdenskrig plæderede for, at arbejderklassen og dens partier ikke skulle blande sig i konflikter mellem stater, men i stedet koncentrere sig om at føre intern klassekamp mod borgerskabet i deres eget land. Hvis dette argument føres til sin endelige konklusion, så burde modstandsbevægelsen i Danmark under den tyske besættelse have rettet våbnene mod det danske borgerskab i stedet for at kæmpe mod de tyske besættelsestropper, og de kinesiske kommunister skulle, efter at Kina var blevet invaderet af Japan, have fortsat kampen mod Guomindang og det kinesiske borgerskab i stedet for at indgå en alliance med Guomindang imod japanerne.
Hvis fredsbevægelsen endelig skulle bruge Rosa Luxemburg, kunne man også henvise til hendes artikel fra 1908 ’Det nationale spørgsmål og autonomi’, hvor hun skriver, at man ikke skal tro, at retten til selvbestemmelse vil løse grundlæggende konflikter. Derfor går hun ikke ind for at ændre eksisterende grænser, men for udstrakte minoritetsrettigheder og -beskyttelse. Mon ikke hendes argumentation ville have været den samme i dagens situation, hvor Ukraine er en internationalt anerkendt stat, hvis grænser – troede man – var garanteret af internationale aftaler?
NATO og Danmark
Men hvad så med NATO og Danmarks medlemskab af alliancen? I en kommentar skriver Thomas Bredsdorff i Politiken d. 11. februar, at ”En kollektiv mentalitetsændring har ramt den danske sjæl. Vi er blevet frådende militarister”. Nu er det ikke til at vide, hvem det ’vi’ omfatter, tilsyneladende er det alle danskere. Men hvis man opfatter Rusland under det nuværende kleptokratisk-kapitalistiske styre med imperialistiske tilbøjeligheder som en fare for fred og sikkerhed i Europa, så er det naturligt at ville forsvare sit land – det gør os imidlertid ikke til militarister.
Den oprustning eller rettere omrustning, dansk forsvar er nødt til at gennemføre for at ændre sit nuværende ekspeditionsforsvar til et territorialforsvar, sker på et demokratisk grundlag og under demokratisk kontrol og har intet at gøre med militarisme. Militarisme betyder, at hele staten er indrettet med et militært formål som f.eks. antikkens Sparta, Preussen, de fascistiske lande i mellemkrigstidens og Anden Verdenskrigs Europa, noget heller ikke den ’reelt eksisterende socialismes’ stater kunne frasige sig. Så langt er Danmark ikke nået endnu selvom det lugter lidt, at militæranalytikere optræder i uniform på tv eller at Baltorp Business Gymnasium i samarbejde med forsvaret vil oprette en forsvarslinje som et pilotprojekt.
Befolkningens store flertal er tilhængere af dansk medlemskab af NATO, og Ruslands overfald på Ukraine har sendt tilslutningen til himmels. Tilslutningen hænger naturligvis sammen med, at Socialdemokratiet er et superatlanticistisk parti og har været det lige siden alliancens dannelse i 1949, primært af frygt for Sovjetunionen og det ideologiske modsætningsforhold til kommunismen.
Hvorvidt Danmark skal forblive i NATO må afhænge af, hvilken sikkerhedsordning man for et samlet Europa kan komme frem til, når først Rusland er ude af Ukraine, og hvorledes NATO udvikler sig. I den sag er det op til venstrefløjen at modsætte sig at blive spændt for imperialistiske interventioner, og at omrustningen netop forbliver defensiv – Danmark har ingen sikkerhedspolitiske interesser i at anskaffe sig angrebsvåben som f.eks. krydsermissiler. Det er heller ikke i venstrefløjens eller nogens interesse, at NATO bliver ved med at give sig selv mandat til at operere stadig længere væk fra det atlantiske område, nu med samarbejdsaftaler i Det Indiske Ocean og Stillehavet eller at gøre klimaforandringer eller andre socio-økonomiske problemer til sikkerhedsproblemer i militær forstand.
Fredsbevægelsen må åbent bekende kulør
Nogen ser i det, at samtlige nordiske lande formentligt snart er samlet i NATO, en mulighed for at påvirke alliancen i en defensiv retning. I hvert fald giver det de nordiske venstrefløjspartier mulighed for at udvikle en fælles sikkerhedspolitik, der indeholder langt mere end militære svar på klimaforandringer og ulighed, og som er demokratisk forankret og under demokratisk kontrol. Her kan fredsbevægelsen spille en rolle, men kun hvis den åbent og uden forbehold slår fast, at Ukraine ligesom alle andre lande har ret til at eksistere og til at forsvare sig selv, uanset hvilket styre landet har, og at Rusland skal ud af landet. Alt andet forlænger krigen. Og så bliver fredsbevægelsen irrelevant.