Kina og Taiwan
Af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion
Den russiske invasion af Ukraine og den igangværende krig har sat spekulationer i gang om, hvorvidt Kina kunne finde på at foretage sig noget lignende i forhold til Taiwan - altså foretage et militært angreb for at genforene Taiwan med Kina.
Den kinesiske regering opfatter Taiwan som en naturlig del af det kinesiske rige, og denne opfattelse har siden begyndelsen af 1970erne haft støtte i de fleste stater i det internationale samfund, under betegnelsen – et-Kina-politikken. En evt. kinesisk invasion af Taiwan vil imidlertid kunne skabe alvorlige problemer med den globale forsyning af mikrochips, noget som også vil skade Kina.
Den kinesiske ledelse begrunder sit ønske om genforening med henvisninger til Taiwans historiske forbindelse til det kinesiske kejserrige. Men i virkeligheden er den internationalt anerkendte opfattelse af Taiwan som en del af Kina nok snarere resultatet af de geopolitiske magtforhold efter afslutningen på Anden Verdenskrig.
Taiwan – en uadskillelig del af Kina
Ukraine og Taiwan er på mange måder sammenlignelige. Begge er de placeret i en vanskelig position mellem to stormagter, Ukraine mellem USA og Rusland og Taiwan mellem USA og Kina. Begge har et meget opsplittet politisk miljø, hvor de politiske bevægelser orienterer sig i hver sin retning. I Ukraine har indbyggerne i den russisk-sprogede østlige del af landet hovedsageligt været venligt indstillet over for Rusland, mens man i den vestlige del har været orienteret mod EU og Vesten, og den politiske magt i landet har svinget frem og tilbage mellem disse to politiske modpoler. I Taiwan er Guomindang orienteret mod Kina og håber på en gradvis genforening, mens DPP er tilhænger af fuld selvstændighed for Taiwan.
Også på Taiwan har det politiske pendul svinget frem og tilbage mellem de to politiske modpoler, som har skiftedes til at sidde på regeringsmagten. Den russiske ledelse beskriver Ukraine som en integreret del af det historiske russiske imperium, og den kinesiske ledelse opfatter Taiwan som en uadskillelig del af Kinas ”hellige” territorium.
Den russiske invasion startede som reaktion på, at Maidan-revolutionen havde tvunget den Rusland-venlige præsident til at gå af, og erstattede ham med en regering, der var orienteret mod Vesten og EU. For tiden sidder tilhængerne af Taiwans selvstændighed repræsenteret ved det politiske parti DPP på regeringsmagten i Taiwan, og spørgsmålet er, om den kinesiske ledelse kunne lade sig inspirere af Ruslands invasion i Ukraine og indlede et militært angreb på ”udbryderprovinsen”.
Rusland og Kina er to tidligere socialistiske lande, som imidlertid også har en fortid som imperier, kejserdømmer, der havde underlagt sig en række af deres naboer. Omridset af disse imperier blev i store træk forlænget under de socialistiske regeringer i både Sovjet og Kina, og regeringerne i de to ikke længere socialistiske lande har nu det erklærede mål at reetablere fordums storhed.
Kina og Taiwan
Det grundlæggende spørgsmål i det anspændte forhold mellem Kina og Taiwan er, om det er rimeligt at betragte Taiwan som en naturlig del af Kina, eller om DPPs krav om selvstændighed for Taiwan er historisk berettiget.
Den 8. oktober sidste år offentliggjorde det kinesiske kommunistparti et dokument med titlen: Taiwan-spørgsmålet og Kinas genforening i den nye æra. (1)
I dokumenter erklæres det, at ”...en løsning på Taiwan-spørgsmålet og virkeliggørelsen af Kinas endelige genforening … er en forudsætning for virkeliggørelsen af Kinas foryngelse.” Realiseringen af den af Xi Jinping formulerede Kinesiske Drøm om at skabe et moderne socialistisk samfund inden hundredåret for den kinesiske revolution og dermed gøre op med det, man kalder ”de hundrede års ydmygelse” fra Opiumskrigene til revolutionen i 1949.
Mao og Taiwan
Det hævdes i dokumentet, at Mao lige siden 1930rne var tilhænger af at genforene Taiwan med Kina. Der henvises til et interview, den amerikanske journalist Nym Wales havde med Mao 15. maj 1937, hvor Mao skal have udtalt, at Kinas mål var at opnå den endelige sejr i krigen mod Japan, en sejr der også skulle føre til befrielse af Taiwan, som havde været en japansk koloni siden 1895.
Det virker besynderligt, at Mao på daværende tidspunkt skulle have talt positivt om Taiwans genforening med Kina til Nym Wales, hvis rigtige navn er Helen Foster Snow. Hun var på daværende tidspunkt gift med Edgar Snow, som et år tidligere, den 16. juli 1936 også havde et interview med Mao, hvor Mao imidlertid sagde det stik modsatte. Edgar Snows interview blev efter det var nedskrevet på engelsk oversat til kinesisk, så Mao selv kunne godkende det, så Edgar Snow kan ikke have fejlfortolket Maos udtalelse. (2)
I interviewet, som senere indgik i Edgar Snows berømte Red Star over China (3), refereres Mao for at sige:
”Det er Kinas umiddelbare mål at genetablere alle vores tabte territorier…. vi inkluderer ikke Korea, som tidligere var en kinesisk koloni, men når vi har genetableret uafhængighed for de tabte territorier, og hvis koreanerne ønsker at bryde ud fra den japanske imperialisme, vil vi hjælpe dem i deres kamp for uafhængighed. Det samme gælder Formosa.” (min oversættelse)
Her taler Mao således ikke om Taiwans (Formosas) genforening med Kina, men om uafhængighed for både Korea og Taiwan.
Det er svært at forstå, at Mao på et år skulle have vendt på en tallerken i sin opfattelse af Taiwans situation efter en eventuel befrielse fra den japanske besættelse. Det er imidlertid ikke lykkedes mig at finde frem til Nym Wales’ interview, så jeg kan ikke her afgøre, om de to ægtefæller har fået diametralt modsatte svar fra Mao om det samme spørgsmål, eller om der er tale om en misforståelse.
I interviewet med Snow taler Mao også om, at de ”muhammedanske” og ”tibetanske” områder - der må her være tale om Xinjiang og Tibet - skal have status af autonome republikker, som kan indgå i forbund med Kina, hvis de ønsker det.
Det er uklart, på hvilket tidspunkt ledelsen i det kinesiske kommunistparti skiftede holdning til spørgsmålet om hvilke regioner, der naturligt indgik i en fremtidig kinesisk republik. Den nuværende ledelses holdning adskiller sig under alle omstændigheder fundamentalt fra den holdning Mao, ifølge Edgar Snow, gav udtryk for i 1936.
Den historiske baggrund
Når den kinesiske ledelse taler om Kinas hundrede års ydmygelser, er der imidlertid tale om en underdrivelse. Ydmygelsen af Kina strakte sig derimod over tre hundrede år.
I 1644 var et bondeoprør ved at vælte det daværende kinesiske Ming-dynasti. Bondeoprørerne nærmede sig Beijing, og i afmagt begik Ming-kejseren selvmord ved at hænge sig i et træ ved Kulbjerget nord for Den Forbudte By.
Manchuerne - et nomadefolk som havde hjemme nord for Kina - blev opmærksomme på det kinesiske styres svækkede stilling og invaderede landet. I alliance med et antal kinesiske generaler nedkæmpede manchuerne bondoprøret og etablerede Qing-dynastiet. Manchuerne havde erobret og besat Kina, og skiftende manchu-kejsere sad frem til 1911 på den kinesiske kejsertrone som Qing-kejsere. Manchuerne overtog en række af de kinesiske regeringsprocedurer, men udgjorde en herskerklasse med sine egne hærenheder. De kulturelle forskelle mellem manchuerne og kineserne gjorde, at der ikke skete nogen sammensmeltning mellem de to befolkningsgrupper. Manchuerne væmmedes for eksempel ved de kinesiske kvinders indsnørede såkaldte “liljefødder”, som af kineserne opfattedes som erotisk tiltrækkende.
Der var under manchuernes besættelse af Kina flere oprør, der havde som mål at genetablere Ming-kina, men de blev alle slået ned. De manchuriske nomader var et krigerisk folkefærd, som udvidede det kinesiske riges grænser først ved at indlemme Tibet i 1720 og siden Xinjiang i 1877.
I 1840rne blev Kina efter opiumskrigene igen besat, men nu på en måde, så de nye besættere, de vestlige kolonimagter og Japan, ikke afsatte Qing-dynastiet, men for at undgå at skulle føre krig med hinanden om landet delte Kina op i koncessionsområder. Qing-kejseren beholdt sin status som den generelle hersker over Kina, mens kolonimagterne fik fuld myndighed i deres respektive koncessioner.
Det diskuteres blandt historikere, om Taiwan var en del af Kina før Qing-dynastiet. Der var på grund af den korte afstand fra det kinesiske fastland til øen en vis migration til øen, men det er et spørgsmål, om man kan opfatte Taiwan som en del af Kina, før Qing-kejseren i 1683 indlemmede Taiwan, som fik status af præfektur under Fujian-provinsen. I 1887 fik Taiwan status som provins i det kinesiske kejserrige, men det varede kun til 1895, da Qing-kejseren ved fredsslutningen efter den kinesisk-japanske krig måtte afstå Taiwan, som helt frem til afslutningen på Anden Verdenskrig var en japansk koloni.
Taiwan efter 1945
Under fredsforhandlingerne efter afslutningen på Anden Verdenskrig skulle sejrherrerne beslutte, hvad der skulle ske med de områder, Japan havde besat. Det blev besluttet, at Taiwan, som havde været en japansk koloni side 1895, skulle overgives til den siddende kinesiske regering, som var repræsenteret ved Nationalistpartiet (Guomindang).
Guomindang-regeringen blev desuden som repræsentant for Kina - en af de stormagter, der aktivt havde nedkæmpet aksemagterne – tildelt sæde i FN’s Sikkerhedsråd som permanent medlem med vetoret. Denne regering havde imidlertid siden 1927 været i borgerkrig med Kinas Kommunistparti, en borgerkrig, som ganske vist havde været afbrudt af en alliance under kampen mod den japanske besættelse, men som straks efter det japanske nederlag brød ud igen.
I den fortsatte borgerkrig blev Guomindang gradvist trængt tilbage, og dets styrker flygtede i 1949 til Taiwan, hvor man erklærede, at den Kinesiske Republik var den eneste retmæssige repræsentant for Kina. Samtidig erklærede man det som sit mål at tilbageerobre hele det kinesiske rige. Kinas Kommunistpart udråbte til gengæld Den Kinesiske Folkerepublik, som også erklærede sig som regering over det samlede kinesiske rige. Der var således to forskellige regeringer, der begge opfattede sig som den retmæssige regering i Kina, og begge så Kinas forening under deres styre som deres politiske mål.
Regeringen på Taiwan blev støttet af USA, men i 1972 besluttede FN’s generalforsamling med stort flertal, at Kinas plads i Sikkerhedsrådet skulle overdrages til Den Kinesiske Folkerepublik. Som konsekvens af denne udvikling indledte den amerikanske regering i begyndelsen af 1970erne forhandlinger med Kina. USA tilbød under disse forhandlinger at anerkende regeringen i Beijing diplomatisk og desuden anerkende, at Beijing-regeringen var den retmæssige regeringsmyndighed for hele Kina – også Taiwan. 1979 etableredes der diplomatiske forbindelser mellem USA og Den Kinesiske Folkerepublik. Den amerikanske regering følte dels, at det ikke længere var muligt at fastholde Taiwan-regeringen som repræsentant for Kina, og samtidig havde man brug for en politisk alliance med Kina rettet mod Sovjetunionen, som den kinesiske regering på dette tidspunkt opfattede som sin vigtigste fjende.
Den amerikanske regerings anerkendelse af Den Kinesiske Folkerepublik blev fulgt op globalt, og de fleste lande anerkendte samtidig princippet om, at der kun var et Kina, nemlig Den Kinesiske Folkerepublik, og at Taiwan var en del af Folkerepublikken. Kun ganske få lande har stadig diplomatiske forbindelser med Taiwan, og disse lande udsættes kontinuert for sanktioner fra den kinesiske regering.
Den kinesiske drøm og genforeningen - Et land, to systemer
Selvom Kina har opnået global støtte til sine ønsker om en genforening med Taiwan, har den kinesiske regering i en årrække været tilbageholdende med forsøg på at forcere denne proces. Ganske vist har man reageret hver gang, der er udtrykt ønsker på Taiwan om selvstændighed, men planerne om en fredelig genforening har domineret den kinesiske politik. Da Kina åbnede døren for investeringer i Kina fra udlandet, kom virksomheder fra Taiwan til at spille en vigtig rolle. Eksempelvis produceres de fleste Apple-produkter af virksomheden Foxconn, som er hjemmehørende på Taiwan. Det øgede økonomiske samkvem tværs over Taiwanstrædet og mere generelt voksende kontakt mellem indbyggerne på Taiwan og Den Kinesiske Folkerepublik, øgede forhåbningerne om, at forholdet mellem de to parter kunne udvikle sig gradvist – og forme en slags de facto genforening, der blot behøvede det sidste skub for at også at føre til en formel genforening.
Da Xi Jinping formulerede og fik kommunistpartiet med på sin vision om Den Kinesiske Drøm, ændrede billedet sig. Som formuleret af Xi Jinping, var en af forudsætningerne for virkeliggørelsen af denne drøm en genforening med Taiwan, så Kinas ”hellige” territorium kunne reetableres og danne rammen om den genopstandne kinesiske stormagt, og man forestiller sig at drømmen kan realiseres omkring hundredeåret for den kinesiske revolution – dvs. 2049.
Selvom USA har anerkendt, at Den Kinesiske Folkerepublik er den eneste retmæssige repræsentant for Kina, og at Taiwan udgør en del af dette Kina, har man ikke standset sin støtte og nære samarbejde med Taiwan. For nylig erklærede Biden, at i tilfælde af et kinesisk militært angreb på Taiwan ville man støtte Taiwan militært. Denne potentielle konflikt mellem USA og Kina om Taiwan så i en periode ud til at blive kølnet noget, fordi den kinesiske regering åbnede op for en genforening, hvor man respekterede formlen ”et land, to systemer”.
Begrebet “et land, to systemer” blev formuleret i begyndelsen af 1980erne, da den kinesiske og den engelske regering indledte forhandlinger om, hvordan Hong Kong skulle genforenes med Kina. I 1898 indgik den engelske kolonimagt en lejeaftale med den daværende kinesiske regering om Hong Kong, som betød at England skulle have Hong Kong som koloni på lejebasis i 99 år. Nu nærmede tidspunktet sig, hvor denne lejeperiode ville løbe ud - nemlig i 1997 - og for at gøre genforeningen så lempelig som muligt, tilbød den kinesiske regering, at Hong Kong i 50 år efter genforeningen, skulle have lov til at bevare sit økonomiske og politiske system, så Kina og Hong Kong på denne måde kom til at udgøre en samlet stat, men med to politiske systemer eksisterende side om side inden for denne stats grænser.
Det blev efterhånden klart, at den kinesiske regering så denne formel “et land, to systemer” som en ordning, man også kunne bruge i forbindelse med en fredelig genforening mellem Kina og Taiwan. I de senere år har det vist sig, at den kinesiske regering ikke har tænkt sig at respektere grænsen på de 50 år. Man har således igangsat en forceret reform af det politiske system i Hong Kong, så det mere og mere kommer til at ligne systemet i resten af Kina.
Udviklingen i Hong Kong har fået mange på Taiwan til at frygte, at hvis Taiwan blev genforenet med Kina under samme betingelser som Hong Kong, ville den kinesiske respekt for Taiwans demokratiske politiske system måske også hurtigt forsvinde, og Taiwan ville med magt blive tvunget til at acceptere en hurtigere politisk integration i Kina. Denne frygt har fået lysten til at blive genforenet med Kina til at svinde ind, så der nu er et flertal blandt Taiwans indbyggere, som er tilhængere af, at Taiwan bevarer sin selvstændighed.
Den økonomiske baggrund for Taiwan-spørgsmålet
Set i forhold til den globale økonomi er Taiwan i en anden situation end Ukraine, men alligevel er der også her en vis parallelitet. Hvor den russiske invasion af Ukraine skabte kaos i den globale forsyning af korn og dermed fremkaldte sultkatastrofer, specielt i klodens fattigere lande, ville en kinesisk invasion af Taiwan skabe kaos i den globale produktion af teknologi-afhængige varer.
Taiwan er verdens største producent af avancerede mikrochips og står for 90 % af verdens produktion af disse chips og 65 % af alle halvledere, to typer elektroniske komponenter, som indgår i alt fra mobiltelefoner til missiler. Til sammenligning producerer Kina 5 % af alle chips og USA 10 %.
Taiwan Semiconductor Manufacturing Company (TSMC) er Taiwans største producent af mikrochips og i det hele taget den største virksomhed på Taiwan. Den siges at være ca. 10 år foran alle konkurrenter i udviklingen af avancerede mikrochips. At Taiwan er tæt på at have monopol på produktionen af disse avancerede chips, sætter Taiwan i en helt særlig situation i den globale økonomi.
Covid-pandemien, som førte til en afbrydelse af forsyningskæderne mellem forskellige dele af verden, afslørede i hvor høj grad en lang række forskellige industrier er afhængige af forsyninger af mikrochips. Både USA og Kina har derfor afsat astronomiske beløb i forskning og udvikling af den type mikrochips, som allerede nu produceres af TSMC, men som nævnt vil det formentlig kræve ti års udvikling for amerikanske og kinesiske virksomheder at nå op på Taiwans niveau.
TSMC har allerede en fabrik i Kina, og for at undgå igen at komme ud for svigtende leverancer af mikrochips, har den amerikanske regering opfordret TSMC til at placere en del af sin produktion i USA, og to fabrikker i Arizona er under opførelse. Også i EU er der interesse for at få placeret en underafdeling af TSMC i Europa, så man kan minimere risikoen for svigt i leverancerne af mikrochips.
På Taiwan er der imidlertid en vis bekymring over denne udflytning af produktionen af mikrochips. Det er blevet påpeget, at en evt. kinesisk invasion af Taiwan ville kunne skade den lokale produktion af mikrochips, og det ville i så fald kunne skabe problemer for kineserne selv, som så ville få begrænset sine nødvendige leverancer af chips. Der er endda nogle, som har talt om at Taiwan har et “silicium-skjold”, altså at produktionen af de avancerede mikrochips kunne tjene som en forsikring mod en evt. kinesisk invasion. Hvis produktionen af mikrochips flyttes til andre lande, vil dette skjold forsvinde, og risikoen for en kinesisk invasion ville vokse.
Taiwan - genforening med Kina eller selvstændighed
Man kan godt argumentere for, at Taiwan ikke historisk har tilhørt det kinesiske rige, hvis man anerkender argumentet, at Taiwan først blev indlemmet administrativt i Kina under Qing-dynastiet - lige som det var tilfældet med Xinjiang og Tibet - og således er blevet indlemmet af en besættelsesmagt og ikke af Kina selv. De ønsker om selvstændighed, som næres af et flertal af indbyggerne på Taiwan, er altså ikke uden basis i den historiske fortid. Den globale anerkendelse af et-kinapolitikken, hvor Kina også inkluderer Taiwan, gør det imidlertid vanskeligt for Taiwans regering at vinde genhør for ønsker om uafhængighed af Kina.
På den anden side betyder erklæringerne fra den amerikanske regering om at støtte Taiwan i tilfælde af et militært angreb på Taiwan, at en kinesisk invasion med det formål at forene Taiwan med Kina, formentlig vil føre til en krig, som vil blive om muligt endnu voldsommere end krigen i Ukraine.
Man må derfor håbe, at den kinesiske ledelse afstår fra at invadere Taiwan militært og i stedet satser på at udvikle samarbejde og gensidige relationer, som måske i virkeligheden på lidt længere sigt vil kunne give Kina større fordele - økonomisk og sikkerhedsmæssigt – end en risikabel invasion.
Noter:
1. Full Text: The Taiwan Question and China's Reunification in the New Era 2022-08-10 15:10
2. https://www.marxists.org/reference/archive/mao/works/1936/11/x01.htm
3. Edgar Snow Red Star over China, Random House 1937