CO2 - ulighed i Danmark – den rigeste 1 procent udleder 1/3 af drivhusgasserne
Af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revy’s redaktion.
I Kritisk Revy nummer 12 skrev jeg en en artikel ”CO2-ulighed globalt og i Danmark”, hvor jeg gennemgik den beskrivelse af den globale ulighed i udledningen af drivhusgasser, som præsenteres i rapporten World Inequality Report 2022 (WIR2022), af forskerholdet omkring World Inequality Lab (WIL), der som frontfigur har Thomas Piketty, forfatteren til den indflydelsesrige bog Kapitalen i det enogtyvende århundrede. Samtidig præsenterede jeg i artiklen, på basis af WIL’s frit tilgængelige database, en kort beskrivelse af uligheden i udledningen af drivhusgasser i Danmark. FX at de rigeste 10% udleder per person ca. 5 gange så meget som de 50% fattigste. Den gruppe, der i gennemsnit udleder langt mest, er den rigeste ene procent de få udleder nemlig 1/3 af den samlede udledning af drivhusgasser i Danmark.
I det følgende vil jeg mere detaljeret – stadig med WIL’s database som grundlag – beskrive CO2-uligheden i Danmark.
World Inequality Lab’s data
World Inequality Lab har indsamlet en mængde data om udledninger af drivhusgasser i samtlige lande på kloden, og har i bearbejdningen af disse data taget to vigtige skridt til at gøre billedet af den nationale og samfundsmæssige fordeling af udledningerne mere realistisk og samtidig mere retfærdigt.
Normalt opgøres udledninger af CO2 inden for ”territoriale” afgrænsninger. De enkelte nationer opgør udledningen fra produktion, forbrug, transport osv., som finder sted inden for deres nationale grænser. I analysen i WIR2022 har man imidlertid gjort op med denne måde at beregne udledningerne på. Mange af de varer, som forbruges i en bestemt nation, er i en global verden importerede varer, og de udledninger, der udspringer af produktionen af disse varer, inkluderes efter de territoriale kriterier ikke i forbrugslandet, men betragtes som en del af udledningerne i produktionslandet. Når f.eks. en iPhone produceres i Kina, regnes udledningen ved produktionen med i opgørelsen over Kinas udledninger. WIL gør op med denne territoriale inddeling og medregner udledningerne ved produktionen til det land, hvor varen forbruges.
En anden nyskabelse er, at World Inequality Lab, når man opgør udledningerne på et individuelt plan, ikke blot ser på den enkelte borgers forbrug, men også inkluderer vedkommendes investeringer i produktion, som fører til udledning af CO2. Det gælder både offentlige og private investeringer. Udledninger, som stammer fra investeringer i offentlig produktion er fordelt ligeligt mellem indbyggerne i det pågældende samfund, mens de private investeringer er fordelt på individer fra de indkomstgrupper, man opdeler samfundets medlemmer i.
Udledninger af drivhusgasser har World Inequality lab i deres database opgjort i, hvad de kalder CO2-ækvivalenter. Der findes mange andre drivhusgasser end CO2, men for at etablere en ensartet regneenhed for udledningerne har WIL beregnet, hvad ikke-CO2 drivhusgasser svarer til i CO2-udledninger. På denne måde er man nået frem til en ensartet sammenlignelig enhed – CO2-ækvivalenter.
Fordeling af udledninger
Det er ud fra World Inequality Lab’s database muligt at analysere befolkningen – som omfatter alle aldersgrupper – i forskellige indkomstgrupper opdelt på:
- deciler – dvs. grupper på ti procent. Fra de fattigste ti procent op til de rigeste ti procent.
- percentiler – dvs. grupper på 1 procent, også her fra den fattigste procent til den rigeste.
- en inddeling, der sammenligner de 50% fattigste med en mellemgruppe på 40%, der ligger mellem de fattigste 50% og de 10%, som udgør samfundets rigeste.
CO2-ulighed i Danmark
Den følgende illustration ( figuren er – som de øvrige i artiklen - fremstillet af forfatteren ) beskriver udledningerne af drivhusgasser per person i Danmark i 2019, fordelt på indkomstgrupper på 10%. Den første gruppe udgøres af de 10% fattigste, derefter de 10% næstfattigste osv.
Det fremgår af illustrationen, at der er en markant ulighed i udledningerne set i forhold til forskellige indkomstgrupper. Udledningerne stiger i starten forholdsvist jævnt med stigende indkomst - jo rigere man er, desto mere udleder man. Men stigningen vokser stejlt når man når til de rigeste 10%, som har en markant højere udledning end resten af indkomstgrupperne.
Hvis vi - stadig for 2019 - opdeler indkomstgrupperne i tre ikke lige store grupper : de 50% fattigste, de 40% mellemste og de 10% rigeste, bliver billedet af forskellene mellem udledninger fra henholdsvis fattige og rige endnu tydeligere. De mellemste 40% udleder per person ca dobbelt så meget som de fattigste 50%, men de rigeste 10% udleder per person ca. 5 gange så meget som de 50% fattigste.
Endnu mere grelt bliver billedet, hvis vi opdeler befolkningen i indkomstgrupper på 1%, så den første gruppe er den ene procent fattigste osv. Så kan man tydeligt se, at den gruppe, der i gennemsnit udleder langt mest, er den rigeste ene procent.
2030 målet
Folketinget har vedtaget, at udledningen af drivhusgasser i Danmark i 2030 skal være reduceret til 70% af udledningen i 1990.
Reduktionen af udledningerne er selvfølgelig et samfundsanliggende, men der er med de store forskelle i udledningerne fra de forskellige indkomsgrupper meget stor forskel på, hvor store reduktioner af udledningerne, man kan pålægge de forskellige indkomstgrupper.
Reduktioner fra 1990 til 2030
Der har i perioden fra 1990 til 2030 været tale om en reduktion af de danske udledninger, som imidlertid ikke fordeler sig ligeligt på de enkelte indkomstgrupper.
Billedet af, hvor meget de enkelte indkomstgrupper per person har reduceret deres udledninger i perioden 1990 til 2019, er klart og tydeligt. De fattigste har reduceret mest og de rigeste mindst.
De fattigste 50% udledte i 1990 per person 10,2 tons CO2-ækvivalenter. Det var i 2019 reduceret til 6 tons. Der var altså tale om en reduktion på 41% af udledningerne per person i 1990.
De mellemste 40% udledte i 1990 17,3 tons, og i 2019 12,4. altså en reduktion på 28%.
De rigeste 10% udledte i 1990 33 tons per person, og det var i 2019 reduceret til 30 tons, en reduktion på 9%.
Den rigeste 1% udledte i 1990 97 tons per person, og det var i 2019 reduceret til 93 tons , altså en reduktion på 4 %.
Hvornår vil man nå målet?
Hvis man regner på, hvor mange år det vil tage for de enkelte indskomstgrupper at nå ned på de 4,6 tons per person, der svarer til en reduktion på 70% fordelt ligeligt på hele befolkningen, under forudsætning af, at de enkelte indkomstgrupper fortsætter med at reducere udledningerne i den hastighed, som de hver for sig har gjort det i perioden fra 1990 til 2019, når man frem til følgende resultat:
De fattigste 50% vil have nået målet i løbet af 10 år. Det vil sige, at man per person i denne indkomstgruppe realiserer målet i 2029, hvis reduktionerne fortsættes i samme takt, som man har præsteret i perioden 1990 til 2019. Man vil således nå målet et år før den af Folketinget satte tidsgrænse.
Under de samme forudsætninger vil det for de mellemste 40% tage 43 år. Målet vil altså først blive nået i 2062.
De rigeste 10% vil nå målet efter 253 år, altså først i 2272.
Den rigeste 1% vil nå målet efter 884 år, altså først i 2903.
Klimapolitik
Det vil være rimeligt, at man – for at opnå et mere rimeligt og retfærdigt billede - i beregningen af udledningen af drivhusgasser i Danmark indbygger de to forhold, som WIL opererer med:
- Drivhusgasser udledt ved vareproduktion medregnes i det land, hvor varen forbruges.
- Udledninger som følge af investeringer betragtes som udledning, der stammer fra de pågældende investorer.
Den klimapolitik, som Folketinget skal føre for at nå frem til en reduktion af udledningerne på 70% i 2030, skal selvfølgelig både rettes mod industri, landbrug, transport, boligopvarmning og forbrug, men med de store forskelle i udledningen af drivhusgasser mellem de forskellige indkomstgrupper i Danmark - mellem rig og fattig – må man nødvendigvis forsøge at rette de restriktioner, der skal føre til reduktioner, mod dem, der udleder mest – de rige. Det er derfor nødvendigt at indbygge en progression i forhold til indkomst i de midler man vil tage i brug i klimapolitikken. Først da vil det være muligt at føre en klimapolitik, der er både effektiv og socialt retfærdig.