Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 20. Ansvarshavende redaktør : Peer Møller Christensen

 

Udskriv artiklen

Euroimperialismen klar til nye kolonikrige i Afrika

Af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion

Hvor er dansk udenrigspolitik på vej hen? Alt drejer sig nu om krigen i Ukraine og oprustning mod Rusland, som helt åbent kaldes for vores fjende, og hvor sanktioner udbygges, og samhandel og kontakter afbrydes på alle områder. NATO taler nu også om Kina i sine nye strategipapirer. Men hvad med Afrika, som har været genstand for årtiers dansk udviklingshjælp? Hvad siger regeringen om Afrika, som tilhører det Globale Syd, der er blevet en meget anvendt betegnelse?

Danmark er medlem af NATO, og har i stigende grad bekendt kulør som aktiv deltager i krige uden for Europa. Danske regeringer har sendt militære styrker ud i brændpunkter, hvor Danmark ikke ligefrem huskes for nogen positiv rolle. Undtagen i egen selvforherligelse, stærkt understøttet af ukritiske medier. Den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik har bred støtte i Folketinget, og militæret er blevet trænet til at kunne sende missioner af sted til fjerne mål for at forsvare hvad? Ja, det er det gode spørgsmål, der som oftest besvares med, at det gælder om at forsvare vores værdier. Værdier som kaldes liberale, selv om det kan være svært at se, når det gælder valget af samarbejdspartnere. Det er som regel korrupte regeringer, der fylder egne lommer og er forhadt af store dele af befolkningen. Vi kan bare nævne Libyen, Irak og Afghanistan. Og senest Mali i Vestafrika, hvor en ny regering har smidt Danmark og den gamle kolonimagt Frankrig på porten.

Regeringens sikkerhedspolitiske analysegruppe

Analysen blev udgivet af Mette Frederiksen-regeringen i oktober 2022 og er foretaget under ledelse af Michael Zilmer-Johns og en række eksperter og forskere. Man nævner analyser foretaget af bl.a. Center for Militære Studier, DIIS, Forsvarsakademiet og Udenrigsøkonomisk Analyseenhed. Analysen er altså lavet efter den russiske invasion af Ukraine.

At Danmark er en småstat præger ikke ligefrem analysen. Danmark vil gerne spise kirsebær med de store, og lægger sig tæt op ad USA's udenrigspolitik, som det har været traditionen siden tilslutningen til NATO i 1949. Det er som musen, der siger til elefanten, da de går over broen: Hør hvor vi gungrer.

Kina har fået en voksende rolle som en stormagt, som udfordrer USA, der forstår sig selv som førende stormagt. Dette gennemsyrer da også de seneste strategiske scenarier fra Washington. Analysen mener, at USA vil være mere fokuseret på Kina og derfor vil ”Europa frem mod 2035 skulle levere en langt større del af både NATO’s forsvar mod Rusland og indsatsen mod terror og irregulær migration fra Mellemøsten og Afrika” (citat). Kort sagt vil Afrika rykke mere i centrum også militært.

Der tales om ”den sydlige dagsorden”, som ikke er blevet mindre efter Ruslands invasion af Ukraine. Den aktivistiske udenrigspolitik, hvor Danmark under skiftende regeringen var en villig aktør i USA og NATOs krige, er ikke aflyst. Der er trusler i både øst og syd, og i syd er det ”international terrorisme, geopolitisk og samfundsmæssig ustabilitet, irregulær migration m.v.” Kort sagt - man skal være parat til udrykning på alle frontafsnit.

Udfordringen fra det Globale Syd

Analysen genoptager også det gamle skræmmebillede fra den kolde krig. At den alliancefrie bevægelse, som dengang havde sin storhedstid, bliver genoplivet. At der er lande, som ikke vælger side, dvs. først og fremmest ikke støtter den såkaldt ”frie vestlige verden”, men går sine egne veje og selv vælger sine samarbejdspartnere ud fra egne interesser. Imperialismen bygger på kapitaleksport og adgang til råvarer, og en udvikling, hvor vestlige koncerner udsættes for skærpet konkurrence er derfor en trussel. Analysen formulerer det således: ”En værdibaseret opdeling af verden risikerer at stå i vejen for håndteringen af en af de vigtigste globale akser i den langsigtede stormagtskonkurrence – nemlig relationerne til den gruppe af lande, der under den Kolde Krig tilhørte den ”alliancefri” gruppering. Vesten bl.a. har brug for at samarbejde med mange af disse lande om erstatning af russisk energi og om råstoffer til den grønne omstilling”.

Denne landegruppe har som sagt egne interesser, og der er lande som ønsker at bryde de neokoloniale bånd til Vesten, og opretholde og udvide bånd til Kina og Rusland. Analysen peger på, at der er en betydelig skepsis over for Vestens intentioner.

”I mange lande mistænkes Vesten for dobbeltstandarder, og hverken ledere eller befolkninger ser den store forskel på Ruslands handlinger og USA-ledede interventioner i Irak eller bombningen af Serbien og anerkendelsen af Kosovos uafhængighed”.

”I de afrikanske lande har Rusland og Kina gradvist fået større gennemslagskraft, medens EU har haft svært ved at omsætte sin store udviklingsbistand og betydning som eksportmarked til politisk indflydelse”.

Vestens store vægt på at have en værdidagsorden er løbet ind i store problemer, når det kommer til at demonstrere disse værdier i praksis. At denne værdidagsorden skaber mere afstand, end den fremmer Vestens interesser. Også internt er Vesten svækket af indre problemer med bl.a. populisme og øget polarisering. En lang række store nationer i Det globale Syd køber ikke umiddelbart denne værdidagsorden. Analysen peger på, at EU i langt mindre grad end USA er klar til at imødegå disse udfordringer. Men at der i EU er et uudnyttet potentiale, som også Danmark kan bidrage til. TEAM Europe mekanismen nævnes som en plan, der kan sikre større beslutningskraft. TEAM Europe (2021) er et initiativ, som søger at skabe en god fortælling om EU over for EUs partnere og globale konkurrenter. Et initiativ som skal fremstille EU som en global og synlig leder og som ”en blød magt” (soft power) for at vinde indflydelse ikke mindst i det Globale Syd. Men som samtidig dækker over, at EUs medlemslande jo har været særdeles aktive i at udøve hård militær magt gennem aktioner med USA og/eller NATO.

 

En dobbelt dagsorden for Danmark

Analysen siger, at frem mod 2035 vil perioden være præget af en ”dobbelt dagsorden med trusler og udfordringer fra både øst og syd” . Den tidligere strategi, hvor man ville omlægge fra territorialforsvar til internationale operationer, revideres nu. Man har øjnene stift rettet mod øst, og USA med NATO kaster umådelige summer ind til våbenhjælp og oprustning med det udtalte formål, at Ukraine skal vinde krigen over Rusland. Man forestiller sig ”et amputeret Ukraine vil få store vanskeligheder med at genoprette en bæredygtig økonomi og sin fysiske og menneskelige infrastruktur. Der vil blive behov for en meget omfattende international bistand, der vil være svær at finansiere for vestlige donorer, som allerede er presset af højere energipriser og lavere vækst som følge af krigen”.

Når freden forhåbentlig kommer inden for længe, vil det koste enorme summer at genopbygge Ukraine. For ikke at tale om de enorme profitter som kan tjenes på dette. Vestmagterne er fast besluttet på, at Rusland ikke skal ”belønnes” for sin invasion, og i dette spil er alle jo taberne, men også de fattige lande betaler en stor pris. Analysen peger da også på, at” en stor del af bistanden til Ukraine vil blive givet på bekostning af støtten til svage og skrøbelige lande i Afrika, og dermed øge sikkerhedsudfordringerne herfra”. Kort sagt vil udviklingsbistanden blive reduceret, samtidig med at fattigdom og kriser vokser i Afrika. En udvikling som ikke kan andet end understøtte de kræfter i Afrika, som siger, vi skal finde afrikanske løsninger på afrikanske problemer. Og ikke knytte sig til ensidigt til Vesten.

EUs militære arm vokser

EU vil gerne fremstå som en ”blød supermagt”, der giver humanitær støtte og åbner døre til sit kæmpe handelsområde. Men EU er også tæt knyttet til NATO og USA, og EU-lande deltager i både multilaterale og bilaterale aktioner globalt. Så et fredens kontinent kan man ikke ligefrem kalde EU, selv om EU har en kolossal ideologisk overbygning med masser af plusord om udvikling og fred. Med den massive oprustning og væksten i det militær-industrielle kompleks er kursen sat mod at blive en stormagt, en ”force for good” (CEPA, 2023). Diskussionerne mellem Frankrig, UK og Tyskland, om hvor vægten skulle lægges, har kørt i årevis. Om det var en mere selvstændigt militær stormagt, eller om man skulle fortsætte med helt at læne sig op ad NATO/USA. Med Lissabon-traktaten i 2009 blev det mere klart, at EU havde sat kurs mod mere militarisering, og der blev i 2011 etableret en enhed for EUs udenrigstjeneste og eksterne aktioner: European External Action Service (EEAS). Med Ukraine-krigen er der sat endnu mere gang i udviklingen, hvad Jürgen Wegner (2022) har kaldt for en TURBO MILITARISERING.

Sydflanken og Europas baghave

Militær tilstedeværelse i Afrika er hele tiden pakket ind i smukke hensigtserklæringer om missioner, der handler om stabilisering, men af hvad? EU’s udenrigschef, socialdemokraten Josep Borrell, kom i diplomatisk stormvejr, da han i oktober 2022 talte om ”Europa med en velfungerende "have", som er omkranset af en noget faretruende og usikker "jungle". ”Det meste af resten af verden er en jungle, og junglen kan invadere haven”, fastslog han i en tale” (DR, 2022). Han udtalte også, at ”gartnerne skal ud i junglen. Europæerne bliver nødt til at være meget mere engagerede i resten af verden. Ellers vil resten af verden invadere os på forskellige måder og med forskellige midler”. Han blev kraftigt kritiseret af flere lande for, at det var racisme; og en russisk talsmand benyttede lejligheden til at sige: ”Denne "have" blev bygget af Europa som følge af deres barbariske tilgang til at plyndre "junglen". ”Borrell kunne ikke sige det bedre: Det mest velstående system, som er blevet skabt i Europa, er blevet næret af sine koloniale rødder”. Så var linjerne trukket op. Den koloniale og eurocentriske tankegang lever i bedste velgående.

Men ligesom det under den kolde krig var kampen mod, at kommunisme skulle sprede sig til Afrika gennem frihedsbevægelserne, så er der nu gang i en ny kold krig, hvor det med en øget stormagtskonkurrence gælder om at holde Kina og Rusland ude. Den vedvarende krise i Afrika, som har varet i årtier, producerer strømme af migranter, som søger mod Europa. Der mangler fra EU tilbud om sociale og økonomiske løsninger, og derfor er den militære dimension vokset i betydning. I en dansk analyse af Mathiesen & Tetzlaff (2022) kaldet ’Sydflanken’, peger man på, at EU er ”den oplagte leverandør” af løsninger af ”det strategiske problem i Syd”. Fort Europa er blevet til virkelighed, siger de , og med EUs Strategiske Kompas som grundlag skal man lære at ”tale magtens sprog”. Bevillinger til et nyt instrument European Peace Facility (EPF) tillader, at man kan sende våben til stater i Syd. Gennem en kombination af blød og hård magt vil EU markere sin støtte til operationer, som minder om udsendelse af kolonitropper i gamle dage. Der tages penge fra udviklingsbistanden og lægges op til, at det civile og militære mere skal samtænkes.

Den danske afskaffelse af forsvarsforbeholdet åbner for øget engagement i Syd, og gør det nemmere at indsætte militære styrker. Med Ukraine-krigen har fokus forskubbet sig kraftigt mod øst, men NATOs strategiske koncept inddrager også Syd. Analysen skriver dog ærligt nok, at der er ”en faldende politisk appetit” og citerer Pia Olsen Dyhr for at have talt om ”meningsløse ørkenkrige”. Men Afrikas betydning som råstofleverandør og interventions-arena for de multinationale koncerner og stormagterne er fortsat højt på agendaen. Enkelte afrikanske landes voksende samarbejde med Kina og den internationale paria Rusland får store overskrifter. Den afrikanske befolknings livsvilkår udløser ikke store missioner, men mødes ofte med et opgivende skuldertræk. Den voksende bevidsthed i Afrika om at sikre mere suverænitet og kontrol med egne ressourcer er en positiv udvikling, men det er svært at bryde med de neokoloniale strukturer, som er opbygget gennem mange år, og som har støtte i de herskende klasser.

Nye missioner i Afrika

12. dec. 2022 besluttede Europarådet et militært samarbejde med staten Niger i Sahel bæltet. Det bliver betragtet som en militærmission, hvor også Danmark har mulighed for at udsende soldater. Det har skabt panik i EU, at Frankrig, men også Danmark er blevet tvunget ud af Mali. Hvor Danmark har været militært tilstede sammen med Frankrig i en årrække i den såkaldte Operation Barkhane. Den maliske regering mener ikke, at de har været effektive i kampen mod islamistgrupper, og har derfor orienteret sig mod Rusland og lavet aftale med en russisk militsgruppe, Wagner. Den samme udvikling er sket i Burkina Faso. For at fastholde fodfæstet efter hvad iagttagere (JP, 26. dec. 2022) har beskrevet som en mislykket vestlig indsats, så har man så lavet en aftale med Niger. Et land som i øvrigt har strategisk vigtige uran-miner, ikke mindst af betydning for Frankrigs mange atomkraftværker. Men også i Niger er der ”meget anti-vestlige tendenser, hvor folk også har protesteret mod Frankrig, som har en kompliceret fortid som kolonimagt (JP, 26. dec. 2022).

En nylig vedtagelse i Folketinget om tilslutning til PESCO, som er EUs forstærkede militære samarbejde, viste at vi har en regering og et flertal, som er parat til interventioner i Afrika, når der kaldes (Arbejderen, 2 marts 2023). I forslaget hedder det: ”Med forslaget anmoder regeringen om Folketingets samtykke til, at Danmark deltager i Det Europæiske Forsvarsagentur og det permanente, strukturerede samarbejde på forsvarsområdet (PESCO), der begge er centrale dele af EU's forsvarssamarbejde.

Baggrunden for beslutningsforslaget er afskaffelsen af EU-forsvarsforbeholdet i juni 2022, som betød, at Danmark indtrådte fuldt ud i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar den 1. juli 2022.

Ifølge regeringen vil deltagelse i de to samarbejder betyde, at Danmark vil kunne være med til at sætte den strategiske retning for EU's sikkerheds- og forsvarspolitik, herunder med henblik på at sikre, at samarbejdet i endnu højere grad flugter med danske sikkerhedsinteresser”.

Afrika siger nej til ny kold krig

Afrikanerne har historisk dårlige erfaringer med stormagters rivalisering på deres kontinent, og har stor skepsis over for Vestens forsøg på at inddrage dem i en ny intensiveret kold krig, ikke mindst efter starten på Ukraine-krigen. På FNs generalforsamling udtalte formanden for den Afrikanske Union, præsidenten for Senegal Macky Sall: 'Afrika har lidt nok under historiens byrde og ønsker ikke at være grobund for en ny kold krig, men snarere et center for stabilitet og muligheder, der er åben for alle dets partnere på et gensidigt fordelagtigt grundlag' (Tricontinental, nov.2022).

USA arbejder systematisk på at fastholde og udvide sin indflydelse, både politisk og militært, og bruger her AFRICOM som et redskab. Marokko er her et nøgleland, som har knyttet sig tæt til USA (US Embassy. okt. 2022). Der afholdes årlige militære øvelser, kaldet African Lion, og i 2022 afholdt man sin hidtil største øvelse med observatører fra Israel og NATO. Ligesom USA er begyndt at tale mere direkte om deres planer om at bekæmpe Afrikas valg af andre partnere.USA's rolle hører man ikke stort om i medierne, som er travlt optaget af USA's fjender Kina og Rusland.

USA's militærkommando for Afrika kaldet AFRICOM har i mange år søgt om at få et hovedkvarter i Afrika, men er hidtil blevet afvist. AFRICOM siger om sig selv: AFRICOM imødegår med partnere transnationale trusler og ondartede aktører, styrker sikkerhedsstyrker og reagerer på kriser for at fremme amerikanske nationale interesser og fremme regional sikkerhed, stabilitet og velstand. AFRICOM blev dannet i 2007 for at sikre amerikanske interesser i Afrika og har ifølge Nick Turse (2020) etableret mindst 29 militærbaser på kontinentet.

Afrika ses af USA og dets allierede som en slagmark i den nye kolde krig mod Kina og Rusland. Det afspejler sig også i USA's strategiske planer (US Strategy, 2022) for Afrika. USA påstår, de ikke vil diktere afrikanerne noget, men er begyndt at lægge øget pres efter krigen i Ukraine.

Hvad Afrika har i vente fra USA blev eksemplificeret i den katastrofale militære intervention i Libyen af USA og NATO (her også Danmark), som smadrede et land, der havde ligget højest på FNs indeks over human udvikling i Afrika.

Afrika ses som NATOs sydlige flanke eller vores sydlige nabolag, og det er jo et synspunkt, vi genfinder i de danske og europæiske sikkerhedsanalyser af Afrika. Det minder stærkt om amerikanernes Monroe-doktrin, hvor de udnævnte Latinamerika som deres baggård. Der er et nærmest paternalistisk syn på Afrika, som advares mod at søge et øget samarbejde med andre, her især Rusland efter Ruslands invasion i Ukraine. Her søger USA og Vesten at skabe en samlet front, men afrikanerne har en naturlig skepsis over for Vestens intentioner. USA's aggressive politik over for Afrika viste sig i en vedtagelse i Repræsentanternes Hus i USA, hvor man med et overvældende flertal i april 2022 vedtog en lov: ”Countering Malign Russian Influence Activities in Africa Act”. Truslerne er åbenlyse, og USA/NATO er klar til at intervenere for at sikre deres monopolers interesser, uanset hvad afrikanerne mener.

Forsvar for suverænitet

At Afrika ikke passivt affinder sig med denne big brother mentalitet, er der mange eksempler på. USA forsøger at kompensere for sin økonomiske tilbagegang med militære midler. USA har så at sige tabt på baggrund af regler for verdenshandelen, som de selv har stået bag. Udviklingslande og især Kina er gået voldsomt frem og har i øget grad udgjort økonomiske alternativer. Denne ændrede politiske strategi genfindes også i EU og NATOs strategier, som her viser deres vasalstatus i forhold til USA.

Eksempler på politiske analyser som vil styrke Afrikas suverænitet kan bl.a. findes i et dokument udarbejdet af Tricontinental og The Socialist Movement of Ghana’s Research Group: ”Defending Our Sovereignty: US Military Bases in Africa and the Future of African Unity” (Tricontinental, 2021). Man peger her på, at der er 2 vigtige principper i en Pan-Afrikansk bevægelse, nemlig politisk enhed og territoriel suverænitet. Her er fremmede militærbaser et udtryk for mangel på enhed og suverænitet, og det forstærker splittelsen og underkastelsen af kontinentets folkeslag og regeringer.

I stedet for at støtte og samarbejde med et Afrika, som lider under fattigdom, klimakrise og konsekvenserne af Ukraine-krigen, vil man sende militær. Det kan ikke opfattes som andet end fortsat kolonialisme.

Noter

Regeringens sikkerhedspolitiske analysegruppe (fmn.dk)

Team Europe: The rise of the Team Europe approach in EU development cooperation: assessing a moving target.

Keijzer, Niels / Aline Burni / Benedikt Erforth / Ina Friesen, 2021, Bonn: German Development Institute / Deutsches Institut für Entwicklungspolitik (DIE)

The rise of the Team Europe approach in EU development cooperation: assessing a moving target (idos-research.de)

The European Union’s Evolving Military Capability - CEPA, jan-2023

EU's udenrigschef bliver beskyldt for racisme, efter han har sammenlignet verden udenfor EU med 'en jungle' | Udland | DR, oktober 2022.

Jens Vesterlund Mathisen & Alexander Høgsberg Tetzlaff: Sydflanken. Sikkerhedspolitiske udfordringer og Europas sydlige grænsearbejde, Institut for militære studier, 2022.

Arbejderen, 2. marts 2023. Regeringspartier klar til at sende danske soldater til militære EU-operationer i Afrika (arbejderen.dk)

EU vil oprette militær mission midt i sprængfarlig konflikt med Putins lejesoldater og terrorister. JP, 26. dec. 2022.

Niger: EU launches its military partnership mission - Consilium (europa.eu)

About EU Military Partnership Mission in Niger | EEAS Website (europa.eu)

Tricontinental. Vijay Prashad: Africa Does Not Want to Be a Breeding Ground for the New Cold War: The Forty-Fourth Newsletter, nov 2022. Africa Does Not Want to Be a Breeding Ground for the New Cold War: The Forty-Fourth Newsletter (2022) (thetricontinental.org)

U.S. AFRICOM Commander Makes First Visit to Morocco, Praises U.S.-Morocco Security Partnership - U.S. Embassy & Consulates in Morocco (usembassy.gov)

AFRICOM: United States Africa Command (africom.mil)

Nick Turse: Pentagon Map Shows Network of 29 U.S. Bases in Africa (theintercept.com)

US Strategi for Afrika Syd for Sahara. 2022. U.S.-Strategy-Toward-Sub-Saharan-Africa-FINAL.pdf (whitehouse.gov)

Tricontinental, juli, 2021:Defending Our Sovereignty: US Military Bases in Africa and the Future of African Unity (thetricontinental.org)