Rwanda: Deportation og lejrtænkningens tilbagevenden
Af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion
At deportere til og indespærre mennesker i lejre er noget, som hører til krigstid. I fredstid er det et våben, man bruger over for flygtninge, som enten afvises eller skal deporteres. Den afrikanske stat Rwanda er blevet symbolet på en hårdhændet politik, hvor der kun kan ansøges om asyl efter at være blevet deporteret til Rwanda. Et gennemkorrupt land som også fører krig i Congo. Socialdemokratiet er her gået forrest med at være ”hardlinere” til stor begejstring for højrefløjen. At dumpe flygtninge ned i Afrika som var det affald er en fallit, som sætter nye standarder. De danske politikere har på det seneste fået hjælp af den konservative regering i London, som arbejder ihærdigt på deportationer. Men modstanden er stor.
Danske regeringer holder sig ikke tilbage med at føre en hård og umenneskelig udlændingepolitik, og bruger årelange indespærringer i lejre som er kendetegnet ved umenneskelige forhold - som har fået massiv kritik. Mennesker, som ikke er kriminelle, straffes med umenneskelig behandling og trusler om at blive deporteret til lande, som de er flygtet fra af gode grunde, f.eks. på grund af forfølgelse og tortur. Der kommer stadigt nye rystende beretninger fra de såkaldte udrejsecentre Ellebæk og Kærshovedgård.
Denne lejrtænkning, hvor man bevidst vil spærre folk inde, har nået nye højder med Rwanda-projektet. I den neoliberale kapitalisme kan man selvfølgelig outsource alt, og hvorfor ikke til et land langt nede i Afrika? Men hvorfor lige Afrika og Rwanda? Under kolonialismen var Afrika det mørke kontinent, hvor alt kunne lade sig gøre, da man mente, der kun boede undermennesker, som man kunne slavegøre og handle med. Ofte skulle man dog betale mellemmænd for at få fat i de attraktive handelsvarer. Sådan er det stadig. Blot er Afrika i dag et kontinent af selvstændige, suveræne nationer. Men ofte regeret af politikere, der som tidligere høvdinge kan laves en handel med. Det kommer bare an på prisen. I Rwanda har man fundet manden, præsident Kagame. Danmark har fået følgeskab af Storbritannien, som også ihærdigt arbejder på at sende flygtninge til Rwanda.
En fælleserklæring mellem Rwandas regering og to socialdemokratiske ministre i september 2022 siger, at man har fundet ”en mekanisme for at overføre asylansøgere til Rwanda”. Man vil samarbejde om asylbehandling og efterfølgende beskyttelse i Rwanda (Udenrigsministeriet, september 2022).
Ministrene mener, at man kan skabe et mere retfærdigt asylsystem. Projektet fremstilles, som om det kan stoppe menneskesmugling og de farlige rejser over Middelhavet. Man skal hjælpe i nærområderne og bremse den irregulære migration. Kort sagt vil man kun have flygtninge, som er godkendt i Rwanda, hvor der skal etableres et modtagecenter. Planen har mødt voldsom kritik, men er også fastholdt i den nye SVM-regering. Det blev først lanceret i 2018 i Socialdemokratiets valgmanifest under overskriften: ”Retfærdig og realistisk”.
Mette Frederiksen talte i 2018 om, at ”EU`s grænse skulle flyttes syd for Middelhavet” og at man kunne forestille sig lande i Nordafrika som mulige partnere. Lande som i forvejen slås med store problemer og har et stort antal flygtninge. Det blev af flere eksperter afvist som urealistisk og et projekt, som kunne krænke basale menneskerettigheder. Samt at det ikke kunne laves uden et samarbejde med FNs flygtningeorganisation UNHCR. Elisabeth Arnsdorf Haslund, UNHCRs officielle talsperson i Danmark, udtrykte følgende bekymring:
»Hvis man lukker grænserne og sender flygtninge tilbage til nærområderne, så sender man ikke et signal om solidaritet og ansvarsdeling til de lande, der i forvejen huser allerflest flygtninge. Vi er vidne til et rekordhøjt antal flygtninge, og det er afgørende, at alle stater tilbyder international beskyttelse til mennesker, der er udsat for krig og forfølgelse.« Og henviste til, at knap ni ud af ti af verdens flygtninge i dag befinder sig i nærområderne. »Det er de lande, der i dag løfter det største ansvar, og vi har brug for, at andre lande hjælper og støtter og ikke bare sender ansvaret videre.« (Information, 6. februar 2018)
Martin Lemberg-Pedersen pegede på, at et sådant lejrsystem /modtagecenter ville kræve massiv overvågning og kontrol - og Socialdemokratiets forslag ville paradoksalt nok producere flere af de rædsler, som det angiveligt ville stoppe:
»Det er en eklatant mangel ved det her forslag, at det kræver et enormt og totalitært magtudfoldelses-system for at virke. Vi har selv lige haft et deportations-dødsfald i Danmark – og det vil man nu opskalere, fordi alle spontant ankomne til Danmark skal sendes tilbage til modtagecentret i Nordafrika… Det kræver, at modtagecentret udstyres med en kontrolteknologi, så folk ikke bare selv rykker videre, som de har lyst til. Det er netop den kontrol, der op igennem 00’erne har medført, at smugler-industrien er vokset til enorme højder. Man kommer til at skabe en endnu mere forarmet og udsat gruppe af irregulære immigranter, hvis man prøver at implementere et så totalitært system.« (Information. 6. februar 2018).
Kort sagt - oprettelse af et lejrsystem og mere vold som giver mindelser tilbage til kolonitiden, hvor man indespærrede oprørske indfødte. Et system som også inspirerede Hitler og hans fascistiske bander.
Nauru og systematisk ondskab
Men nutiden rummer også et grumt eksempel på deportation og indespærring af flygtninge og konsekvenserne. Forfatteren Tahir Mirza har besøgt øen Nauru, som ligger ude i Stillehavet, hvor Australien sender flygtninge til. Han var tolk for Læger uden Grænser i 6 måneder og fortæller, at det løb koldt ned ad ryggen, da han tænkte på, at Danmark ville bruge en lignende model i Rwanda. De er der på ubestemt tid og mange lider af selvmordstanker og nedbrydes systematisk. Børn hører stemmer, resignerer og holder op med at tale selv med deres forældre. Mirza siger: ”Ondskab er mange ting, men definitionen er simpel: Tilbøjelighed til at påføre andre smerte, skade eller lidelse. At få stress eller PTSD, at udvikle sindslidelser, at være adskilt fra sin familie, at se ens børn blive opløst for øjnene af en, hælde benzin på sig og sætte ild på sin krop, at begå selvmord.”
Alt dette er en direkte konsekvens af den australske model, en nøje planlagt manøvre, som myndighederne i Australien ikke alene accepterer, men også direkte lovpriser. De lovpriser deres egen ondskab. Men også en model som flere vestlige lande har ladet sig inspirere af, herunder Danmark. Jeg frygter, at regeringens plan i Rwanda kan få lignende konsekvenser.” (Læger uden Grænser 3. november 2022 og Politiken, 7. november 2022).
Den socialdemokratiske regering Mette Frederiksen fik lavet et juridisk notat, som sagde, at det var lovligt at udføre asylbehandling i et andet land, men hvem skal så føre tilsyn med dem? Er det Danmark, som har det juridiske ansvar for asylprocessen - eller kan det overføres? Dette svæver over vandene. (Altinget, 2. februar 2021).
Rwanda og udplyndring af Congo
Hvad journalister sjældent graver i, er Rwandas rolle som frontstat i den grove udplyndring af Congos rige mineralressourcer. Også Uganda spiller her en rolle. Senest har der i 2022 været en opblussen af volden, her især gennem militsgruppen M 23. En FN-rapport, som blev lækket til medierne, dokumenterer Rwandas støtte til militsgruppen, som er kendt for at myrde civile skånselsløst.
Det vurderes, at op mod 6 mil. congolesere har mistet livet i krigen i Congo. Organisationen Friends of Congo beskriver de rige forekomster af strategiske mineraler som bl.a. coltan. Congo vurderes at besidde 64 % af verdens tantal. Det er et vigtigt mineral, som indgår i en lang række elektroniske apparater, som f.eks. mobiltelefoner og laptops. Landene Rwanda, Uganda, Burundi og deres militser er de primære kræfter bag denne illegale udplyndring og tjener store penge på mineraler, som de ikke selv besidder. Men som multinationale selskaber og andre købere hungrer efter og villigt opkøber. Rwanda fremstår som en røverstat, der udplyndrer sin store rige nabo Congo, hvor befolkningen plages af krig og lever i yderste nød og fattigdom.
Danmarks samarbejde med Rwanda burde alene på den baggrund standses øjeblikkeligt.
Aktion mod flyselskab i Storbritannien
Storbritannien arbejder også ihærdigt på at oprette lejre i Afrika og samarbejder med Rwanda. Regeringen i London er desperat for at præsentere løsninger på problemerne med flygtninge, som i stort tal med hjælp af menneskesmuglere sejler over den britiske kanal. Men planerne har mødt hårdnakket modstand fra oppositionen, religiøse ledere, offentligt kendte personer og selv fra kong Charles.
Regeringen havde sat flygtninge på et fly til Rwanda, men en massiv kampagne fra bl.a. organisationen ”Freedom from torture” blev rettet mod flyselskabet, som ministeriet havde lavet aftale med. Det endte med, at flyselskabet trak sig helt fra opgaven med at flyve flygtninge til Rwanda. Flyet stod klar til afgang på landingsbanen, men blev standset - da selskabet Privilege Style erklærede, at de ikke ville deltage. Aktivisterne håber, det sender et stærkt budskab til flyindustrien og regeringen. Også selskaberne Titan og Airtanker har sagt fra. Aktivisterne lykkedes bl.a. gennem:
- 16.000 email til Privilege Style.
- tusindvis som har kommenteret på sociale medier.
- hundredevis af opkald til dem.
- åbne breve til sportsklubber om ikke at bruge flyselskabet.
- aktion på verdens største luftfartskonference.
Kort sagt et markant signal til luftfartsindustrien og regeringen. Bevægelsen bag hviler ikke på laurbærrene, men er klar til fortsat kamp og beder om donationer.
Højesteret støtter regeringens ønske om massedeportation
Men højesteret i Storbritannien traf 19. dec. 2022 en skuffende afgørelse. Dommerne afgjorde, at deportation var lovlig, dog skulle de enkelte personer vurderes individuelt. En åbning som kampagnefolkene imod udsendelser håber kan bruges til at appellere afgørelserne. Men samtidig gav organisationerne PCS, Detention Action og Care4Calais udtryk for, at kampagnen fortsætter. Samt at afgørelsen bryder med international lovgivning. Care4Calais`s stifter Clare Moseley sagde: Vi står fast på vores modstand mod Rwanda-politikken og vores beslutning om at sikre, at ingen flygtninge deporteres med magt. Rwanda-planen vil ikke stoppe trafikken med både over kanalen, og skaber ikke sikkerhed for flygtningene. Der er en mere venlig og mere effektiv måde: At sikre fri passage for flygtninge fra Calais” (Morning Star, 19. december 2022)
Regeringen følte sig modsat bestyrket i sin plan. En plan som modstanderne beskrev som ulovlig i forhold til Rwandas negative menneskeretssituation. Med fængslinger, tortur og mord af politiske modstandere. Lige som FN har peget på risikoen for, at flygtningene sendes tilbage til deres hjemland. Det er sikkert en dom, som den danske regering ser med tilfredshed på i modsætning til de mange kritiske stemmer i Storbritannien, her også fra Labour`s skyggeindenrigsminister Yvette Cooper. Hun beskrev ”planen som umulig, uetisk og ekstraordinært dyr og uden nogen evidens for at planen vil afskrække flygtninge. Men i stedet øge omfanget af trafficking” (Morning Star, 19. december 2022). Kort sagt er slaget ikke slut, men som i Danmark har regeringen gjort det til en mærkesag at gennemføre. At deportere flygtninge og flytte asylprocessen ud af Europa er et afgørende brud med flygtningekonventionerne, og åbner op for menneskehandel mellem regeringer. Hvad bliver prisen?
Martin Lemberg-Pedersen, som pt. arbejder for Amnesty, har for nylig på Facebook kommenteret det således:
”I dag kom der så også en dårlig nyhed, nemlig at en domstol i Storbritannien har fundet landets aftale med Rwanda lovlig. Planen er, at massedeportere asylansøgere fra den Engelske Kanal til Kigali. Det er dog uafklaret, hvordan de 8 sager ender, for der er stadig flere appel-instanser i det britiske retssystem. Efter dommen er der frygt for, hvad det betyder for den danske modtagecenter-politik. For lykkes disse politiske fantasier om eksternalisering - der har cirkuleret blandt europæiske regeringer siden 1980erne - betyder det i tilfældet Danmark deportation af alle asylansøgere, uanset hvor man er fra.
Men selvom den danske politik i nogle træk minder om den britiske, er den i andre anderledes. Eksempelvis fordi Danmark er medlem af EU, og derfor også er forpligtet af Dublin-forordningens fordeling af ansvaret for asylbehandling blandt medlemsstaterne. Denne kamp er ikke færdig, Mange organisationer protesterer netop nu i Storbritannien, og det ligner snarlige appeller.
Disse kampe for solidaritet, ansvar og menneskerettigheder er nogle, der altid vil fortsætte. Det kan jo lyde hårdt, men langvarigt, fælles pres fra mange mennesker kan også føre til konkrete resultater, der betyder alverden for det enkelte liv, for de enkelte mennesker og familier. Og som derfor er dyrebare”.
Her er også et interview med ham om eksternalisering af asylpolitikken bragt i Mixed Migration Review 2022.
Noter
Udenrigsministeriet, september 2022 - Danmark og Rwanda enige om fælles erklæring (uim.dk)
Socialdemokratiet - Udlændingepolitik | Socialdemokratiets udlændingepolitik
Information, 6. februar 2018: Mette Frederiksen vil samle Danmark om en udlændingepolitik, som næppe er realistisk | Information
Altinget, 2 februar 2021 -
Forsker: Vi mangler stadig svar på de sværeste spørgsmål om modtagecentre - Altinget: Udvikling
Politiken 7. november 2022 - Han arbejdede på omstridt flygtninge-ø: Jeg frygter, at regeringens plan i Rwanda kan få lignende konsekvenser - politiken.dk
Læger uden Grænser, 3. november 2022 -Vores tolk: "Rwanda-plan løber mig koldt ned ad ryggen" (msf.dk)
Rwanda: Chip in towards our people-powered plan to stop the flights | Freedom from Torture
We did it! Privilege Style pulls out of Rwanda scheme | Freedom from Torture
Rwanda: Chip in towards our people-powered plan to stop the flights | Freedom from Torture
Morning Star, 19. dec. 2022:
Mixed Migration Review 2022 Highlights • Interviews • Essays • Data Alternative ideas and solutions for contemporary mixed migration challenge - https://mixedmigration.org/wp-content/uploads/2022/12/Mixed-Migration-Review-2022.pdf