Balladen om Store Bededag
Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion
Regeringens beslutning om at afskaffe Store Bededag møder modstand fra både fagbevægelsen og folkekirken samt undren i store dele af befolkningen
Danmarks øgede oprustning skal finansieres ved at sløjfe en helligdag. Det var nok den største overraskelse i regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering. Med begrundelse i krigen i Ukraine vil den fremrykke målet om - som krævet af NATO - at bruge 2 % af bruttonationalproduktet på forsvar … til 2030 i stedet for i 2033, som ellers aftalt i et bredt politisk forlig – det såkaldte nationale kompromis – indgået i marts 2022, begrundet i netop Ruslands invasion af Ukraine.
Selv om det ikke er specificeret i regeringsgrundlaget, peger alt på, at Store Bededag bliver den helligdag, der sløjfes. Debatten har i al fald taget udgangspunkt heri, og Mette Frederiksen erkendte i sin nytårstale, at ikke alle er begejstrede for at miste Store Bededag. Kritikken af at sløjfe denne helligdag - og for mange også fridag - er ikke mindst blevet rejst af fagbevægelsen og folkekirken.
Ganske vist kan der næppe være tvivl om, at en regering med et folketingsflertal bag sig kan beslutte at afskaffe en helligdag. I grundlovens paragraf 4 er det fastsat, at ”den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”; men det forhindrer ikke staten i at ændre eller sløjfe helligdage, vurderer blandt andet rets-teolog Kristine Garde (Kristeligt Dagblad, 16.12.22), ligesom Justitsministeriet tidligere har vurderet, at fjernelse af helligdage ikke er grundlovsstridigt.
Mange helligdage er allerede afskaffet
Statsmagten fik nemlig ved Reformationen i 1500-tallet både retten og magten til at beslutte over helligdagene, hvilket i mange år ville sige kongen som overhoved for kirken. Begrundet i teologiske årsager gennemførtes derfor en oprydning af de mange helligdage, der havde sin oprindelse i den katolske tid. Danmark afskaffede flere helligdage end i de øvrige protestantiske lande, ligesom en del helligdage blev lagt sammen til én større bededag i 1600-tallet. Ikke kun rent teologiske årsager lå til grund for reduktionen af helligdage – også politiske og økonomiske grunde var på spil.
Da riget i 1770erne fattedes penge, gennemførtes på foranledning af en særlig statsbalance-kommission i 1770 en helligdagsreform, der beskar de på daværende tidspunkt 20 helligdage til de nuværende ni, hvoraf den ene er Store Bededag. Som det hed i begrundelsen, ville færre helligdage ”sætte i bedre drift den almindelige arbejds- og næringsvej” – eller sagt med moderne politikersprog, øge arbejdsudbuddet.
Ifølge Kristine Garde er der ikke nogen pligt til inden ændringer i forhold til helligdagene at høre kirkelige instanser, hvilket ellers som regel har været sædvanen. Den nye regerings overraskende beslutning - som ingen af regeringspartierne havde nævnt med et ord i valgkampen - har derfor udløst kritik fra samtlige danske biskopper og mange præster, der har betegnet beslutningen som et politisk fait accompli. I en fælles udtalelse fra alle biskopper i den danske folkekirke kaldes det ”et markant indgreb i folkekirkens tradition” og ”indre kirkelige handlinger”, som ikke bør træffes af Folketinget. Det er efter biskoppernes opfattelse kun op til Folketinget sammen med arbejdsmarkedets parter ”at bestemme, hvilke fridage der bør være gældende i Danmark”. De skelner således mellem helligdage og fridage, men appellerer til, at folkekirkens helligdage fortsat også er fridage.
Det har dog været svært i kritikken af regeringen at tage teologisk afsæt, da Store Bededag er en kunstig skabt helligdag og ikke én af de oprindelige helligdage. Til gengæld kan kritikken pege på en række praktiske og logistiske udfordringer, da Store Bededag er én af de store konfirmationsdage. Nu skal disse konfirmationer flyttes til andre dage, hvilket kan give trængsel i kirkerne, men også give udfordringer for restauranter, fotografer og andre virksomheder, for hvem denne dag er en stor indtægtskilde. Ligesom det i øvrigt kan gå ud over mange bageres pæne indtægt på at sælge hveder til Store Bededagsaften!
Brud med danske model
Heller ikke arbejdsmarkedets parter er blevet inddraget på forhånd, selv om der er tradition for det, når der politisk lægges op til beslutninger for arbejdsmarkedet. Da den daværende S-R-SF-regering i 2012 ville afskaffe både Store Bededag og 2. Pinsedag, blev det genstand for trepartsforhandlinger, hvor fagbevægelsen kraftigt protesterede imod disse tanker. Men der var heller ikke i Folketinget flertal for en sådan beslutning, da såvel Enhedslisten som Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre var imod.
Da en gruppe præster i 2017 foreslog at flytte Store Bededag til dagen efter Kristi Himmelfartsdag, var der heller ikke tilslutning til den idé. Især Venstre afviste heftigt og henviste til, at da dagen er historisk betinget, havde partiet ingen aktuelle planer om at flytte Store Bededag - men vil nu gerne være med til at afskaffe den helt. Ud over flere penge til forsvaret er argumentet fra Venstre og den øvrige regering, at afskaffelsen vil øge arbejdsudbuddet med omkring 10.000, siden konkretiseret og reduceret til 8.500. Det har da også været ét af de borgerlige partiers hovedkrav til en ny regering, hvilket arbejdsgiverorganisationerne ligeledes gentagne har fremhævet som et stort ønske.
Når arbejdsmarkedets parter har kritiseret afskaffelsen af Store Bededag, er det for arbejdsgiverne mere af principielle grunde, fordi en politisk beslutning herom undergraver den danske model, som de sammen med fagbevægelsen indædt kæmper for at forsvare. Og måske også fordi arbejdsgiverne frygter, at afskaffelsen af fridagen kan blive udløsende for en storkonflikt.
Svære overenskomstforhandlinger bliver endnu sværere
I forvejen kan både de påbegyndte overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked og også næste års forhandlinger på det offentlige arbejdsmarked blive svære nok. Løn, løn og atter løn er kravet fra fagbevægelsens medlemmer til forhandlerne på baggrund af de store prisstigninger, som de ønsker lønmæssigt kompenseret. Købekraften er på ét år ikke blevet udhulet så voldsomt siden 1950. Med en samlet lønstigning på det private arbejdsmarked på 3,6 % i 2022, er reallønnen gennemsnitligt faldet med 3,9 %, hvilket dog dækker over store forskelle.
Mens nogle brancher og virksomheder har haft kæmpeoverskud, er andre hårdt økonomisk presset efter først Corona-nedlukning og dernæst store stigninger i energi- og råvarepriser, hvilket også har afspejlet sig i løndannelsen. Lønudviklingen for hver enkelt privatansat har derfor været meget forskellig, mens den for de fleste offentligt ansatte har været ret begrænset, da deres løn ifølge de indgåede overenskomster var fastsat til at stige med omkring 2 %, og kun få har fået andel i midlerne til den årlige lønforhandling. Med i billedet skal også, at energiprisernes stigning er slået meget forskelligt igennem i husstandene, så nogle er hårdt ramt og derfor har mærket et stærkt fald i reallønnen, mens andre er snuppet mere nådigt.
Vanen tro er det forhandlingerne mellem CO Industri og Dansk Industri (DI), der kommer til at lægge linjen for de andre overenskomstforhandlinger på det private område – og indirekte for næste års forhandlinger på det offentlige område! Ved forhandlingerne på industriens område har lønsatserne ikke så stor betydning, da der er tale om et minimallønsområde, hvor lønforhandlingerne føres lokalt, og resultatet afhænger af styrkeforholdet på den enkelte virksomhed. Når det strammer til i forhandlingerne, er tricket derfor at finde nogle forbedringer, der ikke direkte koster så meget på lønkontoen. Det kan være en udvidelse af frit-valgs-ordningen med for eksempel højere pensionsindbetaling, omsorgsdage eller flere feriedage såvel som bløde krav som kompetenceudvikling.
Det trick du’r imidlertid ikke på normallønsområdet, der blandt andet omfatter hele transportområdet, hvor lønnen fastsættes i de centrale overenskomster og ikke rummer lokal lønforhandling. Derfor er de normalt-lønnede helt afhængige af, hvilke tal der bliver sat på papiret ved de centrale parters forhandlinger, hvor udmeldingen fra de faglige forhandlinger har været, at det nok vil vare 2-3 år at indhente den tabte købekraft - udtrykt således af Dansk Metals formand Claus Jensen: ”Jeg har ingen illusioner om, at vi kan gøre det her på et år. Jeg tror, at det vil være at stikke folk blår i øjnene, hvis vi siger det. Men vi skal derhen” (Altinget 6.1.23).
Store Bededag bliver almindelig arbejdsdag
Som et missil fra sidelinjen har regeringens beslutning om at sløjfe Store Bededag gjort overenskomstforhandlingerne endnu mere komplicerede. Lige efter offentliggørelsen af regeringsgrundlaget var der kun meget vage formuleringer fra regeringen om det lønmæssige spørgsmål, men efterfølgende er der kommet udmeldinger, der har kastet lidt mere lys på sagen, men fortsat er ret ukonkrete og efterlader mange åbne spørgsmål. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen udtalte midt i december, at lønmodtagerne vil få kompensation, hvis de skal på arbejde på den afskaffede helligdag.
Efter nytår har både hun og den socialdemokratiske beskæftigelsesordfører Jens Joel fulgt enslydende op og sagt, at der bliver givet løn som på en almindelig arbejdsdag, som Store Bededag så vil blive omdannet til. Underforstået at for dem, der hidtil har arbejdet på Store Bededag, vil de særlige helligdagstillæg som udgangspunkt forsvinde uden kompensation; men at det bliver op til arbejdsmarkedets parter at aftale nærmere. Det er i regeringens lovforslag til afskaffelse af fridagen blevet til, at månedslønnede via en forhøjelse af ferieprocenten får hævet lønnen med 0,45%, mens der ikke gælder noget tilsvarende for timelønnede med den begrundelse, at de får løn for de timer, de arbejder. At få kompensation for mistede tillæg for arbejde på den afskaffede helligdag overlades af regeringen behændigt til arbejdsmarkedets parter at klare.
Mange af de berørte heraf er de grupper af offentligt ansatte, der er svære at rekruttere og fastholde - nemlig sygeplejersker, SOSU-assistenter og -hjælpere, jordemødre og ambulanceførere såvel som politi- og fængselsbetjente samt medarbejdere til det forsvar, som manøvren ellers går ud på at styrke. En lønnedgang for disse faggrupper vil næppe gøre det nemmere at fastholde og rekruttere.
Spørgsmålet om lønmæssig kompensation for den tabte fridag bliver heller ikke lettere af, at der er forskellige ansættelsesformer, hvor nogle er timelønnede med søgnehelligdagsbetaling på fridage, og andre er funktionærer eller tjenestemænd på månedsløn, ligesom nogle arbejder på fuld tid og andre på deltid. I takt med at flere går over til en fire dags arbejdsuge, hvor fridagen ofte lægges fredag, rejser sig også spørgsmålet om - hvordan man kompenseres for en fredag, hvor man alligevel ikke arbejder.
Fagbevægelsen betakker sig derfor for at skulle løse det problem, som regeringen skaber med fjernelsen af Store Bededag. I et debatindlæg fra FH-formand Lizette Risgaard og formændene for Danske Metal, 3F, FOA og HK kritiseres regeringen for ”som en tyv om natten” at ville lovgive om forhold, der aftales mellem arbejdsmarkedets parter, ikke mindst når det gælder ”hvor meget man skal arbejde, og hvad man skal have for det”. Det understreges, at overenskomsterne er baseret på, at Store Bededag er en fridag (Politiken, 6.1.23).
Afskaffelse af Store Bededag bliver ikke blot en stor knast i OK23, men kan også besværliggøre de offentlige overenskomstforhandlinger næste år. OK24 skal nemlig håndtere politikernes intention om at give nogle grupper af offentligt ansatte mere i løn og implementere udkommet af den lønkomite, der oven på sygeplejerskekonflikten i 2021 blev nedsat til at se på lønstrukturen i den offentlige sektor. I sig selv en konfliktfyldt affære med formodentlig stor uenighed mellem de offentligt ansattes organisationer om, hvordan der findes en for alle acceptabel løsning, hvilket kan blive endnu sværere, hvis der også skal tilgodeses kompensation til de medarbejdere, der har mistet tillæg for at arbejde Store Bededag.
Mulighed for storkonflikt
Muligheden for konflikt på det private område såvel som på det offentlige er derfor stor, da det kan blive vanskeligt for forhandlerne at finde løsninger, som et flertal af fagbevægelsens medlemmer vil stemme ja til – og netop frustration og vrede over afskaffelsen af en fridag kan blive udslagsgivende og befordre et nej.
Så selvom Mette Frederiksen i sin nytårstale bekendte sin glæde ved at gå i kirke, er det næppe kirkelige kredses kritik af afskaffelsen af en helligdag, der bekymrer statsministeren mest, men risikoen for en storkonflikt og den brede skepsis og modvilje i befolkningen, der også har bredt sig til dele af det socialdemokratiske bagland. Flere lokalformænd har kaldt det et indgreb i den danske model. Den socialdemokratiske borgmester i Guldborgsund kritiserer beslutningen for at gå ud over forenings-Danmark og henviser til markedet i Døllefjelde Musse, der holdes i storebededagsferien ligesom mange lokale sportsstævner (TV2 News, 7.1.23.). Mange i befolkningen undrer sig også over, hvorfor en treårig ekstra bevilling til forsvaret skal føre til en permanent afskaffelse af Store Bededag – samtidigt med at der gives betydelige skattelettelser til de højeste indkomster.
Regeringen har da også set sig nødsaget til at udvide begrundelsen for sit forslag, så provenuet fra den sløjfede helligdag ud over styrkelse af forsvaret også skal bruges til at styrke klimaindsatsen og psykiatrien. Men der er stor usikkerhed om, hvor stort provenuet egentlig er, da lønmæssig kompensation til de offentligt ansatte er en ikke ubetydelig post – med mindre at antallet af offentligt ansatte beskæres. Ifølge Cepos vil det kræve en reduktion på 4.000 medarbejdere, hvis der er tale om et nulsums-spil, hvor den samlede lønsum i det offentlige ikke må stige (Jyllands-Posten 23.12.22). I regeringens udspil er det blevet til, at de øgede forsvarsudgifter skal finansieres ved nedlæggelse af 2.700 stillinger i den offentlige sektor med en stærk appel fra beskæftigelsesministeren om, at det er en del af det nødvendige offer, når der er krig i Europa. Der er dog fortsat stor uklarhed om den økonomiske gevinst ved afskaffelse af Store Bededag, hvor Kommunernes Landsforening har meldt ud, at det vil give øgede kommunale udgifter at skulle holde skoler og daginstitutioner åbne en dag mere.
Ligeledes er andre udgiftsposter usikre – skal for eksempel overførselsindkomsterne reguleres svarende procentvist til de lønstigninger, der gives for at kompensere for den tabte fridag.
Derudover er der indtil videre ikke fremlagt konkrete beregninger på, hvad de ekstra udgifter til forsvaret beløber sig til i kroner og ører. Det kommer ifølge Finansministeriet blandt andet an på indfasningen, der først aftales i et kommende forsvarsforlig samt af, hvornår budgetterne øges – om det sker løbende fra nu af eller først op imod 2030 (Jyllands-Posten, 23.12.22).
Oppositionen både til højre og venstre for regeringen har da også kritiseret de mange uklarheder i forhold til afskaffelsen af Store Bededag, og både Enhedslisten, SF, Konservative og Nye Borgerlige er imod afskaffelsen. Nye Borgerlige bebudede før jul, at partiet med afsæt i grundlovens paragraf 42 vil have afskaffelsen af Store Bededag sendt til folkeafstemning, hvilket kræver underskrifter fra 60 af Folketingets medlemmer. Ifølge paragraffen skal mindst 30 % af de valgberettigede danskere stemme imod det til den tid fremsatte lovforslag om afskaffelse af Store Bededag, for at det falder. Om begge disse forudsætninger vil være til stede, er måske tvivlsomt.
Hvis der skal stikkes en kæp i hjulet på regeringens beslutning om at afskaffe en fri- og helligdag, bliver det sandsynligvis hverken via et flertal i folketinget eller kirkelige kredses protester - men snarere på grund af strejkende arbejdere og bred folkelig modvilje.
Læs mere:
FAOS om OK23:
https://faos.ku.dk/temasider/ok-forhandlinger/ok-2023/