Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 21. Ansvarshavende redaktør : Peter Raben

 

Udskriv artiklen

 

 

   Der bliver ikke fred i Ukraine foreløbig

 

af ​​ Gregory Afinogenov

 

Oversat med tilladelse fra Jacobin af Peer Møller Christensen. Originalen med titlen ”Peace in Ukraine Isn’t Coming Soon” ​​ findes her: https://jacobin.com/2023/02/peace-ukraine-war-invasion-one-year-putin-zelensky)

 

 

Vladimir Putin invaderede i dag for et år siden Ukraine i håbet om at erobre ​​ landet i løbet af nogle få dage - og har herefter brugt det seneste år på at forvandle landets sydøstlige del til et blodbad. Selv hvis det nuværende militære dødvande brydes, vil de skel, der er skabt af krigen, ikke heles snart.

 

 

Krig er dårligt. Næsten alle mennesker er enige i dette generelle princip. Bortset fra en håndfuld absolutte pacifister er alle også enige om, at der er undtagelser fra denne regel. Hvis krig er dårligt, er defensiv krig helt sikkert en beklagelig nødvendighed; hvis undertrykkelse er dårlig, er revolutionære befrielseskrige praktisk talt obligatoriske. Men hvis defensive krige universelt betragtes som legitime, er det faktisk umuligt at finde en aggressionskrig mellem stater, der ikke er blevet præsenteret som defensiv i en eller anden form. Adolf Hitlers krigserklæring mod Polen henviste til landets afvisning af en fredelig løsning, samtidig med at kuglerne fløj. Det er ​​ let at se, at Hitler ikke rigtigt forsøgte at opnå fred.

 

At påstå at der er tale ​​ om en forebyggende krig, som Japan gjorde det om sit angreb i 1941 på Pearl Harbor, ​​ USA om sin ​​ invasion af Irak i 2003 eller Rusland om sin invasion af Ukraine i 2022, er en måde at undgå dette problem. Enhver aggression kan retfærdiggøres med påstanden om, at den blev startet ​​ for at forhindre en fremtidig aggression; hvis krigen lykkes, kan angriberen hævde, at den forebyggende krig har virket; hvis ikke, bekræfter et eventuelt nederlag retrospektivt behovet for et forebyggende angreb. Forebyggende krige har af indlysende årsager et dårligt ry, men det er let at forestille sig omstændigheder, hvor de kan være berettigede: Det er lettere at acceptere det, hvis en indianer bruger dette argument i en opfordring til oprør for at fordrive bosættere, før de får mulighed for at udrydde lokalbefolkningen, end hvis argumentet ​​ bruges af Kejser Wilhelm II.

 

En anden type krig, der falder indenfor en lignende gråzone, er stefortræder-krige eller andre konflikter, hvor den ene eller begge sider støttes af allierede, der holder deres egne hænder relativt rene. At sende et par containere afsted kan trods alt næppe kaldes ​​ en voldshandling, men at lette en krigsindsats for et land, der ellers hurtigt ville blive besejret, har en tendens til at udvide og intensivere en konflikt. For eksempel leverede USA våben til anti-sovjetiske oprørere i Afghanistan, hvilket utvivlsomt uddybede og forlængede konflikten, selvom det ikke nødvendigvis var afgørende for dens endelige udfald.

 

Andre eksempler er dog mindre ligetil. Havde Sovjetunionen og Kina ikke ret til at forsyne Nordvietnam, når forsyningerne spillede en væsentlig rolle i at forhindre dets nederlag til USA og dets sydvietnamesiske stedfortræder? Havde USA ikke ret til at forsyne Sovjetunionen gennem Låne-Leje-programmet under Anden Verdenskrig, når det var afgørende for at opretholde landets krigsindsats? Denne støtte gjorde det trods alt i sidste ende muligt for Sovjetunionen at besejre Nazityskland, at besætte Østeuropa og i det store hele at trække det moderne Ukraine grænser på bekostning af det besatte Polen (som selv modtog territorial kompensation på bekostning af det besatte Tyskland).

 

Jeg foretager disse tilsyneladende indlysende generaliseringer for at gøre én pointe klar. Man kan ikke udlede en holdning til den russiske krig i Ukraine ud fra socialistiske grundprincipper, herunder et formodet "antikrigs" eller "anti-imperialistisk" engagement. Alle involverede aktører hævder at handle ud fra afsky for militær aggression, og alle aktører har forpligtet sig til konflikten på måder, der går langt ud over kravene til et umiddelbart selvforsvar; alle aktører handler i forebyggelsens navn, og alle aktører sigter mod at trække nye politiske grænser på måder, der er i modstrid med ​​ indbyggernes ønsker.

 

Resultatet af dette er ikke, at vi skal vige tilbage for krigen og slå forfærdet med armene og forbande begge parter. Hvis der nogensinde har været en frit valgt krig, er det bestemt Putins invasion i fuld skala af Ukraine, og det er ham, der bærer ansvaret for alle dens katastrofale konsekvenser, ikke bare for Ukraine, men også for Rusland og verden. Den eneste forskel mellem denne krig og krigen i Irak er, at NATO's ekspansion er reel, og Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben ikke var det - men selv hvis de havde været det, kunne det næppe have retfærdiggjort den brutale amerikanske invasion og den ti år ​​ lange besættelse, som fulgte. De samlede tab fra et af krigens mest voldelige slag, det andet slag ved Fallujah i 2004, svarer til et par dages nuværende kampe omkring Bakhmut. På et eller andet abstrakt niveau forklarer troen på, at Ukraine forberedte sig på at blive medlem af NATO, nogle af motiverne for Ruslands krig; det den ikke kan, er at retfærdiggøre denne nedslagtning.

 

Men en tragedie i krigen er, at de liv, den ødelægger, sjældent har nogen forbindelse til konfliktens indsats på højt niveau. For alle undtagen de ældste indbyggere i det østlige og sydlige Ukraine, ​​ er den igangværende konflikt ​​ uanset hvilken politisk enhed de tilhærer, en katastrofe uden sidestykke i mands minde; for alle andre i verden, fra tunesiske frugtsælgere til taiwanske fabriksarbejdere, har den skabt bølger af forstyrrende og uforudsete forandringer. Den 24. februar 2022 har markeret et historisk vendepunkt.

 

To dage før Ruslands invasion i fuld skala - otteårsdagen for at Ukraines pro-russiske præsident Viktor Janukovitjs blev fjernet fra magten ved et dekret fra den ukrainske Rada - indkaldte Ruslands præsident Vladimir Putin til et møde i Ruslands Føderale Råd for at anerkende Folkerepublikkerne Donetsks og Luhansks  ​​​​ (henholdsvis DPR og LPR) uafhængighed. Da de først var blevet anerkendt, anmodede republikkerne formelt om russisk "hjælp til at afvise det ukrainske regimes militære aggression." Den 24. februar krydsede russiske tropper grænsen, og den "særlige militære operation" begyndte.

 

Mens drøftelserne var en formalitet, og tropper i flere måneder var blevet koncentreret ved den ukrainske grænse , markerede beslutningen en afgørende vending væk fra den indirekte russisk-ukrainske konflikt, der havde raset i Donbas siden 2014. Efter Janukovitjs USA-støttede afsættelse i det, der kaldes Maidan-oprøret, var DPR og LPR blevet dannet ​​ i det østlige Ukraine på basis af protester mod Maidan, med deltagelse og senere kontrol af russiske efterretningstjenester. Rusland havde formelt anerkendt de nye republikker som ukrainske, mens landet ydede den nødvendige militære støtte, de havde brug for for at bevare deres de facto uafhængighed. Dette havde været en del af en todelt strategi: At indtage Krim som en form for erstatning for tabet af politisk indflydelse over Kyiv, mens man brugte Donbas-republikkernes omstridte status til at opnå effektiv vetoret over Ukraines geopolitiske forpligtelser. At anerkende deres uafhængighed betød, at Rusland opgav Minsk-aftalerne, som var den diplomatiske manifestation af denne strategi, og gik over til en mere direkte militær løsning.

 

Aftalerne var aldrig et tilfredsstillende kompromis. Ukraine stod kun til at tabe i forhold til status quo før Maidan, mens Ruslands Donbas-klienter mente, at de ​​ illegitimt byttede deres egen suverænitet væk. Som et resultat blev de i vidt omfang krænket af begge sider. Putin håbede, at den igangværende krig på lavt blus ville få det ukrainske samfund til gradvist at acceptere tabet af Krim og dets geopolitiske manøvrefrihed, som selv Janukovitj med succes havde udnyttet til at få fordelagtige tilbud om økonomisk samarbejde fra både Rusland og EU. Med valget i 2019 af "fredskandidaten" Volodymyr Zelensky, der i vid udstrækning anses for at repræsentere den indflydelsesrige østukrainske oligark Ihor Kolomoyskys interesser, så dette håb ud til at blive ført ud i livet. Men Zelensky fandt hurtigt ud af, at kombinationen af internt pres fra nationalister og eksternt pres fra USA lagde betydelige begrænsninger på forfølgelsen af en russisk-dikteret fred, og i 2021 troede Putin ikke længere på, at hans strategi virkede.

 

Både Putin og Kremls propaganda insisterede på, at Rusland ikke var kommet for at besætte Ukraine, men de retfærdiggjorde invasionen på en række forskellige måder: Det skete for at forhindre ​​ Ukraines optagelse i NATO og efterfølgende NATO-aggression, ​​ "afnazificere" Ukraine, genforene de "broderlige" russiske og ukrainske folk , forhindre et "folkedrab" i Donbas og så videre. Som antydet af den indledende russiske strategi med en lynkrig rettet mod Kyiv og andre større byer, var tanken sandsynligvis, at angrebets hastighed ville lamme den ukrainske regering og give Rusland mulighed for hurtigt at indsætte et nyt regime ledet af en quisling som Juri Boiko, og dermed tillade den hurtige tilbagetrækning af russiske tropper eller forblive ​​ i landet som ​​ "militær bistand" snarere end direkte besættelse.

I stedet for at smuldre i panik viste Zelensky sig at være en bemærkelsesværdigt effektiv præsident i krigstid, mens NATOs efterretningstjenester (og snart også militære forsyninger) gjorde det muligt for ukrainerne hurtigt at udnytte svagheden i de russiske kommando- og logistikstrukturer. Langt fra at acceptere en russisk triumf, konsoliderede det ukrainske samfund sig hurtigt bag Zelensky. I efteråret 2022 var Putin nødt til at acceptere, at hans oprindelige plan var mislykket. Rusland trak sig tilbage fra alle militære stillinger, der direkte truede den ukrainske ledelse, og afholdt hastigt fremskyndede folkeafstemninger, der formaliserede annekteringen af de områder, som Rusland stadig holdt besat. Med sit tilbagetog i november ​​ fra Kherson, som var umulig at forsvare - på trods af at han blot uger tidligere havde lovet, at man ville holde den "for evigt" - er den eneste vigtige by, Rusland kan gøre krav på efter et års kamp, Mariupol, der er strategisk placeret på Azov-kysten mellem Krim og Donbas.

 

Mariupol, der er en by omtrent på størrelse med Omaha beliggende i Donetsk oblast lige vest for kontaktlinjen med DPR, var blevet Ukraines udstillingsvindue for ikke-russisk, europæisk orienteret udvikling, efter konflikten med Rusland begyndte i 2014. Investeringerne strømmede ind for at gøre den til en glitrende juvel af indkøbscentre ved havet og velfinansierede industrivirksomheder. I dag er det en rygende ruin, som er erobret med enorme menneskelige omkostninger, og hvis genopbygning knapt er påbegyndt ​​ af de russiske besættelsesmyndigheder. Dets Dramateater, der var et bymæssigt vartegn, hvor hundredvis af civile, som søgte ly, blev dræbt af et russisk luftangreb i marts sidste år, er blevet anset for at være for hårdt beskadiget til at redde. Der vil gå år, hvor byen kun vil være et dræn på det russiske genopbygningsbudget, men Ukraine har heller ingen umiddelbare udsigter til at vinde den tilbage. I mellemtiden har den fascistiske Azov-bataljons desperate forsvar af byen gjort dens væbnede fløj til martyrer og i væsentlig grad ​​ rehabiliteret dens civile medlemmers omdømme, noget der yderligere har normaliseret den yderste højrefløjs indflydelse på ukrainsk politik.

 

Mariupol er et mikrokosmos af den russiske invasions militære, politiske, økonomiske og moralske fiasko. Et år efter er NATO stærkere, end det har været siden Ronald Reagan-æraen, og dets trussel mod Rusland er større. Ruslands ry som en troværdig ​​ regional magt og militær trussel ligger i ruiner. Den ukrainske regering og befolkning er mere anti-russisk og mere nationalistisk end nogensinde før. Den eneste målestok, som Rusland kan hævde at have sejret med, er den menneskelige katastrofe, dets invasion har forårsaget i Ukraine - et økonomisk sammenbrud og en flygtningekrise af ufattelige dimensioner, som Rusland konstant forværrer ved at bombe civil infrastruktur i et forsøg, som på forhånd var dømt til at slå fejl på at nedslide befolkningens vilje til at kæmpe.

 

Mens den dynamik, der fremkaldte en eskalering for et par måneder siden,indebar en umiddelbare risiko for en atomkatastrofe, ser krigen i dag ud til at udvikle sig til en blodig, men statisk udmattelseskrig, hvor nuklear eskalering stadig er en klar mulighed. Kommende russiske eller ukrainske offensiver kan vende denne proces, men fordi begge sider har mistet fordelen ved overraskelsesangreb og har ​​ indsat en stor del af deres tilgængelige militære ressourcer, forekommer et radikalt skift i øjeblikket tvivlsomt. Med enorme omkostninger på begge sider vinder russiske tropper terræn i Donbas, men langsomt ​​ at en fuldstændig erobring af både Donetsk og Luhansk ​​ vil tage år og kun vil resultere i ​​ et udbombet “månelandskab."

 

De kampvogne Vesten sender til Ukraine vil ikke blive indsat fuldt ud ​​ før om ​​ flere måneder, og de vil sandsynligvis ikke fundamentalt ændre dette dødvande. For både Putin og Zelensky er denne vending i kampens karakter uvelkommen. På den ene side kan lange angrebskrige, hvor der ikke opnås reelle sejre, vende sig mod dem der har startet dem, selvom det kan vare år før de politiske omkostninger bliver tydelige. Hvis Ukraine, på den anden side, skal vinde krigen i stedet for blot at undgå at tabe den - og ifølge Zelensky ville det kræve generobring af Krim og Donbas - vil landet midt i en accelererende socio-økonomisk nedadgående spiral skulle fordoble de overmenneskelige anstrengelser, man gjorde sig i 2022 mod en fjende, der har haft tid til at sætte sig fast og konsolidere sig,. I mellemtiden afslører krigen over hele det postsovjetiske rum uforudsigelige nye modsætninger og uddyber kendte gamle.

 

Besatte områder

Under det geopolitiske niveau mener Putin, at han fører krig på vegne af "etniske russere" i Ukraine. Traditionelle skel mellem russisk etnicitet (russkii) og statsborgerskab (rossiiskii) er forsvundet på begge sider, men det er tydeligt, at russiske beslutningstagere forestillede sig en mere eller mindre sammenhængende gruppe af tilhængere, der var nogenlunde ​​ sammenfaldende med Janukovitj-vælgerne i 2010. Det er de mennesker, hvis "folkedrab" de hævder at forhindre, hvis ret til at lære og bruge det russiske sprog de forsvarer, ofre for Lenins angiveligt uretmæssige, kunstige oprettelse ​​ af den ukrainske stat - og potentielle kollaboratører, når det gælder politiske forandringer til gunst for Rusland, som det måtte ønske at fremkalde.

 

For denne befolkningsgruppe er Putins omsorg blevet en apokalyptisk katastrofe. I det omfang de eksisterer som sammenhængende gruppe, har de russisktalende været krigens største ofre. Det overvældende flertal af kampene og de demed forbundne ødelæggelser af hjem og fordrivelser har fundet sted i historisk russisktalende regioner. Det vestlige Ukraine – den region der har den korteste historie hvad angår russisk kontrol, og den der havde ​​ mindst sympati ​​ for russisk kultur - har lidt mindre, selvom den langt fra er uskadt.

 

Som følge heraf homogeniseres Ukraines politiske geografi - især den berømte øst-vest-splittelse - hurtigt. For 12 år siden så de fleste øst- og sydukrainere Ukraines fremtid som en suveræn og geopolitisk uafhængig stat med tætte økonomiske og kulturelle bånd til Rusland såvel som til Europa, som ville bevare en vis grad af officiel anerkendelse af det russiske sprog og bevare sin ​​ traditionelle ambivalens over for den sovjetiske arv. Den række af eskaleringer, der begyndte efter Maidan-oprøret i 2013-14, har kun efterladt lidt plads til denne holdning, som er kommet til at fremstå som lig med putinisme.

 

I løbet af krigen er de politiske partier, der repræsenterer denne holdning, såsom For Live, som indtog andenpladsen ved parlamentsvalget i 2019, alle blevet forbudt, selv når de modsatte sig invasionen. Putins mislykkede forsøg på at påtvinge ukrainere et pro-russisk valg har i stedet frembragt den modsatte effekt. Der er ikke længere nogen organiseret modstand mod en kulturel dagsorden, der fremmer fjernelse af det russiske sprog fra stat og uddannelse, afvisning af Sovjetunionen og fejring af højreorienterede nationale helte som Stepan Bandera og den nazistiske kaptajn og pogromist Roman Shukhevytj. Det ukrainske samfund har konsolideret sig omkring en vision om sin identitet skabt i den ikke-russificerede vestlige del af landet, selvom dens nøjagtige konturer stadig er ved at blive udstukket.

 

Alligevel bevarer russisktalende i Ukraine i det mindste en vis handlefrihed inden for det formelle politiske system. I russisk-besatte ukrainske områder har de slet ingen. Siden 2014 har folkeafstemninger, hvor folk bogstaveligt har stemt med en pistol for panden, næsten uden antydning af selve det pseudo-demokratiske russiske system gjort vidtrækkende politiske ændringer mulige . Fra Donetsk til Melitopol bliver ethvert forsøg på at protestere eller ændre vilkårene for russisk kontrol mødt med politiovervågning, undertrykkelse, bortførelse og tortur.

 

Resultaterne er tydelige. Moskva har for længst marginaliseret eller elimineret den lokale aktivistiske kerne, der gav den indledende impuls til LPR og DPR, og erstattet dem med korrupte, men underdanige funktionærer. Donetsks nuværende leder, Denis Pushilin (lokalt kaldet "Penis Dushilin”, som er russisk for "kvæler"), er langt mere interesseret i at demonstrere sin brugbarhed over for overordnede i Moskva end i at varetage sine egne landsmænds interesser. Et konservativt skøn anslår at omkring tyve tusinde russiske tropper er blevet dræbt i aktion i slutningen af 2022, mens DPR og LPR tilsammen mistede omkring fem tusinde. Det betyder, at Donetsk og Luhansk har en tabsrate pr. indbygger, som er ti gange højere end Rusland som helhed. Cirka én ud af hver tre hundrede mandlige DPR-indbyggere er blevet dræbt i aktion, et tal, der begynder at nærme sig antallet af iranske ofre i Iran-Irak-krigen, som varede otte år.

 

 

Hovedparten af disse er ikke frivillige, ikke engang i den forstand, at de har underskrevet en hvervningskontrakt. De er almindelige beboere hentet deres arbejdspladser eller ​​ fra gaden og sendt til fronten, hvor de af russiske generaler opfattes som kanonføde der. ​​ sammenlignet med mere værdifulde russiske "professionelle" tropper bare kan ofres - soldater som selv i vid udstrækning hentes fra fattige regioner som Buryatia og Tuva (nylig mobiliserede russiske værnepligtige har befundet sig endnu lavere i hakkeordenen på grund af deres mangel på uddannelse og udstyr, og tidligere indsatte straffekolonier ​​ rangerer endnu lavere). Overalt i Folkerepublikkerne gemmer mænd i værnepligtsalderen sig i deres lejligheder i månedsvis i et desperat forsøg på at undgå at dø for et land, de aldrig har ønsket sig.

 

Alligevel er der ringe udsigt til en problemløs reintegration i Ukraine, selvom den russiske front kollapser fuldstændigt. Beboere i nyligt besatte områder i Zaporizhzhia og Kherson står over for et skræmmende valg: Enten yde modstand mod besættelsen og risikere øjeblikkelig undertrykkelse fra Rusland, eller samarbejde og udsætte sig for ​​ repressalier, hvis de ukrainske styrker vender tilbage. I Donetsk og Luhansk er betingelserne endnu skrappere. Beboere i disse territorier mener, at ukrainere allerede opfatter dem som de facto kollaboratører, simpelthen i kraft af ikke at være rejst efter 2014.

 

Deres frygt er velbegrundet: Den nuværende ukrainske lovgivning og verserende sager indebærer, at praktisk talt enhver, der - for eksempel - fortsætter med at drive forretning i et besat område, kan blive retsforfulgt for samarbejde, og værnepligtige fra besatte områder, der overgiver sig til ukrainske styrker, får femten års fængsel for landsforræderi. Mens russisk propaganda bestemt puster til ​​ frygten for repressalier, hjælper det ukrainske højres racistiske fremstillinger af russere og russisktalende som "orker", der er for barbariske og sovjetiserede til at passe ind i et moderne europæisk Ukraine, bestemt ikke. På Krim, hvor en tredjedel af befolkningen består af folk der er flyttet dertil ​​ fra Rusland og andre steder efter 2014, er faren endnu større.

 

Samtidig er der ingen, der seriøst tror, at der er en selvstændig fremtid for de besatte områder, hvoraf store dele vil forblive ubeboelige i lang tid. I maj 2022 udsendte en ​​ forfatter, der skrev under pseudonym, på det nu hedengangne russiske oppositionsforum TJournal et essay på 20.000-ord (skrevet mens han skjulte sig for at undgå militær værnepligt), der opsummerede denne knibe og beskrev frygten og ødelæggelserne i hans hjemby. Efter hans opfattelse var det mest realistiske positive scenarie en ukrainsk genbesættelse komplet med omfattende repressalier og en reintegrationsproces, som ville vare årtier, på grund ​​ af Ukraines ligegyldighed over for befolkningen i Donbas.

 

Som en slags opmuntring forudsagde han, at "når de når voksenalderen, vil de, der er født efter 2022, praktisk talt ikke længere mærke en forskel (mellem beboere i Donbas og andre ukrainere) ." Det andet sandsynlige alternativ, en russisk sejr, ville være endnu værre med intensiveret undertrykkelse og håbløst socialt forfald. Dette essay giver et sjældent ucensureret indblik i, hvad folk i Donetsk tænker, selvom han næppe er autoritativ og næsten helt sikkert mere pro-ukrainsk end de fleste af hans landsmænd (selvom han tilbyder uofficielle Telegram-målinger, der tyder på noget andet).

 

Som i alle ​​ borgerkrige skal der finde en proces med kollektiv glemsel sted, før folk, der har brugt et årti på at beskyde hinandens skoler og hospitaler, igen kan leve side om side. Jo længere krigen fortsætter, jo sværere vil det blive i de besatte områder. For det er ikke engang begyndt endnu.

 

Ukraine

​​ I de ikke-besatte regioner i Ukraine har krigen udløst to magtfulde strømninger, som tilsammen vil definere det næste årti af dets historie på baggrund af sammenbrud, der er forårsaget af krigen, og genopbygningen. Den første er en udvidelse af socialt ansvar, gensidig hjælp, kollektiv handling og borgerlig stolthed uden sidestykke i det post-sovjetiske rum. Den anden er statens og kapitalens indsats for at kanalisere denne energi ind i opbygningen af et "europæisk" Ukraine, angiveligt uden korruption, men også uden sovjet-tidens sociale velfærdsinstitutioner, restriktioner for kapitalbevægelser eller begrænsninger på udnyttelsen af arbejdere. I øjeblikket er begge strømninger forenet i deres fælles mål om at opnå en militær sejr defineret som at føre ​​ Ukraine tilbage til dets 1991-grænser. Hvis krigen bliver stadig mere fastlåst, vil modsætningerne mellem de to strømninger imidlertid blive mere og mere tydelige.

 

I store dele af verden er Ukraine blevet identificeret med Zelensky, som bestemt er landets mest tiltalende leder siden uafhængigheden. Det skyldes til dels, at han ligesom Angela Merkel i Tyskland overskrider landets historiske geografiske opdelinger. Zelenskys succes som fotogen modstandsleder har sløret de ideologiske positioner, han og hans parti repræsenterer, og som er decideret højreorienterede. Selvom de næppe er de nazistiske stofmisbrugere, der optræder i Putins tirader, repræsenterer præsidenten og hans parti, Folkets Tjener, højrefløjen i den europæiske neoliberale konsensus; deres tilknytning til Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa i Europa-Parlamentet signalerer deres tilhørsforhold til Emmanuel Macron og andre europæiske højreorienterede.

 

Zelenskys parti har gennemtrumfet love, der effektivt har undermineret retten til kollektive forhandlinger såvel som andre former for arbejderbeskyttelse i Ukraine. Det har også gennemført pensionslovsreformer, der kaldes "afkommunisering" af det sociale velfærdssystem, men som faktisk er udtryk for radikale nedskæringer. Begge planer blev udarbejdet et godt stykke tid før den russiske invasion, men krigstidens undtagelsestilstand har i høj grad øget partiets muligheder for at virkeliggøre sin dagsorden - hvis arbejderfjendtlige ånd endda er kommet på kant med den normalt moderate International Labour Organization. I stedet for arbejderrettigheder og social velfærd fremmer Zelensky og hans rådgivere "smartphone domstole" (et joint venture med Amazon) og andre offentlig-private partnerskaber. Faktisk ser de efterkrigstidens Ukraine som en gigantisk særlig økonomisk zone i udkanten af Europa, hvor svag arbejderbeskyttelse og mangel på toldbarrierer vil kunne tiltrække investeringer fra europæiske multinationale selskaber.

 

Der er ikke længere nogen troværdig parlamentarisk opposition mod denne dagsorden, til dels fordi alle partier på Ukraines politiske venstrefløj er blevet forbudt baseret på stort set ubeviste påstande om samarbejde med Rusland. Zelensky var i stand til at sikre et overvældende flertal for sine reformer, fordi deputerede fra disse partier stadig sidder ​​ i parlamentet, men nu er særligt sårbare over for politisk pres. Det er rigtigt, at disse partier i virkeligheden var pro-russiske, og deres politik var ofte usammenhængende. For eksempel begyndte lederen af det socialistiske parti fra 2017 til 2019 som regional chef i den nynazistiske og anti-russiske organisation Højre Sektor, men bor nu uden for Moskva og har opfordret Putin til at bombe Ukraine.

 

Den vision af samfundet, de repræsenterede, var i bedste fald socialkonservativ og nostalgisk snarere end progressiv eller venstreorienteret i nogen meningsfuld forstand. I den ukrainske kontekst har den faste forbindelse mellem pro-russiske (eller for fred) synspunkter og velfærdspolitik imidlertid betydet, at da den russiske invasion miskrediterede førstnævnte, tabte sidstnævnte også. De forbudte partier var den vigtigste vælgerstyrke, der forsvarede velfærdsstatsinstitutioner, som var arvet fra sovjettiden, og deres forsvinden har lettet en vidtrækkende neoliberal omstrukturering.

 

​​ Ironisk nok har Zelensky dog også stået i spidsen for et af de mest omfattende nationaliseringsprogrammer i den post-sovjetiske verden. Siden november har den ukrainske stat taget kontrol med en lang række store virksomheder, der tilhører Ukraines oligarker, herunder Zelenskys tidligere protektor Kolomoysky. Vurderingerne af dette projekt er forskellige. Nogle mener, at det er blevet foreslået ​​ af oligarkerne selv i et forsøg på at tvinge staten til at påtage sig den omfattende gæld, som disse virksomheder har oparbejdet i løbet af krigen; hvis de bliver profitable igen, lyder argumentet, kan de tidligere ejere nemt manipulere retssystemet og genvinde kontrollen (en sådan ordning ville ikke være uden fortilfælde i Kolomoyskys tilfælde).

 

En mere optimistisk iagttager kunne i stedet se dette som Zelenskys forsøg på ​​ at bruge den militære nødsituation til at omstrukturere de vilkår, som den politiske magt udøves på, og bryde ukrainske oligarkers politiske indflydelse. Mens den nuværende kampagne mod korruption, der til dels er iværksat for at imødekomme udenlandske donorers politiske krav, synes at pege i denne retning, er den påtænkte udskiftning af civile personer med veteraner fra sikkerhedsstyrkerne ikke helt betryggende, selv om sidstnævnte kan være noget “renere."

 

Hvis parlamentsmedlemmer ikke er villige til at modsætte sig højreorienterede økonomiske reformer, er det ukrainske samfund heller ikke ivrige efter at gøre det. Frem for alt er det forenet i sin overvældende støtte til at fortsætte krigen, et mål, som alle indenlandske politiske og økonomiske spørgsmål har været underordnet. En undersøgelse i maj viste, at 82 procent af ukrainerne er imod enhver territorial indrømmelse i bytte for fred. I december var det tal 85 procent. Nu støtter 77 procent af ukrainerne NATO-medlemskab mod 40 procent for ti år siden.

 

Selvom der ligger nogle geografiske og sproglige forskelle i disse tal, er de ikke afgørende. Kun 14 procent af de russisktalende er f.eks.villige til at gøre indrømmelser, selvom det også er vigtigt at tage højde for upålideligheden af meningsmålinger under en situation med total krig - noget der påvirker undersøgelser i både Ukraine og Rusland. Til dels på grund af konstante russiske missilangreb på civile områder langt fra kontaktlinjen, er der ikke opstået en opdeling af landet i "front" og "bagland", der ville gøre det muligt at danne en meningsfuld fredskoalition - en markant kontrast til 2014 -22 perioden. At Zelenskys krigeriske nationalistiske retorik i dag adskiller sig så stærkt fra hans valgplatform i 2019, skyldes hovedsageligt, at han har ​​ reageret på kravene fra sine vælgere.

 

Alligevel er denne tilsyneladende overvældende sociale konsensus stærkt påvirket af lokale og internationale ngo'er såvel som massemedier, som alle udsættes for et betydeligt pres for at lægge sig fast på en fælles linje. Selv uden den øjeblikkelige sortlistning, som kritikere af invasionen i Rusland oplever, er det for alle i Ukraine der udtrykker synspunkter, der ikke er ​​ for krig, for Zelensky, for reformer og anti-russisk mainstream, op ad ​​ bakke og fyldt ​​ med økonomiske forhindringer og farer for det personlige omdømme. Offentlige tilskudsordninger i den ene eller den anden form - med uigennemsigtige og ikke-universelle metoder til ressourceallokering - er nu en livline for så stor en del ​​ af den ukrainske befolkning, at det offentligt at indtage en ​​ kritisk holdning bogstaveligt talt kan være et spørgsmål om liv eller død. Hjemmesider som Myrotvorets offentliggør ​​ systematisk lister over både mistænkte russiske krigsforbrydere og ukrainske afvigere, og opmuntrer til selvtægt ​​ rettet mod dem.

 

Zelensky-rådgiveren og den uofficielle præsidenttalsmand, Aleksei Arestovichs, nylige tilbagetræden ​​ er et eksempel på det. For millioner af ukrainere var Arestovichs udsendelser en vigtig kilde til ​​ at holde sig ajour med krigens udvikling, og hans evne til at kommentere selv nedslående nyheder i en optimistisk og tilgængelig stil gjorde ham til en national berømthed i foråret og sommeren 2022. Men man prøvede at ramme ham ​​ før krigen overhovedet startede. Myrotvorets-hjemmeside om ham - som russiske propagandister med glæde har rapporteret det - ​​ anklager ham for at være ​​ "professionel provokatør", der "offentligt organiserer informations-sabotage til gavn for de russiske invasorer.”

 

Den umiddelbare "provokation", der udløste hans afgang, var en tilsyneladende fejlagtig påstand om, at det var det ukrainske luftforsvar, der skød et russisk missil ned, som dræbte 45 civile i Dnipro den 14. januar, snarere end at selve missilet var indstillet på et forkert mål. Det moralske ansvar ville i så fald naturligvis stadig have ligget hos Rusland, men den offentlige frygt for at indrømme nogen som helst form for tvetydighed er så stor, at Arestovich ikke selv kunne manøvrere i det - eller besluttede sig for ikke at gøre det i lyset af de seneste rapporter om hans egne uafhængige politiske ambitioner.

 

I denne sammenhæng kan almindelige ukraineres adfærd måske begynde at afvige fra den offentlige mening, som den kommer til udtryk i meningsmålinger og medierapporter. Et netværk af Telegram-chats er vokset frem for at tilbyde hjælp til at undgå at blive indkaldt som en af de værnepligtige, ​​ der udgør størstedelen af den ukrainske hærs mandskab. Hele enheder af nyindkaldte ukrainske soldater er begyndt at desertere for at undgå at blive smidt ind i kødhakkeren på Donbas-fronten uden tilstrækkelig uddannelse eller udstyr.

 

Den ukrainske stat har reageret ved at indføre en kontroversiel lov, der forbyder domstolene at reducere straffene for desertering og relaterede handlinger, som i realiteten udstikker fem års minimumsfængsel for de dømte. I en bredere forstand ville en vellykket invasion af Krim eller Donetsk kræve en endnu større andel af Ukraines svindende sociale og økonomiske ressourcer, end krigen i øjeblikket forbruger. Hver mobiliseret soldat betyder en pensionist, hvis varmeregninger ikke bliver betalt, en intern flygtning, der permanent ​​ står uden bolig. Men efter et års krig siger næsten alle ukrainere, inklusive pensionister og flygtninge, stadig, at de er villige til at betale den pris.

 

Disse modsætninger udgør et spektrum af fremtidige muligheder for venstrefløjen i Ukraine. Ifølge den mest optimistiske opfattelse er der ingen grund til at frygte, at Zelenskys politiske monopol vil forvandles til et varigt efterkrigsdiktatur. På trods af stramningerne af restriktionerne af tale- og forsamlingsfriheden og mediernes uafhængighed, forbliver ukrainerne stærkt politiserede og villige til at deltage i protester omkring visse spørgsmål (bemærkelsesværdigt nok omfatter det ​​ ikke Zelenskys økonomiske reformer), mens staten for det meste er uvillig til at bruge sine begrænsede magtmidler til at undertrykke dem. Så meget har skullet gøres på græsrodsniveau, at millioner af almindelige ukrainere har tilegnet sig evner til selvorganisering og selvforsvar. Selve overfladiskheden i Zelenskys neoliberale utopi, ​​ vil ud fra dette perspektiv i sidste ende frembringe den anden gren af en dobbeltbevægelse, som Polany beskrev dem, ​​ til at forsvare kollektive rettigheder, denne gang uden at være tynget af det russiske spørgsmål.

 

Fra et mere pessimistisk perspektiv vil krigen have en tendens til at koncentrere magten i NGO-komplekset og i domstolene for udenlandske bagmænd i en sådan grad, at den i sidste ende vil føre til afpolitisering og måske endda afdemokratisering af det ukrainske samfund. Hvis Zelensky-regeringen troværdigt kan argumentere for, at ethvert skifte i en velfærds- eller fredsorienteret retning, der kan ske ved et valg, vil true strømmen fra de haner med udenlandsk hjælp, som økonomien allerede er afhængig af - EU-bistand er trods alt underlagt en lang række politiske betingelser - vil de politiske risici der ligger i at bygge en koalition omkring en alternativ økonomisk dagsorden stige til det punkt, hvor formel opposition bliver meningsløs eller umulig. I en sådan situation vil kulturel nationalisme blive endnu vigtigere som et middel til at holde det ukrainske samfund sammen.

 

En tredje, utopisk og usandsynlig mulighed ville indebære en gensidig anerkendelse fra ukrainske og russiske desertører og soldater, sammen med andre grupper, der er gjort politisk og økonomisk marginale af krigens malstrøm, at deres fælles materielle interesse i at afslutte både krigen og den russiske besættelse overtrumfer deres individuelle investering i russisk imperialisme eller ukrainsk nationalisme. Hvis disse interesser kunne organiseres og bringes til at kommunikere med hinanden på en social massebevægelses niveau, kunne de udgøre et meningsfuldt alternativ til den militære krise. Den politiske struktur, der ville opstå, ville næppe ligne hverken den russiske eller ukrainske postsovjetiske politiske konfiguration, endsige "Folkerepublikkerne" - men denne vision bliver ved med at være så fjern som nogensinde.

 

I mellemtiden kan flertallet af ukrainere med rette tro, at så længe der består en alvorlig russisk militær trussel - uanset hvilke våbenhvileaftaler, der er underskrevet - er en reel genopbygning efter krigen umulig, og ingen sociale regnskaber kan gøres op. De kan komme til at vente længe.

 

Rusland

Midt i den mest voldelige militære konflikt i landets historie efter Anden Verdenskrig var en af de overraskende bestsellere på det russiske bogmarked romanen En sommer med pionertørklæde, der beskriver en tam, tvetydig homoseksuel romantik i landlige sen-sovjetiske omgivelser. I mellemtiden beskæftigede statsdumaen sig i november med at vedtage en ny lov, der effektivt kriminaliserer offentlig diskussion om homoseksualitet og transspørgsmål. Dette er en bemærkelsesværdig illustration af den kløft, der er opstået mellem stat og samfund i Rusland i kølvandet på den 24. februar.

 

De fleste almindelige russere har ikke midler til at undslippe krigens konsekvenser fysisk, men de vil stadig gerne glemme, at den er der. Ingen af de mest indbringende russiske film, der blev vist i løbet af fridagene i januar, handlede om militære bekymringer, og den mest populære film i russisk historie er nu en Paddington-agtig ​​ computer-animeret genindspilning af den sovjetiske tegnefilm Tjeeburashka (den højreorienterede eurasianistiske filosof Alexander Dugin har klaget over, at "vi vil ikke vinde med Tjeburashka" og henviste til en af dens hovedpersoner som en trojansk hest for atlanticistisk ideologi). Man kan intet mærke til den omfattende sociale mobilisering til total krig, som den der finder sted i Ukraine.

 

På den anden side er den nye "homopropagandalov" en påmindelse om, hvad der er på spil for Putin i denne krig. "NATO-udvidelse" ​​ har aldrig været et spørgsmål om snævert defineret national sikkerhed , med klare parametre og ligefremme diplomatiske løsninger, der førte til en gensidigt tilfredsstillende fred. Det har altid været en fase i en eksistentiel konflikt mellem konkurrerende civilisationsblokke. I denne ramme står NATO og EU for det "euro-atlantiske" verdensbillede og den socialt, politisk og økonomisk liberale civilisation, det repræsenterer. Ruslands rolle ​​ er efter denne opfattelse at være fanebærer for et konservativt alternativ, konsolidere sin egen civilisatoriske blok og skabe alliancer med andre, der ideologisk ​​ er enige - inklusive NATOs egne konservative dissidenter.

 

I dette års årlige tale til Valdai-diskussionsklubben, som traditionelt er det forum, hvor Putin uddyber sin geopolitiske overbevisning, fremlagde han en vision om Ruslands plads i verden , der var taget lige ud af det nittende århundredes slavofilisme. Hans eksplicitte referencepunkter var Aleksandr Solsjenitsyn, Fjodor Dostojevskij og den pan-slaviske filosof Nikolaj Danilevskii, som mente, at verdenshistorien var bygget op gennem en uophørlig kamp mellem et begrænset antal "kulturelt-historiske typer". Hvad der ved første øjekast ser ud til at være en bizar besættelse af “cancel-kultur”, som også havde en fremtrædende plads i talen, stammer fra Putins tro på, at det er den seneste manifestation af atlanticismens aggression over for andre civilisationer.

 

Ligesom dens forløber fra det nittende århundrede, støder Putins nyformulerede panslavisme (i denne version sammensmeltet med en mindre etniseret eurasianisme) konstant på grund, fordi det samfund, han har bygget, ikke stemmer overens med sine egne principper. På trods af udrensningen af LGBTQ-personer fra medierne og koncentrationen af økonomiske aktiver i hænderne på magteliter, der er forbundet med staten, er Rusland ikke et mere civilisatorisk alternativ til den neoliberale vestlige kapitalisme end Polen, som har sammenlignelige niveauer af religiøsitet og social konservatisme. Hvad angår spørgsmål som abort, har Rusland en mere liberal lovgivning og offentlige mening end de fleste amerikanske stater. Det mindretal af russere, der er mest interesserede i en anti-liberal civilisationsvision - for eksempel nogle dele af den yderste højrefløj og de rødbrune tilhængere af afdøde Eduard Limonov - er konstant udsat for undertrykkelse fra den russiske stat, som frygter al politisk aktivisme, der ikke kanaliseres gennem institutioner, der arbejder oppefra og ned.

 

Hvad angår resten af befolkningen, er der nok ​​ masser af YouTube-interviews, hvor folk på gaden pligtopfyldende gentager de propagandaklichéer, de hører på tv, men for de fleste russere foregår de vigtige konflikter i deres liv i hjemmet og på arbejdspladsen frem for i verdens styrende organers mødesale. Ruslands kapitalistiske økonomiske orden og eskalerende klima af politisk undertrykkelse har kun tjent til at opmuntre denne tendens til at vende sig mod privatlivet og overlade offentlige anliggender til dem, der monopoliserer dem. Det er grunden til, at meningsmålinger om støtte til krigen er vildledende, og sammenligninger med Stalins rolle i Anden Verdenskrig og påkaldelser af "totalitarisme" er endnu mere grundløse. Stalinismen var forankret i sin evne til at mobilisere enorme ​​ befolkningsmasser, mens Putinismen demobiliserer dem. Som følge heraf har Putin, selv efter et års krig, ikke formået at overbevise sit folk om, at en sejr i konflikten er et spørgsmål om liv og død. Han skulle have været en anden slags hersker.

 

Dette har tvunget staten til at træde varsomt, når det handler om ​​ at tilpasse krigens krav til befolkningens forventninger. Indtil januar blev tusinder retsforfulgt for at omtale den "særlige militæroperation" som en krig. Selvom dette muligvis stadig er ulovligt, er Putin nu begyndt at bruge ordet selv. Mens Ruslands delvise mobilisering i efteråret i første omgang så ud til at repræsentere et skelsættende øjeblik, er situationen stort set vendt tilbage til det gennemsnitlige - bortset fra udvandringen af hundredtusindvis af mennesker, mange af dem uddannede fagfolk, som danner endnu en generation af eksil- russere, der måske aldrig vender tilbage til deres hjemland.

 

De russere, der er tilbage, ser færre politiske talkshows, og der er ikke dukket nogen syndflod af frivillige til fronten op på rekrutteringsstederne. Civilsamfundets støtte til soldaterne udgøres for det meste af donationskampagner. Situationen minder om USA efter Irak-invasionen, men med langt mere tungtvejende følelsesmæssige konsekvenser på grund af det højere antal ofre og brud på langvarige sociale og familiære bånd. Bogstavelig eller metaforisk eskapisme er én løsning, psykiatri en anden. Udgifterne til antidepressiver voksede massivt i 2022. De, der aktivt er imod krigen, er dog stadig lige så meget en minoritet som aktive tilhængere, og politiets indgreb betyder, at de enten allerede er usædvanligt dygtige til at unddrage sig anholdelse eller er politisk uorganiserede. En person, der kaster en molotovcocktail mod et ​​ rekrutteringssted, kan være nynazist, anarkist eller blot en tilfældig pensionist, der har fået nok.

 

For eliter er alt anderledes. De der har nydt godt af Putinismen, og som har udtrykt alr andet ​​ end fuld støtte til krigen, har i alarmerende grad været udsat for ulykker. Efter at have anbragt deres rigdom sikkert i udlandet har ​​ andre givet afkald på alle bånd til regimet og forsøgt at integrere sig i nye samfund i Europa eller Israel, renset for russiskhedens moralske plet. Ligesom under Peter den Stores regeringstid ​​ eller under Den store Terror i Stalintiden står de pladser blandt eliten, der på den ene eller den anden måde er blevet ledige blandt eliten, sjældent tomme i lang tid. For alle fremadstræbende ​​ ministre eller oligarker giver krigen en mulighed for at klatre op ad en forræderisk karrierestige.

 

Det gælder først og fremmest de to politiske vindere fra sidste år, den tjetjenske præsident Ramzan Kadyrov og den militære iværksætter Jevgenij Prigozhin, som har satset deres fremtid på ​​ den krigeriske imperiale militarismes voksende appel. Begge har løftet denne sag op på niveau med tegneseriefarcer, hvor skurken snor sit overskæg. Da man viste en video , hvor en officer fra Prigozhins ​​ Wagner Gruppe af lejesoldater brutalt blev henrettet med en forhammer fordi han havde overgivet sig til ukrainerne, sendte Prigozhin demonstrativt en lignende forhammer, komplet med falsk blod, til Europa-Parlamentets kontorer.

 

Mere grundlæggende udnytter Prigozhins rekruttering af fanger som Wagner-gruppens soldater ​​ i bytte for amnesti, og det efterlignes nu af det officielle militær, Indsatte i Ruslands enorme fængselssystem (med sin domfældelsesrate på 99,8 procent) rekrutteres til at genopbygge hærens reserver uden at skulle udvide værnepligten fra den brede befolkning, et mål som Wagner også tjener ved aktivt at rekruttere lejesoldater i udlandet. Den slags strategier viser, hvorfor Prigozhins indflydelse vokser, men de vidner også om Putins tøven med at bede ​​ det russiske folk om for meget.

 

Denne konkurrence mellem eliterne er med til at forklare, hvorfor ydre pres fra Vesten i form af en historisk hidtil uset kampagne med økonomisk krigsførelse hidtil ikke har formået at true grundlaget for regimet. Mangel på vigtige varer er stort set blevet afhjulpet gennem et "parallelimport"-program på 15 milliarder dollar (halvdelen af den samlede mængde ikke-kinesisk import for 2020), mens globale økonomiske udsving har resulteret i, at eksportindtægterne i 2022 er endnu højere, end de var før krigen. Selvom der er en nogen debat om, hvorvidt sanktioner faktisk "virker" ved at underminere den russiske økonomi, er der ingen beviser for, at de endnu har produceret noget meningsfuldt politisk pres på regimet.

 

I stedet har de, ligesom tidligere runder af sanktioner mod Rusland, drevet de dele af den kulturelle og økonomiske elite, der har de dybeste bånd til Vesten ud, samtidig med at de har givet hjemlige eliter som Prigozhin mulighed for at komme til og få fat i de aktiver, der tilhører ​​ de multinationale selskaber, som trækker sig ud ​​ – og dermed i sidste ende konsolidere den herskende klasse bag Putin. Der er én vigtig måde, hvorpå sanktionerne har bidraget til, at Rusland ikke har vundet krigen: Ved at ​​ begrænse tilførslen ​​ af militær teknologi og teknologi med dobbelt anvendelse, har ​​ man gjort Rusland ude af stand til at producere eller importere dem selv. I hvilket omfang Rusland vil være i stand til at afhjælpe denne ulempe er et af de største åbne spørgsmål i det kommende år.

 

Selvom krigen som helhed skulle bevæge sig mod et dødvande, forbliver detaljerne uforudsigelige. Vestlige analytikere, som fremhæver Ruslands tilsyneladende militære inkompetence som rodfæstet i dets kultur, overser det faktum, at mange af de samme kritikpunkter kunne være blevet rejst mod den ukrainske hær i den indledende fase af dens "antiterror-operation" for at generobre Donbas i 2014. Siden er ukrainerne blevet mere modne både på strategi- og organisationsniveau og med hensyn til kompetence og sammenhængskraft i de enkelte enheder. Der er al mulig grund til at forvente, at russiske præstationer vil blive bedre, efterhånden som dets militær tilpasser sig en langvarig konflikt, selvom mere vidtfavnende faktorer som ammunitionsforsyninger eller krigstræthed i hele samfundet på det tidspunkt kan komme til at spille en større rolle. Den nuværende situation giver ringe grund til at håbe på drastiske ændringer for begge sider i det militære landskab.

 

Internationalt er situationen ikke gunstig for nogen af parterne. Det lykkes ikke for Rusland at konsolidere sine regionale allierede til en forenet front, hvor Armenien - engang en af dets nærmeste allierede i Kaukasus - begynder at tage afstand fra Ruslands regionale sikkerhedsblok efter dets formodede partners manglende hjælp i konflikten med Aserbajdsjan. På den anden side er Biden-administrationens intensive bestræbelser på at bevare sammenhængskraften i den anti-russiske koalition ikke holdbare på ubestemt tid, selvom den uventede varme vinter har afbødet ​​ sanktionernes virkning på deres europæiske støtter. Zelensky selv bliver i stigende grad opfattet i Washington og Bruxelles som alt for kompromisløs. Selvom det ukrainske folk måske fuldt ud støtter en fortsat krig for at genoprette 1991-grænserne, ville denne indsats afhænge af de indenlandske overvejelser hos en amerikansk regering, der nu må regne med et republikansk-kontrolleret Repræsentanternes Hus.

 

Fremtiden

Der er ringe grund til at glæde sig her, selv for dem på venstrefløjen, der modsætter sig fortsat militær bistand til Ukraine. Når man ser bort fra de moralske og politiske spørgsmål omkring ukrainsk selvbestemmelse, er argumenterne for fortsat militær støtte for stærke i amerikansk politiks mainstream. Ukraine er fortsat populært, Rusland har i lang tid været en geopolitisk fjende, og hele miseren udgør en vidunderlig ren måde at hvidvaske det amerikanske militærindustrielle kompleks ry efter Iraks og Afghanistans sammenbrud.

 

Desuden er Ukraine et fantastisk udstillingslokale ​​ og en testplads i den virkelige verden for de højteknologiske kampsystemer, amerikanske skatteydere har finansieret i årtier i forventning om en stormagtskonflikt. Disse kan derefter eksporteres til andre, mindre medievenlige regimer. De 22 milliarder dollars i militærhjælp, som Joe Biden sendte til Ukraine i 2022 – et ringe beløb sammenlignet med de økonomiske og politiske omkostninger ved direkte militær indgriben – er delvist blevet opvejet af en stigning på 15 milliarder dollars i salget af udenlandsk militærudstyr sammenlignet med 2021, som forventes at stige yderligere i de kommende år. Militærkontrakter er uundgåelige, lige meget hvad.

 

I løbet af det seneste år har Zelenskij, Putin, vestlige ledere og venstrefløjskritikere med hver deres begrundelser ​​ skabt en fortælling om, at krigen afhænger af de våben, Vesten har sendt til Ukraine. Selvom denne fortælling ikke ligefrem er unøjagtig - Ukraine ville helt sikkert have tabt krigen uden dem - er den også misvisende i samme forstand, som det ville være at fokusere på Låne-Leje-lovens rolle i Sovjets kamp mod nazisterne. High Mobility Artillery Rocket Systems (HIMARS) udkæmper ikke krigen: Det gør lmindelige ukrainske værnepligtige, hvad enten de er motiveret af patriotisme eller frygt for fængsling, og det er primært deres bidrag og den ukrainske stats evne til at mobilisere støtte til dem, der vil forme udfaldet af konflikten.

 

Det er derfor, den vigtige politiske debat i USA i de kommende år vil dreje sig om spørgsmålet om civil bistand, som republikanerne er fast besluttet på at modsætte sig. Den ukrainske økonomi er nu halvdelen af, hvad den var ved starten af krigen, og beslaglagte russiske aktiver vil ikke være tilstrækkelige til at dække genopbygningens behov. Selv den mindste afbrydelse i strømmen af udenlandsk finansiering kan nu betyde, at tusinder af ukrainske civile berøves - våbenhvile eller ej. Vil NATO og EU være lige så generøse når der er ​​ fred, som de er i krig, og hvad vil deres generøsitet koste ukrainerne?

 

Det er langsigtede spørgsmål, og ethvert håb om, at krigen ender hurtigt, er nu falmet. Selvom alle forudsigelser i denne sammenhæng meget vel kan vise sig at være pinligt fejlbehæftede, forekommer det stadig mere sandsynligt, at krigen er blevet umulig at vinde for begge sider. Rusland kan ikke vinde i forhold til de mål, som Putin satte sig i begyndelsen, fordi ethvert demokratisk regime, der forbliver ved magten i Kyiv, vil fortsætte med at søge militær støtte fra NATO, større integration med EU og i sidste ende revanche i øst og syd eller stå over for med sikkerhed at tabe næste valg.

 

Dertil kommer, at så længe han nogenlunde opretholder det aktuelle niveau af vestlig militær støtte, vil Zelenskij ikke blive væltet med russisk våbenmagt. Selv hvis han bliver elimineret ved hjælp af ​​ en form for drabsmission, vil intet marionetregime være i stand til at samle ​​ magten nok over for en fjendtlig mobiliseret befolkning til at give Rusland varige indrømmelser. På trods af al deres snak og strenge advarsler er det usandsynligt, at vestlige ledere vil reducere deres militære støtte nok til at tillade Rusland at fjerne Zelensky, ​​ fordi de kan forudse de ​​ indenrigspolitiske konsekvenser af at blive beskyldt for at være skyld i Ukraines underkastelse og den eksplosion af undertrykkelse, der vil ledsage det.

 

Ukraine vil i sin nuværende form heller ikke vinde krigen. Fantasier om, at Putin bliver væltet, og Rusland fragmenteres i uafhængige stater i lyset af militære tilbageslag, er uden hold i den konkrete udvikling. På et mere ydmygt plan er de praktiske hindringer for at genvinde kontrollen over Krim og Donbas for store, selv om man generobrer regioner, der har været tabt siden februar. Ud over de militære overvejelser er den radikale nationalisme, der er blevet den dominerende politiske orientering i det ukrainske samfund, ikke forberedt på opgaven med harmonisk at reintegrere de regioner, der gik tabt i 2014. I henhold til nuværende juridiske standarder indeholder de millioner af formodede kollaboratører, som hver især har en personlig ​​ interesse i at forhindre en ukrainsk overtagelse, selvom de måske ikke er imod ukrainsk kontrol i princippet.

 

Historisk set er den primære behandling, som nationalismen i denne region har haft for den slags ​​ problemer været bølger af massevold og fordrivelse, der eufemistisk går under betegnelsen ​​ “befolkningsoverførsler”, men disse vil ikke være mere effektive til at forhindre krig på lang sigt, end opdeling var i Sydasien. Heller ikke folkeafstemninger vil være en løsning, fordi de kræver, at de fleste almindelige mennesker og herskende eliter på begge sider er enige om at acceptere resultatet. Det er et kompromis, som Ruslands tvungne folkeafstemninger i det sidste årti har skubbet af bordet i en overskuelig fremtid.

 

Alligevel vil en våbenhvile baseret på en eller anden version af den nuværende kontaktlinje formentlig heller ikke fungere, selvom den bakkes op af pres fra Biden. Putins frygt for NATO-magt og euro-atlantisk civilisationsdominans vil vokse, og det samme vil den ukrainske revanchisme og den vestlige appetit på en endelig løsning. De fundamentale modsætninger, som krigen har frembragt og næret siden 2014, vil forblive uløste; hver side vil mistænke den anden for at bruge våbenhvilen som en mulighed for at genopruste og vil derfor selv for en sikkerheds skyld genopruste.

 

Efter at være kommet til magten ved at gå i takt med den putinistiske militarisme, vil Ruslands fremvoksende elite næppe blive dueagtig fra den ene dag til den anden, mens politikere i Ukraine næppe vil undlade at nyde godt af de valgmæssige fordele ved nationalistisk agitation. Resultatet af en våbenhvile ville så ligne situationen i Nagorno-Karabakh mellem 1994 og 2020 - en fastfrosset konflikt, der kan smelte, når den ene side mærker en fordel, hvilket fører til katastrofale resultater. Udsendelsen af kinesiske fredsbevarende styrker i en demilitariseret zone i koreansk stil langs den nedre del af Dnipro kan virke som en tiltalende løsning, men på dette tidspunkt forekommer det ret fjernt: Den fredsplan, som Kina foreslog på et-årsdagen for invasionen, byder på en lunken kombination af vage "principper" og overordentligt beskedne konkrete forslag.

 

I det lange løb vil krigen først ende, når begge samfund er blevet for udmattede til at kæmpe videre, når øjeblikkelig fred og genopbygning bliver mere presserende end ​​ kombattanternes mere ophøjede ideologiske ambitioner. Hvis Ukraine formår at genvinde sine tabte territorier, bliver landet nødt til at udvikle en mere inkluderende vision om nationen, der tilbyder kollaboratører tilgivelse og forsoning snarere end straf - en måde at vinde sine borgere tilbage på og ikke kun den jord, de tilfældigvis bor på.

 

Hvis den ikke genvinder disse områder, bliver Ukraine nødt til at lære at omdefinere sig selv for at acceptere ​​ sine tab. Putin er sandsynligvis for gammel til at ombestemme sig med hensyn til truslen om den euro-atlantiske ekspansion og fremtiden for russisk stormagtsnationalisme, men hans efterfølgere, hvad enten de er hans korrupte og blodtørstige håndlangere eller avatarerne for en hypotetisk fremtidig bølge af ​​ masseppolitisering mod Putin, bliver nødt til at acceptere formindskelsen af Ruslands status selv i landets eget tidligere imperium. Resultatet vil ikke være uafgjort, men et nederlag: En fiasko i Putins bestræbelser på at modstå væksten i USA's magt ved hjælp af militariseret stormagtsnationalisme. Ruslands tab vil ikke ændre på det faktum, at dets vigtigste ofre er millioner af uskyldige ukrainere. Det er derfor, krig er så slemt – indtil videre for alle, undtagen Lockheed Martin, Jevgeny Prigozhin og Roman Sjukhevitss spøgelse.

 

Gregory Afinogenov underviser i russisk historie på Georgetown University og organiserer sammen med Stomp Out Slumlords i Metro DC DSA