Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 18. Ansvarshavende redaktør : Niels Frølich

 

Udskriv artiklen

 

Valgkamp i prisstigningernes skær

af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion

De store prisstigninger bliver ét af emnerne i valgkampen, men frygten for at øge inflationen begrænser politikernes vilje til at gennemføre tilstrækkelig kompensation og efterlader lavindkomstgrupperne med de største byrder

Det er en kold tid, som vi lever i, lyder det i en gammel Kim Larsen-sang, der er blevet aktuel igen og kunne være underlægningsmusik til valgkampen. For de voldsomt stigende priser på energi og fødevarer sætter sine spor. Der skal skrues ned for varmen og lyset, spares på fornøjelser, ferie og fødselsdagsgaver og ændres på madindkøb og -vaner. For nogle bliver det at få råd til det daglige brød en udfordring, et svært valg mellem som det siges blandt briterne: heat or eat!

I flere andre europæiske lande har prisernes himmelflugt medført protester, demonstrationer og strejker, der har presset politikerne til at vedtage ret omfattende hjælpepakker til at kompensere for prisstigningerne. Her til lands går det som så ofte mere nølende og besindigt til. Danmark er ét af de EU-lande, der relativt set har bevilget færrest midler til at kompensere for de eskalerende priser indtil nu, men i valgkampen fyger det nu med løfter om at gøre noget. Om det mest er valgflæsk eller omsættes til virkelighed kan kun fremtiden vise.

Begrænsede hjælpepakker

Noget har regeringen dog bevilget med som regel bred opbakning fra folketingets partier. Der er sendt en check på 2.500 kroner til de økonomisk dårligst stillede pensionister. Der er sendt en varmecheck til husstande, der var berettiget til hertil såvel som til nogle, der ikke var det, mens også en del berettigede i første omgang blev snydt. Endelig er der aftalt en vinterpakke, hvis hovedingredienser er en sænkning i seks måneder af elafgiften fra 69,7 øre til EU´s minimumssats på 0,8 øre og en forhøjelse af børnechecken med 660 kroner månedligt samt en forhøjelse af hvor meget personer med mere end 5 år til folkepensionsalderen kan indbetale på en aldersopsparingsordning. Bortset fra sænkningen af elafgiften, der kommer alle - rig som fattig - til gavn, står mange også økonomisk hårdt belastede tilbage uden nogen kompensation for prisstigningerne.

Ældresagen havde foreslået en forhøjelse af folkepensionen med 3,5%, hvilket svarer til lønudviklingen på arbejdsmarkedet, men dog langt fra kompenserer for prisstigninger på nu omkring 9%. En sådan forhøjelse af også dagpenge og andre i forvejen udhulede ydelser ville dog hjælpe lidt på en betrængt økonomi; men på en konference arrangeret af Ældresagen med partiernes ordførere var der ikke meget opbakning fra politisk hold til det forslag. Argumentet er ligesom ved lignende forslag om kompensation, at det blot vil øge inflationen og føre til yderligere prisstigninger.

Den aktuelle inflation er dog i høj grad påført udefra, så Danmark kan ikke isoleret set hverken markant øge eller dæmpe inflationen, men kan afbøde virkningerne af prisstigningerne gennem kompensationer til nogle eller alle borgere. En forhøjelse af overførselsindkomsterne med for eksempel 3,5% vil ikke føre til en vild forbrugsfest, der gennem øget efterspørgsel kunne give prisstigninger, men vil primært betyde, at mange borgere med en i forvejen stram økonomi kunne fastholde deres i forvejen relativt beskedne indkøbsmønster. Når derimod elafgiften sænkes for alle, ligesom børnechecken forhøjes for alle i målgruppen uanset indkomst, kunne der være en risiko for at afstedkomme øget inflation, selv om risikoen næppe er voldsom stor.

Social skævhed

Til gengæld er aftalen om vinterpakken udtryk for en socialt skæv profil. Som lederen i Kristeligt Dagblad d. 24.9. konstaterer: ”Med den brede aftale tilgodeses navnlig middelklassen. Den enlige pensionist med et beskedent elforbrug får ikke nævneværdigt ud af pakken, mens børnefamilien i en større villa tilgodeses, når børnechecken hæves, og elafgiften sænkes.” Lyder det som misundelse eller forargelse over, at nogle med mellemindkomster også kompenseres – måske. For selv husstande med en ellers pæn indkomst kan være klemt af meget voldsomme prisstigninger på gas eller el og har heller ikke nødvendigvis fået del i de 3,5%, som lønningerne i gennemsnit er steget. Ikke mindst mange offentligt ansatte får ikke lønstigninger af den størrelse.

Derfor vil forventningerne til resultatet af de forestående overenskomstforhandlinger på det private område – med afsmittende virkning på offentlige lønninger – være store og forhandlingerne kan blive virkeligt hårde. Det ændrer dog ikke ved, at arbejdsløse, studerende og mange pensionister er hårdest ramt og bærer den forholdsvist største byrde ved prisstigningerne.

Ganske vist har Mette Frederiksen i sin tale ved Folketingets åbning og ved udskrivelsen af valget lagt vægt på, at de svageste i samfundet må sikres; men gentagne gange har regeringen med finansministeren i spidsen slået fast, at ikke alle kan holdes skadesløse og kompenseres for prisstigningerne – spørgsmålet er så blot, hvor stregen skal trækkes. Er det mange eller få, der kompenseres og hvor meget?

Hvis Mette Frederiksens ønske om dannelse af en bred regering hen over midten efter valget går i opfyldelse, vil der mest sandsynligt vanke flere utilstrækkelige lappeløsninger med skattelettelser som en vigtig ingrediens tilsat nedskæringer, som det er tilfældet med vinterpakken. Den finansieres delvist ved at hæve det ellers stærkt kritiserede omprioriteringsbidrag på mange af statens arbejdspladser fra 2 til 3%. Ifølge den politiske aftale er det de ansatte i centraladministrationen, som i 2023 skal levere 300 af de millioner, der er sat af til vinterpakken. Hvis hele besparelsen skal hentes på lønninger, skal 600 fuldtidsstillinger skæres væk – via afskedigelser eller ved ikke at genbesætte stillinger med større arbejdspres og dårligere betjening af borgerne til følge.

Hvis de borgerlige partier overtager regeringsmagten, vil der givetvis blive mere af samme skuffe. Enhedslisten og SF vil i begge tilfælde blive parkeret på sidelinjen og sat uden for indflydelse – og kan derfor blive nødt til at overveje en kursændring, hvor der satses på mobilisering uden for Christiansborgs tykke mure frem for rent parlamentariske løsninger baseret på deltagelse i brede forlig forhandlet bag lukkede døre – og medvirken til utilstrækkelige løsninger i værste fald baseret på nedskæringer i dele af den offentlige sektor.

I en kold tid er det afgørende, om nogle efterlades ude i kulden, mens andre trods alt da har det nogenlunde, som det også hedder i Kim Larsens gamle sang.