Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 21. Ansvarshavende redaktør : Peter Raben

 

Udskriv artiklen

​​ De gule Veste og fagbevægelsen - om klassekampen i Frankrig

 

Af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion

 

Jeg deltog i september 2022 i et seminar om bevægelsen De gule Veste i Marseille, La Ciotat. Seminaret var arrangeret af tyske socialister i samarbejde med Willi Hajek, som i en lang årrække har boet i Frankrig og har skrevet om De guleVeste. Artiklen er et bidrag til at forstå sociale bevægelser i en marxistisk ramme. Her gengives gruppens rapportering fra møder med gule veste og fagforeningsfolk.

 

De gule Veste opstod som et decentralt oprør uden ledelse, men som flammede op samtidigt mange steder i den franske provins. Det var et oprør båret frem af aktive, som ikke i udpræget grad havde været politisk aktive. De havde taget initiativet og kollektivt sat sig til modværge og var konstruktivt og aktivt gået sammen. - De var trådt ud af hverdagens isolation og havde ”befriet ordet”.

 

De overtog byer, stoppede biler og delte erfaringer med andre

De fra den ene dag til den anden benævnte ”gule veste” havde ”overtaget” byer, gader og øde steder, og omsat deres behov for at være sammen i handling. Det skete bl.a. ved at bringe trafikken til standsning. Uden for almindelige konventioner og krav i hverdagen, hvor folk lever i deres mere eller mindre isolerede privatsfærer, mødtes mennesker uden forventninger. De mødte andre erfaringer og kunne udveksle erfaringer med andre. Det fik fordomme til at forsvinde i en forståelse af, at man var fælles om at være udsatte. Man oplevede en styrke ved de gennemførte blokader og etablering af ”gule telte”, som skabte usikkerhed hos magthaverne. Der blev skabt et ”angstfrit rum”, hvor man frit kunne udtrykke sig. ​​ 

 

De var et ”politisk subjekt”, som var meget flydende og mangfoldigt med ældre, unge, kvinder, mænd. Studerende, arbejdsløse, intellektuelle, småborgere, ofre for racisme fra forstæderne, hvide provinsfolk, flere med højredrejet orientering. Der viste sig at være en enighed om at afvise opbygning af en ledelse med repræsentanter. Man ville forsøge at løse uenigheder gennem tillid - for at blive klogere på hinanden. Der var en stærk selvbevidsthed om, at medierne, magthaverne, de kloge hoveder og intellektuelle bekymrer sig ikke om os. Vi begår fejl og lærer sammen af disse fejl. Det var forbløffende at se de klare udtalelser som ​​ De gule Veste ​​ kom med som reaktion på regeringen og andres erklæringer. Som forsøgte at diskreditere bevægelsen eller gennem imødekommelser forsøgte af afspore den. De intellektuelle i bevægelsen optrådte med beskedenhed, og bidrog når det var ønsket. Der nævnes bl.a. historikeren Sophie Warnich, filosoffen Jacques Ranciere og kollektivet ”Plateforme d'Enquêtes Militantes”.

 

​​ De gule Veste ​​ forsøgte at bygge på lokalt initiativ og de lokale ”generalforsamlinger”

(assamblées), hvor alle havde en stemme. Der blev ikke opbygget en central ledelse eller et program udviklet af nogle få. Forestillingen om en overoverordnet struktur med ledende personer blev helt afvist.

 

Men trods dette så blev der afholdt med mellemrum ”assamblées des assamblées” hvor man mødtes og udvekslede erfaringer. Der blev afholdt 5 ”assamblées” i perioden fra 2019-2020, hvor covid-pandemien begyndte. Her mødtes delegerede fra hundreder af lokale grupper af gule veste. Her blev også det næste møde aftalt, så det foregik åbent, det der blev planlagt. Forslag fra lokale grupper blev samlet af en organisatorisk forberedelses-gruppe. Ti punkter blev udvalgt, hvor man efter diskussion skulle udvælge fem punkter. Det blev igen indsamlet af forberedelsesgruppen uden at blande sig i det politiske indhold. Denne proces er nok noget idealistisk fremstillet, siger en deltager, men kom dog til at fungere, selv om meget blev improviseret. Bevægelsen og denne proces blev imidlertid lagt stille med pandemien og det ekstremt autoritære udgangsforbud.

 

Hvad er der så blevet tilbage af De gule Veste? Her må der skelnes mellem, hvordan De gule Veste er beskrevet i offentligheden og i medierne, og hvordan deltagernes egne erfaringer har været, og den bevidsthed de har udviklet. Ingen har et sådant overblik, men beretninger peger på, at der er sket en påvirkning af fagbevægelsens kampe, her også beskrevet af socialisten Willi Hajek i bogen ”Gelb ist das neue Rot”. Et vigtigt aspekt i denne bevægelse er, at mennesker - som ikke før kendte hinanden og måske havde fordomme om hinanden - mødtes i protesterne. Den racistiske politivold, retsløshed og diskrimination, som især har ramt beboerne i de store byers forstæder, ramte nu også hvide franskmænd fra provinsen, som ikke før havde oplevet politivold på deres egen krop.

 

Repression

En fagforeningsaktivist fortalte om sin deltagelse i ​​ De gule Vestes protester og var blevet udsat for hård repression. Han var aktiv i det sydlige Frankrig, hvor ​​ De gule Veste ​​ var ganske stærke i starten. Han deltog i demonstrationer og ved aktioner ved rundkørsler, og kom i politiets søgelys. Han oplevede husundersøgelser, bødestraffe og retssager. Repression som sigtede på afskrækkelse, og på at nedbryde de mest synlige aktivister. Hans vægring mod at underkaste sig medførte, at han endte i varetægtsfængsel i 2019 afventende en retssag. Også selv om han ikke udgjorde nogen trussel mod samfundet. Med hjælp af en støttekomite og en sultestrejke blev han løsladt. Men på det vilkår at han ikke måtte deltage i demonstrationer og to gange om ugen skulle melde sig til den politistation, hvis politivold han havde kritiseret. Han overholdt dette, men skrev et åbent brev til statsadvokaten og startede en underskriftindsamling for retten til at demonstrere.

 

Han blev igen arresteret for at deltage i en demo ved en rundkørsel, selv om de ikke blokerede. Han blev smidt i fængsel igen. I en celle med 3 indsatte under uhygiejniske og uværdige forhold var han fængslet i et halvt år. Måtte sove på gulvet og uden adgang til dokumenter, så han kunne forberede sit forsvar. Ved retssagen fik han 1 års fængsel. Efter en aktion - hvor de indsatte protesterede mod de uværdige forhold - blev han smidt i isolationscelle. Han er en af de mange hundreder, som er blevet udsat for repression, fordi de er aktivister. Han betalte en høj pris for sin støtte til De gule Veste, som regeringen forsøgte at knuse. På grund af juridiske fejl i processen slap han fri efter et halvt år. ​​ 

 

Aktivisterne var del af en social bevægelse og ikke banditter, men blev behandlet som trusler mod staten. De blev udsat for et frontalt angreb fra Macron-regeringen, som førte til en voldsom politi- og straffemæssig repression. Det anslås at:

 

- 100.000 gule veste fik bøder fra 185 til 800 EUR.

- 40.000 fik domme i en retssag.

- 20.000 blev udelukket fra at demonstrere.

- 1000 blev fængslet.

- utallige blev kvæstet, også alvorligt.

 

Det var en repression fra en regering, som var presset af befolkningens protester. Man anvendte kriminalisering som metode. Man konstruerede sager, så aktivister kunne stilles for retten og domfældes. En afskyelig praksis som gjorde det muligt at undertrykke mennesker på grund af deres overbevisning og engagement. Et angreb på demokratiet og de individuelle og kollektive rettigheder. ​​ Politiet optrådte med stor vildskab og iver. Dommere og statsansatte havde lydigt bøjet sig for magthavernes befalinger. Derfor rejste man også kravet om en generel amnesti for alle dømte gule veste.

 

Bevægelsens klassekarakter

En aktivist beskrev ​​ De gule Veste ​​ som en radikaliseret social bevægelse, som var opstået uden for de kendte partier og fagforeninger. Socialt set er De gule Veste ofte småborgere, håndværkere med små virksomheder, ”solo-selvstændige” og prekært beskæftigede. Derfor rejser bevægelsen heller ikke krav mod en arbejdsgiver - som De gule Veste sjældent har - men mod staten. Bevægelsen er præget af en total afvisning af de politiske partier, som de ikke ​​ føler sig repræsenteret af. Brug af direkte demokrati er et vigtigt kendetegn, men er også en forestilling om en måde at bedrive politik på. Der er ikke forestillinger om en anden produktionsmåde, ligesom økologi og forbindelsen til andre sociale bevægelser ikke er et tema. Her støder bevægelsen ind i en grænse.

​​ 

Besættelse af rundkørsler og betalingsanlæg ved motorveje førte hurtigt til en guerillakamp med politiet. Politiets voksende brutalitet medførte en radikalisering, men også hen ad vejen til bevægelsens svækkelse. Det politiske Frankrig forstod fra begyndelsen ikke bevægelsen og dens betydning. Basisaktivismen og De gule Vestes krav var en udfordring for de politiske partier med deres centraliserede struktur.

 

I dag kan man konstatere, at bevægelsen kunne gennemføre nogle af sine politiske krav. Men blev ikke så stærk, at den kunne ændre nogle af de gamle strukturer. I dag er der fortsat kerner tilbage af bevægelsen. Om der kan skabes nye mobiliseringer her fra, må tiden vise. I en diskussion af bevægelsen er betegnelsen småborgerlig trådt i forgrunden. Småborgerlig skal ikke her forstås som en moralsk vurdering eller som et skældsord. Det er mere en beskrivelse af de sociale og politiske aspekter. Spørgsmålet om den nye politiske koalition NUPES (Nouvelle union populaire écologique et sociale) har en forbindelse til De gule Veste kunne ikke besvares, men det er en ny koalition præget af radikale basisaktivister og et brud med de bestående systemer.

 

​​ De gule Veste s aktioner fandt især sted på landet, hvor der ofte mangler fagforeninger. Det forhold samt kravet om at rulle benzinforhøjelser tilbage medførte også, at man ofte hørte højrefløjens stemmer i protesterne.

Med bevægelsens øgede styrke så var fagforeningen Solidaire gået mere aktivt ind i bevægelsen, og man havde tilnærmet sig hinanden flere steder. Temaer som blev drøftet var:

- demokrati i fagforeningerne, deltagelse og indflydelse nedefra.

- aktionsmetoder i aktionerne, her også spørgsmålet om vold.

- offentlige tjenesteydelser og imod privatisering.

- retfærdighed i skattesystemet.

Man tilnærmede sig hinanden, selv om der også var Le Pen folk, som stod frem som repræsentanter. Det direkte demokrati var ikke uden problemer, hvor beslutninger kunne omgøres ugen efter. Spørgsmålet er, om bevægelsen kan opstå igen, efter at Corona restriktionerne havde bremset den. Umiddelbart ser det svært ud, blev der givet udtryk for.

 

Rettet mod staten

Aktuelt er modstanden mod regeringens frontale angreb på pensionerne. Med den nye pensionsreform vil man øge antallet af arbejdsår. De store koncerner har megastore gevinster, og den offentlige sektor er i krise med mangel på folk i mange nøglesektorer. En amnesti for De gule Veste er ikke et tema i fagbevægelsen.

 

​​ De gule Vestes aktioner var kommet som en overraskelse, og man var ærligt taget noget skeptisk. De blev anset som mestendels ”sans culottes” eller ekstreme højrefolk, og bevægelsen var opstået i områder, hvor fagforeningerne var svage. I landområder hvor der er få virksomheder med faglig organisering. Deres krav syntes at være koncentreret om forbedring af købekraft, om forbrug. Men denne opfattelse havde så ændret sig, da man lærte bevægelsen at kende ved at deltage i deres debatter og aktioner. Her kunne man lære noget om deres mere frie aktionsformer også i forhold til ikke at blive stoppet og isoleret af statsmagten og politiet, som ofte sker ved traditionelle faglige demonstrationer. En erfaring er, at man skal træde ud af den traditionelle institutionelle rolle, som præger fagbevægelsen.

 

De gule Veste var en basisdemokratisk bevægelse, som var opstået på gaden. Dens krav var rettet mod statsmagten, mod Paris. Da brutal politivold ikke kunne stoppe bevægelsen, gjorde præsident Macron et stort nummer ud af et tilbud om at holde møder med utilfredse borgere. Det var også bemærkelsesværdigt, at så mange kvinder var aktive i De gule Veste. I provinsen op til halvdelen. Mange var trådt ud af deres hjemmegående rolle og blevet aktive - i et Frankrig som fortsat er præget af sexisme og machokultur.

 

Mennesker, som ikke tidligere havde været politisk aktive, og som fagbevægelsen ikke havde kontakt til, var trådt i karakter. ​​ De gule Veste s protester og aktionsformer satte en proces i gang, hvor nye sociale sektorer har fået kamperfaringer og nye alliancer opbygget til de kommende sociale kampe i Frankrig.

 

Med den seneste udvikling i Frankrig, hvor Macron-regeringen går til frontalt angreb på arbejdernes pensioner, er der lagt i kakkelovnen. Og De gule Veste kan sagtens blive en faktor påny i samarbejde med en aktionerende fagbevægelse.

 

Noter

 

Willy Hajek, Gelb ist das neue Rot” – Gewerkschaften und Gelbwesten in Frankreich, ​​ Berlin, Die Buchmacherei: “Gelb ist das neue Rot” – Gewerkschaften und Gelbwesten in Frankreich

Mindeord om Willy Hajek som døde 3. okt. 2022. Attac. In Getriebe.
https://www.attac.de/fileadmin/user_upload/bundesebene/SiG/SiG_147.pdf

Davide Gallo Lassere, Gegen das Arbeitsgesetz und seine Welt. Der lange französische März 2016, Die Buchmacherei. Berlin, 2018.

Øvrig litteratur om sociale bevægelser fra et marxistisk standpunkt:

Laurence Cox og Alf Gunvald Nissen, We make our own history. Marxism and social movements in the twilight of neoliberalism, Pluto Press, London 2014.

Marxism and social movements, edited by Colin Barker, Laurence Cox, John Krinsky and Alf Gunvald Nissen, Leiden 2013.