Sverige, NATO og kurderne
Af Hanne Fokdal Barnekow, Stockholm
Hvor langt vil den svenske regering strække sig for at imødekomme Tyrkiets krav for at lukke Sverige ind i NATO? Spørgsmålet stilles stadig her i Sverige i begyndelsen af 2023. Tyrkiets præsident Erdoğan har i over et halvt år truet med at anvende sin vetoret i NATO, hvis ikke Sverige gør mere for at opfylde Tyrkiets krav om at samarbejde om hans forståelse af terrorbekæmpelse. Den svenske regering mener nu, at den har gjort, hvad den kan.
Den svenske regering er allerede gået langt for at vise, at terrorbekæmpelse er en fælles sag for Sverige og Tyrkiet, trods meget forskellige opfattelser af, hvad begrebet terror og sikkerhedsrisiko indebærer. Præsident Erdoğan vil se flere konkrete beviser på det. Det springende punkt ser ud til at være udlevering af svenske statsborgere, personer med midlertidig opholdstilladelse og asylansøgere, som er kommet til Sverige som kurdiske flygtninge, og som ifølge den tyrkiske præsident er terrorister med tilknytning til det kurdiske parti PKK eller andre af Tyrkiet terrorstemplede organisationer. Men der sætter svenske retsstatsprincipper grænsen. I Sverige er det ikke politikerne, men domstolene som kan udvise en person, og det lader det til, at præsident Erdoğan ikke anerkender.
Kurderne i klemme
Der bliver ellers gjort mange forsøg med en stribe besøg af ikke bare forhandlere, men to svenske statsministre, og en udenrigsminister har smilende og forklarende været på besøg hos Erdoğan i Ankara. Han på sin side har ikke undladt at give udtryk for, at hvis de er kommet for at overtale ham til at ændre på kravene, så kan de godt blive væk.
Det anspændte forhold mellem Sverige og Tyrkiet er ikke noget nyt. Sverige har med sin udenrigspolitik og status som alliancefrit land længe forsøgt at mægle mellem de stridende parter i Syrien, har støttet kurdernes kamp for autonomi og har hyldet dem for deres kamp mod IS. En støtte som af Erdoğan betragtes som støtte til terrorisme. Efter de tyrkiske angreb på kurderne i Syrien svarede Sverige og Finland i 2019 med en våbenembargo mod Tyrkiet. Da den svenske regering i foråret så besluttede at ansøge om NATO- medlemskab, truede Erdoğan umiddelbart med at anvende Tyrkiets vetoret i NATO til at holde Sverige og også Finland, som sammen søgte medlemskab, udenfor alliancen.
Som konsekvens af Erdoğans trussel og i håbet om, at invitationen fra NATO til Sverige og Finland trods det kunne lægges frem på NATOs topmøde i Madrid 29. – 30. juni sidste år, udarbejdedes en hensigtserklæring. Udenrigsministrene fra de tre lande, Finland, Sverige og Tyrkiet og NATOs generalsekretær blev i slutningen af juni enige om en foruroligende protokol. De vigtigste punkter var en fælles terrorbekæmpelse i forhold til Det kurdiske Arbejderparti, PKK og distancering til den kurdiske organisation i Syrien, PYD og dens militære enhed, YPG, en ophævelse af den svenske våbenembargo mod Tyrkiet og udvisning af en række af Tyrkiet navngivne personer med mulig tilknytning til PKK og andre af Tyrkiet terrorstemplede organisationer samt et udvidet politi- og efterretningssamarbejde.
Det kunne derfor den 29. juni enstemmigt vedtages på NATOs topmøde i Madrid at invitere Sverige og Finland ind i alliancen og 5. juli underskrev man tilknytningsprotokollen, der gjorde at landenes ansøgning kunne sendes til ratifikation i medlemslandenes parlamenter. En historisk dag for Sverige og Finland og for NATO og for vores fælles sikkerhed i verden, som generalsekretær Jens Stoltenberg udtrykte det. De to landes ansøgninger blev hurtigt ratificeret af næsten alle NATOs 30 lande, dog ikke overraskende med to undtagelser, Ungarn og Tyrkiet.
Tyrkiets præsident Erdoğan vil se hensigtserklæringen omsat til handling. Hensigtserklæringens kravliste indebærer en kolbøtte i svensk politik, ikke mindst på grund af forskellige tolkninger af dens bestemmelse om, at implementeringen skal ske efter retsstatsprincipper og Europa-konventionens bestemmelser
Sveriges sikkerhedspolitiske paradigmeskift
Den svenske regerings beslutning i foråret 2022 om at søge NATO-medlemskab var en historisk og hurtig beslutning. Et kæmpe paradigmeskift, som de svenske medier kalder det, som betyder afsked med Sveriges identitet som alliancefrit land og dermed med meget stor betydning for landets udenrigs- og sikkerhedspolitik. En total omvæltning i landets selvforståelse som et neutralt og fredsbevarende land.
Til trods for at Sverige igennem de sidste tredive år har haft et tæt militært samarbejde med NATO og er med i EU, har alliancefriheden igennem de sidste 200 år været en vigtig del af svensk selvforståelse. Det fredsbevarende arbejde og dermed også arbejdet for nedrustning og for at gøre Norden til en atomvåbenfri zone og også den store tillid, Sverige har nydt internationalt som mægler, har været årsag til stolthed i mange svenskeres bevidsthed.
Så sent som i dagene efter Ruslands invasion af Ukraine i februar sidste år, understregede den daværende socialdemokratiske statsminister, at alliancefriheden ikke var til diskussion. Men det kom den nogle uger efter. Invasionen af Ukraine, et land som også har tætte bånd til NATO uden at være medlem, ændrede på politikernes opfattelse af trusselsbilledet mod Sverige, og beslutningen blev taget på et par måneder med kort tids debat og uden folkeafstemning. Det er NATOs paragraf 5 om et solidarisk forsvar, hvis et enkelt land i alliancen angribes af fremmed magt, som forventes give en anden sikkerhed.
På tværs af de fleste af Riksdagens partier nedsatte man i marts en kommission til undersøgelse af sikkerhedssituationen. Den vurderede, at truslerne mod Sverige var så alvorlige, at et bredt flertal i Riksdagen i maj kunne stemme for en ansøgning om medlemskab.
Modstanden mod NATO-medlemskabet
Venstrefløjen, Vänsterpartiet og Miljöpartiet, er imod et svensk NATO-medlemskab. Miljöpartiet har dog blødt sin linje op, og ønsker ikke en udtrædelse af NATO som et vigtigt punkt. Tidligere har også Sverigedemokraterne været imod NATO-medlemskab, men i april ændrede partistyrelsen holdning i solidaritet med en finsk ansøgning som vigtigste argument.
Medierne var i forårsmånederne præget af angsten for krig og af trusselsbilledet, som det blev lagt frem af NATO og det svenske forsvar. Kun få, men markante debattører talte og taler imod et NATO-medlemskab. De peger på NATO som en militæralliance baseret på oprustning og atomvåben og ikke som en forsvarsalliance, og at NATO går ind i krige som ikke ligger indenfor alliancens område. De argumenterer for, at verden har brug for at nogle lande står udenfor alliancerne, og spørger retorisk, hvilke udemokratiske lande man går i alliance med ved et medlemskab. Modstandere mod NATO vurderer desuden, at truslen mod Sverige vil øge ved et medlemskab.
Men modstanderne er blevet færre. De fleste jeg taler med, har i årets løb ændret holdning i NATO-spørgsmålet. Hvor man tidligere har været skeptisk i forhold til eller decideret været imod Sveriges trediveårige nære samarbejde med NATO, så mener man nu, at et fuldgyldigt medlemskab, hvor man er omfattet af NATOs paragraf 5, er nødvendigt. Det er frygten for, hvad Putin kan finde på, hans udtalte trusler om en større krig og terror, der har fået svenskere til at tvivle på trygheden i alliancefriheden og på kampen om Norden som atomvåbenfrizone. Mange taler om solidariteten med Finland med landets lange grænse til Rusland, som afgørende for deres holdningsændring. Østersølandene skal stå samlet og være fuldgyldige medlemmer.
Befolkningen står bag ansøgningen
De nyeste meningsmålinger viser, at en stor del af den svenske befolkning på den relativt korte tid har ændret holdning til et NATO-medlemskab og er parat til at bakke regeringens beslutning op. For et år siden viste meningsmålinger, at bare 31% af svenskerne gik ind for en svensk ansøgning om NATO-medlemskab, i maj var det 57% og ifølge meningsmålinger fra december 2022, støtter 60% den indsendte ansøgning. Men samtidigt mener 79% af svenskerne ifølge de seneste meningsmålinger, at Sverige skal forsvare svensk lovgivning og landets principper som retsstat overfor Tyrkiet, selv om det forsinker et medlemskab i NATO.
Kurdernes usikkerhed vokser
Forsinkelserne er der. Her i begyndelsen af 2023 taler man om et limbo i forhandlingerne, for det er svært at gøre den tyrkiske præsident tilfreds. Våbenembargoens ophævelse var noget af det første som skete - en sådan kan man ikke have mellem NATO-lande - og også terroriststemplingen af det kurdiske parti, PKK, som også er terroriststemplet i EU og altså også i Sverige og USA.
Men det afgørende synes at være Erdoğans krav om udvisning af personer med tilknytning til PKK og andre af Tyrkiet terroriststemplede organisationer. Der er ikke kommet meget frem om det i medierne. Vi ved dog, at der findes en liste på mindst 33 personer, som Erdoğan vil have udleveret, før han ratificerer den svenske NATO-ansøgning. I midten af december kunne man læse om udvisningen af tre viste det sig kriminelle personer, som ikke stod på Erdoğans liste, men lige inden jul afgjorde den svenske højesteret, at den af Erdoğan udpegede tyrkiske journalist Bülent Kenes, som har asyl i Sverige, ikke kan udleveres. Både på grund af forhindringer i udleveringslovgivningen og på grund af den manglende retssikkerhed i Tyrkiet. Det har ikke huet Erdoğan, men beroliger til en vis grad svenskere, som står vagt om retsstaten og svensk lovgivning.
Svensk sikkerhedspoliti rykker nærmere den tyrkiske opfattelse
Men det stærke krav om udleveringer betyder, at man i efterårets løb har spurgt sig selv, hvor mange kurdere, der efter et længere liv her i Sverige, er eller vil blevet udleveret til Tyrkiet, hvor mange der ikke har fået godkendt en asylansøgning, og hvor mange der ikke nåede længere end til at vise passet frem ved grænsen eller i lufthavnen. En uro som ikke er blevet mindre af, at Sverige har fået en ny regering med Sverigedemokraterne som meget betydningsfuldt støtteparti, der har lagt linjerne for en stramning af udlændingepolitikken, som blandt andet skulle kunne indebære, at man kan fratages en permanent opholdstilladelse.
Det svenske sikkerhedspoliti menes ifølge flere medier og også i et opråb underskrevet af en række velrenommerede publicister, Mellemøsten-kendere og menneskeretsforkæmpere i dagbladet Dagens Nyheter den 29. december at være meget aktivt blandt tyrkere og kurdere: ”Sveriges indrømmelser til Tyrkiet rammer uskyldige mennesker”. De påpeger, at Erdoğans opfattelse af terrorisme også omfatter politiske modstandere, f.eks. forfattere og journalister og således er meget forskellig fra brugen af begrebet i Sverige, og at det svenske sikkerhedspoliti rykker nærmere den tyrkiske opfattelse i sin bedømmelse af personer, som menes at udgøre en sikkerhedsrisiko for Sverige. Opråbets forfattere opfordrer til pause i udvisningerne, og at domstolens kendelse i Bülent Kenes sag efterfølges.
Den svenske regering ser ud til at gøre, hvad den kan for at få Erdoğans underskrift. Den 14.december havde Dagens Nyheter en artikel om et hidtil ukendt dokument, hvor Sveriges foranstaltninger for at imødekomme de tyrkiske krav er beskrevet i 17 punkter af den svenske chefforhandler med Tyrkiet. Det fremgår blandt andet at: ”Hittills har ett dussin individer nyligen förhindrats från att komma in i Sverige av den anledningen, och ett antal har tvingats att lämna”. Det fremgår også af de øvrige punkter, at den nye svenske regering, som overtog forhandlingerne i oktober, strækker sig langt for at opfylde Erdoğans krav.
Man strammer det svenske sikkerhedspolitis opmærksomhed på PKK-relaterede forhold og forstærker samarbejdet mellem det tyrkiske og det svenske sikkerhedspoliti. Samtidigt lægger den svenske regering vægt på et lovforslag, der kriminaliserer deltagelse i terrororganisationer, som skal til anden behandling i Riksdagen i marts. I den forbindelse er den svenske udenrigsminister i tyrkiske medier blev citeret for at have sagt, at det kurdiske flag bliver forbudt, hvilket han dog dementerer. Det bliver ikke forbudt at vifte med flaget, men det kan bruges som bevismateriale, siger udenrigsministeren. Det er domstolens afgørelse
Man har lagt afstand til PYD og YPG i Syrien og kalder organisationerne for tvivlsomme.
Det beklager PYDs partiformand, Salih Muslim i Sveriges Television den 23. november. Han konstaterer, at det er et stort tab og undrer sig over, hvordan det som partnere i den internationale koalition mod IS bliver muligt at holde afstand og understreger med al respekt for den svenske regerings beslutning Sveriges vigtige rolle som mægler og også vært for at finde politiske løsninger i Syrien.
Kan Sverige strække sig længere overfor Tyrkiet?
NATOs generalsekretær har givet udtryk for, at Sverige har strakt sig så langt, det er muligt. Men præsident Erdoğan er stadig ikke tilfreds. I forsøg på at forstå hans i et svensk perspektiv umulige krav kan det se ud til, at det for Erdoğan ikke kun drejer sig om frygten for terror, men at det også og drejer sig om indenrigspolitik og det forestående tyrkiske valg i juni. Det er i den grad hårde økonomiske tider i Tyrkiet, høj inflation, høj arbejdsløshed, politisk splittelse og dårlige meningsmålinger for Erdoğan, som forsøger at nå vælgerne ved at lægge vægt på kampen mod terrorisme. Terror har taget mange liv i Tyrkiet og frygtes naturligvis af den tyrkiske befolkning, og i terrorbekæmpelsen er IS og kurderne første mål. For Erdoğan og hans valgkamp kan det være vigtigt at demonstrere sin kraft og kamp for tyrkernes tryghed og stå for en international indsats mod terrorismen. Men der kan meget vel også ligge storpolitiske og energipolitiske bevæggrunde, som relationen mellem Rusland og Tyrkiet, bag de tyrkiske krav.
Det er ikke til at sige, hvordan forhandlingerne om et svensk NATO-medlemskab kommer videre herfra, og det kan tage sin tid. Den svenske statsminister Ulf Kristersson har erklæret, at Sverige nu har opfyldt alle punkter i hensigtserklæringen fra juni, og at Tyrkiet har stillet krav, som den svenske regering ikke kan gå med på. Der er dog ikke meget, der tyder på, at Tyrkiets præsident anerkender det.
”Det kan ikke gå hurtigt nok”
Samtidigt presser både NATOs generalsekretær og den svenske forsvarschef på og understreger den farlige svenske sikkerhedspolitiske situation og nødvendigheden af svensk alliancemedlemskab. De ser faren for en storkrig som overhængende.
Det svenske forsvar bruger ventetiden på at forberede sig og opruste, så man fra første dag kan være fuldgyldigt NATO-medlem. Økonomisk har Sverige indstillet sig på fra 2026 at bruge 2% af BNP på forsvaret, kravet til et NATO-medlem. Og Sveriges rolle i NATOs forsvar tager tydelig form. Det kan ikke gå hurtigt nok, synes de at sige. ”Hver dag er en dag for meget”, udtaler den svenske udenrigsminister om ventetiden. Det politiske spil har nu varet i over et halvt år.
Den seneste udvikling i forhandlingsforløbet tegner til, at farten ikke bliver sat op. Tværtimod kom der her i midten af januar en voldsom opbremsning. Det betændte forhold mellem Tyrkiet og Sverige blev om muligt endnu mere anspændt, da man i forbindelse med en demonstration kunne se en dukke forestillende Erdogan ophængt i benene fra en lygtepæl udenfor Stockholms stadshus. Rojava-komiteerne, som støtter kurdernes kamp i Rojava, har taget ansvaret. Reaktionerne kom hurtigt. Tyrkiet anklager Sverige for løftebrud, og et planlagt besøg af talmannen (Riksdagens formand) i Ankara i denne uge er aflyst. Erdoğan kræver retsforfølgelse af aktivisterne og kalder dem terrorister, og har nu hævet antallet af udleveringer fra 73 til 130. Den svenske statsminister fordømmer i kraftige vendinger aktionen som et angreb på Sveriges NATO-ansøgning, men understreger, at man følger svensk lovgivning om udvisninger. Anklagemyndigheden har desuden bedømt, at der ikke er tale om ulovligheder.
Ingen tvivl om, at sidste kapitel i Sveriges NATO-ansøgning ikke er skrevet endnu.
Hanne Fokdal Barnekow tilføjer i en email:
”I Sverige nedlagde man (med stor tillid til freden og i forlængelse af mange års besparelser) invasionsforsvaret tilbage i 2010 og værnepligten blev hvilende - den genindførtes i 2017 og omkring 5.000-6.000 har årligt været inde som soldater, (altså sammenligningsmæssigt cirka halvt så mange som i Danmark) - det er det, der skal fordobles til 10.000 årligt i løbet af de næste 7 år, så vidt jeg forstår.
Den civile værnepligt (her kaldes den for “civilplikten”) genindføres også, dvs. at civile borgere skal uddannes til at kunne forstærke f.eks. redningstjenesten - her taler man om 3.000 personer i løbet af de næste 5 år, men der er flere områder, som behøver forstærkning af civile i en krisesituation, og der er afsat penge til det.”
Kilder
https://www.dn.se/sverige/natoforhandlarens-okanda-lista-sa-har-sverige-gatt-turkiet-till-motes/
https://www.dn.se/kultur/upprop-sveriges-eftergifter-at-turkiet-drabbar-oskyldiga-manniskor/