Kritisk Revy

Nye tider i kolonihaverne

Af Peter Raben, medlem af redaktionen af Kritisk Revy

Kolonihavelivet er under forandring med bæredygtighed højt på dagsordenen, men også med pres på traditioner og skikke fra nye kolonister, skærpet myndighedskontrol og store omkostninger til kloakering.

Når vinteren rinder i grøft og i krav, får kolonihavefolket forårsfornemmelser. Det trækker efter at komme i haven og i huset for at komme i gang med en ny sæson. Kolonisterne kan glæde sig over, at vinteren ifølge DMI er blevet en måned kortere på grund af klimaforandringerne, så det er muligt tidligere at rykke i kolonihaven.

Der er mange andre glæder ved kolonihavelivet, men også udfordringer. Blandt udfordringerne er, at netop som følge af klimaforandringerne oplever stadig flere kolonihaver at blive oversvømmet. Kombinationen af krig i Ukraine og klimaforandringer har også fået mange priser til at stige, hvilket har skabt stor opmærksomhed om at spare på energien. De efterhånden mange, der har anskaffet en varmepumpe for blandt andet at holde huset varmt og tørt i vinterperioden, har holdt den slukket denne vinter og skruet ned for den i yderperioderne af sæsonen. Fødevarernes himmelflugt tilskynder også til at dyrke flere afgrøder og gøre haven til et ekstra spisekammer, der med held kan levere et pænt tilskud til den daglige føde næsten hele året rundt.

En anden klimaudfordring er udbredelsen af skadedyr, der gnasker af både blomster og grøntsager – ikke mindst den iberiske dræbersnegl, som er svær at komme til livs. Samtidigt observerer mange, at der de senere år er blevet færre bier og andre insekter, hvilket er skidt for både blomster og bier, men i sidste ende også for menneskene. For at sikre større biodiversitet vælger en del at være vild med vilje og lade et flor af både haveplanter og ukrudt brede sig, så der er noget for insekterne at vælge imellem. Men nogle misforstår eller bruger bevidst mangfoldigheden til at lade have gro til med ofte sure miner fra naboer, der oplever, at lidt for mange frø af ugræs er føget over hegnet eller hækken.

Biodiversitet på programmet

Kolonihaveforbundet, der organiserer 40.000 af de omkring 60.000 kolonihaver i Danmark, har sat biodiversitet højt på programmet med afsæt i en medlemsundersøgelse, som blev gennemført i 2021 og blev besvaret af næsten hvert tiende medlem samt gav over 500 konkrete kommentarer. Formålet med undersøgelsen var at få en pejling på, hvordan det står til med indsatsen for bæredygtighed og FN´s 17 verdensmål i haveforeningerne samt at få konkretiseret grundlaget for en grøn profil. Et vigtigt redskab hertil skal være en verdensmålstabel som et værktøj til handling og måling. Tabellen skal angive enkle handlinger og enkle målepunkter ud fra de mål, der har særlig relevans for kolonihaver (mål 6: Rent vand, mål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund og mål 15: Livet på land).

Undersøgelsen viste både bred opbakning til at styrke den grønne profil og til verdensmålstabellen, ligesom den lå i god forlængelse af den forrige medlemsundersøgelse fra 2020, hvor miljø og bæredygtighed i haverne blev prioriteret som det næstvigtigste arbejdsfelt for Kolonihaveforbundet. Prioriteringen af bæredygtighed blev bekræftet på forbundets kongres i efteråret 2022 og har givet basis for, at der i år gennemføres en række møder og arrangementer landet over med fokus på bæredygtighed og biodiversitet, hvilket en del kolonihaveforeninger de seneste år har haft på sæsonplanen. Udover at klæde mangeårige kolonihavemedlemmer på til at tænke og handle bæredygtigt, kan prioriteringen af biodiversitet tiltrække og engagere nye medlemmer.

Mange nye medlemmer

Netop nye medlemmer strømmer til i en del af haveforeningerne, der ofte har ret lange ventelister til at blive skrevet op til en ledig have. En større udskiftning er dog i gang, for aldersgennemsnittet er i mange af foreningerne ret høj. Nogle ældre medlemmer holder ved lige til sidste åndedrag, mens andre falder fra, når ægtefællen dør, eller de ikke længere magter pasning af have og hus. Før i tiden gik kolonihaven ofte videre til næste generation, der var vokset op i kolonihavemiljøet; men det sker i færre tilfælde nu om dage. Derfor overtages haverne i stigende omfang af nye medlemmer, der ikke tidligere har haft tilknytning til kolonihavebevægelsen eller kendskab til kolonihavelivet, hvilket både kan være en berigelse og en udfordring. Mange af de nye kommer med en anden kultur og andre traditioner end dem, der har karakteriseret kolonihaveverdenen gennem mere end 100 år.

Historisk opstod kolonihaver i forbindelse med industrialiseringen og var tiltænkt de arbejdere, lavere funktionærer og små erhvervsdrivende, der befolkede de ofte ikke alt for sunde lejekaserne i de større byer og savnede lys og luft samt muligheden for selv at dyrke frugt og grønt, der kunne spæde til den daglige kost. Oprindeligt var tanken om kolonihaver udtænkt af borgerlige kræfter, der havde øje for disse forhold, men også håbede på, at arbejderne i den sparsomme fritid ikke brugte for meget af den til at tale om socialisme og samfundsforandring, når tiden og kræfterne blev brugt på at dyrke haven. Arbejderbevægelsen var da også i begyndelsen ganske som i forhold til oprettelsen af kooperative virksomheder skeptisk over for kolonihaverne og frygtede, at de kunne aflede opmærksomheden fra at kæmpe for bedre løn- og arbejdsforhold og i at organisere sig som selvstændig klasse med andre interesser end borgerskabet. Senere blev kolonihaverne dog omfavnet af arbejderbevægelsen og næsten gjort til den fjerde streng ved siden af parti, fagbevægelse og kooperation.

Selv om kolonihaverne har rummet folk med forskellig politisk orientering, har kolonihavebevægelsen været præget af den socialdemokratiske kultur, traditioner og organisationsform, der har været rammen om det fællesskab, der har været kernen i kolonihavetilværelsen, givet kammeratskab og nærhed, der både gav sig udtryk i en øl over hækken og en hjælpende hånd til naboen, når der var brug for det. Med mange forskellige fag og håndværk blandt medlemmerne, var det næsten altid muligt at finde én, som kunne hjælpe med en praktisk opgave, som man ikke selv havde viden og værktøjer til at klare. På godt og ondt har kolonihaverne været et lokalsamfund, hvor alle kendte hinanden og mødtes til såvel selskabelig sammenkomst som fællesarbejde med vedligeholdelse af veje, foreningshuset, legepladsen og andre fælles faciliteter.

Kolonihavelivet med Dannebrog vajende er dog også af Dansk Folkeparti blevet brugt som symbol på ægte danskhed med gennem flere år et kolonihavehus som inventar på partiets årsmøder, hvilket i nogles øjne har givet kolonihaverne og deres beboere et skær af småborgerlighed med fremmedfjendsk tilsnit. Fremmede forstået som mennesker af anden etnisk oprindelse end dansk har dog efterhånden også fundet vej til kolonihaverne og er blevet en del af den brogede skare, der befolker nutidens kolonihaver. Helt uden mislyde har det ikke altid været, når de skulle integreres i en kultur med øl og flæskesteg, men kultursammenstødet har nogle gange været større i forhold til nye kolonister fra middelklassen, som fik lyst til at prøve kolonihavelivets lyksaligheder. For nogle som alternativ til at købe en villa eller et parcelhus, som pengene ikke rakte til, eller som mulighed for at være i nærhed af de større byer, familie, venner og arbejdsplads.

Frirum eller fællesskab?

For mange har det også været ønsket om at finde et frirum og åndehul i en hektisk, travl og til tider stresset hverdag og ikke så meget for at indgå i et fællesskab med de øvrige medlemmer af kolonihaveforeningen, der oplever, at de nye mest holder sig for sig selv bag deres egen hæk kun i selskab med familie og venner. Bortset fra et nik over hækken til naboen blander de sig ikke med de øvrige i foreningen og deltager sjældent i aktiviteter i fælleshuset, som ofte foregår med en øl i hånden og en kvik bemærkning på læben – hvis for eksempel en ny skulle finde på at spørge til, hvorfor der ikke er cafe latte i baren.

Skellet mellem nye og gamle udspringer blandt andet af, at mange nye ikke er opvokset i kolonihavefællesskabet med dets normer og regler, der får fællesskabet til at fungere, men kan begrænse den enkeltes frihed og dermed den plads til individualisme, som de senere år i stigende grad præger samfundet og udfordrer fællesskaber. Samtidigt indretter mange af de nye middelklassemedlemmer deres liv anderledes, hvor grænsen mellem arbejdsliv og familieliv bliver mere flydende, fordi arbejdet ofte er computerbaseret og derfor delvist kan foregå om aftenen, når børnene er lagt i seng, så der ikke er tid til at deltage i fælles aktiviteter om aftenen, og det heller ikke er oplagt at mødes med de andre medlemmer til en fyraftensøl eller -sodavand hen på eftermiddagen.

Når nye medlemmer i mindre grad engagerer sig i fællesskabet, bliver det også sværere at gennemføre de aktiviteter, der har kendetegnet kolonihavelivet til glæde og gavn for mange, men kræver en hel del frivillige hænder.

Frivillige mangler

Frivillige er ved at være en mangelvare i ikke blot kolonihaveforeningerne, men også i blandt andet forsamlingshusene, der ofte har været omdrejningspunkt for det sociale liv i lokalsamfund, men nu skranter på grund af for få frivillige og færre aktiviteter – og en del steder lukker og slukker. Manglen på frivillige går igen i mange andre sammenhænge lige fra musikfestivaler over sportsforeninger til partiforeninger og faglige klubber. Ganske vist arbejder 40% af borgerne i Forenings-Danmark frivilligt på en eller anden måde og i gennemsnit 15,5 timer om måneden i 2020, hvilket er et fald på to en halv time i forhold til 2004 ifølge Vives befolkningsundersøgelse fra 2020. Og stadig flere er kun lejlighedsvist frivillig og melder sig til en tidsbegrænset aktivitet frem for at indgå i et fast frivilligt arbejde som blandt andet formand eller medlem af en bestyrelse eller et udvalg i en forening. Det mærkes også i kolonihaveforeningerne, hvor det oftere er blevet sværere at finde frivillige til de forskellige bestyrelsesposter.

Især posterne som formand og kasserer er også blevet mere krævende, selv om it og digitalisering på nogle felter gør arbejdet lettere, men på andre også giver udfordringer, blandt andet reglerne om hvidvask og datasikkerhed (GDPR), der gælder for såvel et internationalt orienteret milliardforetagende som en lille lokal forening. Det kan koste meget tid og besvær at overholde disse regler og være i dialog med bank og myndigheder herom. Myndighederne er i stigende grad også begyndt at holde øje med og indskærpe, at forskellige regler vedrørende kolonihaver og bebyggelser i øvrigt skal overholdes, hvilket kræver en øget indsats fra formænd og bestyrelser, der skal indskærpe og håndhæve, at ingen bor i kolonihaverne om vinteren, at krav om husenes størrelse og afstand til hegn overholdes, at marketenderiet følger fødevarestyrelsens regler og at haveforeningens egne regler om hækkes højde og bredde eller omfanget af vild med vilje eller brug af støjende maskiner. Dertil kan komme nabostridigheder om blandt andet overholdelse af de interne regler og fortolkningen af disse eller andre forhold, som kan bringe naboer og genboer på kant af hinanden.

Større huse

Et stigende problem er, at såvel nye som gamle medlemmer river et ældre hus ned og erstatter med et nyt, moderne hus, der overskrider grænserne for overdækket areal eller bygger til på et eksisterende hus, så det bliver for stort. Med disse ny- og ombygninger stiger tilbøjeligheden til at blive helårsbeboer, fordi husene er mere komfortable, er isolerede og opvarmede med typisk en varmepumpe. Selv om der som regel er lukket for vandet om vinteren, får det alligevel stadig flere til at bruge kolonihavehuset som fast bopæl, selv om folkeregisteradressen formelt er et andet sted. Forvirrende er, at en regelændring har gjort det muligt at have folkeregisteradresse i en kolonihave, hvis man bor størstedelen af året der, men i de fleste kommuner er det ikke tilladt at bo i kolonihaven om vinteren.

Bestyrelser og ikke mindst formænd bruger mere og mere tid på disse overtrædelser, der også ind i mellem fører til kontroverser og i yderste fald chikane ikke blot verbalt eller på sociale medier, men også i form af for eksempel en død rotte naglet til døren i formandens hus, ridser på bilen eller ligefrem nedbrænding af formandens hus, kan Politiken berette (18.2.23.).

Flere medier, herunder en længere artikelrække i Politiken, har sat fokus på en ny invasiv art i kolonihaverne, nemlig rockerbander, der slår sig ned og bruger et – ofte stærkt udvidet – hus som tilholdssted og omdrejningspunkt for hash- og narko-salg samt andre lyssky aktiviteter med ofte mange udefrakommende på besøg døgnet rundt. Naboer såvel som formand og bestyrelse trues til tavshed og til ikke at gribe ind, ligesom de kriminelle i enkelte tilfælde har fået placeret stråmænd i en bestyrelse.

Rockeres invasion og til tider næsten overtagelse af kolonihaveforeninger finder dog mest sted i foreninger udformet som andelsforeninger, hvor huse sælges på det frie marked og derfor giver kriminelle bander mulighed for at købe sig ind – og måske oven i købet få hvidvasket nogle penge i samme omgang. I de mange haveforeninger under Kolonihaveforbundets regler, hvor husenes købspris fastsættes af et generalforsamlingsvalgt og særlig uddannet vurderingsudvalg og med ofte flere års venteliste til en have, er det sværere for kriminelle bander at snige sig ind og vil i alt fald kræve et længere tilløb.

Skærpet lovgivning

At kolonihaver bruges af lyssky personer, er ikke noget nyt. Især sortbørshandel foregik i tiden under og efter Anden Verdenskrig via kolonihaver, men også frihedskæmpere og jøder på flugt gemte sig under krigen i kolonihaver, hvor der den gang som nu ikke er nogen overordnet kontrol med eller registrering af, hvem der bor eller opholder sig der. Ny lovgivning på vej har dog til hensigt at øge myndighedernes kontrol med kolonihaverne og håndhævelse af reglerne.

En ny lov, der blev udskudt på grund af folketingsvalget i efteråret, vil skærpe kommunernes mulighed for at gribe ind over for helårsbeboelse. Kolonihaveforbundet har for flere haveforeninger kørt retssager om helårsbeboelse, men har haft svært ved at vinde dem. Det er nemlig vanskeligt at dokumentere, at folk bor hele året i kolonihaven, da man i de fleste foreninger har ret til at opholde sig kortere tid i haven i vintersæsonen. I den nye lov lægges også op til, at tilsynspligten i forhold til at bygge for stort og imod byggereglementet i øvrigt overtages af kommunerne, så det ikke er bestyrelsernes ansvar og udfordring at sørge for overholdelse af de gældende regler.

Med den nye lov vil formænd og bestyrelser kunne få lettet noget af ansvaret og arbejdsbyrden, men stadig have meget at se til, blandt kloakering. Ligesom sommerhusområder er kolonihaveforeninger pålagt at gennemføre en kloakering for at kunne opfylde EU´s vandrammedirektiv, der indebærer, at alle kommuner skal udarbejde spildevandsplaner. De skal beskrive, hvordan kommunen vil sikre en god tilstand i vandløb, søer og kystvande, blandt andet ved at reducere udledningen af spildevand fra ikke-kloakerede områder. Det kan være forskelligt fra kommune til kommune, hvornår kloakering skal finde sted og være afsluttet. I nogle kommuner er kloakering af kolonihaver allerede sket eller påbegyndt, mens kloakeringen i andre kommuner sker over en længere årrække.

Dyr kloakering

I den kommune med flest kolonihaver, København, foregår kloakeringen etapevis over en længere årrække begyndende med 10 kolonihaveforeninger, hvor medlemmerne selv skal betale for samtlige udgifter. I stedet for at kommunen yder et lån, som medlemmerne betaler tilbage over en periode, finansieres kloakeringen via en aftale med en ekstern leverandør, der står for både udførelse og finansiering af projektet – et såkaldt Offentligt Privat Partnerskab (OPP). OPP-leverandøren ejer kloakanlægget og stiller det til rådighed for kommunen og dermed kolonihavemedlemmerne for en månedlig eller årlig leje.

Denne finansieringsform har rejst kritik fra de berørte foreninger og Kolonihaveforbundet, da den vurderes til at være dyrere for haveforeningerne end nødvendigt. Ifølge beregninger fra Københavns Kommune vil kloakeringen koste hver enkelt medlem 475.000 kroner, der skal afdrages over 70 år, hvilket beløber sig til 6.775 kroner årligt for hver enkelt, hvortil kommer vandafledningsafgift. Efter Kolonihaveforbundets opfattelse vil det knibe for især ældre medlemmer at kunne betale en leje, der forhøjes med så højt et beløb. Da den private leverandør skal tjene på partnerskabet, vil kloakeringen for alene de første 10 foreninger blive 86 millioner kroner dyrere, end hvis kommunen selv påtog sig opgaven.

Bag valget af den dyrere OPP-løsning står et massivt flertal i Københavns Borgerrepræsentation, hvor kun Liberal Alliance stemte imod. Selv om Borgerrepræsentationen i 2020 havde vedtaget, at ”der skal findes en løsning på lovliggørelse af kolonihaverne i København, som opfylder kravene, men samtidigt er mindst mulig indgribende over for kolonihavelejerne” (Amagerliv, 5,12.22). Ankestyrelsen var blevet spurgt og havde svaret, at det ville have været lovligt at vælge en finansieringsmodel, hvor så stor en regning ikke var blevet sendt til kolonihaveforeningernes medlemmer. En af de berørte haveforeninger har sammen med Kolonihaveforbundet sat en advokat på sagen og har opfordret overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og teknik- og miljøborgmester Line Barfod til at gå i dialog om en billigere løsning.

I resten af landet er det forskelligt fra kommune til kommune og de enkelte haveforeninger, hvordan finansiering og pris ser ud. Med de nuværende erfaringer vil omkostningerne for den enkelte havelod typisk være op imod 100.000 kroner for selve kloakeringen, hvortil skal lægges omkostninger ved at føre rør ind i huset, installationer og eventuelle tilpasninger og ombygninger i huset samt genetablering af de dele af haven, der er gravet op i forbindelse med kloakeringen. Prisen kan i sidste ende også afhænge af, om budgettet holder, eller omkostningerne stiger på grund af dårlig projektering, rådgivning og styring eller forhøjede materialeomkostninger,

Større leje og andre omkostninger ved kloakering kan betyde, at pensionister, kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse og andre med små indkomster ikke har råd til at beholde deres kolonihave og kan dermed bidrage til den udskiftning, hvor økonomisk bedre stillede rykker ind og etablerer sig med mere moderne og måske også større huse. Samtidigt vil kloakering, der en del steder suppleres med udskiftning af ofte gamle og tærede vandrør, tilskynde til i højere grad at bo hele året i kolonihaven. Det vil kræve en øget tilsynsindsats fra kommunerne, men også medvirke til, at kolonihaver ligesom mange sommerhuse skifter karakter til at blive noget, der ligner små parcelhuse, Kolonihavelivet vil udvikle sig hen imod mere individuel indretning og udfoldelse bag hækkene end fællesskab over hækkene og sammen med de andre kolonister.