Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 20. Ansvarshavende redaktør : Peer Møller Christensen

 

Udskriv artiklen

 

 

 

Fortidens skygger over nutidens Tyskland

 

Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion

 

En massiv aktion fra tyske myndigheder afværgede et højreorienteret kup, men afdækkede, at højreekstremister forsøger at nå deres mål med også voldelige midler

 

Det lignede handlingen i en dårlig B-film, men var virkelighed i 2020ernes Tyskland. I en omfattende aktion i december slog tyske myndigheder til for at afværge et forestående statskup. En kreds af stærkt nationalkonservative, der betegner sig selv som ’Reichsbürger’, havde detaljerede planer om at storme den tyske Forbundsdag i Berlin, tage magten i vores naboland og indsætte en aldrende adelig, Heinrich XIII Prins Reuss, som ny leder af landet, ligesom det var planlagt, hvem der skulle indtage en række ministerposter.

 

Ved den store politiaktion i 11 tyske delstater blev 25 personer anholdt, hvoraf en del var nuværende eller tidligere højtstående embedsmænd inden for militær, politi og retsvæsen. Blandt de anholdte var en kvindelig dommer, der også var medlem af Forbundsdagen for Alternative für Deutschland (AfD). Hun havde i forvejen været i søgelyset som tilsluttet rigsborgerne - der ikke anerkender den nuværende tyske stat som legitim, men ønsker en tilbagevenden til grænserne fra før Anden Verdenskrig.

 ​​​​ 

Næsten samtidig med det afværgede kup afsluttedes en noget sælsom retssag ved en tysk ungdomsdomstol, hvor den 97-årige Irmgard Furchner stod anklaget for medvirken til massemord. Hun var som 18-19-årig fra juni 1943 til april 1945 sekretær for Paul Werner Hoppe, lejrkommandant i kz-lejren Stutthof, hvor i alt 60.000 fanger blev slået ihjel, heriblandt 22 danske kommunister. Som sekretær var hun ifølge anklageskriftet vidende om 10.000 af disse drab og blev idømt to års betinget fængsel, hvilket er en relativ mild straf begrundet i særlige regler for unges lovovertrædelser. Hendes chef blev ved en retssag i 1957 idømt en fængselsstraf på ni år og levede efter sin afsoning en tilværelse som en fri mand i Vesttyskland indtil sin død i 1974.

Vil rulle tilbage til fortidens Tyskland

Fortiden kaster således på forskellig vis stadig skygger ind over nutidens Tyskland, når retssager opruller nazi-tidens forbrydelser, eller når højreorienterede kræfter vil rulle tiden tilbage og genskabe noget, der ligner fortidens Tyskland, hvilket var kupmagernes hensigt. Sådanne kræfter har i over 100 år kæmpet for at genskabe et Tyskland i stil med det kejserdømme, der brød sammen ved afslutningen af Første Verdenskrig med efterfølgende revolutionære opstande og borgerkrig samt oprettelse af Weimar-republikken. Royalistiske officerskredse var kernen i og ledte en række skyttekorps, der sammen med socialdemokratiske frikorps slog revolutionære arbejderes strejker og opstande ned, så en socialistisk revolution i Tyskland blev kvalt - og det nye skrumpede Tyskland med et stærkt socialdemokratisk parti ved roret blev et markedsorienteret, kapitalistisk system.

 

Denne samfundsmodel var dog ikke, hvad hverken nationalkonservative officerskredse eller kredse i erhvervslivet ønskede sig. De arbejdede derfor i al hemmelighed i 1920´erne og ind i 30´erne for at bringe Tyskland tilbage til et autoritært styre som det tidligere kejserdømme samt en militær genoprustning, der skulle gøre Tyskland stort igen, hvilket tv-serien Babylon Berlin i dramatiseret form har beskrevet.

 

Disse konservative kredse havde en del tanker til fælles med det fremstormende nazi-parti, som de dog foragtede og anså for at være en samling latterlige bøller, der aldrig ville komme til magten. Men nazisterne kom til magten, og mange fra de konservative officers- og erhvervskredse bakkede op om og tilsluttede sig det nye styre - uden nødvendigvis at være overbeviste nazister, men snarere medløbere af opportunistiske årsager. Da krigslykken begyndte at vende, var der da også sympati for og forbindelser til de officerskredse i værnemagten, der forsøgte at skaffe Hitler af vejen med henblik på at indgå en fredsaftale med de vestlige allierede og dermed redde Tyskland fra det totale nederlag – og helst bevare en del af Det tredje Riges indretning frem for et demokrati.

 

Det yderste højres genkomst

Anden verdenskrig endte dog med det totale nederlag, og af ruinerne skulle et nyt delt Tyskland opstå, hvilket ikke afholdt nationalkonservative og højreorienterede kredse såvel som tidligere nazister fra at opnå politisk indflydelse i Vesttyskland, hvor de fik mulighed for at stille op til valg, selv om der i den vesttyske grundlov var et forbud mod nazistiske partier. Et par nazilignende partier blev da også opløst af myndighederne, hvoraf det mest betydende var Sozialistische Reichspartei.

​​ 

Med nogle af kræfterne bag dette parti som initiativtagere og efter en del tilløb med forskellige partidannelser, stiftedes i 1964 Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD), som ved forbundsdagsvalget i 1965 opnåede 2,1 % af stemmerne og dermed lå under spærregrænsen. Bedre gik det ved delstatsvalg i 1966, hvor NPD i Hessen fik 7,9 % af stemmerne svarende til 225.000 vælgere og i Bayern 7,4 % svarende til 390.000 vælgere. Størst tilslutning fik NPD i valgkredse, hvor nazistpartiet ved valget i 1928 også havde stået stærkt stemmemæssigt. Mest markant i Nürnberg og Bayreuth, hvor NPD opnåede omkring 13 % af stemmerne.

​​ 

Ved delstatsvalget i Baden-Württemberg i 1968 fik NPD knap hver tiende stemme med størst tilslutning i protestantisk dominerede valgkredse – i nogle op imod hver fjerde stemme. Ved efterfølgende valg er det gået op og ned med vælgertilslutningen. Efter en svindende vælgertilslutning i 1970erne og 80erne lykkedes det i 1990erne at genetablere sig lokalt og regionalt især i de østlige delstater, hvor NPD vandt pladser i landdagen i både Sachsen-Anhalt i 2004 og Mecklenburg-Vorpommern i 2006.

 

Partiet har dog fået kraftig konkurrence fra og er blevet delvist fortrængt af AfD, der ligesom NPD kunne høste stemmer blandt de mange utilfredse østtyskere, der ikke oplevede det blomstrende landskab, som kansler Kohl havde lovet ved genforeningen af Tyskland. Da NPD i sin politik, sprogbrug og virkemidler har en del til fælles med Hitlers nazistparti, har der fra Forbundsdagen været gjort forsøg på at forbyde partiet, hvilket ikke er lykkedes.

​​ 

AfD blev dannet i 2013 og vandt allerede året efter med omkring 10 % af stemmerne en del mandater i flere østlige delstater og fik ved delstatsvalg i de næste par år gode valg i flere både østlige og vestlige delstater med næsten hver femte stemme i Sachsen-Anhalt og 15 % i Baden Württemberg. I 2017 var AfD repræsenteret i 14 af de 16 delstater, og ved opnåelsen af 12.6 % af stemmerne og 94 mandater i forbundsdagen samme år blev partiet Tysklands tredjestørste parti. Men gik ved det seneste forbundsdagsvalg i 2021 med 10,3 % af stemmerne og 83 mandater tilbage og er nu det femtestørste parti. Ved EU-parlamentsvalget i 2019 øgede AfD sit mandattal fra 7 til 11 og opnåede 11 % af stemmerne. Den tyske forfatningsdomstol har haft partiet under observation for at være højreekstremistisk og vurderer, at faktorer peger på, at der i partiet er forfatningsstridige kræfter, hvilket arrestationen af ét af partiets forbundsdagsmedlemmer synes at bekræfte. AfD har dog taget afstand fra det planlagte kup og afviser i øvrigt at være ekstremistisk.

 ​​​​ 

Selvom først NPD og siden især AfD har opnået ret store stemmetal, har ingen af partierne fået nævneværdig parlamentarisk indflydelse. Traditionen med brede, flertalsbaserede regeringskoalitioner har udelukket indflydelse og ikke givet et tysk højreekstremistisk parti den position, som Dansk Folkeparti i sine velmagtsdage havde og Sverigesdemokraterne i dag har. De ekstreme højrekræfters indflydelse har ligget på et andet niveau og mere indirekte – internt i statslige institutioner og ude på gaden.

 

Den skjulte højrefløj

En række nazistiske embedsmænd fortsatte i Vesttyskland deres virke i myndigheder og statsforvaltning. I 1960 blev det anslået, at 70 % af vesttyske dommere og anklagere havde beklædt dommersæder og anklageposter i det nazistiske Tyskland, at 80 % af de overordnede i det vesttyske indenrigsministerium i sin tid var udnævnt af Hitler, ligesom 84 % af Vesttysklands ambassadører og chefer i Udenrigsministeriet havde beklædt samme embeder under Ribbentrop. Ifølge oplysninger indsamlet af østtyske myndigheder beklædte tidligere SS- og Gestapo-medlemmer op i 1960erne ledende stillinger inden for vesttysk politi og retsvæsen, hvilket tilsyneladende også afspejlede sig i en række efterforskninger og retsafgørelser.

​​ 

Højreorienteredes chikane af og overfald på jøder, der efter krigen var vendt tilbage til Vesttyskland, førte enten til ingen retsforfølgelse eller til meget milde straffe. F.eks. oplevede en jødiske mand, der i skjul havde overlevet nazi-tidens forfølgelser, at han i 1966 gentagne gange på telefon blev truet med at blive slået ihjel – og telefonopkaldene kom fra den lokale politistation!

​​ 

De gamle nazister er nu døde eller ikke længere i tjeneste, men nye er kommet til inden for især politi og militær, hvilket har givet sig udtryk i, at racister og højreorienteredes overfald på indvandrere og flygtninge i flere tilfælde kun sparsomt er blevet efterforsket, ligesom der tilsyneladende har været blinde pletter i forhold til at holde øje med højreekstremistiske gruppers udvikling og adfærd. Mens Berufsverbot i en årrække udelukkede venstreorienterede fra en del offentlige stillinger, har der ikke været samme bevågenhed på de stærkt højreorienterede, der har opbygget positioner inden for dele af politiet og militæret – og leveret personer og våben til at indgå i det planlagte, men forpurrede kup.

 

Retsforfølgelsen af nazi-tidens udøvere af og ansvarlige for mord, overgreb og forfølgelser har skånet mange af disse med enten milde straffe – som lejrkommandanten fra Stutthof - eller frikendelse. Tilsammen er der i Vesttyskland og fra 1990 det genforenede Tyskland ifølge den britiske historiker Mary Fullbrook blevet indledt 107.000 efterforskninger mod tidligere nazister, hvilket kun har ført til 6.500 domsfældelser. Langtidsstraffe er ofte sidenhen blevet forkortet, men en del gamle nazister slap helt uden om retsforfølgelse i Vesttyskland. Risikoen for retsforfølgelse var 6-7 gange højere i DDR end i forbundsrepublikken, vurderer Mary Fullbrook. En tidligere offentlig anklager i Vesttyskland, Barbara Just-Dahlmann, har beregnet, at indtil 1961 har domstaksten været ”ti minutters fængsel pr. mord”. I 1966 gav den vesttyske domstol en påtale odm ”domstolenes skødesløshed” ved krigsforbrydelsessager, og de senere år har domstolene gjort en forstærket indsats for at finde og retsforfølge personer, der har begået eller medvirket til forbrydelser i nazi-tiden. – Sagen mod Irmgard Furchner er én af de seneste og nok også sidste, da de fleste øvrige efterhånden er døde.

 

Aktivistisk højrefløj

På gaden – og på internettet - har et broget sammenrend af højreekstremistiske grupper, netværk og sympatisører i de senere år været i aktion og tiltrukket nye tilhængere. Den store tilstrømning af flygtninge i 2015 gav et forstærket afsæt for grupper som det i 2014 dannede Pegida, der protesterede imod at lade flygtninge komme til landet og advarede imod en islamisering af Tyskland. Ved mandags-demonstrationer efter forbillede fra protestbølgen i større østtyske byer i efteråret 1989 samlede Pegida ofte over 10.000 deltagere, men har de seneste år haft svært ved at samle lige så mange. Corona gav en ny anledning til at samle en bred kreds af protesterende, der også kunne inddrage coronabenægtere og andre, der var bekymrede over de tyske myndigheders coronarestriktioner, som blev anset for indgreb i den enkeltes personlige frihed. Senest har de store prisstigninger på energi og fødevarer kunnet samle til protester, hvor en koalition af højregrupper ved nogle demonstrationer har kunnet mobilisere flere deltagere end tilsvarende demonstrationer arrangeret af fagbevægelsen og venstrefløjen.

 

Ud over den rent tyske aktivistiske højrefløj findes også grupper som Generation Identitær, der består af indvandrerfjendske, islamkritiske unge, og er opstået i Frankrig, men har spredt sig til andre europæiske lande – herunder Danmark. Men også til Tyskland, hvor bevægelsen mest har været synlig med forskellige happenings, heriblandt ophængning af et banner på Brandenburger Tor.

 

Reichsbürger er endnu en aktør på den yderligtgående højrefløjs scene. Ud over en tilbagevenden til tidligere tiders grænser er rigsborgerne også kendt for at udtrykke antisemitiske holdninger og synes inspireret af den amerikanske QAnon-bevægelse – kendt for konspirationsteorier og deltagelse i stormen på USAs kongres i januar 2021. Bevægelsen af rigsborgere har ifølge det tyske efterretningsvæsen vundet øget tilslutning de seneste år. Mens den for 4-5 år siden blev vurderet til at have omkring 19.000 tilhængere, er tallet nu steget til omkring 23.000, hvilket bekymrer efterretningstjenesterne, der ellers – som kritiseret af venstrefløjspartiet Die Linke – mest har haft kig på venstrefløjen, miljøbevægelsen og klimaaktivister, men i de seneste år har vendt blikket mod faren fra højre. I sommeren 2022 advarede efterretningstjenesterne og indenrigsminister Nancy Faeser om, at social uro som følge af prisstigningerne kunne udnyttes af den yderste højrefløj.

Med våben i hånd

Med det planlagte kupforsøg er fokus i endnu større grad kommet på den militante højrefløj. En efterretningsrapport anser hver tiende tilhænger af Reichsbürger som potentielt voldelig, og i 2021 blev de registreret for 239 voldelige forbrydelser. Også tidligere har nogle af tilhængerne været indblandet i voldelige aktiviteter. Med det gamle prøjsiske flag vajende har medlemmer af bevægelsen to gange været i ildkamp med politiet - i det ene tilfælde med en politibetjents død til følge og konfiskation af større mængder våben. Årsagerne til skyderierne var ikke direkte politiske, men skyldtes udeståender med myndighederne, som rigsborgerne ikke ville anerkende. Mere direkte politisk var det, da en gruppe kaldet ’Den frie prøjsiske stat’ i 2016 blev pågrebet med et større våbenlager og ifølge magasinet Focus havde til hensigt at danne en milits med henblik på en opstand imod den tyske regering.

 ​​​​ 

I april 2022 pågreb politiet en gruppe, der kaldte sig De forenede Patrioter, som havde til hensigt at styrte regeringen og planlagde at sprænge dele af elforsyningen i luften for at lamme landet og skabe borgerkrigslignende tilstande samt bortføre den tyske sundhedsminister. Om sabotage i sommeren 2022 mod de installationer, der styrer væsentlige dele af den tyske togtrafik, også kan tilskrives højreekstremistiske grupper og måske medlemmer af Reichsbürger - eller muligvis var russisk sabotage - vides ikke.

​​ 

Besiddelse af våben og attentatplaner peger på, at dele af den yderste højrefløj vil omstyrte samfundet med vold. Derfor har indenrigsminister Faeser varslet en skærpelse af den tyske våbenlovgivning og har understreget, at der ikke er ”tale om harmløse, skøre personer, men om formodede terrorister, som nu sidder varetægtsfængslet”.

 

Selv om omkring hver tiende tysker har stemt på partier på den yderste højrefløj, tyder intet dog på, at der er en tilsvarende opbakning til kup og voldelig omvæltning i landet. Om ikke andet vil de fleste nok opfatte kupmagerne som fantaster uden realitetssans. Ikke blot vil det være svært at gennemføre det planlagte kup, men endnu sværere at fastholde en magtovertagelse og ikke mindst en udvidelse af Tysklands grænser svarende til grænsedragningen mellem de to verdenskrige, hvilket ville kræve indlemmelse af store områder, der i dag er en del af Polen - og ikke ville kunne klares ved en lynkrig som 1939.

 

Mange i den yngre tyske generation har også ved oprydning i afdøde forfædres dødsboer fundet fotografier og papirer, der har dokumenteret de afdødes deltagelse i nazitidens liv og handlinger og sat fokus på omfanget af forbrydelser begået af nazisterne. Ligeledes har film, tv-serier og -programmer i de seneste år skildret begivenhederne op til og under nazi-tiden, herunder den systematiske forfølgelse og udryddelse af styrets fjender og udstødte.

 

Med til at vaccinere tyskerne imod et nyt autoritært system er givetvis også retssager som den imod Irmgard Furchner, der ganske vist under hele retssagen nægtede at give sit syn på grusomhederne begået i Stutthof, men tilkendegav, at hun var ked af at have været til stede, da de fandt sted og var ”ked af alt, hvad der skete”.

 

Kilder

Ivor Montagu, Ny-nazismen i Tyskland, Branner og Korch/Winthers Forlag, 1967
BT/Ritzau 19.12.2022
Jyllands-Posten 25.12.2022
Wikipedia, TV2 News, ARD og ZDF

​​