Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Nummer 12 November 2022

Ansvarshavende redaktør John Graversgaard

 

Kan en direkte forbrugsafgift på elektricitet gavne klimaet og være socialt afbalanceret?

 

af Jørgen Lindgaard Pedersen

 

En direkte forbrugsafgift synes at være et relevant instrument at tage i brug for at opnå et meget vigtigt samfundsmæssigt mål, nemlig nedbringelse af udslippet af CO2 udslip. Især hvis vi ønsker økonomiske indgreb mod elektricitetsforbruget, der er såvel effektive som socialt retfærdige.

 

Økonomer såvel som menigmand er enige om, at skatter eller afgifter pålagt forbruget af energi vil formindske dette forbrug. Vi kender det fra forbruget af benzin, dieselolie og ikke mindst elektricitet.

 

Sædvanligvis er disse afgifter indirekte i den forstand, at de pålægges køberen eller forbrugeren som et ensartet beløb ved købet eller forbruget. Men de kan alternativt pålægges direkte den enkelte person, husholdning eller virksomhed. Det kræver dog, at det er muligt at kontrollere størrelsen af forbruget.

 

Forskellen mellem indirekte og direkte forbrugsafgifter er i det væsentlige, at indirekte afgifter er proportionale med den forbrugte mængde, mens en direkte forbrugsafgift gør det muligt at indføre progressivitet i forbruget for den enkelte forbruger. Forbrugeren, der bruger ekstra meget af den pågældende energiform, kan pålægges en ekstra høj afgift.

 

En direkte og progressiv forbrugsafgift  ​​ ​​ ​​​​ 

Langt de fleste personer, husholdninger og virksomheder i Danmark får leveret deres elektricitet fra et distributionsselskab. Der er installeret en måler hos hver enkelt forbruger; så på grundlag af den forbrugte mængde elektricitet opgjort i kWh (kilowatttimer) kan der udskrives en faktura, som forbrugeren skal betale. Ud over dette løbende forbrug pålægges der et beløb svarende til belastningen af transmissionsnettet. Ligeledes indgår der forskellige afgifter til det offentlige.

Hvorfor kan det være interessant at benytte et sådant system med direkte opgørelse af den enkelte forbrugers elforbrug? Svaret er først og fremmest, at det herved bliver muligt at pålægge den enkelte forbruger afgifter, der fører til forskellige priser afhængig af den forbrugte mængde elektricitet.

 

For enkelthedens skyld ser vi først på en enkelt familie. Her kan der politisk fastlægges et eksistensforbrug afhængig af husholdningens størrelse og sammensætning: En kernefamilie med to voksne og et antal børn eller en singlefamilie. For dette forbrug bestemmes en takst, for eksempel lig med fremstillings- og transmissionsomkostningerne samt en miljøbelastningsafgift. Når dette eksistensforbrug nås, kan der indføres en højere afgift på det yderligere forbrug. Herved skabes progression i betalingen for forbruget af elektricitet. Der kan eventuelt være tale om forskellige satser, afhængigt af om merforbruget er beskedent eller stort.

​​ 

Elektricitetsforbruget ved progressionssystemet bliver relativt billigere for lavindkomstgrupperne, end det ville være ved et proportionalitetssystem. For højindkomstgrupperne bliver det tilsvarende relativt dyrere, når takstsystemet bliver progressivt. Hvorvidt elforbruget absolut set opgjort i kroner og ører under det progressive system bliver billigere for lavindkomstgrupperne ​​ end tilfældet var ved det proportionale system, afhænger af, hvad der sker med forbruget opgjort i kWh samt prisen pr. kWh.

 

Hvad er klimaeffekten?

Hvad sker der med hensyn til klimaeffekten? Svaret afhænger af, om effekten fra det progressive takstsystem formindsker, øger eller lader det samfundsmæssige elforbrug uændret. Svaret afhænger ikke mindst af størrelsen af det politisk fastlagte eksistensforbrug. Samt af størrelsen af de forskellige takster sammenholdt med niveauet før indførelsen af progressionssystemet. Desuden af effekterne på de forskellige indkomstgruppers elforbrug. Svaret kan sandsynligvis kun gives, når vi kender de forskellige forhold empirisk. Det er muligt at manipulere med eksistensforbruget, således at der opnås en bestemt formindskelse i det samfundsmæssige elektricitetsforbrug.

 

Kan forbrugerne undgå progressionen?

Historisk kan vi se, at specielt de mere ressourcestærke og velhavende skatteydere har været fantasifulde i at undvige skatter og afgifter. I middelalderen, hvor skatter sommetider blev pålagt ejere af fast ejendom efter boligens antal af skorstene, blev røgen fra forskellige ovne ført ind i en fælles skorsten. Antallet af vinduer kunne også tjene som beskatningsgrundlag; enhver kan gætte sig til, hvad der så kunne ske i arkitekturen. I Sydeuropa undlades den dag i dag nybyggede huse at blive helt færdigbyggede, fordi ejendomsskatter først udskrives, når bygningen er færdigbygget. Den kan imidlertid meget vel tages i brug, selvom der er visse mangler ved den.

 

På elektricitetsområdet kan brugeren forsøge sig med at opsætte forskellige elmålere i samme bolig. Dette trick kan dog sædvanligvis imødegås ved at forbyde flere målere på samme bopælsadresse. Men hvad med elektricitet fra en husejers solpaneler eller husstandsmølle? Her er det muligt at kræve dokumentation eller eventuelt foretage et skøn fra skattemyndighederne. Men folk kunne jo også finde på at købe store batterier til at klare forbruget ud over eksistensforbruget og således spare den progressive afgift. Det ville nu blive hensigtsmæssigt at pålægge køb af store batterier en afgift. Men i den offentlige debat vil det være let at puste til fjendtlige følelser mod det offentlige. ​​ 

 

Hvad med direkte forbrugsskatter på virksomheder?

Diskussionen ovenfor omhandler effekter af direkte forbrugsskatter på husholdninger. Det skyldes, at det er forholdsvis let at finde empiri til at bestemme et eksistensminimum for forbruget af elektricitet. Men hvad med virksomheder og deres forbrug af elektricitet? Her stiller opgaven sig meget anderledes. Det er meningsløst at sammenligne elforbruget mellem et stort mejeri og en lille købmand. Hvad der kan gøres er imidlertid at bestemme et miljømæssigt bæredygtigt niveau for elforbruget i visse vigtige virksomheder med bedst mulig og virksomhedsøkonomisk profitabel  ​​​​ teknologi inden for nærmere fastlagte brancher. Herudfra bestemmes produktions- og transmissions-omkostninger samt miljøbelastnings-omkostninger af elektriciteten. Hvis virksomhederne i de pågældende sektorer bruger mere end normerne, må de betale en progressiv ekstraafgift. Særligt effektive virksomheder får derimod et tilskud. Det politiske problem er indlysende, hvilket vi ser med Aalborg Portland A/S, Stålvalseværket i Frederiksværk (NLMK Dansteel A/S) eller Nordic Sugar Nykøbing F. Disse virksomheder har stort set været i stand til at undgå at skulle betale for deres klimaødelæggelser. Dog er dette ikke et argument mod, at de skal betale, men snarere en politisk udfordring.

 ​​ ​​ ​​​​ 

Diskussion og konklusion

En direkte forbrugsafgift synes at være et relevant instrument at tage i brug, hvis vi ønsker økonomiske indgreb mod elektricitetsforbruget, der er såvel effektive som retfærdige i den forstand, at betalingseffekten på rige forbrugere er større, end den er for fattige. ​​ Den kan også i en modificeret version bruges på virksomheder.

 

I begge tilfælde kræves der brug af viden om forbrugere og virksomheders forbrug af elektricitet. Effekten er kritisk afhængig af, om de forskellige gruppers reaktion på den pris, de skal betale, ​​ er tilstrækkelig stor. Her kræves empirisk baserede undersøgelser. Kontrollen er ikke behagelig, men synes dog at være en beskeden pris at betale for at opnå et meget vigtigt samfundsmæssigt mål, nemlig nedbringelse af CO2 udslip.