Virksomhedsinteresser opflammer spændingerne mellem USA og Kina : Interview med Ho-Fung Hung
af Daniel Denvir
I en global økonomi præget af overproduktion og underforbrug, kæmper amerikanske og kinesiske virksomheder for at udtrække overskud fra udviklingslandene. Uden massiv omfordeling af velstanden, vil forbruget ikke vende tilbage til stabile niveauer.
Oversat af Peer Møller Christensen. Originalen Corporate Interests Are Inflaming US-China Tensions fra tidsskriftet Jacobin findes her: https://jacobin.com/2022/07/ho-fung-hung-part-2-interview-us-china-conflict
Dette er anden del af et todelt interview. Læs første del : Hvad kinesiske kapitalister skylder Mao Zedong, her.
I 1970'erne gik en af Karl Marx' forudsigelser i opfyldelse: I alle de udviklede kapitalistiske økonomier begyndte profitten at falde. Virksomheder reagerede på denne krise ved at udflytte produktion til udviklingslande, hvor lavere lønomkostninger gjorde det muligt for dem at udtrække en højere profit. Kinas eksportindustri har nydt godt af denne udvikling, men nu er den kinesiske økonomi ramt af en lignende krise. Ligesom deres modpart i USA halvtreds år tidligere står kinesiske virksomheder nu over for faldende profitter. Kina har reageret ved at presse udenlandske konkurrenter ud af sit marked og af Belt and Road-landene.
Amerikanske virksomheder var engang Kinas vigtigste allierede i Washington. Ifølge den marxistiske politiske økonom Ho-Fung Hung, begyndte disse virksomheders interesser at vende sig bort fra Kina, da Kinas aggressive økonomiske taktik begyndte at true deres hegemoni. Resultatet var en imperialistisk rivalisering, der vokser sig mere intens og farlig for hvert år.
Hung er sociologi-professor ved Johns Hopkins University og har forfattet bøgerne The China Boom: Why China Will Not Rule the World og City on the Edge: Hong Kong under Chinese Rule. Hans seneste bog, Clash of Empires: From “Chimerica” to the “New Cold War,“ udpeger årsagerne til de øgede spændinger mellem US og Kina i den lange historie om overproduktion, underforbrug og desperate profithungrende kapitalister.
Tidligere i år satte Hung sig til rette for at give et todelt interview til The Dig, en podcast fra Jacobin. Hung og Dig-værten Daniel Denvir kom i første del ind på Kinas politisk-økonomiske historie fra før Qing-perioden til etableringen af Den Internationale Valutafond (IMF) og dvælede ved sølvhandelen fra det sekstende århundrede, udelukkelsen af udviklingsøkonomierne i det tyvende århundrede og virkningerne af finanskrisen i 2008. I denne anden del af interviewet, viser Hung, hvorfor USA og Kina begge må omfordele rigdommen, hvis de håber at undslippe dødsspiralen af faldende profit og eskalerende konflikter.
DANIEL DENVIR Du hævder, at Kina-boomet og opsvinget i Østasien mere generelt spillede en specifik rolle i verdenssystemets historie som svar på den krise, der ramte avancerede kapitalistiske lande i 1970'erne. Hvad var karakteren af den krise? Hvordan kunne dette opsving i Østasien generelt - og senere Kina i særdeleshed - hjælpe med at løse det midlertidigt? Og hvorfor blev beslutningen gjort midlertidig?
HO-FUNG HUNG I 1970'erne var de avancerede kapitalistiske lande, inklusive USA og Europa, stødt på en længerevarende krise. Der var flere facetter af krisen, men først og fremmest skyldtes den en faldende profitrate, hvis man skal bruge marxistisk terminologi. Men selv almindelige økonomer anvender deres egen udgave af det samme begreb, når de taler om virksomhedernes faldende produktivitet og rentabilitet. Så blandt disse avancerede lande var virksomhederne ikke længere så rentable, som de var under det man kalder kapitalismens guldalder i efterkrigs-perioden, 1950'erne og 60'erne. Det var der mange grunde til. Den ene var den skærpede konkurrence: Efter Anden Verdenskrig og de ødelæggelser, den forårsagede, var der mangel på forsyninger til at tilfredsstille mange former for efterspørgsel. Uanset hvad man producerede - køretøjer, byggeri, maskiner - var der enorm efterspørgsel, og virksomheder var meget rentable. Men efter at Japan og Europa blev genopbygget efter krigen og udviklede en produktiv industri, blev det kapitalistiske marked mere præget af konkurrence.
En anden grund var at finde i arbejdsstyrken. Organiseret arbejdskraft i den udviklede verden fremtvang med succes højere lønninger, der voksede mindst lige så hurtigt som inflationen og nogle gange hurtigere. Så konkurrencen i det kapitalistiske system og succesrige krav om højere lønninger fra den organiserede arbejdskraft skabte en profitklemme på virksomhederne i de udviklede lande.
Disse virksomheder prøvede på mange forskellige måder at genoplive overskuddet. Nogle flyttede over i den finansielle sektor i stedet for at fortsætte med at producere, men nogle, der fortsatte med at producere, fik øjnene op for off-shoring : udflytning af industri til lande med lavere lønninger.
I starten var det de østasiatiske tigre [Sydkorea, Taiwan, Hong Kong og Singapore], der fandt sig placeret i et geopolitisk smørhul, da Vietnamkrigen og Den Kolde Krig var på sit højeste. Japan og de fire tigre var den kapitalistiske verdens grænsestater mod en ekspanderende og tilsyneladende ret vellykket socialistisk blok. Disse lande nød gratis adgang til amerikanske og europæiske markeder med deres industri-produkter.
Derfor benyttede mange producenter og detailhandlere i den udviklede verden sig af muligheden for at flytte produktionen til disse østasiatiske stater. Og i denne sammenhæng blev de østasiatiske økonomier meget succesrige eksportorienterede industrielle økonomier ved at mobilisere deres billige arbejdskraft til at producere varer til det udviklede verdensmarked. Det var en af løsningerne på krisen i de avancerede kapitalistiske økonomier, hvis konsekvens var at lette fremkomsten af de østasiatiske tigre.
DANIEL DENVIR Kina spillede en stor rolle i det globale opsving efter finanskrisen i 2008, men du skriver, at landet også var en væsentlig årsag til krisen. Hvordan gik det til, at den foreløbige løsning på krisen af 1970'erne skabte ubalancer, der i sidste ende banede vejen for 2008-krakket?
HO-FUNG HUNG Mange ser den foreløbige løsning på krisen i 70'erne som en krise, der aldrig gik væk. Hvis man ser på profitraten i de store avancerede kapitalistiske økonomier, er den aldrig vendt tilbage til niveauet fra 1950'erne og 60'erne. I løbet af 1970'erne faldt profitraterne i store udviklede økonomier; i almindeligt økonomisk sprog faldt den industrielle produktivitet i 1970'erne og kom aldrig tilbage til det, den var i 50'erne og 60'erne. Som en midlertidig løsning flyttede produktionen til regioner med lave priser og lønninger, så dens overskudsgrad kunne genoprettes.
Men samtidig skabte dette den reelle kilde til en langsigtet ubalance i den globale økonomi, fordi den oprindelige idé bag globaliseringen og åbningen af lande i det globale syd — de asiatiske tigre, Kina og Sydøstasien - ikke bare var, at de ville blive en kilde til lave omkostninger i fremstillingsprocesser. I sidste ende var antagelsen, at de ville blive en ny grænse for markedets efterspørgsel efter industriprodukter.
Dette formodedes at kunne løse den overproduktion og overakkumulation, der var årsagen til 1970'ernes krise, men i sidste ende øgede de asiatiske tigre, Kina og Sydøstasien produktionen, holdt forbruget nede, og fremmede derefter eksporten. Så på verdensøkonomien samlet set blev problemet med overproduktion og overakkumulation faktisk forværret, fordi produktionskapaciteten i Asien, Kina og en stor del af det globale syd gjorde sit indtog på markedet.
Denne underliggende uligevægt førte i sidste ende til en række finansielle kriser, fra pesokrisen i 1994 til den asiatiske finanskrise i 1997-98 og en række kriser i Tyrkiet, Rusland og Argentina ved årtusind-skiftet. Finanskrisen i 2008 var faktisk den seneste runde af denne serie af finanskriser; den fik mere opmærksomhed og blev mere alvorlig, fordi epicenteret ikke længere var i Mexico, Malaysia, Thailand, Argentina eller et andet fjerntliggende sted, men lige i centrum af Wall Street.
Denne lange række af kriser voksede ud af den underliggende ubalance mellem udbud og efterspørgsel i den globale økonomi: det vil sige spørgsmålet om overproduktion og overakkumulation.
DANIEL DENVIR Kinas svar på finanskrisen i 2008 var også en foreløbig løsning, der forværrede dets økonomiske problemer med undertrykkelse af det indenlandske forbrug og afhængighed af eksport og gældsbaserede investeringer med det mål at opretholde de høje vækstrater. Du skriver,
Da Kinas eksportledede boom vaklede under den globale finanskrise i 2008, reagerede den kinesiske regering ved at udløse et aggressivt stimuleringsprogram, der med succes fremmede et stærkt økonomisk opsving drevet af gældsfinansierede investeringer i anlægsaktiver. Svækkelsen af eksportmotoren og den hensynsløse forøgelse af investeringer i den statslige sektor finansieret af statsbanker under genopretningen 2009-10 skabte en kæmpemæssig gældsboble, der ikke længere modsvares af væksten i valutareserven. Mellem 2008 og slutningen af 2017, steg udestående gæld i Kina fra 148 procent af BNP til over 250 procent. Den bølge af lån der blev udstedt under COVID-19-pandemien i 2020 øgede andelen til mere end 330 procent.
Hvordan hænger undertrykkelsen af indenlandske lønninger og forbrug sammen med dette problem med overinvestering og overflødig produktion, kapacitet og infrastruktur? Hvordan og hvorfor accelererede disse tendenser efter 2008?
HO-FUNG HUNG I sidste ende var den grundlæggende uligevægt, der førte til krisen, overproduktion og overakkumulation. I begyndelsen af den globale finanskrise i 2008 var der en politisk diskussion i Kina; politiske rådgivere for regeringen og forskere havde talt om disse spørgsmål om overproduktion, overkapacitet og gældsboblen som underliggende problemer, der til sidst ville hjemsøge den kinesiske økonomi. Så de slog til lyd for, at Kina reagerede på krisen ved at stimulere indenlandske private husholdningers forbrug.
For eksempel var der et forslag, om at regeringen skulle give bønderne forbrugskuponer til køb af computere og elektriske apparater, for at øge efterspørgslen, når den globale efterspørgsel efter eksportvarer styrtdykkede. Hvis man havde gjort det, ville det have kunnet hjælpe til med at løse det problem med grundlæggende uligevægt i den globale økonomi, der var med til at fremskynde en global finanskrise.
Men Kinas politiske og institutionelle struktur støtter ikke den form for forslag, fordi ingen institutioner repræsenterer bonde-forbrugernes interesser. Så denne form for stimulering af forbruget som svar på krisen blev skudt ned.
I sidste ende var den kinesiske regerings svar at åbne sluserne for udlån fra statsbankerne: lokale myndigheder og statslige virksomheder og alle former for investeringsorienterede virksomheder lånte nemme penge fra statsbanker til at starte projekter. Det var en slags alternativ investering i infrastruktur, nye fabrikker og nye jernbaner; højhastighedstoget er det mest omtalte eksempel på dette svar.
Denne reaktion kunne selvfølgelig skabe et umiddelbart økonomisk opsving for Kina og mange af de lande, der eksporterer varer til Kina. Så i kølvandet på finanskrisen i 2008, mærkede lande, som eksporterer en masse råvarer, som Brasilien, Zambia og Australien, ikke krisens hede, fordi kineserne hjalp dem. Med sine byggeprojekter skabte det investeringsstyrede opsving ny efterspørgsel efter stål, råvarer og alle slags produkter; de arbejdere, der var ansat i byggeri blev også selv forbrugere.
Men problemet med den investeringsdrevne genstart er, at når byggeriet stopper, har man et overudbud af infrastrukturprojekter og fabrikker, som ikke er rentable. Lokal- regeringer og statsejede virksomheder vil låne for at bygge, men når resultaterne viser sig ikke at være rentable, kan de ikke tilbagebetale deres lån.
Og så bliver projekterne til overkapacitet. Højhastighedstog er af mange forudset til at blive en kinesisk succeshistorie; det er også en succes hvad angår teknologi og effektivitet, men højhastighedsjernbanerne har ikke mange rentable linjer. Så efter 2009 og 2010, begyndte det stærke opsving i den kinesiske økonomi at bremse drastisk, på vej mod en stilstand, fordi man var løbet tør for byggeprojekter. Der var bare for mange stålværker og for mange kulværker, og der var bygget flere ejendomme med lejligheder, end der var købevillige kunder til. Den gæld, der blev akkumuleret gennem dette investeringsboom, findes stadig.
For at gøre ondt værre opstår der afhængighed af gæld, fordi stærkt forgældede virksomheder ikke ønsker at misligholde gælden, og regeringen ikke vil have dem til at misligholde den. Så regeringen tillader dem at låne igen og igen og bruge nye lån til at betale de gamle lån. Gælden ruller som en snebold.
Grunden til at kun ejendomsselskaber skal stå til regnskab for deres gældsproblemer er, at afhængigheden af gæld er ligesom stofmisbrug. For hver gældsdrevet investering får man et midlertidigt løft i økonomisk aktivitet og BNP; men derefter går man ind i en stagnation eller endog en sammentrækning af produktionen, så regeringen bliver bekymret og bruger en større dosis gæld til igen at stimulere økonomien.
Hver gang bliver indsprøjtningen af gæld større, og effekten mindre. Det er ligesom afhængighed, og Kina har meget svært ved at slippe ud af denne afhængighed. Afmatningen og den accellererede ophobning af gæld er de to ting, der har defineret den kinesiske økonomi siden genstarten i 2008.
DANIEL DENVIR På det seneste har USA’s vækstrate i korte perioder overgået Kinas vækstrate. Det er utroligt. Er Kina så på vej mod netop den slags overproduktionskrise, der ramte fremskredne kapitalistiske lande i 1970'erne og accelererede Østasiens fremgang i første omgang?
I tiden mellem den russiske invasion, gentagne anti-COVID-lockdowns i vigtige regioner med eksport-produktion og et massivt COVID-udbrud i Hong Kong, var der alvorlig finansiel uro på de kinesiske markeder. Kan det her ende med at udvikle sig til en total krise?
HO-FUNG HUNG Den kinesiske krise er mere sammenlignelig med den langvarige afmatning i Japan siden 1990'erne, end det er med den asiatiske finanskrise 1997-98. Men mange mennesker påstår, at Kina er på vej mod en krise. Denne forestilling om en krise udspringer af oplevelsen af de pludselige, spektakulære eksplosioner af systemet, ligesom Wall Street-nedsmeltningen i 2008, eurokrisen i 2008 og 2009, og den asiatiske finanskrise i 1997 og 1998.
Men jeg tror ikke, Kina vil komme ud for denne form for pludselig, spektakulær eksplosion af det finansielle marked. Kina var tæt på det i 2015, da det stod over for en massiv devaluering, aktiemarkedets kollaps og kapitalflugt. Men Kinas Kommunistiske Parti [KKP] har så stærk kontrol over det finansielle system, at de bare kan stoppe det.
Grundlæggende vedtager de en masse drakoniske foranstaltninger for at forhindre folk i at føre penge ud af Kina; de lukker for handel med aktier, der falder for meget, og de sender et arbejdshold fra Kommunistpartiet til at føre tilsyn med børsen. I 2015 brugte de disse administrative midler til at forhindre et økonomisk kollaps, men det var tæt på.
Alligevel vil Kinas afmatning ikke eksplodere som den asiatiske finanskrise i 1997. For én ting er, at selvom Kinas valutareserve ikke vokser så hurtigt, som den gjorde i 2000'erne, vokser den lokale valutaforsyning. Der er kapitalflugt, men Kina har stadig en betydelig mængde udenlandske valutareserver, så det vil ikke få en valuta- eller finansmarkedseksplosion som i Mexico i 1994, eller som Sydkorea, Malaysia og Thailand i 1997.
Kina vil snarere blive som Japan: Gælden vil fortsætte med at akkumulere, økonomien bliver mindre dynamisk, og regeringen vil nægte at lade urentable virksomheder gå konkurs, så disse virksomheder vil blive reddet og blive zombiefirmaer. Det var, hvad der skete i Japan efter 1990'erne og frem til 2000'erne. Det var ikke en spektakulær eksplosion af systemet, men en langvarig stagnation, en langsom opbremsning, en ulmende krise. Regeringen blev bare ved med at købe tid og forlænge krisen.
Til en vis grad er dette en sværere krise at håndtere; på grund af afhængighed af den valgte strategi vil man ikke foretage en drastisk justering, og så forlænger man problemet uden at løse det. Efter spektakulære eksplosioner som 2008 i USA og 1997 i Sydkorea og Malaysia, forekommer der tit drastiske rejusteringer, men de er ofte liberale justeringer, der ikke forhindrer fremtidige cykler af vækst og kollaps.
Men efterhånden som Japan eller Kina gennemgår langvarige opbremsninger, bliver deres problemer dybere og dybere, og de blive mere og mere afhængige af gæld. Og det er en svær situation at slippe ud af. Den kinesiske regering har forsøgt at finde en ny kilde til ekspansion og at gøre en ende på denne langvarige afmatning. En mulighed er den accelererende teknologiske opgradering, som kaldes "Made in China 2025"; en anden er The Belt and Road [Den nye Silkevej], som Kina håber vil kunne løse den langvarige afmatning gennem kapitaleksport.
DANIEL DENVIR Du skriver, at det var denne indenlandske økonomiske krise efter 2008, der også ansporede den kinesiske stat til at koncentrere den politiske magt under Xi [Jinping], hvilket igen gjorde USA mere fjendtlig over for Kina. I mellemtiden opmuntrede gentagne kriser i USA en kinesisk stat, der i stigende grad oplevede USA som i dødbringende tilbagegang.
Hvordan accelererede 2008 dette skift mod et autoritært styre?
HO-FUNG HUNG Først og fremmest fandt Kina i 2008 pludselig ud af, at den amerikanske økonomiske model ikke er uovervindelig og faktisk er meget sårbar. På det tidspunkt i Kina og andre steder i verden var der megen snak om sammenbruddet i den amerikanske dollars globale hegemoni og kollapset i det amerikanske finansielle system.
På grund af denne snak kom mange mennesker, inklusive Kinas ledere, til at tro, at USA var i fatal tilbagegang. Kommunistpartiets politbureau indkaldte endog en studiegruppe om stormagternes opstigning og fald; de konkluderede, at USA aldrig ville komme sig økonomisk eller bevare sin international status. Denne opfattelse har endda bidt sig fast i de kinesiske lederes bevidsthed siden da, selvom USA rent økonomisk kom sig. Den amerikanske dollars globale hegemoni kollapsede ikke, og blev faktisk styrket. I stedet var det Euroen, der kom i problemer.
Den kinesiske ledelse, og især Xi, mener, at USA er blevet væsentligt svækket siden 2008. Det er således Kinas chance for at sætte sig op mod USA, og Kina har råd til at være mere aggressiv. På samme måde er det en økonomisk nødvendighed, at - efter den globale finanskrise i 2008 og Kinas opsving i 2009-10 - vil den kinesiske økonomi miste momentum og gå i stagnation, hvis ikke direkte kontraktion. For mange urolige og stærkt forgældede kinesiske virksomheder, der overlever med statslig opbakning, er det en strategi at æde udenlandske virksomheders markedsandele i Kina.
Når lagkagen vokser, kan alle øge deres stykke uden at bringe de andres andel i fare. Men når kagen ikke længere vokser eller endog trækker sig sammen, bliver det et nulsumsspil. Hvis du vil udvide dit overskud og din markedsandel, skal du spise din modstanders markedsandel og overskud.
Det er faktisk sådan, at mange af de dominerende virksomheder i Kina enten er direkte statsejede, eller, hvis de er private virksomheder - som ejendoms- og teknologivirksomhederne - har en statslig opbakning og interne parti-stat forbindelser. Disse virksomheder bliver meget aggressive, og med hjælp fra det kinesiske system, spiser de udenlandske investorers markedsandele i Kina. I mange tilfælde forsøger de også at tilegne sig den teknologiske fordel fra udenlandske konkurrenter, igen ved hjælp af staten.
Denne konkurrence mellem udenlandske virksomheder - især amerikanske virksomheder og kinesiske virksomheder – på det kinesiske marked kan blive så intens, at amerikanske virksomheder beder den amerikanske regering om hjælp. De klager over, at de bliver uretfærdigt behandlet, presset af deres kinesiske kolleger og nogle gange endda af deres partnere.
Denne underliggende økonomiske kraft førte til forværringen af forholdet mellem USA og Kina. Da den daværende kinesiske præsident Hu Jintao besøgte Det Hvide Hus i 2011, fortalte præsident [Barack] Obama ham, at USA havde et problem med, at dets virksomheder i Kina blev behandlet uretfærdigt; disse virksomheder klager over tyveri af intellektuelle rettigheder og den slags, ”.. så du må hellere få gjort noget ved det”. Det var første gang en amerikansk præsident åbent nævnte dette problem, som mange amerikanske virksomheder bag lukkede døre havde klaget over .
DANIEL DENVIR Kinas stigende kapitaleksport til udlandet efter 2008 forværrede også spændingerne i forhold til både den amerikanske regering og amerikanske virksomheder.
HO-FUNG HUNG Bestemt. Først klagede de over situationen på det kinesiske marked til andre medlemmer af det amerikanske handelskammer i Kina; senere beklagede de sig til det tredje marked, først og fremmest udviklingslandene, fordi et alternativt middel til at løse den kinesiske regerings profitproblemer var at hjælpe dem med at skabe ny efterspørgsel på oversøiske markeder. Det er baggrunden for Belt and Road-projektet, hvor den kinesiske regering og den kinesiske statsbank låner penge til udviklingslande i Asien - Pakistan, Kasakhstan og Sri Lanka - og i Mellemøsten og endda Europa. Og faktisk er Ukraine et af Belt and Road - landene.
Mens kinesiske statsbanker og statslige enheder låner penge ud, finder folk ud af, at traditionelle udviklingslån fra IMF, Verdensbanken og lån fra Asian Development Bank har politiske betingelser knyttet til sig - hvis du låner fra IMF, er du f.eks. nødt til at føre en bestemt form for politik - men lån fra Kina har ikke den slags politiske betingelser.
De har dog en forudsætning om køb [af kinesiske varer], som man efterhånden finder ud af: hvis man låner penge fra kinesiske enheder, får man lov til at bruge pengene til at oprette en kinesisk virksomhed og bruge kinesiske materialer og kinesiske produkter til at bygge sin infrastruktur, sit stadion eller jernbane eller motorvej eller havnefaciliteter. Det er en meget eksplicit ekstern stimulans. Kinesiske banker låner penge ud til udviklingslandene for at skabe efterspørgsel efter overudbudt kinesisk stål, højhastighedstog, og kulværker.
For eksempel låner kinesiske banker penge til udviklingslande for at de kan bygge kulværker ved hjælp af kinesiske entreprenører og med brug af kinesiske materialer. Herigennem eksporterer Kina overskydende kapacitet til udviklingslande, og det skaber konkurrencepres på amerikanske, europæiske og japanske virksomheder i de pågældende udviklingslande.
Et meget interessant eksempel er producenter af entreprenørmaskiner, som Caterpillar i USA; Japan og Europa har også førende virksomheder inden for denne branche. Lige siden starten på Belt and Road har de lande, som indgår i Belt and Road alle i overvældende grad købt kinesiske entreprenørmaskiner på bekostning af Caterpillar og europæiske og japanske entreprenørmaskiner. Situationen forværres for Amerikanske virksomheder, fordi de oplever, at de ikke kun er i hård konkurrence på det kinesiske marked, men også på forskellige markeder i udviklingslandene: i Caribien, Latinamerika, Centralasien, Sydasien og Mellemøsten.
Caterpillar er et interessant eksempel, fordi de er meget åbenhjertige om disse problemer; det er veldokumenteret, at Caterpillar på et tidspunkt endda lobbyede Obama-administrationen for mere aggressivt at indgå frihandelsaftaler med udviklingslande i Central- og Latinamerika, og udtrykkeligt udtalte, at uden disse frihandelsaftaler, ville de tabe til deres konkurrenter fra Asien, især dem fra Kina. De ønskede hjælp på dette marked.
Så det udløser en intensiveret kapitalistisk konkurrence mellem amerikanske virksomheder og kinesiske virksomheder, som totalt ændrer dynamikken i det underliggende forhold mellem USA og Kina.
DANIEL DENVIR I hvor høj grad har Kinas massive oversøiske investeringer i og efterspørgsel efter råvarer fra afrikanske og latinamerikanske lande styrket disse lande i verdenssystemet? Og i hvilken grad repræsenterer det blot en ny form for kolonialisme, denne gang med et kinesisk ansigt?
HO-FUNG HUNG Det er et meget kompliceret spørgsmål, som ikke har noget enkelt svar. Litteraturen viser at der ikke er noget entydigt svar på, om denne form for ressource-udvinding og investering fra mere udviklede lande vil hæmme udviklingen af den lokale økonomi og skabe en kolonial situation. Det afhænger af, om det pågældende udviklingsland er afhængige af en eller flere eksterne investorer eller udvindere.
Virkningerne af Kinas ekspansion i udviklingslandene varierer fra land til land: lande der har mange investeringer fra Europa og USA kommer til at stå bedre, for nu bliver de kurtiseret af flere magter. De kan lave den bedste aftale ved at spille dem ud mod hinanden, spille Kina ud mod USA eller Europa.
Sådan er situationen i mange sydøstasiatiske lande. Kinas indflydelse på deres økonomier vokser, men samtidig beholder de traditionelle europæiske og amerikanske virksomheder og investorer, så de kan spille dem ud mod hinanden og opnå de bedste aftaler. Det er ligesom under Den Kolde Krig: hvis man blev kurtiseret af både Sovjetunionen og USA, kunne man altid opnå den bedste aftale ved at gøre de to magter til konkurrenter.
Men hvis du er totalt afhængig af den ene side, er det et problem. Mange udviklingslande, der udelukkende baserede sig på, for eksempel, britiske eller amerikanske investeringer, blev i høj grad udnyttet. For ti år siden, da andre lande blev afhængige af kinesiske lån, investeringer og virksomheder til minedrift, var det ikke klart, hvad de langsigtede virkninger ville være. Men nu har Kina været mange steder længe nok til, at folk begynder at opdage problemer med denne form for afhængighed.
De støder også på det traditionelle problem, at en mere udviklet økonomi udvinder de mest værdifulde og rentable ressourcer og fører råvarerne ud af landet for at forarbejde dem andre steder; den lokale økonomi bliver plyndret for råvarer uden at få nogen fordele til gengæld. Dette meget velkendte mønster dukkede op i mange latinamerikanske og afrikanske lande, i en sådan grad at det blev en succesrig valgstrategi for oppositionen at anklage deres modpart for at samarbejde med kinesiske virksomheder og bortføre landets ressourcer.
Folk, der kandiderer på sådan en platform, er blevet valgt i Zambia, Sri Lanka, Malaysia og senest i Peru. Ved valget ønsker venstrefløjens kandidater som udgangspunkt at forhandle kobbermine-rettighederne med udenlandske virksomheder, mange af dem kinesiske virksomheder. Kina er ikke særlig opfindsom til at skabe denne form for neokolonial situation. Kinesiske virksomheder opfører sig ligesom bilproducenterne tidligere gjorde i det globale syd, hvor man etablerede handels- og investeringsforbindelser med disse lande for at maksimere sine økonomiske fordele og sine staters sikkerhedsmæssige og geopolitiske interesser. De følger bare i gamle, globale, neokoloniale magters fodspor.
Igen afhænger den faktiske effekt i udviklingslandene af, om de pågældende udviklingslande har flere magter, der bejler til dem, og kan spille den ene ud mod den anden for at få den bedste aftale. Hvis det ikke er tilfældet, bliver de ofte for afhængige af én leverandør af kapital. Selvfølgelig afhænger resultatet også af, om den lokale regering har en stærk, institutionaliseret stat, der er i stand til at forhandle med den udefrakommende kapital.
DANIEL DENVIR Du skriver, at det er et stort spørgsmål "om Kinas økonomiske præstation i den seneste tid år er et enestående fænomen, der ikke vil blive gentaget af andre, eller om det er en forløber for tilsvarende hurtig vækst i andre folkerige udviklingslande."
Der er to slags udviklingslande, man må se på i denne forbindelse. Den ene er store lande som Indien; den anden er eksportafhængige lande i Latinamerika og Afrika, som vi netop diskuterede. Siden Kina ikke udjævner verdenssystemets hierarkier, men i stedet intensiverer perifere landes afhængighed af primær vareeksport, er det så umuligt for disse lande at rykke op i værdikæden ved at kopiere Kina?
HO-FUNG HUNG Det er et vanskeligt spørgsmål, fordi den kinesiske model med at satse på eksportorienteret industrialisering gavner kinesisk BNP-vækst. Men samtidig følger Kina efter de gamle Fire Tigres model, hvor man tilskynder til produktion og eksport, men undertrykker det indenlandske forbrug. Hele verdens uligevægt mellem udbud og efterspørgsel og problemet med overproduktion begyndte ikke med Kina.
Men efter Kina har rejst sig som en vigtig leverandør af alle former for industri-produkter, har problemet med mangel på efterspørgsel - ikke den absolutte mangel, men manglen i forhold til kapaciteten til at producere— gjort det sværere og sværere for andre lande at følge i Kinas spor, fordi der bare ikke er tilstrækkelig effektiv efterspørgsel efter en kontinuerlig udvidelse af eksportproduktionen.
Det skaber vanskeligheder for mange udviklingslande. For eksempel satsede i Latinamerika, Mexico og Brasilien meget hårdt på at industrialisere deres økonomier og arbejde sig væk fra udvinding af naturressourcer for at blive producenter. Men Kinas økonomiske opstigning betød dybest set, at disse lande blev af-industrialiseret.
På den ene side blev hjemmemarkederne erobret af kinesiske producenter og det beklagede de indenlandske industrivirksomheder sig over. Og kinesiske produkter erobrede selvfølgelig også en stor del af verdensmarkedet, fra mobiltelefoner til biler og mange andre ting. Det gjorde det sværere for disse lande at eksportere deres produkter.
På grund af Kinas fremgang har mange sent-industrialiserende lande det meget sværere med at blive industrialiserede; nogle af dem af-industrialiserer endda. I Brasilien er Kinas efterspørgsel efter landets naturressourcer og råvarer vokset, men dermed lægges der også pres på udvikling af industri-virksomheder. Så takket være Kinas fremgang er Brasilien vendt tilbage til eksport af råvarer og råmaterialer.
Overordnet set er Kinas opstigning modsætningsfuld: den har hjulpet råvareeksportører i kølvandet på den globale finanskrise i 2008, men har også gjort udvikling af aspirerende industrimagter meget vanskeligere. I sidste ende gør fremkomsten af et gigantisk Kina det sværere for andre lande at kopiere Kinas model.
DANIEL DENVIR Det er her værd at påpege, at det kinesiske efterspørgselsdrevne råvareboom ikke var bæredygtigt for råvareeksportører, hvilket blev et stort problem for de lyserøde regeringer i Latinamerika. Som du skriver: "Da Kinas byggeboom stagnerede efter 2010, faldt landets efterspørgsel efter råvarer, og mange råvareeksportører, som havde haft gavn af Kina-boomet, oplevede en opbremsning eller endda recession. De økonomiske kriser i Brasilien og Venezuela i 2010'erne er eksempler på det."
HO-FUNG HUNG Ja, præcis. Efter 2010'erne, da Kinas byggeboom sluttede, faldt efterspørgslen på de globale råvaremarkeder også. Det skabte problemer for mange lyserøde regeringer som red på råvareboomet; Ruslands økonomiske krise blev også uddybet på grund af faldende råvarepriser i slutningen af 2010'erne.
BRICS-grupperingen - Brasilien, Rusland, Indien, Kina og senere Sydafrika - havde sin oprindelse i en investeringsportefølje, som Goldman Sachs skabte for at lokke investorer ind på aktiemarkederne i BRICS-lande. BRICS eksisterer stadig som en global styringsinstitution, men Goldman [Sachs] lukkede faktisk porteføljen i 2010'erne, fordi det gik dårligt for aktiemarkeder og virksomheder i disse BRICS-lande. En vigtig grund var, at afslutningen på Kinas investeringsboom lagde et enormt pres på disse råvareeksportører.
DANIEL DENVIR Forholdet mellem USA og Kina er blevet meget værre, siden du offentliggjorde China Boom. Siden 1980'erne har forholdet hele tiden været anspændt, og der er konstant bekymringer om Kinas opstigning.
Men disse spændinger udviklede sig ikke til fuld rivalisering før i begyndelsen af 2010'erne, hvor Obama i 2012 indledte Pivot to Asia-politikken, der fokuserede på at øge den amerikanske flådes tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav. Vi oplevede også Trans-Pacific Partnership, som direkte udelukkede Kina.
Da [Joe] Biden tiltrådte, skriver du i din nye bog, " … blev forbeholdene over for og endda fjendtligheden mod handel med Kina så mainstream i Washington, at selv den nye Biden-regering lovede ikke at trække Trumps Kina-told tilbage og fortsætte med at forfølge en konfrontationspolitik over for Kina." Mange forklarer dette ved blot at pege på det politiske og ideologisk skel mellem de to lande. Men som du skriver,
Disse ideologiske og politiske forskelle forhindrede ikke USA og Kina i at søge økonomisk integration og geopolitisk samarbejde i 1990'erne og 2000'erne. [. . .] Vi er derfor nødt til at forklare, hvorfor USA-Kina-symbiosen i 1990'erne og 2000'erne pludselig blev til rivalisering i 2010'erne, eftersom de politiske og økonomiske systemer i ingen af landene undergik nogen grundlæggende, kvalitativ ændring.
I din nye bog, Clash of Empires, hævder du, at det, der indledte dette massive skifte, var det faktum, at amerikanske virksomheder, som tidligere havde beskyttet forholdet mellem USA og Kina mod udenrigspolitiske høge, fagforeninger, menneskerettighedsgrupper og visse producenter, begyndte at blive vrede på Kina.
Hvad var det skjold, som amerikanske virksomheder gav forholdet mellem USA og Kina fra 1990'erne gennem 2000'erne, og hvad fik amerikanske virksomheder til at trække det skjold tilbage?
HO-FUNG HUNG Hvis vi ser tilbage på slutningen af 90'erne, var ideologisk og geopolitisk kritik af Kina ikke noget nyt; den såkaldte "Kina-trussel"-diskurs var allerede udbredt i kredse, der beskæftigede sig med udenrigspolitik og national sikkerhed, og beskyldninger om menneskerettighedskrænkelser i Kina har været udbredt lige siden undertrykkelsen af demokratibevægelsen i 1989. Selv i 1980'erne, var folk i disse kredse lige så bekymrede over Kina, som de er i dag. Kina selv viste allerede dengang sine ambitioner om at blive mere og mere dominerende i Asien-Stillehavsområdet, som de kaldte Indo-Stillehavet. Den territoriale strid, der involverer Kina og dets nabostater, strækker sig tilbage til 80'erne og 90'erne.
Disse forhold førte til geopolitiske konfrontationer mellem Kina og USA, herunder Krisen i Taiwan-strædet i 1995 og 1996, hvor Kina affyrede missiler hen over Taiwanstrædet for at forsøge at skræmme taiwaneserne under deres første direkte præsidentvalg. Kina så dette som et skridt imod uafhængighed, og [Bill] Clinton beordrede en hangarskibsgruppe til at sejle gennem Taiwanstrædet. Spændingsniveauet var højt.
I 1999, under en krig, ødelagde et amerikansk bombefly den kinesiske ambassade i Beograd og dræbte et antal kinesere der, og det skabte enorme spændinger. Og selvfølgelig var der i 2001 affæren med spionfly i Det Sydkinesiske Hav. På trods af disse spændinger om geopolitik og kinesiske menneskerettigheder tilbage i 1990'erne og 2000'erne blev disse bekymringer aldrig mainstream hos den politiske elite. De var stærke i kredse med tilknytning til national sikkerhed, militær og diplomati, men på tværs af hele USA's regering - fra George H. W. Bush til Bill Clinton og George W. Bush - blev de aldrig mainstream.
Det centrale i situationen var, at amerikanske virksomheder var meget opsatte på at lobbye på Kinas vegne. Hvis der i Kongressen blev fremsat lovforslag som havde forbindelse til økonomi, geopolitik eller menneskerettigheder, ville de lobbye på vegne af den kinesiske regering og få lovforslagene trukket tilbage. Til gengæld fik de adgang til det kinesiske marked og fordelagtige kontrakter i visse beskyttede dele af den kinesiske økonomi. Wall Street, telekommunikationsvirksomheder og maskinproducenter var allesammen proxy-lobbyister for den kinesiske regering.
Så i slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne forhindrede erhvervssektoren i USA geopolitisk og ideologisk fjendtlighed mellem USA og Kina i at blive mainstream.
DANIEL DENVIR Du skriver, at denne lobbyindsats fra virksomhederne i begyndelsen af 90'erne blev så vellykket fordi Wall Street fik stigende indflydelse på Clintons regering; det var det, der førte til fornyelsen af Kinas status som mest begunstiget nation. Den blev fornyet og efterfulgt af normale handelsforbindelser og - vigtigst - Kinas optagelse i WTO [World Trade Organization].
HO-FUNG HUNG Præcis. Før Kina blev optaget i WTO, skulle den såkaldte "mest begunstigede nation"-status - senere omdøbt til "normale handelsforbindelser" - mellem Kina og USA fornyes årligt af Det Hvide Hus og Kongressen. Med denne status har Kinas eksport adgang til amerikanske markeder med lav told.
Interessant nok skabte Clinton i 1993, da han lige var tiltrådt, en ny politik hvor denne årlige fornyelse af Kinas adgang til amerikanske markeder med lav told blev koblet til til menneskerettighederne i Kina. Han sagde at når vi årligt skal forny Kinas handelsstatus med USA, vil vi også evaluere Kinas fremskridt mht. menneskerettigheder. Hvis de ikke gør fremskridt på nøgleområder, hæver vi tolden på kinesiske varer. Det var den officielle politik i 1993.
Men i 1993 og 1994 var der en massiv lobbyindsats fra amerikanske virksomheder og Kinas regering for at slippe af med denne betingelse om forbedringer i menneskerettighederne for kinesiske varers adgang til amerikanske markeder med lav told. Og i sidste ende lykkedes det. I 1994 erklærede Clinton pludselig, at man ikke længere ville inddrage menneskerettigheder i overvejelserne, når man besluttede, om man skulle forny Kinas status som mest begunstigede nation.
Under denne meget dramatiske proces i ’93 og ’94 så man endda lederen af det nyoprettede Nationale Økonomiske Råd, Robert Rubin, som er fra Wall Street og senere blev finansminister, tage virksomhedernes side. Han var en vigtig fortaler for at fjerne menneskerettigheder som betingelse for handel med Kina, og diskuterede åbent i medierne med udenrigsministeriet i Clinton-regeringen, som var bemandet af folk, der var meget optimistiske med hensyn til at bruge økonomiske relationer til at fremme menneskerettigheder, inspireret af Den Kolde Krig og demokratiseringen af Sydafrika.
DANIEL DENVIR Liberale internationalister som Madeleine Albright.
HO-FUNG HUNG Ja – disse liberale internationalister, inklusive Nancy Pelosi i Kongressen, diskuterede åbent med Robert Rubin. Robert Rubin bad om at man fjernede betingelsen om forbedring af menneskerettighederne, men embedsmænd i udenrigsministeriet og Nancy Pelosi afviste det og hævdede, at politikken virkede. I sidste ende vandt Robert Rubin - til dels på grund af Wall Streets indflydelse på Clinton-regeringen. Clinton fjernede i 1994 hensynet til menneskerettigheder i forbindelse med handel med Kina.
DANIEL DENVIR Du skriver, at det kun var "som en efterfølgende begrundelse", at "Clinton-regeringen fremmede en teori om 'konstruktivt engagement', ifølge hvilken frihandel med Kina kunne styrke Kinas private virksomheder og middelklassen, hvilket igen ville fremme en politisk liberalisering." Det var 1990'ernes store idé.
Er det rimeligt at sige, at denne liberal-internationalistiske retorik, der forsvarer den neoliberale globalisering, altid er dække over et mere grundlæggende økonomisk motiv?
HO-FUNG HUNG Det er en post hoc begrundelse. Faktisk synes jeg, det er fascinerende, fordi det er parallelt med dagens debat om sanktioner, såsom loven om uighursk arbejde, der begrænser import af varer fra Kina, der er produceret med tvangsarbejde. Vi er vidne til en genoplivning af debatterne fra 1990'erne.
I begyndelsen af 1990'erne mente de liberale internationalister, at disse sanktioner ville skabe incitamenter. Men senere, efter at Wall Street og amerikanske virksomheder havde vundet kampen, skiftede Clinton-regeringen over til teorien om konstruktivt engagement: man stiller ikke spørgsmål om menneskerettigheder, man handler bare med dem, og så vil man med tiden styrke middelklassen og private virksomheder. Og middelklassen og de private virksomheder vil i sidste ende gøre arbejdet med at fremme demokrati og politisk liberalisering i Kina.
På grund af intensiv virksomheds-lobbying blev denne teori dominerende i en periode, men det var først i 90'erne. På det tidspunkt, var der masser af mennesker, selv blandt Kina-forskere, der virkelig troede på, at konstruktivt engagement ville virke.
Men dette miskrediteredes i begyndelsen af 2000-tallet og slutningen af 1900-tallet af virkeligheden. Blandt Kina-forskere mistede man i slutningen af 1990’erne håbet om en liberalisering af KKP. Der blev slået hårdt ned på arbejdskampe, religiøse sekter, Tibet og alle andre slags udfordringer i slutningen af 1990'erne; i begyndelsen af 2000'erne førte dette til ny litteratur inden for Kina-forskningen, der forsøger at forklare modstandskraften i Kinas autoritære styre.
I løbet af 1990'erne var det spørgsmål, som blev stillet i litteraturen, hvornår, hvorfor og hvordan Kina i sidste ende ville blive liberaliseret eller endog kollapse ligesom Sovjetunionen. I begyndelsen af 2000'erne veg dette spørgsmål pladsen for en diskussion indenfor kredse, der forskede i udenrigspolitik og kinesiske forhold, om hvorfor den kinesiske autoritære stat egentlig var blevet styrket på trods af den økonomiske liberalisering. Undersøgelse efter undersøgelse viste, at middelklassen og private iværksættere i Kina ikke er interesserede i liberalisering og demokratisering, så de støtter den autoritære kommunistiske stat lige så meget som før.
I begyndelsen af 2000'erne døde idealet om engagement og frihandel således faktisk i tavshed. Det blev latterligt at fortsætte med at antyde, at handel og økonomisk engagement ville fremme en liberalisering i Kina, men man fortsatte med at handle og investere alligevel. Det viste, at engagements-teorien i virkeligheden blot var et meget tyndt dække over virksomhedernes interesser.
DANIEL DENVIR I din bog argumenterer du for, at Kina-boomet er alt for meget viklet ind i den amerikanske økonomi og det USA-styrede verdenssystem til, at Kina kan skabe en rivaliserende orden. Kina er afhængig af eksport til USA, og den eksport afhænger af, at Kina opkøber amerikansk gæld – og dermed gør det muligt for amerikanerne at leve over evne, og også at den amerikanske regering kan projicere militær magt ud over hvad man egentlig har økonomi til. Men de utrolige sanktioner, der er pålagt Rusland, har afsløret, at USA er villig til at bruge den magt, man har gennem dollarhegemoniet, som et geopolitisk våben. Kunne dette endeligt anspore Kina til at bryde med den amerikanske dollars hegemoni, eller er det dybest set umuligt for dem at gøre det, selvom de ville ?
HO-FUNG HUNG Der er en klar interesse for Kina i at komme væk fra afhængigheden af dollaren. Kina og Rusland har udmærket været klar over, at USA er villig til at bruge deres afhængighed af dollaren i det globale transaktionssystem for at presse dem i geopolitiske og politiske spørgsmål. Og Kina har en interesse i at fremme brugen af sin egen valuta, yuan eller renminbi, ved transaktioner på internationalt plan, så de ikke behøver at bruge dollaren.
Lige nu bliver transaktioner mellem Kina og andre lande i overvejende grad afviklet i dollars. Når Kina køber olie fra Mellemøsten, afregnes det i dollars; når Kina eksporterer varer til Asien eller Afrika opkræver virksomhederne dollars. Kina har fremmet den internationale brug af yuan, men der er en grundlæggende modsætning her.
For at en valuta skal blive mere almindeligt accepteret som betalingsform, skal denne valuta være frit konvertibel, hvilket betyder, at den, der får fat i valutaen, nemt kan veksle den til andre valutaer eller investere i forskellige produkter. Men den kinesiske valuta er endnu ikke fuldt konvertibel, fordi Kommunistpartiet er meget tilbageholdende med at åbne sit finansielle marked og sit finansielle system. Man tror, at åbning af landets finansielle system for at tillade fri konvertibilitet af landets valuta vil føre til en spekulativ strøm af hot money, og så vil Kina blive meget sårbart over for internationale finansielle spekulanter.
DANIEL DENVIR Og det tager de ikke fejl af.
HO-FUNG HUNG Det tager de ikke fejl af; det har du ret i. Det sidste Kina vil åbne op er landets finansielle system, og det er grunden til, at udenlandske banker ikke handler frit med kinesisk valuta. Hvis du tjener penge i Kina, er det meget svært at føre dem ud af landet, der er regler og bøder, som forhindrer det. Det faktum, at den kinesiske valuta ikke er frit konvertibel, er en absolut betingelse for enhver, der ønsker at placere sine forretninger i yuan.
For eksempel tilbød Kina under [Hugo] Chávez-regeringen Venezuela lån til køb af olie. I første omgang tilbød Kina at låne yuan, hvortil Chávez sagde: "Hvis du låner i din egen valuta, vil jeg gå efter traditionelle långivere." I sidste ende var Kina nødt til at yde lånet i amerikanske dollars, så Chávez ville acceptere det.
Med den amerikanske dollar i hånden kan du købe alle mulige varer fra forskellige lande, foretage investeringer og handle i valutaer; men renminbi kan du som udgangspunkt ikke bruge til andet end til at købe varer fra Kina, så det er mindre fleksibelt. Der er en grundlæggende modsætning imellem trangen til at internationalisere yuan’en og mindske afhængigheden af dollaren, og så den tungtvejende interesse, kommunistpartiet har i at kontrollere Kinas finansielle system. At gøre yuan’en konvertibel og bruge den til at erstatte dollaren er derfor meget vanskeligt.
Det middel, som Kina hidtil har tyet til, er faktisk at bruge euro’en. Data viser , at handelen mellem Rusland og Kina er blevet de-dollariseret i de sidste ti år, lige siden Krim-krisen i 2014. Men man er ikke gået over til at handle i rubler eller yuan. Næsten 80 procent af handelen mellem Kina og Rusland er blevet gennemført i euro. Med denne brug af euroen som erstatning for dollaren, afslører Rusland og Kina deres forestilling om, at der er en enorm kile mellem USA og Europa.
DANIEL DENVIR Det er der bare ikke længere.
HO-FUNG HUNG Nej — Ukraine-krisen har overrasket dem, fordi USA og Europa har fundet sammen igen. Så deres forestilling er ikke længere sand.
Faktisk var dette også Saddam Husseins forestilling. I slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000’ere. Baggrunden for den anden Irak-invasion var, at da euroen blev født ved overgangen til de enogtyvende århundrede, havde Saddam Hussein dybest set en forståelse med franskmændene og tyskerne om, at hvis de hjalp ham med at bryde FN-embargoen, ville olien ikke blive handlet i den amerikanske dollar, men i euro. Det var på det tidspunkt en alvorlig trussel mod det amerikanske dollar-hegemoni.
Nogle mennesker går endda så langt som til at hævde, at det var den vigtigste årsag til, at neokonservative så Saddam Hussein som en trussel: han kunne destabilisere oliemarkedet og gøre euroen til et alternativ til dollaren. Så Saddam Hussein, Rusland og Kina har altid antaget, at de kan slå en kile ind mellem Europa og USA ved at de-dollarisere og skifte til euro. Men vi er i en anden verden nu, og denne antagelse holder ikke længere.
DANIEL DENVIR Kina og Rusland indtager naturligvis vidt forskellige positioner i den globale økonomi. Ville Kinas centrale placering i den globale økonomi forhindre USA i at bruge dolla-rhegemoniets geoøkonomiske magt til at straffe Kina på den måde, som man straffer Rusland i øjeblikket? Straffen mod Rusland har allerede skabt et ekstraordinært økonomisk tilbageslag; at gøre det samme over for Kina virker som om det kunne være katastrofalt for den globale økonomi.
HO-FUNG HUNG Bestemt. Den økonomiske forbindelse mellem Kina og USA er meget dybere og mere omfattende end forbindelserne mellem Rusland og USA eller endda mellem Rusland og Europa. Og denne sammenhæng går begge veje. Det er derfor der i Kina er en debat, som vil komme op på dette års partikongres, om Xi Jinping vil få endnu en valgperiode som leder.
Nogle etablerede eliter i Kina er bekymrede over, om hans aggressive retorik og konfrontationer med USA skal omjusteres. På den ene side er det utænkeligt for USA at sanktionere Kina, som de gør mod Rusland; de kan standse importen af russisk olie og gas, som udgør mindre end 5 procent af USAs import, men USA kan ikke helt lukke ned for al kinesisk eksport pga sin omfattende afhængighed af forsyninger fra Kina.
Samtidig er Kina meget involveret i den globale økonomi, og dets eksportsektor er stadig drivkraften bag landets økonomi. Den valutareserve som er skabt af eksportsektoren er grundlaget for kinesiske lån i den lokale valuta, som de bruger til investeringer og byggeri. Så det ville være en situation, hvor gensidig ødelæggelse ville være den sikre konsekvens.
Xi Jinping har jongleret med begrebet "intern cirkulation" – at Kina skal lægge vægt på intern cirkulation frem for kun at fokusere på ekstern cirkulation. Dermed siger man, at man går ind for afkobling. Selvfølgelig er der i USA meget snak om afkobling og om at føre strategiske industrier tilbage til at producere i USA.
Og i Kina er der også nogle der mener, at afkobling kunne være godt. Der foregår et tovtrækkeri mellem denne tendens og modsatrettede kræfter, som hævder, at hvis Kina virkelig ønskede at afkoble fra USA, ville landet blive en kæmpestor pendant til Nordkorea. En afkobling ville være vanskelig og smertefuld at udføre uden at skade en masse interesser hos eliten og i befolkningen; ingen vil være villige til at absorbere de sociale og politiske risici ved at gøre det. Så både i USA og i Kinas findes den modsvarende kraft mod afkobling. Men konkurrencen er reel, og rivaliseringen er reel.
Jeg holder meget af at påpege en slående parallel med Tyskland og UK på tærsklen til Første Verdenskrig. I slutningen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede var de i stigende grad i konkurrence med hensyn til forretning og finans, og blev i stigende grad geopolitiske rivaler. Og alligevel var de stadig meget indbyrdes forbundne økonomisk og endda socialt; deres kongelige og deres aristokratier giftede sig med hinanden. Der var gensidige investeringer og handel, men push og pull kom til sidst i uligevægt og blev en drivkraft bag Første Verdenskrig.
Vi er endnu ikke ved det vendepunkt hvad forholdet mellem USA og Kina angår, men jeg ser en masse dynamik og spændinger i forholdet mellem USA og Kina nu, der i høj grad ligner situationen mellem Storbritannien og Tyskland et århundrede tidligere.
DANIEL DENVIR Hvordan konkret kunne forholdet bevæge sig fra rivalisering til krig?
HO-FUNG HUNG Jeg er forsigtigt optimistisk. Kina eksporterer kapital og konkurrerer med amerikansk kapital i Belt and Road-landene. Men samtidig står Kina over for problemer med kapitaleksporten. Hvis man eksporterer kapital til en fjerntliggende lokalitet, så skal man kunne beskytte sine investeringer; man har brug for at projicere politisk eller endog militær magt ud for at beskytte sine investeringer på de fjerne lokaliteter.
Fordi Kina eksporterer kapital, står man over for stigende geopolitiske risici - risiko for ændringer i regeringer, risikoen for pandemier og terrorisme. Og interessant nok er der i Pakistan og Afrika rapporter fra sikkerhedsfirmaer, der viser at kinesisk personale og kinesiske faciliteter er ved at blive foretrukne mål for lokale banditter, oprørsgrupper og terrorister.
Kina er meget tilbageholdende i den forstand, at man ikke ønsker at projicere sin militære og politiske magt ud. Man hyrer Erik Prince, den tidligere ejer af Blackwater, en virksomhed med lejesoldater, der fungerede for USA under Irak-krigen. Efter at Prince kom i store problemer i USA, er han nu i Hong Kong og driver et datterselskab under en kinesisk statsejet virksomhed, som yder sikkerhedstjenester til kinesiske virksomheder og personale i Belt and Road- landene.
Det faktum, at Kina bruger en løsning med lejesoldater viser, at Kina er anderledes end tidligere imperialistiske eller kolonialistiske magter, som ikke var blege for eksplicit at eksportere militær magt; Kina er mere forsigtig med at projicere militær magt. Men der er også tegn på, at Kina ønsker at have udenlandske baser, med PLA-soldater udstationeret på steder som Djibouti. Til sammenligning er denne tilstedeværelse stadig meget lillebitte i forhold til for eksempel Ruslands. Rusland kan sende faldskærmstropper og derefter bombe hele vejen til Syrien. Sammenlignet med Tyskland for hundrede år siden er Kina også meget mindre militaristisk. Det er meget militaristisk og drakonisk internt, men eksternt er Kina mere tilbageholdende med at anvende en militaristisk politik.
Det er grunden til, at den geopolitiske rivalisering mellem Kina og USA er mindre farlig end rivaliseringen mellem det meget militaristiske Tyskland og det lige så militaristiske Storbritannien i begyndelsen af det tyvende århundrede. En mulighed er, at konkurrencen mellem Kina og USA vil være begrænset. I dag har vi multilateralt globalt styrende institutioner, fra WTO til Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og FN.
Geopolitisk krigsførelse kan omdannes til ondsindet, men mindre dødbringende, konkurrence indenfor disse institutioner. Det ser vi allerede i kampen om WHO under pandemien og debatter i FN's Sikkerhedsråd og WTO's udvalg. Men det er måske ønsketænkning.
DANIEL DENVIR Du skriver, at under Tang-dynastiet i det syvende til det tiende århundrede var der en sino-centrisk orden, som dominerede hele Asien. Den blev kort udfordret af det japanske imperiums forsøg på at bygge en Japan-centreret asiatisk orden, og efter Anden Verdenskrig sejrede den USA-dominerede koldkrigsorden. Er Kina i øjeblikket i gang med et forsøg på at genoplive den sino-centriske asiatiske orden? Og i så fald, hvordan påvirker den amerikanske dominans, som ironisk nok er finansieret af Kina, Kinas regionale ambitioner? Nu hvor hele Vesten har forenet sig mod Rusland, sætter det Kina i en ubehagelig position?
HO-FUNG HUNG Før Ukraine-krigen så Kina en parallel mellem den kinesiske og den russiske situation. Det blev meget eksplicit udtrykt i fælleserklæringen den 4. februar mellem Putin og Xi Jinping under åbningen af de olympiske vinterlege, hvor Kina erklærede sin støtte til Ruslands modstand mod NATOs tilstedeværelse i tidligere sovjetstater. Samtidig støttede Rusland Kinas modstand mod dannelsen af en sikkerhedsalliance i Asien-Stillehavet. Stridsspørgsmålene handler om Taiwan, Det Sydkinesiske Hav og alle disse sydøstasiatiske lande, der har territoriale stridigheder med Kina. Under Den Kolde Krig var de allesammen klientstater i det amerikanske imperium.
Men i de sidste ti til tyve år har Kina bestemt forsøgt at udvide sin økonomiske og politiske indflydelse i alle disse stater; Cambodja er det land, som Kina har de længste og dybeste relationer med, og politisk er det, der er mest venligt stemt over for Kina. Der er også kinesisk udvidelse af indflydelse i Sri Lanka og Nepal, hvor der i sidstnævnte findes maoister, der historisk har været knyttet til Kina og ønsker at bruge Kina som modvægt til Indiens magt. Disse stater er historiske vasaller i det kinesiske imperium, og man kan allerede se at Kina forsøger at genskabe sin økonomiske og politiske indflydelse på dem.
Men i det enogtyvende århundrede er situationen meget anderledes end den tidlige moderne periode eller under Den Kolde Krig, hvor små stater ville acceptere deres status som underordnede under større imperier. Nu er der nationalisme i luften overalt, fra Ukraine til Taiwan, Malaysia og i alle disse mindre stater. De ønsker selvbestemmelse og uafhængighed. En måde at opnå dette på er at spille stormagterne ud mod hinanden, og det er, hvad disse mindre stater har gjort.
Vores analyse kommer ofte til at fokusere for meget på dynamikken mellem stormagter uden at yde nok opmærksomhed på disse mindre stater. Det har vist sig under Ukraine-krisen, fordi ingen forventede, at Ukraine ville gøre så hård modstand. Selv Biden antog, da han tilbød Zelensky en vej ud, at Ukraine ville falde meget hurtigt, og at det bedste, USA kunne gøre, var at give asyl til folk, der flygtede i eksil. Men det ukrainske militær og den nationalistiske beslutning om at forsvare landet overraskede alle.
Det samme gælder i Asien. Mindre stater er meget bevidste om, at de ikke ønsker at være vasaller, hverken Kinas eller USAs, og derfor udvikler de strategier, der balancerer den ene magt imod den anden for at maksimere deres suverænitet. Filippinerne er et godt eksempel. [Rodrigo] Duterte kom til magten som en anti-amerikansk populistisk præsident; han forsøgte at orientere sig mod Kina og afbryde båndene til USA, hvad angår militær og handel. Men senere vendte han tilbage til USA, da han følte sig presset fra Kina over Det Sydkinesiske Hav og andre spørgsmål.
Så for mindre og svagere stater er et nationalistisk ønske om selvbestemmelse og suverænitet virkelig noget, der i højere grad driver geopolitikken end de store imperiers præferencer. Igen - man kan se, at situationen ville være meget anderledes, hvis det ukrainske folk og dets hær ikke kæmpede, og Ukraine hurtigt var faldet. Vi kan ikke gennemskue alle de konsekvenser, Ukraine-krisen vil få for Asien, men lige nu holder Xi Jinping omhyggeligt øje med det, og vi skal virkelig være mere opmærksomme på mindre staters ageren - klemt mellem imperier.
DANIEL DENVIR Du hævder, at den mest holdbare løsning på rivaliseringen mellem USA og Kina er, at både USA og Kina engagerer sig i massiv intern økonomisk omfordeling. Hvorfor det?
HO-FUNG HUNG For Kina er det en kilde til konflikt, at kinesiske virksomheder - både dem, der er private og politisk forbundne, og dem, der er statsejede — har faldende overskud og overkapacitet, så for at overleve er de nødt til at presse andre virksomheder ud af hjemmemarkedet og oversøiske markeder. Men det er ikke en uundgåelig situation.
Hvis den kinesiske regering i 2008 havde stimuleret den indenlandske efterspørgsel, ville denne efterspørgsel have vokset. Og hvis massemarkedet udvidede sig igen, så ville kagen vokse igen. Kinesiske virksomheder ville ikke have behov for at presse udenlandske virksomheder for selv at vokse og genoprette deres overskud, og kinesiske virksomheders trang til at eksportere deres kapital til udlandet, på udkig efter nye indflydelsessfærer og nye kilder til overskud, ville blive væsentligt reduceret. På denne måde ville konflikten mellem virksomheder fra forskellige lande blive mindre. Så genopretning af økonomien og rentabiliteten gennem en strategi med keynesiansk indkomstforøgelse kunne også medvirke til at reducere internationale konflikter.
Den samme logik gælder for USA. Ligesom mange andre udviklede lande har USA denne trang til at eksportere kapital til Kina og andre udviklingslande, som følge af faldende overskud og den lange krise i 1970'erne. På denne måde kommer amerikanske virksomheder i konkurrence med kinesiske virksomheder på det kinesiske marked og også på andre markeder. Alt dette har at gøre med USA’s enorme ulighed og mangel på effektiv efterspørgsel i forhold til produktionskapaciteten; det presser amerikanske virksomheder til at eksportere kapital og konkurrere med kinesiske virksomheder i udviklingslandene.
Igen - hvis der blev gennemført en væsentlig omfordeling af indkomsterne i USA, så kunne amerikanske virksomheder genoprette profitten hjemme, frem for at tage til Kina og andre udviklingslande. Jeg siger ikke, at de ikke ville bevæge sig ud i verden; det ville de stadig gøre, men tvangen til at gøre det ville blive mindre. Selskaber ville blive mere fokuserede på hjemmemarkedet, men hjemmemarkedet skal nødvendigvis stimuleres gennem en omfordeling af indkomsterne.
Det ultimative problem i både Kina og USA er manglen på vækst i husholdningernes indkomst i forhold til BNP. BNP vokser hurtigt; husstandsindkomsten vokser også, men meget langsommere end BNP og produktionskapaciteten. Det er ikke som i 50'erne og 60'erne, keynesianismens guldalder, hvor husholdningernes indkomst faktisk voksede i samme tempo som BNP og produktionskapaciteten. Men nu er vi i en situation med konstant overkapacitet, der presser kapitalen til at eksportere og finde nye kilder til profit jorden rundt. Disse virksomheder kolliderer med hinanden, hvilket fører til nutidens geopolitiske rivalisering.
DANIEL DENVIR Hvad er hindringerne for en omfordeling i Kina? Og er Kina allerede begyndt at foretage denne form for forandring, med den såkaldte dagsorden om "fælles velstand", der blev formuleret efter finanskrisen i 2015?
HO-FUNG HUNG Sloganet om ”fælles velstand” skal tages med et gran salt, for med jævne mellemrum, lige siden 1990'erne, har den kinesiske ledelse talt om behovet for omfordeling for at skabe indenlandsk efterspørgsel, så Kina kan blive mindre afhængig af udenlandsk efterspørgsel, markeder og finansiering. Man har anvendt forskellige slogans i forskellige perioder: fra at udvikle vesten, rettet mod Kinas underudviklede vestlige regioner, til premierminister Wen Jiabaos kritik af den ukoordinerede, ubalancerede økonomi for ti eller tyve år siden. Af og til har man talt om nødvendigheden af omfordeling. Men hver gang bliver det kun et slogan, og der bliver ikke gjort noget ved det.
Det har i sidste ende meget at gøre med institutionaliserede og fastlåste interesser i partistaten. Industrier og iværksættere er institutionelt repræsenteret i det politiske system, mens bønder og arbejdere ikke er det i tilstrækkelig grad. Der er heller ikke selvstændige bondeorganisationer eller arbejderorganisationer. Selv når de højerestående har gode ideer om en omfordeling, vil institutionelle interesser forhindre dem i at gennemføre dem.
Det er ligesom med snakken om at reducere kulkraft-kapaciteten. Der er meget ædle slogans om at gøre det, men igen - kulkraft-værkerne og de provinser, der er afhængige af kul, er så stærke at det er svært at bevæge sig væk fra kul, som man har sagt man vil. USA er et demokratisk system, men den måde egeninteresser sætter sig på den politiske proces er den samme.
Selvom demokraterne ønsker at gøre økonomien grønnere, har kul-afhængige områder som West Virginia interesser, der gør overgangen meget langsommere, end den burde være. Der er tale om forskellige politiske systemer, men begge har lettere ved at tale om at gennemføre en omfordeling end rent faktisk at få det gjort. Sloganet om fælles velstand er endnu et forsøg på at tale om betydningen af omfordeling, som vi har hørt igen og igen i løbet af de sidste tyve eller tredive år.
Men det er meget muligt, at det ender som de foregående: som blot et slogan, uden at der i sidste ende bliver gennemført ret meget.
DANIEL DENVIR Apropos kul, er et klimasamarbejde mellem USA og Kina så muligt, i betragtning af hvor dårligt forholdet har udviklet sig? John Kerry, den amerikanske klima-ambassadør, har sagt, at han ønsker at adskille klimaforhandlinger fra alt andet. Men jeg kan ikke se, hvordan det kan fungere i praksis.
HO-FUNG HUNG Det kommer an på, hvad vi præcist taler om. Data viser, at Kina allerede er verdens førende producent af solpaneler og vindmøller; der er bestemt en interesse for USA i at øge importen af disse grønne kinesiske produkter. Men en af grundene til, at amerikanske virksomheder beklagede sig under Obama-regeringen var, at en amerikansk grøn teknologivirksomhed samarbejdede med et kinesisk firma, der leverede deres højteknologiske komponenter og software, så Kina kunne bygge nye vindmøller. Senere fandt de ud af, at Kina hyrede en ansat i det amerikanske firma til at tilegne sig dets design og teknologi. Det førte til en retssag, og den kinesiske partner indrømmede sin forseelse og betalte en kæmpebøde.
Disse problemer forekommer ofte i den grønne højteknologiske sektor, og det bremser samarbejdet mellem USA og Kina omkring grønne produkter. Amerikanske virksomheder ønsker at samarbejde med Kina om grøn teknologi og importere flere kinesiske grønne produkter, men samtidig bliver amerikanske, grønne virksomheder frarøvet deres intellektuelle ejendom; dette problem var en del af det, der udløste handelskrigen. Så det er meget svært at adskille grønne indsatser fra andre emner, som tvister om intellektuelle ejendomsrettigheder og handelskrigen.
På den anden side - mens Kina udruller grøn teknologi som vindmøller og solpaneler i et imponerende omfang, udvider man også sin kulsektor. Kina eksporterer kulkapacitet til Belt and Road-lande. Også selvom Xi Jinping har sagt, at Kina vil holde op med at eksportere kul og finansiere kulværker, viser data, at det fortsætter. Igen vil det tage noget tid for folk at gennemskue, om den kinesiske ledelse virkelig har til hensigt at leve op til sit løfte, eller om de bare siger det uden at gøre det. Kinas grønne teknologisektor er blevet en egeninteresse, der konkurrerer om statsstøtte, men kulsektoren besidder også enorm politisk indflydelse; det er en meget stærk interesse, der har indflydelse på den politiske proces. For at Kina skal omstille sig til en grønnere økonomi, er man nødt til at bryde den form for politisk indflydelse, som disse interesser besidder. Grønt samarbejde mellem Kina og USA bør ske, og det bør støttes. Men det er meget svært at adskille fra spørgsmål om protektionisme, handelskonflikter og tyveri af intellektuel ejendom, og også fra de egeninteresser, der kontrollerer det politiske system.
DANIEL DENVIR Der er to nøgleemner, jeg vil komme ind på, før vi slutter: Hong Kong og pandemien.
Hong Kong spillede historisk en stor rolle som finansiel mellemmand mellem Kina og resten af den globale kapitalistiske økonomi. Forskellige observatører har bemærket, at Hong Kongs politiske frihed for nylig er blevet elimineret eller stærkt reduceret. Der var dog også et beslægtet, men særligt økonomisk aspekt af Hongkongs særstatus.
Hvad har den nylige udvidelse af Beijings kontrol over Hongkong betydet for Hongkongs økonomiske position? Og hvad har det betydet for hele den kinesiske økonomi?
HO-FUNG HUNG Det er et stort emne, og jeg bliver nødt til at svare på en meget fortættet måde, for jeg har skrevet en anden bog på tre hundrede sider, om politik og protester i Hong Kong. Kina har stået over for et dilemma over Hong Kong lige siden suverænitets-overdragelsen i 1997. På den ene side ønsker Kina, at Hong Kong skal være et offshore finanscenter for at løse modsætningen mellem Kinas behov for at forbinde sig til det globale finansielle system og dets politiske imperativ om at skærme det kinesiske finansielle system fra den globale højfinans.
Som vi diskuterede tidligere, ønsker KKP at have fuld kontrol over det finansielle system, men kinesiske virksomheder og statslige enheder har brug for finansielle tjenester fra den globale finans. Løsningen er at udvikle Hong Kong som Kinas offshore-finansmarked.
Hong Kong er en del af Kina, men det har sin egen valuta og sin egen centralbank. Byens regering udfører angiveligt finansiel og økonomisk politik på egen hånd uden Beijings diktat. Der er en permeabel, men regulerbar finansiel grænse i kapitalstrømmen mellem det kinesiske fastland og Hong Kong.
Så udviklingen af Hong Kong som et offshore-marked ser ud til at løse modsætningen mellem Kinas behov for at bruge det globale finansielle system og dets politiske behov for at skærme sit eget marked. Kinesiske virksomheder kan noteres på Hong Kongs børs, og de kan købe finansielle produkter i Hong Kong i stedet for at gøre det på det kinesiske fastland.
Men for at opretholde et offshore finansmarked har man brug for et separat, internationalt anerkendt juridisk system og også for en fri strøm af informationer. Facebook og andre vestlige sociale medieplatforme er forbudt i Kina; Google er forbudt i Kina; der er ingen fri presse i Kina. Men indtil for ganske nylig havde man i Hong Kong en fri presse, så man kunne finde oplysninger om forseelser og korruption, og der findes sociale medier. Disse ting er meget vigtige for at opretholde et offshore finanscenter, hvor folk vil gøre forretninger.
Men den relative frihed og retsstaten i Hong Kong skaber også et rum for opposition og for politiske dissidenter, der plager Kina. For at løse sine finansielle modsigelser gennem Hong Kongs offshore-marked, skaber Kina en ny modsætning: mellem nødvendigheden af at opretholde visse frihedsrettigheder i Hong Kong, og muligheden for at skabe en politisk opposition i Hong Kong, der bliver sværere og sværere for Kina at styre.
Resultatet var et oprør i 2019 og undertrykkelsen af oprøret i 2020. Hong Kong er på ukendt territorium, nu hvor Xi Jinping forsøger at slå ned på politiske dissidenter og ødelægge den frie presse, men samtidig vil opretholde Hongkongs økonomiske frihed. Men det er uklart, om Kina kan fastholde finansiel tillid til sit offshore-marked uden politisk frihed.
Selv før pandemien var der mange private aktieselskaber, inklusive dem med en kinesisk fastlandsbaggrund og nogle internationale virksomheder, som begyndte at flytte til Singapore. Singapore er ikke et demokrati, men det er langt nok fra det kinesiske fastland til, at man ikke behøver at bekymre sig om, hvorvidt regeringen er partisk over for den kinesiske regering og imod dem.
Nu - efter nedkæmpelsen af oprøret i Hong Kong, prøver mange finansielle virksomheder på at finde ud af, hvor slem situationen vil blive; mange mennesker i den finansielle sektor forbereder sig allerede på det værste. Inddæmningen af pandemien er også blevet politiseret. Hvilken metode man skulle bruge for at kontrollere virus blev en debat mellem forskellige lejre, og regeringen anklagede læger og folkesundhedseksperter for at stole på den vestlige vaccine og overtage det vestlige princip om at leve med virussen. Regeringen sagde, at de var nødt til at følge en drakonisk lockdown-tilgang, som for dem viser det kinesiske systems overlegenhed. Alt bliver politiseret, helt uden checks og balances fra en fri presse.
Denne mangel på frihed vil ikke kun påvirke dissidenterne, men vil i sidste ende påvirke alle områder af regeringsførelsen, fra sundhedspleje til folkesundhed og finansiel regulering. Vi ser allerede eksempler på udenlandske finansielle enheder, der afslører korruption og forseelser begået af magtfulde kinesiske virksomheder og sanktioneret af Hongkongs myndigheder. For et par år siden rapporterede en finansanalytiker korruption hos Evergrande, Kinas meget problematiske ejendomsudvikler; analytikeren blev gjort tavs, og mange mennesker antager, at det var politisk motiveret.
Denne situation bekymrer mange finansfolk, og mange af dem overvejer at forlade Hong Kong for at komme længere fra det kinesiske fastland, f.eks. til Singapore eller London. Hvis det sker, vil det gøre stor skade på den kinesiske økonomi. Indtil nu har Kina nydt godt af at have et offshore finanscenter under sin egen suverænitet. Men hvis dette offshore finansielle center flytter til andre steder uden for Kinas suverænitet, ville det have en negativ indflydelse på Kinas økonomiske forspring.
DANIEL DENVIR Endelig, hvordan har Kinas erfaring med at håndtere pandemien påvirket statens indenlandske legitimitet på den ene side og dens position i verdenssystemet på den anden? Kina har skabt en masse modvilje i udlandet, men i skarp kontrast til Vesten har det sandsynligvis reddet millioner af kineseres liv?
I mellemtiden er Kinas handel vokset omkring fem gange hurtigere end det globale gennemsnit over de seneste tre år. Men lige nu huserer Omicron i Kina, hvor en chokerende stor del af den ældre befolkning ikke er vaccineret, og det fører til nedlukninger i vigtige regioner, der producerer til eksport.
HO-FUNG HUNG Kinas erfaring med pandemien har været en rutsjebanetur i løbet af de sidste to år. I første omgang, da sygdommen først brød ud i Wuhan, diskuterede man, om et kinesisk cover-up førte til udbruddet af pandemien, og hvordan folk i Kina var utilfredse med tilsløringen. Wuhan led, og verden så på Kina som et eksempel på autoritære styrer, der dækker over sine fejl, og det skabte en global krise.
Diskursen skiftede meget hurtigt, efter at virussen nåede USA's kyst og Europa og afslørede de siddende regeringers inkompetence. Samtidig mobiliserede Kina sit meget drakoniske maskineri til at spærre hele regioner og millioner af mennesker inde, og hurtigt bryde kæden af overførsler af virus’en.
I slutningen af 2020 og begyndelsen af 2021 så det ud til, at Kina havde haft succes med at kontrollere virus’en. Mens de vestlige lande havde fejlet; Kina pralede med sin model. Men da vaccinen kom ind i billedet, skiftede diskursen, fordi mRNA-vaccinerne, som blev udviklet af vestlige lande var ret effektive, mens Kina kæmpede for at udvikle sin egen mRNA-vaccine. Man fik udviklet Sinovac og Sinopharm, som er traditionelle vacciner og mindre effektive.
Og så, i denne Omicron-bølge, ser vi grænserne for lockdown-tilgangen, fordi den nye variant er meget mere smitsom. I mellemtiden har forskning vist, at de kinesiske vacciner er mindre effektive til at forebygge alvorlig sygdom end mRNA-vaccinerne.
Så nu handler samtalen om, hvorvidt Kina kan fortsætte sin drakoniske lockdown-tilgang, og det lader til, at Xi Jinping selv skifter tone og understreger faren for at skade økonomien. Nogle mennesker antyder, at Kina måske stille og roligt bevæger sig væk fra denne drakoniske lockdown-tilgang, men det er stadig for tidligt at sige. Lige nu er opfattelsen, at USA, Europa og andre asiatiske lande - fra Singapore til Sydkorea og Japan, dog ikke Taiwan - kommer ud af pandemien ved hjælp af disse mRNA-vacciner. I mellemtiden sidder Kina fast i en drakonisk lockdown, og betaler en høj pris, mens man kæmper for at udvikle sin egen version af mRNA vaccinen.
Så spørgsmålet om, hvem der klarer sig bedst, er stadig uløst, ligesom spørgsmålet om, hvordan dette vil påvirke Kinas legitimitet, både globalt og nationalt. Men der er helt sikkert sket en forringelse af forholdet mellem Kina og resten af verden på grund af pandemien. Uanset hvor godt det lykkedes Kina at inddæmme virus’en, kan man stadig ikke slippe ud af indtrykket af, at man ikke samarbejder med de internationale undersøgelse af virus’ens oprindelse, som WHO står for..
Mange tror stadig, at Kina skjuler informationer og lægger hindringer i vejen for den internationale videnskabelige forskning. Kinas tidlige cover-up er stadig et problem; folk hævder med rimelighed, at hvis Kina havde anerkendt eksistensen af virus’en tidligere, så ville en global pandemi måske ikke være brudt ud. Den kunne måske være inddæmmet i Kina eller i Wuhan. Så pandemien vil helt sikket få langvarige konsekvenser på den globale politik, på forholdet mellem USA og Kina og på Kinas forhold til verden.
Ho-fung Hung er professor i politisk økonomi ved Henry M. and Elizabeth P. Wiesenfeld
og formand for afdelingen for sociologi ved Johns Hopkins University. Han har skrevet bøgerne Clash of Empires: From “Chimerica” to the “New Cold War” (2022) og City on the Edge: Hong Kong under Chinese Rule (2022).
Daniel Denvir har skrevet All-American Nativism og er vært på The Dig på Jacobin Radio.