Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 22. Ansvarshavende redaktør : Niels Frølich

 

Udskriv artiklen

Vestas kan ikke lide fagforeninger – Månedlang strejke i Tyskland

Af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion

En langvarig strejke startet før julen 2022 mod Vestas i Tyskland fortæller om en koncern, som spiller et kynisk dobbeltspil. I Danmark har man overenskomst med de ansattes fagforeninger, men i Tyskland afviser Vestas at lave aftaler, eller tarif som det hedder på tysk. Flere hundrede servicefolk, som vedligeholder vindmøller i Tyskland, kom i busser til Vestas hovedkvarter i Århus onsdag 21. december 2022 for at protestere. De har i månedsvis strejket med fuld støtte fra deres fagforening IG Metall. Men de mødte den kolde skulder.

Jyllands-Posten skrev 28. januar, at Vestas serviceforretning er Vestas` guldæg, og at den er velsmurt. Så det kan ikke være økonomien, der tynger, når ledelsen afviser arbejdernes krav. Man hvad ligger så bag dette dobbeltspil, som vi jo ikke hører om i medierne? Vestas fremstår gerne som en grøn, progressiv virksomhed, som alle lovpriser som et dansk industrieventyr uden sidestykke. Men når det kommer til stykket, opfører Vestas sig som de fleste multinationale koncerner. Bruger løndumping hvor det kan lade sig gøre, og spekulerer i at undgå indgåelse af overenskomster med fagbevægelsen.

Vindkoncerner er pressede på deres profit, når det gælder produktionsomkostningerne. Der er en skærpet konkurrence på et marked med stigende råvarepriser og reduceret statsstøtte. Men med grøn omstilling væk fra fossile brændstoffer er det også et marked i kraftig vækst, og som nævnt er servicering af møllerne i drift guldægget. Der er 3 store spillere, som sidder på 70 % af markedet uden for Kina: Vestas, Siemens Gamesa og GE Renewable Energy. De taler om store tab og har hævet priserne med tocifrede procenter. Samtidig åbner den nylige statsstøtteordning i USA: ”Inflation Reduction Act” op for et nyt bonanza for vindindustrien. Men hvem skal betale prisen for den skærpede profitjagt? Ikke direktørerne, men selvfølgelig arbejderne på gulvet! Men der må vel også være særlige forhold i Vestas, som gør, at de ikke vil indgå overenskomst med IG Metall? Martin Bitter fra IG Metall i Rendsburg fortæller til Kritisk Revy, at den store tyske vindkoncern Siemens Gamesa sandelig har tarif-aftale med deres servicefolk.

Vestas ejes af store kapitalfonde

Vestas er et aktieselskab og ikke ejet af en masse små aktionærer i forventning om, at det er en heldig lodseddel. Vestas er ejet af store kapitalfonde, der opererer globalt. Vindkoncerner som Vestas præsenterer sig som miljøvenlige og bæredygtige, ligesom verdens største kapitalforvalter Blackrock og chefen Laurence Fink kan male hele verden grøn. Men arbejdsforholdene bliver fortrængt i de grønne fortællinger. Et opslag i www.marketscreener.com viser ejerforholdene. Det er store kapitalfonde, som gemmer sig bag brevkasser i skattely og finans-oaser. De største er Baillie, Thornburg, Vanguard, Norges, Schroder, Blackrock, Fidelity og Amundi.

Vestas er arrogant

Ved demonstrationen i Århus ved Vestas hovedkvarter onsdag 21.december afleverede de strejkende en udtalelse, men fik ikke noget svar. Man vil slet ikke tale med IG Metall, hvad der er utypisk for store koncerner, og selv konservative politikere ser med kritiske øjne på dette. I Tyskland ser man også Amazon bruge denne strategi. Der er cirka 650 servicefolk ansat i den tyske afdeling af Vestas - og aktuelt er halvdelen, altså 300 i strejke, som også får strejkestøtte fra IG Metall. Martin Bitter er imponeret over de strejkendes vilje til fortsat at kæmpe, da de normalt kører ud hjemmefra, og reelt kunne stoppe med at strejke fra den ene dag til den anden. Han oplyser også, at Vestas er begyndt at bruge indlejet rumænsk arbejdskraft som strejkebrydere. Konflikten har fået omtale i store tyske medier, og i den Slesvig-Holstenske Landdag har konflikten også været til heftig debat, og det danske mindretalsparti (SSW), SPD og de grønne udtrykte støtte til de strejkende arbejdere. Se link til debatten.

Union busting som strategi – kvæl fagforeningen

Ifølge Martin Bitter fra IG Metall følger Vestas en strategi, hvor de ikke vil forhandle med fagforeningen, men prøver at lave en aftale med bedriftsrådet. Men her kan der kun laves aftaler om arbejdstid, ferie og sociale spørgsmål - ikke om lønforhold som skal aftales med fagforeningen. Det er en betydelig forskel i forhold til andre vindkoncerner som f.eks. Siemens Gamesa, som har en tarifaftale med IG Metall.

I Tyskland er kun cirka 43 % af de beskæftigede omfattet af en tarifaftale /overenskomst med en fagforening. Jo mindre virksomhederne er, jo færre har en tarifaftale. Bedriftsrådet kan ikke forhandle om løn, det er fastslået i lovgivningen om bedriftsråd (Betriebsverfassungsgesetz). Bedriftsrådet kan altid udsættes for afpresning og må heller ikke iværksætte strejke for lønkrav. Det kan fagforeningerne, når der foregår tarif-forhandlinger(Tarifrunden).

Så den eneste mulighed for at opnå en tarifaftale er at strejke, så der kan aftales løn, ferie og helligdagstillæg. Det gælder så om, hvem der kan holde vejret længst: Arbejderne eller kapitalisterne.

Dette ligner en klar strategi for Union Busting, altså hvordan man undgår fagforeningen. Der er en hel industri af advokatforretninger, som rådgiver om den slags kneb i Tyskland. Også inspireret fra USA - hvor det er en endnu større forretning. Man kan spørge, hvor meget mon Vestas betaler for at holde fagbevægelsen på afstand?

Der spilles et dobbeltspil, hvor koncernen spekulerer i at udnytte situationen i lande, hvor arbejdslovgivning og fagbevægelse er svag. Der laves f.eks. overenskomst i Danmark med Dansk Metal, men i Tyskland viser koncernens sande ansigt sig: Kortsigtet profitmaksimering på bekostning af arbejderne. Se også bogen ”Die Fertigmacher” (2017) om hvordan Union Busting foregår systematisk.

Noter

Debat i landdagen i Slesvig-Holsten: http://m7k.ltsh.de/m7k-web-redesign-testversion-fa-avit/iframe.php?wp=6&tg=139&sg=alle&fn=alle&rd=alle&b=28635

Trods minus er Vestas stadig branchens duks, Jyllandsposten. 28. januar 2023

Wind Turbine Makers Struggle to Find Pricing Power, Offshore Engineer, May 5, 2022 Wind Turbine Makers Struggle to Find Pricing Power (oedigital.com)

Struggling wind giants lift turbine prices as 'last resort' to fight inflation, S&P Global, 22. aug. 2022. Struggling wind giants lift turbine prices as 'last resort' to fight inflation | S&P Global Market Intelligence (spglobal.com)

VESTAS WIND SYSTEMS A/S: Shareholders Board Members Managers and Company Profile | DK0010268606 | MarketScreener

Rügemer, Werner / Wigand, Elmar: Die Fertigmacher, Arbeitsunrecht und professionelle Gewerkschaftsbekämpfung. 2017. Rügemer / Wigand: Die Fertigmacher - PapyRossa Verlag | Shop