Fagforening for to millioner fattige kvinder
Af Peter Raben, medlem af redaktionen af Kritisk Revy
For 50 år siden stiftede for nyligt afdøde Ela Bhatt fagforeningen SEWA, der varetager de fattigste indiske kvinders rettigheder og virker som inspiration i andre lande
I Danmark er hun ukendt. Men i Indien er Ela Bhatt kendt og anerkendt som stifter af og mangeårig leder af en fagforening med to millioner af Indiens fattigste kvinder som medlemmer. Ros og respekt for hendes arbejde blev udtrykt i mindeord fra mange sider ved hendes død i en alder af 89 år i november 2022 – lige fra landets præsident til medlemmer af fagforeningen.
I det meste af sit liv var Ela Bhatt fagligt og politisk engageret. Hun voksede op med forældre, der også var engagerede i samfundet. Hendes mor var kvindesagsaktivist og blandt andet med i ledelsen af organisationen All India Women's Conference (AIWC), der kæmpede for bedre uddannelsesmuligheder og rettigheder til kvinder. Hendes far var advokat, hvilket hun også selv uddannede sig til. Hun fik som nyuddannet ansættelse i den juridiske afdeling af Indiens ældste faglige organisation, TLA, der blev oprettet i 1918 på initiativ af Ghandi og dækker tekstilindustrien.
Via sit arbejde i TLA mødte hun kvinder, der til lav betaling og usle arbejdsforhold transporterede tekstilvarer fra fabrikken til markedet på trækkærrer eller ved at bære varerne på hovedet. Da de ikke havde en fast arbejdsgiver, men som regel flere forskellige kunne de ikke blive medlemmer af TLA ligesom de mandlige tekstilarbejdere. Det fandt Ela Bhatt dybt uretfærdigt og opfattede det som en urimelig forskelsbehandling af kvinderne, der med hendes ord var de fattigste af de fattige.
Fagforening for kvinder i den uformelle sektor
Hun mødtes med en række af disse kvinder og stiftede i 1972 fagforeningen SEWA, Self Employed Women´s Association, der hurtigt bredte sig til at organisere et bredt udsnit af kvinder, der arbejdede som selvstændige gadesælgere, pottemagere, væversker, bygningsarbejdere og lignende erhverv inden for den såkaldt uformelle sektor. Denne sektor er kendetegnet ved ikke at være reguleret af love eller kollektive aftaler samt begrænset eller ingen beskatning og myndighedskontrol. Sektoren voksede stærkt efter en liberalisering af Indiens økonomi i 1991 og omfatter over 90% af arbejdende kvinder i landet ifølge SEWA.
I mange udviklingslande er den uformelle sektor i stærk vækst og beskæftiger ofte flere end den formelle sektor – i stor udstrækning kvinder og børn. Mennesker i den uformelle sektor fungerer ofte som underleverandører til større virksomheder i den formelle sektor, men modtager som regel en meget lav betaling for deres ydelser og fastholdes derved i fattigdom.
I de første år var størsteparten af medlemmerne i SEWA analfabeter, boede i slumområder og havde i gennemsnit fire børn, ligesom hver tredje var hovedforsørger. SEWA tilbød sine medlemmer undervisning i at være selvstændig og hjalp med at udvide af deres kvalifikationer, så de kunne påtage sig flere opgaver såvel som job, der ellers havde været forbeholdt mænd, blandt andet i jute-møller.
SEWA har oprettet egne uddannelsesinstitutioner, heri blandt en skole for kvinder i byggefagene, hvor de udgør omkring halvdelen af de arbejdende, men hovedsageligt har været ufaglærte. Efter at have uddannet sig på denne skole var 30% blevet medhjælpere hos murere, mens 20% var selvstændige murere og ifølge en undersøgelse fra 2007 havde kvinderne efter uddannelse fået flere opgaver – primært ved byggeri af private ejendomme, men også ved nogle større offentlige byggeprojekter.
Bank og mikrolån
En stor udfordring for kvinderne har været at skaffe penge til at drive deres lille virksomhed. Derfor oprettede SEWA i 1974 en bank, da de ofte blev afvist af andre banker. Både bestyrelse og medarbejdere er rekrutteret blandt medlemmerne, der også leverer de nødvendige penge og fastsætter rentesatserne. Med deres egen bank har kvinderne fået mulighed for at spare op og tage lån til udvidelse af virksomheder. På den måde ville Ela Bhatt give hver enkelt kvinde selvtillid som afsæt for at komme ud af fattigdom, der ikke skulle opfattes som noget skæbnebestemt. En undersøgelse fra 1998 viste, at kvinder tilknyttet SEWA både opnåede større selvtillid og vandt øget respekt hos mændene – og i en af de undersøgte landsbyer klarede de sig økonomisk bedre end mændene.
Ideen om en sådan bank med mikrolån har bredt sig til andre lande og opnået stor anerkendelse fra blandt andre Hillary Clinton, der to gange har besøgt SEWA og udtrykt stor ros til Bhatt samt tildelt hende en pris for global retfærdighed. Der har dog også rejst sig kritiske røster fra forskere, som har beskæftiget sig med indførelsen af mikrolån. Nogle forskeres kritik går på, at mikrolån ikke skaber vækst for et land som helhed og ikke øger produktiviteten. Andre peger på, at mikrolån kan være gode til at bringe kvinderne ind i det kapitalistiske system, der imidlertid er et voldeligt system præget af strukturel sexisme. Et forskningsstudie i mikrolån i Bangladesh viser, at de fattigste lånere er mest udsatte for at blive forretningsmæssigt slået ud, fordi de har færre ressourcer som sikkerhedsnet. Tillige er de selvstændige, der er hårdest ramt af øget fattigdom, mest afhængige af mikrolån.
Den hidtidige forskning af forskellige former for mikrolån i en række udviklingslande giver ikke noget entydigt billede af effekten af mikrolån, men viser overvejende, at disse lån ikke er en mirakelkur imod fattigdom, men kan give den enkelte kvinde større frihed til at vælge erhverv. Mikrolån gav ifølge den gennemførte forskning ingen eller kun en begrænset stigning i familiernes indkomst og øgede heller ikke i væsentlig grad hverken kvindernes medbestemmelse eller børnenes skolegang.
De ret negative erfaringer med mikrolån ser dog ikke ud til at gælde for SEWA. I alt fald viser en forskningsrapport fra 1999, at SEWA-medlemmer med mikrolån øgede deres indkomst, mens en rapport fra 2016 viser, at brugere af mikrolån oplevede større selvværd og tro på at mestre situationen som selvstændig. Årsagen hertil kan være, at SEWA i modsætning til andre udbydere af mikrolån gør en stor indsats for bredt at rådgive og uddanne medlemmerne i at sikre sig opsparing, forsikring, social sikkerhed og pension samt i at kende sine rettigheder som borgere, herunder at håndtere politi og domstole. Gadehandel er nemlig ikke tilladt og kan føre til konfrontationer med og chikane fra myndighederne, hvorfor SEWA vejleder i at søge de nødvendige tilladelser.
Sideløbende hermed arbejder fagforeningen politisk for at forbedre de selvstændigt arbejdende kvinders vilkår. SEWA har medvirket til at gennemføre lovgivning, der giver arbejdende i den uformelle sektor visse sociale rettigheder såvel som øgede rettigheder for dem, der er i et fast ansættelsesforhold. Desuden har SEWA presset på for at skaffe bedre muligheder for børnepasning, hvilket kan øge kvindernes indtjening, ligesom fagforeningen har krævet en større indsats imod vold i hjemmet. Ela Blatt sad selv i en kommission vedrørende kvindelige selvstændige i det indiske parlament i 1980´erne.
Bygger på principper fra Ghandi
Med inspiration fra Ghandhi bygger SEWA på principperne om sandhed, inddragelse og ikkevold. SEWA lægger derfor vægt på at organisere på tværs af kaste, klasse og religion samt på gensidig forståelse og respekt for hinanden. Strukturen er indrettet, så medlemmerne er opdelt efter fag og geografi, og inden for hver af disse grupper udvikles og uddannes ledere, der kan profilere SEWA lokalt eller fagopdelt og derigennem rekruttere flere medlemmer. Der gøres også en særlig indsats for at få valgt medlemmer til de ledende organer i SEWA.
Den ikke voldelige tilgang lægger SEWA stor vægt på i sin indsats. I en nekrolog over Ela Blatt i Financial Times beskrives en episode fra 1989, hvor politiet i byen Akmedabad ville opløse en fredelig demonstration, hvor kvindelige gadesælgere havde sat sig på gaden i protest over, at myndighederne ville have dem væk fra det sted, hvor de drev deres handel. Men kvinderne nægtede at flytte sig med Ela Blatt i spidsen, og efter to timers diskussion med hende, måtte politiet opgive deres forehavende.
Også små selvstændige i Danmark
SEWA organiserer i dag 2,1 millioner kvinder med uformelle job, der ikke blot er et indisk fænomen, men også findes i mange afrikanske og asiatiske lande. Også i Danmark og Europa breder sig et fænomen med en række lighedstræk i form af det såkaldte prekære arbejdsmarked. Flere og flere arbejder af lyst eller nød som freelancere eller solo-selvstændige, der tilbyder ydelser inden for især serviceområdet rækkende lige fra rengøring og havepasning over hundeluftning til regnskab og it-opgaver. Nogle af disse selvstændige har sideløbende deltidsjob eller vikariater, og en del foretrækker at leve på denne måde frem for at have en fast ansættelse, mens andre har svært ved at få et fast job, fordi de er nyuddannede eller er ældre og derfor ikke attraktive for virksomhederne at ansætte.
En del af disse selvstændige er medlem af en fagforening, typisk HK. Prosa, IDA eller DM, da de i forvejen via job eller uddannelse har været fagligt organiseret og i a-kasse. Disse fagforeninger er de seneste år begyndt at organisere denne type selvstændige og varetage deres interesser med blandt andet råd og vejledning samt juridisk bistand, hvilket der nemt kan blive brug for som lille selvstændig med mange udfordringer. Det kan være svært at få ikke blot banklån, men også en bankkonto, som ellers er forudsætningen for overhovedet at drive et firma, da alle betalinger foregår elektronisk. Ligesom i Indien kan der således være brug for en bank, der kan give lån og varetage bankforretninger.
Der kan også være risiko for at komme juridisk i klemme. HK-medlemmer, der varetager regnskabsopgaver, oplever, at især mindre firmaer ikke overholder bogføringsloven ligesom ofte andre regler og forsøger at få både revisor og den, der udfører regnskabsopgaverne, til at medvirke i disse ulovligheder. Da det kan være svært at skaffe kunder, kan den selvstændige sælger af regnskabsydelser komme i et vanskeligt dilemma.
Mens kvinder udfører en stor del af denne form for prekært arbejde, udgør mænd flertallet af den type løst arbejdende, som minder mere om de uformelle arbejdende i Indien, nemlig chauffører og cykelbude, der selv må stille køretøj til rådighed. Særligt fokus på den type selvstændige kom der i 2021 efter en artikelrække i Politiken, hvor forholdene for chauffører i online-supermarkedet Nemlig.com blev beskrevet og afslørede meget pressede arbejdsforhold med op til 15 timers arbejdsdage, flere måneders arbejde uden fridage, mange tunge løft, ruter der var svære at nå til tiden og bøder for selv små forsinkelser. Chaufførerne kom derfor i et dilemma mellem at undgå bøder fra Nemlig.com og bøder fra Politiet for at køre for stærkt!
Virksomheden fralagde sig ansvaret med henvisning til, at chaufførerne var selvstændige vognmænd, selv om de kører rundt i biler og bærer uniform med firmalogo og -design. På lignende vis er der blevet kastet kritisk lys på madudbringningsfirmaet Wolt, hvor budene under betegnelsen partner opfattes som selvstændig og ikke som ansat, hvorfor de selv skal stille cykel eller knallert til rådighed og ikke får løn ved sygdom eller ferie, ikke optjener pension og ikke tilbydes mulighed for firmabetalt uddannelse. Samme forhold gør sig gældende i lignende platforms baserede virksomheder inden for især logistik- og transportbranchen, herunder Uber som indtil videre har holdt sig ude af Danmark efter stærk kritik af dets forretningsmodel fra både fagbevægelsen og fra politisk side.
Ifølge fagbevægelsen er der tale om falske selvstændige, der burde være ansatte og kan læne sig op ad en afgørelse fra Arbejdstilsynet, der i 2019 slog entydigt fast, at Nemlig.com er at betragte som arbejdsgiver for chauffører, der leverer varer til virksomhedens kunder (Politiken 21.4.21). Coop og Føtex har da også valgt selv at ansætte chaufførerne i deres online-supermarkeder. Ikke desto mindre breder brugen af selvstændige som underleverandører eller partnere sig med afsæt i platformøkonomiens vækst, der i kraft af digitalisering kan virke på tværs af landegrænser og kontinenter, så danske selvstændige konkurrerer om it-baserede opgaver med selvstændige i andre lande, ikke mindst Indien.
De stadigt flere uddannede engelsktalende indere med kompetencer inden for it kan byde sig til med lavere betaling end tilsvarende selvstændige i Europa eller Nordamerika – og bidrager derfor til en globaliseret social dumping. Sammenlignet med medlemmerne af SEWA har denne nye gruppe af selvstændige væsentligt bedre økonomiske og sociale forhold, men kan have lige så god grund til også at organisere sig for at modvirke udnyttelse, ligesom fagbevægelsen har behov for et større samarbejde internationalt på dette felt, hvilket har været på dagsordenen ved flere konferencer. Blandt de drøftede muligheder er at etablere kooperative udbydere inden for platforms-baseret arbejde for at sikre sociale minimumsstandarder, der blandt andet kan sikre fair betaling og uddannelsesmuligheder samt sideløbende hermed arbejde for en ILO-konvention på området.
Organisering af små selvstændige og andre med løst arbejde ændrer ligesom faglig organisering af lønarbejdere ikke i sig selv grundlæggende på, at arbejdet udføres i et markedsbaseret, konkurrenceorienteret kapitalistisk system, men kan give sælgerne af arbejdskraft bedre forhold ved at stå solidarisk sammen.
Læs mere - links:
SEWA: https://www.sewa.org/
Harvard/AIMS: analyse af SEWA-bank og mikrolån: https://pdf.usaid.gov/pdf_docs/Pnacg038.pdf
Labour, capital and society: analyse af SEWA og Ela Blatt: http://www.lcs-tcs.com/PDFs/44_1/5%20Webster.pdf
Globalnyt: effekten af mikrolån: https://globalnyt.dk/mikrolaan-som-middel-mod-fattigdom-fup-eller-fakta/
Arbejderen: kampen om Nemlig.com: https://arbejderen.dk/fagligt/konflikten-mod-nemlig-com-virker/