Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 20. Ansvarshavende redaktør : Peer Møller Christensen

 

Udskriv artiklen

Anmeldelse : Bruno Latours og Nikolaj Schultz’ opsang til de grønne bevægelser

En kritik af Notat om den nye økologiske klasse (Hans Reitzel, 2022)

Af Hans Erik Avlund Frandsen

Bruno Latour og Nikolaj Schultz introducerer i deres bog en ’ny økologisk klasse’. De præsenterer sig som de sande materialister, men deres forklaringsmodel er psykologisk og individualistisk. Marx’ afskrives, fordi ”han altid tænker i produktionstermer”, og fordi hans klasseforståelse var ”baseret på en økonomiseret læsning af historien”. Hans Erik Avlund Frandsen tager i denne anmeldelse bogen op til en kritisk gennemgang.

Der er brug for ny viden og indsigt hos alle, der bekymrer sig om den økologiske krise. Det bidrager Latour og Schultz desværre ikke til.

FN’s generalsekretær har flere gang prøvet at råbe verdens politikere og befolkning op. Som i sommeren 2022 hvor han ifølge The Guardian slog fast, at ”halvdelen af menneskeheden er i fare for oversvømmelse, tørke, ekstreme storme og naturbrande. Ingen nationer er immune, Alligevel fortsætter vi med at fodre vores afhængighed af fossile brændstoffer. ─ Vi har et valg. Kollektiv handling eller kollektivt selvmord.”1)

Det er denne virkelighed, Latour og Schultz skriver sig ind.

Der er ingen tvivl om forfatternes bekymring for klodens tilstand og fremtid. De er opmærksomme på den ødelæggelse af Jordens ”beboelighed”, der har accelereret voldsomt i de seneste årtier. De har ret, når de fremhæver, at det ikke kun handler om klimaødelæggelser, men også om at mange af de levende organismer - som vores eksistens afhænger af - er truede eller allerede udryddet. Og om økosystemer, atmosfæren, havet, alt sammen noget der har materielle grænser og betingelser, som ”produktionssystemet” hele tiden skubber til eller ødelægger (s.22). De har også ret i, at der er brug for en ”udvidelse af sensibiliteten over for planeten og samfundenes nødvendige livsbetingelser” (s.31). Det enkeltstående individ er ikke det centrale, men at vi lever i fred med vores omgivelser. Relationen og ikke menneskets særstilling og særlige ret skal være det bærende livsprincip. Samfundets overordnede værdi skal være trivsel, ikke økonomisk vækst.

Så langt, så godt. På dette helt overordnede og abstrakte plan vil de fleste nok kunne sympatisere med Latour og Schultz. Modtagelsen af bogen tyder da også på en stor lydhørhed, grænsende til benovelse over de to ”stjernesociologer”. De fleste større medier bragte interviews eller artikler samtidig med udgivelsen2) og fremhævede, at Latour og Schultz er ”et af vores tids mest interessante intellektuelle makkerpar”. Latour blev omtalt som ”den verdensberømte sociolog”, og rost for sin ”enestående evne til at gennemskue store historiske udviklinger” og for sin ”kolossale betydning for akademikere kloden over”, han har ikke mindst ”i forbindelse med menneskehedens forståelse af klimakrisen og befolkningens reaktioner på den vundet anseelse og vakt opmærksomhed verden over”. Derfor er det ”ikke mærkeligt, at den korte, fyndige programtekst for en ny økologisk klasse i efteråret udkommer på førende intellektuelle forlag i 11 lande” og ”skabte forsider i Le Monde og Liberation og toppede bestsellerlister.

Oven på al den hype er det noget af en nedtur at læse bogen, der fremstår som et hastigt nedskrevet arbejdspapir. Sproget er sjusket og krukket, argumentationen ofte uklar eller selvmodsigende, begrebsbrugen upræcis, og de historiske og teoretiske påstande er overfladiske eller ukorrekte. Der mangler konkrete eksempler, som kunne anskueliggøre de mange postulater. Dét kunne være et argument for, at man bare lod bogen ligge, men netop den enorme applaus den har fået, taler for en nærmere undersøgelse.

Bogens præmisser

Der er to vigtige præmisser i bogen. Der argumenteres ikke for dem, men de er forudsætningen for hele projektet: For det første opereres der ikke med overordnede strukturelle realiteter. Det afgørende er enkeltindividers handlinger, følelser og valg.

For det andet indebærer klimaforandringerne, at menneskeheden befinder sig i en helt anden ”materialitet” end den, man hidtil har kendt. Der er sket en ”jordlig revolution”, og det betyder, at de grundlæggende materielle livsbetingelser er fundamentalt ændrede, og at vi nu lever under et nyt ”klimatisk regime” (s.21).

Opgaven er derfor at forstå denne situation og derudfra at skabe de alliancer, der matcher den radikalt nye virkelighed. Men først må der ryddes op i de gamle tankemønstre. Udgangspunktet er, at krisen kun har ført til ”begrænsede politiske affekter og mobiliseringer” - og nu vil de diagnosticere denne ”politiske stagnation”. De vil vise vejen frem mod en politisk økologi, som kan konkurrere med og til sidst afløse de herskende ideologier, liberalismen og socialismen. Den traditionelle klasseopdeling må forlades til fordel for en ny klasse, der skal erobre magten og bruge den til at sikre livsbetingelserne for alle ”levende væsener” (s.41).

Kritikken af de grønne bevægelser

Der er meget, man kan kritisere de grønne bevægelser for, men Latour og Schultz har ikke kunnet modstå fristelsen til at skabe en gedigen stråmand - der tjener til at få deres egen position til at fremstå som særligt dybsindig og original:

De grønne har ikke forstået, hvad det hele går ud på, de er ”kørt fast” og har alt for længe ”snublet over deres egne ben”, og har ”fejlet de sidste 50 år”, fordi de har bildt sig ind - at oplysning om krisens alvor automatisk ville samle alle om deres projekt. De formår ikke ”at lokalisere allierede og modstandere i det politiske landskab” (s.10), fordi de har ”skøjtet rundt i den gamle højre-venstre-skala”. Men nu kommer de to stjernesociologer heldigvis med nogle ”hovedpointer, som de grønne partier samt deres nuværende og fremtidige vælgere bør tage til efterretning".

Latours og Schultz’ alternativ: beskrivelsen

Hvad har forfatterne selv at byde på? Jo, til en start skal alle lave en ”beskrivelse” (s.84) af, hvad der gør det muligt for os at leve. Hvilke omgivelser, levende og uorganiske, er vi afhængige af i en grad, så vi er villige til at kæmpe for at beholde eller få denne plads? Vi lever alle på et bestemt territorium, men vi skal lære at beskrive det og forstå - hvordan vi er indlejret i den store og komplicerede økologiske sammenhæng. Når det drejer sig om økologiske spørgsmål, handler alt ”om et territorium som dominerer et andet territorium” (s.97). Alle de traditionelle geopolitiske spørgsmål intensiveres. Den politiske økologi befinder sig på en kampplads ─ ikke mindst fordi det nu står klart, at også alle de andre ”levende væsener” har deres territoriale krav, som vi er nødt til at tage hensyn til, fordi det er dem, ”der har muliggjort menneskenes fortsatte eksistens på jorden”. De har ”over milliarder af år” skabt Jorden – ”inklusive klima, atmosfære, jord og oceaner” (s.28).

Latour og Schultz mener, at disse selvbeskrivelser vil forandre os og vores ”politiske affekter” - så folk ikke længere vil tænke i ”produktion”, men i ”beboelighed”. Og så vil kløften mellem de tidligere umælende masser og magthaverne glattes ud (s.85). Det er vist det, man kalder et fromt ønske, selv om det åbenlyst er en god ide, at vi alle tænker os om. Det er dog forbavsende at Latour og Schultz ikke spørger sig selv, hvad vi skal stille op - når Jeff Bezos og Elon Musk sammen med alle de andre superrige har afgrænset de territorier, de mener er nødvendige for, at de kan trække vejret frit. Og hvad gør vi, når forbrugsvante danskere når frem til at det, der er nødvendigt for os, ligger på et helt andet niveau, end det en fattig afrikansk familie når frem til? Latour og Schultz siger ganske vist, at den politiske økologi skaber ”en krigszone” (s.99). Men hvad betyder det konkret?

Den nye materialitet

Det er en afgørende pointe i bogen, at den økologiske krise radikalt har forandret de materielle betingelser for vores liv. Latour og Schultz taler ligefrem om en ”kosmologisk omvæltning”. Verden reagerer nu ”på alle niveauer – virus, klima, muldjord, skov, insekter, mikrober, oceaner og floder” (s.50f).

Men sådan har det jo altid været ─ hvad de også selv skriver tidligere i bogen (se citatet ovenfor fra s.28). Forfatterne har rod i begreberne og placerer naturelementerne og menneskene som sidestillede agenter. Men ’Jorden’ eller ’verden’ laver ikke nogen revolution. Medmindre man vil bruge denne betegnelse om jordskælv og andre naturkatastrofer. Mennesker har altid modificeret og påvirket omgivelserne, ligesom dyr og planter har gjort og gør. Forskellen er, at vi mennesker har et valg. Det betyder ikke, at vi kan vælge os ud af den materielle virkelighed. Vi lever i et bestandigt stofskifte med naturen omkring os. At afhængigheden er blevet fortrængt under urbaniseringen og kapitalismens umættelige akkumulationsbehov, ændrer ikke på at enhver bonde op gennem tiden har kunnet fortælle om, hvad det vil sige at være underlagt naturens luner og voldsomme kræfter. Disse naturkræfter har imidlertid ingen vilje og ingen valgmuligheder. Det der er anderledes nu, er ’kun’ at de kædereaktioner - enhver påvirkning sætter i gang - allerede er langt voldsommere end tidligere, og at meget taler for, at vi er uhyggelig tæt på ’de tipping points’ der kan medføre uoverskuelige forandringer.

Derfor handler det om, hvordan vi mennesker på det erkendelsesgrundlag og med de erfaringer, vi nu har, kan reproducere os selv gennem en produktion, som ikke bevidstløst tærer på de begrænsede ressourcer og den biodiversitet, vi også er afhængige af. Og det handler om at øge vores sensibilitet over for den rigdom og skønhed, der er i naturen omkring os, og som vi i sidste ende ikke kan leve foruden. Et bjerg og et træ har ikke nogen ’ret’ til at eksistere, men det er en fryd for øjet og en evig kilde til undren og ærefrygt. Naturen som sådan skal nok overleve både klimaødelæggelser og artsudryddelserne. Det er bare en anden natur, der kommer ud af det. Men livsbetingelserne for både mennesker og de dyre- og plantearter det går ud over, bliver radikalt forringede - og uden dyrenes, planternes og landskabernes skønhed bliver vi som mennesker fattigere og mere forråede.3)

Den nye klasse

Latour og Schultz insisterer imidlertid på, at vi står over for en fundamental ”transformation af samfundenes materielle infrastruktur” (s.21), og at der derfor er opstået en helt ny type modsætninger både lokalt og globalt. Der er fx stor forskel på, hvor meget vi hver især bidrager til og rammes af de konsekvenser, der følger af CO2-udledningerne og andre indgreb i ’naturen’. Derfor mener de, det er nødvendigt at skabe et nyt ’vi’ og et nyt ’dem’ - og at det traditionelle klassebegreb er irrelevant i dag, hvor det ikke handler om, hvem der ejer produktionsmidlerne, eller om hvilken ’økonomisk’ position man har i samfundet. I stedet introducerer de et nyt begreb, en ny økologisk klasse. Den defineres af de livsbetingelser, der gør sig gældende, der hvor man bor, og påstanden er - at nye fællesskaber på tværs af de ’gamle’ klasser dukker op ud fra en fælles interesse i at sikre og bevare et givet territoriums beboelighed.

Denne økologiske klasse er et teoretisk postulat, som forfatterne vil gøre til en realitet. Der skal opbygges en fortælling, som er overbevisende nok til at kunne skabe en kollektiv bevidsthed, der kan samle folk, definere historiens retning og opildne til kamp. Der må skabes billeder, som er stærke nok til at kunne føre til ”ændringer i vaner og manerer ─ i smag og afsmag” (s.68), og som kan fremprovokere nye lidenskaber og gøre det tydeligt, hvem man er oppe imod.

 

Alt skal gennemtænkes forfra i lyset af den nye materielle virkelighed: Det ”drejer sig om alt dét Jorden er lavet af (…) enhver ulveflok (fortjener) sin egen filosofi” (s.63), men også fænomener og begreber som stat, territorium, frihed og borger skal ”vendes, drejes og gentænkes” (s.98).

Men først og fremmest skal klimakampen gøres langt mere sexet. Indtil videre har man kun formået ”at skabe panik og samtidig få folk til at gabe af kedsomhed” (s.43). Der mangler noget, som kan omsætte ”vished, angst, skyldfølelse og forlegenhed til generel mobilisering af handling”. I de foregående århundreder kunne værdier som ”velstand, emancipation og frihed” mobilisere folks følelser, men nu er det nødvendigt at ”omdirigere disse affekter”. Ellers vil de nye krav til bæredygtighed blive opfattet som en straf (s.37f).

Latour og Schultz præsenterer sig som de sande materialister, men deres forklaringsmodel er psykologisk og individualistisk: Det er de herskende klassers ”svigt” og forræderi (s.34+47) og ”besættelsen” af produktionen, der er problemet (s.96). Følelsen bliver det afgørende: ”Hvem føler du dig nærmest, og hvem forekommer dig frygtelig fjern, når diskussionerne vedrører økologi?” (.14). Det er ”instinkterne”, reflekserne og vores mentale og moralske udstyr, der skal omstruktureres - så de ikke længere er bundet af ”den gamle opfattelse af produktionen” (s.25-28). Derfor må kunstnerne i gang med at påvirke os, så vores affekter kan blive ”tilstrækkeligt afstemt til at afstedkomme automatiske reaktioner” (s.42).

Forfatterne henter skyts i de sociale bevægelsers historie, som angiveligt viser, at en ideologisk kamp er nødvendig: ”Udfordringen er altså umulig uden først at udføre dette omfangsrige kulturelle arbejde”. Sproget slår knuder her, men pointen er - at objektive ’interesser’ ikke er nok, de har ”aldrig været i stand til alene at skabe en klasse (…), man er nødt til at ruske op i hele kulturen” (s.62).

Jeg siger ikke, at kultur og følelser er ligegyldige, selvfølgelig er de ikke det, men uden en kobling til en solid samfundsanalyse af konkrete interessemodsætninger, bliver denne ensidige fokusering problematisk. Man kan ikke bare forudsætte, at affekterne kan holdes på den bane, hvor det handler om bæredygtighed, og ikke ender i en snæver interessekamp mod dem, der truer ens egne privilegier. ’Billeder’ kan, som historien viser, bruges til lidt af hvert og også fremprovokere destruktive følelser om ’de andre’. Det er ikke tilfældigt, at affekter i følge ordbogsdefinitionen er ”stærke sindsbevægelser, der kan få personen til at begå voldsomme, uoverlagte handlinger”. Det kan ikke overlades til kunstnernes billeddannelse at afgøre - hvem og hvordan modstanderne er.

Den overfladiske samfunds- og økonomi-forståelse

Hvad Latour og Schultz selv bidrager med, er en afmontering af det traditionelle klassebegreb. Den grønne bevægelse må indse, at højre-venstre-skemaet bygger på en illusion. I virkeligheden trækker socialister og liberalister på samme hammel: Begge parter har været fokuseret på ’produktionen’ og har abonneret på den samme bærende idé - nemlig at mennesket har en ret til at udnytte naturens ressourcer, og at det gode liv afhænger af de fremskridt, der kan opnås via en fortsat produktion.

Det er ikke forkert, hvis man med socialisme mener det, socialdemokraterne står for. Men er det, hvad Latour og Schultz mener? De definerer ikke, hvad de mener med de ’gamle’ sociale klasser, påstår bare at de ”er fastlåst i det ensidige fokus på produktionsforholdene” (s.33). De er bare uenige om ejerskabet over produktionsmidlerne og om fordelingen af rigdommen.

Men den private ejendomsret har jo ikke været anfægtet af socialdemokraterne i mange, mange år. Det er lidt forskelligt fra land til land, men i Danmark forlod man tanken om at overtage produktionsmidlerne allerede for ca. 100 år siden. Så derfor kunne man tro, at forfatterne refererer til en kapitalismekritisk socialisme. Kapitalismen nævnes imidlertid slet ikke. Forvirringen bliver ikke mindre af, at de på side 64 pludselig uden nærmere forklaring taler om forskellige ”socialismer”. Og at socialismen på side 33 sammen med liberalismen ligefrem kaldes ”disse herskende klasser”.

Men det er nok også ligegyldigt, for det er produktionen selv der er problemet. Hvem der ejer produktionsmidlerne diskuteres ikke, vi får bare en kryptisk bemærkning om, at ”ejendom er ikke noget mennesker har over en verden, men noget verden har over mennesker” (s.41). Nu forestiller de to forfattere sig vel ikke, at det er muligt at opretholde et samfund uden produktion, så man må gå ud fra, at det er produktionens indhold og organisering, der skal ændres? Hvad det nærmere kunne indebære, må man gætte sig til.

Efter at det er blevet slået fast, at højre-venstre-skemaet bygger på en illusion, skriver de to sociologer pludselig - at økologien ”uden tvivl er venstredrejet”. Det varer dog kun ved en halv side, så er den traditionelle klassekamp (som ”venstreorienterede” vel må siges at være part i) ”tæt knyttet til forestillingen og idealet om produktion”, mens økologien netop definerer sig ”i et brud med produktionen” (s.18).

Den påståede venstreorientering forsvinder da også lige så hurtigt, som den kom. Det er nemlig ”klogest ikke forhastet at bekræfte, at den økologiske klasse blot er en forlængelse af ’antikapitalistiske’ kampe.” Det fremgår ikke, hvilke kampe der er tale om. Den socialdemokratiske kamp for at finpudse og regulere kapitalismen er jo i sagens natur ikke ’antikapitalistisk’. Men hvad L&S end tænker på, er der øjensynligt ikke noget at hente i disse kampe, der alligevel ikke er andet end ”en betinget refleks” (s.18).

Forvanskningen af Marx

Forfatterne finder heller ikke noget at hente hos Marx. Problemet med ham er, ”at han altid tænker i produktionstermer”4), og at hans klasseforståelse var ”baseret på en økonomiseret læsning af historien” (s.29). Men det er ikke rigtigt. Det er ikke ’økonomien’ i snæver forstand, men ’arbejdet’ der er i centrum hos Marx: Det gælder generelt, skriver han i Kapitalen, at ”arbejdsprocessen (…) er en formålsrettet virksomhed med sigte på fremstilling af brugsværdier, tilegnelse af naturstof til opfyldelse af menneskelige behov; den er den generelle betingelse for stofskiftet mellem mennesket og naturen, den evige naturbetingelse for menneskets eksistens, og derfor uafhængig af enhver form for dette liv, eller bedre udtrykt, er fælles for alle de sociale former, som menneskelivet antager” (s. 310, mine understregende kursveringer, HEAF).

Men det betyder ikke ─ som Latour og Schultz pådutter Marx ─ at han kun tænker i ’økonomi’, og at hans fokus i analysen af de materielle vilkår bare handlede om, ”hvad menneskene spiste, det vand de drak, det tøj de bar, de huse de boede i osv.” (s.20). Det er heller ikke rigtigt, at historien som sådan ifølge Marx har en bestemt retning og et bestemt mål (s.19). Marx analyserede og kritiserede den kapitalistiske produktionsmåde og påviste, at dén var styret af en særlig strukturel logik og udviklingsdynamik, som satte sig igennem bag om ryggen på borgerne. Og han viste - at kapitalisme uden økonomisk vækst er en umulighed. Latour og Schultz har tilsyneladende ikke opdaget, at hele pointen i Marx’ værk er - at kapitalismen må overvindes, netop fordi den blinde væksttvang forhindrer, at borgerne selv kan afgøre, hvordan de vil forme deres samfund. Og at Marx’ opfattelse var, at det ville man i egen interesse gøre på en måde, der forener den menneskelige værdighed og hensynet til den natur, vi er afhængige af. Det sidste indebærer naturligvis, at borgerne ikke ødelægger de ’jordlige’ betingelser for eksistensen. Det er et program, Latour og Schultz burde kunne slutte helt op om.5)

Nu er det en ærlig sag ikke at have læst Marx, men Latour og Schultz vil gerne give læserne indtryk af, at de skam har styr på den marxistiske teori: ”Vores analyse flugter med en række grundlæggende pejlemærker i Marx’ klasseanalyse”. De ser faktisk sig selv som arvtagere til Marx og er skam store nok til at rose ham for, at han var god til at beskrive sin samtids sociale og materielle virkelighed. Det gav mening dengang, men i dag er hans analyser og teori passé: ”Marx havde ret – men i dag tager han fejl!”6)

Klassekampen

Den nye klassekamp ”handler om besættelsen, arten, anvendelsen og vedligeholdelsen af territorier og subsistensbetingelser – og det på alle niveauer og kontinenter” (s.63). Latour og Schultz ser sig som bannerførere for ”et langt mere revolutionært brud end dem der udelukkende søgte at overtage produktionsmidlerne” (s.48). Det gælder om at ”erobre magten fra de klasser der besidder den i dag”. Det skal den nye økologiske klasse stå for. De vil samle alle dem, der ”bestrider forestillingen om produktionen” (s.17), dem der vil væk fra ”det ensidige fokus på produktionsforholdene” (s.33).

Det virker ikke gennemtænkt: Det må da netop være afgørende, at man når frem til, at ”produktionen” foregår under bæredygtige ”produktionsforhold”. Dette upræcise sprog er karakteristisk for argumentationsniveauet. Begreber som ’produktionspraksisser’6), ’produktionsforhold’, ’produktionsmåde’, ’produktionsmidler’, ’produktionssystemet’ og ’produktionen’ bruges i flæng og uden nogen skelnen eller definition (s.33, 29, 41, 22, 18).

Dertil kommer, at de forplumrer den nødvendige diskussion om alliancer ved at foregøgle, at både sociologisk og marxistisk definerede klassemodsætninger er irrelevante. Indkomst og formueforhold er åbenbart ligegyldige, ligesom modsætningen mellem lønmodtagere og ’kapitalister’ er det. De heller ikke så meget som antyder, hvordan de selv forestiller sig, at den nye ”klassekamp” kunne foregå. Jeg efterlyser ikke en fiks og færdig plan, men bare et par konkrete eksempler, der kunne anskueliggøre, at der ikke er tale om det rene fantasteri. Dem finder man ingen af i bogen, men bl.a. i Weekendavisen (20/10-2022) henviser Nikolaj Schultz til protesterne mod byggeriet på havnefronten i Aarhus. Her samles folk på kryds og tværs af de traditionelle klasser ud fra en fælles opfattelse af, hvordan man skal leve i og bevare et bestemt territorium.

Men vi får ikke så meget som en antydning af, hvem disse folk er. Hvad er det for gamle klassefjender der her pludselig optræder som allierede? Hvem er de nye ’venner’? Og hvad der taler for, at de aktionerende i Aarhus er enige om andre ’økologiske’ spørgsmål end bevarelsen af det gamle havneområde, fx om det altafgørende spørgsmål om fortsat økonomisk vækst? Svarene blæser i vinden.

Klassefjenden

Hvem er modstanderen? Det er dem, der vil udvide ”produktionsforholdenes omfang” (s.29). Hvad der skal forstås ved det, får man ikke noget bud på. Læserne får kun nogle ubestemte kategoriseringer som ’de herskende klasser’. Ved siden af dem har vi ’de andre klasser’ og dem, der har ”været inviteret til at følge de herskende klasser”. Det er afgørende, om ”disse klassers interesser kan stemme overens med den økologiske klasses interesse”. Deres støtte er – som det noget ubehjælpsomt hedder ─ ”uundværlig for at acceptere de enorme ofre som et regimeskifte fordrer” (87).

Lettere bliver det ikke, når klasseopdelingen samtidig går ned igennem det enkelte individ: ”Det er svært at optegne helt tydelige fronter mellem venner og fjender. Vi er selv splittede, hvad angår utallige emner, vi er både ofre og medskyldige” (s.12).7)

Den nye økologiske klasse

Hvem har vi så på den anden side? Det er en broget skare. Listen bærer præg af en høj grad af ønsketænkning. Selv om Latour og Schultz har gjort det til et kardinalpunkt, at klassekonflikter og modsætningsforhold er radikalt anderledes i dag, end de har været tidligere, henviser de alligevel til arbejdernes, feministernes, de postkoloniale bevægelsers historiske oprør mod magthaverne. Men hvordan kan nogle oprør i fortiden tælle med i en nutidig opgørelse? Der er også de ”såkaldt oprindelige folkeslag”, der udgør en kvart milliard (s.55). Og der er de unges oprør, store dele af de intellektuelle, mange videnskabsfolk, ingeniører og opfindere, alle dem der har sagt deres job op efter corona, alle aktivisterne. Oveni har vi ”de velvillige, almindelige borgere, landmænd, gartnere. Også investorer og ”industrialister” hører med (s.57). Endelig må man ikke glemme religionerne. De ”rummer talrige kræfter og dybe følelser, som allerede i århundreder har vist, hvordan man forandrer sjæle, landskaber, lovene og kunsten” (s.58).

Konklusionen på denne opremsning er, at ”pludselig er der talrige kræfter at rekruttere”. Den ”fremvoksende økologiske klasse er på ingen måde marginal”, den mangler bare ”stoltheden ved at føle sig sikker på sig selv og sin fremtid” og at ”definere sig som flertallet”. Så skal der blot ”en række fordelagtige, tilfældige omstændigheder” til - for at man kan ”erobre magten fra de klasser der besidder den i dag” og organisere den ”imod produktionen” (s.56+58f+73).

Indimellem dukker realiteterne bag den oppumpede og besværgende retorik op til overfladen: ”Masserne” er desværre ikke helt med, de har ikke ”grebet til handling for at undslippe produktionens fælder”, men er træge og sløve (s.53). (Det fremgår ikke, om ”masserne” er en særlig klasse ved siden af de andre klasser ─ der heller ikke defineres). Henimod slutningen får Latour og Schultz ligefrem et anfald af mismod og hælder til, at ”den økologiske klasse ingen chance har for nogensinde at kunne konkurrere med de nuværende herskende klasser, (…) aldrig før har forestillingen om en ’selvbevidst økologisk klasse, der er stolt af sig selv’ virket så fjern og uopnåelig” (s.90+93).

Men så alligevel – og hokus pokus er den økologiske klasse ”reelt og ikke bare potentielt flertallig”. Den trækker nemlig ”ikke de andre klasser til sig ─ tværtimod slutter den sig endelig til dem”. Latour og Schultz henviser nu til en ny klasse (oven i købet i flertal), nemlig de såkaldte ”folkelige klasser”. Hvordan relationen er mellem dem, ”masserne” og ”de andre klasser”, får vi ikke at vide. Disse folkelige klasser har angiveligt altid været ”de første til at gøre modstand”, dvs. modsat sig økonomisering” (s.88).

Deres argument har jo ellers været, at de sociale bevægelsers begrænsning netop var, at også de satsede på ’produktionen’, men nu optræder de pludselig som ”den ældgamle modstandskultur mod meningsløs økonomisering” (s.88). Hvordan det så hænger sammen med, at L&S et øjeblik efter igen slår fast, at der tidligere sådan set ingen konflikt var, for alle var jo enige om ’produktionen’.

Men nu er der et opbrud i de gamle klasseopdelinger. Vi skal bare finde ”en passende fremgangsmåde” til at ”genbeskrive verden”, og derefter ”vil det tage ganske kort tid fuldstændig at forvandle kortlægningen af allierede og modstandere” (s.89, mine kursiveringer, HEAF).

Bortset fra at det er svært at finde hoved eller hale i alt dette, så står det i hvert fald fast - at det kun giver mening, hvis ’kapitalisterne’ regnes med som deltagere i den nye alliance. Men de står jo for ’produktion’ og kan ikke andet, så hvordan hænger det sammen? Naturligvis kan man forestille sig lokale alliancer om afgrænsede miljøproblemer. Der kan være situationer, hvor enkelte kapitalejere kan se deres fordel i at alliere sig med de grønne, men Latours og Schultz’ regnestykke går kun op - hvis man forestiller sig, at ’kapitalisterne’ pludselig har indset, at det da også er noget skidt med lønarbejde, udbytning, profit og vækst. Det kan de enkelte kapitalister i princippet sagtens nå frem til, de kan bare ikke fortsætte som kapitalister hvis de handler i overensstemmelse med den nye indsigt, for den vil kun føre dem én vej: direkte mod fallittens rand. Så er de ikke kapitalister længere, men det er de virksomheder, der har overtaget deres markeder, stadigvæk - og så er vi lige vidt.

Men håbet er lysegrønt: ”Den økologiske klasse kan håbe at overbevise andre sektorer af de gamle klasser om at alliere sig i forsøget på at definere andre måder at gøre deres interesser gældende på ” (s.35). Også her kunne man ønske sig bare en antydning af, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Eller tænker Latour og Schultz her i ’grøn vækst’? Ud fra dén nye materielle virkelighed de ellers sværger til, må svaret være nej. Problemet er, at de slet ikke forholder sig til det.

Omstillingen og magten

Det er et helt centralt argument hos Latour og Schultz, at forudsætningen for den økologiske klasses succes er - at ideologien, kulturen og affekterne hos det store flertal er blevet ændrede, så man har fået den nye tilgang til ’jorden’ og alle de ’levende væsener” ind på rygmarven.

Når det er sket, må den logiske konsekvens være, at det de kalder den destruktive fokusering på ”produktionen” er blevet fortid. Alligevel skriver Latour og Schultz, at de grønne partiers tale om omstilling i virkeligheden er en ”charmerende eufemisme” for ”en voldelig omvending” (s.29). Det uddybes ikke, hvem der skal øves vold imod. Vi har ikke fået sat navn på hverken industrier eller personer.

Også her er signalerne fra Latour og Schultz uklare. På den ene side skriver de, at det er nødvendigt med ”opbakning fra tilstrækkeligt forberedte og motiverede klasser” (s.71). Men hvilke klasser tænker de på? Det er åbenbart nogle andre end dem, der udgør den nye økologiske klasse - der jo er den, der skal have ”opbakning”. Masserne er sløve, får vi at vide, er det så dem der skal øves vold imod, når den nye statsmagt sætter ind med forholdsregler, som vil være ”hundrede gange mere restriktive ” end dem vi så under corona-epidemien (s.87).

Svaret gemmer sig måske i den modsigelse de havner i, når de besværgende skriver, at det kan klares på ”ganske kort tid (s.89), men samtidig bygger deres ide om en radikal kulturel, ideologisk og psykologisk omstilling på historiske erfaringer, der viser, at det tager ”århundreder”. Tager man det sidste for gode varer, så er der jo en alvorlig mangel ved deres analyse: Der er simpelthen ikke tid til at vente så længe.

Om det er derfor voldsproblematikken kommer ind i billedet, fremgår ikke, ligesom det tidsproblem der truer med at vælte hele deres projekt affejes med en smart bemærkning: Det er ”netop fordi vi ikke har tiden, at vi er nødt til at tage den. Det er netop, fordi vi har travlt, at vi er nødt til at arbejde langsomt.”8) Desuden ”er de store omvæltninger indimellem lige så enkle som den bevægelse, en sovende laver for at vende sig i sengen” (s.90).

Tydeligere kan det vel ikke siges, at Latour og Schultz befinder sig i en fantasiverden, hvor det er muligt at se bort fra de enormt stærke kapitalinteresser, der dominerer det meste af verden. Det nærmeste vi kommer, er s. 59 hvor de taler om ”produktionsudvidelsens tilsyneladende uundgåelige skæbne”, en formulering der lader skæbnebegrebet erstatte analysen.

Der er således en vis ironisk konsekvens i, at de to sociologer - der ellers har promoveret sig selv som de sande revolutionære - ender bogen med at advokere for en blanding af den feudale tanke om den gode regent og en socialdemokratisk drøm om en regering, der kan regulere sig ud af problemerne. De vil gerne ”bygge et socialdemokrati i en begrænsningstid”9). Derfor er det afgørende, at den økologiske klasse kommer til at sidde på statens ”magtmonopol”. Statsfunktionerne må overtages ”på alle niveauer og i enhver henseende” (s.77). Denne hældning mod statsmagten viser sig også i, at de bruger staternes handlekraft i forbindelse med Covid 19 som et argument for, at ”at vi måske ikke har ramt helt ved siden af” (s.94). Samtidig drømmer de om ”den gode regering”, der ikke opererer med et ”kunstigt skel mellem hvad der vedrører handel, arkitektur, landskaber, kunst, agerbrug og samfundsliv” (s.98). Denne regering må ikke være styret af ”national” egoisme eller nostalgi. Derfor sætter de deres lid til ”Europa” (det er vist EU de tænker på). Der er håb, fordi Europa ikke er ”noget som er virkeligt indenlandsk eller udenlandsk” (s.79). Europa er en ”tøvende magt”, der har den fordel at den ikke har et bestemt ”sted”.

Tilsyneladende har L&S overset, at EU’s forfatningssikrede mål er at fremme produktion og økonomisk vækst. I hvert fald mener de, at ”for den økologiske klasse er det forenede Europa eksemplet på en erfaring i fuld størrelsesorden”, der ”forbereder den på dens fremtidige rolle som en omdrejningsklasse, der er i stand til at føre de andre klasser med bag sig”. Europa er nemlig ”det sted hvor alt sønderdeles og samles igen: landbrug, vand, forurening, lobbyisme, veje, togdrift – alt løber derigennem, men hver gang skåret i tusinde stykker og forhandlet, diskuteret og sammenblandet på en måde, så ingen stat kan kalde dem sine egne” (s.79).

Afslutning

Latour og Schultz har ret så langt, at den økologiske krise kun kan løses - hvis et stort flertal i de forskellige befolkninger verden over bakker op om radikale forandringer. Det siger sig selv, at det kræver en ændret forståelse af os selv og den natur, vi er indlejret i - en ny ”grøn ånd” vil nogen kalde det. Det eneste de har at byde på, hvad det angår, er et tamt ord om ”trivsel”.

Efter mødet med de mange selvmodsigelser, overfladiske eller decideret forvrængede redegørelser for historiske og samfundsmæssige problemstillinger, må jeg konkludere - at det i hvert fald ikke er hos L&S, klimabevægelsen skal søge inspiration. Tværtimod rammer de to forfatteres nedladende kritik dem selv som boomerang. Der er langt mere indsigt og klogskab at hente hos de unge klimaaktivister. Det er ikke mindst fatalt, at Latour og Schultz mener sig kaldet til at belære andre - når de ikke selv besværer sig med bare forsøgsvist at forholde sig til de faktiske politiske og økonomiske interessemodsætninger.

Der er brug for ny viden og indsigt hos alle, der bekymrer sig om den økologiske krise. Det bidrager Latour og Schultz desværre ikke til. 10)

Noter

  • https://www.dr.dk/nyheder/seneste/fns-generalsekretaer-om-klimakrisen-kollektiv-handling-eller-kollektivt-selvmord

  • Frem til afsnittet ”Latours og Schultz’ alternativ: beskrivelsen” har jeg ud over bogen benyttet nogle af de mange artikler og interviews, hvor Latour og Schultz gør rede for deres synspunkt. Citaterne er ─ bortset fra de direkte sidehenvisninger ─ fra Information 16/10-22, Politiken 25/9-22, Information 21/10-22, Weekendavisen 14/10 -22, Kristeligt Dagblad 12/11-22, Politiken 25/9-22, Ræson 1/10-22, Weekendavisen 20/10-22, Information 16/10, Weekendavisen 20/10, Information 21/10 og 16/10. Ud over de ovennævnte var der i Zetland en lang artikel om Latour og Schultz 30/9-22

  • Jeppe Sengupta Carstensen, Bror Axel Dehn og Andreas Vermehren Holm har i tidsskriftet Ny jord. Tidsskrift for naturkritik, december 2020 et forord, som på 3 sider fremstiller de nye materielle sammenhænge langt mere klart end Latour og Schultz.

  • Information 21/10-22

  • Se evt. nærmere i Hans Erik Avlund Frandsen: Marxismens humanisme, i: Vindrosen nr. 3/1973

  • Ræson 1/10-22

  • En lidt mere præcist beskrevet ’fjende’ har vi i en artikel af Nikolaj Schultz. Det er de superrige, som allerede nu viser, at de er ligeglade med alle andre. Det er dem, der nu flygter ud i rummet (Musk og Bezos) eller til dele af verden, hvor de mener at kunne redde sig ved at opbygge nye højteknologiske samfund, der er sikrede mod indtrængen udefra og bygget, så de skulle kunne modstå klimaforandringerne. (Ny jord. Tidsskrift for naturkritik, december 2020).

  • Ræson 1/10-22

  • Politiken, 24/9-22.

  • Hvis man vil læse mere om Latours filosofi generelt, kan man konsultere fx

  • Andersen, Casper; Hvidtfeldt Nielsen, Kristian:

  • Vi har aldrig været politiske!Bruno Latours politiske filosofi og nonmodernitet (i: Slagmark: tidsskrift for idéhistorie Nr. 59, 2010)

  • Tailer Ransom: Anmeldelse af Latour: Reassembling the Political (i: Marx and Philosophy, 2016)

  • Mikkel Bolt: På råbeafstand af marxismen: et bidrag til kritik af kritik af kritikken (Latour, Foucault, Marx) (i: K&K online, årg. 44, nr. 122, 2016)

  • Andreas Malm: The Progress of this Storm (Verso 2018)

  • Sune Frølund: Ud af laboratoriet, Bruno, ud i naturen!: en kritisk rekonstruktion af Latours natursyn (i: Paradoks online, 2022-07-25)

  • Rithma Kreie Engelbreth Larsen: Bruno Latour: Afselvfølgelig-gørelsens mester (i: Baggrund – online), 6. november 2022.