Kritisk Revy

Man kan synes, det er tosset, men der er mening i galskaben. For et solidt socialt sikkerhedsnet i forbindelse med arbejdsløshed mindsker effekten af ”den industrielle reservearmé”. Hvad er det for noget?

Det er et fænomen, som den danske samfundsrevser Frederik Dreier beskrev og forklarede i tiden efter revolutionerne i Europa i 1848 i sit ugeskrift Samfundets Reform. Dreier hævdede, at den kapitalistiske produktionsmåde hele tiden skabte arbejdsløshed som følge af den fri konkurrence og den teknologiske udvikling.

”Med den teknologiske udvikling fik fabrikherrerne mindre brug for arbejdskraft, arbejderne måtte derfor konkurrere hårdere om de tilbageblevne job, og hele samfundets forbrugskapacitet blev mindre samtidig med, at produktionskapaciteten blev større.”ⁱⁱ

Karl Marx udviklede senere en teori om kapitalistisk akkumulation (Kapitalen, 1867). Han nåede frem til, at det fænomen, som han døbte ”den industrielle reservearmé”, har to væsentlige funktioner for kapitalakkumulationen: den skal levere arbejdskraft til den springvise udvikling af produktionen, og den skal holde lønnen i ave, så motivet for igangsættelse af økonomisk aktivitet (profit) ikke undermineres. Marx byggede videre på opfattelsen hos Robert Owen og David Ricardo, som også Frederik Dreier havde abonneret på: at kapitalismen skaber sin egen relative overbefolkning gennem mekanisering og automation.ⁱⁱⁱ

Derfor må understøttelse i forbindelse med arbejdsløshed logisk set være en væsentlig brik i strategien hos de arbejderbevægelser, der var marxistisk inspirerede, som den danske, i de første årtier af sin eksistens.

A-kasserne

Den første danske arbejdsløshedskasse blev dannet af formerne i 1877, og i 1886 var typografernes arbejdsløshedskasse blevet landsdækkende. Formanden for malerne satte i efteråret 1886 arbejdsløshedskassen i sammenhæng med den organisatoriske styrke, som helst ikke skulle nedbrydes under vinterens arbejdsløshed:

(..) ”naar vi understøtte vore arbejdsløse Kolleger, gavne vi os selv og bevarer vor Organisation og vor Selvstændighed.”^iv

I 1907 opnåede Arbejdsløshedskasserne statsanerkendelse efter et kommissionsarbejde. Man havde diskuteret de to principper, der kunne følges, og nåede frem til, at hjælpen skulle ydes som hjælp til selvhjælp efter et forsikringsprincip. Ikke som fattighjælp, fordi:

”det gælder jo netop om at befri den uskyldig arbejdsløse for Ydmygelse ved velgørenhed eller Fattigvæsen. Ved Antagelsen af Princippet om ”Hjælp til Selvhjælp” opretholder man derimod Arbejdernes Selvhævdelsestrang og er derved i overvejende Grad i Overensstemmelse med vor hidtil gældende sociale Lovgivning.”^v

På vej mod statsansvar for fuld beskæftigelse

Under Anden Verdenskrig debatterede offentligheden i Storbritannien den såkaldte Beveridge-rapport, der beskrev de sociale dårligdomme i landet: Nød, sygdomme, uvidenhed, og elendighed og arbejdsløshed. Der blev lagt op til en ”revolution uden blodsudgydelse”. Men: set fra et privatkapitalistisk standpunkt lurede der mange farer forude, hvis det skulle lykkes at afskaffe arbejdsløsheden. I avisen The Times kunne man om arbejdsløshedens funktion læse:

"Arbejdsløshed er ikke blot en tilfældig plet i en privatøkonomisk økonomi. Tværtimod er det en del af systemets væsentlige mekanisme og har en bestemt funktion at opfylde. Arbejdsløshedens første funktion (som altid har eksisteret i åbne eller skjulte former) er, at den opretholder mesters autoritet over den ansatte. Mesteren har normalt været i stand til at sige: 'Hvis du ikke vil have jobbet, er der masser af andre, der vil.' Når manden kan sige: 'Hvis du ikke vil ansætte mig, er der masser af andre, der vil', ændres situationen radikalt. En sådan ændring kunne bl.a. være, at man fjernede en række misbrug, som arbejdstagerne tidligere har været tvunget til at underkaste sig, og det er en udvikling, som mange arbejdsgivere ville hilse velkommen. Men fraværet af frygt for arbejdsløshed kan gå videre og have en forstyrrende virkning på fabriksdisciplinen. Nogle problemer af denne art støder man på i dag, men i krigstid holder patriotismens altoverskyggende appel dem inden for visse grænser. I fredstid, med fuld beskæftigelse, ville arbejderen ikke blive bremset i at føle, at han kun er ansat til at tjene penge til virksomheden, og at han ikke har nogen moralsk forpligtelse til at lade være med at bruge sin nyfundne frihed til frygtløst at snuppe enhver fordel, han er i stand til.”

”Den slutning, som forfatteren drager af disse ord”, skrev Beveridge, ”er ikke, at massearbejdsløsheden bør fortsættes for at bevare disciplinen under det private initiativ, men at fuld beskæftigelse indebærer en yderligere ændring i arbejdernes status og vil give dem en større andel i den industrielle ledelse.”

Også i Danmark mildnedes klassekampen efter krigen. Industrirådets formand H.P. Christensen, var allerede i 1944 indstillet på et bredt samarbejde om at bekæmpe arbejdsløsheden:

”Under krigen er opstaaet en ikke ringe Utilfredshed i Arbejderbefolkningen, og kommer vi straks efter Krigen ud i en omfattende Arbejdsløshed, vil dette rumme uoverskuelige sociale og politiske konsekvenser for vort land. Indenfor Industrien og det øvrige Erhvervsliv må vi derfor være rede til at gøre alt, hvad der kan gøres for at holde Befolkningen beskæftiget, selvom det skal medføre betydelige økonomiske Ofre.”^vi

Lønudviklingen var moderat efter krigen, og stramme offentlige finanser for at opretholde landbrugseksporten betød, at det først blev i slutningen af 50’erne, Danmark bevægede sig ind i velfærdsstatsreformer og fuld beskæftigelse. Højkonjunkturen fra 1960’erne og frem til 1973 gav anledning til flytning af flere hegnspæle. Fagbevægelsen satte sig det mål, at der skulle gives fuld erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og man nåede langt. I Folketingstidende fra den tid kan man finde debat og argumenter, som sigter mod at ophæve virkningen af ”den industrielle reservearmé” - helt og aldeles.

Fuld dækning for tabt arbejdsfortjeneste

I 1963 foreslog SF, at lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring skulle ændres, således at der gives fuld dækning for tabt arbejdsfortjeneste:

(…) ”Vi har det principielle standpunkt, at det bør være sådan, at når folk uforskyldt bliver arbejdsløse, skal de have det samme, som de tjente på arbejdspladsen. Det er vort principielle synspunkt. For nogle dage siden blev det meddelt i aviserne, at der var flere, der havde det principielle synspunkt, at arbejdsløshedsunderstøttelsen skulle være den samme som arbejdsindtægten, og flere vil arbejde sig hen mod dette mål, bl. a. det ærede medlem hr. Hans Rasmussen, formanden for smede- organisationen. Vi tror på, at dette er rigtigt, og vi tror på, at det er ikke alene os i vort land, der har det principielle standpunkt. Vi ved, at i mange andre lande arbejder man ud fra nøjagtig de samme principper.

Jeg ved godt, at her i landet er der borgerlige kredse, der siger, at hvis man får understøttelse op til fuld erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, så gider arbejderne ikke arbejde længere, men det er en meningsløs argumentation at føre. Enhver, der kender arbejdsløshedsloven, ved jo, at hvis den pågældende ikke vil tage et anvist arbejde, kan understøttelsen tages fra ham, og når der er en sådan bestemmelse i arbejdsløshedsloven, er der mulighed nok for at få de mennesker i arbejde, som der er anvisning til.”^vii

Socialdemokratiet kunne ikke støtte forslaget, men det blev alligevel optakten til nedsættelse af en kommission. Bladt, der førte ordet for Socialdemokratiet, mente, at fuld beskæftigelse nu måtte være målet, og man måtte bort fra den tankegang, at ”det skulle være til fordel for nogen, at der eksisterer en såkaldt industriel reservearmé.” Nu var tiden inde til at efterkomme hensigterne med §75 i Grundloven om retten til arbejde, som Berlingske Tidende i tiden op til Grundloven af 1849 havde advaret imod, fordi: ”i rendyrket form måtte en rettighedserklæring logisk set føre direkte til socialismen.”^viii

Bladt talte ikke om socialisme, men han talte om fuld beskæftigelse og om en helt anden slags arbejdsløshedsunderstøttelse end hidtil:

(…) ”Når dette er sagt, vil jeg dog tilføje, at når jeg ikke kan give tilslutning til lovforslaget, så er dette ikke ensbetydende med, at der ikke er ting i vor arbejdsløshedslovgivning, som bør ændres. Det mener vi i socialdemokratiet at der er.

Det må dog erkendes, at der i de senere år, i 1958, i 1960 og i 1962, er gennemført en række ændringer i loven, som har været udtryk for fremskridt og forbedringer. Men spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til, at vi skal anskue arbejdsløshedsproblemet fra en lidt anden synsvinkel, end vi har gjort hidtil.

Når vi tænker tilbage til 30erne, da vi til tider havde en gennemsnitlig arbejdsløshed på over 30 pet., var arbejdsløsheden et altoverskyggende socialt problem. Den understøttelse, der blev udbetalt, var kun en nødhjælp til at holde den værste sult fra dørene. Vort land var hærget af kriser og vort erhvervsliv i stort omfang gået i stå. Med andre ord: det var et fattigt land, og det var i første række de hundredtusinder af arbejdsløse, som kom til at lide herunder.

Situationen i dag er helt forskellig fra dengang. Det har i de senere år vist sig, at det på det nærmeste er muligt at afskaffe arbejdsløsheden, og det er en, glædelig kendsgerning. Derfor må det også være en uafviselig opgave for staten, for erhvervslivet, for alle positive kræfter i vort samfund at holde hjulene i gang. Det ligger nu inden for mulighedens grænser at efterkomme, hvad der står i grundlovens § 75, at det skal tilstræbes, at alle arbejdsduelige personer kommer i arbejde. Vi må bort fra den tankegang, at det skulle være til fordel for nogen, at der eksisterer en såkaldt industriel reservearmé.

I stedet for at betragte arbejdsløshed som et socialt problem, tror jeg vi i højere grad skal betragte arbejdsløshed som et problem, der hænger sammen med produktionen, og indrette vor arbejdsløshedslovgivning herefter.

Vi er af den opfattelse i socialdemokratiet, at de nuværende grundbeløb for dagpengesatserne er for lave. Understøttelsen burde i højere grad have karakter af erstatning for tabt arbejdsindtægt.”

En fare for demokratiet

I perioden 1975-79 blev der bygget yderligere sten på et arbejdsløshedssikringssystem, der satte den industrielle reservearmé ud af kraft. Den nye mulighed for efterløn trak mange A-kassemedlemmer helt ud af arbejdsmarkedet, og samtidig blev adgangen til fortsat arbejdsløshedsunderstøttelse i realiteten gjort ubegrænset, i og med man kunne genoptjene den via offentlige jobtilbud. Den udvikling var man ikke glad for i borgerlige kredse.

I 1978 skrev Henning Christophersen:

”organisationernes modstand mod en virkelig omkostningspolitik” (er den fremmeste) ”forhindring” for en ”løsning” på den økonomiske krise, en forhindring, som må og kan ”fjernes”. ”Samfundsmagten” bør ”sætte sig op imod disse magtkoncentrationer”. Venstre har, den ”holdning til de stærke organisationer, at man netop fordi de er stærke, må bryde deres magt, og at en indkomstpolitik er mere nødvendig end nogensinde, netop fordi der er interessegrupper, der trækker i den modsatte retning.”^ix

Næstformand i DA, Poul Madsen, reagerede på den ”helhedsskitse”, LO og Svend Auken m.fl. havde udarbejdet ved at udtale:

”LO’s ledelse er en alvorlig fare for det demokratiske system i Danmark”.^x

I 1979 begyndte samtidig erkendelsen af, at højkonjunkturens fulde beskæftigelse næppe kunne genskabes, sådan som de internationale konjunkturer så ud.^xi Tyskland ville ikke være ”vækstlokomotiv” og sætte sit overskud i spil for at trække de øvrige europæiske lande ud af krisen. Men nu var Svend Auken blevet formand for Socialdemokratiet efter Anker Jørgensen, og han fastholdt diskursen om regeringens ansvar for beskæftigelsen og et dagpengesystem, der skulle give tryghed for den enkelte. I en forespørgsel omkring regeringen Schlüters indsats over for arbejdsløsheden sagde han:

”Når en politik er slået fejl, er der to muligheder: Der er den mulighed at lave den om for at finde en bedre politik, eller der er den mulighed at fortsætte som hidtil og så opfinde nogle syndebukke.

Mange i regeringslejren foretrækker passivitet og syndebukke. I flere år har man søgt at give flygtninge og indvandrere skylden, men det synes heldigvis at være drevet over.

Nu har man med stor opstemthed og liden indsigt kastet sig over dagpengesystemet. Ikke sandt - hævder de konservative og gammelliberale ideologer - det er det stive dagpengesystem med de alt for høje satser, der fastholder de stakkels arbejdsløse i arbejdsløshed. Den konservative, gammelliberale påstand synes at være, at blot man tager dagpengene fra de ledige, så fjerner man arbejdsløsheden.

Det er naturligvis helt forkert. I begyndelsen af 1970'eme havde vi det samme dagpengesystem, som vi har i dag. Den eneste forskel er, at dengang var satserne væsentlig højere, end de er i dag, og da var arbejdsløsheden kun på et par procent.

Danskerne er ikke dovne. Når der er arbejdsløshed, er det ikke på grund af dagpengesystemet, men fordi der mangler arbejde. Jeg tror, de fleste virksomhedsledere kan fortælle om den menneskelige byrde, der hviler på dem, når man har en ledig stilling og der kommer flere hundrede ansøgere til stillingen.

Det er heller ikke så mærkeligt, at vi har arbejdsløshed, for trods lønmodtagemes imponerende løntilbageholdenhed og trods den chance, som dansk erhvervsliv har fået ved boomet efter den tyske genforening, har den private sektor - jeg understreger: den private sektor - i de sidste fire år mistet 70.000 arbejdspladser for lønmodtagere, og knap 10.000 selvstændige erhvervsdrivende har måttet dreje nøglen om.

I regeringens oplæg til folketingsarbejdet er der kun få positive ideer til at få denne udvikling vendt. Desværre synes recepten stadig væk at være fyringer i den offentlige sektor - som om færre job i det offentlige automatisk skabte flere job hos de private - nedskårne dagpenge og forhøjede kontingenter til a-kasserne, sociale forringelser og ufinansierede skattelettelser til den velbjærgede del af erhvervslivet.”

Understøttelsen er for høj – fagbevægelsen er for stærk

I Poul Schlüters svar til Aukens tale var dødsdommen over Keynes klar og tydelig:

”Kunstig efterspørgselsstimulering er ikke nogen ægte løsning. Det er aktivering og incitamenter, der er nøgleordene, ligesom smidighed og mobilitet. De passive penge, vi bruger i dag, skal bruges langt mere aktivt, og der skal være et incitament for både arbejdsgiver og lønmodtager til at skabe mere beskæftigelse. Det bør ikke være muligt at blive hængende i dagpengesystemet i en lang årrække uden at stå til fuld rådighed for arbejdsmarkedet. At dagpengeindtægten i nogle tilfælde overstiger minimallønnen, er også et oplagt problem. Når faggrænserne hindrer fleksibilitet eller den geografiske mobilitet er begrænset, er der et klart behov for at ændre i vore grundlæggende strukturer, og det er bl.a. alle disse forhold, vi skal tage fat i.”

En snes år senere søgte to økonomer at rejse debat om den drejning, den økonomiske politik nu havde taget. De beskrev den således:

”Den økonomiske politik skal derimod udelukkende fokusere på at skabe de bedste rammebetingelser, dvs. sikre markedsmekanismen de bedst mulige betingelser. Det sker ved at tilvejebringe en situation, der er så tæt på fuldkommen konkurrence som muligt. Eksempelvis ved hjælp af strukturelle tiltag i form af deregulering og liberalisering. Det samme gælder arbejdsmarkedet, som ligeledes skal dereguleres mest muligt, ligesom fagforeningernes indflydelse (monopol) skal begrænses.”^xii

Efter regeringen Fogh Rasmussen havde åbnet op for tværfaglige A-kasser i juni 2002, og regeringen Lars Løkke derpå havde gennemført kommunalreformen i 2007 – opsummerede samfundsforsker ved Aalborg Universitetscenter, Jens Lind, situation og perspektiv således:

”Kommunaliseringen af forvaltningen af beskæftigelsespolitikken indgår smukt i en perlerække af reformer, der har til hensigt at nedbryde alle forhindringer for realiseringen af alle liberalisters dogme: markedets overherredømme. På arbejdsmarkedet handler det om at gøre løn og andre arbejdsvilkår umiddelbart markedsafhængige, hvilket bl.a. også indbefatter en forringelse af de arbejdsløses levevilkår. I stedet for frihed, lighed og broderskab har mottoet været tvang, ulighed og egen lykkes smed.

Under det omfattende reformarbejde på det sociale og arbejdsmarkedspolitiske område i 1960erne krævede DA og de borgerlige partier, at der blev etableret et enstrenget socialt system og at spørgsmålet om arbejdsløshedsforsikringen blev lagt over i Socialreformkommissionen. Man ville have afskaffet a-kasserne (og dermed den frivillige arbejdsløshedsforsikring som blev etableret med Ghent-systemet fra 1907), som man mente fremmede fagforeningernes magt og indflydelse og i stedet etablere en tvungen arbejdsløshedsforsikring og et statsligt enhedssystem inden for arbejdsanvisningen. Det lykkedes dem at fratage a-kasserne deres anvisningsret, men den store studehandel, som smedene kaldte 60ernes arbejdsmarkedsreformer, indbefattede en fortsat frivillig arbejdsløshedsforsikring forvaltet af a-kasser med tæt tilknytning til fagforeningerne.

Isoleret set er det vanskeligt at se de store konsekvenser af kommunaliseringen af forvaltningen af beskæftigelsespolitikken, men set i perspektivet af de foregående begivenheder siden 2001 tegner der sig et billede af en gradvis realisering af liberalistiske mærkesager. Først og fremmest troen på markedskræfterne og en begrænsning af velfærdsstaten.

Reguleringen af arbejdsmarkedet er i Danmark i højere grad end i de fleste andre lande baseret på voluntarismen, altså aftaleregulering mellem arbejdsgivernes og lønmodtagernes organisationer. Gennem de kollektive aftaler fastsættes nogle generelle normer for køb og salg af arbejdskraft, hvilket begrænser konkurrencen på arbejdsmarkedet. Jo større område, der er dækket af kollektive reguleringer, jo mindre konkurrence. I den private sektor er dækningsgraden formentlig omkring 60%, og da der ikke findes generelle erga omnes klausuler (bestemmelser, der udbreder overenskomstens dækningsgrad til ikke-overenskomstdækkede arbejdspladser) i Danmark er dækningsgraden stærkt afhængig af fagforeningernes styrke, hvilket i denne sammenhæng vil sige organisationsgraden. Organisationsgraden har i Danmark i lighed med Sverige og Finland været unikt høj – omkring 80% i midten af 1990erne – hvilket først og fremmest skyldes arbejdsløshedsforsikringen i disse tre lande (Ghent-systemet). Faldet i arbejdsløsheden, forringelsen af arbejdsløshedsforsikringen og etableringen af tværfaglige a-kasser uafhængige af fagforeningerne har medført dels en faldende forsikringsgrad og dels et relativt faldende medlemskab af fagforeningstilknyttede a-kasser – hvilket specielt inden for LO-området har kunnet mærkes, idet tabet af medlemmer i fagforeningerne siden 1994 til 2009 beløber sig til 300.000.

Denne svækkelse medfører på sigt en ringere overenskomstdækning på arbejdsmarkedet og dermed en styrkelse af konkurrencen og markedskræfterne. Hvis kommunaliseringen af beskæftigelsespolitikken er yderligere et skridt på vejen til en total afskaffelse af Ghent-systemet, vil vi være vidne til en yderligere markant medlemstilbagegang i fagbevægelsen og dermed en svækkelse af aftalesystemet.

Den højt besungne ’flexicurity-model’ hviler på dette aftalesystem og dets samvirke med beskæftigelsespolitikken. Høje arbejdsløshedsdagpenge medfører et mindre behov for ansættelsesbeskyttelse (opsigelsesvarsler) og op- og om-kvalificering af arbejdsløse medfører øgede beskæftigelseschancer, hvilket resulterer i et funktionelt fleksibelt arbejdsmarked. Den forringelse af dagpengenes dækningsgrad på 25%, der har fundet sted siden starten af 1980erne, modvirker denne fleksibilitet, men en forøgelse af incitamenterne til at gå i arbejde fremmer den. En forringelse af dagpengene (og kontanthjælpen) øger sammen med restriktive krav til de arbejdsløse – herunder de såkaldte aktiveringsforanstaltninger – incitamentet til at finde et arbejde. Og det er det, der er sket og i tiltagende grad vil ske i fremtiden: fleksibiliteten på arbejdsmarkedet søges ikke mere fremmet gennem social tryghed (security), men gennem utryghed (insecurity). Hvis utrygheden øges vil fagforeningerne søge at opnå større ansættelsestryghed (længere opsigelsesvarsler), men er fagforeningerne blevet yderligere svækket gennem medlemstabet vil de ikke kunne få dette gennemført.

Udover den endelige afskaffelse af ’flexicurity-modellen’ er konsekvenserne af dette udviklingsforløb åbenbare. Forringelserne og omlægningen af arbejdsløshedsforsikringen medfører ikke kun forringede levevilkår for de arbejdsløse, men svækker fagforeningerne og dermed lønmodtagernes muligheder for at få deres interesser tilgodeset i aftalesystemet. De kollektive reguleringers betydning vil blive formindsket og sammen med de forringede dagpenge (og kontanthjælp) vil den enkelte lønmodtager opleve en større konkurrence om jobbene – og acceptere ringere løn og øvrige arbejdsbetingelser.” ^xiii

Arbejdskraftmangel – men ingen lønstigninger

Og det er sådan set der, vi er. Arbejdsgiverne ønsker endnu flere arbejdsudbudsreformer, og adgang til endnu billigere arbejdskraft fra udlandet. Hvorfor, spurgte fagbevægelsens topforhandlere på industriens overenskomst, Claus Jensen og Mads Andersen i Politiken?^xiv

”Arbejdsgiverne kører i øjeblikket en stor kampagne om, at vi mangler arbejdskraft i Danmark. De bruger det til at argumentere for, at beløbsgrænsen skal sænkes, så virksomhederne kan hente billigere arbejdskraft uden for EU.

Al økonomisk logik siger, at prisen stiger på det, der er mangel på. Men når man ser på udviklingen i reallønnen i industrien, kan man ikke se, at der skulle være stor mangel på arbejdskraft.

Den danske økonomi buldrer derudad, og det går fantastisk godt for erhvervslivet. Der er overskud på betalingsbalancen, lav arbejdsløshed, produktiviteten er høj, og konkurrencekraften er historisk høj. Det er dygtige medarbejdere i industrien, der skaber det overskud, og som sjældent har arbejdet mere effektivt, end de gør lige nu – og har gjort det de sidste to år. Det er alt sammen indikatorer på, at lønnen burde stige.

Nu viser de nyeste tal, at stigningen i reallønnen er faldet i 2021 sammenlignet med 2020. Med de tal, vi har set indtil videre, er reallønnen i industrien steget med 0,8 procent i 2021 – og vi skal dermed otte år tilbage for at finde en stigning, der er så lav!

Det hænger slet ikke sammen med den dramatiske retorik, som arbejdsgiverne bruger. Det er helt uforståeligt, at lønnen til de medarbejdere, der har løbet stærkt de seneste år, ikke flytter sig nævneværdigt.”

Både arbejdsgiver- og arbejdstagersiden advarer da også om, at de tilstundende overenskomstforhandlinger vil blive uhyre vanskelige.

Svækket incitament til at arbejde?

Den 9. juni i år kom regeringen så Fagbevægelsens Hovedorganisation lidt i møde i form af vedtagelsen af et nyt tillæg til dagpengene de første tre måneder – dog finansieret med nedskæringer i forhold til dimittender.

Dansk Arbejdsgiverforening advarede mod denne udvikling straks da planen forelå - i form af reformudspillet ”Danmark kan mere I”. I Berlingske Tidende, den 19. januar 2022, kunne man læse DA’s analyse af forslaget:

”1,3 millioner danskere få ret til de øgede dagpenge, hvis de bliver ledige. Af dem vil 775.000 få svækket deres incitament til at tage et arbejde betydeligt med de forhøjede dagpenge.”

Så vi må efterhånden have fået mange lavtlønnede i Danmark – lønspredningen er øget. Incitamentet for de ledige kan nemlig ikke mangle: I november 2020 offentliggjorde Danske A-kasser en Dagpengeundersøgelse, og heri kunne man læse, at 69 % af de adspurgte ledige med hjemmeboende børn i høj grad må spare på mad og dagligvarer, fordi de er ledige. Det kan vel få de fleste forældre til at tage hænderne op af lommerne, skulle man tro.

På den nyligt afholdte kongres i Fagbevægelsens Hovedorganisation blev der gjort status over medlemssituationen: Færre end 40% af lønmodtagerne er i dag medlem af en FH-organisation. 33% er uorganiserede.

Så det bliver op ad bakke at få gjort ”Dagpenge Great Again”. Men vigtigt. Uhyre vigtigt. For såvel trygheden som for fagbevægelsens styrke.