Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 21. Ansvarshavende redaktør : Peter Raben

 

Udskriv artiklen

 

 

Rosa, Karl og Enhedslisten

 

Af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion

 

Socialisme eller krigens barbari, skrev Rosa Luxemburg, og det er værd at vende tilbage til de gamle socialisters advarsler mod krig og oprustning. Med ny kold krig og en blodig imperialistisk krig i Ukraine, så vokser militarismen, og fredsfolk udskammes som naive. ​​ Socialister skal ikke bidrage til had og konflikter mellem folkeslag og nationer, men analysere krigen, støtte fredelige løsninger og sætte socialismen på dagsordenen.

 

Vi lever i en tid, hvor der igen er udbrudt krig i Europa. Krigene har i en årrække været voldsomme og blodige, men har været udkæmpet i en vis distance fra Europa. ​​ Den hvide mand har ikke følt sig truet. Men nu rykker krigen tættere på, og angsten for at krigen skal brede sig vokser. ​​ Fronter trækkes op, og der skabes fjendebilleder, mens hadet og vreden stiger, og militærindustriens profitter vokser enormt. ​​ Drømmen om fred, ja ”evig fred” - som Kant beskrev som håbet efter den franske revolution - har været socialisters DNA siden. ​​ Derfor er det også tragisk så lidt historiebevidsthed og refleksion, man ser hos nutidens socialister. Ja, mange har endda betænkeligheder ved våbenhvile og fredsforhandlinger. Er det ikke et tegn på svaghed over for fjenden? Man har gjort krigens paranoide psykologi til sin egen.

 

Krigens barbari er en del af kapitalismen

Marx havde et klart øje for den alt andet end fredelige karakter af frihandel mellem nationerne. I Det kommunistiske Manifest skriver han, at borgerskabet fører vedvarende kamp mod borgerskabet i andre lande, en kamp så bitter at det kan medføre en industriel udryddelseskrig mellem nationerne. I Kapitalen nævner han, at kolonikrige som udkæmpes med brutal vold er tæt sammenvævet med de europæiske nationers handelskrige. Det fører til gigantiske sammenstød med jordkloden som skueplads. Den udbredte tro, på at oplysning og de moderne industrisamfund ville indvarsle freden, var en illusion. ​​ Allerede i 1895 varslede Engels nærmest profetisk, at der i horisonten tegnede sig en verdenskrig med uhørte grusomheder og en absolut uberegnelig afslutning. ​​ Samme år udtalte Jean Jaures fra Frankrigs socialistiske parti sig om forbindelsen mellem kapitalisme og krig og brugte en metafor, som blev berømt i den internationale arbejderbevægelse, men synes glemt i dag. Han henvendte sig til de borgerlige i parlamentet: ”Jeres voldelige og kaotiske samfund bærer, selv om det vil freden, og selv om det befinder sig i en tilstand af tilsyneladende ro, krigen i sig, som de rolige skyer bærer regnen i sig”. I en tid hvor vi ser et gigantisk rustningskapløb, og en blodig imperialistisk krig i Ukraine, må det gælde at erklære ”KRIG MOD KRIGEN”, som Karl Liebknecht i 1910 erklærede, og at denne krig må kædes samme med en antikapitalistisk revolution. Desværre fik krigstilhængerne hurtigt vendt dette på hovedet som venstrefløjen i dag: Krig i fredens navn!

 

Rosa og barbariet

Rosa Luxemburgs ord er ofte citeret, men er de også forstået? Luxemburg erindrer om, at ordene faktisk stammer fra Friedrich Engels, som engang sagde: ”Det borgerlige samfund står over for et dilemma: Enten overgang til socialisme eller tilbagefald til barbariet”. Hun maner til eftertanke: ”Vi har måske tankeløst læst og gentaget det uden at ane den frygtelige alvor… et blik omkring i dette øjeblik viser, hvad et tilbagefald for det borgerlige samfund betyder. Denne verdenskrig, den er et tilbagefald i barbariet… Vi står i dag som Friedrich Engels for en menneskealder siden forudsagde, foran valget mellem imperialismens triumf og enhver kulturs undergang, som i det gamle Rom, med affolkning, ødelæggelse, degenerering, en stor kirkegård. ​​ Eller sejr for socialismen, det vil sige det internationale proletariats bevidste kampaktion mod imperialismen og dens metode: Krigen.” (Marxistische Blätter, 2021)

 

Spørgsmålet om kriges karakter var også en diskussion mellem Lenin og Luxemburg. Luxemburg mente, at i en socialistisk forståelse af begrebet nation, så findes der ikke frie nationer, når de bygger på undertrykkelse og på at gøre andre folk til slaver. Kun den internationale socialisme kunne frembringe frie, uafhængige og ligeberettigede nationer. Derfor kunne det ikke være nationale befrielseskrige. Lenin var uenig og mente, at en national krig kan slå om i en imperialistisk krig og omvendt. Krige i kolonierne er i imperialismens epoke uundgåelige, mente han, og krige var en fortsættelse af politik med andre midler. National befrielse i kolonierne ville nødvendigvis blive nationale krige mod imperialismen.

Geopolitiske ændringer

I dagens verden hvor kapitalistiske og imperialistiske stater dominerer, er krige i høj grad rettet mod at sikre sig kontrol med markeder og råvarer. Man kan sige, at det vel ikke er noget nyt, men med koloniernes selvstændighed ændredes kontrollen med andre lande fra at være politisk til mere at være præget af økonomisk kontrol. Nykolonialismen bliver en måde for imperialismen at bevare kontrol under nye vilkår. Nationer, som ikke anerkender den vestlige imperialismes (læs USA's) hegemoni ​​ kan mødes med sanktioner og i sidste ende krig. Med Sovjetunionens sammenbrud ændrede den geopolitiske situation sig afgørende. ​​ Hele Østeuropa og Rusland blev integreret i den kapitalistiske verdensøkonomi og gennemgik en verdenshistorisk hurtig økonomisk nedtur. Fra at være integreret i Østblokkens marked med de særlige afhængigheder dette indebar, så blev de østeuropæiske landes økonomier nu i høj grad købt op af vestlige multinationale firmaer, der her fandt billig arbejdskraft.

 ​​​​ 

Adam Tooze (2018) peger på, at ”det var vesteuropæiske firmaer, som var styrende. Med lønninger en fjerdel af tyske lønninger i 1990èrne, så havde den højt uddannede østeuropæiske arbejdskraft en uimodståelig tiltrækningskraft…” Et årti efter kommunismens fald var omkring halvdelen af den østeuropæiske produktionskapacitet overtaget af europæiske multinationale. Den østeuropæiske automobilproduktion var 90 % udenlandsk ejet og stod for 15 % af den europæiske produktion. EUs strukturfonde øste milliarder af euro ind i landenes økonomi, svarende til Marshall-hjælpen efter krigen til eftertidskrigens Vesteuropa.

 

Denne udvikling - hvor vestlig kapital og politisk intervention massivt blev sat ind i Østeuropa - skabte også forudsætningen for nye afhængigheder. ​​ Tilslutning til NATO og EU sikrede en integration i Vestens imperialistiske system. Og var med til at uddybe konflikten med et Rusland, som efter et enormt økonomisk kollaps valgte en mere nationalistisk kurs, da integration i EU og NATO ikke var mulig. ​​ Rusland var nu en svag økonomisk magt, hvis økonomi var domineret af dets enorme råvareressourcer. Men også en atommagt med våben der kan ødelægge alt liv på jorden.

 

Krigen i Ukraine er en imperialistisk krig og en stedfortræderkrig

Kort sagt så ændrede billedet sig i Østeuropa, hvor kapitalistiske stater blev integreret i den vestlige imperialisme. Ukraine valgte også denne vej efter voldsomme opgør internt, medens Rusland stod mere og mere isoleret som en økonomisk svag kapitalistisk magt med imperialistiske træk. ​​ Det totale kollaps af de socialistiske kræfter i både Ukraine og Rusland betød, at nationalistiske og fascistiske kræfter vandt frem. NATO havde også ændret strategi til at optræde globalt, og USAs militær-industrielle kompleks - som er tæt sammenvævet med det politiske system - kører i et højt gear for at opruste det ”nye Europa”, som forsvarsminister Donald Rumsfeld udtrykte det. ​​ Strategien med at vinde kontrol over Eurasien kører på skinner. ​​ Ukraine blev en platform, som kunne opfylde de hede ønsker om at sætte Rusland på plads, og vise hvem der er den globale supermagt. ​​ Ligesom Sovjet gik i fælden i Afghanistan, så er Rusland gået i fælden i Ukraine med en invasion, der har givet massiv opslutning til US-imperiet og NATO. I hvert fald i Vesten, mens det globale syd ser undrende på, at europæere nu igen slår hinanden ihjel i noget, der kan udvikle sig til en tredje verdenskrig.

 ​​​​ 

For at gøre det kort: Krigen i Ukraine er en imperialistisk krig. Rusland mener, det er en befrielseskrig i forhold til de russiske mindretal. ​​ Ukraine mener, det er en befrielseskrig i forhold til, at Rusland har invaderet deres grænser. ​​ Som Lenin har udtalt, så kan en krig ændre karakter, og en befrielseskrig kan blive til en imperialistisk krig og omvendt. Med den massive våbenhjælp fra USA samt støtte fra Vestens efterretningstjenester så har krigen ændret karakter. Det er blevet en imperialistisk krig, men også en stedfortræderkrig. Vi har at gøre med en krig, hvor parterne og deres allierede har de mest moderne våben, her også atomvåben. ​​ Militarisme vinder frem og ødelægger både samfund og mennesker. Hadet vokser, og det er svært at se hvordan disse nabofolk igen skal kunne leve som naboer.

 

Barbariet udfolder sig igen for vores øjne. Der er kold krig, og propaganda fylder medierne, som fortæller hvem der er de gode og de onde. I denne krig må vi som socialister sige, at løsningen er fred og socialisme. De som afviser våbenhvile og fredsforhandlinger for at afslutte lidelserne, går krigens og imperialismens ærinde.

 

Hvad kan vi lære af Rosa og Karl?

De kæmpede mod krig, militarisme og imperialisme, og vi kan trække tråde op til nutiden, hvor krig er blevet en slags normaltilstand. Militærfolk oversvømmer medierne, og fredsforskerne er sat i skammekrogen, da de udfordrer de fastlåste fjendebilleder. ​​ Irak, Afghanistan, Libyen, Yemen og Syrien er i en ”behagelig” afstand fra Europa. Billeder fra slagmarken og de civile ofre kom sjældent i nyhederne, og flygtninge som søgte sikkerhed hos os blev uglesete, og der var krav om grænselukning. Overalt med USA og NATO-lande som aktive parter, og i Syrien stående over for russisk militær. Rapporteringen var sparsom og skete ofte fra ”embedded” journalister, så vi ikke fik et helhedsbillede. Tæt kontrol med informationer fra slagmarken er i dag en vigtig del af moderne krigsførelse, hvor udgifter til propaganda er enorme.

 

Med Ukraine-krigen og Ruslands invasion er krig rykket ubehageligt tættere på os, en krig med store ofre på begge sider. En ny kold krig er blusset op, og USA under præsident Biden sætter tyk streg under, at USA fortsat anser sig som de vestlige landes førende stormagt. En kold krig som startede før Ukraine-krigen, og retter sig mod Rusland og Kina. ​​ NATOs fremskudte styrker i Østeuropa og USA's oprustning i Sydøstasien varslede storm. Kampen om sikring af markeder, adgang til råvarer og straffeekspeditioner mod stater, som ikke anerkender Washingtons ambitioner, fortsætter både åbent og i det skjulte.

 

USAs militær - som ikke efter 20 års krig i Afghanistan kunne nedkæmpe Talibans pjaltehær - står nu frem i deres massive propaganda som en stålsat støtte til Ukraine med milliarder i våbenhjælp. Ingen tvivl: Det er den gode krig mod den onde fjende. Fred og nedrustning endsige våbenhvile er ikke på tale. Zelensky er den ideelle frontsoldat, som ofrer sig i kampen for sit land og for Vestens såkaldte værdier. Værdier som vi så udfolde sig i angrebskrigene mod Irak, Afghanistan og Libyen. Hele det politiske establishment fra højre til venstre er grebet af militarismens forsimplede ideer om, at man ikke må vise svaghed. Men fortsætte dødsspiralen indtil krigstrætheden og ødelæggelserne bliver så store, at der skal findes en udgang. At et land ligger smadret, og der er utallige ofre, tæller mindre. En fredsaftale? Allerhelst en kapitulation, men prisen i menneskeliv taler man ikke om.

​​ 

Her er det trist at høre ledende folk i Enhedslisten lyde mere og mere som Joe Biden og andre uforsonlige politikere i den vestlige imperialistiske verden. Fortsat våbenstøtte støttes betingelsesløst af Enhedslisten, uden der stilles krav om våbenhvile og fredsforhandlinger endsige spørges til, hvem som får våbnene. Endsige krav om at disse våben ikke bruges mod civile. At de massive mængder af våben også kan ende på det illegale marked, hører vi ikke problematiseret. ​​ Medierne oversvømmes med militær- og efterretningsfolk i uniformer (som deltog de i krigen), mens fredsforskere udskammes som naive og slet ikke inviteres. ​​ Her bør en ægte socialistisk venstrefløj besinde sig, og huske på sin historiske arv fra den franske revolution, hvor ideer om fred gav inspiration i hele verden op til 1. Verdenskrig, hvor socialister som Karl Liebknecht førte ”krig mod krigen”. ​​ Den tragiske sandhed er, at der ikke er en dag med fred under imperialismen. Ukraine er i dag en mishandlet kapitalistisk stat hærget af korruption og svinerige oligarker, men også en frontstat i USAs kamp mod Rusland. En udvikling som er accelereret over en længere årrække med de neokonservative i Washington. ​​ Et Rusland som med præsident Putin har valgt en nationalistisk uforsonlig kurs og kastet sig ud i en angrebskrig, som kun har en taber, nemlig den russiske befolkning. Oligarkerne i Rusland skal nok klare sig. Ligesom de ukrainske oligarker med deres megaprofitter og skattely. ​​ Kapitalen står parat til at score store profitter, når Ukraine skal genopbygges. Et godt gæt er, at det vil blive amerikanske entreprenørkoncerner, som løber med kontakterne, og ikke europæiske. Ligesom i Irak, hvor George W. Bushs venner løb med de fede kontrakter.

 

Over for dette vanvid må socialister tage klart afstand og sige, at kun socialisme, fredsaftaler og samarbejde kan skabe fred mellem Ukraine og Rusland. ​​ Det vil tage årtier at genopbygge tillid og samarbejde mellem de to naboer. Der er brug for mægling med inspiration i Johan Galtungs principper, principper som også FN bygger på. ​​ Der er ikke brug for flere våben, som kun er mere benzin på bålet - fredsskabende initiativer må sættes i gang. Her må socialister gå foran og ikke i angst blive medløbere i militarismens optrapning og fjendebilleder.

 

Hvad er militarisme?

Det er værd kort at fortælle, hvad militarisme er. Et begreb som synes forsvundet fra socialisters ordforråd, hvad der jo er sørgeligt og farligt, da tillokkelsen til at gå sammen med krigspartierne er stor, når krigstrommerne buldrer. ​​ Den nærmest ærbødige fejring af det militære ser man overalt, hvor oprustning er blevet en del af kapitalismens økonomiske system. I dag udbredt globalt ikke mindst gennem NATOs nye strategi - hvor man står klar til at gribe ind overalt på kloden. Dansk sikkerhedspolitik tilpasser sig denne udvikling, og man taler om udrykningsstyrker, som skal stå klar til at blive sendt af sted. Ligesom der er gennemført et såkaldt ”nationalt kompromis” med en voldsom vækst i militærbudgettet.

James M. Cypher (2022) definerer militarismen: ”Den udgør en social institution med ideer og handlinger, f.eks. patriotisme, samt militære styrker og våbenproducenter. Militarismen er både en ideologi og en national politik, som udøves gennem statsapparatet. De er gensidigt afhængige og påvirker hinanden”. Cypher beskriver tre former for militarisme, med udgangspunkt i USA:

Militær keynesianisme er en politik, hvor militærproduktion er med til at holde kapitalismens økonomi kørende og modvirke stagnation. Det skaber kapital, beskæftigelse og nye teknologier.

Global, neoliberal militarisme er en udvikling, hvor nyliberale kræfter støtter mest mulig privatisering af militæret, f.eks. ved brug af lejesoldater. Sammen med en parathed til at intervenere overalt, hvor nationer udfordrer USA/NATOs hegemoni.

Koncernmilitarisme, hvor våbenproducerende koncerner gennem langtidskontakter med staten tjener megaprofitter.

​​ 

Noter

Marx og Engels - citeret i Dominique Losurdo, Eine Welt ohne Krieg, Köln. 2022.

Rosa Luxemburg - citeret i Karl & Rosa, 1871-2021, Marxistische Blätter, 1, 2021.

Vladimir Lenin - ​​ citeret i Karl & Rosa, 1871-2021, Marxistische Blätter, 1, 2021.

Karl Liebknecht - ​​ citeret i Dominique Losurdo, Eine Welt ohne Krieg, Köln. 2022.

Jean Jaures - ​​ citeret i Dominique Losurdo, Eine Welt ohne Krieg, Köln. 2022.

Adam Tooze, Crashed. How a decade of financial crisis changed the world, 2018.

James M. Cypher, ​​ The political economy of systemic US militarism, Monthly Review, april 2022.