VM i fodbold – fest eller farce?
Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion
Prestige, penge og politik spiller en stadig større rolle ved store internationale sportsbegivenheder. Det rejser svære dilemmaer og afspejler en verdensorden under forandring
Det blev en voldsom nedtur for Danmark ved VM i Qatar. Mens danske kvinder havde vundet guld i curling og sølv i håndbold, røg de danske fodbold-herrer allerede efter de første tre yderst målfattige kampe hjem. En ringe trøst var det så, at Tyskland dagen efter Danmarks farvel med nederlaget til undertippede Australien også røg ud.
Det skuffende danske nederlag var svært både at forsvare og forklare. På pressemødet dagen efter den tredje
og sidste kamp sagde landstræner Kasper Hjulmand, at landsholdets præstation var langt under niveau, og at
flere faktorer kunne spille ind. Blandt disse kunne være det varme og tørre klima, som spillerne ikke var vant til samt et stort forventningspres. Både landstræneren, flere af spillerne og sportspsykologer har dog også nævnt de udenoms-forhold. Kasper Hjulmand gav på et pressemøde udtryk for, at han nok ikke havde skærmet spillerne nok.
Den megen virak og diskussion, der har været om deltagelsen i dette VM, kan have påvirket spillerne og trukket opmærksomhed væk fra det rent sportslige, har vurderingen lydt fra psykologisk konsulent hos Team Danmark og forskningsleder på SDU, Kristoffer Henriksen, og konsulent hos det norske fodboldlandshold, Martin Langagergaard (BT, 2.12.22.). Netop Qatar som værtsnation har da både op til og under VM skabt røre med spørgsmål til fodboldspillerne om deres holdning til menneskerettigheder, såvel som hvordan og hvor meget en kritik af værtsnationens overtrædelse af disse skulle markeres. Diskussionen herom skærpedes, da Danmark sammen med seks andre nationer bøjede sig for FIFA og droppede en ellers aftalt markering med det regnbuefarvede såkaldte One-Love-anførerbind.
Både sportsdirektør og direktør i DBU forsøgte at sparke kritikken heraf til hjørne ved at hævde, at det var helt nyt, at FIFA ville straffe ikke-sportslige overtrædelser med sportslige sanktioner. Helt nyt er den slags dog ikke, da Nicklas Bendtner både blev idømt bøde og karantæne for at have flashet sine underbukser med et reklamebudskab på ved EM i 2012, hvilket var en overtrædelse af de kommercielle retningslinjer og i princippet antagelig sammenlignelig med politiske budskaber. Med deres udfald imod FIFA kunne DBU-lederne lægge sig i kølvandet på den kritik, der i forvejen var rejst af den tvetydige holdning, som FIFA havde udtrykt om overtrædelse af menneskerettigheder i Qatar og eftergivenhed over for at følge landets restriktive regler – med det argument, at det var nødvendigt at tilpasse sig værtslandets kultur.
Krænkelse af menneskerettigheder
Kritikken af Qatar fremført at primært de vestlige lande gik på knægtelse af ytringsfriheden, dårlige løn- og arbejdsforhold, kvindeundertrykkelse og forfølgelse af seksuelle mindretal med landets egen befolkning som de mest udsatte, men også i et vist omfang med konsekvenser for tilrejsende såvel migrantarbejdere som fodboldfans. LGBTQ-personer måtte som VM-tilskuere ikke synligt optræde med deres seksuelle orientering, og landets egne indbyggere slet ikke definere sig som en seksuel minoritet, hvilket i historisk perspektiv er paradoksalt.
Uanset koranens forskrifter var homoseksualitet ret udbredt og i praksis anerkendt i nordafrikanske muslimske lande for århundreder tilbage, ligesom der i øvrigt udspandt sig et mere løssluppent kønsliv end i det kristne Europa. Det er beskrevet af europæere, der befandt sig i disse lande som enten købmænd eller - som blandt andet den spanske forfatter Cervantes og flere af den danske konges undersåtter - som slaver.
Nordafrikanske pirater bordede ikke blot skibe med mand og mus i Middelhavet, men drog også langt op i Nordsøen og bragte både gods og mennesker med sig hjem fra blandt andet Island. Mens kvinder og nogle få mænd fik en tålelig tilværelse som husslaver - og i nogle tilfælde endte i betroede stillinger - blev hovedparten af mændene sat til hårdt arbejde med at bygge huse, havne samt fæstningsværker og sled sig ihjel, medmindre de blev frikøbt af familien eller kongen.
Dårlige arbejdsforhold
Hårdt fysisk arbejde under næsten slavelignende forhold var også, hvad tusindvis af mænd fra Bangladesh, Indien, Indonesien og flere andre lande oplevede, da de lod sig hverve til stadionbyggerier, vagt- og servicefunktioner og lignende opgaver, da Qatar skulle gøres klar til VM i fodbold. Lav løn, lange arbejdsdage i over 40 graders varme, få fridage, konstant overvågning og mange arbejdsulykker med også dødelig udgang var den dagligdag, som migrantarbejderne var underkastet og ifølge kontrakt ikke kunne frigøre sig fra – pas og papirer var taget fra dem. Disse barske forhold gik efterhånden op for menneskerettighedsorganisationer og den internationale fagbevægelse, der satte kritisk fokus på at få både fodboldverdenen og den politiske verden til at rejse krav om forbedring af migrantarbejdernes forhold.
Med også stigende medieomtale skete der nogle forbedringer af arbejdsforholdene, heriblandt en ophævelse af det stærkt kritiserede Kafala-system, der er blevet kaldt moderne slaveri. Det fratager arbejderne næsten alle rettigheder og bruges til at overvåge vandrende arbejdere inden for især byggebranchen og servicesektoren i Qatar og en række andre Golf-stater og mellemøstlige lande, herunder Saudi-Arabien og Libanon. Ud over afskaffelse af dette system lovede Qatar i en aftale indgået med Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, at forbedre arbejdsmiljø, lønforhold og retten til ytringsfrihed. Ifølge en statusrapport fra Amnesty International udgivet en måned før starten på VM var de lovede forbedringer kun delvist gennemført, hvorfor Amnesty opfordrede til fortsat fokus på forbedring af forholdene.
Ved afslutningen af VM indrømmede landets egen chef for VM, at 500 migrantarbejdere havde mistet livet ved bygning af stadioner i Qatar, mens menneskerettighedsorganisationer og den internationale fagbevægelse sætter antallet til at være mindst ti gange højere – nemlig til omkring 6.000. Et mere nøjagtigt tal kan dog være svært at opgøre på grund af mangelfuld dokumentation af dødsfald og årsager til disse. Det store fokus på arbejdsforholdene er blevet påskønnet af migrantarbejderne, der har fået et større sammenhold; men det er usikkert, om det fører til varige forbedringer, vurderes det i 3F. Amnesty vil fortsat holde fokus på Qatar og udgive en ny statusrapport i efteråret 2023.
Ansvaret for arbejdsforholdene ligger hos Qatar, men indirekte har FIFA som arrangør af VM også et medansvar, vurderer Amnesty. Med udspring i FN´s vejledning for erhvervslivet om menneskerettigheder skal FIFA undgå at forårsage eller medvirke til brud på disse rettigheder og gennemføre modvirkende tiltag, hvis det forekommer. Tillige skal FIFA søge at undgå negative menneskerettigheds-konsekvenser i forbindelse med forretningsforbindelser og burde samlet set have gennemført en konsekvensvurdering af, hvad gennemførelse af VM i Qatar ville betyde for menneskerettigheder – og ved et negativt udfald heraf have valgt en anden nation som vært.
Sportsligt udstillingsvindue
Det store fokus på dårlige arbejdsforhold og overtrædelser af menneskerettigheder har ikke bekommet styret i Qatar vel. For VM skulle være et udstillingsvindue - markedsføre Qatar som et moderne land, der er værd at handle med, investere i og rejse til som turist. Store internationale sportsbegivenheder er en oplagt lejlighed til at vise sig positivt frem over for resten af verden, hvilket første gang blev effektivt udnyttet af nazisterne ved OL i Berlin i 1936.
Med en velorkestreret forestilling blev store dele af verden slået af beundring over det nazistiske Tyskland, der fremstod som en velorganiseret samfund med sunde og glade borgere. Skyggesiderne – det tredje riges frygt og elendighed – blev fortrængt af propagandaens glansbillede, selv om den stigende forfølgelse af rigets modstandere og jøder i et vist omfang var kendt, men ikke førte til hverken større kritik eller debat om boykot af legene. Heller ikke i danske medier, politiske kredse eller idrætsorganisationer – bortset fra den jødiske idrætsforening Hakoah, der rummede nogle af Danmarks bedste brydere. Her blev en boykot heftigt diskuteret og endte med, at bryderen Abraham Kurland og Hakoah samt Dansk Arbejder Idræt (DAI) som de eneste i den danske sportsverden boykottede OL i 1936.
Sidenhen har både autoritære styrer og demokratiske regeringer ivrigt satset på at blive værter for store internationale sportsbegivenheder, fordi de ses som en opportun lejlighed til at fremme et godt omdømme af både politisk og kommerciel værdi. Der er stor prestige i at være værtsland og investeres mange kræfter i at komme i betragtning hos idrætsverdenens beslutningstagere - som ved verdensmesterskaber i fodbold er FIFA med formand Gianni Infantino i spidsen. Blandt hans mærkesager har været at udbrede kredsen af deltagerlande ved VM til flere dele af verden, hvilket har matchet ønsket fra Qatar om at blive værtsland – og dermed også få et hold med på grønsværen.
Penge som smøremiddel
Qatar er ellers ikke kendt som noget stort fodboldland, har aldrig før deltaget i VM og rådede heller ikke over sportsfaciliteter i større stil. Det er tillige et befolkningsmæssigt lille land med knap 3 millioner indbyggere, hvoraf kun hver tiende er født i landet, mens resten stammer fra 180 andre lande og udgør størsteparten af arbejdskraften eller er rige udlændinge. Derfor vakte det en vis undren, at Qatar meldte sig på banen og nok endnu større forundring, at Qatar faktisk i 2010 af FIFA blev tildelt værtskabet for VM i 2022. Blandt rivalerne var USA, Australien, Japan og Sydkorea. Den tidligere chef for FIFA, den ellers skandaleramte Sepp Blatter, kaldte det en fejl at tildele Qatar værtskabet, men pengenes magt har givetvis banet vejen for værtskabet.
En central rolle har den daværende franske præsident Nicolas Sarkozy tilsyneladende spillet i forhold til at sikre Qatar værtskabet. Det franske retsvæsen har fokus på, at store pengebeløb regnede ned over Frankrig og præsidentens venner efter udnævnelsen af Qatar. Selskabet Qatar Sports Investments købte ifølge avisen Le Monde den skrantende fodboldklub Paris Saint-German (PSG) til overpris af den amerikanske ejer, hvis franske direktør var en nær ven til Sarkozy. En anden af præsidentens venner var Michel Platini, der som formand for UEFA også havde en ledende position i FIFA. Han var oprindeligt modstander af at give værtskabet til Qatar, men ændrede pludselig holdning efter en middag i det franske præsidentpalæ med deltagelse af Qatars statsleder. Efterfølgende fik Platinis søn et velbetalt konsulentjob i et firma ejet af Qatar Sports Investments. I medierne har også floreret andre, men udokumenterede forlydender om bestikkelse af nøglepersoner i FIFA. Vitterligt er dog, at Qatar efter udpegningen til værtsland indgik en aftale om at købe 24 franske jagerfly, ligesom det franske bagmandspoliti er kommet i besiddelse af oplysninger om, at store franske virksomheder kunne se frem til attraktive kontrakter med Qatar.
Uomtvisteligt er også, at Qatar forsøgte at købe sig til positiv omtale, da kritikken af landet i medier og blandt politikere tog til op til åbningen af VM. Da EU-parlamentet lagde op til en kritisk resolution om landets forhold til menneskerettigheder, gik én af parlamentets 14 næstformand, græske Eva Kaili, i et indlæg til forsvar for Qatar og pegede blandt andet på, at det omstridte Kafala-system var blevet ophævet. Stor var forbavselsen blandt de øvrige parlamentarikere, der få uger senere fik forklaringen. Ved ransagning af 16 adresser beslaglagde belgisk politi i alt 600.000 euro i kontanter og arresterede seks personer, heriblandt Eva Kaili, for forsøg på at købe sig til indflydelse på parlamentets beslutninger. Hos Kaili fandt politiet 150.000 euro gemt i tasker og poser, og ligesom tre af de øvrige arresterede blev hun sigtet for deltagelse i en kriminel organisation, hvidvask af penge og korruption. Som leverandør af pengene peger pilen imod Qatar, der af belgisk politi har fået suspenderet adgangen til EU-parlamentet, hvilket Qatar har taget meget ilde op og truet med, at det kunne få negative konsekvenser for de diplomatiske forbindelser og for leverancerne af flydende naturgas.
Gas som trumfkort
Netop leverance af gas er et vigtigt trumfkort for Qatar i en tid, hvor europæiske lande forsøger at frigøre sig fra afhængigheden af russisk naturgas. Mens det tyske fodboldlandshold gennemførte en stille manifestation imod Qatars brud på menneskerettigheder, indgik den tyske kansler Olaf Scholz en langtidsaftale med Qatar om levering af naturgas og et øget samarbejde inden for energi og økonomi. Andre lande vil også gerne sikre sig gas fra Qatar, ligesom ikke mindst USA har handelsmæssige, politiske og militære interesser i Qatar med blandt andet en stor militærbase – på trods af at Qatar har nære forbindelser til Taliban og blandt andet med personel sikrer driften af lufthavnen i Kabul, ligesom ledende medlemmer af Taliban opholdt sig i Qatar frem til Talibans overtagelse af magten i Afghanistan i august 2021.
Derfor har den officielle kritik fra de fleste vestlige regeringer af Qatar været afdæmpet. I en tid med energikrise vægter gode relationer højere end de værdier, som Vesten ellers ofte forfægter, hvilket kan udlægges som dobbeltmoral. Dobbeltmoralsk har borgere i Qatar også kaldt det, at europæerne kritiserer arbejdsforholdene for migrantarbejdere i Qatar, men selv lukker grænsen for jobsøgende migranter fra Afrika og Asien.
For Qatar var det vigtigt, at VM fremstod som en succes med mange begejstrede tilrejsende fodboldfans, der også gerne skulle opleve, at VM i Qatar var mere end blot en ren fodboldfest. Kendte kunstnere skulle underholde ved store shows; men både Rod Stewart og Dua Lipa sagde nej tak trods tilbud om kæmpehonorarer. Det lykkedes kun at hyre en i store dele af verden ret ukendt popmusiker fra Sydkorea. For styret i Qatar var det vigtigt at tiltrække flest mulige fodboldfans - men opnåede kun lidt over to tredjedele af det forventede antal gæster i landet.
Mens pænt mange strømmede til fra Afrika, Mellemøsten, Asien og Latinamerika, kneb det med fans fra Europa og Nordamerika. Ud over en kritisk holdning til overtrædelserne af menneskerettigheder har formodentlig spillet ind, at fans fra disse lande følte, der var for mange restriktioner i forhold til at udleve den fankultur, der kendetegner vestlige fodboldtilskuere. Øl og alkohol kunne kun udskænkes i særligt afgrænsede områder, der var strikse regler om påklædning både på og uden for stadion og særligt strenge for kvinder, hvilket en argentinsk kvinde også fik at mærke, da hun i begejstring over Argentinas erobring af VM-guldet smed trøjen, hvilket er i strid med reglerne om, at alt fra skuldre til knæ på kvinder skal være dækket til – og overtrædelse kan straffes med fængsel.
Politik og religion spillede med
For at give indtryk af mange begejstrede fans var migrantarbejdere sat til at agere fans af de forskellige landshold, hvilket ikke virkede overbevisende, men snarere ufrivilligt komisk. Dog var der også reelle fans iblandt migrantarbejderne. Selv om Bangladesh ikke er nogen stor fodboldnation, er fodbold den næstmest populære sportsgren – efter kricket. Landet rummer mange fodboldfans, som gerne udtrykker deres støtte til landshold, der kæmper imod de gamle kolonilande og ikke mindst England, hvis imperium også omfattede det nuværende Bangladesh.
Politik afspejlede sig derfor også på tilskuerrækkerne – ikke mindst ved kampen mellem Iran og USA, hvor både støtter og modstandere af præstestyret sad på tilskuerrækkerne og efter kampen kom i både verbalt og voldeligt slagsmål med hinanden, selv om de alle havde heppet på det iranske landshold. I Iran gav VM-deltagelsen et boost til de regeringskritiske demonstrationer, og en demonstrant - der med sin bils dytten hilste nederlaget til USA velkomment - blev skudt af styrets militstropper. Også protesterne i Kina fik et boost via VM, da kineserne på tv kunne se, at der andre steder i verden ikke var de samme strikse corona-restriktioner som i Kina, hvilket var med til at lempe de kinesiske corona-regler.
Ikke blot var der politiske over- og undertoner ved VM, men også religiøse. Efter Saudi-Arabiens overraskende sejr over Argentina, kastede målscorerne sig efter muslimsk skik med panden mod jorden, ligesom spillere fra flere katolske lande gjorde korsets tegn, da de løb på banen, og Ecuadors holdt faldt på knæ, da de vandt åbningskampen imod Qatar. Mens FIFA ikke tolererede politiske markeringer som blandt andet regnbue-armbåndet, blev der ikke grebet ind over for de religiøse manifestationer. Selv om reglerne i FIFA ellers ikke tillader religiøse symboler og markeringer, hvilket brasilianske spillere fik at mærke ved VM i 2010.
FIFA havde ved VM i Qatar tilladt og tilpasset sig religionens indtog på sportsarenaen og påvirkning af rammerne for både spillere og tilskuere. Der er mange penge på spil i et VM – også for FIFA, der ved VM i Qatar tjente 52 milliarder kroner på reklamer og sponsorater, hvilket er betydeligt mere end ved VM i 2018 i Rusland. Ikke så underligt, at Infantino kaldte VM i Qatar for det bedste nogensinde, og flere andre var nok også glade. En del af de 52 milliarder sendes videre til medlemsorganisationerne, hvoraf en del er ret afhængige af disse midler med risiko for at gå fallit uden dem.
Mange penge i fodbold
Pengene fandt for alvor vej til fodboldens verden i 1990´ernes England, hvor fodboldklubber og tv-stationer fik øjnene op for, at der kunne være virkeligt mange penge at tjene på tv-rettigheder til professionel fodbold. Kommercielle tv-stationer konkurrerede hårdt om eneretten til ligakampe, og de store engelske klubber blev købt af spekulanter fra i første omgang især USA, hvilket skabte stor harme blandt klubbernes fans, der protesterede, demonstrerede og krævede død over de amerikanske spekulanter. Senere kom også russiske oligarker til som nye ejere af klubber, og senest er oliesheiker ligeledes kommet på banen. Manchester United blev i 2008 købt af en investeringsfond fra Abu Dhabi, ligesom Newcastle United i 2021 blev købt af et konsortium omfattende Saudi-Arabiens statslige formuefond.
Ud over uro hos klubbernes fans over opkøbene er der også utilfredshed blandt de mange, der følger fodbold på tv, da spekulanternes indtog har gjort det dyrt at se fodbold på skærmen, hvad end det sker via betalingskanaler eller via public service-kanaler, der må bruge store summer på at købe sig til at sende de store sportsbegivenheder. Men ikke kun ejerne af store klubber i efterhånden en række andre lande end England kan glæde sig over at tjene godt – det kan også en del af fodboldspillerne. Selv de danske trods de ringe præstationer i Qatar.
De 26 spillere i den danske trup får 891.000 kroner for de tre kampe, som de nåede at spille – også spillere der aldrig kom på banen eller kun deltog i en enkelt kamp. Hvis det danske hold var nået videre til ottendedelsfinalen, ville de hver have tjent yderligere 488.000 kroner, og var de nået helt til tops, ville guldet have givet hver spiller knap fem millioner for indsatsen. Den samlede værdi for hele truppen er ifølge Transfermarkt 2,62 milliarder kroner, hvilket er væsentligt lavere end en række af de øvrige 31 hold, hvor England ligger i top med 9,37 milliarder, Brasilien med 8,48 milliarder og Frankrig med 7,66 milliarder, mens Australien - der slog Danmark af banen - kun har en værdi på 277 millioner kroner (Transfermarkt/BT 5.12.22). Efter erobringen af guldet forgyldes det argentinske landshold med i alt 294 millioner kroner og afgør selv, hvor store andele hver enkelt spiller får. Givetvis får Messi en pæn del af den store sum, men har allerede lommerne godt fulde. Som verdens højest betalte fodboldspiller tjener han ifølge Forbes i 2022 910 millioner kroner.
Ny verdensorden på vej
Ikke kun Danmark og Tyskland blev slået tidligt af banen. Også flere andre ellers stærke europæiske fodboldnationer som Holland, Belgien og England blev undervejs spillet af banen. Frankrig vandt dog sølv og Kroatien bronze i opgøret med Marokko, der som det første afrikanske land kom i semifinalen, hvilket ikke blot blev fejret massivt i landet selv, men også mange steder i Afrika og Mellemøsten i begejstring over - at en ny verdensorden er ved at tegne sig i international fodbold. Mens vesteuropæiske hold vandt seks ud af de ti seneste VM med Argentina og Brasilien som de øvrige vindere, og hovedparten af topscorerne ved disse ti VM var fra Europa, peger præstationerne ved VM i 2022 på, at andre verdensdele vinder frem på bekostning af Europa, hvilket vil accelerere yderligere, når næste VM i 1926 udvides fra 32 til 48 hold og udvides med flere hold fra alle verdensdele, hvorved den europæiske andel falder fra 41 % til 33 %.
Forandringens vinde på fodboldarenaerne afspejler en generel udviklingstendens, hvor Europa mister indflydelse og andre lande og verdensdele i højere grad medvirker til at sætte dagsordenen. Europa, der i århundreder via kolonier, handel og militær tilstedeværelse – efter 2. verdenskrig sammen med USA – dominerede verden, taber terræn. Det er der både demografiske og politiske årsager til. Europas befolkning ældes og skrumper, og antallet af indbyggere vil falde markant i mange europæiske lande – dog ikke i Danmark.
Selvom efterhånden de fleste lande er blevet medlemmer af EU, har det ikke sammentømret europæerne. Storbritannien har forladt det gode selskab og er endt i et økonomisk og politisk kaos, der også har svækket landets anseelse i resten af verden – briterne behersker ikke længere havene i samme grad, som det besynges i hymnen ”Rule Britannia”. Frankrig, der har haft et nært forhold til sine tidligere kolonier i Afrika, er ikke længere velkommen som politibetjent, der skal hjælpe med at holde islamistiske oprørere nede, hvilket i stigende grad overdrages til lejesoldater fra den russiske Wagner-gruppe. Europa må se til, mens Rusland og ikke mindst Kina vinder indflydelse i Afrika, hvis befolkning er i fortsat vækst med mange fattige, der søger lykken i det barrikaderede Europa.
Internt i EU knager det, fordi lande som Ungarn og Polen bevæger sig i en mere autoritær retning og ikke overholder de kriterier, der er for medlemskab af EU. Ganske vist har Ruslands invasion af Ukraine skabt et vist sammenhold mod den ydre fjende; men der er sprækker og spændinger i sammenholdet, når det gælder reaktionen over for Rusland og indsatsen over for de store prisstigninger, der skaber social uro, ligesom der er uenighed om håndteringen af flygtningestrømme fra andre lande end Ukraine. Samtidigt oplever Europa, at der i resten af verden er lunken eller manglende opbakning til fordømmelse af og sanktioner imod Rusland og krigen i Ukraine - som mange lande i den øvrige verden opfatter som et rent europæisk anliggende og ikke forpligtende ønsker at vælge side.
Vestens dilemmaer
Såvel krigen i Ukraine som VM i fodbold viser, at Europa bortset fra støtte fra USA og Canada står relativt alene, når det drejer sig om de moralske værdier og politiske principper, som Vesten opfatter som grundlæggende og alment gyldige. Det kan sætte Vesten i stadig flere dilemmaer – også når det gælder international sport. For Qatar vil benytte sit værtskab som afsæt til at huse andre store sportsbegivenheder og har allerede sikret sig flere af de fælles asiatiske sportsstævner og går efter OL i 2036. Saudi-Arabien er også på udkik efter store sportsarrangementer og vil gerne være vært for VM i fodbold i 2030, der dog formentlig vil blive placeret i Latinamerika for at markere, at det første VM i 1930 blev holdt i Uruguay. For Vesten vil dilemmaerne være, at værdier og principper vil kollidere med det syn og de interesser, som både potentielle værtslande og et bredere udsnit af deltagerlande står for. Politik, religion og især penge er vævet tæt sammen med international fodbold, der er mere og andet end ædel dyst på grønsværen.
For Qatar blev VM en fest. Nok var der kritik af forholdene i landet; men kritikken prellede af på styret, der kunne glæde sig over, at de kritiske røster alene kom fra et mindretal af lande i Nordvesteuropa, mens store dele af verden fokuserede på det rent sportslige, hvor Qatar var i stand til at levere logistik og infrastruktur, der stort set fungerede perfekt. Der var også sportslige toppræstationer undervejs, og kronen på værket for Qatar var, da landets emir kunne lægge en traditionel kåbe fra Qatar kaldet bisht om skuldrene på Messi, der med brillant spil havde sikret Argentina sejren - af FIFA blev kåret som slutrundens bedste spiller og var hele verdens store helt. Ingen bedre afrunding kunne Qatar have ønsket sig.
For danske og flere andre europæiske fodboldspillere og fans var det en mere blandet fornøjelse, der måske mere havde karakter af farce end af fest. Rent sportsligt blev VM i Qatar stærkt skuffende. På det politiske plan blev der rejst opmærksomhed på menneskerettigheder og skabt nogle forbedringer, men langtidsvirkningen heraf er usikker. For ikke mindst viste VM, at der er store økonomiske interesser som drivkraft. Bolden ruller, men pengene bestemmer.
Links og litteratur
https://amnesty.dk/fem-aars-reformer-har-foert-til-faa-fremskridt-for-migrantarbejdere-i-qatar/
https://humantraffickingsearch.org/the-kafala-system-an-issue-of-modern-slavery/
Nina Skyhøj Olsen, I ringen med Hitler - jødisk idræt i 30’ernes Danmark, Rambam - tidsskrift for jødisk kultur og forskning, nr. 21, s.9, 2012.