Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 21. Ansvarshavende redaktør : Peter Raben

 

Udskriv artiklen

Anmeldelse : Kampen om at kontrollere forsyningen med mikrochips vil definere det 21. århundrede

Af Ben Wray. Oversat fra engelsk med tilladelse fra Jacobin, 6. februar 2023

Anmeldelse af Chip War: The Fight for the World’s Most Critical Technology by Chris Miller (Scribner: New York, 2022)

Halvledere er lige så vigtige for den globale kapitalisme i dag som adgangen til energiressourcer. Kun en håndfuld lande kan producere de mest avancerede mikrochips, og kontrollen med forsyningerne er ved at blive en vigtig kampplads i handelskrigen mellem USA og Kina.

Hvis energiressourcerne udgør det hjerte i den globale kapitalisme, der pumper brændstof rundt i dens krop for at holde den i gang med at akkumulere, udgøres dens hjerne af billioner af halvledere. Biler, bomber, telefoner, køleskabe, selv energisystemer er i dag alle afhængige af den computer-regnekraft, der sidder i chips. Uden halvledere i informationsalderen ville kapitalismen være hjernedød.

Er det mest afgørende for kapitalen og dens forskellige nationalstater at sikre en tilstrækkelig forsyning af energiressourcer eller af halvledere? I sin nye bog "Chip War" argumenterer Chris Miller overbevisende for sidstnævnte:

I modsætning til olie, som kan købes fra mange lande, afhænger vores produktion af computerkraft grundlæggende af en række flaskehalse: værktøjer, kemikalier og software, som ofte produceres af en håndfuld virksomheder - og nogle gange kun af én. Ingen anden del af økonomien er så afhængig af så få virksomheder.”

 

Chips er derfor både vigtige og vanskelige at producere. Den kombination gør dem centrale i alle nationalstaters strategiske tænkning, og især i USAs. Washington kan kun opretholde sin magt som imperium ved at dominere den globale produktion af halvledere og den komplekse forsyningskæde, som denne produktion er afhængig af.

Chip War er en historie om halvleder-industrien fra dens oprindelse til i dag. Det er en bog om teknologi, der bidrager til vores forståelse af imperialismens og den globale politiske økonomis dynamik, selv om Miller selv ikke ville tænke på det i disse termer.

 

Fremvæksten af chips

Hele halvlederens fremgang har handlet om miniaturisering. Ved at anbringe flere og flere transistorer på et stykke silicium, der forbliver af samme størrelse, udvides computerens regnekraft konstant.

Blandt de første virksomheder, der fremstillede kommercielle chips, var Fairchild Semiconductor, som af mange anses for at være en af grundlæggerne af Silicon Valley. Den første chip, som Fairchild solgte i 1960, havde fire transistorer. I dag er antallet af transistorer i en chip i Apples iPhone 14 femten milliarder.

Fænomenet med kontinuerlig produktivitetsforøgelse inden for halvledere kaldes Moores lov, efter Gordon Moore, en af Fairchilds grundlæggere. Moore skrev et essay i 1965, hvori han forudsagde, at antallet af komponenter, der kunne være i en chip, ville fordobles hvert år i de næste ti år (han reviderede dette i 1975 til en fordobling hvert andet år). Selv om man for længe siden har forudsagt, at Moores lov ville blive ugyldig, er den stadig i vid udstrækning gældende.

Den amerikanske stat var afgørende for chip-industriens start. I det første halve årti af chip-kommercialiseringen blev omkring 95 procent af Fairchilds chips købt af NASA eller det amerikanske militær. Selv om det civile marked snart skulle overgå den offentlige sektor som aftager af chips, er den amerikanske halvlederkapital og den amerikanske stat fortsat tæt forbundet helt op til i dag.

Forholdet er defineret af push-and-pull-faktorer, som afhænger af den aktuelle styrkebalance. I 1980erne tilbragte halvleder-cheferne halvdelen af deres tid i Washington, da de søgte statens hjælp til at modvirke Japans stigende dominans i branchen. I 1990erne og 2000erne, da truslen fra virksomheder som Sony og Nikon aftog, og USA igen blev den førende, forsøgte chipcheferne at holde Washingtons næse ude af det "frie marked".

Halvlederindustriens fremgang var nøglen til amerikansk hegemoni både direkte og indirekte. I slutningen af 1970erne var der i forsvarsministeriet (DoD) en reel frygt for, at USA var ved at sakke bagud i forhold til Sovjetunionen på det militære område. Under ledelse af William Perry skiftede DoD til en militær strategi, der var stærkt afhængig af halvledere, den fik navnet Offset-strategien.

Perrys mål var, at USAs bomber skulle være de mest præcise, snarere end de største i størrelse eller antal. På det område kunne Sovjetunionen - som aldrig kom i nærheden af at indhente USA i regnekraft - ikke konkurrere. Den første Golfkrig i 1991 gav USA mulighed for at demonstrere effektiviteten af Offset-strategien i kamp: halvlederstyrede missiler ramte deres mål i Baghdad med ufejlbarlig præcision og beviste over for verden Washingtons militære overlegenhed.

Lige så vigtig for den amerikanske imperialisme var de nye halvlederfirmaers beslutning om at flytte produktionen til udlandet. Texas Instruments, der sammen med Fairchild var en af pionererne inden for halvledere, etablerede allerede i 1969 en fabrik i Taiwan. I 1980erne, som Miller skriver, "lignede et kort over amerikanske halvleder-monteringsanlæg meget et kort over amerikanske militærbaser i hele Asien". USA tabte måske krigen i Vietnam, men udflytningen af elektronikproduktion - især halvledere - sikrede, at den amerikanske kapitalisme vandt freden.

Globalisering eller monopolisering?

Mens offshoring viste sig at være en yderst vellykket arbejdsdelingsstrategi for amerikansk halvlederkapital, lagde den også kimen til Asiens økonomiske fremgang. I midten af 1980erne, hvor den taiwanske regering frygtede Kinas voksende magt, indså den, at den kunne sikre en fortsat betydning for USA ved at gøre sig selv uundværlig for de globale forsyningskæder for halvledere.

Det lykkedes den at lokke Morris Chang, der var blevet overset ved besættelsen af stillingen som administrerende direktør i Texas Instruments, til at oprette et selskab i Taiwan, som ville få statens fulde opbakning. I teorien var det en privat virksomhed, men i praksis var det et offentligt foretagende.

Changs Taiwan Semiconductor Manufacturing Company (TSMC) blev baseret på en ny forretningsmodel. I stedet for at designe og producere chips ville TSMC tilbyde at bygge chips for halvlederfirmaer i hele verden. Udlicitering af chipfremstilling blev mere og mere attraktiv på grund af de enorme kapitalomkostninger, der er forbundet med at producere chips, for ikke at nævne det krævede færdighedsniveau.

TSMCs model, der kun omfatter fremstilling, har vist sig at være mere vellykket, end Taiwans regering nogensinde kunne have drømt om. TSMC er nu ansvarlig for omkring 55 procent af alle de chips, der produceres på verdensplan, og over 90 procent af de mest avancerede chips. Blandt selskabets kunder er Apple og det amerikanske forsvarsministerium. TSMC har fået regeringens ambition om at gøre østaten uundværlig for chipforsyningskæderne til at lykkes.

Samsung har en anden forretningsmodel, men har fået samme opbakning fra den sydkoreanske stat til at gå fra at være et sted med billig arbejdskraft til amerikansk chipproduktion til en uundværlig chipproducent i sin egen ret. Efterhånden som omkostningerne ved at producere chips er fortsat med at stige, er koncentrationen og centraliseringen af chipproduktionen nået et punkt, hvor kun tre virksomheder på verdensplan - TSMC, Samsung og Intel (en efterfølger til Fairchild) med base i Silicon Valley - kan producere de mest avancerede "logik"-chips. Og selv da hersker der en voksende tvivl om, hvorvidt Intel kan holde trit med sine to østasiatiske rivaler.

Hvis produktionen af logikchips synes at være på vej mod et duopol, har produktionen af maskiner, der anvender ekstremt ultraviolet litografi (EUV), allerede opnået fuld monopolstatus. EUV-litografien tegner de former på silicium, der gør det muligt at udskære milliarder af transistorer i hver chip. Efterhånden som Moores lov har udviklet sig, er det blevet ufatteligt komplekst at fremstille linjer, der bliver stadigt mindre, (i øjeblikket ned til fem nanometer). EUV-litografi er så dyrt og kompliceret, at kun én virksomhed kan udføre det - Advanced Semiconductor Materials Lithography (ASML) i Holland.

ASMLs maskiner koster i titusindvis af milliarder at fremstille og sælges for over 100 millioner dollars stykket. De er afhængige af hundredtusindvis af komponenter fra hundredvis af virksomheder over hele verden. På en måde er EUV-litografien et af globaliseringens vidundere. Som Miller udtrykker det: "Et værktøj med hundredtusinder af dele har mange fædre."

Men alle disse vidt forskellige komponenter er konsolideret i kun én virksomhed - en åbenlys sårbarhed i den globale chipproduktion. Som Miller også skriver: "Produktionen af EUV blev ikke globaliseret, den blev monopoliseret."

"Indbyrdes afhængighed som et våben"

Efterhånden som Asiens økonomiske magt voksede på baggrund af den udflyttede elektronikproduktion, udviklede især ét land sig til kontinentets dominerende aktør. Ligesom Sydkorea og Taiwan begyndte Kina som en kilde til billig arbejdskraft for vestlige big tech-virksomheder og udviklede sig derfra til et teknologisk kraftcenter - et land, der er stort nok til at udgøre en stor trussel mod USAs hegemoni.

Men i modsætning til sine østasiatiske naboer er det ikke lykkedes Kina at opbygge en halvlederindustri, der bringer landet i nærheden af selvforsyning. Halvledere er en potentiel akilleshæl for den kinesiske stat. Præsident Xi Jinping er fast besluttet på at rette op på det, men USA er lige så fast besluttet på at hæmme Kinas chip-magt. I handelskrigen mellem USA og Kina er halvledere en vigtig slagmark.

USA har overtaget på næsten alle områder af krigen om chips. Selv om store dele af halvlederforsyningskæden nu befinder sig uden for USA, findes de i lande - Taiwan, Holland, Sydkorea og Japan - som er Washingtons allierede. USA selv har stadig monopol på nogle vigtige produktions- og softwareværktøjer. Kina producerer 15 % af verdens chips, og dette tal stiger hurtigt, efterhånden som staten investerer i dem, men det er næsten alle lavteknologiske chips.

Kina har nogle muligheder, som det kan trække på i chipkrigen. De fleste af USAs største teknologivirksomheder har vigtige forsyningskæder i Kina. Men det er hovedsageligt i den nederste ende af værdikæden, og hvis det kom til at knibe, kunne disse virksomheder flytte produktionen til lande som Vietnam, Indonesien og Malaysia, hvor arbejdskraften i nogle tilfælde er endnu billigere.

Den virkelige indflydelse, som Kina har, stammer fra dets enorme forbrugermarked, som store amerikanske teknologivirksomheder er afhængige af for at opnå deres indtægter. Det kinesiske marked er faktisk så tillokkende, at to amerikanske halvlederfirmaer (IBM og AMD) endda har været villige til at bytte teknologi for markedsadgang.

Disse aftaler blev imidlertid indgået, før USA for alvor begyndte at skrue op for presset på Kina. I maj 2020 forbød USA alle virksomheder, der anvendte amerikanske chipproducerende produkter (stort set alle chipproducenter), at handle med Huawei, kinesisk teknologis perle.

Miller, der skriver ud fra et perspektiv, hvor han forsvarer USAs "nationale interesse", er ærlig nok til at acceptere, at offensiven mod Huawei ikke har meget at gøre med cybersikkerhed, som den amerikanske regering hævder. Den handler i virkeligheden om at forhindre Kina i at dominere vigtige nye teknologier, som f.eks. 5G.

Ved hjælp af denne indsats har USA haft stor succes med at sætte skranker for en af verdens vigtigste teknologivirksomheder ved hjælp af metoder, der omfatter det at tvinge allierede til at følge USAs diktater. Virkningerne af denne offensiv er tydelige: Huawei har været nødt til at afhænde en del af sin smartphone- og servervirksomhed, mens dets udrulning af 5G er blevet forsinket på grund af mangel på chips.

Ud over Huaweis chipforbud - hvor USA for nylig strammede skruen - har Washington formået at overbevise ASML, en virksomhed med omfattende amerikanske forbindelser, til ikke at sælge sine nyeste EUV-maskiner til Kina. En række andre kinesiske teknologivirksomheder er blevet sortlistet. I oktober 2022 indførte Biden-administrationen et nyt sæt omfattende eksportkontrolforanstaltninger, som forhindrer "amerikanske personer" - enkeltpersoner eller virksomheder - i at yde direkte eller indirekte støtte til kinesisk chipfremstilling.

Kinas reaktion på alt dette har næsten været ikke-eksisterende, ud over erklæringer og appeller i stærke vendinger til Verdenshandelsorganisationen. Miller, der skrev sin bog før Bidens seneste eksportkontrolforanstaltninger, hævder, at ubalancen mellem USAs handlinger og den kinesiske reaktion viser, at Uncle Sam har "eskalerings-dominans" i chipkrigen.

Det billede, der tegner sig, er et billede af "at bruge den indbyrdes afhængighed som et våben", som Miller udtrykker det, idet han citerer titlen på en bog fra 2021 af politologerne Henry Farrell og Abraham Newman. At bruge indbyrdes afhængighed som et våben betyder, at jo tættere lande er bundet sammen, jo flere muligheder er der for konflikter. Det er det stik modsatte af det, globaliseringens intellektuelle heppekor i årtier har fortalt os ville ske. Uden at stoppe op for at undersøge deres mislykkede forudsigelse, er mange af de samme intellektuelle nu uden problemer gået over til at hylde Bidens Kina-sanktioner.

Mens vi venter på jordskælvet

Der skal ikke meget til, før en indbyrdes afhængighed, der bruges som våben, eskalerer til krig. I alle krigsscenarier ville kontrol med Taiwan og opretholdelse af driften af TSMC være et centralt mål for begge parter. I det sidste kapitel udspiller Miller forskellige scenarier, som alle har meget usikre konklusioner. Men én ting står klart: Hvis chipproduktionen i Taiwan blev afbrudt i længere tid, ville de økonomiske konsekvenser være sammenlignelige med de globale nedlukninger under pandemien. TSMCs chips er af så central betydning for verdensøkonomien.

Der skal måske ikke engang en krig til for at slå TSMC ud. Fabrikkerne i Hsinchu videnskabspark ligger oven på en forkastningslinje, der så sent som i 1999 udløste et jordskælv på 7,3 på Richterskalaen. Den globale kapitalisme er blot ét stort jordskælv fra Taiwan - eller en stor geopolitisk fejlvurdering - fra at bryde sammen.

Chip War har en stærk pro-amerikansk orientering. Den indeholder imidlertid et væld af beviser for, at selv om USA måske ikke længere har det teknologiske overherredømme, som det havde i sin unipolære tid, er landet stadig den dominerende aktør, der direkte eller indirekte kontrollerer centrale knudepunkter i den globale halvlederproduktion. Kinas teknologiske kapacitet er måske nok vokset utroligt hurtigt, men USA har allerede vist, at det effektivt kan sætte sanktioner i værk for at svække kinesisk tech-magt.

Der er stadigvæk plads til eskalation i disse magtspil, hvis Washington mener, at dets overherredømme er ved at glide fra det. De af os, der tror, at den amerikanske imperialisme stadig er den farligste magt på planeten, bør gå imod forsøg på at henvise Kinas 1,4 milliarder mennesker til permanent teknologisk underlegenhed. Vi bør også slå til lyd for, at halvledere skal være et universelt offentligt gode, snarere end et værktøj for monopolers profitter og magtfulde staters geopolitiske påhit.