Klimakamp i modvind
Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion
Selvom klimaforandringerne sker hurtigere end forventet, bød klimatopmødet COP27 på flere ord end handling, og klimabevægelsen møder udfordringer fra flere sider, mens fagbevægelsen sætter øget fokus på grøn omstilling
Forhåbningerne var store, men forventningerne afdæmpede, da regeringsrepræsentanter, forskere og klimaaktivister drog til klimatopmødet COP27 i Egypten i november. Mødet blev ellers holdt efter en sommer med voldsomme hedebølger, udbredt tørke og store oversvømmelser som tegn på, at den globale opvarmning slår igennem og påvirker klodens klima. Temperaturstigningerne sker endda hurtigere end hidtil forudset og gør det stadig sværere at nå målet om en temperaturstigning på højest 1,5 grader. En fjerdedel af kloden har allerede passeret de 1,5 grader; men der er store regionale og lokale forskelle.
Temperaturstigningerne slår især igennem i Europa og Arktis. I Danmark er gennemsnitstemperaturen 1,5 grad højere end for 150 år siden, men er inden for de ti seneste år steget med 2 grader, ligesom der kommer en tredjedel mindre sne, og vinteren med DMI´s ord er blevet en måned kortere. Samtidig er udsvingene i temperaturer stadig større og oftere. Nordeuropa fik i første halvdel af december sne, is og kulde i et større omfang end længe oplevet så tidligt på vinteren, men oplevede til gengæld i otte europæiske lande det varmeste nytår nogensinde målt – over 12 grader på Lolland og 16 grader i Berlin, ligesom skisportssteder i Østrig og Schweitz mangler sne. I Nordamerika oplevedes juledage med ned til 40 graders kulde og enorme snemængder, der lammede delstater selv langt sydpå og kostede mindst 60 mennesker livet. Disse store udsving og forskellige udgaver af vildt vejr er dog ifølge forskere en del af klimaforandringerne.
Der var derfor også stærkt bekymrende ord fra FNs generalsekretær, António Guterres, ved åbningen af COP27, hvor han advarede om, at valget står mellem ”klimasolidaritet eller kollektivt selvmord”. Han pegede på, at kloden står tæt på det vendepunkt, som vil gøre det umuligt at rulle klimaforandringerne tilbage. ”Vi er på en motorvej mod et klimahelvede med vores fod på speederen”, sagde generalsekretæren og gjorde opmærksom på - at konsekvenserne er langt alvorligere for de fattige lande end for de rige lande, der har bidraget til klimaforandringerne.
Som ved tidligere klimatopmøder var de afrikanske lande stærkt utilfredse med denne retfærdighed og var glade for, at klimakompensation var kommet på dagsordenen for dette topmøde, men ikke ligefrem blev budt velkommen af en række af de rige lande. Især USA og Kina - der både er verdens to største økonomier og de største CO2-udledere - var ikke meget for at spytte penge i en kompensationsordning af frygt for at forpligte sig til i fremtiden at betale store summer i klimakompensation.
Ny fond skal kompensere for klimaskader
Topmødet måtte ud i forlænget spilletid for at nå frem til en aftale om, at tab og skader forårsaget af klimaforandringer kompenseres. Efter lange og svære forhandlinger blev der aftalt en klimakatastrofefond, som de rige lande skal bidrage til, så der kan ydes økonomisk hjælp til de lande, der er særligt sårbare over for klimaforandringer i form af tørke, oversvømmelse og stigende vandstande. Ifølge aftalen skal det være nye penge og ikke blot en omfordeling af eksisterende eller allerede aftalte midler. Det er ikke aftalt, hvem der skal bidrage og med hvor meget, herunder om Kina skal være yder eller nyder. Det er heller ikke aftalt, hvornår den nye fond træder i kraft. En konkretisering skal først ske ved COP28; men en vis skepsis i forhold til udmøntning af aftalen hersker, da de rige lande har haft svært ved at leve op til en aftale fra 2009 om at bidrage med 100 milliarder kroner om året til de fattige landes indsats for grøn omstilling og tilpasning til klimaforandringer.
På FNs topmøde om biodiversitet en måned senere i Canada udspilledes en lignende diskussion om særlig støtte til de fattige landes indsats for at sikre arternes mangfoldighed, hvilket ligesom på klimatopmødet mundede ud i en aftale om en fond. Hvert år skal der fra denne fond kanaliseres 1.400 milliarder kroner ud til bevaringsinitiativer, og de rige lande skal hvert år bidrage med mindst 140 milliarder kroner til fonden og fra 2025 et endnu større beløb.
Selv om aftalerne på begge topmøder ikke er særlig konkrete men mere er hensigtserklæringer, ser de afrikanske lande dem som en sejr, mens klima- og miljøorganisationer opfatter dem som fremskridt og om ikke andet en symbolsk sejr, der har bidraget til at indsnævre kløften mellem rige og fattige lande. Ellers er der ikke den store jubel over resultaterne fra COP27, der ganske vist fastholdt målet om en temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader, selv om mange uformelle drøftelser gik på at skrotte målet og i stedet søge at begrænse stigningen til højst to grader, hvilket der dog var delte meninger om. Klimaprofessor ved SDU, Sebastian Mernild gav i et interview udtryk for, at det kunne være fornuftigt at sløjfe målet om 1,5 % og i stedet satse på et mål om to grader, hvilket blev afvist af flere danske NGOer, blandt andet Folkekirkens Nødhjælp. De frygtede, det ville gå ud over de mest sårbare lande og ”fjerne deres mulighed for håb og overlevelse” (Jyllands-Posten 18.11.22.)
Selvom udfasning af fossile brændsler indgik i debatterne, og Indien med opbakning fra blandt andet EU-landene stillede forslag om nedtrapning af alle fossile brændsler, kom der ikke noget med i aftaleteksten herom – kun en gentagelse fra det forrige års topmøde-aftale om at skrue ned for brugen af kul. De olieproducerende lande med Golf-staterne i spidsen havde et stort antal lobbyister med på topmødet – tilsyneladende ikke helt forgæves. En del andre lande har nok også været tilbageholdende med at kræve hurtig afvikling af fossile brændsler i lyset af forsyningssikkerheden, der er truet af Ruslands lukning for naturgasleverancer til en række europæiske lande. Ligesom tørkeperioder har sat en del kraftværker i stå eller på lavt blus på grund af mangel på kølevand.
Temperaturstigning er menneskeskabt
Nok var der mange bekymrende ord på klimatopmødet; men forpligtende handling kneb det mere med og det illustrerer, at indsatsen imod klimaforandringer står med en række udfordringer, og at klimabevægelsen oplever modvind fra flere kanter. Ganske vist må de fleste nok efterhånden erkende, at klodens klima er under forandring. En del stiller dog fortsat spørgsmål ved, om forandringerne er menneskeskabte - på trods af at menneskelig adfærds påvirkning af klimaet er påvist for mere end 100 år siden.
I 1896 udgav den svenske kemiker Svante Arrhenius en artikel, hvori han påviste en sammenhæng mellem øget udledning af CO2 til atmosfæren fra afbrænding af fossile brændstoffer og temperaturstigninger. I løbet af 1950´erne udvikledes forskellige computerbaserede klimamodeller, og med hjælp heraf undersøgte de to klimatologer Syukuro Manabe og Richard Wetherald klima-følsomheden forstået som betydningen for temperaturen af en fordobling af CO2-koncentrationen. De fandt i 1967 frem til en følsomhed på 2,3 grader, og for deres banebrydende forskning fik de to forskere i 2021 Nobelprisen i fysik. Siden da har forskere verden over beskæftiget sig grundigt med klimaforandringer, og en rapport fra NASA fra 1980 pegede på, at en eksponentiel vækst i udledninger ville blive et alvorligt problem og lå dermed på linje med rapporten fra 1972 ”Grænser for vækst”, der ligeledes adresserede problematikken om miljøkonsekvenserne af en fortsat stigende vækst. I et internt notat til ledelsen i olieselskabet Exxon Mobile blev problematikken også beskrevet; men notatet blev kasseret.
FN oprettede i 1988 verdens meteorologiske organisation, WMO, og det internationale panel af klimaforskere, IPCC, som udgav sin første rapport i 1990. I den skønnedes det, at hvis der ikke gennemførtes foranstaltninger til at reducere CO2-udledningen, ville det medføre en global temperaturstigning på 0,3 grader pr. årti. I den sjette og seneste rapport fra IPCC udgivet i 2022 slås det entydigt fast, at der er tale om en menneskeskabt opvarmning af havene, landjorden og atmosfæren.
En rapport udgivet i september 2022 af forskere tilknyttet WMO vurderer, at de seneste syv år er de varmeste nogensinde målt, at de seneste 50 år er antallet af vejr- og klimarelaterede katastrofer femdoblet, og at der er 48 % risiko for, at målet om 1,5 graders temperaturstigning vil blive overskredet inden for de næste fem år. Rapporten nævner også, at for at kunne nå målet på 1,5 skal verdens nationer i gennemsnit øge klimaindsatsen syv gange
.
En anden forskerrapport advarer om, at kloden står ved en række vendepunkter på grund af de stadigt hurtigere stigende temperaturer. Blandt dem er afsmeltning af indlandsisen i Grønland, hvilket kan sætte gang i en kædereaktion med stigende verdenshave og oversvømmelser. De klimabaserede katastrofer er ifølge António Guterres ikke naturlige, men ”prisen for menneskehedens afhængighed af fossile brændstoffer”.
Nye teknologier og mere atomkraft på vej
Selv om advarselslamperne blinker, er regeringer og erhvervsliv tøvende med handlinger til at imødegå temperaturstigning og klimaforandring. - Den aktuelle usikkerhed om energiforsyningen har fået flere regeringer til at forlænge brugen af fossilt brændsel i blandt andet kraftværker. I Danmark har 28 industrivirksomheder – heriblandt Novo Nordisk, Novozymes og Arla - ansøgt Energistyrelsen om at udskifte naturgas med andre brændstoffer, primært olie, hvilket ifølge Klimarådet vil have en negativ effekt på CO2-udledningen (Ingeniøren, 9.12.22.).
Samtidig maner politikere og virksomheder til tålmodighed, fordi nye teknologier er under udvikling og på forskellig vis vil kunne reducere udledninger eller nedbryde udledt CO2. Det kan være Power-to-X, teknikker til at opfange og lagre CO2 i undergrunden eller på havbunden eller mineraltilførsel til havet for at opfange mere CO. Alle disse nye teknologier er dog stadig i deres vorden og vil ligesom energi-øer være en del år undervejs, inden de vil kunne tages i brug. Det samme er udbygning af atomkraften, hvor store, konventionelle atomkraftværker tager mere end ti år at etablere – og i øvrigt mindst lige så lang tid at lukke igen, viser erfaringer lige fra Barsebäck til Tjernobyl.
Alligevel er atomkraft igen kommet på dagsordenen ikke blot i Sverige, hvor den borgerlige regering vil åbne nye atomkraftværker. Også i Danmark er interessen for atomkraft stigende. Mens et markant flertal af danskerne i årevis har været atomkraft-modstandere, ser bøtten nu ud til at være vendt. Ifølge en Megafon-måling fra september 2022 ville 46 % af danskerne stemme ja til atomkraft ved en folkeafstemning herom, mens 39 % ville stemme imod. Størst er tilslutningen blandt unge, hvor 52 % i alderen mellem 20 - 39 år ville stemme ja.
Holdningsskiftet kan være påvirket af den aktuelle situation med problemer med energiforsyningen og de høje energipriser, men afspejler også en udvikling, der har været undervejs gennem flere år, hvor unge er blevet mere åbne over for atomkraft – også miljøbevidste og venstreorienterede unge, der stemmer på SF eller Enhedslisten. De ser atomkraft som en del af løsningen på klimaudfordringerne og som led i grøn omstilling. Argumenterne er, at teknologien omkring atomkraft er en helt anden i dag, og at der er ved at blive udviklet små atomkraftværker, der kan placeres i en container eller på en tømmerflåde – og allerede har vakt interesse i blandt andet Indonesien og Vietnam. Med i udviklingen af sådanne mini-a-kraftværker er det danske firma Seaborg Technologies, der har betalt for Megafon-undersøgelsen om danskernes holdning til atomkraft.
Flere slags klimaaktivisme
En del af de unge atomkrafttilhængere vil gerne se sig som en del af klimabevægelsen, der ikke ligefrem har budt dem velkommen med deres skilte ved demonstrationer. Men også på andre felter er der uenigheder i den brede klimabevægelse, ikke mindst den klassiske uenighed om aktionsformer. Nogle unge klimaaktivister har i flere europæiske lande gjort sig bemærket med spektakulære aktioner eller måske rettere happenings, hvor de har hældt maling over eller klistret sig fast til kendte kunstværker på museer, uden at værkerne dog som sådan har taget skade.
Andre unge samlet i blandt andet lokale grupper af Extinction Rebellion har ved fysiske blokader og aktioner på gaderne markeret deres budskaber og krav også i Danmark, hvor for eksempel Langebro i København har været blokeret for al passage – også cyklister og gående, som dog kunne benytte Lille Langebro til at komme over havneløbet. Mere anonyme aktivister har også været på spil. Under navnet The Tyre Extinguishers har aktivister piftet dækkene på personbiler på Frederiksberg og Østerbro efterladende sig sedler med en hilsen om ikke at tage det personligt: ”Det er ikke dig, det er din bil” (Østerbroliv 7.12.22).
Den danske klimabevægelse kan samle mange til demonstration, når f.eks. der kan lokkes med Gretha Thunberg som taler, men ellers kan det knibe med at komme ud over rampen til den brede befolkning, selv om bekymringen for klimaets tilstand er stigende blandt mange mennesker. Men klimabevægelsen er primært et fænomen befolket af studerende, akademikere og andre fra middelklassen – og kun få fra arbejderklassen. Udadtil virker det måske heller ikke som om, at fagbevægelsen har klimaforandringerne allerhøjest på dagsordenen og også har været lidt langsom i optrækket på det felt; men i løbet af de seneste ti år er bæredygtighed og grøn omstilling faktisk blevet et vigtigt dagsordenspunkt for fagbevægelsen både internationalt og nationalt.
Fagbevægelsen kræver retfærdig grøn omstilling
I 2013 udsendte den europæiske faglige sammenslutning, ETUC, en plan for investeringer, bæredygtig vækst og gode job, og i 2015 fulgte den tilsvarende organisation på verdensplan op med et udspil om ”Klimaretfærdighed: Der er ingen job på en død planet”, som det hed. Siden da har både den internationale og europæiske fagbevægelse på kongresser og konferencer sammen med bl.a. den europæiske fagbevægelses forskningsinstitut ETUI sat fokus på klimaindsatsen og lagt vægt på, at grøn omstilling skal foregå på en social retfærdig måde, så de lavtlønnede og fattige ikke skal bære de største byrder ved omstillingen - hvilket netop var en væsentlig årsag til fremkomsten af de gule veste i Frankrig. Tværtimod skal grøn omstilling ske på en måde, så der skabes nye, gode job til erstatning for de job, der måtte forsvinde som led i omstillingen.
Disse tanker og perspektiver går også igen i den danske fagbevægelse, hvor FH og en række fagforbund satte grøn omstilling på programmet på kongresser, generalforsamlinger, konferencer og kurser. FH har i flere omgange udgivet rapporter og fremlagt forslag til klimaforbedrende initiativer, ligesom de enkelte forbund og deres lokale afdelinger på forskellig vis arbejder med bæredygtighed og grøn omstilling. For eksempel har HK haft over 600 tillidsrepræsentanter og medlemmer igennem et 5 dages kursus over to moduler ’grøn forandringsagent’, hvor deltagerne drøftede og lærte, hvordan man hver især og sammen med andre på arbejdspladsen eller i hjem og fritid kan arbejde konkret med grøn omstilling, ligesom der også var plads til bredere politiske og etiske drøftelser om klimaindsatsen og sikring af klimaretfærdighed såvel lokalt som globalt.
Tre ud af fire danske lønmodtagere er positivt indstillet over for grøn omstilling ifølge en rapport fra FH lavet på baggrund af meningsmålinger og fokusgruppe-interviews. Forudsætningen er, at omstillingen foregår retfærdigt, og at der er tilstrækkelige efter- og videreuddannelsesmuligheder. Flere fagforbund har derfor sammen med arbejdsgiverorganisationer sat grøn omstilling og bæredygtighed på pensum i erhvervsskolerne rettet mod mange faggrupper lige fra blikkenslagere til butiksassistenter med afsæt i, at det ved overenskomsterne på det private arbejdsmarked i 2020 blev aftalt, at de ansatte skal kompetenceudvikles til den grønne omstilling. Tilsvarende er kompetenceudvikling til grøn omstilling også blevet et element i, at den offentlige sektor skal handle bæredygtigt og blandt andet sættes på dagsordenen i de statslige institutioners samarbejdsudvalg.
I både den private og den offentlige sektor er grøn omstilling i høj grad på initiativ af fagbevægelsen blevet et centralt arbejdsfelt, men afspejler også, at både virksomhedsejere og politikere gerne vil fremstå med et grønt image, der til tider dog ser ud af mere, end det er – og derfor ofte kaldes greenwashing. Danske virksomheder ynder at fremstille sig som helt i front i verden med grøn omstilling; men overhales ifølge en rapport fra organisationen Carbon Disclosure Project (CDP), baseret på 13.000 virksomheders egne indberetninger, faktisk af virksomheder i flere andre europæiske lande i forhold til klima-ambitioner. Ifølge rapporten har 73 af de største danske virksomheder samlet set kurs mod en temperaturstigning på 2,6 grader i 2100, mens tallet for hele Europa er 2,4 - og for Tyskland, Holland og Italien på 2,2. Danske virksomheders halvdårlige placering skyldes for få valide planer for reduktion af udledninger i hele værdikæden og ikke nødvendigvis selve virksomhedens forsømmelighed, men manglende styr på underleverandørers bæredygtighed (Jyllands-Posten, 18.11.22).
Der er derfor mange forhold også uden for virksomhedens egne mure at tage højde for i forbindelse med grøn omstilling, så den ikke ender som Greenwashing, der også kan bestå i vildledende markedsføring ved hjælp af selvopfundne mærkater. Fagbevægelsen og tillidsrepræsentanters involvering i virksomheders grønne omstilling rummer derfor udfordringer og fælder – med risiko for at ende som gidsler. Derfor kan der blandt nogle klimaaktivister spores en vis skepsis over for fagbevægelsens engagement i den grønne omstilling, samtidig med at klimabevægelsen ønsker et samarbejde med fagbevægelsen.
Klimakamp og faglig kamp som fælles kamp
Et centralt punkt, der både skiller i klimabevægelsen og i dens forhold til fagbevægelsen, er spørgsmålet om vækst. Er det muligt at ændre vækst i en grøn og bæredygtig retning, eller er det nødvendigt med negativ vækst også kaldet modvækst – på engelsk degrowth. Det spørgsmål blev drøftet på en konference 5. november i København arrangeret af TransformDanmark med et panel af klimaforskere ogaktivister, der drøftede sammenhængen mellem klimakamp og klassekamp.
Den franske økonom Timothee Parrique fandt ikke grøn vækst bæredygtig, men anså det for nødvendigt med en civilisationsmæssig ændring. Derfor vil det være nødvendigt med modvækst ved at nedbringe produktionen, hvilket vil reducere forbruget, som så yderligere vil nedbringe produktionen. Magt over produktionen er derfor afgørende, hvilket kræver bånd mellem klimabevægelsen og arbejdere og teknikere på produktionsvirksomhederne. Som eksempel herpå henviste han til en strejke blandt raffinaderi-arbejdere og -teknikere i Total.
Den amerikanske forfatter og forsker Matthew T. Huber var enig i pointen om at vinde kontrol over produktionen for derved at fjerne overproduktion og - fandt det vigtigt at appellere til klimaansvarlighed ikke i forhold til den enkeltes adfærd, men ved at indgå i fællesskaber og organisationer. Han slog også til lyd for at indgå i dialog med fagbevægelsen, være lyttende og finde sammen om fællesnævnere. Som eksempel gav han et krav fra skolelærere i én af de amerikanske delstater om højere beskatning af olieselskaberne med henblik på at skaffe flere penge til undervisningssektoren. Han gjorde også opmærksom på, at modvækst-bevægelsen er meget akademisk præget, men netop ved dialog kan nå bredere ud - ligesom begrebet vækst skal nuanceres og erobres fra at være et begreb, der relaterer sig til bruttonationalproduktet, hvilket også Timothee Parrique slog til lyd for. Det er efter hans mening for meget filtret ind i økonomiske tankegange, men kan have andre betydninger i andre sammenhænge, så vækst bør sænkes på nogle områder og øges på andre.
Begge to var ligesom de øvrige paneldeltagere enige i, at en grøn omstilling skal være retfærdig, ligesom der var bred enighed om, at klimakamp og faglig kamp skal forenes i en fælles kamp. Selv om der nok var forskelligt syn på, hvordan denne fælles kamp skal føres, var der uden direkte at blive nævnt med ord nok også enighed om, at med en død klode er der heller ingen job. Så selv om klimakampen mærker modvind, anes der også muligheder, hvis klimabevægelsen og fagbevægelsen kan finde sammen i klimakampen.
Links
COP27 - beslutninger og rapporter
Megafon-meningsmåling om atomkraft
TransformDanmark-konference 5.11.22 - oplægsholdere og video med oplæg